FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

V. TRSTENJAK

fremsat den 18. maj 2010 ¹(1)

Sag C-585/08

Peter Pammer

mod

Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG

og

sag C-144/09

Hotel Alpenhof GesmbH

mod

Oliver Heller

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig))

»Forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 3 – kompetence i sager om forbrugeraftaler – en virksomhed rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat – adgang til et netsted på internettet – aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold – fragtskibsrejse«

Indhold

I –   Indledning

II – Relevante retsforskrifter

A –   Forordning nr. 44/2001

B –   Rom I-forordningen

C –   Direktiv 90/314

III – Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger i hovedsagen og præjudicielle spørgsmål

A –   Pammer-sagen

B –   Hotel Alpenhof-sagen

IV – Retsforhandlingerne for Domstolen

V –   Parternes argumenter

A –   Aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold (første præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen)

B –   En virksomhed rettet mod en medlemsstat, hvori forbrugeren har bopæl (andet præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen, eneste præjudicielle spørgsmål i Hotel Alpenhof-sagen)

C –   Formidlerens rolle (Pammer-sagen)

VI – Generaladvokatens vurdering

A –   Indledning

B –   Aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold (første spørgsmål i Pammer-sagen)

C –   Virksomhed, der er rettet mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl (andet præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen, eneste præjudicielle spørgsmål i Hotel Alpenhof-sagen)

1.     Betingelserne for anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001

a)     Indgåelse af en aftale

b)     Indgåelse af en forbrugeraftale, som er omfattet af den erhvervsdrivendes erhvervsvirksomhed

c)     Udøvelse af en virksomhed i forbrugerens medlemsstat eller virksomhed, der er rettet mod denne stat

2.     Fortolkning af begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand

a)     Terminologisk, teleologisk, historisk og systematisk fortolkning af begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand

b)     Kriterier, der gør det muligt at afgøre, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod en medlemsstat i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand

c)     Spørgsmålet om muligheden for udtrykkeligt at udelukke, at virksomheden er rettet mod visse medlemsstater

3.     Konklusion

VII – Forslag til afgørelse

I –    Indledning

1.        Den foreliggende sag vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) (herefter »forordning nr. 44/2001«). Det væsentligste spørgsmål i sagen er, hvorledes artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes, nærmere bestemt hvorledes man skal fortolke det begreb, hvorefter en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed, »retter« (dirige, ausrichtet, directs) sådan virksomhed mod den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller mod flere medlemsstater inklusive denne medlemsstat. Den nationale ret har nemlig i både Hotel Alpenhof-sagen og Pammer-sagen spurgt, om det er tilstrækkeligt for, at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er rettet mod en medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand, at der er adgang til netstedet på internettet i forbrugerens bopælsmedlemsstat. Pammer-sagen rejser endvidere det spørgsmål, om en (turist)rejse ombord på et fragtskib kan anses for omfattet af en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, i den i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

2.        Det er bestemt ikke første gang, at Domstolen, som i de foreliggende sager, skal fortolke artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 (3), men den skal for første gang fortolke begrebet virksomhed »rettet« mod forbrugerens bopælsmedlemsstat. Litteraturen har allerede længe gjort opmærksom på problemet med fortolkning af dette begreb (4), og retterne i visse medlemsstater har også allerede haft anledning til at fortolke det (5). Fortolkningen af dette begreb er særlig vigtig, når en aktivitet på internettet er rettet mod forbrugerens medlemsstat, fordi denne aktivitet har visse specifikke kendetegn, der skal tages hensyn til ved fortolkningen af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Internettets særegenhed er, at forbrugerne generelt kan få adgang til en erhvervsdrivendes netsted fra hele verden, og en meget snæver fortolkning af begrebet virksomhed rettet mod fører til, at det forhold, at der er oprettet et netsted, i sig selv betyder, at den erhvervsdrivende har rettet sin virksomhed mod forbrugerens bopælsstat. Der skal derfor ved fortolkningen af begrebet virksomhed rettet mod foretages en afvejning af beskyttelsen af den forbruger, som i medfør af forordning nr. 44/2001 har ret til specielle kompetenceregler, og følgerne for den erhvervsdrivende, på hvilken disse specielle kompetenceregler kun kan finde anvendelse, hvis han bevidst har valgt at rette sin virksomhed mod forbrugerens medlemsstat.

3.        Jeg ønsker også i indledningen at anføre, at der ligeledes stilles nye retlige spørgsmål med udviklingen af nye metoder til kommunikation og indgåelse af aftaler. Artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er et godt eksempel på et svar på denne udvikling, fordi den blev ændret i forhold til artikel 13, stk. 1, nr. 3, i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter »Bruxelleskonventionen« (6)), for at garantere forbrugerne en bedre beskyttelse i forhold til de nye kommunikationsmidler og udviklingen af den elektroniske handel. Da forordning nr. 44/2001 åbner mulighed for, at forbrugeren kan sagsøge og blive sagsøgt i vedkommendes bopælsmedlemsstat, selv i tilfælde af indgåelse af aftaler via internettet, er denne bestemmelse blevet tilpasset udviklingen af nye teknologier, men dette har på samme tid rejst nye spørgsmål om fortolkningen af bestemmelsen. I de foreliggende sager skal Domstolen besvare et af disse spørgsmål om fortolkningen af forordning nr. 44/2001.

II – Relevante retsforskrifter

A –    Forordning nr. 44/2001

4.        Artikel 2 i forordning nr. 44/2001 bestemmer i kapitel II (Kompetence), afdeling 1 (Almindelige bestemmelser):

»1.      Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

[…]«

5.        Artikel 5 i forordning nr. 44/2001 bestemmer i kapitel II (Kompetence), afdeling 2 (Specielle kompetenceregler):

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

1. a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

[…]«

6.        Artikel 15 og 16 i forordning nr. 44/2001 bestemmer i kapitel II (Kompetence), afdeling 4 (Kompetence i sager om forbrugeraftaler):

»Artikel 15

1.      I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5):

a)      når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater

b)      når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande

c)      i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.

[…]

3.      Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.

Artikel 16

1.      Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2.      Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.

[…]«

B –    Rom I-forordningen

7.        Det er i 24. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (7) (herefter »Rom I-forordningen«) anført:

»Særligt hvad angår forbrugeraftaler bør lovvalgsreglen åbne mulighed for at mindske omkostningerne ved bilæggelse af tvister i disse sager, der ofte drejer sig om ubetydelige beløb, og tage hensyn til udviklingen i fjernsalgsteknikkerne. Af hensyn til overensstemmelsen med forordning (EF) nr. 44/2001 er det nødvendigt dels at lægge begrebet »det land, virksomheden er rettet mod« til grund som betingelse for anvendelse af forbrugerbeskyttelsesreglen, dels at sikre, at dette begreb fortolkes ensartet i forordning (EF) nr. 44/2001 og nærværende forordning, hvorved bemærkes, at det i en fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen angående artikel 15 i forordning (EF) nr. 44/2001 anføres, at det for at artikel 15, stk. 1, litra c), finder anvendelse, »ikke er tilstrækkeligt, at en virksomhed retter sine aktiviteter mod forbrugerens domicilland eller mod flere medlemsstater, heriblandt forbrugerens domicilland, der skal også være indgået en kontrakt som led i disse aktiviteter«. I erklæringen erindres der videre om, at den omstændighed, »at der er adgang til et netsted på internettet, ikke er tilstrækkeligt til, at artikel 15 finder anvendelse, det kræves også, at der på dette netsted opfordres til at indgå fjernkontrakter, og at der faktisk er indgået en fjernkontrakt, uanset hvordan det er sket. I den forbindelse er det sprog eller den valuta, der benyttes på internet-siden, ikke relevant«.«

C –    Direktiv 90/314

8.        Det bestemmes i artikel 2 i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (8) (herefter »direktiv 90/314«):

»I dette direktiv forstås ved:

1.      pakkerejse: en på forhånd fastlagt kombination af mindst to af nedenstående elementer, der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris, og når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning:

a)      transport

b)      indkvartering

c)      andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.

[…]«

III – Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger i hovedsagen og præjudicielle spørgsmål

A –    Pammer-sagen

9.        Retsforhandlingerne i hovedsagen er mellem Peter Pammer (sagsøger), der har bopæl i Østrig, og selskabet Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG (sagsøgte), der har hjemsted i Tyskland, og vedrører tilbagebetalingen af et beløb, som Peter Pammer betalte for en skibsrejse, som han ikke deltog i.

10.      Peter Pammer havde ved selskabet Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG reserveret en skibsrejse for to personer fra Trieste til Østasien med afrejse i slutningen af januar 2007 og med en samlet pris af 8 510,00 EUR. Han reserverede rejsen gennem selskabet Internationale Frachtschiffreisen Pfeiffer GmbH, der har hjemsted i Tyskland, og som udbyder denne rejseform via internettet, også på det østrigske marked.

11.      Beskrivelsen af skibet og rejsen på det formidlende selskabs netsted svarede ikke til de faktiske forhold. I stedet for den reserverede dobbeltkahyt blev der stillet en enkeltkahyt, hvori ventilationsanlægget ikke virkede, til kundens rådighed. På skibet manglede der bl.a. – i modsætning til det på netstedet angivne – udendørs swimmingpool, sportslokale, tv-anlæg, der virkede, og solvogne på dækket. Endvidere var muligheden for landgang meget begrænset. Peter Pammer nægtede derfor at påbegynde rejsen med fragtskibet. Eftersom selskabet Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG kun tilbagebetalte en del af det beløb, der var betalt for rejsen, anlagde Peter Pammer sag ved de østrigske retter med påstand om betaling af det resterende beløb 5 294,00 EUR. Sagsøgte gjorde under retsforhandlingerne en indsigelse gældende om manglende international og stedlig kompetence hos den ret, som sagen var indbragt for.

12.      Førsteinstansen erklærede, at den havde international og stedlig kompetence. Den udtalte, at den omtvistede aftale var en forbrugeraftale eller en aftale om en pakkerejse, og at det formidlende selskab Internationale Frachtschiffreisen Pfeiffer GmbH havde reklameret for sin virksomhed via internettet, også i Østrig, for sagsøgtes regning. Appelinstansen tog den af Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG iværksatte appel til følge. Appelinstansen fandt ikke, at der var stedlig kompetence og forkastede sagen. Peter Pammer har iværksat en revisionsanke til prøvelse af appelinstansens afgørelse ved Oberster Gerichtshof (herefter »den forelæggende ret«).

13.      Den forelæggende ret har i sin afgørelse udtrykt tvivl vedrørende kriterierne for definition af en aftale som en aftale om en »pakkerejse« og har understreget, at det i den foreliggende sag ikke er klart, i hvilket omfang de faktiske forhold er sammenlignelige med et krydstogt, som efter flertallets opfattelse skal behandles som en »pakkerejse«. Hvis denne sag vedrører en aftale om en pakkerejse, og kompetencen skal fastlægges på baggrund af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, skal de betingelser, hvorunder det skal antages, at en person, der udøver erhvervsvirksomhed, retter denne mod en medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, klarlægges. Den forelæggende ret har i denne henseende understreget, at de lavere instanser i denne sag ikke nøjagtigt fastslog, hvordan aftalen blev indgået. De fastslog end ikke arten og omfanget af samarbejdet mellem sagsøgte og formidleren.

14.      Under disse omstændigheder har den forelæggende ret ved afgørelse af 6. november 2008 udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Udgør en »fragtskibsrejse« en pakkerejse som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (»Bruxelles I-forordningen«)?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er det tilstrækkeligt til, at der er tale om en virksomhed, der er »rettet mod« [forbrugerens bopælsmedlemsstat] som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i Bruxelles I-forordningen, at der er adgang til en formidlers netsted på internettet?«

B –    Hotel Alpenhof-sagen

15.      Retsforhandlingerne i hovedsagen er mellem selskabet Hotel Alpenhof GesmbH (sagsøger), der har hjemsted i Østrig, og Oliver Heller (sagsøgte), der har bopæl i Tyskland, og vedrører betalingen af et beløb på 5 248,30 EUR for modtagne hotelydelser.

16.      Sagsøgte forespurgte om et hotels tilbud på hotellets netsted, hvortil der ligeledes var adgang i Tyskland. Sagsøgtes forespørgsel om reservation af værelser til flere personer i perioden fra den 29. december 2007 til den 5. januar 2008, sagsøgerens tilbud og sagsøgtes accept af tilbuddet skete pr. e-mail. Det er ubestridt, at sagsøgerens e-mail-adresse var angivet på netstedet. Sagsøgte modtog hotelydelser i den anførte periode, men sagsøgte rejste uden at betale herfor. Sagsøgte betalte udelukkende et forskud på 900 EUR. Sagsøgeren har derfor anlagt sag med påstand om betaling af det resterende beløb.

17.      Under retsforhandlingerne i hovedsagen gjorde sagsøgte en indsigelse gældende om manglende international og stedlig kompetence hos den ret, som sagen var indbragt for, fordi han som forbruger kun kan sagsøges i Tyskland. Første- og andeninstansen erklærede, at de ikke havde international kompetence, og afviste sagen. Sagsøgeren har derfor iværksat en revisionsanke ved den forelæggende ret.

18.      Under disse omstændigheder har den forelæggende ret ved afgørelse af 26. marts 2009 udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det tilstrækkeligt til, at der er tale om en virksomhed, der er »rettet mod« [forbrugerens bopælsmedlemsstat], som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (forordning nr. 44/2001, kaldet »Bruxelles I«), at der er adgang til forbrugerens kontraktpartners netsted på internettet?«

IV – Retsforhandlingerne for Domstolen

19.      Domstolen modtog forelæggelsesafgørelsen i Pammer-sagen den 24. december 2008 og i Hotel Alpenhof-sagen den 24. april 2009. I de to sager har den østrigske, den tjekkiske og den luxembourgske regering samt Kommissionen indgivet skriftlige indlæg. I Pammer-sagen har Peter Pammer og den polske og den italienske regering også indgivet skriftlige indlæg, mens der i Hotel Alpenhof-sagen er indgivet skriftlige indlæg af dette selskab og den nederlandske regering og Det Forenede Kongeriges regering. I retsmødet den 16. marts 2010 afgav Peter Pammer, Hotel Alpenhof, Oliver Heller, den østrigske, tjekkiske og nederlandske regering samt Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen mundtlige indlæg og besvarede Domstolens spørgsmål.

V –    Parternes argumenter

A –    Aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold (første præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen)

20.      Peter Pammer, den østrigske, den tjekkiske, den italienske, den luxembourgske og den polske regering samt Kommissionen er af den opfattelse, at en aftale, der ikke kun dækker en rejse på flere dage, men ligeledes indkvartering og andre tjenesteydelser, skal anses for en »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold« i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

21.      Ifølge Peter Pammer, den østrigske, den tjekkiske og den italienske regering samt Kommissionen omfatter begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold«, »pakkerrejser« i den i artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314 omhandlede forstand. De har støttet deres standpunkt på en henvisning til Rom I-forordningen, der i artikel 6, stk. 4, litra b), indeholder en tilsvarende bestemmelse, som udtrykkeligt henviser til definitionen i direktiv 90/314. Kommissionen har på samme måde også i begrundelsen for forslaget til forordning nr. 44/2001 (9) henvist til definitionen af »pakkerejse« i direktiv 90/314 ved fortolkningen af artikel 15, stk. 3.

22.      Den luxembourgske og den polske regering er derimod af den opfattelse, at der ikke ses nogen grund til, at der skulle være en sådan forbindelse med definitionen i direktiv 90/314, fordi lovgiver i forordning nr. 44/2001 kunne have henvist direkte til direktivet eller gentage dets ordlyd.

B –    En virksomhed rettet mod en medlemsstat, hvori forbrugeren har bopæl (andet præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen, eneste præjudicielle spørgsmål i Hotel Alpenhof-sagen)

23.      Peter Pammer, Oliver Heller, den østrigske, den tjekkiske, den italienske og den polske regering samt Kommissionen har understreget, at formålet med artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er forbrugerbeskyttelse, og de har foreslået en udvidende fortolkning af begrebet virksomhed rettet mod en medlemsstat.

24.      Oliver Heller er af den opfattelse, at begrebet rettet mod skal fortolkes udvidende. Dette fremgår efter hans opfattelse af ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, hvorefter den erhvervsdrivende kan rette sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat »på en hvilken som helst måde«. Uafhængigt af, om netstedet er interaktivt eller passivt, kan den erhvervsdrivende rette sin virksomhed via dette netsted, hvis han præsenterer sine varer og tjenesteydelser på det, og han udbyder dem derfor på denne måde til forbrugeren. Oliver Heller har ligeledes understreget, at den udvidende fortolkning af begrebet rettet mod ikke har negative følger for det indre marked, men derimod opfordrer forbrugerne til at gennemføre grænseoverskridende transaktioner på internettet, fordi de ved, at de kan sagsøge og blive sagsøgt ved retterne i deres bopælsmedlemsstat.

25.      Efter den østrigske regerings opfattelse er det ikke nødvendigt, at de oplysninger, der er til rådighed på internettet, er årsagen til aftalens indgåelse. Årsagsforbindelsen kan vise sig at være vanskelig at bevise, hvilket er i strid med forbrugerbeskyttelsen. Måden, hvorpå aftalen indgås (ved fjernsalg eller personligt), kan ikke spille den mindste rolle. Den erhvervsdrivende skal påregne muligheden for at blive sagsøgt i alle medlemsstaterne, medmindre han udtrykkeligt anfører, at han ikke indgår aftaler med forbrugere, der har bopæl i bestemte medlemsstater. Den østrigske regering er ligeledes af den opfattelse, at en aftales konkrete indgåelse – i modsætning til det i Kommissionens og Rådets fælles erklæring anførte (10) – ikke kan være en betingelse for fastlæggelsen af kompetencen på grundlag af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, fordi det ikke følger af denne artikels ordlyd, og det i øvrigt er i strid med forordningens formål.

26.      Ifølge den tjekkiske regering er den blotte mulighed for adgang til et netsted ikke tilstrækkelig til at fastlægge kompetencen på grundlag af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Det forholder sig tværtimod således, at betingelsen om, at aftalen henhører under erhvervsvirksomheden, også skal være opfyldt.

27.      Ifølge den italienske regering er den blotte mulighed for adgang til den erhvervsdrivendes netsted endnu ikke tilstrækkelig til, at vedkommendes virksomhed er rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat. Forbrugeren skal tværtimod, for at denne betingelse er opfyldt, modtage et tilbud om indgåelse af en aftale, og aftalen skal faktisk være indgået. Ifølge den italienske regering skal der ved denne vurdering tages hensyn til princippet om god tro.

28.      Efter den polske regerings opfattelse skal den nationale ret ved vurderingen af betingelsen, om den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens medlemsstat, tage hensyn til indholdet af den erhvervsdrivendes netsted og bedømme, om denne side er rettet mod forbrugeren og giver ham mulighed for at indgå en aftale via internettet. Det forhold, at der blot findes et netsted, er ifølge den polske regering ikke tilstrækkeligt til, at en virksomhed er rettet mod forbrugerens medlemsstat. Det er ved fortolkningen af artikel 15 i forordning nr. 44/2001 nødvendigt – således som det fremgår af Domstolens dom i Gabriel-sagen (11) vedrørende fortolkning af Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3 – at efterprøve, om aftaleindgåelsen i forbrugerens bopælsmedlemsstat blev fremmet ved reklamering generelt i pressen, i radio eller fjernsyn, i biografer eller på enhver anden måde, i kataloger eller gennem individuelle salgstilbud fremsat over for forbrugeren.

29.      Ifølge Kommissionen er den blotte mulighed for adgang til netstedet i forbrugerens bopælsmedlemsstat ikke i sig selv tilstrækkelig til at konkludere, at der er tale om en virksomhed, der er rettet mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl. Kommissionen har i øvrigt anført, at den blotte angivelse af en e-mail-adresse ikke er tilstrækkelig til, at der er tale om virksomhed, der er rettet mod medlemsstaten, i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. Hvis artiklen fortolkes på den måde, at angivelse af e-mail-adressen er tilstrækkelig til, at virksomheden er rettet mod, kan kompetencen for så vidt angår alle netsteder fastlægges på grundlag af denne artikel, fordi e-mail-adressen skal være angivet i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c), i direktivet om elektronisk handel (12). Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at retningslinjerne for vertikale begrænsninger (13), der sondrer mellem »aktivt« salg og »passivt« salg, er uden relevans for fortolkningen af begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

30.      Kommissionen har også understreget, at den nationale ret skal bestemme, om den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, ved at tage hensyn til alle den konkrete sags omstændigheder. Følgende omstændigheder er vigtige i denne sag: i) erhvervsvirksomhedens art og netstedets præsentationsmåde (14), ii) angivelsen af et telefonnummer med et internationalt opkaldsnummer, iii) en forbindelse til et rejseplansprogram og iv) muligheden for »søg/reservation«, hvorved det kan efterprøves, om der er værelser til rådighed i en bestemt periode.

31.      Ifølge selskabet Hotel Alpenhof, den luxembourgske og den nederlandske regering samt Det Forenede Kongeriges regering skal begrebet rettet mod ikke underlægges en udvidende fortolkning.

32.      Hotel Alpenhof er af den opfattelse, at selskabets virksomhed ikke er rettet mod en anden medlemsstat i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. Selskabet har understreget, at dets netsted ikke er interaktivt, og at der ikke er mulighed for at foretage en reservation direkte herigennem. Selskabet har anført, at der skal tages hensyn til internettets særegenheder, som ikke gør det muligt at begrænse oplysningerne til det østrigske marked.

33.      Den luxembourgske regering har gjort opmærksom på det farlige i en udvidende fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. En udvidende fortolkning fører til en situation, hvori muligheden for en tvist i alle medlemsstaterne fratager en virksomhed lysten til at udbyde sine varer og tjenesteydelser på det indre marked, og følgen heraf er, at gennemførelsen af de grundlæggende friheder vanskeliggøres yderligere. Hvis en virksomhed under sådanne omstændigheder nøjagtigt skal angive, at dens varer og tjenesteydelser ikke er rettet mod de forbrugere, der har bopæl i visse medlemsstater, medfører det et forskelligt udbud alt efter, hvilket område der er tale om, og at fællesmarkedet smuldrer bort. Kravet om præcise oplysninger hvad angår forbrugerne i de medlemsstater, hvor varerne og tjenesteydelserne udbydes, kan være i strid med artikel 20 i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked (15), som forbyder forskelsbehandling af tjenesteydelsesmodtageren på baggrund af nationalitet eller bopæl. Ifølge den luxembourgske regering skal anvendelsen af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 begrænses til særlige tilfælde, hvor en virksomhed aktivt, individuelt og præcist henvender sig til en given forbruger eller en gruppe af forbrugere. Det forhold, at virksomheden er til stede på internettet, at der er adgang til tilbuddet, og at der er mulighed for at indgå grænseoverskridende kommercielle transaktioner på det indre marked på internettet, udgør ikke et sådant særligt tilfælde.

34.      Den nederlandske regering har understreget, at der ved fortolkningen af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 skal foretages en afvejning af interessen hos den forbruger, der ønsker, at retten på hans bopæl har kompetence, og interessen hos den erhvervsdrivende, der har en interesse i, at denne ret ikke har kompetence, hvis han ikke bevidst har besluttet, at hans virksomhed ligeledes er rettet mod eller udøves i denne medlemsstat. Ifølge den nederlandske regering er følgende kriterier vigtige ved definitionen af en virksomhed, der er rettet mod forbrugerens medlemsstat: i) et interaktivt netsted er tilgængeligt online i modsætning til et passivt netsted, hvorpå den erhvervsdrivendes e-mail-adresse er offentliggjort, ii) afsendelse af en e-mail til forbrugeren for at gøre vedkommende opmærksom på den erhvervsdrivendes netsted, iii) fakturering af yderligere omkostninger til forbrugere, der stammer fra visse medlemsstater, f.eks. forsendelsesomkostninger, iv) erhvervelse af et varemærke, der anvendes i en bestemt medlemsstat, v) rejsebeskrivelse fra en medlemsstat til det sted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin virksomhed og iv) angivelse af et telefonnummer til brug for forbrugerne i udlandet. Ifølge den nederlandske regering skal den nationale ret i hvert individuelt tilfælde bedømme, om den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat.

35.      Den nederlandske regering er derimod af den opfattelse, at anvendelsen af et sprog, en valuta og det forhold, at flere netsteder gøres tilgængelige online med forskellige »topdomænenavne« (f.eks. ».nl« eller ».co.uk«), ikke er relevante kriterier.

36.      Det Forenede Kongeriges regering har henledt opmærksomheden på de kriterier, der efter dens opfattelse skal tages hensyn til ved vurderingen af spørgsmålet, om virksomheden er rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat: i) anvendelse af netstedet til reklamering rettet mod andre medlemsstaters statsborgere eller den udtrykkelige omtale af andre medlemsstaters statsborgere med f.eks. kommentarer fra brugere af varen eller tjenesteydelsen, ii) betaling af søgemaskiner til reklamering for virksomhedens netsted blandt links i forskellige medlemsstater og iii) det forhold, at netstederne rettes mod forbrugerne i andre medlemsstater ved anvendelse af portaler for hele Europa; forbrugerne skal som hovedregel angive, hvor de bor, og derefter ledes de mod det tilsvarende netsted.

C –    Formidlerens rolle (Pammer-sagen)

37.      Eftersom Peter Pammer reserverede sin rejse gennem en formidler, har visse af parterne ligeledes givet udtrykt for deres opfattelse vedrørende formidlerens rolle. Den tjekkiske, den luxembourgske, den østrigske og den polske regering er af den opfattelse, at det ikke er af betydning, om netstedet forvaltes af formidleren eller af den erhvervsdrivende selv. Kommissionen har forsvaret det synspunkt, at indgåelsen af en aftale via en formidler ikke udgør en hindring for anvendelsen af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, hvis formidleren handler i den erhvervsdrivendes navn, og den erhvervsdrivende har godkendt aftalens indgåelse med forbrugeren.

VI – Generaladvokatens vurdering

A –    Indledning

38.      Denne sag rejser to retlige problemer. For det første rejser Pammer-sagen spørgsmålet om fortolkningen af begrebet aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold i medfør af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001. Forbrugeren indgik nemlig en aftale om transport med fragtskib til Østasien, som ikke kun dækkede transporten, men også opholdet, og spørgsmålet er derfor, om denne aftale kan forstås som en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.

39.      For det andet rejser de to sager, Pammer-sagen og Hotel Alpenhof-sagen, spørgsmålet om fortolkningen af begrebet rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. Domstolen skal i disse to sager først fortolke denne artikel, der er blevet voldsomt drøftet under lovgivningsproceduren og senere i erhvervslivet samt i litteraturen, navnlig på grund af spørgsmålet om udstrækningen af begrebet rettet mod.

40.      I mit forslag til afgørelse vil jeg først behandle spørgsmålet om fortolkningen af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, der kun er stillet i Pammer-sagen, og dernæst spørgsmålet om fortolkningen af begrebet rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

B –    Aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold (første spørgsmål i Pammer-sagen)

41.      Den forelæggende ret har med det første spørgsmål i Pammer-sagen i det væsentlige spurgt, om en aftale vedrørende tilrettelæggelse af en rejse med et fragtskib som den i den pågældende sag omhandlede, er en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, i den i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. Svaret på dette spørgsmål har betydelige følger for forbrugeren, fordi kompetencereglerne vedrørende forbrugeraftaler i forordning nr. 44/2001 i medfør af dennes artikel 15, stk. 3, ikke finder anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold. Dette spørgsmål skal efter min opfattelse besvares bekræftende på grundlag af en terminologisk og teleologisk fortolkning af denne artikel.

42.      Den terminologiske fortolkning af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 fører allerede til den konklusion, at en aftale vedrørende tilrettelæggelse af en rejse ombord på et fragtskib som i denne sag udgør en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, i den i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren reserverede en skibsrejse fra Trieste til Østasien, som ikke alene dækkede transporten, men også omfattede indkvartering, og for hvilken han havde betalt en samlet pris.

43.      Man kan efter min opfattelse nå til den samme konklusion på grundlag af en teleologisk fortolkning af denne artikel. Formålet med artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 er at udelukke, at kompetencen fastlægges på grundlag af bestemmelser om forbrugeraftaler, hvis hovedformål er transport. Forbrugeren i denne sag indgik ikke aftalen for (udelukkende) at blive transporteret med et fragtskib til Østasien og retur, men derimod for – som observatør eller turist – at opleve livet ombord på et fragtskib (hverdagslivet, at lasten lastes og losses) og at se byer, hvor et fragtskib lægger til. Rejsearrangøren er i øvrigt ikke kun ansvarlig for transportens kvalitet, men også for indkvarteringens kvalitet.

44.      Det er derfor min opfattelse, at det første spørgsmål i Pammer-sagen skal besvares således, at en aftale vedrørende tilrettelæggelse af en rejse om bord på et fragtskib som omhandlet i denne sag er en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

45.      Selv om jeg allerede har besvaret dette spørgsmål på grundlag af den terminologiske og teleologiske fortolkning, er det min opfattelse, at det argument, som visse af sagens parter har fremsat, og hvorefter begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold«, i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes på samme måde som begrebet »pakkerejse« i artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314 (16). I medfør af artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314 betyder en »pakkerejse« en på forhånd fastlagt kombination af mindst to af nedenstående elementer, der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris, når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning: a) transport, b) indkvartering og c) andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering. Der skal ved vurderingen af spørgsmålet om identisk fortolkning tages udgangspunkt i de forberedende arbejder til forordning nr. 44/2001 og i større sammenhæng i de EU-bestemmelser, hvori dette begreb er anvendt.

46.      Der skal ved fortolkningen af begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold« først tages hensyn til betragtningerne til forslaget til forordning nr. 44/2001, hvori Kommissionen udtrykkeligt karakteriserer en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, som en aftale vedrørende en pakkerejse, og henviser til direktiv 90/314 (17). Betragtningerne til forslaget til forordning nr. 44/2001 godtgør derfor, at begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold« skal fortolkes på samme måde som begrebet »pakkerejse« i direktiv 90/314’s forstand.

47.      I den større sammenhæng med EU-bestemmelserne skal der tages hensyn til analogien med Romkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (herefter »Romkonventionen«) (18) og med Rom I-forordningen, som erstattede denne konvention. Romkonventionen fastsatte nemlig i artikel 5, stk. 5, samme undtagelse som i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001. Romkonventionens artikel 5, der regulerede den lov, der skulle finde anvendelse på forbrugeraftaler, bestemte i artikel 5, at dette særlige regelsæt finder anvendelse på aftaler, som til en samlet pris kombinerer rejse og indkvartering, men transportaftaler var i medfør af artikel 5, stk. 4, litra a), udelukket fra dette særlige regelsæt. Anvendelsen af en terminologi med samme betydning i Romkonventionen og den senere gentagelse i forordning nr. 44/2001 godtgør utvivlsomt lovgivers hensigt om at fortolke begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold«, på samme måde i forbindelse med de to bestemmelser (19).

48.      Dette krav om ensartet fortolkning gælder ligeledes efter vedtagelsen af Rom I-forordningen. Rom I-forordningen bestemmer i artikel 6, stk. 4, litra b), at de særbestemmelser, der gælder for forbrugeraftaler, ikke finder anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler om pakkerejser i direktiv 90/314’s forstand. Rom I-forordningen udgør derfor et skridt fremad i forhold til forordning nr. 44/2001, der blev vedtaget forinden, og hvori direktiv 90/314 ikke er omtalt. Der skal imidlertid i denne henseende tages hensyn til to fortolkningsprincipper. Der skal for det første tages hensyn til kontinuiteten i fortolkningen mellem Romkonventionen og Rom I-forordningen. Selv om Rom I-forordningen udtrykkeligt henviser til direktiv 90/314, skal de to bestemmelser fortolkes på samme måde, fordi direktiv 90/314 endnu ikke var vedtaget på Rom-konventionens vedtagelsestidspunkt. Der skal for det andet tages hensyn til kravet om ensartet fortolkning af forordning nr. 44/2001 og Rom I-forordningen. Begrebet transportaftaler, der udgør en del af forbrugeraftalerne, skal fortolkes på samme måde i de to bestemmelser. Det er nemlig i syvende betragtning til Rom I-forordningen anført, at det materielle anvendelsesområde og bestemmelserne bør stemme overens med forordning nr. 44/2001.

49.      Det er derfor min opfattelse, at begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold«, i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes på samme måde som begrebet »pakkerejse« i artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314 (20).

50.      Uafhængigt af spørgsmålet om identisk fortolkning af disse to begreber – og således som det allerede er blevet anført i punkt 44 i dette forslag til afgørelse – skal det første præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen besvares således, at en aftale om tilrettelæggelse af en rejse ombord på et fragtskib som omhandlet i denne sag er en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, i den i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

C –    Virksomhed, der er rettet mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl (andet præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen, eneste præjudicielle spørgsmål i Hotel Alpenhof-sagen)

51.      Den forelæggende ret har med det andet præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen og det eneste præjudicielle spørgsmål i Hotel Alpenhof-sagen spurgt, om det for, at en virksomhed i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand er rettet mod en medlemsstat, er tilstrækkeligt, at netstedet for den person, der udøver erhvervsvirksomhed, og med hvem forbrugeren indgår aftalen, er tilgængelig på internettet i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl. Hertil kommer spørgsmålet om, i hvilket omfang begrebet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, hvorefter den erhvervsdrivende retter virksomheden mod forbrugerens bopælsmedlemsstat eller mod flere medlemsstater, herunder sidstnævnte medlemsstat, skal fortolkes udvidende. I forbindelse med elektronisk handel er det væsentligt at fastlægge de kriterier, på grundlag af hvilke grænsen skal opstilles mellem netsteder, hvorigennem den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, og de netsteder, der ikke har dette formål.

52.      Inden jeg begynder at analysere de præjudicielle spørgsmål, vil jeg undersøge de betingelser, der skal være opfyldt ved fastlæggelsen af kompetencen i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001.

1.      Betingelserne for anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001

53.      Der skal være opfyldt fire betingelser for, at artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse.

a)      Indgåelse af en aftale

54.      Den første betingelse er, at der skal være indgået en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. Dette fremgår for det første allerede af ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, som finder anvendelse »i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med […] forbrugeren« (21). Dette følger for det andet også af Ilsinger-dommen (22), hvor Domstolen understregede, at artikel 15 i forordning nr. 44/2001 kun finder anvendelse, hvis det omhandlede søgsmål har forbindelse til en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende (23). Betingelsen for indgåelse af aftalen i forbindelse med denne artikel er, at parterne på grundlag af et tilbud og en accept heraf når frem til en frivillig overenskomst om at indgå aftalen (24). Således som Domstolen allerede har understreget i Ilsinger-dommen, er det i øvrigt ikke nødvendigt, at der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale (25).

55.      I forbindelse med betingelsen om indgåelse af en aftale skal også behandles spørgsmålet, om aftalen skal være et fjernsalg for, at kompetencen kan fastlægges i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Selv om indgåelsen af en aftale om fjernsalg er omtalt i forbindelse med denne artikels anvendelse i Rådets og Kommissionens fælles erklæring (26) og i 24. betragtning til Rom I-forordningen, som gentager den fælles erklæring (27), opstilles der ikke samme betingelse i henhold til ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Det er min opfattelse, at en sådan betingelse – frem for alt i tilfælde som de, der skal undersøges i denne sag – kan være problematisk (28). En forbruger kan f.eks. kun gennemføre reservationen af hotelydelser eller turistmæssige ydelser ved fjernsalg, mens aftalen indgås senere på det sted, hvor tjenesteydelserne leveres. Efter min opfattelse skal kompetencen også i dette tilfælde fastlægges på grundlag af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001.

56.      I de to foreliggende sager skal den forelæggende ret dermed bedømme, om betingelsen om indgåelse af en aftale i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand er opfyldt (29).

b)      Indgåelse af en forbrugeraftale, som er omfattet af den erhvervsdrivendes erhvervsvirksomhed

57.      Den anden betingelse for anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er, at aftalen er indgået mellem en forbruger og en person, der udøver erhvervsvirksomhed (erhvervsdrivende (30)). Den forelæggende ret skal også vedrørende dette spørgsmål bedømme, om de materielle betingelser i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er opfyldt (31).

58.      Den tredje betingelse for anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er, at aftalen skal være omfattet af den erhvervsdrivendes erhvervsvirksomhed. Den nationale ret skal også vedrørende denne betingelse foretage den relevante vurdering (32).

c)      Udøvelse af en virksomhed i forbrugerens medlemsstat eller virksomhed, der er rettet mod denne stat

59.      Den fjerde betingelse for anvendelse af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er, at den erhvervsdrivende skal udøve erhvervsvirksomhed i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, eller han skal på en hvilken som helst måde rette virksomheden mod denne medlemsstat eller mod flere stater, herunder denne stat. Opfyldelsen af denne betingelse er kernen i de præjudicielle spørgsmål i de foreliggende sager og kræver en analyse af realiteten, som jeg nedenfor vil redegøre for.

2.      Fortolkning af begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand

60.      Kernen i analysen i de foreliggende sager er dermed vurderingen af spørgsmålet, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat eller mod flere stater, herunder denne stat. I forbindelse med fortolkningen af begrebet rettet mod i medfør af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 skal der tages hensyn til flere elementer. Det skal først ved hjælp af forskellige fortolkningsmetoder fastslås, i hvilket omfang fortolkningen af dette begreb skal være udvidende. Dernæst skal fastslås de kriterier, der er relevante for vurderingen af spørgsmålet, om den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat via et netsted.

61.      I forbindelse med analysen af omfanget af fortolkningen af begrebet rettet mod i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 skal der frem for alt tages stilling til to spørgsmål. For det første skal der gives et svar på spørgsmålet, om den blotte adgang til et netsted er tilstrækkelig til, at en virksomhed er rettet mod medlemsstaten i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. For det andet skal det undersøges, om der ved fortolkningen af dette begreb skal sondres mellem såkaldte interaktive netsteder og passive netsteder. Interaktive netsteder gør det muligt direkte at indgå en aftale over internettet, mens passive netsteder ikke muliggør dette (33).

a)      Terminologisk, teleologisk, historisk og systematisk fortolkning af begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand

62.      Forordning nr. 44/2001 indeholder ingen definition af begrebet rettet mod. I medfør af Domstolens faste praksis skal fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, som ikke er defineret i fællesskabsretten, ske efter deres normale mening i sædvanlig sprogbrug, idet der tages hensyn til den generelle sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (34). Henset til denne retspraksis og angivelserne fra de foreliggende sagers parter, skal der efter min opfattelse følges fire veje ved fortolkningen: for det en første terminologisk fortolkning, herunder den sædvanlige betydning af udtrykket rettet mod, for det andet en teleologisk fortolkning, for det tredje en historisk fortolkning og for det fjerde en systematisk fortolkning af dette begreb.

63.      Man kan på grundlag af en terminologisk fortolkning fastslå, at den sædvanlige betydning af begrebet virksomhed, der er rettet mod en medlemsstat eller flere medlemsstater, er, at den erhvervsdrivende aktivt sørger for, at forbrugerne med bopæl i denne stat eller disse stater indgår aftaler med ham (35). Der kræves dermed en aktiv adfærd fra den erhvervsdrivende, hvis formål og resultat er at opnå kunder fra andre medlemsstater (36). En fortolkning, hvorefter en adgang til netstedet i forbrugerens bopælsmedlemsstat er tilstrækkelig til, at virksomheden er rettet mod denne stat, fratager begrebet rettet mod enhver betydning. Man kan dermed ud fra den sædvanlige betydning af begrebet rettet mod fastslå, at netstedets blotte tilgængelighed ikke er tilstrækkelig til, at den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat. Samtidig afslører den terminologiske fortolkning intet element til støtte for det synspunkt, at der ved fortolkningen af dette begreb skal sondres mellem interaktive og passive netsteder, fordi artiklens ordlyd ikke omtaler forskellige former for netsteder.

64.      I forbindelse med en teleologisk fortolkning af begrebet rettet mod skal der, således som den nederlandske regering med rette har understreget, foretages en afvejning af interessen hos forbrugeren, der ønsker, at retten på hans bopæl er kompetent, og interessen hos den erhvervsdrivende, som søger at opnå, at denne ret ikke er kompetent, hvis han ikke bevidst har rettet sin virksomhed mod denne medlemsstat eller udøver virksomheden i denne stat. Artiklens formål er dermed at garantere forbrugeren en særlig kompetenceregel, når forbrugeraftalen har en tilstrækkelig forbindelse med forbrugerens bopælsmedlemsstat. Samtidig skal der i forbindelse med fortolkningen af denne artikel gives den erhvervsdrivende mulighed for at undgå eventuelt at skulle sagsøge og blive sagsøgt i forbrugerens bopælsmedlemsstat ved ikke at rette virksomhed mod forbrugerens medlemsstat og dermed ikke etablere den nødvendige forbindelse med denne stat. Hvis lovgiver havde ønsket at opnå, at kompetencen fastlægges på grundlag af særregler for forbrugeraftaler allerede på det grundlag, at netstedet er tilgængeligt på internettet, ville denne ikke have opstillet den betingelse for disse bestemmelsers anvendelse, at virksomheden skal være rettet mod medlemsstaten, men derimod blot, at der findes et netsted (37). Man kan derfor på grundlag af en teleologisk fortolkning nå til den konklusion, at netstedets blotte tilgængelighed ikke er tilstrækkelig til, at en virksomhed er rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

65.      Det er endvidere min opfattelse, at en teleologisk fortolkning er i modstrid med en sondring mellem interaktive og passive netsteder i forbindelse med en fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, dels fordi begrebet rettet mod ikke kan afhænge af spørgsmålet om det tekniske middel, hvormed aftalen er indgået (38), dels fordi sondringen mellem interaktive og passive netsteder er vanskelig i praksis (39).

66.      Det fremgår af den historiske fortolkning, at artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 erstattede bestemmelsen i Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, som fandt anvendelse på kontrakter vedrørende levering af tjenesteydelser eller varer, hvis der inden kontraktens indgåelse havde været et tilbud eller en særlig reklamering i forbrugerens bopælsmedlemsstat, eller hvis forbrugeren i denne stat havde gennemført de nødvendige handlinger for at indgå en kontrakt. Artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 blev ændret i forhold til Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, for at garantere forbrugerne en større beskyttelse, henset til de nye kommunikationsmidler og udviklingen af den elektroniske handel (40). Denne artikel i forordningen er affattet bredere end artiklen i konventionen i den forstand, at den ikke længere kun omhandler kontrakter om levering af tjenesteydelser eller varer, men tværtimod alle aftaler, og at den samtidig fjerner betingelsen om, at forbrugeren skal gennemføre de nødvendige handlinger til indgåelse af en kontrakt i bopælsmedlemsstaten. Det er imidlertid vanskeligt at fastlægge stedet, hvor handlingerne gennemføres, navnlig ved aftaler indgået via internettet. Det er derfor afgørende for at kunne fastslå en forbindelse mellem aftalen og forbrugerens bopælsmedlemsstat, at den erhvervsdrivende udøver sin virksomhed i den stat, hvor forbrugeren har bopæl, eller at han retter sin virksomhed mod denne stat. Begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand dækker dermed også, ud over de klassiske former for reklamering for den erhvervsdrivendes erhvervsvirksomhed i forbrugerens bopælsmedlemsstat, som allerede var medtaget i Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3 (41), det forhold, at virksomheden er rettet mod forbrugerens medlemsstat gennem et netsted (42).

67.      Selv om artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 blev ændret for at medtage aftaler indgået i forbindelse med elektronisk handel, kan man ikke uden, at der opstår tvivl, af den historiske fortolkning udlede betydningen og rækkevidden af begrebet rettet mod gennem et netsted. Under vedtagelsen af forordning nr. 44/2001 var ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra c), allerede omtvistet, og institutionerne kunne ikke blive enige om, i hvilket omfang begrebet rettet mod medlemsstaten skulle forstås udvidende. Herudover er det først og fremmest erhvervslivet, der har reageret negativt på artiklens vedtagelse på grund af frygt for, at en for vid fortolkning af begrebet rettet mod kunne afholde små og mellemstore virksomheder fra at anvende internettet til reklamering for eller markedsføring af deres virksomhed (43).

68.      I det første forslag til forordning (44) var ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra c), identisk med ordlyden i den nugældende forordning. Kommissionen anførte i betragtningerne til dette forslag, at begrebet udøvelse af virksomhed i en given medlemsstat eller virksomhed rettet mod en given medlemsstat er anvendt for, at denne artikel finder anvendelse på forbrugeraftaler, som indgås gennem et interaktivt netsted i forbrugerens bopælsmedlemsstat (45). Det blev endvidere anført i betragtningerne, at det blotte forhold, at forbrugeren fik kendskab til muligheden for at nyde godt af tjenesteydelser eller købe varer gennem et passivt netsted, ikke var tilstrækkeligt til at fastlægge kompetencen på grundlag af denne artikel (46). Man kan således af betragtningerne til forordningen udlede, at afgrænsningen mellem de netsteder, der er omfattet af begrebet rettet mod, og de, der ikke er omfattet af dette begreb, er kendetegnet ved netstedets interaktive karakter og dermed af det forhold, at netstedet muliggør direkte indgåelse af en aftale.

69.      Under lovgivningsprocessen udtalte det økonomiske og sociale udvalg sig til støtte for en opretholdelse af ordlyden af Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, mens Europa-Parlamentet foreslog en definition af begrebet rettet mod, hvorved dette begreb betød, at den erhvervsdrivende bevidst og i mærkbart omfang retter sin virksomhed mod en anden medlemsstat (47). Den nationale ret skal ved vurderingen af, om den erhvervsdrivende således retter sin virksomhed mod medlemsstaten, bedømme alle sagens omstændigheder, navnlig alle den erhvervsdrivendes forsøg på at hindre indgåelsen af aftaler med forbrugere, der har bopæl i bestemte medlemsstater (48). Kommissionen vedtog ikke denne definition i det ændrede forslag (49).

70.      På grund af en vis uenighed og unøjagtigheder vedrørende fortolkningen af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 vedtog Rådet og Kommissionen efter vedtagelsen af forordning nr. 44/2001 en fælles erklæring, hvori det er anført, at det blotte forhold, at der er adgang til et netsted, ikke er tilstrækkelig til, at artikel 15 i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse, men dette netsted skal tværtimod opfordre til indgåelse af kontrakter vedrørende fjernsalg, og at en kontrakt således faktisk skal være indgået ved fjernsalg. I denne henseende er sproget og valutaen på netstedet ikke et væsentligt element (50).

71.      Man kan dermed også ud fra en historisk fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 fastslå, at det forhold, at der er adgang til et netsted i forbrugerens bopælsmedlemsstat, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at virksomheden er rettet mod denne medlemsstat. Den historiske fortolkning er mindre klar hvad angår sondringen mellem interaktive og passive netsteder.

72.      I forbindelse med en systematisk fortolkning kan man antage, at forordning nr. 44/2001 skal fortolkes på samme måde som Rom I-forordningen (51). Det er nemlig anført i syvende betragtning til Rom I-forordningen, at »[d]enne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser« skal stemme overens med forordning nr. 44/2001. Domstolen skal dermed ved fortolkningen af begrebet rettet mod i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 være opmærksom på, at dette begreb ikke skal fortolkes således, at det modsiger Rom I-forordningens betydning og formål.

73.      Det er i 24. betragtning til Rom I-forordningen anført, at overensstemmelsen med forordning nr. 44/2001 kræver, at der henvises til begrebet »det land, virksomheden er rettet mod« »som betingelse for anvendelse af forbrugerbeskyttelsesreglen«, og at dette begreb skal være genstand for en fortolkning, der er ensartet med forordning nr. 44/2001 og Rom I-forordningen. I denne henseende henviser betragtningen udtrykkeligt til den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen angående artikel 15 i forordning nr. 44/2001, hvori det er anført, at »det for at artikel 15, stk. 1, litra c), finder anvendelse, ikke er tilstrækkeligt, at en virksomhed retter sine aktiviteter mod forbrugerens domicilland […] der skal også være indgået en kontrakt som led i disse aktiviteter«, og at »den omstændighed, at der er adgang til et netsted på internettet, ikke er tilstrækkeligt til, at artikel 15 finder anvendelse, det kræves også, at der på dette netsted opfordres til at indgå fjernkontrakter, og at der faktisk er indgået en fjernkontrakt«. »[D]et sprog eller den valuta, der benyttes på internetsiden, [er] ikke relevant«. Det fremgår dermed helt klart af denne betragtning, at det blotte forhold, at der er adgang til et netsted, ikke er tilstrækkeligt for anvendelse af artikel 15 i forordning nr. 44/2001. Der er endvidere i denne betragtning ingen sondring mellem interaktive og passive netsteder, og man kan dermed konkludere, at en erhvervsdrivende kan rette sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat med disse to former for netsteder (52).

74.      Man kan efter min opfattelse drage to konklusioner af den terminologiske, teleologiske, historiske og systematiske fortolkning af begrebet rettet mod i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Man kan for det første utvivlsomt fastslå, at det blotte forhold, at der er adgang til et netsted i forbrugerens bopælsmedlemsstat, ikke er tilstrækkeligt til, at virksomheden er rettet mod denne stat i artiklens forstand (53). Man kan for det andet fastslå – undtagen ud fra den historiske fortolkning – at spørgsmålet, om netstedet er interaktivt eller passivt, ikke er et væsentligt punkt ved vurderingen af, om virksomheden er rettet mod medlemsstaten i denne artikels forstand (54).

75.      Jeg vil herefter definere de vurderingskriterier, der gør det muligt at identificere, når en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat gennem et netsted.

b)      Kriterier, der gør det muligt at afgøre, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod en medlemsstat i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand

76.      Begrebet rettet mod er dermed ikke så bredt, at det blotte forhold, at der er adgang til et netsted, betyder, at virksomheden er rettet mod medlemsstaten. En virksomhed kan lige så vel være rettet via et interaktivt netsted som via et passivt netsted samtidig. Den nationale ret skal fastlægge grænsen mellem et netsted, hvorigennem en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, og et netsted, hvorigennem han ikke retter sin virksomhed, i hvert individuelt tilfælde (55), men Domstolen skal give retten klare kriterier, på grundlag af hvilke den kan bedømme, om den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat.

77.      Efter min opfattelse er flere kriterier relevante ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat.

78.      Der skal for det første tages hensyn til netstedets indhold på tidspunktet for aftalens indgåelse. Det skal vurderes, om det af netstedet fremgår, at den erhvervsdrivende bevidst har tilsigtet at indgå aftaler om fjernsalg med forbrugere, der har bopæl i andre medlemsstater: om han dermed indbyder og opfordrer dem til at indgå en aftale om fjernsalg. I denne henseende er følgende offentliggjorte oplysninger på netstedet relevante: angivelse af den internationale landekode foran telefonnummeret eller faxnummeret eller angivelse af et særligt telefonnummer for bistand eller oplysninger rettet mod forbrugere i udlandet (56), angivelse af ruteplan for at komme til det sted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin virksomhed, fra andre medlemsstater (f.eks. for vejtransport, internationale togforbindelser, angivelse af de nærmeste lufthavne), mulighed for at efterprøve, om der er en given vare på lager eller mulighed for levering af en given tjenesteydelse (57) og mulighed for, at en forbruger fra en anden medlemsstat abonnerer på nyheder om tjenesteydelser eller varer, som den erhvervsdrivende udbyder. Hvad angår interaktive netsteder er forbrugerens mulighed for i forbindelse med aftalens indgåelse at vælge mellem flere medlemsstater, herunder bopælsmedlemsstaten, ved angivelse af vedkommendes adresse f.eks. også relevant.

79.      Omvendt – således som Kommissionen med rette har anført – er den blotte angivelse af en e-mail-adresse på netstedet ikke tilstrækkelig til, at virksomheden er rettet mod medlemsstaten i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand. Angivelsen af en e-mail-adresse skal nemlig under alle omstændigheder sikres i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra c), i direktivet om elektronisk handel. På samme måde betyder angivelsen af andre oplysninger, som giver mulighed for hurtig kontakt og hurtig og effektiv kommunikation, ikke i sig selv, at virksomheden er rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, fordi der er tale om pligtmæssige angivelser (58). Hvis disse angivelser allerede var tilstrækkeligt til, at virksomheden var rettet mod medlemsstaten, ville ethvert netsted være omfattet af denne kategori, hvilket er i strid med formålet med artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001.

80.      Der skal endvidere tages hensyn til de kommercielle transaktioner, der tidligere er gennemført med forbrugere fra andre medlemsstater. Det skal bemærkes, om den erhvervsdrivende allerede tidligere har indgået aftaler med forbrugere fra andre medlemsstater (59). I forbindelse med dette kriterium rejses naturligt det spørgsmål, hvilken procentdel af kunder (forbrugere) en erhvervsdrivende skal have i en vis medlemsstat for, at man kan antage, at han retter sin virksomhed mod denne stat. Det er min opfattelse, at dette afhænger af sagens omstændigheder. Hvis den erhvervsdrivende sædvanligvis indgår aftaler om fjernsalg med forbrugere i en given medlemsstat, er der ikke tvivl om, at han retter sin virksomhed mod denne medlemsstat. Svaret på dette spørgsmål er vanskeligere, når den erhvervsdrivende kun har indgået en aftale med en enkelt forbruger fra en anden medlemsstat. Som hovedregel er indgåelsen af en aftale med en enkelt forbruger fra en bestemt medlemsstat i sig selv og uafhængigt af andre kriterier ikke tilstrækkeligt til, at virksomheden er rettet mod denne medlemsstat (60). Hvis man fortolker artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 således, at indgåelsen af en aftale allerede betyder, at virksomheden er rettet mod medlemsstaten (61), fratager man således begrebet rettet mod, der forudsætter, at den erhvervsdrivende gør en aktiv indsats for at indgå aftaler med forbrugere fra andre medlemsstater, enhver betydning. Hvis imidlertid andre kriterier bekræfter, at virksomheden er rettet mod en given medlemsstat, kan man argumentere for, at den erhvervsdrivende, eftersom han indgik en aftale med en forbruger fra en anden medlemsstat, har godtgjort, at han var rede til at rette sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat.

81.      Hvad angår det sprog, som netstedet præsenteres på, er det i Rådets og Kommissionens fælles erklæring om artikel 15 i forordning nr. 44/2001 (62), som er gentaget i 24. betragtning til Rom I-forordningen, anført, at det på netstedet anvendte sprog ikke er et væsentligt element. Man kan ikke desto mindre argumentere for, at sproget trods alt i visse situationer kan være et tegn på, at virksomheden er rettet mod en given medlemsstat eller flere medlemsstater. Efter min opfattelse kan sproget være et relevant kriterium ud fra to synspunkter.

82.      Hvis netstedet for det første udelukkende er præsenteret på et sprog, som ikke er særligt udbredt, og som kun er officielt sprog i en given medlemsstat, kan dette forhold være et tegn på, at den erhvervsdrivende kun retter sin virksomhed mod denne medlemsstat (63). Dette kriterium kan ganske vist være problematisk, fordi det rejser spørgsmålet, om et sådant netsted udelukkende er rettet mod forbrugerne i den medlemsstat, hvor dette sprog er det officielle sprog, eller ligeledes mod personer, der bor i andre medlemsstater og taler dette sprog (64). Man kan imidlertid svare på dette argument med en terminologisk fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001: I medfør af denne artikel skal den erhvervsdrivende rette sin virksomhed mod en bestemt medlemsstat og ikke mod en bestemt gruppe af forbrugere, der taler et bestemt sprog. Omvendt kan det ikke vedrørende netsteder, der præsenteres på et vidt udbredt sprog (65) eller på et sprog, der er det officielle sprog i flere medlemsstater (66), automatisk konkluderes, at den erhvervsdrivendes virksomhed ligeledes er rettet mod andre medlemsstater end hjemstedsstaten. Der skal i så fald foretages en vurdering på grundlag af alle tilgængelige elementer.

83.      For det andet er det efter min opfattelse relevant at vide, om et netsted, der er præsenteret på et givent sprog, gør det muligt at skifte sprog. Dette forhold er relevant, fordi der er tale om et tegn på, at den erhvervsdrivende også retter sin virksomhed mod andre medlemsstater. Med muligheden for at ændre sproget viser den erhvervsdrivende, at han bevidst ønsker, at forbrugere fra andre medlemsstater også indgår aftaler med ham (67).

84.      Det skal endvidere undersøges, om anvendelsen af et »topdomænenavn« (top-level-domain) i et givent land (68) kan være et relevant kriterium. I modsætning til den nederlandske regerings opfattelse er det min opfattelse, at dette kriterium kan være relevant ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod en bestemt medlemsstat, men der skal i denne anledning tages hensyn til to omstændigheder. På den ene side er angivelsen af en medlemsstats internetdomæne et klart tegn på, at den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod dette domænes medlemsstat. Hvis den erhvervsdrivende – som f.eks. selskabet Frachtschiffreisen Pfeiffer i Pammer-sagen – opretter et netsted under domænet ».de«, betyder det nødvendigvis, at vedkommendes virksomhed er rettet mod det tyske marked. På den anden side udelukker anvendelsen af en medlemsstats internetdomæne ikke, at virksomheden er rettet mod en anden medlemsstat. Hvis en erhvervsdrivende f.eks. opretter et netsted under domænet ».de«, og andre kriterier klart viser, at den erhvervsdrivende ligeledes retter sin virksomhed mod andre medlemsstater, må det antages, at hans virksomhed ikke kun er begrænset til Tyskland.

85.      Kriteriet om angivelse af medlemsstatens internetdomæne er i praksis frem for alt relevant i de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende, der har hjemsted i en given medlemsstat, anvender domænet for en anden medlemsstat, hvor han ikke har hjemsted (69). Hvis f.eks. en erhvervsdrivende, der har hjemsted i Det Forenede Kongerige, opretter et netsted under domænet ».es«, er det åbenbart, at han (også) retter sin virksomhed mod det spanske marked. Der skal i denne henseende tages hensyn til det forhold, at visse erhvervsdrivende opretter flere nationale netsteder for at reklamere for deres virksomhed. Forbrugeren ledes ofte via en portalside til netstedet med domænet for vedkommendes bopæl. I så fald retter den erhvervsdrivende som hovedregel sin virksomhed mod det pågældende domænes medlemsstat via en given medlemsstats internetdomæne. Det skal imidlertid i hvert individuelt tilfælde bedømmes, om han også retter sin virksomhed mod andre medlemsstater.

86.      På samme måde kan anvendelsen af et domænenavn, der er neutralt ud fra et nationalitetssynspunkt (70), være et tegn på, at den erhvervsdrivende ikke kun retter sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor han har hjemsted, men derimod også mod andre medlemsstater, men dette er ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod alle de andre medlemsstater. Også i dette tilfælde skal der tages hensyn til netstedets indhold, og det skal på grundlag af alle kriterierne bedømmes, hvilke stater den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod.

87.      Det skal endvidere efterprøves, om der – således som Kommissionen har anført – ved vurderingen af, hvor virksomheden er rettet mod, tages hensyn til den form for virksomhed, som den erhvervsdrivende udøver. Kommissionen har f.eks. anført, at der i tilfælde af en erhvervsvirksomhed, der typisk udøves i et lokalt miljø, ikke er tale om, at virksomheden er rettet mod andre medlemsstater. Jeg kan ikke tilslutte mig dette argument. Uafhængigt af virksomhedens form kan en erhvervsdrivende ligeledes vælge f.eks. at sælge varer (71) eller at levere tjenesteydelser (72) til forbrugere fra andre medlemsstater. Virksomhedens form er derfor efter min opfattelse ikke afgørende.

88.      Der skal endvidere ses på, om den erhvervsdrivende gennem de forskellige tekniske muligheder, som internettet tilbyder ham, tilsigter at gøre brug af dem således, at forbrugerne fra bestemte medlemsstater får oplysning om hans udbud, og de derfor indgår kontrakter med ham. Det kan f.eks. ske ved angivelse af kommercielle links på netsteder, der fremkommer på grundlag af en søgning ved hjælp af en søgemaskine i en given medlemsstat, eller ved vinduer, der fremkommer, når der gås ind på et netsted i en given medlemsstat (pop-up-vinduer). Det skal også undersøges, om den erhvervsdrivende med elektronisk post sender forbrugere fra visse medlemsstater et link til vedkommendes netsted, eller om de opfordres til at indgå en aftale om fjernsalg, uden at forbrugerne har bedt herom (73). I tilfælde af en sådan afsendelse af elektronisk post er det efter min opfattelse ikke væsentligt, om den erhvervsdrivende ved, hvilken medlemsstat forbrugeren har bopæl i. Hvis den erhvervsdrivende sender uanmodet elektronisk post, må han efter min opfattelse påregne at sagsøge og blive sagsøgt i en hvilken som helst medlemsstat.

89.      Det er ligeledes relevant at vide, om en erhvervsdrivende, der har et netsted, retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat via andre reklamemidler: hvis han f.eks. har registreret sit netsted i et netstedregister, eller hvis han har reklameret for sin virksomhed i pressen, i radioen, i fjernsynet eller med andre midler. I så fald er der ganske vist ikke tale om, at virksomheden er rettet mod medlemsstaten via et netsted, men derimod om, at virksomheden er rettet mod medlemsstaten med andre midler, men – således som det allerede er understreget (74) – finder artikel 1, stk. 1, litra c), ligeledes anvendelse i dette tilfælde.

90.      Jeg ønsker endelig videre at understrege, at de omtalte kriterier ikke er udtømmende, og at der ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, altid skal tages hensyn til alle kriterierne og ikke kun til visse af dem.

c)      Spørgsmålet om muligheden for udtrykkeligt at udelukke, at virksomheden er rettet mod visse medlemsstater

91.      Endelig skal der også være en kort analyse af spørgsmålet, om en erhvervsdrivende udtrykkeligt kan angive på netstedet, at han ikke retter sin virksomhed mod visse medlemsstater, eller at han kun retter den mod visse medlemsstater (»disclaimer«) (75). Dette spørgsmål er ikke udtrykkeligt stillet i de foreliggende sager, fordi sådanne angivelser ikke findes på de erhvervsdrivendes netsteder. Jeg tilsigter derfor herefter kun at skitsere de mulige retninger ved behandlingen af dette spørgsmål, som er ganske komplekst.

92.      Hvis man for det første stiltiende anerkender, at virksomheden er rettet (eller ikke er rettet) mod visse medlemsstater på grund af, at den erhvervsdrivende former netstedets indhold på en bestemt måde, ser jeg ingen grund til, at man ikke også skulle tillade den erhvervsdrivende udtrykkeligt at udelukke (eller bekræfte), at virksomheden er rettet mod visse medlemsstater. Det er i denne henseende vigtigt, at den erhvervsdrivendes adfærd faktisk er i overensstemmelse med angivelserne på netstedet. Hvis den erhvervsdrivende angiver på netstedet, at han ikke retter sin virksomhed mod bestemte medlemsstater, men han derefter alligevel indgår aftaler med forbrugere i disse medlemsstater, kan han ikke påberåbe sig en udtrykkelig angivelse om, at han ikke retter sin virksomhed mod disse medlemsstater.

93.      For det andet forekommer synspunktet, hvorefter de erhvervsdrivende skal have muligheden for udtrykkeligt at udelukke, at virksomheden er rettet mod visse medlemsstater, frem for alt for at undgå søgsmål i disse medlemsstater, fordi muligheden for søgsmål i disse medlemsstater ellers ville afholde dem fra at udøve elektronisk handel, for snævert.

94.      Der skal for det første tages hensyn til det forhold, at man indtil nu inden for rammerne af EU-retten har vedtaget et stort antal instrumenter, som letter bilæggelsen af grænseoverskridende tvister og grænseoverskridende tvangsfuldbyrdelse, f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (76), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (77) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (78). Forordning nr. 44/2001 indeholder også bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (79). Formålet med disse forordninger er at forenkle og fremskynde bilæggelsen af grænseoverskridende tvister og at mindske omkostningerne herved (80) eller at muliggøre, at betalingspåkrav, domme, retlige transaktioner og notardokumenter (81) frit kan bevæge sig. Det er derfor min opfattelse, at frygten for, at små og mellemstore virksomheder, blot fordi der er en mulighed for, at de sagsøges i andre medlemsstater, ikke vælger at udøve elektronisk handel, og at de dermed skal have mulighed for udtrykkeligt at udelukke, at deres virksomhed er rettet mod, er overdrevet (82).

95.      Der skal for det andet tages hensyn til det forhold, at årsagerne til, at en erhvervsdrivende vil udelukke, at hans virksomhed er rettet mod andre medlemsstater, kan være meget forskellige, og at disse årsager kan begrunde muligheden for at udelukke, at virksomheden er rettet mod andre medlemsstater. Den erhvervsdrivende vil måske ikke rette sin virksomhed mod andre medlemsstater, fordi han i hjemstedsmedlemsstaten har faste og loyale kunder, og han ikke ønsker at udvide sin virksomhed. Han ønsker måske at begrænse leveringen af tjenesteydelser til udelukkende hans egen medlemsstat, fordi transportomkostningerne til andre medlemsstater er for høje, og det ganske enkelt ikke er rentabelt for ham ud fra et kommercielt synspunkt. Den erhvervsdrivende kan f.eks. have den klare kommercielle strategi, at han ønsker at styrke sin konkurrenceevne i en given region – f.eks. i Benelux-landene – og dermed ønsker udelukkende at handle med kunder i disse stater. Er beslutningen om, at virksomheden skal være rettet mod et begrænset område, ikke den erhvervsdrivendes egen erhvervsmæssige beslutning, som han skal have ret til at træffe, naturligvis på den betingelse, at den er i overensstemmelse med bestemmelserne om konkurrencebeskyttelse? Kan man reelt kræve af den erhvervsdrivende, at han potentielt også handler med forbrugere i andre medlemsstater, ved at fratage ham muligheden for på netstedet udtrykkeligt at angive de medlemsstater, som han retter sin virksomhed mod?

96.      For det tredje skal den luxembourgske regerings argument, hvorefter den udtrykkelige angivelse på netstedet om, at virksomheden kun er rettet mod visse medlemsstater, kan være i strid med artikel 10 i tjenesteydelsesdirektivet, som forbyder forskelsbehandling på grundlag af tjenesteydelsesmodtagerens nationalitet eller bopæl, behandles med en vis varsomhed.

97.      Der skal for det første tages hensyn til det forhold – ud over spørgsmålet, i hvilket omfang tjenesteydelsesdirektivet i det hele taget kan være relevant (83) – at dette direktiv, således som det fremgår af artikel 20, er rettet mod medlemsstaterne. Man kan dermed udelukkende efterprøve, om denne artikel er i strid med nationale bestemmelser, som tillader en udtrykkelig angivelse på netstedet, og hvorefter det er udelukket, at virksomheden er rettet mod visse medlemsstater.

98.      Der skal for det andet tages hensyn til det forhold, at tjenesteydelsesdirektivets artikel 20, stk. 2, åbner op for muligheden for forskellige betingelser for adgang til tjenesteydelser på grundlag af tjenesteydelsesmodtagerens nationalitet eller bopæl, hvis disse forskelle er berettigede på grundlag af objektive kriterier. Tjenesteydelsesdirektivets artikel 20 tillader dermed en forskellig behandling, der er objektivt berettiget, på grundlag af tjenesteydelsesmodtagerens nationalitet eller bopæl, hvilket skal bedømmes i hvert individuelt tilfælde (84).

99.      Det er derfor min opfattelse, at de erhvervsdrivende i princippet skal have mulighed for udtrykkeligt på netstedet at angive de medlemsstater, som virksomheden er rettet mod (85), og det skal i hvert enkelt tilfælde under hensyn til de konkrete omstændigheder undersøges, om en sådan udelukkelse er (eller ikke er) i overensstemmelse med bestemmelserne i EU-retten.

3.      Konklusion

100. På baggrund af bemærkningerne i punkt 50-99 i dette forslag til afgørelse er det min opfattelse, at det andet præjudicielle spørgsmål i Pammer-sagen og det eneste præjudicielle spørgsmål i Hotel Alpenhof-sagen skal besvares således, at det ikke er tilstrækkeligt til, at en virksomhed i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand er »rettet mod«, at netstedet for den person, der udøver erhvervsvirksomhed, er tilgængelig i forbrugerens bopælsmedlemsstat. Den nationale ret skal på grundlag af alle sagens omstændigheder bedømme, om en person, der udøver erhvervsvirksomhed, retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat. De væsentlige faktorer for vurderingen er især netstedets indhold, den tidligere aktivitet hos den person, der udøver erhvervsvirksomheden, den form for domæne, der er anvendt til netstedet, og anvendelsen af mulighederne for reklame på internettet og i andre medier – det skal bedømmes, om en person, der udøver en erhvervsvirksomhed, retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat.

VII – Forslag til afgørelse

101. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Oberster Gerichtshof forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»1)      En aftale om tilrettelæggelse af en rejse ombord på et fragtskib som omhandlet i denne sag er en aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold, i den i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område omhandlede forstand.

2)      Det er ikke tilstrækkeligt til, at en virksomhed i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand er »rettet mod«, at netstedet for den person, der udøver erhvervsvirksomhed, er tilgængelig i forbrugerens bopælsmedlemsstat. Den nationale ret skal på grundlag af alle sagens omstændigheder bedømme, om en person, der udøver erhvervsvirksomhed, retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat. De væsentlige faktorer for vurderingen er især netstedets indhold, den tidligere aktivitet hos den person, der udøver erhvervsvirksomheden, den form for domæne, der er anvendt til netstedet, og anvendelsen af mulighederne for reklame på internettet og i andre medier.«

1 – Originalsprog: slovensk.

2 – EFT 2001 L 12, s. 1.

3 – Vedrørende den første fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, jf. dom af 14.5.2009, sag C-180/06, Ilsinger, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

4 – Jf. f.eks. Joakim S.T. Øren, International jurisdiction over consumer contracts in e-Europe, International and comparative law quarterly, nr. 3/2003, s. 665 ff., E. Montero, À propos d’un contrat de voyage formé par hybridation (web + télécopie), Revue internationale du droit des affaires, nr. 91/2009, s. 332 ff., P. Mankowski, Neues zum »Ausrichten« unternehmerischer Tätigkeit unter Art. 15 Abs. 1 lit. c EuGVVO, Praxis des internationalen Privat- und Verfahrensrechts, nr. 3/2009, s. 238 ff., H. Gaudemet-Tallon, Compétence et exécution des jugements en Europe. Règlement n° 44/2001, Conventions de Bruxelles et de Lugano, 3. udg. Librairie générale de droit et de jurisprudence, Paris, 2002, s. 229 ff., A. Galič, Mednarodna pristojnost za reševanje potrošniških sporov v pravu EU, i M. Seliškar Toš, (redaktør), Mednarodna konferenca Slovensko pravo in gospodarstvo ob vstopu Slovenije v Evropsko unijo, Pravna fakulteta, Ljubljana, 2004, s. 125, L.E. Gillies, Jurisdiction for Consumer Contracts, Computer Law & Security Report, nr. 6/2001, s. 395.

5 – Jf. f.eks. i Belgien, dom afsagt af Tribunal de première instance de Liège den 1.10.2009 (R.D.C., 2009, s. 610), i Østrig, dom afsagt af LG Feldkirch den 20.10.2003 (3R259/03s), i Tyskland, kendelse afsagt af Bundesgerichtshof den 17.9.2008 (III ZR 71/08), og i Frankrig, dom afsagt af cour d’appel de Montpellier den 16.11.2009 (nr. 09/04838).

6 – Konvention af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT 1982 L 388, s. 1), ved konventionen om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT 1989 L 285, s. 1) og ved konventionen om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1).

7 – EUT L 177, s. 6.

8 – EFT L 158, s. 59.

9 – Forslag til forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(1999) 348 endelig).

10 – Rådets og Kommissionens fælles erklæring om artikel 15 og 73 i forordning nr. 44/2001, der f.eks. findes på tysk på netstedet http://ec.europa.eu/civiljustice/homepage/homepage_ec_de_declaration.pdf

11 – Dom af 11.7.2002, sag C-96/00, Sml. I, s. 6367, præmis 44.

12 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178, s. 1).

13 – EFT C 291, 13.10.2000, s. 1.

14 – Kommissionen har i denne henseende anført, at netstedet for en erhvervsdrivende, hvis tjenesteydelser er af lokal art, ikke indebærer, at virksomheden er rettet mod en andre medlemsstater, mens det hotel, som udbyder tjenesteydelser rettet mod turister på det internationale marked, ønsker at tiltrække forbrugerne fra andre medlemsstater og tilpasser præsentationen på internettet hertil.

15 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36).

16 – Jf. punkt 21 i dette forslag til afgørelse. Jeg kan tilføje, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en identisk fortolkning af disse to begreber, frem for alt er relevant, hvis aftalen udelukkende dækker transporten og andre tjenesteydelser, men ikke indkvarteringen. I medfør af artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314 er der tale om en »pakkerejse«, hvis aftalen omfatter mindst to af tre følgende elementer: transport, indkvartering og andre tjenesteydelser, der ikke er accessoriske. Dette betyder, at der er tale om en pakkerejse, når disse elementer er til stede i følgende kombinationer: transport og indkvartering, transport og andre tjenesteydelser, indkvartering og andre tjenesteydelser, alle disse elementer sammen. Hvis man fortolker begrebet »aftale, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold« i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 på samme måde som begrebet »pakkerejse« i artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314, har det disse følger: Det første tilfælde (transport og indkvartering) er allerede omfattet af ordlyden af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, således at spørgsmålet om ensartet fortolkning med artikel 12, stk. 1, i direktiv 90/314 reelt ikke opstår for denne kombination, i det andet tilfælde (indkvartering og andre tjenesteydelser) opstår der slet ikke spørgsmål om klassificering i forbindelse med artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, fordi transporten – der er nødvendig for anvendelse af undtagelsen i forordningens artikel 15, stk. 3 – ikke er en del heraf, hvad angår det tredje tilfælde (transport og andre tjenesteydelser) mangler der et af de elementer, der er omtalt i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, nemlig indkvarteringen. Spørgsmålet om en identisk fortolkning af de to begreber, der findes i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 og i artikel 2, stk. 1, i direktiv 90/314, er først og fremmest relevant for det tredje tilfælde, fordi dette faktisk henleder opmærksomheden på en forskel til ordlyden af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001.

17 – Jf. betragtningerne til forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, jf. fodnote 9, s. 17.

18 – Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19.6.1980 (EUT 2005 C 169, s. 10).

19 – Forordning nr. 44/2001 blev ganske vist vedtaget ti år efter vedtagelsen af direktiv 90/314 og havde i artikel 15, stk. 3, kunnet henvise til direktiv 90/314, men man foretrak derimod at gentage Romkonventionens terminologi og skabte således en direkte forbindelse mellem dem og et krav om identisk fortolkning.

20 – Vedrørende en sådan løsning, jf. i litteraturen f.eks. også P.A. Nielsen, i U. Magnus, P. Mankowski (redaktion), Brussels I Regulation, Sellier, München, 2007, s. 318, punkt 39, T. Rauscher (redaktion), Europäisches Zivilprozeβrecht. Kommentar, 2. udg., Sellier. European Law Publishers, München, 2006, s. 291, punkt 20, J. Kropholler, Europäisches Zivilprozeßrecht. Kommentar zu EuGVO und Lugano-Übereinkommen, 8. udg., Verlag Recht und Wirtschaft, Heidelberg, 2005, s. 233, punkt 30.

21 – Min fremhævelse.

22 – Ilsinger-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3.

23 – Ilsinger-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 52 og 53.

24 – Vedrørende betingelserne for indgåelse af en forbrugeraftale i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand, jf. mit forslag til afgørelse fremsat den 11.9.2006 i sag C-180/06, Ilsinger, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 46 ff.

25 – Ilsinger-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 51. Jf. også mit forslag til afgørelse i den sag, nævnt ovenfor i fodnote 24, punkt 40.

26 – I Rådets og Kommissionens fælles erklæring vedrørende artikel 15 og 73 i forordning nr. 44/2001, nævnt ovenfor i fodnote 10, er det udtrykkeligt anført, at aftalen skal være et fjernsalg.

27 – Kommissionen har ligeledes forsvaret dette standpunkt i sine skriftlige bemærkninger i Hotel Alpenhof-sagen, punkt 31.

28 – Man kan f.eks. forestille sig følgende problematiske tilfælde: en klinik, der leverer sundhedsydelser, og som utvivlsomt tiltrækker forbrugere fra andre medlemsstater via netstedet til at vælge klinikkens tjenesteydelser, men som kræver, at forbrugerne kommer til en undersøgelse, inden der kan foretages det mindste indgreb. Forbrugerne kan dermed kun ved fjernsalg (f.eks. over telefonen) lave en aftale for denne undersøgelse, mens aftalen om levering af tjenesteydelser (det medicinske indgreb) indgås på tjenesteyderens hjemsted. Man kan også tænke sig en forbruger, der ikke vil foretage et køb på internettet, fordi han er bange for misbrug af hans kreditkort, mens den erhvervsdrivende ikke godtager betaling, som sker ved forsendelse mod betaling eller bankoverførsel. I så fald kan forbrugeren eventuelt modtage alle oplysninger på internettet, mens selve indgåelsen af aftalen sker i en anden medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende udøver sin virksomhed.

29 – Det fremgår af forelæggelseskendelsen i Hotel Alpenhof-sagen, at tilbuddet for så vidt angår reservationen blev fremsat og accepteret pr. e-mail, og at sagsøgte faktisk anvendte hotelydelser (jf. punkt 16 i dette forslag til afgørelse). I Pammer-sagen er det imidlertid ikke udtrykkeligt anført i forelæggelseskendelsen, hvordan aftalen blev indgået, men udelukkende at Peter Pammer reserverede rejsen ombord på fragtskibet for to personer fra Trieste til Fjernøsten ved selskabet Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG og gennem det formidlende selskab Internationale Frachtschiffreisen Pfeiffer GmbH (jf. punkt 10 i dette forslag til afgørelse). Peter Pammers repræsentant anførte dog under retsmødet, at hans klient først havde modtaget oplysninger fra formidleren med e-mail, men at han havde sendt den underskrevne aftale til formidleren med almindelig post.

30 – Artikel 15 i forordning nr. 44/2001 anvender ganske vist ikke begrebet »erhvervsdrivende«, men taler om »en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed«. I dette forslag til afgørelse anvender jeg for nemheds skyld udtrykket »erhvervsdrivende«.

31 – Det er godtgjort, at denne betingelse er opfyldt i denne sag. I Pammer-sagen indgik forbrugeren gennem en formidler en aftale med det selskab, der gennemførte transporten med fragtskibet, og som dermed kan anses for en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed. Dette selskab gav forbrugeren mulighed for gennem formidleren at opleve at rejse ombord på et fragtskib – det udøver således turistmæssig virksomhed som sekundær virksomhed. Det forhold, at aftalen blev indgået gennem en formidler, har ingen betydning i denne henseende. I Hotel Alpenhof-sagen blev aftalen indgået med et hotel, som leverede hotelydelser, og som således kan anses for en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed.

32 – Man kan af forelæggelseskendelsen udlede tegn på, at denne betingelse også er opfyldt. I Pammer-sagen er det forhold, at forbrugerne får mulighed for at leve ombord på et fragtskib, ganske vist ikke omfattet af selskabet Reederei Karl Schlüter GmbH & Co KG’s primære virksomhed, men der er derimod tale om en sekundær virksomhed på trods af det forhold, at en af virksomhedens aktiviteter er kommerciel. I Hotel Alpenhof-sagen kan man således antage, at hotelydelserne er omfattet af hotellets erhvervsvirksomhed.

33 – Vedrørende definitionen af begrebet »interaktiv« og »passiv«, jf. f.eks. Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 684. Jf. også Kropholler (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 230, punkt 23, Gillies, (nævnt i fodnote 4), s. 397, H. Gaudemet-Tallon, Le juge compétent, i D. Fasquelle, P. Meunier, Le droit communautaire de la consommation: Bilan et perspectives, La documentation française, Paris, 2002, s. 228.

34 – Jf. i denne retning, dom af 19.10.1995, sag C-128/94, Hönig, Sml. I, s. 3389, præmis 9, af 27.1.2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 447, præmis 26, og af 10.3.2005, sag C-336/03, easyCar, Sml. I, s. 1947, præmis 21.

35 – Jf. Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 686, som anfører, at rettet mod i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 betyder, at sælgeren bevidst organiserer sin erhvervsvirksomhed således, at der tiltrækkes kunder fra bestemte stater. Samme forfatter (s. 687) anfører også, at dette begreb betyder, at sælgeren handler med henblik på at indgå handeler med kunder, der stammer fra bestemte medlemsstater.

36 – Jeg ønsker i denne henseende at tilføje, at det relevante er vurderingen af den erhvervsdrivendes virksomhed ud fra et objektivt synspunkt og ikke vedkommendes subjektive mål, som ikke er objektiviseret ved konkrete faktiske omstændigheder. Jf. Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 687.

37 – Jeg kan tilføje, at det i det første forslag til forordning nr. 44/2001 (nævnt ovenfor i fodnote 5) var anført i 13. betragtning hertil, at den elektroniske handel med varer og tjenesteydelse gennem midler, der er tilgængelige i en anden medlemsstat, udgør en virksomhed, der er rettet mod denne medlemsstat. Hvis forbrugeren har bopæl i denne stat, skal han være beskyttet på grundlag af forordningen, når en forbrugeraftale indgås med elektroniske midler. Denne betragtning kan forstås således, at netstedets blotte tilgængelighed i forbrugerens bopælsmedlemsstat er tilstrækkelig til at fastlægge kompetencen på grundlag af særregler vedrørende forbrugeraftaler. Denne betragtning blev imidlertid fjernet efter lovgivningsprocessen, hvilket så meget desto mere taler for argumentet om, at netstedets blotte tilgængelighed ikke er tilstrækkelig til, at virksomheden er rettet mod medlemsstaten i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand.

38 – I litteraturen, jf. Montero (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 335, som understreger, at det forhold, at aftalen ikke er indgået med det samme middel, som forbrugeren anvendte, da han søgte oplysninger om tilbuddet, ikke udelukker forbrugerens beskyttelse på grundlag af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Ligeledes Mankowski, Neues zum »Ausrichten« … (nævntovenfor i fodnote 4), s. 242, H. Gaudemet-Tallon, Le juge compétent (nævnt ovenfor i fodnote 33), s. 228.

Jeg kan tilføje, at hvis aftalen er indgået ved fjernsalg, kan den være indgået med et hvilket som helst teknisk middel, der muliggør aftalens indgåelse. I medfør af artikel 2, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20.5.1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT L 144, s. 19) er fjernkommunikationsteknik »ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale mellem disse parter«. Telefon, elektronisk post og telefax er nogle af kommunikationsmidlerne i medfør af bilag I til dette direktiv.

39 – Således i teorien f.eks. Mankowski, Neues zum »Ausrichten« … (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 239. Jf. også Rauscher (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 288, punkt 15.

40 – Jf. forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der er nævnt ovenfor i fodnote 9. Jf. også Ilsinger-dommen, nævnt ovenfor i. fodnote 3, præmis 50.

41 – I forbindelse med betingelsen om, at virksomheden er rettet mod forbrugerens medlemsstat, skal det understreges, at artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 altid dækker – sammenlignet med Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3 – de klassiske former for reklamering for erhvervsvirksomhed i forbrugerens bopælsmedlemsstat, såsom reklamering i pressen, radioen eller fjernsynet i denne medlemsstat. Vedrørende de forskellige former for reklamering, jf. fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3, dom af 11.7.2002, sag C-96/00, Gabriel, Sml. I, s. 6367, præmis 44. I litteraturen, jf. også Nielsen (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 316, punkt 33.

42 – Artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 taler udtrykkeligt om, at virksomheden »på en hvilken som helst måde« er rettet mod medlemsstaten. I litteraturen, jf. Mankowski, Neues zum »Ausrichten« … (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 239.

43 – Jf. udtalelsen fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedrørende »forslag til Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager« (KOM(1999) 348 endelig – 99/0154(CNS)), punkt 4.2.1 i 2.2.2. Det Økonomiske og Sociale Udvalg understregede også i dette dokument, at formuleringen af forslaget til forordning (»på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat«) ikke er tilstrækkelig klar til, at parterne kan have tillid hertil, og besluttede at bevare formuleringen i Bruxelles-konventionens artikel 13.

44 – Nævnt ovenfor i fodnote 9.

45 – Jf. forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der er nævnt ovenfor i fodnote 9, s. 17.

46 – Jf. forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der er nævnt ovenfor i fodnote 9, s. 17 og 18.

47 – Vedrørende et kritisk synspunkt hvad angår kriteriet om bevidst og i et mærkbart omfang at rette virksomhed mod medlemsstaten, jf. i litteraturen f.eks. Y. Farah, Allocation of jurisdiction and the internet in EU law, European Law Review, nr. 2/2008, s. 267.

48 – Forslag til Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(1999) 348 endelig. C5-0169/1999 – 1999/0154(CNS)) (EFT 2001 C 146, s. 94), ændring 37 af artikel 15. Der blev først foreslået en meget bredere formulering, hvorefter kriteriet om rettet mod var erstattet med et kriterium, hvorefter aftalen om fjernsalg blev indgået med en forbruger med bopæl i en anden medlemsstat, jf. rapporten om forslaget til Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(1999) 348 endelig C5-0169/1999 – 1999/0154(CNS)), ændring 23 af artikel 15. Denne ændring blev ikke vedtaget i Parlamentet, jf. resultatet af afstemningen om ændring 23 (EUT 2001 C 146, s. 41).

49 – I betragtningerne har Kommissionen anført, at allerede det forhold, at der findes en forbrugeraftale, er et klart tegn på, at den erhvervsdrivende har rettet sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat (jf. det ændrede forslag til Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(2000) 689 endelig), s. 6). Disse betragtninger fra Kommissionen godtgør, at selve det forhold, at der findes et (passivt) netsted er tilstrækkeligt til fastlæggelsen af kompetencen på grundlag af særreglerne for forbrugeraftaler. Vedrørende kritikken i litteraturen, jf. Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 682 og 683.

50 – Jf. Rådets og Kommissionens fælles erklæring vedrørende artikel 15 og 73 i forordning nr. 44/2001, der er nævnt ovenfor i fodnote 10.

51 – I forbindelse med den systematiske fortolkning ønsker jeg også at tilføje – således som Kommissionen med rette har understreget – at retningslinjerne for vertikale begrænsninger (EFT 2000 C 291, s. 1, og forslaget til ændringer af retningslinjerne for vertikale begrænsninger (SEC(2009) 946)) ikke er relevante for fortolkningen af begrebet rettet mod i den i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 omhandlede forstand, hvorefter reklame og salg på internettet anses for et »passivt« salg [jf. punkt 50 og 51 i de nugældende retningslinjer og punkt 51 og 52 i forslaget til ændring af retningslinjerne og artikel 4, litra b), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22.12.1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (JO L 336, s. 21) og artikel 4, litra b), i forslaget til ændring af forordningen (K(2009) 5365/2)]. Formålet med definitionen af et givent salg som »passivt« er nemlig at forhindre en leverandør i at begrænse denne form for salg til et eksklusivt territorium eller en eksklusiv gruppe af købere og således tilsidesætte artikel 81 EF. Formålet med artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 er imidlertid et helt andet: at give forbrugeren som den svage kontraktpart gunstigere regler vedrørende fastlæggelsen af kompetencen.

52 – Jeg kan tilføje, at det i betragtningerne til forslaget til Rom I-forordningen er anført, at netsteder, hvorved den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, ikke nødvendigvis er interaktive netsteder, og at formålet med netstedet, som opfordrer køberne til at sende ordrer med telefax, netop er indgåelse af aftaler om fjernsalg. Dette er et argument for det synspunkt, at virksomhed, der er rettet mod medlemsstaten, ikke kun kan være begrænset til interaktive netsteder, men at dette begreb skal være bredere.

53 – Jf. i litteraturen f.eks. også Gaudemet-Tallon, Compétence et exécution (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 230, punkt 286, R. Geimer, R.A. Schütze, Europäisches Zivilverfahrensrecht: Kommentar zur EuGVVO, EuEheVO, EuZustellungsVO, EuInsVO, EuVTVO, zum Lugano-Übereinkommen und zum nationalen Kompetenz- und Anerkennungsrecht, 3. udg., Beck, München, 2010, s. 335, punkt 38, G. Droz, H. Gaudemet-Tallon, La transformation de la Convention de Bruxelles du 27 septembre 1968 en Règlement du Conseil concernant la compétence judiciaire, la reconnaissance et l’exécution des décisions en matière civile et commerciale, Revue critique de droit international privé, nr. 4/2001, s. 638, punkt 45, A. Sinay-Cytermann, La protection de la partie faible en droit international privé, v: Mélanges en l’honneur de Paul Lagarde - Le droit international privé: esprit et méthodes, Dalloz, Paris, 2005, s. 743.

54 – Jf. i teorien f.eks. også Kropholler (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 231, punkt 24, som understreger, at et passivt netsted, der ikke kun indeholder reklame, mens om tværtimod også indeholder en opfordring til at indgå en aftale med almindelig post, elektronisk post eller telefax, retligt skal behandles på samme måde som et interaktivt netsted. Jf. også Mankowski, Neues zum »Ausrichten« … (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 239 ff., Montero (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 334, Geimer og Schütze (nævnt ovenfor i fodnote 53), s. 335, punkt 38, H. Gaudemet-Tallon, Le juge compétent (nævnt ovenfor i fodnote 33), s. 228.

55 – I en præjudiciel sag, der hviler på en klar afgrænsning af den nationale rets og Domstolens opgaver, skal enhver vurdering af de faktiske omstændigheder foretages af den nationale ret. Jf. i denne retning f.eks. dom af 18.12.2007, sag C-341/05, Laval un Partneri, Sml. I, s. 11767, præmis 45, af 22.10.2009, forenede sager C-261/08 og C-348/08, Zurita García m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34, og af 16.7.2009, sag C-537/07, Gómez-Limón Sánchez-Camacho, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24.

56 – Hvis f.eks. den erhvervsdrivende sikrer forbrugerne et lokalt telefonnummer, der betales for, er der for forbrugerne i udlandet almindeligvis et telefonnummer med en international landekode.

57 – For hotelydelser er der f.eks. tale om, at »søg/reservation« gør det muligt at efterprøve, om der er ledige værelser i en given periode.

58 – I medfør af dom af 16.10.2008, sag C-298/07, Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände, Sml. I, s. 7841, præmis 40 og domskonklusionen, skal artikel 5, stk. 1, litra c), i direktivet om elektronisk handel fortolkes således, at tjenesteyderen har pligt til, forud for indgåelsen af en aftale, foruden angivelsen af sin e-mail-adresse at give andre oplysninger, som gør det muligt hurtigt at kontakte tjenesteyderen og kommunikere direkte og konkret med denne.

59 – Det er f.eks. muligt, at den erhvervsdrivende på netstedet angiver, at han indtil nu har haft kunder i et stort antal medlemsstater, eller at han på netstedet offentliggør udtalelser fra kunder fra forskellige medlemsstater.

60 – Tilsvarende i litteraturen, Geimer og Schütze (nævnt ovenfor i fodnote 53), s. 335, punkt 38.

61 – I litteraturen forsvarer f.eks. Farah (nævnt ovenfor i fodnote 47), s. 267, en sådan fortolkning.

62 – Jf. Rådets og Kommissionens fælles erklæring vedrørende artikel 15 og 73 i forordning nr. 44/2001, nævnt ovenfor i fodnote 10.

63 – Således også Nielsen (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 317, punkt 35, som anfører, at et netsted, der præsenteres på svensk, er rettet mod Sverige og ikke Spanien. Jf. også K. Vasiljeva, 1968 Brussels Convention and EU Council Regulation n° 44/2001: jurisdiction in consumer contracts concluded online, European Law Journal, nr. 1/2004, s. 133.

64 – I litteraturen, jf. Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 690, som ligeledes bemærker dette punkt.

65 – F.eks. engelsk.

66 – F.eks. tysk i Tyskland og Østrig.

67 – Hvis f.eks. en estisk erhvervsdrivende, hvis netsted er på estisk, gør det muligt at skifte sproget til finsk, er det et tegn på, at han ligeledes retter sin virksomhed med Finland. I forbindelse med sprogkriteriet rejses naturligt også det spørgsmål, om den erhvervsdrivende, der gør det muligt at ændre sproget på vedkommendes netsted til engelsk, henset til den udbredte anvendelse af engelsk som fremmedsprog, retter sin virksomhed mod alle de andre medlemsstater. Efter min opfattelse er muligheden for at ændre et netsteds sprog til engelsk ganske vist et stærkt tegn på, at den erhvervsdrivende også retter sin virksomhed mod alle de andre medlemsstater, men dette forhold er ikke nok i sig selv. Under alle omstændigheder skal der ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod andre medlemsstater, ligeledes tages hensyn til andre kriterier.

68 – Der er tale om domæner, der kaldes country-code top-level domains, såsom ».at«, ».fr«, ».de« eller ».co.uk«.

69 – Således også i litteraturen, jf. Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 690, fodnote 105.

70 – F.eks. ».com«, ».net«, ».org« eller ».eu«.

71 – Selv en bager, der sædvanligvis leverer sine tjenesteydelser på et begrænset geografisk område, kan f.eks. sælge visse varer på internettet og sende dem til udlandet.

72 – Frisørydelser er f.eks. i princippet af lokal art, men det er under alle omstændigheder muligt på begrænsede områder, at tjenesteyderen også regelmæssigt har kunder fra udlandet.

73 – På samme måde, Øren (nævnt ovenfor i fodnote 4), s. 687.

74 – Jf. punkt 66 og fodnote 41 i dette forslag til afgørelse.

75 – Ud over den udtrykkelige udelukkelse af, at virksomheden er rettet mod visse medlemsstater, er der ligeledes muligheden for, at den erhvervsdrivende teknisk forhindrer forbrugerne i visse medlemsstater i at få adgang til vedkommendes netsted. Jf. i litteraturen, Nielsen (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 317, punkt 35, H. Gaudemet-Tallon, Le juge compétent (nævnt ovenfor i fodnote 33), s. 227.

76 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.  861/2007 af 11.7.2007 om indførelse af en europæiske småkravsprocedure. Det er ganske vist korrekt, at denne forordnings anvendelsesområde er begrænset i medfør af artikel 2, stk. 1, til krav, hvis værdi uden renter ikke overstiger 2 000 EUR, og den dermed ikke kan anvendes på de foreliggende sager. Det er imidlertid efter min opfattelse muligt at anvende den på hovedparten af tvister vedrørende tilgodehavender hvad angår forbrugeraftaler. I tvister, hvor kravets værdi uden renter ikke overstiger 2 000 EUR, er proceduren grundlæggende forenklet, fordi den som hovedregel er skriftlig (den ret, som sagen verserer for, afholder kun et retsmøde, hvis den finder det nødvendigt, eller en af parterne anmoder herom), og der stilles ikke krav om repræsentation ved en advokat eller anden jurist (artikel 10).

77 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399, s. 1).

78 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT L 143, s. 15).

79 – Artikel 32-56 i forordning nr. 44/2001.

80 – Jf. i denne retning, artikel 1 i forordning nr. 861/2007 og artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006.

81 – Hvad angår den frie bevægelighed for betalingspåbud, jf. artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1896/2006. Hvad angår den frie bevægelighed for domme, retlige transaktioner og notardokumenter, jf. artikel 1 i forordning nr. 805/2004. Hvad angår formålene med forordning nr. 44/2001, jf. anden betragtning til forordningen, hvor det er anført, at »forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion«, og der er derfor behov for »bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning«.

82 – Jf. endvidere Nielsen (nævnt ovenfor i fodnote 20), s. 316, punkt 30, som i det væsentlige understreger, at forbrugerne er mere tilbøjelige til at købe på internettet, hvis der er en forståelig beskyttelsesproces – hvis de f.eks. har mulighed for at anlægge sag i deres bopælsmedlemsstat.

83 – I medfør af tjenesteydelsesdirektivets artikel 3, stk. 2, »berører [direktivet] ikke den internationale privatret, særlig reglerne om lovvalg i forbindelse med kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser, herunder de regler, der sikrer, at forbrugerne er beskyttet efter forbrugerbeskyttelsesreglerne i den forbrugerlovgivning, der gælder i deres medlemsstat«. Man kan ganske vist af denne artikels ordlyd udlede, at den kun vedrører bestemmelser, der regulerer lovvalg i forbindelse med kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser, men Kommissionen har i dokumentet »Manuel relatif à la mise en oeuvre de la directive »services«« http://ec.europa.eu/internal_market/services/services-dir/proposal_en.htm#handbook, s. 17) i forbindelse med denne artikel bekræftet, at direktivet ikke vedrører retternes kompetence, fordi dette spørgsmål er reguleret i forordning nr. 44/2001.

84 – Det skal tilføjes, at 95. betragtning til tjenesteydelsesdirektivet som eksempel på sådanne objektive grunde omtaler bl.a. de meromkostninger, der påløber på grund af afstanden eller tjenesteydelsens tekniske karakteristika, forskellige markedsvilkår, såsom sæsonbestemt større eller mindre efterspørgsel, forskellige ferieperioder i medlemsstaterne, forskellige konkurrenters prissætning eller yderligere risici, der er forbundet med regler, som afviger fra etableringsmedlemsstatens.

85 – I litteraturen har f.eks. følgende udtrykt sig i denne retning, Geimer og Schütze (nævnt ovenfor i fodnote 53), s. 335, punkt 38, H.-W. Micklitz, P. Rott, Vergemeinschaftung des EuGVÜ in der Verordnung (EG) Nr. 44/2001, Europäische Zeitschrift für Wirtschaftsrecht, nr. 11/2001, s. 331, J.-P. Beraudo, Actualité: le règlement (CE) du Conseil du 22 décembre 2000 concernant la compétence judiciaire, la reconnaissance et l’exécution des décisions en matière civile ou commerciale, JurisClasseur procédure civile, 2002, hæfte 52, punkt 32, J.J. Fawcett, J. M. Harris, M. Bridge, International Sale of Goods in the Conflict of Laws, Oxford University Press, Oxford, 2005, s. 501, punkt 10.16.