Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 18. august 2014 – Api Raffineria di Ancona SpA mod Comitato nazionale per la gestione della Direttiva 2003/87/CE m.fl.

(Sag C-391/14)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Api Raffineria di Ancona SpA

Sagsøgte: Comitato nazionale per la gestione della Direttiva 2003/87/CE, Ministero dellʼAmbiente e della Tutela del Territorio e del Mare og Ministero dello Sviluppo Economico

Præjudicielle spørgsmål

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU 1 af 5. september 2013 ugyldig, fordi der ved beregningen af de gratistildelte kvoter ikke er blevet taget hensyn til andelen af emissioner med forbindelse til forbrænding af affaldsgasser – eller gasser fra stålproduktionsprocesser – eller emissioner med forbindelse til varme produceret ved kraftvarmeproduktion, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 290 TEUF og artikel 10a, stk. 1, 4 og 5, i direktiv 2003/87/EF 2 og dermed en overskridelse af begrænsningerne i bemyndigelsen i henhold til direktivet, hvilket således er i strid med formålene med direktivet (fremme anvendelsen af mere energieffektive teknologier og bidrage til den økonomiske udvikling og beskæftigelsessituationen)?

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig i lyset af artikel 6 TEU, idet den er i strid med artikel 1 i tillægsprotokollen til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) samt konventionens artikel 17, fordi den uretmæssigt har medført en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af de sagsøgende selskabers berettigede forventning om at opretholde godet bestående i den kvotemængde, som foreløbigt blev tildelt dem, og hvortil de havde ret på grundlag af direktivets bestemmelser, og således bevirket en berøvelse af det nævnte godes økonomiske nytteværdi?

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig for så vidt angår den del, der fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor, henset til, at afgørelsen er i strid med artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41 i Nicechartret, fordi den mangler en passende begrundelse?

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig for så vidt angår den del, der fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor, henset til, dels at afgørelsen er i strid med artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF og det i artikel 5, stk. 4, TEU fastlagte proportionalitetsprincip, dels at afgørelsen er behæftet med oplysningsmangler og urigtigt skøn, fordi der ved beregningen af den maksimale gratistildelte kvotemængde (oplysning, der er relevant med henblik på fastlæggelsen af den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor) ikke er blevet taget hensyn til konsekvenserne af de fortolkningsmæssige ændringer vedrørende begrebet »forbrændingsanlæg«, der er indtrådt mellem den første (2005-2007) og den anden fase (2008-2012) for gennemførelse af direktiv 2003/87/EF?

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 ugyldig for så vidt angår den del, der fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor, idet den udgør en tilsidesættelse af artikel 10a, stk. 5, og 9a, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF samt er behæftet med oplysningsmangler og urigtigt skøn henset til, at beregningen af den maksimale gratistildelte kvotemængde (oplysning, der er relevant med henblik på fastlæggelsen af den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor) er blevet gennemført på grundlag af data fra medlemsstaterne, der indbyrdes ikke er overensstemmende, fordi de er baseret på afvigende fortolkninger af artikel 9a, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF?

Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 afslutningsvis ugyldig for så vidt angår den del, der fastlægger den tværsektorielle korrektionsfaktor, idet den udgør en tilsidesættelse af reglerne om den i artikel 10a, stk. 1, og 23, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF omhandlede procedure?

____________

1     Kommissionens afgørelse af 5.9.2013 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende foreløbig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 240, s. 27).

2     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EFT L 275, s. 32).