Forenede sager C-523/11 og C-585/11

Laurence Prinz

mod

Region Hannover (sag C-523/11)

og

Philipp Seeberger

mod

Studentenwerk Heidelberg (sag C-585/11)

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Hannover)

»Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – ret til fri bevægelighed og ophold – uddannelsesstøtte, som en statsborger i en medlemsstat tildeles til studier i en anden medlemsstat – krav om bopæl i oprindelsesmedlemsstaten i mindst tre år inden påbegyndelsen af studiet«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 18. juli 2013

1.        Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – personelt anvendelsesområde – statsborger fra en medlemsstat, som studerer i en anden medlemsstat – omfattet – retsvirkning – udøvelse af de rettigheder, der er forbundet med status som borger i Den Europæiske Union

(Art. 20 TEUF og 21 TEUF)

2.        Unionsborgerskab – ret til fri bevægelighed og frit ophold på medlemsstaternes område – uddannelsesstøtte til et studium i en anden medlemsstat – tildeling, der gøres betinget af et enkeltstående krav om en periode med fast bopæl i den pågældende medlemsstat – ulovlig – begrundelse – foreligger ikke

(Art. 20 TEUF og 21 TEUF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 22-24)

2.        Artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter tildeling, i en periode på over et år, af uddannelsesstøtte til et studium i en anden medlemsstat gøres betinget af et enkeltstående krav, der pålægger ansøgeren at have haft fast bopæl i denne lovs forstand på det nationale område i mindst tre år inden påbegyndelsen af nævnte studium.

Et sådant krav kan nemlig afskrække nationale statsborgere fra at udøve deres ret til at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat, henset til den indvirkning, som udøvelsen af denne frihed kan have på retten til uddannelsesstøtte.

Det kan ganske vist være begrundet for en medlemsstat kun at tildele en sådan støtte til studerende, der har godtgjort en vis grad af integration i nævnte stats samfund. Det bevis, som en medlemsstat kræver for, at det kan gøres gældende, at der består en reel integration, må imidlertid ikke have en for ensidig karakter derved, at en omstændighed, som ikke nødvendigvis er udtryk for den reelle og faktiske grad af tilknytning mellem ansøgeren og denne medlemsstat, utilbørligt prioriteres, og alle andre relevante omstændigheder lades ude af betragtning. Det kan således anses for godtgjort, at der foreligger en vis grad af integration, når det kan konstateres, at en studerende i en bestemt periode har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han ansøger om uddannelsesstøtte. Der er imidlertid en risiko for, at et enkeltstående bopælskrav udelukker studerende fra den pågældende støtte, der, selv om de ikke har haft uafbrudt bopæl i den medlemsstat, der tildeler støtten, i tre år umiddelbart før påbegyndelsen af et studium i udlandet ikke desto mindre har en tilstrækkelig tilknytning til nævnte medlemsstats samfund. Dette kan være tilfældet, når den studerende er statsborger i den pågældende medlemsstat og har gået i skole dér i en betydelig periode, eller som følge af andre forhold, såsom bl.a. den studerendes familie, beskæftigelse og sprogkundskaber eller andre sociale eller økonomiske bånd.

(jf. præmis 32, 36-38 og 41 samt domskonkl.)