Language of document :

Sag anlagt den 28. april 2010 - Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-194/10)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Republikken Ungarn (ved J. Fazekas, M. Fehér og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens registrering i databasen E-Bacchus af den beskyttede oprindelsesbetegnelse "Vinohradnícka oblast' Tokaj", der erstatter den tidligere beskyttede slovakiske oprindelsesbetegnelse "Tokajská vinohradnícka oblast'", annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har anfægtet registreringen af den beskyttede slovakiske oprindelsesbetegnelse "Vinohradnícka oblast' Tokaj" i det elektroniske register over geografiske betegnelser og beskyttede oprindelsesbetegnelser for vine (herefter "registeret E-Bacchus") foretaget af Kommissionen i henhold til forordning (EF) nr. 1234/2007 1.

I sin første søgsmålsgrund har sagsøgeren gjort gældende, at med ændringen af registreringen har Kommissionen tilsidesat de relevante bestemmelser i forordning nr. 1234/2007 og nr. 607/2009 2, henset til at den anfægtede ændring af den oprindelige registrering i registeret E-Bacchus i henhold til nye bestemmelser tildeler automatisk beskyttelse af en betegnelse, der ikke kan anses for at være en "beskyttet og gældende" betegnelse i henhold til artikel 118s i forordning nr. 1234/2007.

I den henseende har sagsøgeren gjort gældende, at "Tokajská/Tokajské/Tokajský vinohradnícka oblast'" den 1. august 2009, datoen for ikrafttrædelsen af EU's nye bestemmelser om vinmarkedet, var den betegnelse, der var fællesskabsbeskyttet, hvilket især fremgår af listen over bordvine med geografisk betegnelse 3 og af listen over kvalitetsvine 4.

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at en undersøgelse af de slovakiske regler fører til samme konklusion,henset til at en ny slovakisk lov om vin blev vedtaget den 30. juni 2009 og indeholder betegnelsen "Tokajská vinahradnícka oblast'". Når man dertil fortolker de gældende forordninger således, at ikrafttrædelsen af den nationale lovgivning (1. september 2009) ligeledes er relevant for vurderingen af den gældende beskyttelse, skal artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 607/2009 anvendes analogt, hvorved det i det omhandlede tilfælde er betegnelsen, der indgår i den nye lov, der skal anses for beskyttet og gældende i henhold til artikel 118s i forordning nr. 1234/2007.

I sin anden søgsmålsgrund har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ved sin forvaltning af registret E-Bacchus og konkret ved den anfægtede registrering i nærværende sag har tilsidesat de i EU-retten anerkendte grundlæggende principper om god forvaltningsskik, loyalt samarbejde og beskyttelse af retssikkerheden.

I den henseende finder sagsøgeren, at Kommissionen henset til princippet om god forvaltningsskik og i særdeleshed betydningsfuldheden af det nævnte register er forpligtet til at sikre, at registeret indeholder korrekte, troværdige og præcise oplysninger. Kommissionen skal især afgøre i forhold til ikrafttrædelsestidspunktet for nye bestemmelser for vinmarkedet, hvilke nationale regler der er gældende, og hvilke betegnelser der skal anses for beskyttede og gældende i overensstemmelse med disse regler. Sagsøgeren finder endvidere, at Kommissionen har tilsidesat princippet om loyalt samarbejde, idet den ikke på nogen måde har underrettet Republikken Ungarn, hverken før eller efter ændringerne i registreringen om Slovakiet i registret E-Bacchus, selv om Kommissionen burde vide, at Ungarns interesse kunne berøres heraf. Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af retssikkerheden ved at organisere og føre registeret på en sådan måde, at registreringerne på ethvert tidspunkt kan ændres med tilbagevirkende kraft, uden at den konkrete dato for ændringen kan fastslås.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22.10.2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (EUT L 229, s. 1).

2 - Kommissionens forordning (EF) nr. 607/2009 af 14.7.2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 479/2008 for så vidt angår beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, traditionelle benævnelser og mærkning og præsentation af visse vinavlsprodukter.

3 - Liste over navnene på mindre geografiske enheder end medlemsstaten, jf. artikel 51, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 [af 17.5.1999 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 179, s. 1)](Bordvin med geografisk betegnelse) (EUT 2009 C 187, s. 67).

4 - Fortegnelse over kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (EUT 2009 C 187, s. 1).