Appel iværksat den 20. februar 2015 af Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 9. december 2014 i sag T-92/10, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen

(Sag C-86/15 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellanter: Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA (ved avocat D.M. Fosselard, solicitor D. Slater og avocate A. Duron)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves af de nedenfor nævnte grunde, og:

Beslutningen annulleres, idet der træffes endelig afgørelse i medfør af artikel 61 i statutten for Domstolen, for så vidt som den angår appellanterne.

Subsidiært nedsættes den bøde, som appellanterne blev pålagt, af ovennævnte grunde, såfremt Domstolen fastslår, at der ikke er grund til at annullere beslutningen i sin helhed.

Mere subsidiært, såfremt Domstolen beslutter ikke at træffe endelig afgørelse i sagen, udsættes afgørelsen om sagens omkostninger, og sagen hjemvises til Retten med henblik på en fornyet gennemgang af denne i henhold til Domstolens dom.

Endelig tilpligtes Kommissionen i henhold til artikel 69 i Domstolens procesreglement at betale appellanternes sagsomkostninger såvel for Retten som for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har til støtte for appellen gjort følgende anbringender gældende:

Appellanterne har med det første anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 10 i forordning nr. 773/2004 ¹ . Retten anførte navnlig, at Kommissionen var berettiget til at genvedtage den i forbindelse med sagen i første instans anfægtede beslutning (herefter »beslutningen«) uden på forhånd at fremsende en ny klagepunktsmeddelelse.

Appellanterne har med det andet anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 14 i forordning nr. 773/2004. Tilsidesættelsen beror på, at Retten fastslog, at Kommissionen var berettiget til at genvedtage beslutningen på grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 1/2003 ² uden at give medlemsstaternes repræsentanter mulighed for at høre virksomhederne direkte.

Appellanterne har med det tredje anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat kollegialitetsprincippet. Retten anførte, at Kommissionen var berettiget til at vedtage beslutningen ifølge en procedure, hvorefter kommissionsmedlemmerne ikke vedtog beslutningen i sin helhed på ét bestemt tidspunkt, men i stedet vedtog to dele af beslutningen på to forskellige tidspunkter ud fra den betragtning, at disse to dele tilsammen udgjorde en samlet beslutning.

Appellanterne har med det fjerde anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, som fortolket i lyset af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Denne tilsidesættelse beror på Rettens tilsidesættelse af appellanternes ret til at blive hørt inden for en rimelig frist. Der gik nærmere bestemt ca. tre år fra afslutningen af den skriftlige forhandling til Rettens afgørelse om at indlede den mundtlige forhandling. Denne forsinkelse udgør en tilsidesættelse af adgangen i chartrets artikel 47 til effektive retsmidler og af retten til at blive hørt inden for en rimelig frist. Tilsidesættelsen af artikel 47 er i den foreliggende sag særligt alvorlig i betragtning af, at appellanterne måtte vente i mere end 14 år på, at en retsinstans (Retten) traf afgørelse om sagens realitet, idet Kommissionens oprindelige beslutning efter en procedure af ca. syv års varighed var blevet annulleret af processuelle grunde.

Appellanterne har med det femte anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 65. Appellanterne har navnlig anført, at Retten undlod at tage hensyn til EKSF-traktatens særlige kontekst og de forpligtelser vedrørende offentliggørelse og ikke-diskriminering, som påhviler virksomheder inden for rammerne af traktaten, hvilket indebærer en urigtig anvendelse af Domstolens praksis vedrørende karteller. Appellanterne har gjort gældende, at den gentagne offentliggørelse i tidens løb af prislister, der ikke er tilpasset den i forbindelse med det pågældende kartel foreslåede pris, har bevirket en afbrydelse af kartellet, hvis formål ifølge Retten var at fastsætte mindstepriser. Retten fastslog derimod, at det var nødvendigt med en yderligere offentlig afstandtagen.

Appellanterne har med det sjette anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, som fortolket i lyset af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, da den fastslog, at varigheden af den administrative procedure (dvs. proceduren ved Europa-Kommissionen) ikke var urimelig lang som omhandlet i ovennævnte bestemmelser. I det konkrete tilfælde varede den administrative procedure næsten 54 måneder, herunder den indledende procedure og den efterfølgende genvedtagelsesprocedure. I øvrigt fremstår de to år eller mere, som var nødvendige for Kommissionen med henblik på at genvedtage beslutningen, som uforholdsmæssige. Rettens argumenter som begrundelse for varigheden af genvedtagelsesproceduren forekommer at være mangelfulde, selvmodsigende og udgør samtidig en åbenbar tilsidesættelse af Rettens tidligere praksis.

Appellanterne har med det syvende anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og af ligebehandlingsprincippet. I det foreliggende tilfælde havde Kommissionen nærmere bestemt opdelt virksomhederne i grupper med henblik på at fastsætte det bødegrundbeløb, som skulle anvendes på hver enkelt virksomhed, idet den ifølge beslutningen søgte at opretholde en forholdsmæssighed mellem hver gruppes gennemsnitlige markedsandel og det grundbeløb, som blev pålagt de enkelte virksomheder i grupperne. Selv om Retten efterfølgende erkendte, at Kommissionen havde undervurderet den ene af disse gruppers gennemsnitlige markedsandel med den virkning, at den forholdsmæssighed, som Kommissionen ville opretholde, ikke blev opretholdt, fandt Retten det ikke nødvendigt at genoprette denne forholdsmæssighed.

____________

____________

¹     Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123, s. 18).

²     Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).