DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
16. april 2013 (*)
»Arbejdskraftens frie bevægelighed – artikel 45 TEUF – virksomhed etableret i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien – forpligtelse til at affatte arbejdskontrakter på nederlandsk – arbejdskontrakt af grænseoverskridende karakter – restriktion – manglende forholdsmæssighed«
I sag C-202/11,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Arbeidsrechtbank te Antwerpen (Belgien) ved afgørelse af 18. januar 2011, indgået til Domstolen den 28. april 2011, i sagen:
Anton Las
mod
PSA Antwerp NV,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, vicepræsidenten, K. Lenaerts, afdelingsformændene A. Tizzano, L. Bay Larsen, T. von Danwitz og J. Malenovský samt dommerne U. Lõhmus, E. Levits, A. Ó Caoimh, J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev, C. Toader, og D. Šváby (refererende dommer),
generaladvokat: N. Jääskinen
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. april 2012,
efter at der er afgivet indlæg af:
– A. Las ved advocaat C. Delporte
– PSA Antwerp NV ved advocaten C. Engels og M. Holvoet
– den belgiske regering ved M. Jacobs og C. Pochet, som befuldmægtigede, bistået af advocaat J. Stuyck
– den græske regering ved S. Vodina og G. Karipsiades, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved M. van Beek og G. Rozet, som befuldmægtigede
– EFTA-Tilsynsmyndigheden ved X. Lewis, M. Moustakali og F. Simonetti, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. juli 2012,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 45 TEUF.
2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Anton Las og dennes tidligere arbejdsgiver, PSA Antwerp NV (herefter »PSA Antwerp«), vedrørende sidstnævntes betaling af forskellige godtgørelser som følge af Anton Las’ afskedigelse.
Retsforskrifter
Belgisk ret
3 Forfatningens artikel 4 bestemmer:
»Belgien består af fire sprogområder: det franske sprogområde, det nederlandske sprogområde, den tosprogede hovedstadsregion Bruxelles og det tyske sprogområde.
Hver kommune i kongeriget udgør en del af et af disse sprogområder.
[…]«
4 Vlaamse Gemeenschaps dekret af 19. juli 1973 om anvendelse af sprog i sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og i de ved lov og administrativt foreskrevne afgørelser og dokumenter fra virksomheder (Belgisch Staatsblad, 6.9.1973, s. 10089, herefter »sprogdekretet«) blev vedtaget med hjemmel i forfatningens artikel 129, stk. 1, nr. 3, hvorefter »[d]et tilkommer parlamentet for henholdsvis Det Franske Fællesskab og Det Flamske Fællesskab og ikke forbundslovgiver at udstede dekreter om anvendelse af sprog for: [...] de sociale relationer mellem arbejdsgiverne og deres ansatte og de ved lov og administrativt foreskrevne afgørelser og dokumenter fra virksomheder«.
5 Dekretets artikel 1 har følgende ordlyd:
»Dette dekret finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der har et driftssted i det nederlandske sprogområde. Det indeholder regler om anvendelse af sprog i de sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og i de ved lov foreskrevne afgørelser og dokumenter fra virksomheder.
[...]«
6 Dekretets artikel 2 præciserer, at »[i] de sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og i de ved lov fastsatte afgørelser og dokumenter fra virksomheder skal der udelukkende anvendes nederlandsk«.
7 Samme dekrets artikel 5 har følgende ordlyd:
»Arbejdsgiveren udfærdiger på nederlandsk: alle arbejdsgiverens ved lov foreskrevne afgørelser og dokumenter, alle dokumenter, der er rettet til personalet.
Hvis det kræves på grund af personalets sammensætning, skal arbejdsgiveren – efter enstemmig anmodning fra medarbejderrepræsentanterne i samarbejdsudvalget eller, i mangel af et samarbejdsudvalg, efter enstemmig anmodning fra tillidsmandsgruppen eller, i mangel af begge disse, på opfordring af en repræsentant for en repræsentativ fagforening – vedlægge en oversættelse til et eller flere sprog af alle beretninger, meddelelser, afgørelser, attester og formularer, der er rettet til personalet.
[...]«
8 Sprogdekretets artikel 10 har følgende ordlyd:
»Dokumenter eller afgørelser, der er i strid med dette dekret, er ugyldige. Retten fastslår ugyldigheden i embeds medfør.
[...]
Den fastslåede ugyldighed må ikke være til skade for arbejdstageren og berører ikke tredjemands rettigheder. Arbejdsgiveren er ansvarlig for tab, som arbejdstageren eller tredjemand har lidt som følge af ugyldige dokumenter eller afgørelser.
[...]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
9 Anton Las, der er nederlandsk statsborger og bosat i Nederlandene, blev ved »Letter of Employment« af 10. juli 2004, affattet på engelsk (herefter »arbejdskontrakten«), ansat i en fast stilling som »Chief Financial Officer« hos PSA Antwerp, som er et selskab med hjemsted i Antwerpen (Belgien), men som indgår i en multinational koncern, der driver en række havneterminaler, og hvis hovedkontor er beliggende i Singapore. Det fremgik af arbejdskontrakten, at Anton Las skulle udføre sit arbejde i Belgien, selv om visse arbejdsydelser blev leveret fra Nederlandene.
10 Ved skrivelse af 7. september 2009, affattet på engelsk, blev Anton Las afskediget med øjeblikkelig virkning. I henhold til arbejdskontraktens artikel 8 betalte PSA Antwerp Anton Las en afskedigelsesgodtgørelse svarende til tre måneders løn og en supplerende godtgørelse på seks måneders løn.
11 Ved skrivelse af 26. oktober 2009 til PSA Antwerp meddelte Anton Las’ advokat, at arbejdskontrakten, særlig artikel 8 vedrørende afskedigelsesgodtgørelsen til Anton Las, der ikke var affattet på nederlandsk, skulle anses for ugyldig i henhold til den i sprogdekretets artikel 10 fastsatte sanktion, da PSA Antwerp er en virksomhed med driftssted i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien. På grundlag heraf konkluderede Anton Las’ advokat, at parterne følgelig ikke var bundet af ordlyden af arbejdskontraktens artikel 8, og at Anton Las havde ret til at kræve en større godtgørelse af sin tidligere arbejdsgiver.
12 Da PSA Antwerp og Anton Las ikke nåede til enighed herom, anlagde sidstnævnte den 23. december 2009 sag ved Arbeidsrechtbank te Antwerpen, for at denne ret kunne fastsætte det godtgørelsesbeløb, som tilfalder ham.
13 Anton Las har til støtte for sin påstand gentaget sit anbringende om, at artikel 8 i arbejdskontrakten er absolut ugyldig på grund af tilsidesættelse af sprogdekretet. PSA Antwerp har gjort gældende, at den forelæggende ret i denne sag skal lade dette dekret ude af betragtning, for så vidt som arbejdskontrakten vedrører en person, der gør brug af sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager. Anvendelsen af det nævnte dekret udgør en hindring for denne grundlæggende frihed, som ikke kan begrundes i tvingende almene hensyn som omhandlet i Domstolens praksis. PSA Antwerp har tilføjet, at arbejdskontrakten skal overholdes, eftersom den er udtryk for parternes vilje til at udtrykke sig på et sprog, der forstås af begge parter, nemlig engelsk, og i ligeså høj grad fordi direktøren i selskabet, der har underskrevet kontrakten, stammer fra Singapore og ikke taler nederlandsk.
14 Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at Arbeidsrechtbank te Antwerpen er i tvivl om, hvorvidt det for at tilgodese et alment hensyn er nødvendigt at affatte arbejdskontrakten på nederlandsk i en grænseoverskridende situation, hvor det er klart, at parterne – i den foreliggende sag en nederlandsktalende arbejdstager og en ikke-nederlandsktalende arbejdsgiver – på grund af den pågældende funktions betydning har valgt at affatte arbejdskontrakten på et sprog, der forstås af dem begge.
15 På denne baggrund har Arbeidsrechtbank te Antwerpen besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Strider [sprogdekretet] mod artikel [45 TEUF] om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union, i det omfang det pålægger en virksomhed, der er beliggende i det nederlandske sprogområde, en pligt til ved ansættelse af en arbejdstager i en stilling med international karakter at affatte alle dokumenter, der vedrører arbejdsforholdet, på nederlandsk, hvis tilsidesættelse medfører ugyldighed?«
Om det præjudicielle spørgsmål
16 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger enhver arbejdsgiver, der har sit driftssted på denne delstatsenheds område, udelukkende at affatte arbejdskontrakter med grænseoverskridende karakter på det officielle sprog i denne delstatsenhed, idet retten ellers i embeds medfør erklærer disse kontrakter ugyldige.
17 Det skal indledningsvis bemærkes, at det står fast, at den i hovedsagen omhandlede arbejdskontrakt er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 45 TEUF, idet den er indgået mellem en nederlandsk statsborger, bosiddende i Nederlandene, og en virksomhed, der er etableret på Kongeriget Belgiens område.
18 Endvidere, i modsætning til, hvad sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, kan artikel 45 TEUF påberåbes ikke bare af arbejdstagerne selv, men ligeledes af deres arbejdsgivere. Faktisk må arbejdstagernes ret til at tage ansættelse og at have beskæftigelse uden forskelsbehandling, for at være effektiv og opfylde sit formål, nødvendigvis suppleres af arbejdsgivernes ret til at ansætte arbejdstagere under hensyn til reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed (jf. i denne retning dom af 11.1.2007, sag C-208/05, ITC, Sml. I, s. 181, præmis 23, og af 13.12.2012, sag C-379/11, Caves Krier Frères, præmis 28).
19 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion, skal det bemærkes, at alle EUF-traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer skal gøre det lettere for medlemsstaternes statsborgere at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på Unionens område, og at disse bestemmelser er til hinder for foranstaltninger, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udøve en erhvervsmæssig beskæftigelse på en anden medlemsstats område (dom af 8.11.2012, sag C-461/11, Radziejewski, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
20 Disse bestemmelser og særlig artikel 45 TEUF er således til hinder for enhver foranstaltning, som ganske vist finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men som kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt for unionsborgerne at udøve de i traktaten sikrede grundlæggende friheder (dom af 10.3.2011, sag C-379/09, Casteels, Sml. I, s. 1379, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
21 I denne henseende fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, samt af de oplysninger, der er givet af parterne under retsmødet, at kun nederlandsk er autentisk ved affattelsen af arbejdskontrakter af grænseoverskridende karakter, der er indgået af arbejdsgivere, som har deres driftssted i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien.
22 En sådan lovgivning kan imidlertid have en afskrækkende virkning på ikke-nederlandsktalende arbejdstagere og arbejdsgivere, der kommer fra andre medlemsstater, og udgør derfor en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.
23 Vedrørende begrundelsen for en sådan hindring følger det af fast retspraksis, at nationale foranstaltninger, der kan hæmme udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende, kun kan tillades, såfremt de forfølger et formål af almen interesse, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af dette og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål (jf. bl.a. dom af 1.4.2008, sag C-212/06, Gouvernement de la Communauté française og gouvernement wallon, Sml. I, s. 1683, præmis 55).
24 I denne forbindelse har den belgiske regering anført, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning opfylder de tre behov for, for det første, at fremme og stimulere anvendelse af et af dets officielle sprog, dernæst at sikre beskyttelsen af arbejdstagere ved at give dem mulighed for at gøre sig bekendt med arbejdsretlige dokumenter på deres eget sprog samt for at være effektivt beskyttet af de organer, som repræsenterer arbejdstagerne samt de administrative og retlige myndigheder, der skal behandle disse dokumenter, og endelig at sikre, at arbejdstilsynets kontrol og overvågning er effektivt.
25 Hvad angår det første formål, som den belgiske regering har fremført, bemærkes, at det ikke er i strid med EU-retten at føre en politik, som har til formål at beskytte og fremme et eller flere af en medlemsstats officielle sprog (jf. i denne retning dom af 28.11.1989, sag 379/87, Groener, Sml. s. 3967, præmis 19, og af 12.5.2011, sag C-391/09, Runevič-Vardyn og Wardyn, Sml. I, s. 3787, præmis 85).
26 I henhold til artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU og artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder respekterer Unionen nemlig medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed. I henhold til artikel 4, stk. 2, TEU respekterer Unionen ligeledes medlemsstaternes nationale identitet, som også beskyttelsen af sidstnævntes ét eller flere officielle sprog er omfattet af (jf. i denne retning dommen i sagen Runevič-Vardyn og Wardyn, præmis 86).
27 Følgelig er formålet om at fremme og stimulere anvendelsen af det nederlandske sprog, som er et af Kongeriget Belgiens officielle sprog, et legitimt hensyn, som i princippet kan begrunde indskrænkninger i de forpligtelser, der er pålagt i artikel 45 TEUF.
28 Hvad angår det andet og tredje formål, som den belgiske regering har anført, og som er baseret på henholdsvis den sociale beskyttelse af arbejdstagere og lettelsen af de hertil hørende administrative kontroller, har Domstolen allerede anerkendt, at disse udgør et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion for udøvelsen af de ved traktaten garanterede grundlæggende friheder (jf. i denne retning dom af 18.7.2007, sag C-490/04, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 6095, præmis 70 og 71, og af 7.10.2010, sag C-515/08, dos Santos Palhota m.fl., Sml. I, s. 9133, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
29 For at opfylde kravene i EU-retten skal en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede dog stå i et rimeligt forhold til formålene.
30 Det følger i den foreliggende sag af den nævnte lovgivning, at tilsidesættelse af forpligtelsen til at affatte en arbejdskontrakt, som er indgået mellem en arbejdstager og en arbejdsgiver, der har sit driftssted i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien, på nederlandsk sanktioneres med kontraktens ugyldighed, hvilket skal konstateres af retten i embeds medfør, for så vidt som den fastslåede ugyldighed ikke er til skade for arbejdstageren og ikke berører tredjemands rettigheder.
31 Parterne i en arbejdskontrakt af grænseoverskridende karakter behersker dog ikke nødvendigvis den pågældende medlemsstats officielle sprog. I en sådan situation kræver skabelsen af et klart og frivilligt samtykke mellem parterne, at disse kan udfærdige deres kontrakt på et andet sprog end det officielle sprog i denne medlemsstat.
32 Desuden er en medlemsstats lovgivning, som ikke alene pålægger anvendelsen af medlemsstatens officielle sprog i arbejdskontrakter af grænseoverskridende karakter, men som ligeledes tillader oprettelsen af en autentisk version af disse kontrakter på et sprog, som alle de berørte parter er fortrolige med, mindre indgribende i arbejdskraftens frie bevægelighed end den i hovedsagen omhandlede lovgivning, samtidig med at den er egnet til at sikre de formål, som forfølges af nævnte lovgivning.
33 På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at en lovgivning som den, der er tvist om i hovedsagen, går ud over det, som er strengt nødvendigt for at nå de mål, som er nævnt i denne doms præmis 24, og således ikke kan anses for forholdsmæssig.
34 Under disse omstændigheder skal spørgsmålet besvares med, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger enhver arbejdsgiver, der har sit driftssted på denne delstatsenheds område, udelukkende at affatte arbejdskontrakter med grænseoverskridende karakter på det officielle sprog i denne delstatsenhed, idet retten ellers i embeds medfør erklærer disse kontrakter ugyldige.
Sagens omkostninger
35 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
Artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger enhver arbejdsgiver, der har sit driftssted på denne delstatsenheds område, udelukkende at affatte arbejdskontrakter med grænseoverskridende karakter på det officielle sprog i denne delstatsenhed, idet retten ellers i embeds medfør erklærer disse kontrakter ugyldige.
Underskrifter