FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. CRUZ VILLALÓN
fremsat den 7. maj 2015 (1)
Sag C-47/14
Holterman Ferho Exploitatie BV,
Ferho Bewehrungsstahl GmbH,
Ferho Vechta GmbH,
Ferho Frankfurt GmbH
mod
Friedrich Leopold Freiherr Spies von Büllesheim
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene))
»Civilretligt samarbejde – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 1), litra a) og b), og artikel 5, nr. 3) – kompetence i sager om kontraktforhold – kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt – artikel 18-21 – individuel arbejdsaftale – dobbeltrolle som direktør og forretningsfører for et selskab – ansvar for misligholdelse af ledelses- og forvaltningsopgaver«
1. Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at tage stilling til anvendeligheden af de særlige kompetenceregler i artikel 18 ff. (»individuelle arbejdsaftaler«) i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (herefter »forordningen«) i et tilfælde, hvor en person sagsøges af et selskab på grundlag af mangler ved udførelsen af hans opgaver, ikke alene i sin egenskab af direktør for det pågældende selskab, hvori han er ansat i henhold til en arbejdsaftale, men også i sin egenskab af forretningsfører for selskabet set ud fra et selskabsretligt synspunkt.
2. Det drejer sig nærmere bestemt om at fastslå, hvorvidt det har indvirkning på rækkevidden af et eventuelt ansættelsesforhold mellem selskabets direktør og selskabet for så vidt angår den internationale retlige kompetence inden for rammerne af den nævnte forordning, at vedkommende samtidig er handelsretligt knyttet til det pågældende selskab som forretningsfører herfor, når vedkommende stilles til ansvar såvel i sin egenskab af direktør som i sin egenskab af forretningsfører.
I – Retsforskrifter
A – EU-retten
3. Det fremgår af 11. betragtning til forordningen, at »[k]ompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund […]«, og i 12. betragtning tilføjes, at »[s]om kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje«.
4. Af 13. betragtning til den nævnte forordning fremgår det, at »[f]or [...] arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler«.
5. I den nævnte forordnings kapitel II (»Kompetence«), afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser«, bestemmes følgende i artikel 2, stk. 1:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
6. Forordningens artikel 5, der er indeholdt i kapitel II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler«, er affattet således:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
– ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
– ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse.
[…]
3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.
[...]«
7. Afdeling 5 i forordningens kapitel II bærer overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler«. Denne afdeling omfatter såvel artikel 18 som artikel 20. Det bestemmes i artikel 18, stk. 1, at »[i] sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5)«, mens det i artikel 20, stk. 1, bestemmes, at »[e]n arbejdsgiver [kun] kan [...] anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl«.
B – National ret
8. I artikel 2:9 i den nederlandske civillovbog (Burgerlijk Wetboek) bestemmes, at et selskabs forretningsfører har pligt til at udføre sine opgaver korrekt.
9. Når personen samtidig ved en arbejdsaftale er knyttet til det pågældende selskab som direktør herfor – hvilket er muligt i henhold til nederlandsk ret (3) – reguleres personens ansvar som arbejdstager for forsætlig eller bevidst skødesløshed ved opfyldelsen af arbejdsaftalen i artikel 7:661, stk. 1, i den nederlandske civillovbog (sammenholdt med artikel 6:74 heri) på følgende måde: »En medarbejder, der i forbindelse med opfyldelsen af sin arbejdsaftale forvolder skade på arbejdsgiveren eller på en tredjemand, over for hvem arbejdsgiveren er erstatningspligtig, ifalder ikke ansvar herfor over for arbejdsgiveren, medmindre skaden skyldes medarbejderens forsætlige eller bevidste skødesløshed […]«
10. Endvidere kan forretningsføreren/direktøren ifalde ansvar for ulovlig adfærd i henhold til artikel 6:162 i den nederlandske civillovbog.
II – Faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
11. Selskabet Holterman Ferho Exploitatie BV (herefter »Holterman Ferho«) er et rent holdingselskab med hjemsted i Nederlandene. Selskabet har tre tyske datterselskaber, Ferho Bewehrungsstahl GmbH, Ferho Vechta GmbH og Ferho Frankfurt GmbH, som alle har hjemsted i Tyskland.
12. Den sagsøgte i sagen i første instans, Friedrich Leopold Freiherr Spies von Büllesheim (herefter »Friedrich Spies«), som er tysk statsborger med bopæl i Tyskland, blev i april 2001 ansat hos Holterman Ferho som direktør i henhold til en kontrakt, som appelretten kvalificerede som en »arbejdsaftale«, og som var udfærdiget på tysk. Han udførte ligeledes opgaver som forretningsfører (i selskabsretslig forstand) for det pågældende selskab, som ifølge Friedrich Spies’ forklaring på retsmødet var begrænset til forvaltningen af Holterman Ferhos tyske datterselskaber, for hvilke han ligeledes var forretningsfører og prokurist. Som Friedrich Spies har anført i punkt 8 i sit skriftlige indlæg, og som han ligeledes har bekræftet på retsmødet, var han selskabet Holterman Ferhos eneste ansatte, og hans arbejde blev under alle omstændigheder udelukkende udført i Tyskland, hvilket selskabet Holterman Ferho ikke har bestridt i sine indlæg. Endvidere medgav Friedrich Spies på retsmødet, som svar på et af Domstolens spørgsmål, at han ud over at være forretningsfører og direktør for selskabet Holterman Ferho også var aktionær heri (4).
13. Den 31. december 2005 blev ansættelsesforholdet mellem Friedrich Spies og Ferho Frankfurt GmbH bragt til ophør, og den 31. december 2006 blev ansættelsesforholdet mellem ham og de tre øvrige selskaber bragt til ophør. De fire selskaber nedlagde en anerkendelsespåstand og anlagde et søgsmål med påstand om skadeserstatning mod Friedrich Spies ved Rechtbank Almelo (Nederlandene). De gjorde principalt gældende, at Friedrich Spies havde gjort sig skyldig i mangelfuld opfyldelse af sit hverv som forretningsfører, hvorved han havde pådraget sig ansvar over for samtlige selskaber på grundlag af artikel 2:9 i den nederlandske civillovbog. De fire selskaber gjorde endvidere gældende, at Friedrich Spies, uafhængigt af sin egenskab af forretningsfører, med forsæt eller i al fald bevidst havde handlet uden den fornødne omhu ved opfyldelsen af den arbejdsaftale, der knyttede ham til Holterman Ferho, hvorved han havde pådraget sig ansvar i henhold til artikel 7:661 i den nederlandske civillovbog. Subsidiært gjorde Holterman Ferho og dets tre datterselskaber gældende, at de alvorlige fejl, som Friedrich Spies havde begået ved udførelsen af sine opgaver, under alle omstændigheder udgjorde en ulovlig adfærd i henhold til artikel 6:162 i den nederlandske civillovbog.
14. Retten i første instans erklærede, at den ikke havde international kompetence til at behandle sagen, således som Friedrich Spies havde gjort gældende. Gerechtshof te Arnhem stadfæstede efter appel Rechtbank Almelos dom. Gerechtshof sondrede mellem:
1) De af Holterman Ferho nedlagte påstande om manglende opfyldelse af Friedrich Spies’ forpligtelser i medfør af dennes stilling som direktør og forretningsfører for selskabet. Med hensyn til disse påstande fandt Gerechtshof, at:
– For så vidt som de to parter var knyttet til hinanden i henhold til en kontrakt, som retten kvalificerede som en »arbejdsaftale«, skulle den særlige kompetenceordning i forordningens artikel 18 ff. finde anvendelse i forbindelse med de påstande, der omhandlede mangelfuld opfyldelse af arbejdsaftalen, og ligeledes i forbindelse med de påstande, der vedrørte ansvar uden for kontraktforhold, eftersom disse er nært knyttet til aftalens udførelse. Det var således i medfør af forordningens artikel 20, stk. 1, de tyske domstole, som havde kompetence til at behandle sagen, eftersom den pågældende arbejdstager havde sin bopæl i denne medlemsstat.
– For så vidt angik de påstande, der generelt omhandlede Friedrich Spies’ mangelfulde udførelse af sine selskabsretlige opgaver som forretningsfører, og som ifølge Gerechtshof ikke var baseret på nogen kontrakt, skulle den generelle regel i forordningens artikel 2 finde anvendelse, hvorefter de tyske retsinstanser ligeledes skulle have kompetence.
2) De af de tre tyske datterselskaber nedlagte påstande mod Friedrich Spies vedrørende ansvar i og uden for kontraktforhold. For så vidt angår disse påstande kan kompetencereglerne i forordningens artikel 5, nr. 1) og 3), ifølge Gerechtshof under ingen omstændigheder indebære, at de nederlandske retsinstanser tillægges kompetencen.
15. De fire selskaber appellerede Gerechtshofs dom til den forelæggende ret, om end udelukkende for så vidt angik de af Holterman Ferho nedlagte påstande mod Friedrich Spies.
16. Hoge Raad der Nederlanden besluttede at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal bestemmelserne i kapitel II, afdeling 5 (artikel 18-21), i forordning (EF) nr. 44/2001 fortolkes således, at de er til hinder for, at retten anvender denne forordnings artikel 5, nr. 1), litra a), eller artikel 5, nr. 3), i et tilfælde som det foreliggende, hvori indstævnte ikke alene i sin egenskab af forretningsfører for et selskab sagsøges af dette selskab på grundlag af mangler ved udførelsen af hans opgaver eller på grundlag af ulovlig adfærd, men også, uafhængigt af denne egenskab, sagsøges af selskabet på grundlag af forsætlig eller bevidst skødesløshed ved opfyldelsen af den mellem ham og selskabet indgåede arbejdsaftale?
2) a) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal begrebet »sager i kontraktforhold« i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning (EF) nr. 44/2001 da fortolkes således, at det også omfatter et tilfælde som det foreliggende, hvori et selskab sagsøger en person i dennes egenskab af forretningsfører for selskabet på grund af dennes tilsidesættelse af sin pligt til korrekt udførelse af sin selskabsretlige opgave?
b) Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares bekræftende, skal begrebet »det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes« i artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning (EF) nr. 44/2001 da fortolkes således, at der herved menes det sted, hvor forretningsføreren har udført eller burde have udført sin selskabsretlige opgave, hvilket normalt vil være det sted, hvor det pågældende selskab har sit hovedkontor eller sin hovedvirksomhed som nærmere omhandlet i forordningens artikel 60, stk. 1, litra b) og c)?
3) a) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001 da fortolkes således, at det også omfatter et tilfælde som det foreliggende, hvori et selskab sagsøger en person i dennes egenskab af forretningsfører for selskabet på grund af dennes mangelfulde udførelse af sin selskabsretlige opgave eller på grund af ulovlig adfærd?
b) Såfremt spørgsmål 3, litra a), besvares bekræftende, skal begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« i artikel 5, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001 da fortolkes således, at der hermed menes det sted, hvor forretningsføreren har udført eller burde have udført sin selskabsretlige opgave, hvilket normalt vil være det sted, hvor det pågældende selskab har sit hovedkontor eller sin hovedvirksomhed som nærmere omhandlet i forordningens artikel 60, stk. 1, litra b) og c)?«
17. Der er indgivet skriftlige indlæg i den foreliggende sag af Friedrich Spies, selskabet Holterman Ferho (også på vegne af dets datterselskaber), den tyske regering samt Europa-Kommissionen. På retsmødet, der blev afholdt den 20. januar 2015, deltog Friedrich Spies og Kommissionen, og efter anmodning fra Domstolen koncentrerede de deres anbringender omkring det første af de præjudicielle spørgsmål.
III – Analyse
A – Det første præjudicielle spørgsmål
18. Den forelæggende ret ønsker med sit første præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om kompetencekriterierne i forordningens kapitel II, afdeling 5 (»Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler«, artikel 18-21) finder anvendelse i et tilfælde, hvori et selskab sagsøger en person i dennes egenskab af forretningsfører for selskabet på grund af mangelfuld udførelse af sin selskabsretlige opgave eller på grund af ulovlig adfærd og ligeledes i sin egenskab af direktør på grund af forsætlig eller bevidst skødesløshed ved opfyldelsen af den mellem ham og selskabet indgåede arbejdsaftale, hvorved han blev udnævnt til direktør herfor.
1. Sammenfatning af parternes standpunkter
19. Friedrich Spies er af den opfattelse, at forordningens artikel 18-21 er til hinder for, at forordningens artikel 5 kan finde anvendelse under den foreliggende sags omstændigheder, også selv om de opgaver, der er tildelt direktøren i henhold til arbejdsaftalen, er begrænset til opfyldelsen af de funktioner, der vedrører hans egenskab af forretningsfører i selskabsretslig forstand: Såfremt direktøren, ud over at være selskabets forretningsfører, er ansat af selskabet, skal de særlige regler i den nævnte forordnings artikel 18-21 finde anvendelse.
20. Den tyske regering, hvis indlæg udelukkende omhandler dette første præjudicielle spørgsmål, har foreslået, at spørgsmålet besvares med, at bestemmelserne i forordningens artikel 18-21 er til hinder for, at en retsinstans kan anvende den pågældende forordnings artikel 5, nr. 1), litra a), eller artikel 5, nr. 3), i et tilfælde som i den foreliggende sag. Det er den tyske regerings opfattelse, at den nævnte forordnings ordlyd er tilstrækkelig tydelig på dette punkt, og at tilstedeværelsen af en arbejdsaftale – uanset om der samtidig eksisterer et forhold, der er baseret på selskabsretten – er afgørende for, at kompetencekriteriet i forordningens artikel 20, stk. 1 (det sted, hvor den sagsøgte arbejdstager har sin bopæl), finder anvendelse, hvilket i øvrigt stemmer overens med de nævnte særlige kompetencereglers formål om beskyttelse af den svage part i kontraktforholdet.
21. Holterman Ferho (også på vegne af sine datterselskaber) har i sit skriftlige indlæg begrænset sig til at gengive passager fra forslaget til afgørelse fra den nederlandske generaladvokat ved Hoge Raad i sagen i første instans. Holterman Ferho har gjort gældende, at de særlige kompetenceregler i forordningens artikel 18-21 finder anvendelse for så vidt angår de handlinger, der vedrører tilsidesættelsen af de af arbejdsaftalen afledte forpligtelser, men at forordningens artikel 5, nr. 1), skal finde anvendelse i forbindelse med bedømmelsen af de handlinger, der vedrører opfyldelsen af Friedrich Spies’ opgaver i sin egenskab af forretningsfører for Holterman Ferho, hvorfor de nederlandske retsinstanser har kompetence i denne forbindelse, da det pågældende selskab har hjemsted i Nederlandene [efter Holterman Ferhos opfattelse er det sted, hvor selskabet har sit hjemsted, opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet i henhold til den nævnte forordnings artikel 5, nr. 1), litra a)].
22. Endelig er det ifølge Kommissionen nødvendigt at fastslå, om den »aftale« (i forordningens forstand), der knytter parterne til hinanden, er en »individuel arbejdsaftale« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den nævnte forordning – hvilket vil indebære, at anvendelsen af kompetencereglerne i forordningens artikel 18 ff. er obligatorisk – eller om der tale om en anden type aftale, hvorefter det vil være muligt at anvende den nævnte forordnings artikel 5, nr. 1), sammen med hovedreglen i artikel 2. Kommissionen har i denne forbindelse opregnet et antal forudsætninger, der skal være opfyldt, for at det kan konkluderes, at der er tale om en arbejdsaftale, herunder at der skal foreligge et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren, hvilket efter Kommissionens opfattelse ikke er tilfældet i forbindelse med det forhold, der knytter et selskabs forretningsfører til det pågældende selskab (5).
2. Bedømmelse
23. Ifølge den forelæggende ret indgik parterne den 7. maj 2001 en »arbejdsaftale«, hvorved Friedrich Spies blev udnævnt til direktør for selskabet Holterman Ferho. Eftersom begrebet »individuel arbejdsaftale« ifølge forordningen skal fortolkes selvstændigt (6), er det ikke afgørende for at kunne fastslå den pågældende aftales art i henhold til den nævnte forordning, hvordan parterne har betegnet den, og ej heller, hvordan den betegnes i national ret. Som Domstolen har fastslået, skal begreberne i forordning nr. 44/2001 fortolkes selvstændigt, primært ud fra forordningens mål og opbygning (7), for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne (8).
24. Domstolen har ikke hidtil haft lejlighed til at fortolke begrebet »arbejdsaftale« inden for de specifikke rammer af forordningen. Kun i Shenavai-dommen (9) har Domstolen – i forbindelse med et spørgsmål om anvendelsen af Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), som ligeledes omfattede aftaler af denne art – fastslået, at »arbejdsaftaler, ligesom andre aftaler om udførelse af ikke-selvstændigt arbejde, i modsætning til andre aftaler og herunder også aftaler om tjenesteydelser er af en særlig beskaffenhed, idet arbejdstageren herved med et særlig varigt bånd knyttes til vedkommende virksomheds eller arbejdsgivers forretnings organisation«.
25. Ovenstående er det eneste element i Domstolens retspraksis, der kan være til hjælp i forbindelse med definitionen af dette begreb i forordningen. Der findes ganske vist en omfattende retspraksis fra Domstolen, hvori begrebet »arbejdstager« defineres i EU-retten, navnlig i forbindelse med den nuværende artikel 45 TEUF (10), men også i forbindelse med konkrete akter i den afledte ret (11). Der er heller ingen tvivl om, at denne retspraksis kan bidrage med fortolkningselementer, som kan anvendes inden for andre områder (12). Det forholder sig ikke desto mindre således, at fortolkningen af et begreb inden for rammerne af de grundlæggende frihedsrettigheder i EUF-traktaten eller af de instrumenter i den afledte ret, der forfølger specifikke mål, ikke nødvendigvis behøver at være sammenfaldende med fortolkningen af samme begreb inden for andre områder af den afledte ret (13).
26. I forordningens afdeling 5 reguleres »kompetencen i sager om individuelle arbejdsaftaler«, og det bestemmes i artikel 18, at »[i] sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling […]«. Som der vil blive redegjort for senere, er den tyske sprogudgave en anelse mere nuanceret, idet det heraf fremgår, at »såfremt sagens genstand er en individuel arbejdsaftale eller påstande afledt af en individuel arbejdsaftale, afgøres kompetencen efter denne afdeling« (14). Det, der således er afgørende for, om forordningens afdeling 5 kan finde anvendelse, er efter min opfattelse, at den sagsøgte er blevet sagsøgt i sin egenskab af part i en »individuel arbejdsaftale« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den pågældende forordning (og i princippet uafhængigt af, om han samtidig er knyttet til sagsøgeren gennem en anden type retsforhold), og at påstanden i sagen – således som det tydeligt fremgår af den tyske sprogudgave – er afledt af denne aftale.
27. Som udgangspunkt står det i forbindelse med den selvstændige fortolkning af begrebet »individuel arbejdsaftale« som omhandlet i forordningen efter min opfattelse i princippet klart, at en person ved en arbejdsaftale forpligter sig over for en anden person til at udøve et bestemt hverv mod et vederlag. Det er imidlertid nødvendigt at tilføje nogle aspekter hertil, som kan gøre det muligt at adskille den »individuelle arbejdsaftale« i forordningens artikel 18 ff. fra de øvrige »leveringer af tjenesteydelser«, hvorpå forordningens artikel 5, nr. 1), finder anvendelse. I denne forbindelse må der, henset til den nævnte forordnings mål og opbygning, ikke ses bort fra den målsætning om at beskytte den svage part i forholdet, som har ligget til grund for lovgivers indførelse af de særlige kompetenceregler i forordningens artikel 18 ff.
28. Dette differentierende element, hvorved en arbejdsaftale adskilles fra en levering af tjenesteydelser i henhold til forordningen, består efter min opfattelse i, at den person, der leverer en tjenesteydelse i henhold til en arbejdsaftale, i større eller mindre grad er underlagt den anden aftaleparts ledelsesbeføjelser og instrukser og således underordnes denne anden part. Det er dette underordnelsesforhold, som i første omgang nødvendiggør en særlig beskyttelse af den svage part, og som ligger til grund for den særlige regel i den nævnte forordnings artikel 20, stk. 1, hvorefter en »arbejdstager« alene kan sagsøges ved domstolene i den medlemsstat, hvor vedkommende har sin bopæl (15).
29. Denne antagelse støttes – inden for det specifikke område for fortolkning af Rom-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (16) – af generaladvokat Trstenjak i sit forslag til afgørelse fremsat i Voogsgeerd-sagen (17). Et element af »afhængighed« (»relationship of subordination« i den engelske sprogudgave) blev ligeledes berørt i Jenard-Möller rapporten om Lugano-konventionen af 1988, som parallelt med Bruxelleskonventionen gik forud for forordningen. Det blev heri anført, at »selv om arbejdsaftaler [som omhandlet i den nævnte konvention] ikke hidtil har udgjort et selvstændigt begreb, må arbejdstageren i forbindelse med sådanne aftaler anses for at stå i et afhængighedsforhold til arbejdsgiveren« (18).
30. Blot fordi en person ved en arbejdsaftale tildeles ledelsesopgaver i et selskab, er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke kan foreligge et underordnelseselement, om end dette element under visse omstændigheder kan være mindre fremtrædende, når vi har at gøre med ledende personale. Jeg mener, at det nævnte element er til stede, hvis den person, der påtager sig ledelsesopgaver, er underlagt instrukser fra den anden aftalepart eller fra et af dennes organer, også selv om medarbejderen har vide skønsbeføjelser eller endog har vide beslutningsbeføjelser i forbindelse med den daglige udførelse af sine opgaver, og hans aktiviteter ikke almindeligvis er underlagt umiddelbar kontrol fra arbejdsgiverens side (19).
31. I det specifikke tilfælde med en direktør, der er underlagt instrukser fra generalforsamlingen i det selskab, som han leder, mener jeg desuden ikke, at den omstændighed, at direktøren ejer en andel af selskabet, automatisk udelukker, at det forhold, der knytter parterne til hinanden, kan kvalificeres som en »arbejdsaftale« i henhold til forordningen. Nuvel, hvis den pågældende ejerandel er så stor, at personen kan have bestemmende indflydelse på udarbejdelsen af de instrukser, som generalforsamlingen udstikker til ham i hans egenskab af direktør for det pågældende selskab, vil han i praksis været underlagt sine egne instrukser og sine egne handlingskriterier. I et sådant tilfælde er det min opfattelse, at generalforsamlingens ledelsesbeføjelser over for den pågældende person, og dermed også underordnelsesforholdet, udvandes (20).
32. Spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer en »arbejdsaftale« i henhold til forordningen, skal i hvert enkelt tilfælde besvares ud fra helheden af de faktiske omstændigheder, der kendetegner de bestående forhold mellem parterne (21), og det tilkommer i princippet den forelæggende ret at foretage denne bedømmelse. Ud over de faktiske omstændigheder er det i den foreliggende sag endvidere nødvendigt at undersøge to retsakter: selskabet Holterman Ferhos vedtægter og den indgåede aftale mellem selskabet og Friedrich Spies. På baggrund af disse to elementer vil det være muligt at fastslå, hvorvidt Friedrich Spies i forbindelse med udførelsen af sine opgaver var underlagt ledelsesbeføjelserne hos et andet af selskabets organer, som ikke var kontrolleret af ham selv, eller med andre ord, om der eksisterede et underordnelsesforhold. Det vil i denne forbindelse ikke alene være muligt at undersøge, om aftalen regulerer aspekter, der kendetegner et arbejdsforhold (løn, ferie osv.) (22), men også hvem Friedrich Spies modtog instrukser fra, hvilket omfang disse instrukser havde, og i hvilken grad han var bundet af disse, hvem der kontrollerede udførelsen af disse instrukser, samt hvilke konsekvenser en eventuel manglende udførelse heraf måtte have, navnlig om han kunne afskediges, hvis ikke han henholdt sig til dem. Den nationale ret bør i denne forbindelse ligeledes tage stilling til, i hvilket omfang et eventuelt underordnelsesforhold påvirkes af, at direktøren samtidig er aktionær i det pågældende selskab, således som det var tilfældet med Friedrich Spies i den foreliggende sag, og dette afhænger grundlæggende af, hvilke muligheder denne person i sin egenskab af aktionær har for at påvirke de beslutninger, der træffes af det organ, hvorfra han skal modtage instrukser.
33. Som jeg tidligere har bemærket, er anvendelsen af forordningens afdeling 5 ikke kun betinget af, at den sagsøgte er blevet sagsøgt i sin egenskab af part i en »individuel arbejdsaftale«. Som en logisk følge heraf må påstanden i sagen nødvendigvis være afledt af netop denne aftale, hvilket ligeledes er blevet påpeget af Kommissionen på retsmødet.
34. For at fastslå, om påstanden i sagen er afledt af den »individuelle arbejdsaftale« i forordningens forstand, finder jeg det hensigtsmæssigt her at citere Domstolens udtalelse i Brogsitter-dommen i forbindelse med sin bedømmelse af, om et erstatningssøgsmål skulle anses for at henhøre under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 5, nr. 1): Dette søgsmål henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a) (eller i den foreliggende sag en påstand afledt af den »individuelle arbejdsaftale«), men dog kun, hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til kontraktens genstand (i den foreliggende sag den konkrete arbejdsaftales genstand). Dette vil a priori være tilfældet, hvis fortolkningen af den kontrakt, som forbinder sagsøgte med sagsøger, forekommer nødvendig for at fastslå lovligheden eller retsstridigheden af den adfærd, som sidstnævnte foreholder førstnævnte (23), hvilket det tilkommer den nationale ret at afgøre.
35. Kort sagt er det forhold, at der foreligger en arbejdsaftale mellem parterne, efter min opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at de særlige regler om international retlig kompetence i forordningens afdeling 5 kan finde anvendelse, når påstanden i sagen ikke er afledt af »arbejdsaftalen«, således som der redegøres for ovenfor.
36. I den foreliggende sag tilkommer det den forelæggende ret, under hensyntagen til betragtningerne i de foregående punkter, at tage stilling til, om den sagsøgte er sagsøgt i sin egenskab af part i en »individuel arbejdsaftale« som omhandlet i forordningen. Retten bør i denne forbindelse tage i betragtning, at tildelingen af ledelsesopgaver i et selskab til en person ikke nødvendigvis udelukker det underordnelsesforhold, der kendetegner et ansættelsesforhold, og at det forhold, at direktøren ejer en andel i det selskab, som han leder, heller ikke automatisk udelukker, at forholdet mellem parterne kan kvalificeres som en »arbejdsaftale« som omhandlet i forordningen. På tilsvarende vis tilkommer det den forelæggende ret at fastslå, om den fremsatte påstand er afledt af den »individuelle arbejdsaftale«, dvs. om den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til den konkrete arbejdsaftales genstand. Hvis begge elementer er til stede, finder de særlige kompetenceregler i forordningens afdeling 5 anvendelse, uanset om der foreligger andre tilknytningsforhold mellem parterne (f.eks. som følge af, at den sagsøgte ud fra et selskabsretligt synspunkt samtidig er forretningsfører for selskabet).
3. Foreløbig konklusion
37. På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at bestemmelserne i forordningens kapitel II, afdeling 5 (artikel 18-21) finder anvendelse
– såfremt den sagsøgte er sagsøgt i sin egenskab af part i en »individuel arbejdsaftale« som omhandlet i forordningen, dvs. i en aftale, hvorved en person over for en anden person, hvis ledelsesbeføjelser og instrukser han er underlagt, er forpligtet til at udføre en bestemt aktivitet mod et vederlag, og
– såfremt den fremsatte påstand er afledt af den »individuelle arbejdsaftale«, dvs. hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til den konkrete arbejdsaftales genstand,
hvilket det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til.
B – Det andet præjudicielle spørgsmål
38. Ovenstående forslag indebærer, at det ikke er nødvendigt at besvare det andet og tredje præjudicielle spørgsmål. For det tilfælde, at Domstolen når frem til den konklusion, at bestemmelserne i forordningens kapitel II, afdeling 5 (artikel 18-21) ikke finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, vil jeg imidlertid behandle det andet præjudicielle spørgsmål.
39. Hoge Raad der Nederlanden ønsker med det andet og tredje præjudicielle spørgsmål oplyst, om begreberne »sager om kontraktforhold« og »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i henholdsvis artikel 5, nr. 1), litra a), og artikel 5, nr. 3), i forordningen skal fortolkes således, at de også omfatter et tilfælde, hvor et selskab sagsøger en person i dennes egenskab af forretningsfører for selskabet på grund af dennes tilsidesættelse af sin pligt til korrekt udførelse af sin selskabsretlige opgave eller på grund af ulovlig adfærd. Såfremt dette er tilfældet, ønsker Hoge Raad desuden at vide, om der med udtrykket »det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes« i forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), eller udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« i forordningens artikel 5, nr. 3), menes det sted, hvor forretningsføreren udførte eller skulle udføre de opgaver, som han blev tildelt i medfør af selskabets vedtægter og/eller af selskabsretten.
1. Sammenfatning af parternes standpunkter
40. Efter Friedrich Spies’ opfattelse er det alene forordningens artikel 5, nr. 1) (»sager om kontraktforhold«), der finder anvendelse, eftersom der foreligger indbyrdes forpligtelser, som parterne frit har påtaget sig, hvilket efter hans opfattelse udelukker, at sagen kan kvalificeres som en »sag om erstatning uden for kontrakt«. For i dette tilfælde at fastslå opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der lå til grund for sagen i henhold til den pågældende forordnings artikel 5, nr. 1), litra a), skal der ifølge Friedrich Spies tages udgangspunkt i det sted, hvor de påståede tilsidesættelser fandt sted, dvs. Tyskland, eftersom de pågældende tilsidesættelser vedrørte ledelsen af Holterman Ferhos tyske datterselskaber. Han har endvidere anført, at han ikke har udført ledelsesopgaver af nogen art i Nederlandene.
41. Kommissionen har anført, at forholdet mellem selskabet og dets forretningsfører i henhold til Domstolens retspraksis er af aftaleretlig karakter, for så vidt som begge parter af egen vilje har påtaget sig forpligtelser. Med hensyn til anvendelsen af reglen i forordningens artikel 5, nr. 1), er det Kommissionens opfattelse, at det først og fremmest skal fastslås, om bestemmelsens litra a) vitterligt finder anvendelse i den foreliggende sag, således som den forelæggende ret har vurderet, eller om det snarere er litra b), der skal finde anvendelse, hvilket er den teori, som Kommissionen hælder mod, idet den omtvistede aftale efter dennes opfattelse er en aftale om levering af tjenesteydelser. Efter Kommissionens opfattelse er det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen blev leveret, det sted, hvorfra selskabet blev forvaltet, og dette er ifølge Kommissionen det sted, hvor selskabet har sit hovedkontor i henhold til den nævnte forordnings artikel 60, stk. 1, litra b).
2. Bedømmelse
a) Forpligtelsens art i henhold til forordningen
42. Som nævnt i punkt 23 i dette forslag til afgørelse, skal begreberne »sager om kontraktforhold« og »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i henholdsvis artikel 5, nr. 1), og artikel 5, nr. 3), i forordningen fortolkes selvstændigt, primært ud fra forordningens mål og opbygning for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne. Der findes således ingen henvisning til, hvordan det retsforhold, som den kompetente ret skal tage stilling til, skal kvalificeres i henhold til den gældende nationale lovgivning.
43. Jeg har i øvrigt tidligere bemærket, at for så vidt som forordningen erstatter Bruxelleskonventionen med hensyn til forholdet mellem medlemsstaterne, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af bestemmelserne i Bruxelleskonventionen desuden også for denne forordnings bestemmelser, når bestemmelserne i disse instrumenter kan sidestilles med hinanden. Dette er tilfældet med forordningens artikel 5, nr. 1), litra a), og artikel 5, nr. 3), sammenholdt med henholdsvis artikel 5, nr. 1), og artikel 5, nr. 3), i Bruxelleskonventionen (24).
44. Det fremgår af fast retspraksis, at begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« i forordningens artikel 5, nr. 3), omfatter ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et »kontraktforhold« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordningens artikel 5, nr. l) (25), hvorfor en kvalificering af sagen som en »sag i kontraktforhold« udelukker en kvalificering heraf som en »sag om erstatning uden for kontrakt«, når erstatningspåstanden er afledt af en »aftale« som omhandlet i forordningen (26).
45. Det bør derfor i første omgang efterprøves, om vi i den foreliggende sag – uanset hvordan begrebet defineres i national ret – har at gøre med en »aftale« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordningen. I henhold til Domstolens faste retspraksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), forudsætter begrebet »kontraktforhold«, at der foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden (27).
46. Efter min opfattelse påtog Friedrich Spies og selskabet Holterman Ferho sig netop gensidige forpligtelser (Friedrich Spies forpligtede sig til at lede og forvalte selskabet, mens selskabet forpligtede sig til at aflønne ham for denne arbejdsopgave), hvorfor deres forhold – ikke alene det, der var afledt af den aftale, hvorved Friedrich Spies påtog sig hvervet som direktør, men også det, der var afledt af selskabsretten, hvorved han fik egenskab af forretningsfører – kan anses for at være af aftaleretlig art i forordningens forstand (28).
47. Som Domstolen allerede bemærkede i Brogsitter-dommen, er den omstændighed alene, at den ene af parterne i hovedsagen anlægger et erstatningssøgsmål mod den anden part, for så vidt ikke tilstrækkelig til at fastslå, at dette søgsmål henhører under »sager om kontraktforhold« som omhandlet i forordningens artikel 5, nr. 1). Dette gælder kun, hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til kontraktens genstand. Dette vil a priori være tilfældet, hvis fortolkningen af den »aftale« (i forordningens forstand), som forbinder sagsøgte med sagsøgerne, forekommer nødvendig for at fastslå lovligheden eller retsstridigheden af den foreholdte adfærd (29).
48. Det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til, om de af sagsøgeren anlagte søgsmål i hovedsagen indeholder et krav om erstatningsansvar, som med rimelighed kan anses for at være begrundet i en manglende iagttagelse af de rettigheder og pligter, der er fastsat i den »aftale« (i forordningens forstand), som parterne i sagen i første instans er bundet af, således at det forekommer nødvendigt for afgørelsen af sagen at tage hensyn til denne »aftale«. Såfremt dette er tilfældet, henhører søgsmålene under »sager om kontraktforhold« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordningens artikel 5, nr. 1) (30). I modsat fald skal de anses for at henhøre under »sager om erstatning uden for kontrakt« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordningens artikel 5, nr. 3). De aftaler, som retten skal fortolke i forbindelse hermed, er dem, der knytter selskabet Holterman Ferho og Friedrich Spies sammen, og som ikke nødvendigvis er nedfældet fuldt ud på skrift, samt de selskabsretlige regler, der fastsætter indholdet af det hverv, som Friedrich Spies af egen vilje har påtaget sig.
b) Opfyldelsesstedet for forpligtelsen i henhold til forordningens artikel 5, nr. 1)
49. I tilfælde af, at forordningens artikel 5, nr. 1), skal finde anvendelse, skal det dernæst fastslås, hvilken domstol der er kompetent til at behandle sagen. Selv om det andet af den forelæggende rets spørgsmål udelukkende vedrører litra a), i forordningens artikel 5, nr. 1), må det – som Kommissionen har anført i sit indlæg – nødvendigvis overvejes, om det ikke snarere er litra b), der bør finde anvendelse, eller nærmere bestemt det andet led heri, som specifikt omhandler aftaler om levering af tjenesteydelser (31). I dette tilfælde kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges på det sted i en anden medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret.
50. Med hensyn til, om Friedrich Spies’ beskæftigelse for selskabet Holterman Ferho kan kvalificeres som en »levering af tjenesteydelser« i henhold til forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, er det nødvendigt at foretage en selvstændig fortolkning af udtrykket »tjenesteydelser«, som er indeholdt (men ikke defineret) i forordningen, hvor der ses bort fra den betydning, som udtrykket tillægges i medlemsstaternes ordninger, således at der sikres en ensartet anvendelse heraf i samtlige medlemsstater.
51. Selv om Domstolen tidligere har fastslået, at der i opbygningen af forordning nr. 44/2001 eller dens systematik ingen holdepunkter er for, at begrebet »levering af tjenesteydelser« i forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, skal fortolkes i lyset af Domstolens afgørelser på området for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 56 TEUF (32), er der ikke desto mindre nogle kendetegnende elementer ved begrebet »levering af tjenesteydelser« i den primære ret, som forekommer anvendelige på begrebet »levering af tjenesteydelser« i artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, nærmere bestemt selve den aktivitet, som den sagsøgte udfører, og det vederlag, som vedkommende modtager for udførelsen af denne aktivitet (33).
52. Som generaladvokat Trstenjak bemærkede i sit forslag til afgørelse fremsat i sagen Falco Privatstiftung og Rabitsch (34), er det imidlertid kun rammerne for dette begreb, der fastlægges ved den abstrakte definition. Det vil derfor skulle afgøres ud fra de faktiske omstændigheder i den enkelte sag, om en bestemt aktivitet kan henføres til definitionen af begrebet »tjenesteydelse«.
53. I den foreliggende sag er jeg tilbøjelig til at dele Kommissionens standpunkt, hvorefter beskæftigelsen som forretningsfører for et selskab kan kvalificeres som en »levering af tjenesteydelser« i henhold til forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), andet led. En sådan kvalificering vil udelukke muligheden for at anvende kompetencereglen i litra a), i den nævnte artikel 5, nr. 1), i den foreliggende sag.
54. Det fremgår af artikel 5, nr. 1), litra b), at den retslige kompetence til at behandle ethvert søgsmål, der er afledt af en aftale om levering af tjenesteydelser, tillægges domstolene på det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret.
55. Ifølge Kommissionen (35) – som med udgangspunkt i den måde, hvorpå den forelæggende ret har formuleret sit præjudicielle spørgsmål, har knyttet sit svar til forordningens artikel 60 – leveres en forretningsførers tjenesteydelser på det sted, hvor vedkommende forvalter selskabet, hvilket efter Kommissionens opfattelse er det sted, hvor selskabet har sit hovedkontor. Begrebet hovedkontor henviser til det sted, hvorfra selskabet ledes og forvaltes, og det er ikke nødvendigvis identisk med det sted, hvor selskabet har sit »vedtægtsmæssige hjemsted« [forordningens artikel 60, stk. 1, litra a)], hvilket er fastsat i selskabets vedtægter, eller med det sted, hvor det har sin »hovedvirksomhed« [forordningens artikel 60, stk. 1, litra c)].
56. Jeg er imidlertid enig i den opfattelse, som Friedrich Spies har givet udtryk for i punkt 38 i sit skriftlige indlæg, nemlig at besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål ikke nødvendigvis skal bygge på en fortolkning af forordningens artikel 60 (36). Jeg mener derimod, at det er nødvendigt at henholde sig til de kriterier, som Domstolen har fastsat i sin retspraksis vedrørende fortolkningen af forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, når tjenesteydelserne leveres flere forskellige steder (37).
57. Den forelæggende ret bør i denne forbindelse først og fremmest efterprøve, om det i »aftalen« (i forordningens forstand) mellem Holterman Ferho og Friedrich Spies (38) er angivet, på hvilket sted den primære tjenesteydelse skal opfyldes (forvaltning af holdingselskabet Holterman Ferho) (39). I mangel heraf skal det fastslås, på hvilket sted Friedrich Spies i overvejende grad faktisk udførte sine opgaver i forbindelse med opfyldelsen af aftalen (40) (så længe leveringen af tjenesteydelserne på det pågældende sted ikke var i strid med parternes vilje som fastsat i aftalen mellem dem). Med henblik herpå kan der navnlig tages hensyn til den tid, der er tilbragt på disse steder, og omfanget af den virksomhed, der er udøvet på stederne, og det tilkommer den nationale ret at fastlægge sin kompetence under hensyn til de beviser, som forelægges den (41).
3. Foreløbig konklusion
58. På baggrund af ovenstående betragtninger mener jeg subsidiært, at begrebet »sager om kontraktforhold« i forordningens artikel 5, nr. 1), også omfatter et tilfælde, hvor et selskab sagsøger en person i dennes egenskab af forretningsfører for selskabet på grund af dennes tilsidesættelse af sin pligt til korrekt udførelse af sine selskabsretlige opgaver. Det tilkommer den forelæggende ret at fastslå, på hvilket sted tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret i henhold til forordningens artikel 5, nr. 1), litra b), hvilket skal være det opfyldelsessted for den primære tjenesteydelse, som er fastsat i »aftalen« (i den nævnte forordnings forstand), eller, i mangel heraf, det sted, hvor selskabets forretningsfører overvejende har udført sine forvaltningsaktiviteter, så længe leveringen af tjenesteydelserne på det pågældende sted ikke er i strid med parternes vilje som fastsat i aftalen mellem dem.
C – Det tredje præjudicielle spørgsmål
59. For fuldstændighedens skyld vil jeg herefter foretage en kort besvarelse af det tredje præjudicielle spørgsmål.
1. Sammenfatning af parternes indlæg
60. Hvad angår det tredje præjudicielle spørgsmål har Friedrich Spies – som er af den opfattelse, at forordningens artikel 5, nr. 3), ikke finder anvendelse i den foreliggende sag – anført, at forordningens artikel 60 ikke skal påberåbes, således som den forelæggende ret har gjort, for at kunne besvare spørgsmålet, i fald Domstolen skulle nå dertil: Anvendes de af Domstolen fastsatte kriterier vedrørende stedet for den skadevoldende begivenhed i forbindelse med forordningens artikel 5, nr. 3), vil kompetencen også i dette tilfælde henhøre under de tyske domstole.
61. Holterman Ferho har gjort gældende, at den nævnte forordnings artikel 5, nr. 3) (»sager om erstatning uden for kontrakt«), ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.
62. Kommissionen vil ikke afvise, at der ligeledes kan anlægges et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, for så vidt som det er tilladt i henhold til national ret. I så fald kan sagsøgeren i hovedsagen i medfør af Domstolens retspraksis enten vælge at anlægge sit søgsmål på det sted, hvor skaden er tilføjet, eller på stedet for den skadevoldende begivenhed, hvilket i den foreliggende sag efter Kommissionens opfattelse er identisk med det sted, hvor selskabet Holterman Ferho har sit hovedkontor.
2. Bedømmelse
63. Subsidiært, og såfremt den forelæggende ret, efter at have undersøgt den fremsatte påstand om erstatningsansvar i overensstemmelse med de udstukne retningslinjer i punkt 47 og 48 i dette forslag til afgørelse, finder, at påstanden henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordningens artikel 5, nr. 3), vil kompetencen, således som det fremgår af denne bestemmelse, henhøre under »retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«. Domstolen har allerede fastslået, at dette sted »både omfatter stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder« (42).
64. Det tilkommer den forelæggende ret i lyset af den foreliggende sags faktiske omstændigheder endeligt at fastsætte stedet for den skadevoldende begivenhed og stedet for skadens indtræden.
65. For så vidt angår stedet for den skadevoldende begivenhed skal dette forstås som det sted, hvor Friedrich Spies almindeligvis udøvede sit hverv som forretningsfører for holdingselskabet Holterman Ferho (og som ifølge Friedrich Spies’ forklaring for Domstolen var i Tyskland, hvilket Holterman Ferho ikke har bestridt).
66. Med hensyn til det sted, hvor skaden er indtrådt, er det under omstændigheder som i den foreliggende sag de nederlandske domstole, som er kompetente, for så vidt som den begivenhed, der har fundet sted i Tyskland, har forvoldt eller kan forvolde skade i Nederlandene. Det tilkommer i denne forbindelse den ret, der behandler sagen, ud fra de forhåndenværende elementer at bedømme, i hvilket omfang den af Friedrich Spies udviste ulovlige adfærd i forbindelse med udøvelsen af sit hverv som forretningsfører for selskabet Holterman Ferho har kunnet forvolde skade i denne medlemsstat. Som Domstolen tidligere har fastslået, skal det imidlertid i denne forbindelse tages i betragtning, at udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, ikke kan fortolkes udvidende, således at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstå skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtrådt et andet sted. Navnlig kan udtrykket ikke fortolkes således, at det omfatter det sted, hvor skadelidte hævder at have lidt et formuetab som følge af en skade, der oprindelig er indtrådt og lidt af ham i en anden medlemsstat (43). Som Domstolen bemærkede i Kronhofer-dommen (44), ville en sådan fortolkning, som lader spørgsmålet om kompetence afhænge af det sted, hvor »midtpunktet for skadelidtes formue« befinder sig, i de fleste tilfælde medføre, at retterne ved sagsøgerens hjemsted ville have kompetence, hvilket forordningen (45) alene anerkender i udtrykkelige tilfælde.
IV – Forslag til afgørelse
67. På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare Hoge Raad der Nederlandens spørgsmål således:
»1) Bestemmelserne i kapitel II, afdeling 5 (artikel 18-21) i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område finder anvendelse
– såfremt den sagsøgte er sagsøgt i sin egenskab af part i en »individuel arbejdsaftale« som omhandlet i forordning nr. 44/2001, dvs. i en aftale, hvorved en person over for en anden person, hvis ledelsesbeføjelser og instrukser han er underlagt, er forpligtet til at udføre en bestemt aktivitet mod et vederlag, og
– såfremt den fremsatte påstand er afledt af den »individuelle arbejdsaftale«, dvs. hvis den foreholdte adfærd kan anses for en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, således som disse kan fastlægges under hensyntagen til den konkrete arbejdsaftales genstand,
hvilket det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til.
Subsidiært, og såfremt bestemmelserne i kapitel II, afdeling 5 (artikel 18-21) i forordning nr. 44/2001 ikke vurderes at finde anvendelse:
2) Begrebet »sager om kontraktforhold« i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 omfatter også et tilfælde, hvor et selskab sagsøger en person i dennes egenskab af forretningsfører for selskabet på grund af dennes tilsidesættelse af sin pligt til korrekt udførelse af sin selskabsretlige opgave. Det tilkommer den forelæggende ret at fastsætte det sted, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret i henhold til artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001, hvilket skal være det opfyldelsessted for den primære tjenesteydelse, som er fastsat i »aftalen« (i den nævnte forordnings forstand), eller, i mangel heraf, det sted, hvor selskabets forretningsfører overvejende har udført sine forvaltningsaktiviteter, så længe leveringen af tjenesteydelserne på det pågældende sted ikke er i strid med parternes vilje som fastsat i aftalen mellem dem.
3) Ligeledes subsidiært, og såfremt det vurderes, at påstanden om erstatningsansvar henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, tilkommer det den forelæggende ret i lyset af sagens faktiske omstændigheder at fastslå, hvor den skadevoldende begivenhed har fundet sted, samt hvor skaden er indtrådt.«