FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. JÄÄSKINEN
fremsat den 18. oktober 2012 (1)
Sag C‑543/10
Refcomp SpA
mod
Axa Corporate Solutions Assurance SA
Axa France IARD
Emerson Network Power
Climaveneta SpA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (Frankrig))
»Retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – fortolkning af artikel 23 – værnetingsaftale indeholdt i en kontrakt mellem producenten og den oprindelige køber af en vare – kontrakt, som indgår i en kæde af kontrakter, der er undertegnet af parter med hjemsted i forskellige medlemsstater – spørgsmålet, om værnetingsaftalen kan gøres gældende over for den senere køber af denne vare og dennes forsikringsgiver, som er indtrådt i dennes sted – en eventuel virkning af, at forordningens artikel 5, nr. 1), ikke finder anvendelse på den senere købers direkte søgsmål mod producenten«
I – Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (Frankrig) vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2).
2. Anmodningen indgår i en procedure, som er indledt ved en fransk ret, hvorunder værnetingsaftalen i en salgskontrakt, der er indgået mellem producenten med hjemsted i Italien og den oprindelige køber af de omtvistede varer, ligeledes med hjemsted i Italien, og hvorefter en italiensk ret har kompetence, er gjort gældende af producenten over for en fransk senere køber og forsikringsgiveren, der ligeledes er fransk, som er indtrådt i dennes rettigheder. Ud over den konkrete sag er den juridiske problematik vigtig, da parterne i en international handel ofte påberåber sig værnetingsaftaler.
3. Domstolen anmodes således om at udtale sig om spørgsmålet, hvorvidt, og i givet fald på hvilke betingelser, artikel 23 i forordning nr. 44/2001 giver mulighed for, at en værnetingsaftale, der er indeholdt i en oprindelig kontrakt, overføres til de efterfølgende led i en kæde af kontrakter, som er indgået i forlængelse af hinanden, mellem økonomiske aktører med hjemsted i forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union (3). Den skal tage stilling til, hvorvidt der bør henvises til den gældende nationale ret med henblik på afgørelsen af, hvorvidt værnetingsaftaler kan gøres gældende i forhold til tredjemand, som ikke har givet sit samtykke til disse, i overensstemmelse med dens praksis vedrørende udvidelsen af en sådan aftale i et konnossement til en tredjemand, der er ihændehaver af konnossementet (4), eller om der i denne forbindelse bør fastsættes en selvstændig materiel regel, sådan som Europa-Parlamentet har drøftet for nylig som led i omarbejdningen af forordning nr. 44/2001 (5).
4. Forelæggelsesafgørelsen kæder endvidere denne problematik sammen med Handte-dommen (6), der vedrører begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter »Bruxelleskonventionen«) (7), som i det væsentlige svarer til artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001. Denne dom bekræftede, at det retlige forhold mellem en producent og en senere køber ikke var et kontraktforhold ifølge fortolkningen af denne bestemmelse, og cour de cassation er i tvivl om virkningen af denne retspraksis med hensyn til muligheden for, at en værnetingsaftale i en kontrakt, som kun er undertegnet af den førstnævnte, kan gøres gældende over for den sidstnævnte af disse aktører.
II – Relevante retsforskrifter
5. Det anføres i 11. betragtning til forordning nr. 44/2001, at »[k]ompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund […]«.
6. Artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001, som indgår i afdeling 2 i kapitel II, der har overskriften, »Specielle kompetenceregler«, fastsætter, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, i sager om kontraktforhold kan sagsøges i en anden medlemsstat ved retten på dette sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.
7. Artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, som er indeholdt i afdeling 7 i kapitel II om »Aftaler om værneting«, bestemmer:
»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om retternes kompetence skal være indgået:
a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller
b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller
c) inden for international handel, i den form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindeligt kendt og regelmæssigt fulgt af parter i kontrakter af samme type inden for den pågældende handelsbranche.«
III – Hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen
8. SNC Doumer (herefter »Doumer«) lod renoveringsarbejder udføre på et ejendomskompleks beliggende i Courbevoie (Frankrig). Doumer er forsikret hos SA Axa Corporate Solutions Assurance (herefter »Axa Corporate«), som har hjemsted i Paris (Frankrig).
9. I forbindelse med renoveringsarbejdet blev der installeret flere luftkonditioneringsanlæg, alle forsynet med en række kompressorer, der var:
– fremstillet af selskabet Refcomp SpA (herefter »Refcomp«), der har hjemsted i Italien
– købt og samlet af selskabet Climaveneta SpA (herefter »Climaveneta«), der ligeledes har hjemsted i Italien
– og derefter leveret til Doumer af selskabet Liebert, i hvis rettigheder og forpligtelser selskabet Emerson Network Power (herefter »Emerson«) nu er indtrådt. Emerson er forsikret hos selskabet Axa France IARD (herefter »Axa France«), og begge selskaber har hjemsted i Frankrig.
10. Der indtrådte forstyrrelser i det installerede luftkonditioneringsanlæg, og en sagkyndig vurdering viste, at forstyrrelserne skyldtes en fabrikationsfejl i kompressorerne.
11. Axa Corporate, der er indtrådt i Doumers rettigheder og har udbetalt selskabet erstatning i dets egenskab af forsikringstager, anlagde sag mod producenten, Refcomp, montøren, Climaveneta, og leverandøren, Emerson ved tribunal de grande instance de Paris med krav om solidarisk erstatning for fejlen.
12. De to sagsøgte italienske selskaber bestred tribunal de grande instance de Paris’ kompetence og påberåbte sig – hvad Climaveneta angår – en voldgiftsklausul i forhandlingsaftalen med Emerson og – hvad Refcomp angår – en værnetingsaftale i de almindelige betingelser i salgskontrakten mellem dette selskab og Climaveneta, hvorefter en italiensk ret har kompetence.
13. Ved kendelse af 26. januar 2007 forkastede forberedelsesdommeren ved tribunal de grande instance de Paris Climavenetas og Refcomps indsigelser om manglende kompetence. De to selskaber appellerede denne kendelse.
14. Ved dom af 19. december 2008 omgjorde cour d’appel de Paris den pågældende kendelse for så vidt angår forkastelsen af Climavenetas indsigelse. Cour d’appel de Paris fastslog, at tribunal de grande instance de Paris ikke havde kompetence til at påkende kravet mod dette selskab, idet voldgiftsklausulen, i en kæde af kontrakter vedrørende varer, automatisk var blevet overført som et accessorium til søgsmålsretten, der selv er et accessorium til den overførte materielle rettighed, idet denne kædes homogene eller heterogene karakter er uden betydning.
15. Cour d’appel de Paris stadfæstede derimod forkastelsen af Refcomps indsigelse om manglende kompetence. Retten begrundede sin afgørelse med, at reglerne om speciel kompetence i kontraktforhold i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ikke fandt anvendelse på en tvist mellem den senere køber af en vare og producenten, som ikke havde solgt den til denne køber, idet en sådan sag er en sag om erstatning uden for kontrakt, som reguleres af bestemmelserne i forordningens artikel 5, nr. 3), og den anførte, at forordningens artikel 23 heller ikke regulerede spørgsmålet, da sagen ikke havde et kontraktmæssigt grundlag. Den fastslog således, at den værnetingsaftale, der var indgået mellem producenten og en underleverandør, ikke kunne gøres gældende over for den forsikringsgiver, der var indtrådt i den senere købers rettigheder, og at den franske ret var kompetent på grund af stedet, hvor skaden var indtruffet.
16. Cour d’appel de Paris’ dom blev gjort til genstand for en kassationsappel iværksat af Refcomp og en kassationskontraanke iværksat af Emerson.
17. Ved dom af 17. november 2010 forkastede cour de cassation kassationskontraanken. Vedrørende Refcomps kassationsanke besluttede den imidlertid at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Har en værnetingsaftale, der er indgået inden for rammerne af en kæde af fællesskabskontrakter, mellem en producent på den ene side og en køber på den anden, i medfør af artikel 23 i forordning [nr. 44/2001] virkninger i forhold til den senere køber, og i bekræftende fald på hvilke betingelser?
2) Har værnetingsaftalen virkninger i forhold til den senere køber og de forsikringsgivere, der er indtrådt i dennes sted, selv om artikel 5, nr. 1), i forordning [nr. 44/2001] ikke finder anvendelse på en sag anlagt af en senere køber mod producenten, således som Domstolen fastslog i Handte-dommen af 17. juni 1992?«
18. Refcomp, Axa Corporate, Emerson, den franske, tyske og spanske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.
19. Refcomp, den franske og tyske regering samt Kommissionen deltog i retsmødet den 3. maj 2012.
IV – Bedømmelse
A – Indledende betragtninger
20. Med de to præjudicielle spørgsmål anmodes Domstolen nærmere bestemt om at tage stilling til overførslen af en værnetingsaftale, der er indgået inden for rammerne af en kæde af kontrakter mellem parter med hjemsted i forskellige medlemsstater, og navnlig til en sådan aftales retsvirkninger over for en senere køber (8), som ikke har undertegnet den kontrakt, hvori denne aftale er indeholdt, og som tilsyneladende ikke har givet sit samtykke i denne henseende på de betingelser, der er fastsat i artikel 23 i forordning nr. 44/2001 (9).
21. Selv om forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder en udtrykkelig begrundelse, fremgår det af sagen, at cour de cassations spørgsmål udspringer af nedenstående omstændigheder.
22. Problemet er dels forbundet med eksistensen af et internt retligt princip, dvs. den retlige teori, hvorefter der, selv om kontrakter normalt har en gensidig virkning, idet de kun forpligter de parter, som har undertegnet dem, imidlertid gøres en undtagelse fra dette princip, når der sker en overførsel af ejendomsret, idet denne overføres til alle efterfølgende købere af den pågældende vare og med alle de elementer, som udgør et accessorium dertil. Det følger heraf, at i medfør af fransk ret kan den senere køber gøre ansvar gældende mod sin sælger eller mod enhver mellemmand, der har solgt denne vare, eller direkte mod den, som har fremstillet den.
23. Dels findes der vedrørende en eventuel systematisk mulighed for overførsel, som accessorium til søgsmålsretten i kontraktforhold, som selv er et accessorium til den overførte ejendomsret, af den værnetingsaftale, der er indeholdt i den oprindelige kontrakt i en kæde af europæiske kontrakter vedrørende overdragelsen af ejendom, tre tendenser i den franske juridiske litteratur med hensyn til Domstolens praksis (10):
– Nogle jurister mener, at en sådan aftale altid kan gøres gældende over for en senere køber af den vare, som er genstand for handelen, også selv om denne ikke er part i kontrakten og således ikke har givet sit samtykke til aftalen.
– Andre mener derimod, at der aldrig bør kunne ske overførsel.
– Andre jurister går ind for en mellemvej og mener, at en værnetingsaftale kan overføres i visse tilfælde, nemlig når den oprindelige købers rettigheder og forpligtelser som helhed er overført til de efterfølgende købere.
24. Denne problematik findes ikke kun i fransk ret, idet den samme retlige fiktion også findes i visse andre medlemsstaters retssystemer (11). Foruden den teoretiske side er sagens genstand også af økonomisk karakter. Domstolens svar på denne anmodning om præjudiciel afgørelse kan nemlig få potentielt vigtige konsekvenser, da der meget ofte indgås værnetingsaftaler i forbindelse med internationale forretninger (12), og der er derfor stor sandsynlighed for, at de indgår i en kæde af kontrakter om overdragelse af ejendomsret, som vedrører forskellige medlemsstaters område.
25. I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at den forelæggende rets spørgsmål angår en værnetingsaftale inden for rammerne af »en kæde af fællesskabskontrakter«, fordi de erhvervsdrivende, som er parter i de på hinanden følgende kontrakter i den pågældende kæde i hovedsagen, har hjemsted i forskellige medlemsstater. Domstolen skal nærmere bestemt tage stilling til det tilfælde, hvor en sådan værnetingsaftale er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 23 i forordning nr. 44/2001. I henhold til denne artikels stk. 1 er det i princippet tilstrækkeligt, at mindst en af parterne i sagen, enten sagsøgeren eller den sagsøgte, har bopæl på en medlemsstats område (13), hvilket netop er tilfældet i denne sag.
26. I øvrigt bemærkes, at de præjudicielle spørgsmål i denne sag vedrører en »værnetingsaftale«, mens bestemmelserne i artikel 23 i forordning nr. 44/2001 regulerer to former for »aftale om værneting«, som både omfatter de bestemmelser om værneting, som er indeholdt i kontrakter, med henblik på en fremtidig tvist, og de værnetingsaftaler, som er indgået uden for denne ramme, efter at der er anlagt sag (14). Trods den dobbelte anvendelse i nævnte artikel, på baggrund af den begrænsning, som den forelæggende ret har givet sin forespørgsel, og den særlige genstand for tvisten hovedsagen er det min opfattelse, at svarene på spørgsmålet bør koncentreres om dette aspekt og kun omhandle de værnetingsaftaler, som i fremtiden vil forekomme i kontrakter.
27. Desuden gør jeg opmærksom på, at selv om den forelæggende ret har formuleret et generelt spørgsmål til Domstolen om de retlige »virkninger« af en værnetingsaftale i forhold til en senere køber, vil det svar, som jeg her foreslår Domstolen at give, være begrænset til problemet om en eventuel anvendelse af en sådan aftale til skade for en tredjemand og ikke den situation, hvor en tredjemand påberåber sig denne aftale til egen fordel (15). På baggrund af genstanden for tvisten i hovedsagen vil den nationale ret ikke kunne bruge et svar på de præjudicielle spørgsmål, der er set under sidstnævnte synsvinkel, til at afgøre tvisten. Domstolen bør således kun udtale sig om, hvorvidt en værnetingsaftale kan gøres gældende over for en senere køber, og ikke om andre eventuelle virkninger.
28. Endelig gør jeg opmærksom på, at de dele af svaret, som findes i retspraksis vedrørende Bruxelleskonventionen, kan overføres hvad angår forordning nr. 44/2002, for så vidt som de bestemmelser i forordningen, som den præjudicielle anmodning drejer sig om, i det væsentlige har samme indhold som de bestemmelser i konventionen, der er fortolket af Domstolen (16). I denne sag svarer bestemmelserne i Bruxelleskonventionens artikel 17 i det store og hele til bestemmelserne i artikel 23 i forordning nr. 44/2001, selv om der er visse forskelle. Indholdsmæssigt påvirker disse forskelle dog ikke sammenligneligheden af de elementer, som er relevante for svaret på de præjudicielle spørgsmål i denne sag.
B – En eventuel bindende virkning af en værnetingsaftale, som er indeholdt i en indledende salgskontrakt, over for den senere køber af en vare
29. Med det første præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, hvorvidt en producent, som er part i den første kontrakt i en kæde af kontrakter, hvori der er indeholdt en værnetingsaftale, i henhold til artikel 23 i forordning nr. 44/2001 kan gøre denne gældende med henblik på at anfægte den rets kompetence, hvor en senere køber, der er tredjemand i denne kontrakt, har anlagt sag mod producenten med påstand om dennes misligholdelse af kontrakten, idet de to parter har hjemsted i forskellige medlemsstater.
30. Intervenienterne i sagen har foreslået forskellige svar på spørgsmålet. I modsætning til Refcomp udelukker Axa Corporate og Emerson helt, at værnetingsaftalen kan overføres til den senere køber i en situation som denne. Den tyske og spanske regering medgiver derimod, at en værnetingsaftale, der er indgået på de betingelser, som er fastsat i artikel 23 i forordning nr. 44/2001, har virkning i forhold til den senere køber, når denne tredjemand i fuldt omfang er indtrådt i de rettigheder og forpligtelser, som den ene af parterne havde i den oprindelige kontrakt i henhold til gældende national ret. Den franske regering og Kommissionen mener, at en sådan aftale kun kan gøres gældende over for den senere køber på den betingelse, at sidstnævnte har givet sit samtykke til aftalen i henhold til kravene i ovennævnte artikel, uanset gældende national ret.
1. Hensigtsmæssigheden af at formulere en materiel fortolkningsregel
31. Selv om den forelæggende ret ikke har formuleret den centrale problematik, der ligger til grund for det første præjudicielle spørgsmål, på denne måde, fremgår det af de synspunkter, som ovennævnte intervenienter har givet udtryk for, at dette spørgsmål grundlæggende drejer sig om, hvorvidt Domstolen bør give en fortolkning af artikel 23 i forordning nr. 44/2001, som varierer i forhold til de nationale retsforskrifter, der kan regulere det omtvistede forhold, eller som er gyldig uanset disse retsforskrifters indhold.
32. Denne fremgangsmåde forudsætter i denne sag, at Domstolen afgør, hvorvidt en værnetingsaftale, når artikel 23 finder anvendelse, kan gøres gældende over for en tredjemand eller ikke under omstændigheder som i hovedsagen, uden henvisning til de eventuelle virkninger for det pågældende retsforhold af den ene eller den anden medlemsstats nationale ret (17).
33. Den omstændighed, at fastsættelsen af en specifik materiel regel for EU-retten gives forrang, vil efter min opfattelse have den fordel, at kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001 gøres mere effektive. Domstolen har nemlig gentagne gange fastslået, at for at sikre, at begreberne i denne forordning er fuldt effektive og anvendes ensartet i alle medlemsstaterne, bør de i princippet ikke fortolkes blot med en henvisning til den nationale ret i den ene eller anden af de berørte medlemsstater, men selvstændigt og primært ud fra forordningens mål og opbygning (18). Jeg mener, at Domstolen bør anvende denne metode til fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, ikke kun når den giver en ren definition af dens ord, udtryk eller begreber, men også når den anmodes om at bestemme genstanden for eller rækkevidden af disse bestemmelser (19).
34. Hvis der i denne sag blev taget hensyn til indholdet af den nationale ret, som finder anvendelse på det pågældende retsforhold, ville et svar på nærværende spørgsmål om, hvorvidt en værnetingsaftale kan overføres, ikke være ensartet, men variere alt efter de forskellige tilgange i medlemsstaternes ret vedrørende den retlige karakter af forholdet mellem producenten af en vare og den senere køber af denne (20), ud over det specifikke problem vedrørende en eventuel udvidelse til denne tredjemand af virkningerne af en aftale, som denne ikke har samtykket i.
35. Hvis Domstolen desuden formulerer en materiel regel, vil det lette medlemsstaternes retters arbejde. Vel vidende, at forordningen om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (21) hverken regulerer gyldigheden eller virkningerne af værnetingsaftaler, vil en eventuel henvisning til national ret tvinge disse retter til at identificere, hvilket retssystem der skal anvendes i denne forbindelse. Problemet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på hvilket tidspunkt, er klassisk, når en værnetingsaftale er gjort gældende i en situation med tilknytning til udlandet, men problemet med at ty til lovkonfliktregler er endnu større, når der er tale om flere kontrakter, som det er tilfældet i hovedsagen, hvor flere lovgivninger kan regulere spørgsmålet (22).
36. Det vil også være i begge sagsparters interesse at vide helt klart, hvorvidt en ret har kompetence eller ikke i henhold til en værnetingsaftale i en kontrakt, der ikke er undertegnet af sagsøgeren, så de ikke er underlagt de tilfældigheder, som er konsekvensen af en henvisning til de forskellige tilgange, der hersker i medlemsstaterne. Jeg mener, at der bør vælges en fortolkning af artikel 23 i forordning nr. 44/2001, som medfører, at fastlæggelsen af den kompetente ret ikke afhænger af usikre, tilfældige omstændigheder, hvilket også vil være i overensstemmelse med Domstolens generelle holdning (23).
37. Jeg skal tilføje, at da forordning nr. 44/2001 er gået bort fra metoden med lovkonfliktregler, som blev anvendt i dommen i sagen Industrie Tessili Italiana Como (24), i et prisværdigt ønske om forenkling (25), vil det ikke være i overensstemmelse med den af EU-lovgiver således ønskede udvikling at genindføre en fortolkning, der hviler på denne metode.
38. Samtidig har Parlamentet netop behandlet det problem, der er genstand for nærværende sag, i forbindelse med den aktuelle omarbejdning af artikel 23 i forordning nr. 44/2001, og har udtalt sig til fordel for, at der vedtages en materiel regel som fastsætter betingelser, uden henvisning til medlemsstaternes lovgivninger, hvorved man begrænser muligheden for at gøre værnetingsaftaler, som reguleres af denne artikel, gældende over for tredjemand, som ikke udtrykkeligt har givet samtykke hertil, henset til risikoen for, at det i modsat fald kan skade disse personers adgang til domstolene (26). Jeg foreslår, at Domstolen følger den samme fremgangsmåde.
2. Fortolkning med udgangspunkt i ordlyden af artikel 23 i forordning nr. 44/2001
39. Hvis man betragter ordlyden af artikel 23 i forordning nr. 44/2001, omtaler den de formelle og materielle betingelser for gyldigheden af de værnetingsaftaler, den regulerer, men den omtaler ikke i fuldt omfang anvendelsesområdet for og virkningerne af disse. Bl.a. angiver den ikke, hvilke personer der kan anses for at være en »part« i en sådan aftale, og heller ikke om en værnetingsaftale kan overføres fra parterne i en kontrakt til parterne i en anden kontrakt som accessorium til ejendomsretten til en vare (27).
40. Det eneste element i den aktuelle tekst, der udtrykkeligt vedrører retsvirkningerne af værnetingsaftalerne, er, at de retter, som udpeges af parterne, har enekompetence (28). Dette aspekt har imidlertid ingen konsekvenser hvad angår disse aftalers eventuelle bindende virkning for tredjemand.
41. Hvad terminologien angår bemærker jeg, at der vedrørende det tilfælde, hvor »parterne har aftalt, at en ret […] skal være kompetent […]« (min fremhævelse), er fastsat det krav i artikel 23 i forordning nr. 44/2001, at der mellem parterne i et søgsmål er indgået en »aftale« om værneting. Det er et ønske om respekt for sagsparternes frie vilje, som begrunder, at en anden ret end den, der ville have haft kompetence i henhold til forordningen, udpeges af disse parter, sådan som det anføres i 11. betragtning, men der skal også foreligge et klart udtrykt ønske om at indbringe tvisten for denne ret både fra sagsøgerens og sagsøgtes side.
42. Som Domstolen har anført vedrørende den tilsvarende bestemmelse i Bruxelleskonventionen (29), skal den række af formelle betingelser, som er fastsat i artikel 23 i forordning nr. 44/2001, sikre, at der findes en samstemmende vilje hos de parter, over for hvilke en værnetingsaftale gøres gældende, som et centralt element i dennes gyldighed. Heraf følger, i tilfælde af en anfægtelse, at den ret, som sagen anlægges ved, i princippet skal foretage en konkret efterprøvelse af, om den person, som værnetingsaftalen er gjort gældende over for, har givet sit fulde samtykke hertil.
43. Domstolen har ganske vist medgivet, at en værnetingsaftale kan have retsvirkninger over for en person, som ikke formelt har givet sit samtykke hertil, men kun under særlige omstændigheder, navnlig i domme vedrørende konnossementer, hvilket jeg vil vende tilbage til. Som Refcomp har gjort gældende, har Domstolen fastslået, at samtykket til en aftale af denne art kan følge af en tilslutning til et selskabs vedtægter (30), men dette er ingenlunde tilfældet i den foreliggende sag. Også i domme på forsikringsområdet har den medgivet, at denne virkning er gældende, men alene til gavn for tredjemand (31), og på grundlag af et tredjemandsløfte, der forelå til gavn for denne, samt ud fra formålet om at beskytte den svage part (32), som gælder for selvstændige kompetencebestemmelser på dette område (33). Omstændighederne i nærværende sag indeholder dog hverken en sammenlignelig mekanisme eller et sammenligneligt formål (34).
44. Endelig gør jeg opmærksom på, at artikel 23 i forordning nr. 44/2001 indeholder et krav om, at værnetingsaftalen indgår i »et bestemt retsforhold«. Da undtagelserne fra forordningens normale kompetenceregler er affattet restriktivt af EU-lovgiver, kan anvendelsesområdet for en værnetingsaftale ikke være for vidt (35). Som Axa Corporate har bemærket, udgør en kæde af europæiske kontrakter som den, der knytter producenten sammen med den senere køber, imidlertid ikke »et bestemt retsforhold«, men flere forhold, hvori »parternes kontraktlige forpligtelser […] [kan] være forskellige fra den ene kontrakt til den anden«, sådan som Domstolen har fastslået (36).
3. Den teleologiske fortolkning af artikel 23 i forordning nr. 44/2001
45. I henhold til fast retspraksis skal en EU-retlig bestemmelse, som Domstolen er blevet anmodet om at fortolke, også forstås på baggrund af de formål, der ligger til grund for dens vedtagelse, hvilket især gælder i forbindelse med de kompetenceregler, som er fastsat i forordning nr. 44/2001 (37).
46. Det fremgår af ottende og tolvte betragtning til forordningen, at denne begunstiger værnetingsmekanismer, som giver mulighed for en særlig nær tilknytning mellem en tvist og den ret, som sagen anlægges ved. I en situation som i hovedsagen tvivler jeg dog på, at det er i overensstemmelse med dette formål at give mulighed for, at en værnetingsaftale kan skabe en tilknytning ikke kun for de parter, som har indgået den, men også for tredjemand. Ganske vist giver artikel 23 i forordning nr. 44/2001 parterne i en sådan aftale mulighed for at vælge en ret, der ligger fjernt fra tvistens egentlige centrum (38), f.eks. ud fra ønsket om neutralitet, og som således i mindre grad kan iværksætte foranstaltninger såsom en sagkyndig vurdering af mangler ved de varer, der er genstand for tvisten. Når en sådan aftale kan gøres gældende over for tredjemand, som hypotetisk set ikke har deltaget i dette valg, og hvis interesser kan være i en anden medlemsstat end den, hvor kontraktens parter har deres interesser, er risikoen for, at sagen vil blive behandlet i en ret, som ligger fjernt fra tvistens centrum, imidlertid ikke påtaget frivilligt. Desuden bliver denne risiko forstærket i en kæde af europæiske kontrakter, da den øges med antallet af mellemliggende kontrakter mellem den, der indeholder værnetingsaftalen, og den, der er indgået af den senere køber, som har påberåbt sig en fabrikationsfejl.
47. Et andet grundlæggende formål med forordning nr. 44/2001 er at standardisere de forskellige kompetenceregler, der gælder i EU’s medlemsstater. For at opnå dette mål er det nødvendigt dels at fastsætte »fælles regler for retternes kompetence«, som det fremgår af ottende betragtning til forordningen, men også at uddrage principper for fortolkningen af disse regler, som kan sikre, at de anvendes på en ensartet måde af alle medlemsstaternes retter. For så vidt angår værnetingsaftaler, som er reguleret ved artikel 23 i forordning nr. 44/2001, er dette resultat sikret i tilstrækkelig grad, hvis deres skæbne, og navnlig spørgsmålet, om de kan gøres gældende over for tredjemand, ikke skal styres af et princip, som bunder i en standardiseret materiel regel, men af en henvisning til medlemsstaternes forskellige retssystemer.
48. Som det fremgår af 11. betragtning (39), tilsigter forordning nr. 44/2001 også at sikre, at retternes kompetence er forudsigelig, og således at skabe retssikkerhed for hver af parterne i en tvist (40), især i forbindelse med værnetingsaftaler.
49. Efter min opfattelse bliver kriteriet om parternes retssikkerhed ikke lettere at gennemføre i denne sag, da det, som er forudsigeligt for sagsøgte, ikke nødvendigvis er det for sagsøgeren, og omvendt. På den ene side har den italienske producent, som der er rejst erstatningskrav over for, indsat en værnetingsaftale i sine almindelige salgsvilkår for at kunne forudsige, hvilken ret han kan sagsøges ved i forbindelse med den kontrakt, han har indgået med den første italienske køber af de omtvistede varer. På den anden side har den senere, franske køber ikke undertegnet kontrakten med denne aftale og kan med rimelighed ignorere den, indtil den påberåbes i et søgsmål anlagt mod denne vedrørende de varer, som er installeret på fransk område.
50. Såfremt kravet om forudsigelighed forstås mere generelt og objektivt, dvs. uafhængigt af sagsparternes synsvinkel (41), skal det her bemærkes, at dette krav ikke vil blive opfyldt, hvis der gøres brug af lovkonfliktmetoden i stedet for at formulere en materiel regel. Denne metode vil nemlig skabe både vanskeligheder, fordi det vil være vanskeligt at fastlægge, hvilken ret der gælder for en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede, og usikkerhed på grund af de forskelle med hensyn til kvalifikation, som vil være resultatet, alt efter hvilken national ret der finder anvendelse (42).
51. Endelig gør jeg vedrørende formålet med artikel 23 i forordning nr. 44/2001 opmærksom på, at den giver mulighed for, at andre retter end dem, som i princippet skulle afgøre en sag i henhold til forordningens bestemmelser, kan have kompetence (43). Da denne kompetence, som udvides alene på baggrund af parternes ønske, har karakter af undtagelse (44), bør dette hensyn føre til en streng fortolkning af denne artikel i overensstemmelse med Domstolens faste praksis (45). Domstolen har ligeledes fastslået, mere generelt, at de kompetenceregler, der fraviger det almindelige princip, ikke kan føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, der udtrykkeligt fremgår af forordning nr. 44/2001 (46). Heraf udleder jeg, at sådanne aftaler kun bør have bindende virkning i forhold til tredjemand i de tilfælde, der er anført i forordning nr. 44/2001 og omfattet af Domstolens praksis, således at de kun kan binde en tredjemand, hvis det er godtgjort, at den pågældende har givet sit samtykke hertil på betingelser, som svarer til de i denne artikel omhandlede.
4. En særskilt fortolkning baseret på Domstolens praksis
52. Den forelæggende ret har ikke omtalt dette i begrundelsen for sin afgørelse, men det fremgår af Refcomps indlæg, at selskabet hovedsageligt har lagt en række af Domstolens domme vedrørende søtransportkontrakter til grund for sin indsigelse om manglende kompetence. Ifølge disse domme har Domstolen medgivet, at en værnetingsaftale, som indgår i et konnossement mellem bortfragteren og afladeren, hvorefter en tredjemand, der er ihændehaver af konnossementet, indtræder i afladerens rettigheder og forpligtelser, kan overføres til forholdet mellem bortfragteren og den tredjemand, som er ihændehaver af konnossementet, uden at den ret, som sagen anlægges ved, nødvendigvis skal efterprøve, at den pågældende tredjemand har givet sit samtykke til aftalen, når denne er indtrådt i afladerens rettigheder og forpligtelser i henhold til den nationale ret, som finder anvendelse i henhold til gældende lovkonfliktregler i den medlemsstat, hvor den ret, som sagen anlægges ved, er beliggende (47). Heraf udleder Refcomp samt den tyske og spanske regering, at der findes en almindelig regel om, at muligheden for overførsel af en sådan aftale følger de rettigheder og forpligtelser, som den vedrører.
53. Jeg er dog enig med Axa Corporate, Emerson, den franske regering og Kommissionen i, at de svar, som Domstolen gav i disse domme, ikke bør overføres til nærværende sag. Da de kompetencer, der er baseret på værnetingsaftaler, har karakter af undtagelse, og på baggrund af den restriktive tilgang, der skal anvendes ved fastsættelsen af rækkevidden af bestemmelserne i artikel 23 i forordning nr. 44/2001 (48), mener jeg ikke, at denne praksis kan udstrækkes til andre områder end det særlige område, hvor den er indført, nemlig konnossementer. Man må ikke glemme, at tvisten i hovedsagen vedrører et direkte søgsmål om konsekutivt ansvar i en række af købskontrakter, hvor ejendomsretten til en vare er overført fra en køber til en anden, og ikke et trepartsforhold på grundlag af et konnossement, hvis retlige karakter er helt speciel.
54. Jeg gør opmærksom på, at et konnossement er et dokument, som en bortfragter inden for søtransport har udstedt til en afsender af varer, en såkaldt »aflader«, der indeholder erkendelse af at have overtaget godset og hans forpligtelse til at aflevere godset mod fremvisning af dette dokument. Det angiver bl.a. de vigtigste betingelser for den transportkontrakt, der er indgået mellem parterne, herunder en eventuel værnetingsaftale. I størstedelen af medlemsstaternes retssystemer er det desuden et omsætteligt dokument, som kan overdrages, og som giver ejeren mulighed for, under transporten, at overdrage varerne til en køber, som herved bliver ihændehaver af konnossementet, modtager af varerne og indehaver af alle afladerens rettigheder og forpligtelser i forhold til bortfragteren. Selv om ihændehaveren af det dokument, der er blevet overdraget, er tredjemand i forhold til den oprindelige transportkontrakt, som han ikke er part i, anses han for at tilslutte sig kontraktens væsentlige indhold, især en værnetingsaftale, for så vidt som den gældende nationale ret foreskriver en overførsel til denne tredjemand af afladerens rettigheder og forpligtelser.
55. Når der er tale om flere på hinanden følgende salgskontrakter, indebærer erhvervelsen af en vare derimod ikke en overførsel af den ene af parterne i den oprindelige kontrakts rettigheder og forpligtelser i deres helhed til fordel for en tredjemand og for dennes regning, således at sidstnævnte træder i stedet for den pågældende part. I modsætning til den tredjemand, som er ihændehaver af konnossementet, er den senere køber, som har undertegnet en anden kontrakt, ikke reelt indtrådt i det oprindelige retsforhold, selv om han i visse nationale retssystemer, såsom det franske, har ret til at gøre ansvar direkte gældende over for producenten. Idet den senere køber er tredjemand i forhold til kontrakten med værnetingsaftalen, mener jeg, at den ret, som sagen anlægges ved, skal efterprøve, om han gyldigt har kunnet tilslutte sig denne aftale, som er indført i kontrakten af producenten, på betingelserne i forordning nr. 44/2001.
56. Henset til alle disse forhold mener jeg, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at artikel 23 i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en værnetingsaftale mellem en producent af en vare og en af køberne af denne, som er omfattet af bestemmelserne i nævnte artikel, ikke har bindende virkninger over for den senere køber af denne vare, som ikke er part i den kontrakt, som indeholder aftalen, og heller ikke over for den forsikringsgiver, som er indtrådt i den senere købers rettigheder (49), medmindre det er godtgjort, at sidstnævnte har givet sit samtykke til denne aftale i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte artikel.
57. Den materielle regel, som jeg således anbefaler Domstolen, er i overensstemmelse med princippet om kontrakters gensidige virkning, som gælder i de fleste nationale retssystemer. Desuden har den den fordel, at den svarer til ånden i det igangværende arbejde med revision af forordning nr. 44/2001, især vedrørende artikel 23, som jeg har nævnt ovenfor (50).
58. Da jeg foreslår, at spørgsmålet besvares benægtende, mener jeg ikke, det er nødvendigt yderligere at tage stilling til det andet led af det første præjudicielle spørgsmål, som subsidiært vedrører definitionen af de betingelser, hvorunder en sådan aftale automatisk kan overføres til tredjemand i en kæde af kontrakter, hvor jeg som sagt mener, at kriteriet for, hvorvidt en sådan aftale kan gøres gældende, er, om denne person på gyldig vis har givet sit samtykke hertil eller ikke.
C – Den eventuelle virkning af, at det direkte søgsmål, som er anlagt af den senere køber mod producenten, ikke er af kontraktmæssig art
59. Det andet præjudicielle spørgsmål vedrører den virkning, som Domstolens standpunkt i Handte-dommen har med hensyn til retsvirkningen af en værnetingsaftale under omstændigheder som i hovedsagen. Selv om forelæggelsesafgørelsen ikke præcist angiver, hvilket forhold der er mellem denne og den foregående problematik, giver den måde, hvorpå cour de cassation har formuleret sit andet spørgsmål (51), mig anledning til at antage, at dette primært er stillet for det tilfælde, at svaret på det første spørgsmål er bekræftende, hvilket jeg ikke anbefaler.
60. Ifølge nævnte dom (52) finder den specielle kompetenceregel i sager om »kontraktforhold« i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), der svarer til artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, ikke anvendelse i et søgsmål, der er anlagt af den senere køber direkte mod producenten, fordi den købte genstand lider af mangler eller er uegnet til det formål, den er bestemt til. Heraf følger modsætningsvist, at et sådant søgsmål er en sag »om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), og forordningens artikel 5, nr. 3) (53), og ifølge denne bestemmelse er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, kompetent.
61. Ifølge Kommissionen er problematikken med hensyn til, om værnetingsaftalen kan gøres gældende over for tredjemand, snævert forbundet med problematikken vedrørende den retlige karakter af forholdet mellem sidstnævnte og en af parterne i den kontrakt, som indeholder værnetingsaftalen. Den mener, at det forhold, at der ikke er et kontraktforhold mellem den senere køber og producenten, hvilket Domstolen antog i Handte-dommen, har den konsekvens, at denne aftale ikke kan være »indgået« mellem de to parter som omhandlet i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Emerson har desuden hævdet, at Domstolens kvalificering af den senere købers søgsmål mod producenten som en sag om erstatning uden for kontrakt nødvendigvis må medføre, at en sådan aftale ikke kan gøres gældende over for den senere køber.
62. Den franske regering mener derimod ikke, at ovennævnte ordlyd af Handte-dommen er til hinder for, at artikel 23 i forordning nr. 44/2001 anvendes. Desuden er Refcomp samt den tyske og spanske regering af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt den senere købers direkte søgsmål er af kontraktmæssig art eller ikke, er et andet spørgsmål, juridisk set, end spørgsmålet om virkningen af en værnetingsaftale i denne henseende.
63. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at besvare det andet præjudicielle spørgsmål, da det er min opfattelse, at definitionen af begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, der blev fastlagt i Handte-dommen, ikke har direkte konsekvenser for fortolkningen af forordningens artikel 23, da førstnævnte bestemmelse fastsætter specielle kompetenceregler på dette område og på ingen måde omhandler retsvirkningerne for tredjemand af en værnetingsaftale, som indgår i en kontrakt. Den tvist, som den forelæggende ret skal afgøre i denne sag, vedrører udelukkende sidstnævnte problematik, som Domstolen ikke tog stilling til i Handte-dommen, og der er intet i begrundelsen til denne dom, som giver anledning til at antage, at argumentationen heri også gælder, i forlængelse heraf eller analogt, hvad angår denne sag.
64. Såfremt Domstolen ikke desto mindre finder, at der er grund til at besvare det forelagte spørgsmål, mener jeg ikke, at det vil være logisk at antage:
– på den ene side, sådan som det var tilfældet i Handte-dommen, at en sag, der er anlagt af en senere køber mod producenten inden for rammerne af en række af kontrakter, ikke har et kontraktmæssigt grundlag i EU-retlig forstand, da der er tale om misligholdelse af en forpligtelse, som er indgået frivilligt (54) mellem disse to parter
– på den anden side, at en værnetingsaftale, som er fastsat i et retsforhold af kontraktmæssig art, kan gøres gældende over for en senere køber på det grundlag alene, at denne aftale er overført som accessorium i en sådan kæde, af en producent, som når alt kommer til alt i henhold til denne dom selv burde sagsøges med krav om erstatning uden for kontrakt.
65. Jeg må erkende, at kombinationen af kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001 og de nationale materielle retsforskrifter, som er påberåbt i hovedsagen, i denne sag kan føre til en ganske paradoksal situation. Da den værnetingsaftale, som den pågældende producent har fastsat, ikke kan gøres gældende over for den senere køber – der ikke giver sit samtykke – i henhold til forordningens artikel 23, sådan som jeg foreslår Domstolen at fortolke denne, skal producenten således forsvare sig ved en ret i en anden medlemsstat end den, hvor han har hjemsted, hvis kompetence er baseret på denne forordnings bestemmelser vedrørende erstatning uden for kontrakt, og ikke vedrørende kontraktforhold, i overensstemmelse med Handte-dommen, mens han skal anfægte et søgsmål, som grundlæggende har til formål at pålægge ham et erstatningsansvar i kontraktforhold, altså ikke uden for kontrakt, i henhold til fransk ret.
V – Forslag til afgørelse
66. I betragtning af det anførte foreslår jeg Domstolen at besvare Cour de cassations præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»Artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, der er indeholdt i en salgskontrakt, som er indgået mellem producenten og den oprindelige køber af en vare, og som er led i en kæde af kontrakter undertegnet af parter med hjemsted i forskellige medlemsstater, ikke kan gøres gældende, hverken over for den senere køber af denne vare eller over for forsikringsgiveren, der er indtrådt i dennes rettigheder, medmindre det er godtgjort, at denne tredjemand har givet sit faktiske samtykke til denne aftale på de betingelser, der fremgår af nævnte artikel.«