Forenede sager T-225/06, T-255/06, T-257/06 og T-309/06

Budějovický Budvar, národní podnik

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om BUD som EF-ord- og figurmærke – betegnelserne »bud« – relative registreringshindringer – artikel 8, stk. 4, i forordning (EF) nr. 40/94«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn – tegn, der giver indehaveren ret til at forbyde anvendelsen af et yngre mærke

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 4)

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn – tegn, der giver indehaveren ret til at forbyde anvendelsen af et yngre mærke

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 4; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 20, stk. 7, litra c)]

3.      EF-varemærker – procedureregler – prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 74, stk. 2)

4.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b), art. 8, stk. 4, og art. 43, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22]

5.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 4)

6.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn – tegn, der giver indehaveren ret til at forbyde anvendelsen af et yngre mærke

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 4)

7.      EF-varemærker – procedureregler – prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder (Rådets forordning nr. 40/94, art. 74, stk. 1)

1.      Appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilsidesætter artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, fordi det – som følge af den omstændighed, at virkningerne af oprindelsesbetegnelsen BUD, der er registreret for øl ved Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) i medfør af Lissabonaftalen, var kendt ugyldige ved en dom afsagt af en fransk domstol – antog, at indsigelsen, der var fremsat mod billed- og ordmærkerne BUD, der er søgt registreret som EF-varemærke for varer henhørende under klasse 16, 21, 25 og 32, henholdsvis 32, 33, 35, 38, 41 og 42 i Nicearrangementet, ikke kunne tages til følge på grundlag af en rettighed, »der fremstilles som en oprindelsesbetegnelse«, men som reelt »ikke udgør en sådan«, selv om den nævnte dom er blevet anfægtet ved en appel, der har opsættende virkning.

Da virkningerne af oprindelsesbetegnelsen »bud« ikke var kendt endeligt ugyldige i Frankrig, var appelkammeret i henhold til artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 forpligtet til at tage hensyn til den relevante nationale lovgivning og til registreringen i henhold til Lissabonaftalen, uden at det kunne anfægte den omstændighed, at den påberåbte ældre rettighed udgjorde en »oprindelsesbetegnelse«.

(jf. præmis 83, 87 og 90)

2.      Som det fremgår af femte betragtning til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, træder Fællesskabets varemærkeregler ikke i stedet for medlemsstaternes lovgivning om varemærker. På denne baggrund fandt Retten, at gyldigheden af et nationalt varemærke ikke kunne anfægtes under en procedure om registrering af et EF-varemærke.

Det følger heraf, at den ordning, der er indført med forordning nr. 40/94, forudsætter, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tager hensyn til eksistensen af ældre rettigheder, der er beskyttet på nationalt plan. Det bestemmes således i artikel 8, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, at indehaveren af et erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun har lokal betydning, og som har retsvirkninger i en medlemsstat, kan modsætte sig registreringen af et EF-varemærke på de betingelser, der er fastsat i forordningen. Det er netop for at sikre denne beskyttelse, at artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 henviser til »medlemsstatens lovgivning« vedrørende den påberåbte ældre rettighed.

Såfremt virkningerne af en oprindelsesbetegnelse ikke er kendt endeligt ugyldige i et land, der er part i Lissabonaftalen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og deres internationale registrering, er Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 forpligtet til at tage hensyn til den relevante nationale lovgivning og til registreringen i henhold til Lissabonaftalen, uden at det kan anfægte den omstændighed, at den ældre påberåbte rettighed udgør en »oprindelsesbetegnelse«.

Hvis Harmoniseringskontoret har betydelige tvivl med hensyn til at anse den ældre rettighed for en »oprindelsesbetegnelse« og derfor også tvivl med hensyn til den beskyttelse, som denne rettighed skulle tildeles i henhold til den påberåbte nationale lovgivning, mens dette spørgsmål netop var genstand for et søgsmål i det pågældende land, der er part i aftalen, har kontoret mulighed for i henhold til regel 20, stk. 7, litra c), i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker at udsætte indsigelsesproceduren og afvente den endelige dom i denne henseende.

(jf. præmis 88-91)

3.      Det fremgår af ordlyden af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af parterne. Det følger af en sådan ordlyd, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 40/94, og at det på ingen måde er forbudt for Harmoniseringskontoret at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent.

(jf. præmis 153)

4.      I medfør af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker kan der rejses indsigelse mod en EF-varemærkeansøgning på grundlag af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun har lokal betydning.

De formål og de betingelser, der er forbundet med beviset for reel brug af det ældre varemærke i henhold til artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 40/94, er ikke de samme som de formål og betingelser, der vedrører beviset for erhvervsmæssig brug af et tegn, som er omfattet af artikel 8, stk. 4, i den nævnte forordning, navnlig når der er tale om en oprindelsesbetegnelse, som er registreret i henhold til Lissabonaftalen, eller en betegnelse, der er beskyttet i henhold til en bilateral konvention.

Inden for rammerne af artikel 8, art. 4, i forordning nr. 40/94 er der visse tegn, der ikke kan fortabe de rettigheder, der knyttes til dem, og dette selv om der ikke er gjort »reel« brug af dem. En oprindelsesbetegnelse, der er registreret i henhold til Lissabonaftalen, kan ikke anses for at være blevet en artsbetegnelse, så længe den beskyttes som oprindelsesbetegnelse i oprindelseslandet. Den beskyttelse, som tildeles oprindelsesbetegnelsen, sikres i øvrigt, uden at det er nødvendigt at ansøge om forlængelse (artikel 6 og artikel 7, stk. 1, i Lissabonaftalen). Dette indebærer imidlertid ikke, at det kan undlades at bruge det påberåbte tegn i henhold til artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94. Indsigeren kan imidlertid nøjes med at godtgøre, at det omhandlede tegn er blevet brugt i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed, hvormed der søges opnået økonomisk vinding, uden for så vidt at godtgøre, at der er blevet gjort reelt brug af tegnet i henhold til artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 og regel 22 i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94. En modsat fortolkning ville indebære, at de tegn, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, undergives betingelser, som er specifikt knyttet til varemærker og omfanget af beskyttelsen af dem. Hertil kommer, at i modsætning til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 skal indsigeren fortsat inden for rammerne af artikel 8, stk. 4, godtgøre, at det omhandlede tegn giver indsigeren ret til at forbyde brugen af det yngre varemærke i henhold til den berørte medlemsstats lovgivning.

Det fremgår ikke af ordlyden af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, at der skal være gjort brug af det omhandlede tegn på det område, hvis lovgivning påberåbes til støtte for beskyttelsen af det nævnte tegn. De tegn, der er omfattet af den nævnte artikel, kan være genstand for beskyttelse på et bestemt område, selv om de ikke er blevet anvendt på dette bestemte område, men alene på et andet område.

Det skal undersøges, om de elementer, som indsigeren har fremlagt under den administrative procedure, afspejler, at de omhandlede tegn er blevet brugt i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed, hvormed der søges opnået økonomisk vinding, og ikke i private forhold, uanset hvilket område denne brug vedrører.

Det følger endelig af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, at indsigelsen er baseret på et tegn, som »anvendes« erhvervsmæssigt. Det følger ikke af denne bestemmelse, at indsigeren skal godtgøre, at det omhandlede tegn blev brugt før indgivelsen af EF-varemærkeansøgningen. Det kan allerhøjst kræves – i lighed med, hvad der kræves i forhold til ældre varemærker, og dette for at undgå, at brugen af den ældre rettighed alene iværksættes på grund af en indsigelsessag – at det omhandlede tegn er blevet anvendt, inden varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-varemærketidende.

(jf. præmis 163 og 166-169)

5.      I medfør af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker kan der rejses indsigelse mod en EF-varemærkeansøgning på grundlag af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun har lokal betydning.

Det kan udledes af ordlyden af den nævnte artikel, at denne bestemmelse omhandler betydningen af det omhandlede tegn og ikke omfanget af brugen af tegnet. Det omhandlede tegns betydning omfatter inden for rammerne af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 den geografiske udstrækning af tegnets beskyttelse. Tegnet må ikke kun være af lokal betydning. Hvis dette er tilfældet, kan en indsigelse mod en EF-varemærkeansøgning ikke tages til følge. Artikel 107 i forordning nr. 40/94, som har overskriften »Ældre rettigheder, som kun har lokal betydning«, bestemmer i øvrigt, at »[i]ndehaveren af en ældre ret, som kun har lokal betydning, kan modsætte sig brugen af EF-varemærket inden for det område, hvor denne ret er beskyttet, såfremt den pågældende medlemsstats lovgivning tillader det«. Rettighedens betydning er derfor nært forbundet med det område, inden for hvilket rettigheden er beskyttet.

(jf. præmis 180)

6.      I medfør af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker kan der rejses indsigelse mod en EF-varemærkeansøgning på grundlag af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun har lokal betydning.

Ifølge den nævnte artikel skal tegnet i henhold til fællesskabslovgivningen eller den medlemsstats lovgivning, der finder anvendelse på det påberåbte tegn, give sin indehaver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre mærke. Eftersom artikel 8 i forordning nr. 40/94 vedrører relative registreringshindringer, og henset til samme forordnings artikel 74, påhviler det indsigeren at bevise for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), at det omhandlede tegn giver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke.

I denne forbindelse skal der bl.a. tages hensyn til den nationale lovgivning, der påberåbes, og de retsafgørelser, der er truffet i den pågældende medlemsstat. På dette grundlag skal indsigeren bevise, at det omhandlede tegn er omfattet af anvendelsesområdet for den påberåbte lovgivning i medlemsstaten, og at det gør det muligt at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke. I forbindelse med artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 skal indsigerens bevis tage udgangspunkt i det EF-varemærke, der søges registreret.

(jf. præmis 184, 185 og 187)

7.      Det bestemmes i artikel 74 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at »i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser [Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)] sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger«.

Denne begrænsning af det faktiske grundlag for den prøvelse, som Harmoniseringskontoret foretager, udelukker ikke, at dette ud over de faktiske omstændigheder, der udtrykkelig er anført af parterne i indsigelsessagen, også tager hensyn til velkendte kendsgerninger, dvs. kendsgerninger, som enhver har kendskab til eller kan få kendskab til ved almindeligt tilgængelige kilder.

(jf. præmis 96 og 193)