Sag C-176/11

HIT hoteli, igralnice, turizem dd Nova Gorica

og

HIT LARIX, prirejanje posebnih iger na srečo in turizem dd

mod

Bundesminister für Finanzen

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig))

»Artikel 56 TEUF – restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser – hasardspil – en medlemsstats lovgivning, som forbyder reklamering for spillekasinoer beliggende i andre stater, når det lovmæssige beskyttelsesniveau for spillere i disse stater ikke svarer til det, der er sikret på nationalt plan – begrundelse – tvingende almene hensyn – proportionalitet«

Sammendrag af dom

Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, som gør reklamering for spillekasinoer beliggende i en anden medlemsstat betinget af, at der er garanti for, at niveauet for den lovlige beskyttelse af spillere i denne stat svarer til niveauet på nationalt plan – lovlig

(Art. 56 TEUF)

Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter reklamering, som har til formål i nævnte medlemsstat at fremme spillekasinoetablissementer, der er beliggende i en anden medlemsstat, kun er tilladt, såfremt de i denne anden medlemsstat vedtagne lovbestemmelser på området for spillerbeskyttelse frembyder garantier, som i det væsentlige svarer til dem, der følger af de tilsvarende gældende lovbestemmelser i den første medlemsstat.

En sådan lovgivning udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF, men den kan være begrundet i tvingende almene hensyn, såsom beskyttelse af forbrugerne, forebyggelse af bedrageri og fjernelse af incitamenter for borgerne til overdrevent forbrug i tilknytning til spillevirksomhed. De restriktioner, som pålægges af medlemsstaterne, skal imidlertid opfylde proportionalitetsprincippet. Så længe området ikke er harmoniseret, kan medlemsstaterne frit fastsætte målene for deres politik på hasardspilsområdet og nøjagtigt fastsætte det ønskede beskyttelsesniveau. Den omhandlede lovgivning går følgelig ikke videre end nødvendigt, så længe den som betingelse for at give tilladelse til at reklamere nøjes med at kræve et beskyttelsesniveau mod risiciene ved spil, der i det væsentlige er på samme niveau som det, den selv sikrer.

Det ville forholde sig anderledes, og en sådan lovgivning ville således anses for uforholdsmæssig, hvis medlemsstaten krævede, at reglerne i den anden medlemsstat var identiske, eller hvis den pålagde regler, der ikke stod i direkte forhold til beskyttelsen mod risiciene ved spil.

(jf. præmis 19-22, 24, 31, 32 og 36 samt domskonkl.)