Language of document : ECLI:EU:C:2014:2092

Sag C-338/13

Marjan Noorzia

mod

Bundesministerin für Inneres

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/86/EF – artikel 4, stk. 5 – national lovgivning, hvorefter referencepersonen og dennes ægtefælle skal være fyldt 21 år på tidspunktet for indgivelse af en ansøgning om familiesammenføring – overensstemmende fortolkning«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 17. juli 2014

Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/86 – national lovgivning, hvorefter referencepersonens ægtefælle eller registrerede partner mindst skal være fyldt 21 år på tidspunktet for indgivelse af en ansøgning om familiesammenføring – lovlig

(Rådets direktiv 2003/86, art. 4, stk. 5)

Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2003/86 om ret til familiesammenføring skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ægtefæller og registrerede partnere allerede på tidspunktet for indgivelse af en ansøgning skal være fyldt 21 år for at kunne anses for at være familiemedlemmer, der kan familiesammenføres.

Den minimumsalder, som medlemsstaterne fastsætter i medfør af artikel 4, stk. 5, i direktiv 2003/86, svarer nemlig i sidste ende til den alder, hvor en person ifølge den omhandlede medlemsstat anses for at være tilstrækkeligt moden til ikke blot at nægte at indgå et tvangsægteskab, men også til frivilligt at vælge at bosætte sig i et andet land med sin ægtefælle med henblik på at føre et familieliv med denne og integrere sig dér.

En foranstaltning, hvorefter det kræves, at referencepersonen og dennes ægtefælle har nået den påkrævede minimumsalder på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen, hverken hindrer udøvelsen af retten til familiesammenføring eller gør den uforholdsmæssigt vanskelig.

Den omstændighed, at tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring lægges til grund med henblik på at fastlægge, om kravet om minimumsalder er opfyldt, er desuden i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

(jf. præmis 15-17 og 19 samt domskonkl.)