Sag C-333/13

Elisabeta Dano

og

Florin Dano

mod

Jobcenter Leipzig

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sozialgericht Leipzig)

»Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – unionsborgerskab – ligebehandling – statsborgere i en medlemsstat, der ikke udøver økonomisk aktivitet, og som opholder sig på en anden medlemsstats område – disse personers udelukkelse fra at modtage særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i medfør af forordning (EF) nr. 883/2004 – direktiv 2004/38/EF – ret til ophold i mere end tre måneder – artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 24 – betingelsen om tilstrækkelige midler«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 11. november 2014

1.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – ligebehandling som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 883/2004 – anvendelsesområde – særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 3, stk. 3, art. 4 og 70; Rådets forordning nr. 1247/92, tredje og syvende betragtning)

2.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – direktiv 2004/38 – sociale ydelser – begreb – særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 70, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 24, stk. 2)

3.        Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – ligebehandlingsprincippet – værtsmedlemsstatens forpligtelse til at indrømme andre medlemsstaters statsborgere, som ikke udøver økonomisk aktivitet, ret til sociale ydelser – betingelser – ophold på værtsmedlemsstatens område under overholdelse af direktivets betingelser – den forpligtelse for en ikke-erhvervsaktiv unionsborger til at råde over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 4 og 70; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, tiende betragtning og art. 7, stk. 1, litra b), og art. 24, stk. 1]

4.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – for den nationale tvist uden tilknytning til EU-retten – Domstolen ikke kompetent

(Art. 6, stk. 1, TEUF; art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 51, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 70; Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 2004/38)

1.        Forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 1244/2010, skal fortolkes således, at »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 3, og artikel 70 er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte forordnings artikel 4.

Det fremgår således for det første klart af ordlyden af artikel 3 i forordning nr. 883/2004, at forordningen finder anvendelse på særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser. Selv om det for det andet er korrekt, at artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 883/2004 fastsætter, at visse af forordningens bestemmelser undtagelsesvis ikke finder anvendelse på nævnte ydelser, optræder forordningens artikel 4 ikke blandt disse bestemmelser. Endelig fremgår det af tredje og syvende betragtning til forordning nr. 1247/92, at den særlige bestemmelse, som denne forordning indføjede i forordning nr. 1408/71, er karakteriseret ved, at særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser til gengæld for ligebehandling i bopælsstaten ikke kan medtages til et andet land.

(jf. præmis 49 og 51-55 samt domskonkl. 1)

2.        De »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser«, der er omhandlet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 1244/2010, er omfattet af begrebet »sociale ydelser« som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. Dette begreb henviser nemlig til alle de støtteordninger, som er oprettet af offentlige myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og som en person er berettiget til, hvis den pågældende ikke har midler, der er tilstrækkelige til, at han kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer, og derfor under opholdet risikerer at falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde, hvilket kan have konsekvenser for det samlede støttebeløb, der kan udbetales af denne stat.

(jf. præmis 63)

3.        Artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, sammenholdt med direktivets artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 4 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 1244/2010, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter statsborgere fra andre medlemsstater er udelukket fra at modtage visse »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« som omhandlet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004, mens disse ydelser tildeles værtsmedlemsstatens statsborgere, som befinder sig i samme situation, for så vidt som disse statsborgere fra andre medlemsstater ikke har en ret til ophold i værtsmedlemsstaten i medfør af direktiv 2004/38.

I henhold til artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 anvendes traktatens bestemmelser nemlig uden forskelsbehandling på alle unionsborgere, der i henhold til dette direktiv opholder sig i værtsmedlemsstaten, og på værtsmedlemsstatens egne statsborgere. Heraf følger, at for så vidt angår adgangen til ovennævnte sociale ydelser kan en unionsborger kun kræve ret til samme behandling som værtsmedlemsstatens statsborgere, såfremt den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område overholder betingelserne i direktiv 2004/38. En antagelse, hvorefter personer, som ikke har ret til ophold i medfør af direktiv 2004/38, kunne gøre krav på sociale ydelser på de samme betingelser, som finder anvendelse på nationale statsborgere, ville være i strid med et af nævnte direktivs formål, som fremgår af tiende betragtning hertil, og som er at undgå, at unionsborgere fra andre medlemsstater bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.

Hvad således angår unionsborgere, der ikke er erhvervsaktive, og hvis ophold i værtsmedlemsstaten har varet længere end tre måneder, men kortere end fem år, skal det undersøges, om disse unionsborgeres ophold opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, herunder den forpligtelse, som har til formål at forhindre unionsborgere, der ikke er erhvervsaktive, i at anvende værtsmedlemsstatens velfærdssystem til at finansiere deres underhold, hvorefter en ikke-erhvervsaktiv unionsborger skal råde over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer. I henhold til denne bestemmelse skal en medlemsstat have mulighed for at afslå at indrømme sociale ydelser til ikke-erhvervsaktive unionsborgere, som udøver deres ret til fri bevægelighed alene med det formål at opnå social bistand i en anden medlemsstat, selv om de ikke råder over tilstrækkelige midler til at kunne gøre krav på en ret til ophold. I denne forbindelse skal der foretages en konkret undersøgelse af den enkelte berørtes økonomiske situation, uden at der herved tages hensyn til de sociale ydelser, som der er blevet ansøgt om.

Den samme konklusion gør sig gældende for så vidt angår fortolkningen af artikel 4 i forordning nr. 883/2004, idet de »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« som omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, i medfør af nævnte forordnings artikel 70, stk. 4, kun tilkendes i den medlemsstat, hvor den berørte person er bosat, og i henhold til dennes lovgivning.

(jf. præmis 68, 69, 74, 76, 78, 80, 83 og 84 samt domskonkl. 2)

4.        Artikel 70 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved forordning nr. 1244/2010, som definerer begrebet »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser«, har ikke til formål at fastsætte de grundlæggende betingelser for, om der består en ret til sådanne ydelser. Det tilkommer således hver enkelt medlemsstats lovgiver at fastsætte disse betingelser. For så vidt som disse betingelser hverken fremgår af forordning nr. 883/2004, direktiv 2004/38 eller andre afledte EU-retsakter, og idet medlemsstaterne således har kompetence til at fastsætte betingelserne for tildeling af sådanne ydelser, har de også kompetence til at definere omfanget af den sociale dækning, der sikres ved denne type ydelser.

Da medlemsstaterne fastsætter betingelserne for og omfanget af tildelingen af særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, gennemfører medlemsstaterne derfor ikke EU-retten.

Heraf følger, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare et spørgsmål, hvor det ønskes oplyst, om artikel 1, 20 og 51 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at det pålægger medlemsstaterne at tildele unionsborgere grundsikringsydelser i form af ikke-bidragspligtige kontantydelser med henblik på at muliggøre tidsubegrænset ophold, eller om medlemsstaterne kan begrænse sig til at stille de nødvendige midler til rådighed, for at disse kan vende tilbage til oprindelsesstaten.

(jf. præmis 87-92)