Sag C-167/12
C. D.
mod
S. T.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Employment Tribunal, Newcastle upon Tyne)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 92/85/EØF – foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer – artikel 8 – den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale – afslag på at give hende barselsorlov – direktiv 2006/54/EF – ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere – artikel 14 – ringere behandling af nævnte sociale mor for så vidt angår tildeling af barselsorlov«
Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. marts 2014
1. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer – direktiv 92/85 – retten til barselsorlov – social mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale – arbejdstager ikke omfattet af artikel 8 i direktiv 92/85 – mulighed for medlemsstaterne for at anvende eller indføre mere gunstige bestemmelser
(Rådets direktiv 92/85, art. 8)
2. Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling – direktiv 2006/54 – afslag på at give en social mor barselsorlov – ringere behandling i forbindelse med graviditet eller barselsorlov – foreligger ikke
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/54, art. 2, stk.1, litra a) og b), art. 2, stk. 2, litra c), og art. 14; Rådets direktiv 92/85, art. 8]
1. Direktiv 92/85 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, skal fortolkes således, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at give barselsorlov i henhold til direktivets artikel 8 til en arbejdstager i hendes egenskab af den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, selv ikke når hun kan amme barnet efter fødslen, eller når hun faktisk ammer barnet.
Det kan udledes af formålet med direktiv 92/85, af ordlyden af artikel 8, som udtrykkeligt henviser til fødslen, og af Domstolens praksis, at barselsorloven som fastsat i direktivets artikel 8 har til formål at beskytte barnets mors helbred i den særligt sårbare situation, hun befinder sig i som følge af hendes graviditet. Selv om Domstolen i denne henseende ganske vist har fastslået, at barselsorloven også har til hensigt at sikre beskyttelsen af det særlige forhold mellem moren og hendes barn, vedrører dette formål kun perioden efter graviditeten og fødslen. Det følger heraf, at en tildeling af en barselsorlov på grundlag af artikel 8 i direktiv 92/85 forudsætter, at arbejdstageren, som har ret til orloven, har været gravid og har født barnet. Under sådanne omstændigheder er en arbejdstager i sin egenskab af den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, ikke omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse, selv ikke når hun kan amme barnet efter fødslen, eller når hun faktisk ammer barnet. Som følge heraf er medlemsstaterne ikke forpligtet til at give en sådan arbejdstager ret til barselsorlov i henhold til denne artikel.
Direktiv 92/85 har ikke desto mindre til formål at fastsætte visse minimumskrav til beskyttelsen af gravide arbejdstagere og arbejdstagere, der lige har født eller ammer. Således er direktivet ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, ved at give denne ret til barselsorlov som følge af barnets fødsel.
(jf. præmis 35-37 og 40-43 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 14 i direktiv 2006/54 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 1, litra a) og b), og artikel 2, stk. 2, litra c), skal fortolkes således, at en arbejdsgivers afslag på at give barselsorlov til den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, ikke udgør forskelsbehandling på grund af køn.
Afslaget på at give barselsorlov i et sådant tilfælde udgør nemlig en direkte forskelsbehandling på grund af køn efter dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra a), hvis den primære begrundelse for afslaget alene anvendes over for arbejdstagere af det ene køn. Imidlertid foreligger der ikke en sådan direkte forskelsbehandling, når den sociale far til et barn, som han har fået via en surrogataftale, i henhold til den nationale lovgivning behandles på samme måde som den sociale mor i en tilsvarende situation, hvilket vil sige, at han heller ikke er berettiget til orlov med løn svarende til en barselsorlov. Endvidere foreligger der ikke indirekte forskelsbehandling som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 1, litra b), når ingen oplysninger giver grundlag for at fastslå, at afslaget på den pågældende orlov særligt behandler kvindelige arbejdstagere ringere i forhold til mandlige arbejdstagere.
Direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), bestemmer endvidere, at enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselsorlov som omhandlet i direktiv 92/85 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, udgør forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 2006/54. Dels kan den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, pr. definition imidlertid ikke blive behandlet ringere i forbindelse med sin graviditet, eftersom hun ikke har været gravid med dette barn. Dels bliver denne sociale mor, henset til, at direktiv 92/85 ikke fastsætter, at der skal gives barselsorlov til en arbejdstager i hendes egenskab af den sociale mor til et barn, som hun har fået via en surrogataftale, ikke behandlet ringere i forbindelse med barselsorlov som omhandlet i direktiv 92/85.
(jf. præmis 46, 47, 49, 51-53 og 55 samt domskonkl. 2)