Sag T-319/05

Det Schweiziske Forbund

mod

Europa-Kommissionen

»Forbindelser udadtil – aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart – tyske foranstaltninger i forbindelse med indflyvningsvejene til Zürich lufthavn – forordning (EØF) nr. 2408/92 – ret til forsvar – princippet om forbud mod forskelsbehandling – proportionalitetsprincippet«

Sammendrag af dom

1.      Transport – luftfart – EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet – foranstaltninger truffet af en medlemsstat for at begrænse eller nægte udøvelsen af trafikrettigheder

(Rådets forordning nr. 2408/92, art. 8, stk. 2 og 3, og art. 9, stk. 1-4)

2.      Transport – luftfart – EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet – driftsbestemmelser vedrørende udøvelse af trafikrettigheder

(Aftalen EF-Schweiz om luftfart, art. 2; Rådets forordning nr. 2408/92, art. 8, stk. 2 og 3)

3.      EU-ret – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – forbud – anvendelse i forbindelse med aftalen EF-Schweiz om luftfart

(Art. 12 EF; aftalen EF-Schweiz om luftfart art. 1, stk. 2 og 3; Rådets forordning nr. 2408/92)

1.      Artikel 9 i forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet udgør en lex specialis i forhold til samme forordnings artikel 8, således at artikel 9 blot omfatter en del af de foranstaltninger, der omhandles i artikel 8, og at anvendelsen af de pågældende foranstaltninger er underlagt yderligere betingelser, som ikke er fastsat i artikel 8. Foranstaltningerne omhandlet i artikel 9 indebærer i det væsentlige et forbud, i det mindste betinget eller delvist, mod udøvelsen af trafikrettigheder.

De foranstaltninger, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2408/92, kan således kun anvendes af en medlemsstat, såfremt de i artiklens stk. 1 og 2 fastsatte betingelser er opfyldt, og såfremt den pågældende medlemsstat derudover opfylder den i samme artikels stk. 3 fastsatte forpligtelse til mindst tre måneder inden foranstaltningernes ikrafttræden at underrette de andre medlemsstater og Kommissionen om nødvendigheden af at anvende de nævnte foranstaltninger. Det er kun i tilfælde af en sådan underretning fra den medlemsstat, som påtænker at anvende de pågældende foranstaltninger, til de andre medlemsstater og Kommissionen, at artikel 9, stk. 4, finder anvendelse. I mangel af en sådan underretning kan de pågældende foranstaltninger ikke anvendes af den omhandlede medlemsstat, selv om betingelserne for deres vedtagelse fastsat i artikel 9, stk. 1 og 2, skulle være opfyldt.

Såfremt den omhandlede medlemsstat alligevel anvender sådanne foranstaltninger, skal Kommissionen ikke undersøge dem i henhold til artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 2408/92, hvor betingelserne for anvendelse ikke er opfyldt, men i henhold til samme forordnings artikel 8, stk. 3. I tilfælde af, at en medlemsstat anvender foranstaltninger omfattet af artikel 9, stk. 1, uden at have overholdt den i samme artikels stk. 3 foreskrevne procedure, må undersøgelsen af disse foranstaltninger i henhold til artikel 8, stk. 3, føre til den konklusion, at den pågældende medlemsstat ikke kan fortsætte med at anvende dem.

Hvis en stat kræver sine offentliggjorte nationale, regionale eller lokale bestemmelser om drift overholdt i henseende til bl.a. miljøbeskyttelse med henblik på at tillade udøvelsen af trafikrettigheder i henhold til forordning nr. 2408/92, svarer dette følgelig ikke til at fastsætte betingelser for udøvelsen af disse rettigheder i medfør af denne forordnings artikel 9, stk. 1. Hvis det var tilfældet, ville forordningens artikel 8, stk. 2, være fuldstændigt blottet for mening. Betingelserne i nævnte artikel 9, stk. 1, er snarere nogle, hvor udøvelsen af trafikrettighederne afhænger af andre omstændigheder end den blotte overholdelse af nationale, regionale eller lokale bestemmelser.

(jf. præmis 75-81 og 89)

2.      Dels har lovgiver i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet fastsat, at udøvelse af trafikrettigheder er underkastet fællesskabsbestemmelser samt nationale, regionale eller lokale bestemmelser om drift i henseende til sikkerhed og miljøbeskyttelse samt tildeling af afgangs- og ankomsttidspunkter, dels har lovgiver bemyndiget Kommissionen til i henhold til samme artikels stk. 3 at undersøge anvendelsen af bl.a. artiklens stk. 2 og at træffe beslutning om, hvorvidt den omhandlede medlemsstat kan fortsætte med at anvende de foranstaltninger, som er genstand for undersøgelsen. Undersøgelsen af en foranstaltning i medfør af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92 omhandler således dens konsekvenser for udøvelsen af trafikrettigheder på ruter inden for Fællesskabet. Eventuelle rettigheder, som lufthavnsoperatører eller lufthavnens naboer har, tages derimod ikke i betragtning under en sådan undersøgelse.

I henhold til artikel 2 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart, godkendt på Fællesskabets vegne ved afgørelse 2002/309, gælder bestemmelserne i aftalen, herunder i bilaget, i den udstrækning, de angår luftfarten eller anliggender i direkte tilknytning til den. Den eneste udvidelse af forordning nr. 2408/92’s anvendelsesområde i forbindelse med aftalen er den udvidelse, som følger af, at aftalens bilag sidestiller Det Schweiziske Forbund og de luftfartsselskaber, der har deres vigtigste forretningsområde der, med henholdsvis Fællesskabets medlemsstater og EF-luftfartsselskaberne. Med forbehold af denne udvidelse af dens anvendelsesområde finder forordning nr. 2408/92 ikke anvendelse på tilfælde i forbindelse med aftalen, som ikke er omfattet af dens anvendelsesområde i fællesskabssammenhæng. Heraf følger, at selv om de rettigheder, som lufthavnsoperatører eller lufthavnens naboer har, måtte være anliggender i direkte tilknytning til luftfarten, bemyndiger hverken artikel 2 eller nogen anden af aftalens bestemmelser Kommissionen til at tage hensyn til disse rettigheder i forbindelse med anvendelsen af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2408/92 på aftalen.

(jf. præmis 121, 122, 125 og 127-129)

3.      Det følger af fast retspraksis om princippet om forbud mod enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde, at reglerne om ligebehandling mellem statsborgere og ikke-statsborgere ikke blot forbyder åbenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet eller hjemsted for så vidt angår selskaber, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, der ved anvendelse af andre sondringskriterier reelt fører til samme resultat.

I henhold til artikel 1, stk. 2, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart er denne retspraksis ligeledes relevant vedrørende anvendelsen af forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet i forbindelse med aftalen, idet aftalens artikel 3 i det væsentlige svarer til artikel 12, stk. 1, EF.

Konstateringen af, at en foranstaltning truffet af en medlemsstat inden for rammerne af nævnte forordning nr. 2408/92 med det formål at begrænse støjgener i bl.a. et turistområde beliggende på medlemsstatens område særligt berører en enkelt af den schweiziske stats lufthavne, der er beliggende i nærheden, og fører til samme resultat som en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at den er uforenelig med artikel 12 EF eller i den foreliggende sag med aftalens artikel 3. Det skal desuden undersøges, om den nævnte foranstaltning er begrundet i objektive hensyn, og om den står i rimeligt forhold til det formål, der forfølges. Det er kun såfremt dette ikke er tilfældet, at den omhandlede foranstaltning kan anses for at være forbudt i henhold til artikel 12 EF eller i den foreliggende sag i henhold til aftalens artikel 3.

(jf. præmis 140, 141, 145 og 150)