Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice Queen's Bench Division (Administrative Court) (Det Forenede Kongerige) den 22. juli 2010 - The Air Transport Association of America, American Airlines, Inc., Continental Airlines, Inc. og United Airlines, Inc. mod The Secretary of State for Energy and Climate Change

(Sag C-366/10)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice Queen's Bench Division (Administrative Court)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: The Air Transport Association of America, American Airlines, Inc., Continental Airlines, Inc. og United Airlines, Inc.

Sagsøgt: The Secretary of State for Energy and Climate Change

Præjudicielle spørgsmål

1)    Kan nogle eller alle de følgende regler i folkeretten påberåbes i denne sag til prøvelse af gyldigheden af direktiv 2003/87/EF 1 som ændret ved direktiv 2008/101/EF 2 med henblik på inddragelse af luftfartsvirksomhed i ordningen for handel med drivhusgasemissioner inden for Fællesskabet (herefter samlet "det ændrede direktiv"):

a.    princippet i den folkeretlige sædvaneret, hvorefter enhver stat har fuldstændig og udelukkende højhedsret over sit luftrum,

b.    princippet i den folkeretlige sædvaneret, hvorefter ingen stat retsgyldigt kan underlægge nogen del af det åbne hav sin højhedsret,

c.    princippet i den folkeretlige sædvaneret om friheden til at flyve over det åbne hav,

d.    princippet i den folkeretlige sædvaneret (hvis eksistens ikke anerkendes af sagsøgte), hvorefter fly under deres overflyvning af det åbne hav alene er undergivet den stats retsmyndighed, som de er registreret i, med mindre noget andet udtrykkeligt er fastsat i en international traktat,

e.    Chicago-konventionen (navnlig artikel 1, 11, 12, 15 og 24),

f.    Aftalen om "Open Skies" [navnlig artikel 7, artikel 11, stk. 2, litra c), og artikel 15, stk. 3],

g.    Kyoto-protokollen (navnlig artikel 2, stk. 2)?

I det omfang spørgsmål 1 besvares bekræftende:

2)    Er det ændrede direktiv ugyldigt, såfremt og i det omfang det anvender ordningen om handel med emissionskvoter på den del af flyvningerne (enten generelt eller på luftfartøjer, der er registeret i tredjelande), som finder sted uden for EU-medlemsstaternes luftrum, idet det strider mod en eller flere af de ovenfor nævnte principper i den folkeretlige sædvaneret?

3)    Er det ændrede direktiv ugyldigt, såfremt og i det omfang det anvender ordningen om handel med emissionskvoter på den del af flyvningerne (enten generelt eller på luftfartøjer, der er registeret i tredjelande), som finder sted uden for EU-medlemsstaternes luftrum:

a.    idet det strider mod Chicago-konventionens artikel 1, 11 og/eller 12,

b.    idet det strider mod artikel 7 i aftalen om "Open Skies"?

4)    Er det ændrede direktiv ugyldigt, såfremt og i det omfang det anvender ordningen om handel med emissionskvoter på luftfartsaktiviteter:

a.    idet det strider mod Kyoto-protokollens artikel 2, stk. 2, og artikel 15, stk. 3, i aftalen om "Open Skies",

b.    idet det strider mod Chicago-konventionens artikel 15 i sig selv eller sammenholdt med artikel 3, stk. 4, og artikel 15, stk. 3, i aftalen om "Open Skies",

c.    idet det strider mod Chicago-konventionens artikel 24 i sig selv eller sammenholdt med artikel 11, stk. 2, litra c), i aftalen om "Open Skies"?

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19.11.2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (EUT L 8, s. 3).