RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
27. september 2012 (*)
»Konkurrence – karteller – det nederlandske marked for vejanlægsbitumen – beslutning, der fastslår en tilsidesættelse af artikel 81 EF – bøder – samarbejde under den administrative procedure – betydelig merværdi – ligebehandling – ret til forsvar«
I sag T-370/06,
Kuwait Petroleum Corp., Shuwaikh (Kuwait)
Kuwait Petroleum International Ltd, Woking (Det Forenede Kongerige)
Kuwait Petroleum (Nederland) BV, Rotterdam (Nederlandene),
ved solicitor D. Hull og advokat G. Berrisch,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre, som befuldmægtiget, bistået af advokat L. Gyselen,
sagsøgt,
angående principalt en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 4090 endelig af 13. september 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] (sag COMP/F/38 456 – Bitumen (NL)) og subsidiært en påstand om nedsættelse af den bøde, sagsøgerne pålægges ved den nævnte beslutning,
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne N. Wahl og S. Soldevila Fragoso (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. juni 2011,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
1 Kuwait Petroleum Corp. (herefter »KPC«), der er et statsejet olieselskab i Kuwait og moderselskab i koncernen Kuwait Petroleum, sælger sine produkter i Europa gennem sit datterselskab Kuwait Petroleum International Ltd (herefter »KPI«), der har hjemsted i London. To af KPC’s datterselskaber udfører aktiviteter i Nederlandene, nemlig Kuwait Petroleum Europoort BV, der fremstiller bitumen på et raffinaderi i Rotterdam, og Kuwait Petroleum (Nederland) BV (herefter »KPN«), der sælger bitumen i Nederlandene. KPI og KPN ejes direkte eller indirekte af KPC Holdings AEC, der er hjemmehørende i Aruba, og som er et helejet datterselskab til KPC. KPC Holdings ejer samtlige datterselskaber i koncernen Kuwait Petroleum, der ikke er hjemmehørende i Kuwait, og som udfører aktiviteter vedrørende raffinering og salg af olie.
2 Ved skrivelse af 20. juni 2002 underrettede British Petroleum (herefter »BP«) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om, at der angiveligt var oprettet et kartel inden for markedet for vejanlægsbitumen i Nederlandene, og fremsatte en anmodning om bødefritagelse i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«).
3 Den 1. og 2. oktober 2002 foretog Kommissionen uanmeldte kontrolundersøgelser bl.a. hos KPN. Den 30. juni 2003 og den 5. april 2004 anmodede Kommissionen en række selskaber, herunder KPN, om at fremkomme med oplysninger. KPN besvarede anmodningerne den 16. september 2003 og den 30. april 2004.
4 KPN indgav den 12. september 2013 en anmodning om, at samarbejdsmeddelelsen af 2002 skulle finde anvendelse, i hvilken forbindelse selskabet vedlagde en virksomhedserklæring. KPN anmodede endvidere om, at oplysninger i skrivelsen af 16. september 2003 blev taget i betragtning i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse. Den 18. september 2003 foreslog KPN under et møde med Kommissionen, at der blev foretaget en høring af tre tidligere ansatte, der ville kunne fuldstændiggøre de oplysninger, som var tilvejebragt, hvilket skete den 1. og den 9. oktober 2003.
5 Den 14. oktober 2004 gav Kommissionen i henhold til bestemmelserne i punkt 26 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 KPN meddelelse om, at den ville nedsætte selskabets bøde med mellem 30 og 50%, idet Kommissionen var nået frem til den foreløbige konklusion, at de beviser, som selskabet havde fremlagt, repræsenterede en betydelig merværdi.
6 Den 18. oktober 2004 indledte Kommissionen en procedure og vedtog en klagepunktsmeddelelse, der den 19. oktober 2004 blev fremsendt til en række selskaber, heriblandt sagsøgerne, KPC, KPI og KPN. Efter anmodning fra KPC og KPI bekræftede Kommissionen ved skrivelse af 2. december 2004, at disse selskaber tillige ville blive indrømmet den samme bødenedsættelse som KPN i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002.
7 Efter at de berørte selskaber var blevet hørt den 15. og den 16. juni 2005, fremkom KPN med præciserende oplysninger vedrørende de erklæringer, som selskabet havde afgivet om selskabet ExxonMobil, der er bitumenleverandør, og som ikke er blevet pålagt en sanktion ved den anfægtede beslutning. Disse erklæringer var blevet anvendt i klagepunktsmeddelelsen og var blevet anfægtet af flere af deltagerne i høringen. Disse præciserende oplysninger blev fremsendt til samtlige deltagere i høringen og gav anledning til en række reaktioner, som Kommissionen ikke gav sagsøgerne mulighed for at få indsigt i.
8 Den 13. september 2006 vedtog Kommissionen beslutning K(2006) 4090 endelig om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] (sag nr. COMP/F/38 456 – Bitumen (NL)) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf et sammendrag er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 28. juli 2007 (EUT L 196, s. 40), og som blev meddelt sagsøgerne den 22. september 2006.
9 Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning, at de selskaber, der var adressater for den anfægtede beslutning, havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF ved regelmæssigt og kollektivt i de anførte perioder at fastsætte bruttoprisen for køb og salg af vejanlægsbitumen i Nederlandene, en ensartet rabat på bruttoprisen for de karteldeltagende entreprenører inden for vejanlæg og en mindre maksimumsrabat på bruttoprisen for andre entreprenører inden for vejanlæg.
10 Sagsøgerne blev anset for medansvarlige for overtrædelsen for perioden fra den 1. april 1994 til den 15. april 2002 og pålagt en bøde til solidarisk hæftelse på 16,632 mio. EUR.
11 Hvad angår beregningen af bøderne kvalificerede Kommissionen overtrædelsen som meget alvorlig under hensyn til dens art, selv om der var tale om et begrænset geografisk marked (316. betragtning til den anfægtede beslutning).
12 Med henblik på at tage hensyn til den specifikke betydning af hver enkelt karteldeltagende virksomheds ulovlige adfærd, og således den reelle indvirkning på konkurrencen, opdelte Kommissionen de berørte virksomheder i seks kategorier ud fra deres relative betydning på det omhandlede marked fastlagt på baggrund af deres markedsandele.
13 På baggrund af disse betragtninger fastsatte Kommissionen et udgangsbeløb for bøden på 12 mio. EUR i forhold til sagsøgerne (322. betragtning til den anfægtede beslutning) og anvendte en multiplikationsfaktor på 1,1 for at sikre bødens afskrækkende virkning, henset til koncernens størrelse og omsætning (323. betragtning til den anfægtede beslutning).
14 Hvad angår overtrædelsens varighed fandt Kommissionen, at sagsøgerne havde begået en overtrædelse af lang varighed, idet overtrædelsen havde varet i mere end fem år, og fastslog overtrædelsens samlede varighed til otte år fra den 1. april 1994 til den 15. april 2002, og Kommissionen forhøjede derfor udgangsbeløbet med 80% (326. betragtning til den anfægtede beslutning). Grundbeløbet for bøden blev derfor fastsat på grundlag af overtrædelsens grovhed og varighed til 23,76 mio. EUR (335. betragtning til den anfægtede beslutning).
15 Kommissionen fastslog ingen skærpende omstændigheder i forhold til sagsøgerne. Kommissionen fandt derimod, at sagsøgerne var omfattet af samarbejdsmeddelelsen af 2002, og nedsatte sagsøgernes bøde med 30%. Kommissionen fandt, at de oplysninger, der var tilvejebragt den 12. og den 16. september 2003 samt den 1. og den 9. oktober 2003, på grund af deres detailrigdom havde styrket Kommissionens mulighed for at fastslå, at der forelå en overtrædelse. Kommissionen fastslog imidlertid, at den måtte tage hensyn til den omstændighed, at anmodningen om bødefritagelse ikke blev indgivet før 11 måneder efter gennemførelsen af de uanmeldte kontrolundersøgelser, og efter at Kommissionen havde fremsendt en anmodning om oplysninger, at den i forvejen rådede over visse beviser, der var fremlagt af andre selskaber, og at KPN havde ændret visse af de erklæringer, som selskabet havde afgivet vedrørende ExxonMobil (382.-388. betragtning til den anfægtede beslutning).
Retsforhandlinger og parternes påstande
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. december 2006 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.
17 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 stillet parterne en række skriftlige spørgsmål. Parterne har besvaret disse spørgsmål inden for den fastsatte frist.
18 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 15. juni 2011.
19 Da et medlem fra Sjette Afdeling var blevet forhindret i at deltage i pådømmelsen, udpegede Rettens præsident sig selv i henhold til procesreglementets artikel 32, stk. 3, for at afdelingen kunne blive beslutningsdygtig.
20 Ved kendelsen af 18. november 2011 har Retten (Sjette Afdeling) i sin nye sammensætning genåbnet den mundtlige forhandling, og parterne blev underrettet om, at de ville blive hørt i et nyt retsmøde.
21 Ved skrivelser af henholdsvis 25. og 28. november 2011 meddelte Kommissionen og sagsøgerne Retten, at de gav afkald på et nyt retsmøde.
22 Rettens præsident besluttede følgelig at afslutte den mundtlige forhandling.
23 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den angår sagsøgerne.
– Subsidiært nedsættes den ved den anfægtede beslutnings artikel 2, nr. i) pålagte bøde.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
24 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten vedrørende konsekvenserne af Domstolens dom af 10. september 2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (sag C-97/08 P, Sml. I, s. 8237), og af 20. januar 2011, General Química m.fl. mod Kommissionen (sag C-90/09 P, Sml. I, s. 1), har sagsøgerne den 24. marts 2011 oplyst, at de har frafaldet anbringendet om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og begik retlige fejl, da den tilregnede KPC og KPI ansvaret for den overtrædelse, som deres datterselskab KPN havde begået. Retten har ført dette til retsbogen.
Retlige bemærkninger
26 Sagsøgerne har til støtte for deres søgsmål fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af bestemmelserne i punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at Kommissionen begik en fejl, da den fastsatte den procentsats, med hvilken sagsøgernes bøde skulle nedsættes.
1. Tilsidesættelse af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002
Parternes argumenter
27 Sagsøgerne har anført, at Kommissionen tilsidesatte bestemmelserne i punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, idet den pålagde sagsøgerne en bøde på grundlag af omstændigheder, der kun var blevet godtgjort ved de beviser, som KPN havde fremlagt. Det var alene på grundlag af disse oplysninger, at Kommissionen kunne fastslå, at der var begået en overtrædelse, samt godtgøre denne overtrædelses grovhed og varighed, idet de andre beviser, der nævnes i den anfægtede beslutning, enten var indirekte, ikke overbevisende eller spekulative. Sagsøgerne har anført, at det således kun var de oplysninger, som KPN havde tilvejebragt, der gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå, at der forelå en overtrædelse i hele perioden fra den 1. april 1994 til den 15. april 2002, idet de notater, som blev beslaglagt hos Koninklijke Volker Wessel Stevin NV, der er et selskab, som blev pålagt en sanktion ved den anfægtede beslutning, kun vedrørte 1997, og de oplysninger, der blev fremlagt af BP kun vedrørte perioden efter 1999.
28 Kommissionens meget restriktive fortolkning af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, der indebærer, at anvendelsen af denne bestemmelse begrænses til kun at omfatte de tilfælde, hvor Kommissionen ikke har haft noget kendskab til de faktiske omstændigheder, er efter sagsøgernes opfattelse i strid med bestemmelsens formål, som er at tilskynde de virksomheder, der anmoder om bødefritagelse, til at tilvejebringe så mange oplysninger som muligt. En sådan fortolkning er endvidere i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvortil der udtrykkeligt henvises i punkt 29 i samarbejdsmeddelelsen af 2002.
29 Kommissionen har bestridt samtlige sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
30 Punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002 bestemmer, at »såfremt en virksomhed indsender bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og som er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, tager Kommissionen ikke disse elementer i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har indsendt dette bevismateriale«.
31 Retten skal indledningsvis afgøre, om Kommissionen begik en retlig fejl, da den begrænsede bestemmelsens anvendelsesområde til kun at omfatte de tilfælde, hvor et selskab fremlægger oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at bevise faktiske omstændigheder, som den ikke havde kendskab til, og derved udelukker de tilfælde, hvor et selskab tilvejebringe oplysninger, som gør det muligt for Kommissionen at bekræfte de faktiske omstændigheder, som allerede er kendte.
32 Det bemærkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde besluttede at nedsætte KPN’s bøde med 30% som følge af, at KPN havde fremlagt bevismateriale for Kommissionen, som havde en sådan karakter, at det »styrkede Kommissionens muligheder for at bevise de pågældende kendsgerninger og [derfor] udgjorde en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af på det tidspunkt«, at »denne merværdi var betydelig, idet den bekræftede de eksisterende oplysninger og sammen med de oplysninger, som Kommissionen allerede var i besiddelse af, gjorde det muligt for Kommissionen at bevise overtrædelsen«, at »KPN var den første, der gav direkte bevismateriale om [afholdelsen af samordningsmøder vedrørende bitumen, der udgjorde et] central[t] element i kartellets funktion«, samt at det på det tidspunkt, hvor KPN fremlagde sine beviser, dvs. inden Kommissionen havde fået svar på sin anmodning om oplysninger (bl.a. fra virksomhederne Shell, Total og Nynas), »var uklart om og i hvilken udstrækning de dokumenter, der hidrørte fra perioden for de faktiske omstændigheder, som fremgik af Kommissionens sagsakter, sammenholdt med de oplysninger, som BP havde tilvejebragt, i sig selv var tilstrækkelige til at bevise overtrædelsen« (383. betragtning til den anfægtede beslutning).
33 Retten finder, at der skal anlægges en restriktiv fortolkning af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, således at den kun omfatter de tilfælde, hvor et selskab, der har deltaget i et kartel, giver Kommissionen nye oplysninger om kartellets grovhed eller varighed, og ikke de tilfælde, hvor et selskab kun tilvejebringer oplysninger, der bestyrker beviserne for overtrædelsens eksistens.
34 Det bemærkes nemlig først, at eftersom samarbejdsproceduren udgør en undtagelse fra reglen om, at en virksomhed skal pålægges en sanktion for overtrædelse af konkurrenceretten, må disse undtagelsesbestemmelser undergives en streng fortolkning.
35 Det bemærkes endvidere, at den effektive virkning af samarbejdsordningen ville blive påvirket, hvis virksomhederne ikke følte sig tilskyndet til at være de første til at tilvejebringe oplysninger, der kan afsløre eksistensen af et kartel over for Kommissionen.
36 Den af sagsøgerne anførte fortolkning vil imidlertid føre til, at den sondring, som Kommissionen foretager i meddelelsen mellem den ene virksomhed, der kan opnå en bødefritagelse (afsnit A i samarbejdsmeddelelsen af 2002), og de virksomheder, der kun kan opnå en bødenedsættelse (afsnit B i samarbejdsmeddelelsen af 2002), mister sin virkning, idet fortolkningen vil føre til, at de sidstnævnte virksomheder omfattes af en fuldstændig bødefritagelse. Der opstilles således i samarbejdsmeddelelsen af 2002 en sondring mellem den virksomhed, som er den første til at fremlægge bevismateriale, der gør det muligt for Kommissionen at fastslå en overtrædelse, eller at vedtage en beslutning om at foretage kontrolundersøgelser, og som kan indrømmes en fuldstændig bødefritagelse, og de andre virksomheder, der ikke opfylder disse betingelser, og som kun kan opnå en nedsættelse af bøden med højst 50%.
37 Kommissionen begik derfor ikke en retlig fejl, da den ved fastsættelsen af KPN’s bøde fandt, at der skulle tages hensyn til, at KPN ved at fremlægge visse beviser kun havde bidraget til at bestyrke sagens omstændigheder, og at disse omstændigheder ikke var nye for Kommissionen.
38 Sagsøgerne har endvidere anført, at en sådan fortolkning er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvortil der udtrykkeligt henvises i punkt 29 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Det er korrekt, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som er et af Unionens grundprincipper, omfatter enhver borger, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger, navnlig ved at afgive præcise løfter (Domstolens dom af 11.3.1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens mod Kommissionen, Sml. s. 1155, præmis 44, og Rettens dom af 9.7.2003, sag T-220/00, Cheil Jedang mod Kommissionen, Sml. II, s. 2473, præmis 33). Det bemærkes imidlertid, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke på noget tidspunkt har afgivet præcise løfter over for KPN vedrørende muligheden for at opnå bødefritagelse. Hvad angår bødefritagelser forholder det sig i almindelighed således, at den anmodende virksomhed indsender sine oplysninger til Kommissionen uden at have kendskab til de oplysninger, som Kommissionen allerede råder over, og virksomheden kan således ikke have nogen berettigede forventninger i forhold til størrelsen af den bødenedsættelse, den kan opnå.
39 Det skal endelig i det foreliggende tilfælde undersøges, om Kommissionen åbenbart overskred sin skønsbeføjelse, da den fastslog, at KPN opfyldte betingelserne i punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, således som bestemmelsen er fortolket i præmis 33 ovenfor.
40 Det fremgår af den anfægtede beslutning, at selv om de af KPN tilvejebragte oplysninger gjorde det muligt for Kommissionen at bestyrke de beviser, som den allerede rådede over vedrørende afholdelsen af møder mellem bitumenleverandørerne (herefter »leverandørerne«) og de vejanlægsentreprenører, der deltog i kartellet, havde Kommissionen allerede kendskab til, at disse møder blev afholdt i hele overtrædelsesperioden, gennem oplysninger, som BP havde fremlagt, og dokumenter, der var blevet beslaglagt i forbindelse med kontrolundersøgelser på stedet, bl.a. Hollandsche Beton Groeps’ (herefter »HBG«) notater fra marts og juli 1994. KPN indsendte således ikke noget bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere havde haft kendskab til, og som var af direkte betydning for overtrædelsens grovhed eller varighed.
41 Det første anbringende må derfor forkastes i sin helhed.
2. Størrelsen af bødenedsættelsen
Parternes argumenter
42 Sagsøgerne har anført, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den kun nedsatte sagsøgernes bøde med 30% med den begrundelse, at anmodningen om bødefritagelse ikke blev modtaget før 11 måneder efter gennemførelsen af de uanmeldte kontrolundersøgelser, og efter at Kommissionen havde udsendt den første anmodning om oplysninger, at oplysningernes merværdi var blevet svækket af oplysninger, der var fremlagt af andre virksomheder, og at KPN havde ændret visse af sine erklæringer. Det tilkommer Retten at udøve sin fulde prøvelsesret vedrørende begrundelsen for beslutningen om at fastsætte størrelsen af den bødenedsættelse, som KPN blev indrømmet, og Unionens retsinstanser har ikke på noget tidspunkt anerkendt, at Kommissionen skulle have et vidt skøn inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen af 2002.
43 Sagsøgerne har for det første anført, at et tidsrum på 11 måneder ikke er urimelig lang tid i forhold til at indgive en anmodning om bødefritagelse, navnlig når der henses til, at Kommissionens samlede undersøgelser varede 28 måneder, at dette tidsrum var nødvendigt for, at sagsøgerne kunne samle de beviser, der skulle fremlægges for Kommissionen, samt at samarbejdsmeddelelsen af 2002 ikke indeholder nogen specifik tidsfrist. Kommissionen kan ikke i denne henseende henvise til Rettens dom af 27. september 2006, Roquette Frères mod Kommissionen (sag T-322/01, Sml. II, s. 3137), idet den anmodning om bødefritagelse, som var indgivet i denne sag, udgjordes af virksomhedens svar på Kommissionens spørgeskema, mens KPN i det foreliggende tilfælde indgav sin anmodning om bødefritagelse, inden virksomheden havde besvaret spørgeskemaet og gav svar, der gik langt ud over de stillede spørgsmål.
44 Sagsøgerne har for det andet anført, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den kun foretog en begrænset nedsættelse af sagsøgernes bøde med den begrundelse, at værdien af de beviser, som blev fremlagt den 16. september og den 1. og den 9. oktober 2003, var blevet svækket af de oplysninger, som Nynas og Total tidligere havde indgivet. Kommissionen fastslog imidlertid i den anfægtede beslutning, at de oplysninger, som KPN havde fremlagt den 12. september 2003, og som fremgik af selskabets supplerende erklæringer, indebar, at Kommissionen kom i besiddelse af direkte og afgørende beviser for overtrædelsen, mens de oplysninger, som Nynas og Total havde tilvejebragt, ikke repræsenterede nogen betydelig merværdi, hvorfor deres anmodninger om bødefritagelse i øvrigt ikke var blevet imødekommet.
45 For det tredje var det med urette, at Kommissionen fastslog, at nedsættelsen af sagsøgernes bøde skulle begrænses som følge af, at KPN angiveligt havde ændret sine erklæringer vedrørende ExxonMobil. Kommissionen begik således først en faktisk fejl ved at konstatere, at KPN’s ansatte under høringen havde ændret deres erklæringer, idet de alene havde ønsket at foretage en præcisering af disse erklæringer ved at anføre, at de kun rådede over indirekte beviser for ExxonMobils deltagelse i kartellet, og at de under alle omstændigheder ikke på noget tidspunkt havde oplyst, at de rådede over direkte beviser for denne deltagelse. Kommissionen begik endvidere en retlig fejl, da den konstaterede, at de af KPN fremlagte beviser kun repræsenterede en begrænset merværdi, eftersom selskabet ikke havde fremlagt beviser for, at ExxonMobil deltog i kartellet. Sagsøgerne er således af den opfattelse, at værdien af de fremlagte beviser kun skal vurderes i forhold til de overtrædelser, som Kommissionen har ført bevis for i beslutningen. Kommissionen tilsidesatte endvidere ligebehandlingsprincippet ved at straffe sagsøgerne for deres erklæringer vedrørende ExxonMobil, idet BP tillige i sin anmodning om bødefritagelse anførte, at ExxonMobil var involveret i kartellet.
46 Sagsøgerne har for det fjerde anført, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til aktindsigt under den administrative procedure, idet den afslog af fremsende de andre virksomheders bemærkninger vedrørende de supplerende erklæringer, som de havde afgivet under høringen til KPN. Kommissionen tog imidlertid hensyn til disse bemærkninger, som i visse tilfælde blev afgivet efter høringen, ved fastsættelsen af sagsøgernes bøde.
47 Kommissionen har bestridt samtlige sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
Retlige fejl
48 Sagsøgerne har for det første anført, at Kommissionen tog fejl med hensyn til rækkevidden af den skønsbeføjelse, som Kommissionen har, når der er tale om værdien af de oplysninger, som en virksomhed frivilligt har tilvejebragt i forbindelse med fastsættelsen af en bøde. Sagsøgerne har bl.a. anført, at den retspraksis, som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for påstanden om, at den har et vist skøn på dette område, og at Unionens retsinstansers prøvelse er begrænset til en kontrol af, om der er foretaget en åbenbart urigtigt skøn, kun finder anvendelse på bestemmelserne i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 1996«) og ikke bestemmelserne i samarbejdsmeddelelsen af 2002.
49 Det fremgår af fast retspraksis vedrørende samarbejdsmeddelelsen af 1996, at et samarbejde om undersøgelsen, som ikke går ud over de forpligtelser, som påhviler virksomhederne i henhold til artikel 11, stk. 4 og 5, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962 s. 81), ikke berettiger en bødenedsættelse (Rettens dom af 14.5.1998, sag T-308/94, Cascades mod Kommissionen, Sml. II, s. 925, præmis 260, og af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, præmis 341 og 342). En bødenedsættelse er derimod berettiget, når virksomheden har givet oplysninger, der går langt ud over, hvad Kommissionen kunne have krævet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 (dommen i sagen Cascades mod Kommissionen, præmis 261 og 262, og Rettens dom af 9.7.2003, sag T-230/00, Daesang og Sewon Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2733, præmis 137). For at en bøde kan nedsættes på grund af samarbejde, skal en virksomheds adfærd lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekæmpelse af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler og være udtryk for en virkelig samarbejdsånd. På den ene side påhviler det Retten at undersøge, om Kommissionen har fejlfortolket, i hvilket omfang virksomhedernes samarbejde gik ud over, hvad der krævedes i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Retten gennemfører i denne henseende en fuldstændig efterprøvelse, navnlig vedrørende de grænser for virksomhedernes forpligtelse til at svare på anmodningen om oplysninger, der følger af deres ret til forsvar. På den anden side skal Retten efterprøve, om Kommissionen i forhold til samarbejdsmeddelelsen af 1996 har vurderet nytten af et samarbejde ved konstateringen af, om der foreligger en overtrædelse, korrekt. Inden for den nævnte meddelelses grænser har Kommissionen et vist skøn til at vurdere, om de oplysninger og dokumenter, der er meddelt frivilligt af virksomhederne, har lettet dens opgave, og om der er grundlag for at indrømme en nedsættelse til en virksomhed i henhold til samarbejdsmeddelelsen. Denne vurdering er genstand for en begrænset retslig efterprøvelse (Domstolens dom af 9.7.2009, sag C-511/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 152, Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 529-532, som Domstolen stadfæstede ved dom af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 249).
50 Sagsøgerne har ikke på nogen måde begrundet, hvorfor Kommissionens skønsbeføjelse bør indskrænkes i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002. Det følger under alle omstændigheder af fast retspraksis vedrørende denne meddelelse, at Kommissionen har et vist skøn til at vurdere, om de oplysninger og dokumenter, der er meddelt frivilligt af virksomhederne, har lettet dens opgave, og om der er grundlag for at indrømme en nedsættelse til en virksomhed i henhold til denne meddelelse, samt at denne vurdering er genstand for en begrænset retslig prøvelse (Rettens dom af 18.12.2008, sag T-85/06, General Química m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 150).
51 Det er endvidere tidligere blevet fastslået, at selv om det påhviler Kommissionen at angive grundene til, at den vurderer, at det af virksomheder inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen af 1996 fremlagte materiale udgør et bidrag, der berettiger en bødenedsættelse, eller modsat ikke udgør et sådant bidrag, påhviler det derimod de virksomheder, der ønsker at anfægte Kommissionens beslutning i den henseende, at godtgøre, at Kommissionen i mangel af sådanne af virksomhederne frivilligt fremlagte oplysninger i det væsentlige ikke ville have været i stand til at godtgøre overtrædelsen og således vedtage en beslutning om pålæggelse af bøder (dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 297).
52 Hvad angår anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen af 1996 har Unionens retsinstanser fastslået, at en bødenedsættelse i henhold til disse bestemmelser bl.a. kræver, at den pågældende virksomhed har været den første til at forelægge afgørende elementer med henblik på at bevise kartellets eksistens, og at selv om sådanne elementer ikke nødvendigvis i sig selv skal være tilstrækkelige til at bevise kartellets eksistens, skal de imidlertid være af afgørende betydning i dette øjemed. De skal således ikke kun være retningsgivende for de undersøgelser, Kommissionen skal foretage, men skal kunne anvendes direkte som det primære bevisgrundlag for en beslutning, hvori en overtrædelse fastslås at have fundet sted (Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 492, 493, 517, 518, 521, 522, 526 og 568, og dommen i sagen Daiichi Pharmaceutical mod Kommissionen, sag T-26/02, Sml. II, s. 713, præmis 150, 156, 157 og 162).
53 Hvad angår samarbejdsmeddelelsen af 2002 fremgår det af punkt 7, 21 og 22, at Kommissionen skal vurdere hver enkelt virksomheds faktiske bidrag – for så vidt angår kvalitet og valg af tidspunkt – til Kommissionens påvisning af overtrædelsen (punkt 7), og begrebet »betydelig merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise, at de faktiske omstændigheder, der udgør overtrædelsen, foreligger. Kommissionen tillægger således en særlig værdi til de beviser, der sammen med andre beviser, som Kommissionen i forvejen råder over, gør det muligt at godtgøre, at der foreligger et kartel, eller sådanne beviser, der gør det muligt at underbygge eksisterende beviser, eller som er direkte relevante for fastlæggelsen af kartellets grovhed og varighed.
54 Sagsøgerne har endelig anført, at Kommissionen ikke med rette kunne straffe sagsøgerne, fordi Kommissionen var af den opfattelse, at KPN havde ændret sine erklæringer vedrørende ExxonMobils deltagelse i kartellet. Kommissionen har i den anfægtede beslutning anført, at ændringen af væsentlige dele af erklæringerne om ExxonMobils deltagelse i kartellet havde mindsket værdien af det bevismateriale, som KPN havde fremlagt. Det bemærkes, at det fremgår af bestemmelserne i punkt 27 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at »Kommissionen [v]ed afslutningen af den administrative procedure vedtager […] en beslutning, hvori den vurderer den endelige situation for hver enkelt virksomhed, der har anmodet om en bødenedsættelse«. Det tilkommer således Kommissionen at vurdere de oplysninger, som fremlægges af en virksomhed, ved afslutningen af den administrative procedure, og Kommissionen kan derfor ikke foreholdes, at den i det foreliggende tilfælde fastslog, at KPN ikke kunne belønnes for at have afgivet erklæringer, der på et bestemt tidspunkt under proceduren fremstod som afgørende, men som efterfølgende viste sig ikke at være relevante i den videre administrative procedure.
55 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Kommissionen ikke begik den retlige fejl, som sagsøgerne har gjort gældende inden for rammerne af denne del af nærværende anbringende, da den fastsatte størrelsen af den bødenedsættelse, som KPN kunne indrømmes.
Begrundelsespligten
56 Det fremgår af fast retspraksis, at begrundelsespligten dels skal gøre det muligt for de berørte personer at få kenskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de i givet fald kan gøre deres rettigheder gældende og afgøre, om beslutningen er begrundet, dels skal sætte Unionens retsinstanser i stand til at udøve deres prøvelsesret, samt at kravet om begrundelse skal vurderes på grundlag af omstændighederne i det konkrete tilfælde, bl.a. retsaktens indhold, arten af de anførte grunde og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (Rettens dom af 13.12.2001, forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless og Acciai speciali Terni mod Kommissionen, Sml. II, s. 3757, præmis 129).
57 Det fremgår af den anfægtede beslutning, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde klart og præcist har angivet grundene til, at den besluttede at indrømme KPN en bødenedsættelse på 30%. Kommissionen anførte nemlig, at KPN var den anden virksomhed, som kontaktede Kommissionen, at de oplysninger, som KPN fremlagde, styrkede Kommissionens mulighed for at godtgøre overtrædelsen, at KPN bragte sin deltagelse til ophør senest på det tidspunkt, hvor selskabet afgav disse oplysninger, men at KPN’s anmodning om bødefritagelse blev indgivet mere end 11 måneder efter, at kontrolundersøgelserne var blevet foretaget, at en del af de beviser, som KPN fremlagde på et senere tidspunkt, allerede var blevet fremlagt af andre virksomheder, og at KPN havde ændret sine oprindelige erklæringer vedrørende ExxonMobils deltagelse i overtrædelsen (382.-385. betragtning til den anfægtede beslutning). Når der tages hensyn til den sammenhæng, som den anfægtede beslutning er vedtaget i, finder Retten, at Kommissionen har gjort det muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret, og at den har gjort det muligt for sagsøgerne at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, således at de i givet fald kunne gøre deres rettigheder gældende og afgøre, om beslutningen var lovlig.
58 Dette argument må derfor forkastes som ugrundet.
De åbenbart urigtige skøn
59 Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af punkt 23, litra b), andet afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at »[f]or at kunne fastsætte nedsættelsens størrelse inden for hver af disse grupper [fra 0 til 50%] vil Kommissionen tage tidspunktet for fremlæggelsen af det fremlagte bevismateriale, som falder ind under betingelserne fastlagt under [punkt] 21, i betragtning, foruden hvorvidt det repræsenterer betydelig merværdi«. Det fremgår af disse bestemmelser, at Kommissionen også »kan […] tage omfanget og varigheden af samarbejde tilvejebragt af virksomheden efter datoen for fremlæggelsen i betragtning«. Det fremgår endvidere af den nævnte meddelelses punkt 7, at »[e]nhver bødenedsættelse skal afspejle en virksomheds faktiske bidrag – for så vidt angår kvalitet og valg af tidspunkt – til Kommissionens påvisning af overtrædelsen«.
60 Det skal undersøges om, Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den på grundlag af disse bestemmelser besluttede kun at nedsætte KPN’s bøde med 30%. Kommissionen har anført, at den på den ene side tog hensyn til den omstændighed, at KPN var den anden virksomhed, som kontaktede Kommissionen, at de oplysninger, som KPN fremlagde, styrkede Kommissionens mulighed for at godtgøre overtrædelsen, og at KPN bragte sin deltagelse til ophør senest på det tidspunkt, hvor selskabet afgav disse oplysninger, og at den på den anden side tog hensyn til den omstændighed, at KPN’s anmodning om bødefritagelse blev indgivet mere end 11 måneder efter, at kontrolundersøgelserne var blevet foretaget, og efter udsendelsen af den første anmodning om oplysninger, at en del af de beviser, som KPN fremlagde på et senere tidspunkt, allerede var blevet fremlagt af andre virksomheder, og at KPN havde ændret sine oprindelige erklæringer vedrørende ExxonMobils deltagelse i overtrædelsen (382.-385. betragtning til den anfægtede beslutning).
61 Hvad for det første angår argumentet om, at der kun blev foretaget en begrænset nedsættelse af KPN’s bøde med den begrundelse, at KPN’s anmodning om bødefritagelse blev indgivet 11 måneder efter gennemførelsen af de uanmeldte kontrolundersøgelser og efter udsendelsen af en anmodning om oplysninger, bemærkes, at selv om samarbejdsmeddelelsen af 2002 ikke indeholder en specifik frist, inden for hvilken en anmodning om bødefritagelse skal indgives, fremgår det imidlertid heraf, at et afgørende element for størrelsen af bødenedsættelsen er tidspunktet for, hvornår beviserne blev fremlagt. Selv om det ikke er for sent at indgive en anmodning om bødefritagelse efter 11 måneder, kan Kommissionen imidlertid tage denne varighed i betragtning, når den skal afgøre, hvor stor en bødenedsættelse, der skal indrømmes (dommen i sagen General Química m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 50 ovenfor, præmis 147). Hvad i øvrigt angår samarbejdsmeddelelsen af 1996, der i denne meddelelses afsnit D ikke indeholder særlig bestemmelse om, at der skal tages hensyn til tidspunktet for, hvornår oplysningerne blev fremlagt, har Unionens retsinstanser fastslået, at Kommissionen ved fastsættelsen af den procentsats, hvormed bøden skal nedsættes, kan tage hensyn til, at en virksomhed først har samarbejdet efter at have modtaget den anmodning om oplysninger, som Kommissionen har rettet til virksomheden, og dermed til, om anmodningen om bødefritagelse er indgivet af egen drift (dommen i sagen Roquette Frères mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 266).
62 I det foreliggende tilfælde indgav KPN først en anmodning om bødefritagelse den 12. september 2003, selv om Kommissionen foretog uanmeldte kontrolundersøgelser den 1. og den 2. oktober 2002 og sendte en første anmodning om oplysninger den 30. juni 2003. Den omstændighed, at anmodningen om bødefritagelse i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Roquette Frères mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, udgjorde virksomhedens eneste svar på anmodningen om oplysninger, mens KPN i det foreliggende tilfælde først indgav en anmodning om bødefritagelse og derefter besvarede anmodningen om oplysninger, som KPN i øvrigt anmodede Kommissionen om at anse som en del af anmodningen om bødefritagelse, indebærer ikke, at denne retspraksis ikke finder anvendelse. Endelig har KPN ikke angivet grundene til, at virksomheden ventede 11 måneder, før den indgav anmodningen om bødefritagelse, som f.eks., at der var opstået problemer under den interne undersøgelse.
63 Det skal endvidere undersøges, om Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den kun foretog en begrænset nedsættelse af KPN’s bøde med den begrundelse, at værdien af de beviser, som KPN fremlagde den 16. september og den 1. og den 9. oktober 2003, var blevet svækket af de oplysninger, som Nynas og Total tidligere havde indgivet.
64 Det fremgår af sagsakterne, at KPN var den anden virksomhed, som meddelte Kommissionen oplysninger i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002, hvilket skete den 12. september 2003, og at disse oplysninger ikke repræsenterede en betydelig merværdi. KPN ventede imidlertid indtil den 16. september 2003 med at give supplerende oplysninger, og selv om Kommissionen den 19. september 2003 advarede virksomheden om risikoen ved at udskyde samtalerne med de ansatte, der var direkte involveret i kartellet, blev disse samtaler først gennemført den 1. og den 9. oktober 2003. I løbet af denne periode afgav Total den 13. september 2003 og Nynas den 2. oktober 2003 imidlertid en række oplysninger til Kommissionen i deres svar på den første anmodning om oplysninger.
65 Hvad angår nedsættelsen af bøden inden for den relevante gruppe finder Unionens retsinstanser, at det ikke kun er omfanget af det fremlagte bevismateriales merværdi, som Kommissionen skal tage hensyn til, men tillige tidspunktet for fremlæggelsen af de nævnte beviser, som skal opfylde betingelserne i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Kommissionen skal derfor tage hensyn til den omstændighed, at visse beviser er blevet fremlagt efter, at andre virksomheder har tilvejebragt væsentligt bevismateriale, der således mindsker disse bevisers merværdi (dommen i sagen General Química m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 50 ovenfor, præmis 147).
66 Kommissionen anlagde derfor ikke i det foreliggende tilfælde et åbenbart urigtigt skøn, da den tog hensyn til den omstændighed, at de oplysninger, som KPN fremlagde i oktober 2003, selv om de var nyttige i forhold til at beskrive overtrædelsen, imidlertid ikke tilvejebragte nye og afgørende oplysninger, når der henses til de oplysninger, som to andre virksomheder havde fremlagt i mellemtiden.
67 Det skal for det tredje undersøges, om Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konstaterede, at KPN’s ansatte under høringen havde ændret deres erklæringer, idet de alene havde ønsket at foretage en præcisering af disse erklæringer ved at anføre, at de kun rådede over indirekte beviser for ExxonMobils deltagelse i kartellet, og at de under alle omstændigheder ikke på noget tidspunkt havde oplyst, at de rådede over direkte beviser for denne deltagelse.
68 Det fremgår af parternes skriftlige indlæg, at KPN i en erklæring af 12. september 2003 udtrykkeligt havde anført, at »efter afholdelsen af disse møder havde ExxonMobil gennem sine bilaterale kontakter med andre leverandører fået oplysning om […] udfaldet af møderne«, og at det var KPN’s opfattelse, at »ExxonMobil efterfølgende [havde] gennemført disse aftaler«. En af KPN’s tidligere ansatte nævnte endvidere i en mundtlig erklæring, der blev afgivet den 9. oktober 2003, at selv om ExxonMobil ikke længere deltog i møderne efter 1994 eller 1995, fortsatte virksomheden med at holde sig orienteret om udfaldet af disse møder og tilpassede sin adfærd i overensstemmelse med de beslutninger, der blev truffet i den forbindelse (jf. klagepunktsmeddelelsens punkt 208-211). Kommissionen støttede sig hovedsageligt på disse erklæringer (samt på Nynas’ erklæringer), da den besluttede at fremsende klagepunktsmeddelelsen til ExxonMobil. Da andre parter under retsmødet, der blev afholdt den 15. og den 16. juni 2005, anfægtede disse oplysninger, ændrede KPN imidlertid sin erklæring af 28. juni 2005, bl.a. ved at indgive en erklæring fra den samme tidligere ansatte, hvoraf fremgik, at den pågældende kun antog, at ExxonMobil havde deltaget, og at den ansatte ikke rådede over noget bevis i den forbindelse.
69 Det fremgår af disse dokumenter, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at KPN havde ændret sin holdning til ExxonMobils deltagelse i overtrædelsen, og at der ikke kun var tale om en præcisering af de udtalelser, som KPN tidligere havde afgivet.
70 Sammenfattende finder Retten på baggrund af samtlige ovenstående betragtninger, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved kun at nedsætte KPN’s bøde med 30%.
Princippet om ligebehandling
71 Sagsøgerne har i replikken fremført et supplerende anbringende med henblik på at godtgøre, at Kommissionen ikke burde have straffet sagsøgerne for at have ændret deres erklæringer vedrørende ExxonMobil, og gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet i forhold til BP.
72 Det bemærkes imidlertid, at ligebehandlingsprincippet kun tilsidesættes, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles på samme måde (dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 533), og at Kommissionen ikke handler i strid med dette princip, når en forskellig behandling begrundes i grader af samarbejde, som ikke er sammenlignelige, bl.a. fordi samarbejdet har bestået i fremlæggelse af forskellige oplysninger eller fremlæggelse af sådanne oplysninger på forskellige trin af den administrative procedure eller under forskellige omstændigheder (Rettens dom af 6.12.2005, sag T-48/02, Brouwerij Haacht mod Kommissionen, Sml. II, s. 5259, præmis 108 og 109).
73 Eftersom BP i det foreliggende tilfælde var den første virksomhed til at fremlægge bevismateriale, der gjorde det muligt for Kommissionen at vedtage en beslutning om at foretage uanmeldte kontrolundersøgelser i henhold til punkt 8 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, befandt BP sig under alle omstændigheder ikke i den samme situation som KPN. Det fremgår nemlig af samarbejdsmeddelelsen af 2002, at den første virksomhed indrømmes fuldstændig bødefritagelse, og der gives ikke nogen mulighed for at graduere bødefritagelsen. Det er derfor ikke fornødent at afgøre, om BP, som hævdet af sagsøgerne, faktisk ændrede sine erklæringer vedrørende ExxonMobil.
Retten til forsvar
74 Det fremgår af sagsakterne, at flere af selskaberne i forbindelse med Kommissionens høring af samtlige berørte selskaber den 15. og den 16. juni 2005, anfægtede rigtigheden af KPN’s erklæringer vedrørende ExxonMobil og Wintershall. Da KPN ikke var i stand til at imødegå disse indvendinger under høringen, gav høringskonsulenten KPN en frist på otte dage til at underbygge og præcisere sit standpunkt. KPN fremsendte derfor en række nye erklæringer fra to ansatte, der var afgivet den 28. og den 30. juni 2005, hvori de ansatte bl.a. nævnte, at de ikke rådede over direkte beviser for, at ExxonMobil havde deltaget i kartellet, og at der således kun var tale om en antagelse. Disse præciserende bemærkninger blev fremsendt til dem, der havde deltaget i høringen, hvilket gav anledning til en række reaktioner.
75 Den 8. februar 2006 anmodede KPN Kommissionen om at underrette selskabet, såfremt visse af disse reaktioner ville påvirke troværdigheden af selskabets påstande og dermed størrelsen af selskabets bødenedsættelse. Den 23. marts 2006 begrænsede Kommissionen sig til at give KPN meddelelse om, at Kommissionen først ville tage stilling til selskabets anmodning om bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure. Den 19. april 2006 anmode KPN høringskonsulenten om at fremsende ikke-fortrolige versioner af de andre virksomheders skriftlige bemærkninger, der kunne rejse tvivl om troværdigheden af de beviser, som KPN havde fremlagt, og påvirke anvendelsen af bestemmelserne i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Den 26. april 2006 afslog høringskonsulenten at imødekomme denne anmodning og anførte, at selskabet kun ville få adgang til de andre virksomheders skriftlige dokumenter efter høringen, såfremt Kommissionen besluttede at anvende disse dokumenter som belastende bevis i sin beslutning, og at dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag hvad angik de bemærkninger, som de andre virksomheder havde fremsat efter høringen, idet disse ikke påvirkede vurderingen af selskabets samarbejde. Endelig anførte KPN den 12. maj 2006 over for Kommissionen, at selskabet ønskede adgang til samtlige dokumenter, der vedrørte troværdigheden af selskabets erklæringer, og ikke kun de dokumenter, der var indgivet efter høringen. Kommissionen efterkom ikke denne anmodning.
– Almene principper om aktindsigt i dokumenter, der hidrører fra perioden efter klagepunktsmeddelelsen
76 Det fremgår af artikel 27, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT L 1, s. 1), at »[f]ør Kommissionen træffer beslutning i henhold til artikel 7, 8, 23 og artikel 24, stk. 2, giver den de virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der er omfattet af den procedure, som Kommissionen har iværksat, lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter«, og at »Kommissionen [kun] lægger […] de klagepunkter til grund for sine beslutninger, som de deltagende parter har haft lejlighed til at udtale sig om«. Det fremgår endvidere af samme forordnings artikel 27, stk. 2, at »[d]e deltagende parters ret til forsvar skal sikres fuldt ud i procedureforløbet«, at »[d]e har ret til indsigt i Kommissionens sagsakter med forbehold af virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres«, og at »[a]ktindsigten [ikke] omfatter […] Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders fortrolige oplysninger og interne dokumenter«. I punkt 8 i meddelelsen om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter EF-traktatens artikel 81 EF og 82 EF, EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT 2005 C 325, s. 7) definerer Kommissionen »Kommissionens sagsakter« som »samtlige dokumenter, som Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence har fremskaffet, udarbejdet og/eller samlet i løbet af dens undersøgelse«. Kommissionen har endvidere i meddelelsens punkt 27 præciseret, at »[d]er gives aktindsigt efter anmodning og normalt en enkelt gang, efter at Kommissionen har meddelt parterne sine klagepunkter, for at sikre ligestillingsprincippet og beskytte parternes ret til forsvar«, at der »[n]ormalt […] derfor ikke [gives] adgang til andre parters svar på Kommissionens klagepunkter«, at »[e]n part […] dog [kan] få adgang til dokumenter, der er modtaget efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, på senere trin i sagsbehandlingen, hvis disse dokumenter kan indeholde nye beviser – af belastende eller diskulperende art – vedrørende de påstande, der er fremført mod den pågældende part i Kommissionens klagepunktsmeddelelse«, og at »[d]ette […] navnlig [gælder], såfremt Kommissionen har til hensigt at påberåbe sig nye beviser«.
77 Det fremgår af artikel 12 i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT L 123, s. 18), at »Kommissionen skal give de parter, som den har rettet en meddelelse af klagepunkter til, lejlighed til at uddybe deres argumenter under en mundtlig høring, hvis de anmoder herom i deres skriftlige indlæg«.
78 Det følger af fast retspraksis, at retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, er et grundlæggende princip i EU-retten, der skal overholdes, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, præmis 9, og af 2.10.2003, sag C-176/99 P, ARBED mod Kommissionen, Sml. I, s. 10687). Det fremgår i denne henseende af forordning nr. 1/2003, at der skal tilstilles parterne en klagepunktsmeddelelse, der klart skal angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren. En sådan meddelelse udgør en processuel garanti, som anvender det grundlæggende EU-retlige princip, der kræver, at retten til forsvar overholdes i enhver procedure (Domstolens dom af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 34 og 35).
79 Det bemærkes, at aktindsigt i konkurrencesager især har til formål at give modtagere af en klagepunktsmeddelelse mulighed for at få kendskab til det bevismateriale, der findes i Kommissionens sagsmappe, for at de kan tage stilling til de konklusioner, som Kommissionen er nået frem til i sin klagepunktsmeddelelse, på grundlag af disse beviser. Aktindsigten giver således proceduremæssige garantier, der tilsigter at beskytte retten til kontradiktion og særlig at sikre en effektiv udnyttelse af retten til at blive hørt (jf. Rettens dom af 30.9.2003, forenede sager T-191/98 og T-212/98 – T-214/98, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3275, præmis 334 og den deri nævnte retspraksis). Retten til aktindsigt indebærer, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.10.2003, sag C-199/99 P, Corus UK mod Kommissionen, Sml. I, s. 11177, præmis 125, og Rettens dom af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, præmis 81). Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger (Domstolens dom i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, nævnt i præmis 78 ovenfor, præmis 9 og 11, og dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 68).
80 Det følger af retspraksis, at det først er i begyndelsen af den administrative kontradiktoriske fase, at den berørte virksomhed gennem klagepunktsmeddelelsen bliver underrettet om alle de væsentlige omstændigheder, som Kommissionen støtter sig på på dette trin af proceduren. Følgelig er de andre parters svar på klagepunktsmeddelelsen i princippet ikke inkluderet i den samling af dokumenterne i de forberedende sagsakter, som parterne kan konsultere (Rettens dom af 30.9.2009, sag T-161/05, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 3555, præmis 163). Hvis Kommissionen agter at anvende et uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, med henblik på at føre bevis for en overtrædelse i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, skal de øvrige parter i proceduren ikke desto mindre have mulighed for at udtale sig om et sådant bevis (jf. Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, »cementsagerne«, Sml. II, s. 491, præmis 386, og af 27.9.2006, sag T-314/01, Averbe mod Kommissionen, Sml. II, s. 3085, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
81 Det må endvidere bemærkes, at hvis Kommissionen agter at støtte sig på et dokument, som hidrører fra perioden efter udsendelsen af klagepunktsmeddelelsen og eventuelt også efter høringen, og som kan påvirke størrelsen af den bøde, der pålægges en virksomhed i den endelige beslutning, må denne virksomhed – for at sikre overholdelsen af retten til forsvar under hele den administrative procedure – gives lejlighed til at udtale sig om et sådant bevis. Der kan bl.a. være tale om et dokument, som påvirker anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen af 2002 i forhold til den nævnte virksomhed.
82 Det følger endvidere af retspraksis vedrørende aktindsigt i de administrative sagsakter inden fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, at en manglende udlevering af et dokument udelukkende udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, såfremt den berørte virksomhed dels beviser, at Kommissionen har benyttet dette dokument som grundlag for et klagepunkt vedrørende eksistensen af en overtrædelse (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, præmis 7 og 9, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 79 ovenfor, præmis 71), dels at dette klagepunkt udelukkende kan bevises ved henvisning til dette dokument (Domstolens dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG-Telefunken mod Kommissionen, Sml. s. 3151, præmis 24-30, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 79 ovenfor, præmis 71, samt dommen af 29.6.1995 i sagen Solvay mod Kommissionen, nævnt i præmis 79 ovenfor, præmis 58). Domstolen sondrede i denne henseende mellem belastende og diskulperende dokumenter. Når der er tale om et belastende dokument, påhviler det den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er kommet frem til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt dokumentet ikke var blevet taget i betragtning. Når der derimod er tale om manglende fremsendelse af et diskulperende dokument, skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for virksomheden (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 79 ovenfor, præmis 73 og 74). Denne sondring gælder endvidere for de dokumenter, der hidrører fra perioden efter klagepunktsmeddelelsen (Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 351-359).
83 Når der er tale om et dokument, der medfører en forhøjelse af den bøde, som Kommissionen pålægger, påhviler det endvidere den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er kommet frem til, ville have været et andet, såfremt dokumentet ikke var blevet taget i betragtning.
– Anvendelse i det foreliggende tilfælde
84 Det fremgår af sagsakterne, at sagsøgerne er af den opfattelse, at de burde have fået adgang til de andre virksomheders bemærkninger vedrørende troværdigheden af de beviser, som KPN’s ansatte tilvejebragte, og navnlig vedrørende de supplerende oplysninger, som de ansatte afgav efter høringen.
85 Sagsøgerne har imidlertid kun generelt og rent hypotetisk hævdet, at den manglende fremsendelse af de omhandlede dokumenter kunne have påvirket Kommissionens beslutning vedrørende størrelsen af nedsættelsen af sagsøgernes bøde, og at det resultat, som Kommissionen kom frem til, kunne have været et andet, såfremt disse dokumenter ikke var blevet taget i betragtning. Sagsøgerne har således ikke fremlagt konkrete oplysninger, der kan udgøre et foreløbigt bevis i denne henseende.
86 Det bemærkes endvidere, at Kommissionen under alle omstændigheder kun tog hensyn til den omstændighed, at KPN havde ændret visse af sine erklæringer vedrørende ExxonMobil, da den fastsatte størrelsen af den bødenedsættelse, som sagsøgerne kunne indrømmes, og at Kommissionen ikke på nogen måde har henvist til andre virksomheders reaktioner vedrørende troværdigheden af de erklæringer, som KPN har afgivet (385. betragtning til den anfægtede beslutning).
87 Det må derfor fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen støttede sig på virksomhedernes bemærkninger vedrørende troværdigheden af de beviser, som KPN havde fremlagt, da den fastsatte størrelsen af den bødenedsættelse, som sagsøgerne kunne indrømmes i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002. Sagsøgerne kan følgelig ikke med rette påberåbe sig, at der ikke blev givet indsigt i de omhandlede dokumenter.
88 Følgelig kan anbringendet om ulovligt afslag på aktindsigt og tilsidesættelse af retten til forsvar ikke tiltrædes.
89 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Kommissionen må frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
90 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Kuwait Petroleum Corp., Kuwait Petroleum International Ltd og Kuwait Petroleum (Nederlandene) BV betaler sagens omkostninger.
Jaeger | Wahl | Soldevila Fragoso |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. september 2012.
Underskrifter
Indhold
Sagens faktiske omstændigheder
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlige bemærkninger
1. Tilsidesættelse af punkt 23, litra b), sidste afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
2. Størrelsen af bødenedsættelsen
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Retlige fejl
Begrundelsespligten
De åbenbart urigtige skøn
Princippet om ligebehandling
Retten til forsvar
– Almene principper om aktindsigt i dokumenter, der hidrører fra perioden efter klagepunktsmeddelelsen
– Anvendelse i det foreliggende tilfælde
Sagens omkostninger