Sag C-542/09

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Nederlandene

»Traktatbrud – fri bevægelighed for personer – adgang til undervisning for vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer – støtte til videregående studier, der gennemføres uden for den berørte medlemsstats område – bopælskrav«

Sammendrag af dom

1.        Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele

(Art. 45 TEUF; Rådets forordning nr. 1612/68, som ændret ved forordning nr. 2434/92, art. 7, stk. 2)

2.        Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele – adgang til undervisning for børn af en arbejdstager

(Rådets forordning nr. 1612/68, som ændret ved forordning nr. 2434/92, art. 7, stk. 2, og art. 12)

1.        En medlemsstat, der indfører et krav om bopæl i minimum tre år inden for de sidste seks år før indskrivningen på en videregående uddannelse uden for denne medlemsstat, som vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som stadig forsørges af dem, skal opfylde for at kunne komme i betragtning til støtte til videregående studier, der gennemføres uden for denne stat, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved forordning nr. 2434/92.

En sådan betingelse indebærer en risiko for, at dette navnlig rammer vandrende arbejdstagere og grænsearbejdere fra andre medlemsstater, for så vidt som ikke-bosiddende personer som oftest er statsborgere i andre stater. I denne sammenhæng er det irrelevant, at den omtvistede foranstaltning i givet fald berører såvel indenlandske statsborgere, der ikke er i stand til at opfylde et sådant kriterium, som statsborgere fra de øvrige medlemsstater. For at en foranstaltning kan betragtes som udtryk for indirekte forskelsbehandling, er det ikke nødvendigt, at den fører til en begunstigelse af alle indenlandske statsborgere eller til en ringere stilling alene for statsborgere i andre medlemsstater, og ikke desuden for indenlandske statsborgere.

Formålet om at undgå en urimelig økonomisk byrde kan ikke anses for et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling mellem nationale arbejdstagere og arbejdstagere fra andre medlemsstater. Hvad i denne henseende angår vandrende arbejdstagere og grænsearbejdere skaber adgangen til en medlemsstats arbejdsmarked i princippet en tilstrækkelig integration i denne medlemsstats samfund, der begrunder, at de pågældende i denne stat er omfattet af princippet om ligebehandling i forhold til nationale arbejdstagere hvad angår sociale fordele. Dette princip finder ikke alene anvendelse på alle beskæftigelses- og arbejdsbetingelser, men også på alle fordele, det være sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager i det væsentlige på grund af hans objektive status som arbejdstager, eller simpelt hen fordi han har sædvanlig bopæl på det nationale område. Integrationen følger navnlig af den omstændighed, at den vandrende arbejdstager ligeledes bidrager til finansieringen af socialpolitikken i værtsmedlemsstaten med de skattebidrag, som vedkommende betaler i denne medlemsstat som følge af den lønnede beskæftigelse, som den pågældende udøver i denne stat, og skal have gavn af denne politik på de samme vilkår som de nationale arbejdstagere.

En sådan bestemmelse er ikke begrundet af hensynet til at fremme de studerendes mobilitet. En sådan begrundelse udgør ganske vist et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en indskrænkning af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet. En bestemmelse, der efter sin karakter begrænser en grundlæggende frihed, som er garanteret i traktaten, såsom arbejdskraftens frie bevægelighed, kan imidlertid kun gyldigt begrundes, såfremt den er egnet til at sikre gennemførelsen af det legitime mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det. Den nævnte regel er efter sin karakter dog for ekskluderende. Ved at pålægge specifikke perioder med ophold på den omhandlede medlemsstats område prioriterer den såkaldte »tre-ud-af-seks-års-regel« nemlig en faktor, der ikke nødvendigvis er den eneste indikator for den reelle grad af tilknytning mellem den berørte og den nævnte medlemsstat.

(jf. præmis 38, 65, 66, 69, 72, 73, 86 og 89 samt domskonkl.)

2.        Familiemedlemmerne til en vandrende arbejdstager har indirekte fordel af den ligebehandling, som tilkommer denne arbejdstager i medfør af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved forordning nr. 2434/92. Eftersom tildelingen af studiestøtte til et barn af en vandrende arbejdstager udgør en social fordel for arbejdstageren, kan barnet selv påberåbe sig denne bestemmelse for at opnå denne studiestøtte, såfremt den i henhold til national ret tildeles direkte til den studerende. Denne studiestøtte udgør dog kun en social fordel for arbejdstageren i den nævnte bestemmelses forstand, for så vidt som han fortsat forsørger barnet.

Artikel 12 i forordning nr. 1612/68 tillægger derimod børn af en vandrende arbejdstager en selvstændig ret til adgang til undervisning. Denne ret afhænger hverken af status som barn, der skal forsøges, eller af deres forældres ret til at opholde sig i værtsmedlemsstaten. Den er heller ikke begrænset til børn af vandrende arbejdstagere, da den ligeledes finder anvendelse på børn af tidligere vandrende arbejdstagere. Artikel 12 kræver kun, at barnet har boet med en eller begge forældre i en medlemsstat, mens i hvert fald én af forældrene var bosat dér som arbejdstager.

Selv om det korrekt, at artikel 7, stk. 2, og artikel 12 i forordning nr. 1612/68 har forskellige personelle anvendelsesområder, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse bestemmelser begge på samme måde opstiller en generel regel, der, for så vidt angår uddannelse, indebærer en forpligtelse for enhver medlemsstat til at sikre ligebehandling mellem henholdsvis dens egne statsborgere og børn af arbejdstagere med statsborgerskab i en anden medlemsstat, der har fast tilknytning til medlemsstaten.

Det personelle anvendelsesområde for den forpligtelse til ligebehandling, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, kan under alle omstændigheder ikke afhænge af, hvilken form for forskelsbehandling der er tale om.

(jf. præmis 48-51 og 53)