>Appel iværksat den 23. november 2010 af Det Schweiziske Forbund til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. september 2010 i sag T-319/05, Det Schweiziske Forbund mod Europa-Kommissionen, de andre parter i appelsagen: Forbundsrepublikken Tyskland og Landkreis Waldshut

(Sag C-547/10 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Det Schweiziske Forbund (ved advokat s. Hirsbrunner)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland, Landkreis Waldshut

Appellanten har nedlagt følgende påstande

dom afsagt af Retten den 9. september 2010 i sag T-319/05 ophæves i henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen

såfremt Domstolen finder, at sagen er moden til påkendelse, annulleres Kommissionens beslutning 2004/12/EF af 5. december 2003 og Europa-Kommissionen tilpligtes i overensstemmelse med artikel 122, stk. 1 i Domstolens procesreglement at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne ved sagen i første instans

såfremt Domstolen finder, at sagen ikke er moden til påkendelse, hjemvises sagen til Retten til afgørelse om sagens realitet og om sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appel af Rettens dom af 9. september 2010 i sag T-319/05 (herefter "den appellerede dom"). Ved den appellerede dom fik appellanten ikke medhold i sit søgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning 2004/12/EF af 5. december 2003 (herefter "den anfægtede beslutning") vedrørende den 213. forordning af 15. januar 2003 om gennemførelse af de tyske luftfartsbestemmelser i forbindelse med instrumentlanding og instrumentstart i Zürich lufthavn (herefter den "213. forordning"), som ændret ved den første forordning om ændring af den 213. forordning af 1. april 2003 (herefter "de omtvistede tyske foranstaltninger").

Appellanten har gjort følgende anbringender gældende:

1. Retten har begået en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92, for så vidt som den har fortolket forordningens anvendelsesområde som et forbud mod udøvelse af trafikrettigheder. Retten har desuden ikke taget hensyn til, at selv om en sådan fortolkning af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92 er mulig inden for en EU-kontekst, kan den ikke i henhold til artikel 1, stk. 2, i aftalen [om luftfart indgået den 21. juni 1999 i Luxembourg mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund] gøres gældende over for appellanten.

2. Retten har foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF (tidligere artikel 253 EF), idet den ikke kritiserede, at Kommissionen uden begrundelse har konkluderet, at artikel 9, stk. 1 i forordning nr. 2408/02 ikke finder anvendelse. Retten har endvidere fejlagtigt fundet, at der ikke blev fremsat nye anbringender under sagens behandling, selv om Kommissionen under retsforhandlingerne erstattede den i den anfægtede beslutning anførte begrundelse med en helt ny "forklaring".

3. Retten har foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92, idet den ikke har taget hensyn til lufthavnsoperatørens og de omkringboendes rettigheder.

4. Retten har foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Den har foretaget en retlig fejl ved ikke at tage hensyn til lufthavnsoperatørens og de omkringboende schweizeres rettigheder. Retten har i strid med de nedlagte påstande afvist at undersøge, hvorvidt foranstaltningerne var nødvendige. Den har forholdt sig for løst til kravet om en begrundelse, der er baseret på objektive grunde. Interessen i at begunstige et turistområde er ikke beskyttelsesværdig, eftersom økonomiske interesser ikke kan udgøre en objektiv begrundelse.

5. Rettens anvendelse af proportionalitetsprincippet er behæftet med alvorlige retlige fejl. Retten har gengivet beviserne urigtigt. Den har fremstillet sagens faktiske omstændigheder på ufuldstændig vis. I strid med Rettens egne kontrolbeføjelser har den erstattet Kommissionens fremstilling af de faktiske omstændigheder med sin egen sagsfremstilling. Retten har i strid med høringsretten støttet sin konklusion på faktiske omstændigheder, hvorom appellanten ikke er blevet hørt.

6. I forbindelse med vurderingen af de mindre indgribende restriktioner har Retten ikke taget hensyn til reglerne om fordeling af bevisbyrden samt andre grundlæggende principper.

7. I forbindelse med vurderingen af alternativer til pålæggelse af en støjgrænse har Retten fremsat klart selvmodsigende argumenter.

____________