Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 15. april 2003 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Rådet for Den Europæiske Union.

    (Sag C-176/03)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 15. april 2003 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.-F. Pasquier og W. Bogensberger, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

(Det fastslås, at Rådets rammeafgørelse af 27. januar 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet ¹ er ulovlig.

(Den trufne rammeafgørelse annulleres.

(Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Søgsmålet støttes på artikel 35, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Union.

Kommissionen støtter uden forbehold målene for rammeafgørelsen, men bestrider det anvendte retsgrundlag for de omhandlede foranstaltninger, dvs. traktaten om Den Europæiske Union og navnlig nævnte traktats artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b). De omhandlede foranstaltninger henhører nemlig klart under Fællesskabets kompetence. Valget af retsgrundlag er i det foreliggende tilfælde vigtigt på grund af de institutionelle særegenheder i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union, som bl.a. ikke indeholder noget, der svarer til overtrædelsesproceduren.

Valget af retsgrundlag for en retsakt skal i overensstemmelse med retspraksis være baseret på objektive kriterier, som kan undergives en retslig prøvelse, der navnlig vedrører den pågældende retsakts formål og indhold.

I det foreliggende tilfælde er det klart, at såvel rammeafgørelsens formål som dens indhold falder ind under Fællesskabets kompetence. Formålet med rammeafgørelsen er at beskytte miljøet ved at forfølge de overtrædelser, der er begået til skade for miljøet, hvilket svarer til de fællesskabsretlige kompetencer, som bl.a. omhandles i EF-traktatens afsnit XIX (artikel 174-176) og nævnte traktats artikel 6. Det samme gælder rammeafgørelsens indhold. De omstændigheder, som rammeafgørelsens artikel 2 og 3 pålægger medlemsstaterne at betragte som overtrædelser af miljøet, henviser for størstedelens vedkommende til handlinger, der er omfattet af fællesskabsretten.

Artikel 47 i traktaten om Den Europæiske Union fastslår de fællesskabsretlige bestemmelsers forrang, og det er således retlig umuligt at vedtage retsakter på grundlag af denne traktat, såfremt der er en fællesskabsretlig beføjelse herfor.

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at Fællesskaberne kan forpligte medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner, når dette er nødvendigt for at sikre fællesskabsrettens gyldighed og effektivitet.

Kommissionen har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at ifølge Domstolens faste praksis, som den f.eks. kommer til udtryk i Domstolens dom af 21. september 1989, sag 68/88, Kommissionen mod Grækenland (Sml. s. 2966), er medlemsstaterne forpligtet til at påse, at tilsidesættelse af fællesskabsretten forfølges under de samme materielle og formelle betingelser, som finder anvendelse på tilsidesættelse af national ret af lignende art og betydning, og at sanktionen har en effektiv, proportional og afskrækkende virkning. Medlemsstaterne kan således forpligtes til at fastsætte strafferetlige sanktioner for overtrædelser af fællesskabsretten. Det hænder også, at de sanktionstyper, som medlemsstaterne kan indføre, er defineret i selv EF-retsakten, jf. f.eks. artikel 31 i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik ².

Kommissionen har dernæst gjort gældende, at fællesskabslovgiver, såfremt denne på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er af den opfattelse, at overholdelsen af de normer, der fastsættes, kun kan sikres ved at pålægge strafferetlige sanktioner, har kompetence til at pålægge medlemsstaterne at fastsætte sådanne sanktioner.

____________

¹ - Rådets rammeafgørelse 2003/80/RIA, EFT L 29 af 5.2.2003, s. 55.

² - EFT L 261 af 20.10.1993, s. 1.