Language of document :

Sag anlagt den 16. februar 2007 - ENI mod Kommissionen

(Sag T-39/07)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: ENI SpA (Rom, Italien) (ved avvocati G.M. Roberti og I. Perego)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt den pålægger sagsøgeren ansvaret for den sanktionerede adfærd.

Den i henhold til samme beslutnings artikel 2 pålagte bøde annulleres eller nedsættes.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Denne sag er rettet mod den beslutning, der ligeledes er anfægtet i sag T-38/07, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen.

ENI har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er ulovlig for så vidt ENI herved er pålagt et ansvar udelukkende som følge af sin rolle som hovedselskab med kontrol over hele kapitalen i koncernen af de selskaber, som er blevet tilskrevet den sanktionerede, formodet svigagtige adfærd. ENI har i den forbindelse gjort følgende gældende:

Kommissionen har i det væsentlige lagt en absolut formodning om ansvar forbundet med ejerrollen, som ikke kan findes i og er i strid med de principper, der er fastsat i administrativ praksis og retspraksis i forhold til anvendelsen af artikel 81 EF på en koncern. Denne tilgang er tillige en tilsidesættelse af de grundlæggende principper om individuelt ansvar og individuel straf samt legalitetsprincippet, og den er resultatet af klare fejlskøn vedrørende de faktiske omstændigheder, som ENI har fremlagt med henblik på at modbevise Kommissionens formodning. Kommissionen har i denne sammenhæng i strid med EF-traktatens artikel 253 ikke behørigt begrundet sine egne vurderinger.

Endvidere er der i den anfægtede beslutning heller ikke taget hensyn til princippet om kapitalselskabers begrænsede ansvar, der kan genfindes i selskabsretten, som er fælles for medlemsstaterne, de internationale retlige erfaringer og selve fællesskabsretten. Det er en tilgang, som samtidig ikke ses at være i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat inden for anvendelsesområdet for de fællesskabsretlige konkurrenceregler ved efterfølgelse/overførelse af virksomheder. Også på baggrund heraf er beslutningens begrundelse fuldstændigt mangelfuld.

ENI har herefter af følgende årsager nedlagt påstand om annullation eller i hvert fald en betydelig nedsættelse af den bøde, selskabet er blevet pålagt:

Kommissionen har ikke vurderet indvirkningen på det pågældende marked af den angiveligt retsstridige adfærd, der er fastslået.

Kommissionen har ubehørigt anvendt den skærpende omstændighed, gentagelse, ved i øvrigt at henvise til beslutninger i henhold til artikel 81 EF, som gik tilbage i tiden, og som på ingen måde vedrørte sagsøgeren, heller ikke som følge af selskabets rolle som hovedselskab i koncernen.

Kommissionen har endvidere ved i strid med de i retspraksis fastsatte kriterier fejlagtigt at udelukke Syndial fra kredsen af adressater for den anfægtede beslutning tilsidesat artikel 23 i forordning nr. 1/2003, idet den i denne forbindelse ikke har taget højde for dette selskabs omsætning.

____________