Language of document :

Sag anlagt den 2. juni 2016 – Solelec m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-281/16)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Solelec SA (Esch-sur-Alzette, Luxembourg), Mannelli & Associés SA (Bertrange, Luxembourg), Paul Wagner et fils SA (Luxembourg, Luxembourg) og Socom SA (Foetz, Luxembourg) (ved advokat S. Marx)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

Afgørelse nr. D(2016)14480 af 27. maj 2016 fra Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Infrastruktur og Logistik, hvorved tilbuddet fra den midlertidige sammenslutning »ELEKTRO KAD«, der består af selskaberne SOLELEC S.A., MANNELLI & ASSOCIÉS S.A., PAUL WAGNER & FILS S.A. og SOCOM S.A. vedrørende delkontrakt 75 »Elektricitet – stærkstrøm«, som blev indgivet den 14. januar 2016 i forbindelse med udbuddet INLO-D-UPIL-T-15-A04 vedrørende projektet om udvidelse og modernisering af Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg, blev afvist, og hvorved en anden tilbudsgiver blev tildelt den pågældende kontrakt, annulleres.

Europa-Parlamentet pålægges at fremlægge de dokumenter i sagsakterne til indgåelsen af kontrakten, hvori de kontakter, der har fundet sted mellem Parlamentet og tilbudsgiverne, er indført i overensstemmelse med artikel 160, stk. 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende vedrører den manglende overholdelse af udvælgelseskriterierne, der ikke blev opfyldt af den midlertidige sammenslutning, som blev tildelt kontrakten, for så vidt som et af dens medlemmer ikke var en juridisk person i hele perioden for arbejderne, og det var umuligt for den midlertidige sammenslutning, der blev tildelt kontrakten at have kunnet påberåbe sig referencer vedrørende den tekniske og faglige formåen, som var påkrævet i henhold til udbudsbetingelserne.

Andet anbringende vedrører den manglende overholdelse af tildelingskriterierne. Ved en sammenligning af det tilbud, der blev indgivet af sagsøgerne, med tilbuddet fra den midlertidige sammenslutning, som blev tildelt kontrakten, viste det sig, at dette sidstnævnte var unormalt lavt, hvilket skulle have ført sagsøgte til at afvise tilbuddet og at tildele sagsøgerne kontrakten.

____________