Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 24. juli 2013 – Art & Allposters International BV mod Stichting Pictoright

(Sag C-419/13)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Art & Allposters International BV

Sagsøgt: Stichting Pictoright

Præjudicielle spørgsmål

Regulerer ophavsretsdirektivets 1 artikel 4 spørgsmålet, om rettighedshaveren kan udøve sin spredningsret med hensyn til en reproduktion af et ophavsretligt beskyttet værk, som er solgt og leveret inden for EØS af rettighedshaveren eller med dennes samtykke, såfremt denne reproduktion efter at have fået sin form ændret på ny bringes i omsætning i denne form?

(a)    Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har den omstændighed, at der er sket en ændring som nævnt i spørgsmål 1, betydning for besvarelsen af spørgsmålet, om udtømningen som omhandlet i ophavsretsdirektivets artikel 4, stk. 2, forhindres eller afbrydes?

(b)    Såfremt spørgsmål 2(a) besvares bekræftende, hvilke kriterier skal lægges til grund for afgørelsen af, om der er tale om en ændring af reproduktionens form, der forhindrer eller afbryder udtømning som omhandlet i ophavsretsdirektivets artikel 4, stk. 2?

(c)    Er disse kriterier tilstrækkeligt rummelige til at omfatte det i national nederlandsk ret udviklede kriterium, hvorefter der ikke længere kan tales om udtømning af den simple grund, at videresælgeren har givet reproduktionen en anden form og spredt den til almenheden i denne form (Hoge Raads dom af 19. januar 1979, NJ 1979/412, Poortvliet)?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10).