DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
29. september 2016 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – regionale forskrifter, der fastsætter vederlagsfri distribution via de systemer, der er beliggende i den pågældende region, af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder – sondring på grundlag af, hvor den grønne elektricitet kommer fra – artikel 28 EF og 30 EF – frie varebevægelser – direktiv 2001/77/EF – artikel 3 og 4 – nationale støttemekanismer til produktion af grøn energi – direktiv 2003/54/EF – artikel 3 og 20 – direktiv 96/92/EF – artikel 3 og 16 – det indre marked for elektricitet – adgang til distributionssystemer på ikke-diskriminerende tarifbetingelser – offentlige serviceforpligtelser – manglende proportionalitet«
I sag C-492/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) ved afgørelse af 2. september 2014, indgået til Domstolen den 5. november 2014, i sagen:
Essent Belgium NV
mod
Vlaams Gewest,
Inter-Energa,
IVEG,
Infrax West,
Provinciale Brabantse Energiemaatschappij CVBA (PBE),
Vlaamse Regulator van de Elektriciteits- en Gasmarkt (VREG),
procesdeltagere:
Intercommunale Maatschappij voor Energievoorziening Antwerpen (IMEA),
Intercommunale Maatschappij voor Energievoorziening in West- en Oost-Vlaanderen (IMEWO),
Intercommunale Vereniging voor Energielevering in Midden-Vlaanderen (Intergem),
Intercommunale Vereniging voor de Energiedistributie in de Kempen en het Antwerpse (IVEKA),
Iverlek,
Gaselwest CVBA,
Sibelgas CVBA,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne C. Toader, A. Rosas, A. Prechal (refererende dommer) og E. Jarašiūnas,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. november 2015,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Essent Belgium NV ved advocaten D. Haverbeke og W. Vandorpe
– Vlaams Gewest og VREG ved advocaat S. Vernaillen
– Den Hellenske Republik ved S. Lekkou og V. Pelekou, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved E. Manhaeve, G. Wilms og O. Beynet, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. april 2016,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12 EF, 28 EF og 30 EF samt artikel 3, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EUT 2003, L 176, s. 37, berigtiget i EUT 2004, L 16, s. 74).
2 Anmodningen er blevet fremsat i tvister mellem Essent Belgium NV og bl.a. Vlaams Gewest (regionen Flandern, Belgien) om sidstnævntes ansvar uden for kontraktforhold som følge af vedtagelsen af flere på hinanden følgende regionale forskrifter, der begrænser den vederlagsfrie distribution på distributionssystemer, der er beliggende i denne region, til i første omgang kun at omfatte elektricitet produceret fra vedvarende energikilder (herefter »grøn elektricitet«), der direkte tilføres de nævnte distributionssystemer af produktionsanlæg, der er tilsluttet disse, og i anden omgang til kun at omfatte grøn elektricitet, som produktionsanlæggene direkte tilfører de distributionssystemer, der er beliggende i hele den medlemsstat, som denne region er en del af.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2001/77/EF
3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (EFT 2001, L 283, s. 33) blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2012 ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77 og 2003/30/EF (EFT 2009, L 140, s. 16). Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen skal bestemmelserne i direktiv 2001/77 imidlertid tages i betragtning i det foreliggende tilfælde.
4 1.-3. og 14. betragtning til direktiv 2001/77 havde følgende ordlyd:
»(1) De vedvarende energikilder udnyttes i dag ikke fuldt ud i Fællesskabet. Fællesskabet erkender, at det er nødvendigt at prioritere fremme af vedvarende energikilder, fordi deres udnyttelse bidrager til miljøbeskyttelsen og den bæredygtige udvikling. Dette kan desuden skabe lokale arbejdspladser, have en positiv indvirkning på den sociale samhørighed, bidrage til forsyningssikkerheden og fremskynde opfyldelsen af Kyoto-forpligtelserne. Det er derfor nødvendigt at sikre en bedre udnyttelse af dette potentiale inden for rammerne af det indre marked for elektricitet.
(2) Som anført i hvidbogen om vedvarende energikilder [...], lægger Fællesskabet stor vægt på at fremme elektricitet produceret fra vedvarende energikilder såvel af hensyn til miljøet som for at sikre og sprede elforsyningskilderne samt styrke den sociale og økonomiske samhørighed. […]
(3) Øget brug af elektricitet fra vedvarende energikilder er en vigtig del af den pakke af foranstaltninger, som må iværksættes, hvis Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, i det følgende benævnt »Kyoto-protokollen«, skal efterkommes, samt af enhver pakke af politiske tiltag til opfyldelse af yderligere forpligtelser.
[…]
(14) Medlemsstaterne har forskellige ordninger for støtte til vedvarende energikilder i nationalt regi, herunder grønne certifikater, investeringsstøtte, skattefritagelse, ‑nedsættelse eller ‑refusion og direkte prisstøtte. Et vigtigt middel til at nå målet med dette direktiv er at sikre, at disse ordninger fungerer, som de skal, indtil der etableres en fællesskabsramme, således at investorernes tillid bevares.«
5 Artikel 1 i direktiv 2001/77 bestemte:
»Formålet med dette direktiv er at fremme en forøgelse af vedvarende energikilders bidrag til produktionen af elektricitet inden for det indre marked for elektricitet og skabe grundlaget for en kommende fællesskabsramme herfor.«
6 Nævnte direktivs artikel 3, stk. 1 og 2, fastsatte:
»1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at fremme et øget forbrug af elektricitet fra vedvarende energikilder i overensstemmelse med de fastsatte vejledende, nationale mål, jf. stk. 2. Foranstaltningerne bør stå i rimeligt forhold til det mål, der skal nås.
2. Senest den 27. oktober 2002 og derefter hvert femte år vedtager og offentliggør medlemsstaterne en rapport med de vejledende, nationale mål for det fremtidige forbrug af elektricitet fra vedvarende energikilder udtrykt som en procentdel af elforbruget for de næste ti år. […] Ved fastsættelsen af målene indtil 2010 skal medlemsstaterne:
– tage hensyn til referenceværdierne i bilaget
– sørge for, at målene er forenelige med de nationale forpligtelser, de enkelte medlemsstater måtte have påtaget sig inden for rammerne af de klimapolitiske forpligtelser, der er accepteret af Fællesskabet i henhold til Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer.«
7 Under overskriften »Støtteordninger« bestemte samme direktivs artikel 4 følgende i stk. 1:
»Med forbehold af [EF-]traktatens artikel 87 og 88 vurderer [Europa-]Kommissionen anvendelsen af sådanne ordninger i medlemsstaterne, hvorefter elproducenter på grundlag af bestemmelser udstedt af de offentlige myndigheder modtager direkte eller indirekte støtte, og som kunne virke begrænsende på handelen, idet udgangspunktet skal være, at disse ordninger bidrager til virkeliggørelsen af målene i traktatens artikel 6 og 174.«
8 Med overskriften »Spørgsmål vedrørende elforsyningsnettet« fastsatte artikel 7 i direktiv 2001/77:
»1. Uden at det må gribe ind i elforsyningsnettets pålidelighed og sikkerhed, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at transmissions- og distributionsnetoperatørerne inden for deres område garanterer transmission og distribution af elektricitet fra vedvarende energikilder. De kan også tildele prioriteret adgang til elnettet for elektricitet fra vedvarende energikilder. I forbindelse med dispatching af produktionsanlæg prioriterer transmissionsnetoperatørerne anlæg, der bruger vedvarende energikilder, for så vidt driften af det nationale elektricitetssystem tillader det.
2. Medlemsstaterne indfører en retlig ramme eller pålægger transmissions- og distributionsnetoperatører at udarbejde og offentliggøre deres standardregler for, hvem der skal bære omkostningerne ved tekniske tilpasninger, f.eks. nettilslutninger og netforstærkninger, der er nødvendige for integreringen af nye producenter, der leverer elektricitet fra vedvarende energikilder til det sammenkoblede net.
[…]
3. Medlemsstaterne kan i givet fald kræve, at transmissions- og distributionsnetoperatørerne helt eller delvis bærer de i stk. 2 omhandlede omkostninger.
[…]
6. Medlemsstaterne sikrer, at opkrævningen af transmissions- og distributionsafgifter ikke diskriminerer elektricitet fra vedvarende energikilder, herunder navnlig elektricitet fra vedvarende energikilder produceret i randområder såsom ø-regioner, og i regioner med lav befolkningstæthed.
Medlemsstaterne opstiller i givet fald en retlig ramme eller kræver, at transmissions- og distributionsnetoperatørerne sikrer, at afgifterne for transmission og distribution af elektricitet fra anlæg, der bruger vedvarende energikilder, afspejler de omkostningsfordele, der kan opnås som følge af anlæggets tilslutning til nettet. Direkte brug af lavvoltsnettet kunne skabe sådanne omkostningsfordele.
[…]«
Direktiv 96/92/EF
9 Følgende fremgik af 3., 15. og 19. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EFT 1997, L 27, s. 20):
»(3) dette direktiv bør ikke indskrænke anvendelsen af traktaten, særlig bestemmelserne om det indre marked og konkurrencereglerne
[…]
(15) traktaten indeholder særlige regler vedrørende begrænsning af de frie varebevægelser og konkurrence
[…]
(19) medlemsstaterne må derfor, når de pålægger selskaber i elektricitetssektoren forpligtelser til offentlig tjeneste, overholde de relevante regler i traktaten som fortolket af Domstolen.«
10 Nævnte direktivs artikel 1 var affattet således:
»Dette direktiv fastsætter fælles regler for produktion, transmission og distribution af elektricitet. Det fastlægger regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, hvordan der opnås adgang til markedet, hvilke kriterier og procedurer, der skal anvendes ved indkaldelse af tilbud og udstedelse af bevillinger, samt hvorledes systemer skal drives.«
11 Samme direktivs artikel 2 fastsatte:
»I dette direktiv forstås ved:
[…]
6) »distribution«: transport af elektricitet via mellem- og lavspændingsdistributionssystemer med henblik på levering af elektricitet til kunder
[…]
15) »systembruger«: enhver fysisk eller juridisk person, der leverer til eller forsynes fra et transmissions- eller distributionssystem
[…]«
12 Artikel 3 i direktiv 96/92 fastsatte:
»1. Medlemsstaterne påser på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af subsidiaritetsprincippet, at elektricitetsselskaber drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencebaseret elektricitetsmarked, og afstår fra at forskelsbehandle sådanne selskaber for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser. […]
2. Medlemsstaterne kan under fuld iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 90, under hensyn til den almindelige økonomiske interesse pålægge selskaber i elektricitetssektoren forpligtelser til offentlig tjeneste, som kan vedrøre leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerheden, deres regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse. Sådanne forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare; [...]
3. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende bestemmelserne i artikel 5, 6, 17, 18 og 21, for så vidt anvendelsen af disse bestemmelser retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt elektricitetsselskaber under hensyn til den almindelige økonomiske interesse, og for så vidt udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. I henhold til dette direktiv og til artikel 90 i traktaten omfatter Fællesskabets interesse bl.a. konkurrence over for privilegerede kunder.«
13 Artikel 11, stk. 2 og 3, i direktiv 96/92 bestemte:
»2. [Distributionssystemoperatøren] må under ingen omstændigheder forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og må navnlig ikke begunstige egne datterselskaber eller aktionærer.
3. En medlemsstat kan kræve, at systemoperatøren ved lastfordelingen af produktionsanlæggene giver produktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder eller affald, eller som har en kombineret produktion af varme og elektricitet, forrang.«
14 Nævnte direktivs artikel 16 fastsatte:
»Ved tilrettelæggelsen af systemadgangen kan medlemsstaterne vælge mellem de ordninger, der er omhandlet i artikel 17 og/eller artikel 18. De to sæt ordninger forvaltes efter objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier.«
Direktiv 2003/54
15 Direktiv 2003/54 er med virkning fra den 3. marts 2011 blevet ophævet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EUT 2009, L 211, s. 55).
16 Følgende fremgik af 2., 4., 6., 7., 13., 15. og 17. betragtning til direktiv 2003/54:
»(2) Erfaringerne fra gennemførelsen af [direktiv 96/92] viser de fordele, som det indre marked for elektricitet kan føre til i form af effektiviseringsgevinster, prisfald, højere servicestandarder og øget konkurrenceevne. Der er imidlertid stadig betydelige mangler og fortsat muligheder for at få markedet til at fungere bedre. Bl.a. er der behov for konkrete foranstaltninger til sikring af lige konkurrencevilkår på produktionsniveau og mindskelse af risikoen for markedsdominans og aggressiv adfærd, sikring af ikke-diskriminerende transmissions- og distributionstariffer via netadgang på grundlag af tariffer, der offentliggøres, inden de træder i kraft […]
[…]
(4) De rettigheder, der er sikret de europæiske borgere i EF-traktaten – fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og fri etableringsret – er kun mulige i et helt åbent marked, hvor alle forbrugere frit kan vælge leverandør, og alle leverandører frit kan levere til deres kunder.
[…]
(6) Det er en forudsætning for velfungerende konkurrence, at der er ikke-diskriminerende, gennemsigtig adgang til nettene til rimelige priser.
(7) En vigtig forudsætning for at få gennemført det indre marked for elektricitet er ikke-diskriminerende adgang til transmissions- og distributionssystemoperatørens net. […]
[…]
(13) Der bør træffes yderligere foranstaltninger for at sikre gennemsigtige og ikke-diskriminerende tariffer for adgang til nettene. Disse tariffer skal gælde for alle systembrugere på et ikke-diskriminerende grundlag.
[…]
(15) Det er vigtigt, at der finder en effektiv regulering sted, som forestås af en eller flere nationale regulerende myndigheder, med henblik på at sikre ikke-diskriminerende adgang til nettet. […] Disse myndigheder bør have kompetence til at fastsætte eller godkende tarifferne eller i det mindste de metoder, der ligger til grund for beregningen af transmissions- og distributionstariffer. For at undgå usikkerhed og dyre og tidskrævende stridigheder bør disse tariffer offentliggøres, inden de træder i kraft.
[…]
(17) For at sikre en effektiv markedsadgang for alle markedsdeltagere, herunder nye selskaber, er det nødvendigt at indføre ikke-diskriminerende og omkostningsrelaterede balanceringsmekanismer. […]«
17 Artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« i direktiv 2003/54 bestemte:
»I dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet. Det fastlægger regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, hvordan der opnås adgang til markedet, hvilke kriterier og procedurer, der skal anvendes ved indkaldelse af tilbud og udstedelse af bevillinger, samt hvorledes systemer skal drives.«
18 Nævnte direktivs artikel 2 fastsatte:
»I dette direktiv forstås ved:
[…]
5) »distribution«: transport af elektricitet via høj-, mellem- og lavspændingsdistributionssystemer med henblik på levering af elektricitet til kunder, men ikke forsyning
[…]
18) »systembrugere«: alle fysiske eller juridiske personer, der forsyner eller forsynes fra et transmissions- eller distributionssystem
[…]«
19 Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Offentlige serviceforpligtelser og forbrugerbeskyttelse« fastsatte:
»1. Medlemsstaterne påser på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af subsidiaritetsprincippet, at elektricitetsselskaber drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencebaseret, sikkert og miljømæssigt bæredygtigt elektricitetsmarked. De afstår fra at forskelsbehandle disse selskaber for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser.
2. Medlemsstaterne kan under fuld iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 86, ud fra almindelig økonomisk interesse pålægge selskaber i elektricitetssektoren offentlige serviceforpligtelser, som kan omfatte leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerhed, regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse, herunder energieffektivitet og klimabeskyttelse. Disse forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, og de skal sikre EU-elektricitetsselskaber lige adgang til de nationale forbrugere. […]
[…]
4. Såfremt der ydes økonomisk kompensation, andre former for kompensation og enerettigheder fra en medlemsstat til opfyldelse af forpligtelserne i stk. 2 og 3, skal dette ske på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde.
[…]
8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende artikel 6, 7, 20 og 22, for så vidt anvendelsen retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt elektricitetsselskaber under hensyn til almen økonomisk interesse, og for så vidt udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. I henhold til dette direktiv og til traktatens artikel 86 omfatter Fællesskabets interesse bl.a. konkurrence i forbindelse med privilegerede kunder.
[…]«
20 Artikel 14 i direktiv 2003/54 fastsatte:
»[…]
2. Systemoperatøren må i intet tilfælde forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og må navnlig ikke begunstige sine tilknyttede selskaber.
[…]
4. En medlemsstat kan kræve, at systemoperatøren ved lastfordelingen af produktionsanlæggene giver forrang til produktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder eller affald, eller som har en kombineret kraft-varme-produktion.
[…]«
21 Nævnte direktivs artikel 20, stk. 1, havde følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, som bygger på offentliggjorte tariffer, som gælder alle privilegerede kunder, og som anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Medlemsstaterne sikrer, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 23, og at disse tariffer – og metoderne, hvor kun disse godkendes – offentliggøres, inden de træder i kraft.«
22 Samme direktivs artikel 23 bestemte:
»[…]
2. De regulerende myndigheder skal have ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, inden de træder i kraft, for:
a) tilslutning og adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer. […]
[…]
4. De regulerende myndigheder skal have beføjelse til at kræve, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne om nødvendigt skal ændre de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede vilkår og betingelser, tariffer, regler, ordninger og metoder for at sikre, at disse er proportionelle og anvendes på en ikke-diskriminerende måde.
[…]«
Flamsk ret
Elektricitetsdekretet
23 Af artikel 2 i vlaams decreet houdende de organisatie van de elektriciteitsmarkt (det flamske dekret om forvaltning af elektricitetsmarkedet) af 17. juli 2000 (Belgisch Staatsblad, 22.9.2000, s. 32166, herefter »elektricitetsdekretet«) fremgår:
»I dette dekret forstås ved:
1° »distribution«: transport af elektricitet via distributionssystemer med henblik på levering af elektricitet til kunder
2° »distributionssystem«: samtlige forbindelser, der er beliggende i et geografisk afgrænset område med en nominel spænding på 70 kV eller derunder, og transformerstationer, koblingssteder, distributionsstationer og elektriske understationer og andet udstyr til transmission af elektricitet til kunder på regionalt eller lokalt plan
[…]«
24 Artikel 15 i elektricitetsdekretets kapitel III med overskriften »Adgang til distributionssystemet« fastsatte:
»Distributionssystemoperatøren udfører vederlagsfrit alle opgaver, der er nødvendige for distribution af grøn strøm, bortset fra tilslutningen til distributionsnettet.
Den flamske regering kan begrænse ordningen efter stk. 1.«
25 Elektricitetsdekretets artikel 15 er blevet ophævet ved artikel 61 i vlaams decreet houdende bepalingen tot begeleiding van de begroting 2005 (det flamske dekret indeholdende forskellige ledsageforanstaltninger til budgettet for 2005) af 24. december 2004 (Belgisch Staatsblad, 31.12.2004, s. 87220).
Bekendtgørelserne om fremme af produktion af grøn elektricitet
26 I den oprindelige udgave bestemte artikel 14 i besluit van de Vlaamse regering inzake de bevordering van elektriciteitsopwekking uit hernieuwbare energiebronnen (den flamske regerings bekendtgørelse om fremme af produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder) af 28. september 2001 (Belgisch Staatsblad, 23.10.2001, s. 36778):
»Hver leverandør skal månedligt pr. kunde og pr. nettarifperiode meddele de pågældende distributionssystemoperatører den mængde elektricitet, der er transmitteret via deres distributionsnet, og som hidrører fra vedvarende energikilder, som er opført i artikel 8, stk. 1.
På grundlag af den i det foregående stykke anførte meddelelse udfører distributionssystemoperatøren vederlagsfrit de opgaver, der omhandles i elektricitetsdekretets artikel 15.
For så vidt angår elektricitet, der ikke er produceret i Vlaams Gewest, skal den myndighed, der er kompetent til at udstede certifikater for økologisk elektricitet til det pågældende produktionssted, udstede en attest til reguleringsmyndigheden, hvorved det garanteres, at denne elektricitet er fremstillet fra en vedvarende energikilde, der fremgår af listen i artikel 8, stk. 1, og er bestemt til en endelig kunde i Flandern.
[…]«
27 I den nye udgave, der er affattet i artikel 2 i besluit van de Vlaamse regering tot wijziging van het besluit van de Vlaamse regering van 28 september 2001 (den flamske regerings bekendtgørelse om ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 28.9.2001) af 4. april 2003 (Belgisch Staatsblad, 30.4.2003, s. 23334, herefter »bekendtgørelsen af 4. april 2003«), der trådte i kraft den 30. april 2003, fastsatte nævnte artikel 14:
»Stk. 1. I henhold til elektricitetsdekretets artikel 15, stk. 2, begrænses den i samme dekrets artikel 15, stk. 1, omhandlede vederlagsfrie distribution til tilførsel af elektricitet, der er fremstillet på produktionsanlæg, som er tilsluttet distributionsnettene i Vlaams Gewest.
Stk. 2. En leverandør af elektricitet, der er fremstillet fra vedvarende energikilder, som nævnt i artikel 8, opfører ingen distributionsomkostninger ved den foreløbige fakturering og den endelige opgørelse til slutbrugeren af denne elektricitet som anført i artikel 15, stk. 1.
[…]«
28 Da Essent Belgium anlagde søgsmål med påstand om annullation af artikel 2 i bekendtgørelsen af 4. april 2003, udsatte Raad van State (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) gennemførelsen af nævnte bestemmelse ved afgørelse af 12. januar 2004.
29 Den flamske regerings bekendtgørelse om fremme af produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder af 28. september 2001 er blevet ophævet og erstattet af besluit van de Vlaamse regering inzake de bevordering van elektriciteitsopwekking uit hernieuwbare energiebronnen (den flamske regerings bekendtgørelse om fremme af produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder) af 5. marts 2004 (Belgisch Staatsblad, 23.3.2004, s. 16296, herefter »bekendtgørelsen af 5. marts 2004«).
30 Artikel 18 i bekendtgørelsen af 5. marts 2004 bestemte:
»Stk. 1. I henhold til elektricitetsdekretets artikel 15, stk. 2, begrænses den i samme dekrets artikel 15, stk. 1, omhandlede vederlagsfrie distribution til elektricitet, der leveres til endelige kunder tilsluttet et distributionsnet i Vlaams Gewest, og som er fremstillet fra en vedvarende energikilde som omhandlet i artikel 15 på produktionsanlæg, der direkte tilfører elektricitet til et distributionsnet beliggende i Belgien.
Stk. 2. En leverandør af elektricitet som omhandlet i stk. 1 opfører ingen distributionsomkostninger på den endelige opgørelse til slutbrugeren af denne elektricitet som anført i elektricitetsdekretets artikel 15, stk. 1.
[…]«
31 Da Essent Belgium anlagde søgsmål med påstand om annullation af artikel 18 i bekendtgørelsen af 5. marts 2004, udsatte Raad van State (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) gennemførelsen af nævnte bestemmelse ved afgørelse af 23. december 2004.
32 Efter ophævelsen af elektricitetsdekretets artikel 15 ved dekretet af 24. december 2004 indeholdende forskellige ledsageforanstaltninger til budgettet for 2005 blev artikel 18 i bekendtgørelsen af 5. marts 2004 ophævet med virkning fra den 1. januar 2005 ved besluit van de Vlaamse regering (den flamske regerings bekendtgørelse) af 25. marts 2005 (Belgisch Staatsblad, 27.5.2005, s. 24763).
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
33 Essent Belgium leverer elektricitet til virksomheder og private kunder i Flandern, som det importerer, primært fra Nederlandene, og som angiveligt er grøn elektricitet.
34 Essent Belgium, der mener at have lidt et tab, fordi selskabet på grund af den grønne elektricitet, som således blev importeret fra en anden medlemsstat, efter de gentagne lovændringer, der blev indført med bekendtgørelserne af 4. april 2003 og af 5. marts 2004 (herefter »de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter«), ikke længere var omfattet af den vederlagsfrie distribution via det i Flandern beliggende distributionssystem, har anlagt to søgsmål for Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) i det væsentlige med påstand om, at regionen Flandern dømmes til at betale selskabet en erstatning på 15 958 252 EUR for det nævnte tab.
35 Essent Belgium har ligeledes inddraget Vlaamse Regulator van de Elektriciteits- en Gasmarkt (VREG) (den flamske tilsynsmyndighed på elektricitets- og gasmarkedet), som er det organ, der har kompetence til at udtale sig om distributionstarifferne, og adskillige andre distributionssystemoperatører, der har opkrævet selskabet distributionsomkostninger, i sagen med henblik på også at få gjort dommene eksigible over for disse øvrige parter.
36 Essent Belgium har til støtte for sine påstande bl.a. gjort gældende, at regionen Flandern ved at vedtage de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter har krænket EU-retten, herunder navnlig artikel 18 TEUF og 34 TEUF samt artikel 3, stk. 1, og artikel 11, stk. 2, i direktiv 96/62.
37 På denne baggrund har Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 28 EF og 30 EF fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat – her elektricitetsdekretet, sammenholdt med bekendtgørelsen af 4. april 2003 [...] – som begrænser den vederlagsfrie distribution af grøn elektricitet til tilførsel af elektricitet, der er fremstillet på produktionsanlæg, som er tilsluttet distributionssystemet inden for regionen Flandern, og som udelukker elektricitet fra produktionsanlæg, som ikke er tilsluttet distributionssystemet inden for regionen Flandern, fra vederlagsfri distribution?
2) Skal artikel 28 EF og 30 EF fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat – her elektricitetsdekretet, sammenholdt med bekendtgørelsen af 5. marts 2004 [...], således som denne bekendtgørelse anvendes af VREG – som begrænser den vederlagsfrie distribution af grøn elektricitet til elektricitet fra produktionsanlæg, der direkte tilfører elektricitet til et distributionssystem beliggende i Belgien og udelukker elektricitet fra produktionsanlæg, der ikke direkte tilfører elektricitet til et distributionssystem beliggende i Belgien, fra den vederlagsfrie distribution?
3) Er en national lovgivning som omhandlet i spørgsmål 1 og 2 forenelig med lighedsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling som affattet ved bl.a. artikel 12 EF og artikel 3, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/54, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
38 Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret bl.a. oplyst, om bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/54 skal fortolkes således, at de er til hinder for forskrifter som de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter.
39 I denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement skal anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholde en redegørelse for grundene til, at den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, samt den sammenhæng, som den forelæggende ret finder mellem denne bestemmelse og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i hovedsagen.
40 I den foreliggende sag indeholder forelæggelsesafgørelsen dog ingen redegørelse for grundene til, at den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2003/54. Beskrivelsen af de faktiske omstændigheder og nationale retsforskrifter, som denne afgørelse vedrører, gør det desuden heller ikke muligt at forstå, hvorledes nævnte EU-retlige bestemmelse ville kunne have nogen som helst indflydelse på tvisten i hovedsagen.
41 Selv om artikel 3, stk. 4, i direktiv 2003/54 således fastsætter, at såfremt der ydes økonomisk kompensation, andre former for kompensation eller enerettigheder fra en medlemsstat til opfyldelse af en offentlig serviceforpligtelse, skal dette ske på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde, har den forelæggende ret ikke anført nogen form for kompensation eller enerettighed, som ifølge de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter skal ydes elektricitetsdistributører som kompensation for den pligt til vederlagsfri distribution af grøn elektricitet, som de er pålagt. Det fremgår heller ikke af nævnte afgørelse, at tvisten i hovedsagen vedrører sådan kompensation eller enerettigheder.
42 På denne baggrund skal det tredje spørgsmål afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2003/54.
Realiteten
Indledende bemærkninger
43 Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet sin anmodning om præjudiciel afgørelse under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den nationale ret, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. bl.a. dom af 27.10.2009, ČEZ, C-115/08, EU:C:2009:660, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).
44 I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Essent Belgium med sine søgsmål i hovedsagen i det væsentlige har nedlagt påstand om erstatning for det tab, som selskabet angiveligt har lidt, fordi det efter indførelsen af den regionale flamske lovgivning over for distributionssystemoperatører, der er beliggende i Flandern, ikke længere kunne være omfattet af ordningen med vederlagsfri distribution af grøn elektricitet for den distribution, som selskabet i nævnte region har foretaget af grøn elektricitet, som den havde importeret fra en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien. Essent Belgium har således gjort gældende, at selskabet er blevet frataget muligheden for at være omfattet af denne ordning henholdsvis i perioden fra den 30. april 2003, hvor bekendtgørelsen af 4. april 2003 trådte i kraft, og den 12. januar 2004, hvor gennemførelsen af nævnte bekendtgørelse blev udsat af Raad van State (appeldomstol i forvaltningsretlige sager), og i perioden fra den 23. marts 2004, hvor bekendtgørelsen af 5. marts 2004 trådte i kraft, til den 31. december 2004, hvor elektricitetsdekretets artikel 15 blev ophævet.
45 Henset til både genstanden for den således beskrevne tvist i hovedsagen og til den tidsmæssige ramme, som den indgår i, bemærkes, at der med henblik på at besvare den forelæggende rets spørgsmål vedrørende den afledte EU-ret ikke kun skal tages hensyn til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2003/54, men også til andre bestemmelser i nævnte direktiv og desuden til bestemmelser, der er indeholdt i henholdsvis direktiv 96/92 og 2001/77.
46 Hvad for det første angår direktiv 96/92 og 2003/54 om fælles regler for det indre marked for elektricitet fremgår det for det første af artikel 29-31 i direktiv 2003/54, at dette først trådte i kraft den 4. august 2003 og skulle gennemføres senest den 1. juli 2004, som er datoen for ophævelse af direktiv 96/92, hvorfor sidstnævnte, som regionen Flandern og VREG bl.a. har henvist til i deres indlæg for Domstolen, og som Essent Belgium bl.a. har påberåbt sig tilsidesættelsen af til støtte for sit søgsmål i hovedsagen, finder tidsmæssig anvendelse, for så vidt angår en del af den i hovedsagen omhandlede periode.
47 For det andet og ud fra et materielt syn bemærkes med hensyn til genstanden for tvisten i hovedsagen, der er nævnt i nærværende doms præmis 44, at selv om den forelæggende ret i sit tredje spørgsmål har henvist til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2003/54, der udelukker enhver forskelsbehandling for så vidt angår elektricitetsselskabernes rettigheder og forpligtelser, indeholder nævnte direktiv en bestemmelse, nemlig artikel 20, stk. 1, som mere specifikt vedrører medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at der ikke forekommer forskelsbehandling i forhold til adgangen til distributionssystemerne og de betingelser, herunder takstmæssige betingelser, der regulerer en sådan adgang. Der skal derfor i forbindelse med den foreliggende sag tages hensyn til denne sidstnævnte bestemmelse.
48 Hvad angår direktiv 96/92 skal der af tilsvarende grunde ikke tages hensyn til direktivets artikel 3, stk. 1, hvis indhold i det væsentlige svarer til indholdet af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2003/54, men til dets artikel 16, der også vedrører betingelserne for ikke-diskriminerende adgang til distributionssystemerne.
49 I betragtning af, at de distributionssystemoperatører, som er beliggende i Flandern, i medfør af de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter er blevet pålagt vederlagsfri distribution af den grønne elektricitet, der direkte tilføres de nævnte distributionssystemer eller de distributionssystemer, som er beliggende i Belgien, skal der desuden også tages hensyn til artikel 3, stk. 2 og 8, i direktiv 2003/54 vedrørende de offentlige serviceforpligtelser, som medlemsstaterne kan pålægge selskaberne i elektricitetssektoren, bl.a. vedrørende miljøbeskyttelse, herunder klimabeskyttelse. Det samme gælder de tilsvarende bestemmelser, som direktiv 96/92 indeholder i artikel 3, stk. 2 og 3.
50 For det andet skal der i betragtning af genstanden for tvisten i hovedsagen, som er anført i nærværende doms præmis 44, og henset til formålene om at fremme produktionen af grøn elektricitet, som de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter forfølger, desuden tages hensyn til artikel 3, 4 og 7 i direktiv 2001/77, hvis formål netop er at fremme en forøgelse af en sådan produktion inden for det indre marked for elektricitet.
51 Henset til det ovenstående må det lægges til grund, at den forelæggende ret med sine spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om bestemmelserne i artikel 12 EF, 28 EF og 30 EF, i artikel 3, stk. 2 og 8, og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, i artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 16 i direktiv 96/92 samt i artikel 3, 4 og 7 i direktiv 2001/77 skal fortolkes således, at de er til hinder for forskrifter som de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, som fastsætter en ordning med vederlagsfri distribution af grøn elektricitet via de distributionssystemer, der er beliggende i den omhandlede region, samtidig med at den begrænser adgangen til denne ordning til for så vidt angår den første af de regionale forskrifter kun at omfatte den grønne elektricitet, der direkte tilføres de nævnte distributionssystemer af produktionsanlæg, og til for så vidt angår den anden af de regionale forskrifter kun at omfatte den grønne elektricitet, som sådanne anlæg direkte tilfører distributionssystemer, der er beliggende i den medlemsstat, som nævnte region tilhører, og som således udelukker grøn elektricitet, der er importeret fra andre medlemsstater, fra ordningen.
Direktiv 2001/77
52 Da de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter ved hjælp af gennemførelsen af en ordning for vederlagsfri distribution af grøn elektricitet tager sigte på at fremme produktionen af en sådan elektricitet, skal de først vurderes ud fra bestemmelserne i direktiv 2001/77.
53 Som det fremgår af dette direktivs artikel 1, 3, 4 og 7, har direktivet netop til formål at fremme en forøgelse af vedvarende energikilders bidrag til produktionen af elektricitet inden for det indre marked for elektricitet, og det indeholder i denne forbindelse bestemmelser, der vedrører de nationale støtteordninger for produktionen af grøn elektricitet, samt betingelserne for en sådan elektricitets adgang til distributionssystemerne.
54 I denne henseende bemærkes for det første, at det fremgår af første, anden og tredje betragtning til nævnte direktiv, at en sådan fremme af vedvarende energikilder, som EU lægger stor vægt på, er berettiget bl.a. i betragtning af den omstændighed, at udnyttelsen af nævnte energikilder bidrager til miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, og at den kan bidrage til at sikre og sprede energiforsyningskilderne og fremskynde opfyldelsen af målene i Kyotoprotokollen (jf. i denne retning dom af 26.9.2013, IBV & Cie, C-195/12, EU:C:2013:598, præmis 56).
55 Som det fremgår af 14. betragtning til direktiv 2001/77, har EU-lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af denne tekst ment, at den omstændighed at sikre, at de forskellige støtteordninger for vedvarende energikilder, som medlemsstaterne anvender på nationalt plan, fungerer, som de skal, udgør et vigtigt middel til at nå målet med dette direktiv, således at investorernes tillid bevares, indtil der etableres en harmoniseret fællesskabsramme.
56 Nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, understreger for sin del, at sådanne ordninger kan bidrage til virkeliggørelsen af de mål, der er defineret i artikel 6 EF og i artikel 174, stk. 1, EF, idet sidstnævnte bestemmelse opregner målene for EU’s politik på miljøområdet (jf. i denne retning dom af 26.9.2013, IBV & Cie, C-195/12, EU:C:2013:598, præmis 59 og 60).
57 Nævnte bestemmelse henviser til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne og til, at foranstaltninger til løsning af regionale og globale miljøproblemer skal fremmes på internationalt plan (dom af 26.9.2013, IBV & Cie, C-195/12, EU:C:2013:598, præmis 60).
58 Hvad for det andet angår den form, som støtteordningerne for vedvarende energikilder på nationalt plan kan have, bemærkes, at 14. betragtning til direktiv 2001/77 begrænser sig til at opregne de forskellige typer foranstaltninger, som medlemsstaterne generelt anvender i denne sammenhæng, nemlig de grønne certifikater, investeringsstøtte, skattefritagelse, ‑nedsættelse eller ‑refusion og direkte prisstøtte (dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
59 Nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, begrænser sig til at anføre, at de nationale støtteordninger, hvis vedtagelse EU-lovgiver således tilskynder til, har til formål, at producenter af grøn elektricitet modtager direkte eller indirekte støtte.
60 Det følger heraf bl.a., at direktiv 2001/77 tildeler medlemsstaterne en vid skønsbeføjelse med henblik på vedtagelsen og gennemførelsen af sådanne støtteordninger for producenter af grøn elektricitet (dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
61 I den foreliggende sag udgør den vederlagsfrie distribution, der er fastsat i de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, hverken en fordel eller en støtte, som er direkte tildelt producenterne af grøn elektricitet, da denne vederlagsfrihed i første omgang gælder leverandørerne og dermed i princippet forbrugerne. Det er således kun indirekte, at en vederlagsfri adgang til distributionssystemerne eventuelt også kunne vise sig at udgøre en kilde til støtte for de nævnte producenter og dermed være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/77.
62 I denne forbindelse skal der imidlertid også tages hensyn til, at det følger af artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/77, at de nationale støtteordninger for elektricitetsproducenter, der er omhandlet i artikel 4 i direktiv 2001/77, og som bl.a. har til formål at medvirke til medlemsstaternes virkeliggørelse af deres respektive vejledende, nationale mål, der påhviler dem i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3, i princippet skal føre til en forøgelse af den nationale produktion af grøn elektricitet (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 56 og 57 samt den deri nævnte retspraksis).
63 I denne henseende, og som det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/77, bør sådanne ordninger, ligesom alle andre foranstaltninger, som medlemsstaterne vedtager for at forfølge de nævnte nationale vejledende mål, desuden stå i rimeligt forhold til det mål, der skal nås.
64 Desuden bemærkes, at det fremgår af Domstolens retspraksis, at de nationale støtteordninger for produktionen af grøn elektricitet som omhandlet i artikel 4 i direktiv 2001/77 skal opfylde de krav, der følger af artikel 28 EF og 30 EF (jf. i denne henseende bl.a. dom af 11.9.2014, Essent Belgium, C-204/12 – C-208/12, EU:C:2014:2192).
65 På denne baggrund og bl.a. fordi vurderingen af de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter i forhold til nævnte traktatbestemmelser, der omtales senere i nærværende dom, eventuelt vil kræve, at disse forskrifter behandles ud fra det i nærværende doms præmis 63 nævnte proportionalitetsprincip, skal behandlingen af de krav, der kan følge af nævnte princip, udsættes til et senere tidspunkt i gennemgangen.
66 Hvad for det tredje angår bestemmelserne i artikel 7 i direktiv 2001/77, der vedrører diverse spørgsmål vedrørende elforsyningsnettet, bemærkes for det første, at artikel 7, stk. 3, og artikel 7, stk. 6, andet afsnit, i modsætning til, hvad regionen Flandern og VREG i denne henseende har anført i deres indlæg, ikke kan begrunde selektive foranstaltninger for vederlagsfri distribution som dem, der er fastsat i de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter.
67 Nævnte direktivs artikel 7, stk. 3, vedrører ikke distributionsomkostningerne, men omkostningerne for tekniske tilpasninger, f.eks. nettilslutninger og netforstærkninger, der er nødvendige for integreringen af nye producenter af grøn elektricitet. Hvad angår samme artikel 7, stk. 6, andet afsnit, begrænser denne sig til at bestemme, at fastsættelsen af omkostninger for distribution af grøn elektricitet afspejler de omkostningsfordele, der kan opnås som følge af, at anlæg, der bruger vedvarende energikilder, tilsluttes nettet. Det er dog hverken fastslået eller påstået, at dette skulle være formålet med de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, som udelukkende fastsætter en vederlagsfri distribution af grøn elektricitet med henblik på at fremme en øget produktion heraf.
68 Hvad for det andet angår artikel 7, stk. 6, første afsnit, i direktiv 2001/77, som generaladvokaten har henvist til i punkt 57, 62 og 74 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at denne bestemmelse ganske vist fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at opkrævningen af distributionsafgifter ikke diskriminerer grøn elektricitet.
69 Uden at der er behov for at fastlægge, om nævnte bestemmelse, for så vidt som den forbyder diskrimination i forhold til grøn elektricitet, skal fortolkes således, at den også omfatter den forskelsbehandling, som kan forekomme mellem forskellige former for grøn elektricitet bl.a. på grund af deres respektive oprindelsessteder, bemærkes imidlertid, at artikel 16 i direktiv 96/92 og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, der omtales herefter, indeholder bestemmelser, der specifikt vedrører leverandørernes adgang til distributionsnettene på ikke-diskriminerende betingelser, navnlig ud fra et tarifmæssigt aspekt. Da det i det foreliggende tilfælde er sikkert, at de nævnte bestemmelser finder anvendelse i forbindelse med hovedsagen, er det i den foreliggende sag således tilstrækkeligt at tage disse i betragtning.
Direktiv 96/92 og 2003/54
70 Eftersom tvisten i hovedsagen vedrører de distributionsafgifter, som Essent Belgium i sin egenskab af leverandør er blevet opkrævet for brugen af distributionssystemerne som omhandlet i artikel 2, nr. 6), i direktiv 96/92 og i artikel 2, nr. 5), i direktiv 2003/54 – afgifter, som den pågældende har påstået efter deres karakter er diskriminerende, fordi selskabet til forskel fra de leverandører, der sælger grøn elektricitet af national oprindelse, ikke længere kunne være omfattet af ordningen om vederlagsfri distribution af grøn elektricitet, som distributørerne er blevet pålagt med de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter – skal der som nævnt i nærværende doms præmis 47-49 desuden tages hensyn til visse bestemmelser i nævnte direktiver.
– Om artikel 16 i direktiv 96/92 og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54 om ikke-diskriminerende adgang til distributionssystemerne
71 Det fremgår bl.a. af artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, at medlemsstaterne sikrer, at der indføres »en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne […] som gælder alle privilegerede kunder«, og at en sådan ordning »bygger på offentliggjorte tariffer« og »anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere«.
72 Hvad i denne henseende for det første angår begrebet »adgang til systemet« som omhandlet i nævnte bestemmelse har Domstolen præciseret, at dette ikke vedrører tilslutningen, der svarer til den fysiske tilslutning til systemet, men retten til at benytte elektricitetssystemer (jf. i denne retning dom af 9.10.2008, Sabatauskas m.fl., C-239/07, EU:C:2008:551, præmis 42).
73 Ordet »adgang« er således forbundet med forsyning af elektricitet, herunder ydelsens omkostninger. I denne henseende understreges det i 2., 6., 13., 15. og 17. betragtning til direktiv 2003/54 bl.a., at nævnte adgang skal være tilgængelig til en rimelig pris og gennem ikke-diskriminerende tariffer for at sikre en effektiv markedsadgang for alle markedsdeltagere (jf. i denne retning dom af 9.10.2008, Sabatauskas m.fl., C-239/07, EU:C:2008:551, præmis 40).
74 Hvad for det andet angår begrebet »tredjepart« som omhandlet i samme artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, bemærkes, at selve teksten i nævnte bestemmelse præciserer dette begreb ved tillige at benytte begrebet »systembrugere«, som er defineret i direktivets artikel 2, nr. 18), og som omfatter alle fysiske eller juridiske personer, der forsyner eller forsynes fra et transmissions- eller distributionssystem (jf. dom af 9.10.2008, Sabatauskas m.fl., C-239/07, EU:C:2008:551, præmis 44).
75 På linje med nævnte brugere findes elektricitetsleverandørerne, idet Domstolen bl.a. har præciseret, at de privilegerede kunder skal have adgang til de forskellige distributionssystemer, som leder elektriciteten til kunderne, således at de frit kan vælge leverandør, hvilket også er anført i fjerde betragtning til direktiv 2003/54 (jf. i denne retning dom af 9.10.2008, Sabatauskas m.fl., C-239/07, EU:C:2008:551, præmis 32, 33 og 43).
76 Endelig bemærkes, at tredjeparters frie adgang til transmissions- og distributionssystemer, som bl.a. er indført ved artikel 20 i direktiv 2003/54, udgør en af de væsentlige foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe til gennemførelse af det indre marked for elektricitet (jf. dom af 9.10.2008, Sabatauskas m.fl., C-239/07, EU:C:2008:551, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
77 Hvad angår direktiv 96/92 bemærkes, således som det er fastsat i dette direktivs artikel 16, at skønt medlemsstaterne ved tilrettelæggelsen af adgangen til elektricitetssystemet frit kan vælge mellem ordningen med adgang til systemet eller eneaftagerordningen som omhandlet i henholdsvis dette direktivs artikel 17 og 18, skal de to ordninger forvaltes efter objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier.
78 Nævnte artikel 16 forbyder således medlemsstaterne at tilrettelægge adgangen til distributionssystemet på en diskriminerende måde, idet et sådant forbud generelt gælder for enhver forskelsbehandling, herunder også eventuel forskelsbehandling vedrørende de omkostninger, der skal betales for brugen af distributionssystemet (jf. i denne retning dom af 14.4.2005, AEM og AEM Torino, C-128/03 og C-129/03, EU:C:2005:224, præmis 59, og af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 36, 45 og 46).
79 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt regionale forskrifter som de i hovedsagen omhandlede er ensbetydende med forskelsbehandling i form af krænkelse af nævnte artikel 16 i direktiv 96/92 og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, bemærkes, at disse sidstnævnte bestemmelser, som kræver, at medlemsstatens dispositioner i forbindelse med gennemførelsen af systemadgangen er ikke-diskriminerende, er et særligt udtryk for det almindelige lighedsprincip (jf. hvad angår artikel 16 i direktiv 96/92 dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
80 Det fremgår af fast retspraksis, at forbuddet mod forskelsbehandling kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. bl.a. dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 48).
81 I denne sidstnævnte henseende bemærkes, at en forskellig behandling er begrundet, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (jf. bl.a. dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
82 Selv om de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter gælder på samme måde for samtlige elektricitetsleverandører, der bruger et distributionssystem, der er beliggende i den omhandlede region, medfører de i det foreliggende tilfælde ikke desto mindre, at elektricitet leveret af disse leverandører kun fritages for distributionsafgifter, hvis denne elektricitet er grøn elektricitet, der direkte tilføres et sådant system eller et distributionssystem, der er beliggende i den medlemsstat, som denne region tilhører, og at elektricitetsleverandørerne således behandles forskelligt, bl.a. afhængig af, hvor den grønne elektricitet, som disse leverandører sælger, kommer fra, således som Essent Belgium har påklaget i hovedsagerne.
83 Hvad angår den eventuelle begrundelse for en sådan forskelsbehandling bemærkes indledningsvis, at artikel 11, stk. 3, i direktiv 96/92 eller artikel 14, stk. 4, i direktiv 2003/54, i modsætning til det, som regionen Flandern og VREG har anført, ikke i sig selv kan gøres gældende som begrundelse herfor. Uden at vedrøre opkrævningen af distributionsafgifter begrænser nævnte bestemmelser sig nemlig til at fastsætte, at en medlemsstat kan kræve, at systemoperatørerne ved lastfordelingen af produktionsanlæg giver forrang bl.a. til dem, der producerer grøn elektricitet.
84 Der er imidlertid ingen tvivl om lovligheden af det formål, der forfølges med de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, nemlig at fremme produktionen af grøn elektricitet. I denne henseende bemærkes navnlig, at brugen af vedvarende energikilder til fremstilling af elektricitet er egnet til at beskytte miljøet, for så vidt som den bidrager til reducering af drivhusgasemissioner, som er en af hovedårsagerne til de klimaændringer, som Unionen og dens medlemsstater har forpligtet sig til at bekæmpe (jf. dom af 11.9.2004, Essent Belgium, C-204/12 – C-208/12, EU:C:2014:2192, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).
85 Spørgsmålet er således, om nævnte formål kan begrunde den ovennævnte forskelsbehandling, dvs. nærmere bestemt om denne forskelsbehandling er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, som er proportionalt med det formål, som tilstræbes.
86 Henset for det første til de mange forskellige EU-retlige bestemmelser og dermed parametre, i forhold til hvilke det – som allerede anført i nærværende doms præmis 65 – skal vurderes, om de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter er proportionale, og for det andet til nødvendigheden af i denne forbindelse også at tage hensyn til andre bestemmelser i direktiv 96/92 og 2003/54, som omtales nedenfor, skal nævnte proportionalitetsvurdering udsættes til et senere tidspunkt i gennemgangen.
– Om artikel 3, stk. 2 og 3, i direktiv 96/92 og artikel 3, stk. 2 og 8, i direktiv 2003/54 om offentlige serviceforpligtelser
87 Både artikel 3, stk. 2, i direktiv 96/92 og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/54 tillader medlemsstaterne at pålægge selskaberne i elektricitetssektoren offentlige serviceforpligtelser bl.a. vedrørende miljøbeskyttelse, herunder klimabeskyttelse.
88 Som Kommissionen har gjort gældende, forekommer dette således at være tilfældet med de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, for så vidt som disse pålægger samtlige distributionssystemoperatører, der er beliggende i Flandern, en forpligtelse til vederlagsfrit at distribuere den grønne elektricitet, som producenterne direkte tilfører disse systemer eller distributionssystemer, der er beliggende i Belgien, med henblik på således at fremme en øget produktion af grøn elektricitet.
89 I denne henseende skal det dog for det første fremhæves, således som det fremgår af de i nærværende doms præmis 87 nævnte bestemmelser, at de offentlige serviceforpligtelser, der indføres i henhold hertil, skal være ikke-diskriminerende. Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/54 tilføjer desuden, at nævnte forpligtelser skal sikre EU-elektricitetsselskaber lige adgang til de nationale forbrugere.
90 Selv om samtlige distributionssystemoperatører forekommer at være omfattet af de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, således at der ikke synes at kunne iagttages nogen forskelsbehandling mellem disse distributionssystemoperatører, er det desuden allerede blevet anført i nærværende doms præmis 82, at disse forskrifter ikke desto mindre medfører, at elektricitet leveret af leverandørerne kun fritages for distributionsafgifter, hvis denne elektricitet er grøn elektricitet, der direkte tilføres et system, der er beliggende i den omhandlede region, eller et distributionssystem, der er beliggende i den medlemsstat, som denne region tilhører, og at elektricitetsleverandørerne således behandles forskelligt, bl.a. afhængig af, hvor den grønne elektricitet, som de sælger, kommer fra. Nævnte forskelsbehandling kan således påvirke EU-elektricitetsselskabernes lige adgang til de nationale forbrugere som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/54.
91 Det fremgår desuden ganske vist af artikel 3, stk. 8, i direktiv 2003/54, at medlemsstaterne, til forskel fra den ordning, der var fastsat i henhold til direktiv 96/92 for så vidt angår artikel 3, stk. 3, og artikel 16 heri (jf. i denne henseende dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 65), gives mulighed for at undlade at anvende bestemmelserne i artikel 20 i direktiv 2003/54, der fastsætter en ikke-diskriminerende adgang for tredjeparter til transmissions- og distributionssystemerne, hvis anvendelsen af sidstnævnte bestemmelse retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser, der således er pålagt elektricitetsselskaberne. Domstolen har dog allerede fastslået, at medlemsstaterne for således at kunne fravige forskrifterne i artikel 20 i direktiv 2003/54 bl.a. skal prøve, om systemoperatørernes opfyldelse af deres offentlige serviceforpligtelser kan sikres gennem andre midler, som ikke krænker tredjeparters ret til adgang til systemerne, der udgør en af de rettigheder, som er fastsat i direktiv 2003/54 (dom af 22.5.2008, citiworks, C-439/06, EU:C:2008:298, præmis 60).
92 Desuden bemærkes for det andet, at de offentlige serviceforpligtelser, der er indført i henhold til direktiv 96/92 og 2003/54, således som det fremgår af artikel 3, stk. 2, i hver af de nævnte direktiver, skal indføres under fuld iagttagelse af de relevante traktatbestemmelser, herunder ikke kun EF-traktatens artikel 90 (nu artikel 86 EF), som artikel 3, stk. 2, i hver af de nævnte direktiver henviser til, men også EF-traktatens artikel 30 (nu artikel 28 EF) og EF-traktatens artikel 36 (efter ændring nu artikel 30 EF) vedrørende varers frie bevægelighed, således som det bl.a. fremgår af 3., 15. og 19. betragtning til direktiv 96/92.
93 Hvad angår artikel 86 EF har Domstolen allerede fastslået, at selv om artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/54, sammenholdt med nævnte traktatbestemmelse, tillader, at virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, pålægges forpligtelser vedrørende navnlig fastsættelse af prisen for levering af elektricitet, skal de nationale bestemmelser, som pålægger sådanne forpligtelser, være egnede til at sikre gennemførelsen af de mål, som de forfølger, og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå disse mål for at opfylde proportionalitetskriteriet (jf. dom af 21.12.2011, Enel Produzione, C-242/10, EU:C:2011:861, præmis 55).
94 Hvad angår vurderingen af proportionaliteten af de i hovedsagen omhandlede regionale foranstaltninger er det dog allerede anført i nærværende doms præmis 65 og 86, at denne, henset til de forskellige EU-retlige bestemmelser, der skal tages i betragtning i nævnte vurdering, foreløbig skal udsættes.
95 Hvad angår artikel 28 EF og 30 EF, som de offentlige serviceforpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, i henholdsvis direktiv 96/92 og 2003/54 også skal tage hensyn til, vil disse blive behandlet herefter.
Artikel 28 EF og 30 EF
96 Som det følger af Domstolens faste praksis, omfatter artikel 28 EF, idet den forbyder foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner mellem medlemsstaterne, enhver af medlemsstaternes bestemmelser, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Fællesskabet (jf. bl.a. dom af 11.7.1974, Dassonville, 8/74, EU:C:1974:82, præmis 5, af 1.7.2014, Ålands Vindkraft, C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 66, og af 11.9.2014, Essent Belgium, C-204/12 – C-208/12, EU:C:2014:2192, præmis 77).
97 Det må imidlertid fastslås, at lovgivning som de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, i det mindste indirekte og potentielt, kan hindre import af elektricitet, navnlig grøn, fra andre medlemsstater.
98 Under henvisning til bl.a. den omstændighed, at en sådan lovgivning tilskynder operatørerne, navnlig elektricitetsleverandørerne, til at købe grøn elektricitet, der er produceret i den pågældende region eller i den medlemsstat, som regionen tilhører, på grund af den økonomiske fordel, der følger af den vederlagsfrie distribution af denne elektricitet, skal en sådan lovgivning således betegnes som foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner som omhandlet i artikel 28 EF (jf. analogt dom af 5.6.1986, Kommissionen mod Italien, 103/84, EU:C:1986:229, præmis 2 og 24 samt den deri nævnte retspraksis).
99 Hvad angår regionen Flanderns og VREG’s påstand om, at enhver eventuel hindring for elektricitetens frie bevægelighed i den foreliggende sag ville være forholdsvis begrænset, bl.a. fordi mængden af grøn elektricitet, der blev produceret i Flandern på det pågældende tidspunkt stadig var forholdsvis beskeden, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det – selv hvis det skulle vise sig, at det faktisk forholdt sig som påstået – under alle omstændigheder forholder sig således, at en national foranstaltning ikke falder uden for det i artikel 28 EF opstillede forbud, alene fordi den skabte hindring for importen er beskeden, og fordi der findes andre muligheder for at afsætte de importerede produkter (jf. bl.a. dom af 5.6.1986, Kommissionen mod Italien, 103/84, EU:C:1986:229, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
100 Ifølge fast retspraksis kan en national lovgivning, som udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, desuden ikke desto mindre være begrundet i et af de almene hensyn, som er opregnet i artikel 30 EF, eller i tvingende hensyn. I begge tilfælde skal den nationale foranstaltning, i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, den forfølger, og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for, at formålet opfyldes (jf. bl.a. dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft, C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).
101 Nationale foranstaltninger, der kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet, kan således bl.a. være begrundet i tvingende miljøbeskyttelseshensyn, herunder i ønsket om at fremme brugen af vedvarende energikilder til fremstilling af elektricitet, hvilket som allerede nævnt i nærværende doms præmis 84 bidrager til nævnte beskyttelse, og som desuden også vedrører beskyttelsen af menneskers og dyrs liv og sundhed samt bevaring af plantevækster, der udgør de tvingende almene hensyn i artikel 30 EF (jf. i denne retning bl.a. dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft, C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 77-80 og den deri nævnte retspraksis).
102 På denne baggrund står det fortsat tilbage at vurdere, om regionale forskrifter som de i hovedsagen omhandlede er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
Om proportionalitetsprincippet
103 Som det fremgår af nærværende doms præmis 63, 85, 93 og 100, afhænger foreneligheden af regionale forskrifter som de hovedsagen omhandlede med bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, og artikel 4 i direktiv 2001/77, artikel 3, stk. 2, og artikel 16 i direktiv 96/92, artikel 3, stk. 2 og 8, og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54 samt artikel 28 EF og 30 EF, i det foreliggende tilfælde af, om nævnte forskrifter opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet.
104 Som det er anført i nærværende doms præmis 100, kræver dette, at de nævnte regionale forskrifter både er egnet til at opnå de mål, som de forfølger, og hvis lovlighed i det foreliggende tilfælde allerede er blevet fastslået i nærværende doms præmis 54, 84 og 101, nemlig at fremme en øget produktion af grøn elektricitet, og at de er nødvendige med henblik herpå.
105 I denne henseende bemærkes indledningsvis, således som Domstolen allerede har anført, at den omstændighed, at en national støtteordning er udformet på en måde, der direkte begunstiger produktionen af grøn elektricitet og ikke blot forbruget heraf, kan forklares med bl.a., at elektricitetens karakter af grøn energi kun vedrører produktionsmetoden, og det således især er i produktionsfasen, at de miljømæssige mål, der er forbundet med en reducering af drivhusgasemissioner, faktisk kan forfølges (jf. dom af 11.9.2014, Essent Belgium, C-204/12 – C-208/12, EU:C:2014:2192, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).
106 Det skal desuden fremhæves, som det allerede er anført i nærværende doms præmis 62, at det følger af artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/77, sammenholdt med samme direktivs artikel 4, at de nationale støtteordninger for elektricitetsproducenter, der er omhandlet i sidstnævnte artikel, og som bl.a. har til formål at medvirke til medlemsstaternes virkeliggørelse af deres respektive vejledende, nationale mål, der påhviler dem i henhold til nævnte direktiv, i princippet skal føre til en forøgelse af den nationale produktion af grøn elektricitet (jf. dom af 26.11.2014, Green Network, C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
107 Denne omstændighed, bl.a. sammenholdt med det forhold, at EU-retten ikke har foretaget en harmonisering af de nationale støtteordninger for grøn elektricitet, medfører, at det i princippet er tilladt for medlemsstaterne at begrænse sådanne ordninger til grøn elektricitet, der er produceret på deres område (jf. analogt vedrørende direktiv 2009/28 dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft, C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 94 og 97-99).
108 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de nationale støtteordninger for produktionen af grøn elektricitet er egnet til at opnå målet om at øge en sådan produktion, har Domstolen bl.a. fastslået, at en forpligtelse til køb til fastsatte mindstepriser af grøn elektricitet bibringer producenterne af denne form for elektricitet en vis økonomisk fordel, idet den risikofrit sikrer dem højere fortjeneste, end de ellers ville have kunnet opnå (dom af 13.3.2001, PreussenElektra, C-379/98, EU:C:2001:160, præmis 54).
109 Domstolen har desuden udtalt sig om nationale støtteordninger ved brug af en ordning med såkaldte »grønne certifikater« og fastslået, at elektricitetsleverandørernes forpligtelse til at erhverve en kvote af sådanne certifikater hos elektricitetsproducenterne bl.a. skulle sikre de nævnte producenter en vis efterspørgsel på de certifikater, de er tildelt, og på denne måde fremme afsætningen af grøn energi, som de producerer til en højere pris end markedsprisen på ordinær energi. Domstolen har i denne henseende bl.a. fremhævet, at der således ikke synes at kunne sås tvivl om den ansporende virkning, som en sådan ordning har på elektricitetsproducenter i almindelighed, til at få dem til at øge deres produktion af grøn elektricitet, og dermed heller ikke om denne ordnings egnethed til at opnå de lovlige mål, der forfølges i det foreliggende tilfælde (jf. dom af 11.9.2014, Essent Belgium, C-204/12 – C-208/12, EU:C:2014:2192, præmis 109 og 110 samt den deri nævnte retspraksis).
110 Sådanne støtteordninger til grøn energi, hvortil produktionsomkostningerne stadig forekommer forholdsvis høje i forhold til omkostningerne ved elektricitet, der er produceret fra ikke-vedvarende energikilder, har i det væsentlige til formål på lang sigt at fremme investeringer i nye anlæg ved at give producenterne visse garantier med hensyn til den fremtidige afsætning af deres produktion af grøn elektricitet (jf. dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft, C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 103).
111 Hvad i den foreliggende sag angår ordningen om vederlagsfri distribution af grøn elektricitet som indført ved de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter bemærkes indledningsvis, at denne ordning – til forskel fra de nationale støtteordninger for grøn elektricitet i form af købsforpligtelse eller grønne certifikater som nævnt i ovenstående præmisser – ikke har til formål at give en direkte støtte til producenterne af grøn elektricitet.
112 Som det allerede er anført i nærværende doms præmis 61, udgør den vederlagsfrie distribution af grøn elektricitet primært en økonomisk fordel for leverandøren af nævnte elektricitet, der eventuelt og bl.a. på grund af den salgspris, som leverandøren opkræver forbrugeren for elektriciteten, også i et vist omfang og indirekte kan gavne forbrugeren.
113 En sådan støtteordning giver derimod ingen vished for, at den økonomiske fordel, som den således yder leverandørerne, i sidste ende rent faktisk og hovedsageligt kommer producenterne af grøn elektricitet til gode, herunder navnlig de mindre lokale produktionsanlæg, som regionen Flandern har bekræftet at ville støtte, og som ikke både handler som producent og leverandør.
114 Det overskud, som sådanne producenter af grøn elektricitet eventuelt kan drage af nævnte økonomiske fordel, vil afhænge af diverse udsving på markedet, såsom elektricitetspriserne på markedet, udbud og efterspørgsel eller endog styrkeforholdene mellem de tilstedeværende operatører, samt i hvilket omfang leverandørerne er indstillet på at lade nævnte fordel komme producenterne til gavn.
115 Henset til den således både indirekte, usikre og vilkårlige karakter af den eventuelle støtte, som den i hovedsagen omhandlede vederlagsfrie ordning måtte resultere i for selve producenten af grøn elektricitet, bemærkes dog, at selve denne ordnings egnethed til at opnå det i den foreliggende sag forfulgte lovlige formål, som på en effektiv måde skal tilskynde operatørerne til at producere mere grøn elektricitet på trods af de meromkostninger, som karakteriserer denne, ved at bidrage til, at medlemsstaterne forfølger de vejledende produktionsmål, som de i denne henseende er pålagt i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/77, ikke er påvist.
116 På grund af denne både indirekte, usikre og vilkårlige karakter – og eftersom der desuden fandtes andre midler, såsom f.eks. tildeling af grønne certifikater, som for deres vedkommende på en sikker og effektiv måde bidrager til at forfølge formålet om at øge produktionen af grøn elektricitet, herunder uden at dette kommer til at skade indførelsen af tredjeparters frie adgang til distributionssystemerne på ikke-diskriminerende betingelser som bl.a. fastsat i artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, der er en af de grundlægende foranstaltninger for gennemførelsen af det indre marked for elektricitet – bemærkes, at regionale forskrifter som de i hovedsagen omhandlede ikke opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, og at den skade, som de påfører nævnte frie adgang og den frie bevægelighed for varer, derfor ikke kan begrundes i nævnte formål.
117 Henset til det ovenstående bemærkes, at eftersom regionale forskrifter som de i hovedsagen omhandlede ikke opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, tilsidesætter bestemmelserne både artikel 28 EF og 30 EF samt artikel 3, stk. 2, og artikel 16 i direktiv 96/92, artikel 3, stk. 2 og 8, og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54 og artikel 3 og 4 i direktiv 2001/77.
Om artikel 12 EF
118 Henset dels til det anførte i nærværende doms ovenstående præmis, hvoraf det følger, at regionale forskrifter som de i hovedsagen omhandlede i princippet tilsidesætter bl.a. artikel 28 EF og 30 EF, dels til, at den forelæggende ret ikke har redegjort for, hvorfor den mener, at nævnte forskrifter medfører forskelsbehandling på grundlag af nationalitet som omhandlet i artikel 12 EF, er det ufornødent for Domstolen at tage stilling til denne sidste bestemmelse i forbindelse med den foreliggende sag.
119 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at bestemmelserne i artikel 28 EF og 30 EF, sammenholdt med artikel 3, stk. 2 og 8, og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54, artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 16 i direktiv 96/92 samt artikel 3, 4 og 7 i direktiv 2001/77, skal fortolkes således, at de er til hinder for forskrifter som de i hovedsagen omhandlede regionale forskrifter, som fastsætter en ordning med vederlagsfri distribution af grøn elektricitet via de distributionssystemer, der er beliggende i den omhandlede region, samtidig med at den begrænser adgangen til denne ordning til for så vidt angår den første af de regionale forskrifter kun at omfatte den grønne elektricitet, der direkte tilføres de nævnte distributionssystemer af produktionsanlæg, og til for så vidt angår den anden af de regionale forskrifter kun at omfatte den grønne elektricitet, som sådanne anlæg direkte tilfører distributionssystemer, der er beliggende i den medlemsstat, som nævnte region tilhører.
Sagens omkostninger
120 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Bestemmelserne i artikel 28 EF og 30 EF, sammenholdt med artikel 3, stk. 2 og 8, og artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF, artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet samt artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet skal fortolkes således, at de er til hinder for forskrifter såsom besluit van de Vlaamse regering tot wijziging van het besluit van de Vlaamse regering van 28 september 2001 (den flamske regerings bekendtgørelse om ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 28.9.2001) af 4. april 2003 og besluit van de Vlaamse regering inzake de bevordering van elektriciteitsopwekking uit hernieuwbare energiebronnen (den flamske regerings bekendtgørelse om fremme af produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder) af 5. marts 2004, som fastsætter en ordning med vederlagsfri distribution af grøn elektricitet via de distributionssystemer, der er beliggende i den omhandlede region, samtidig med at den begrænser adgangen til denne ordning til for så vidt angår den første bekendtgørelse kun at omfatte den grønne elektricitet, der direkte tilføres de nævnte distributionssystemer af produktionsanlæg, og til for så vidt angår den anden bekendtgørelse kun at omfatte den grønne elektricitet, som sådanne anlæg direkte tilfører distributionssystemer, der er beliggende i den medlemsstat, som nævnte region tilhører.
Underskrifter