Language of document : ECLI:EU:C:2014:2037

Sag C-573/12

Ålands vindkraft AB

mod

Energimyndigheten

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Förvaltningsrätten i Linköping)

»Præjudiciel forelæggelse – national støtteordning, der tildeler omsættelige grønne certifikater til anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder – forpligtelse for el-leverandører og visse aftagere af elektricitet til årligt at tilbagegive en vis mængde grønne certifikater til den kompetente myndighed – afslag på at tildele grønne certifikater til produktionsanlæg beliggende uden for den pågældende medlemsstat – direktiv 2009/28/EF – artikel 2, andet afsnit, litra k), og artikel 3, stk. 3 – frie varebevægelser – artikel 34 TEUF«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. juli 2014

1.        Retslig procedure – mundtlig forhandling – genåbning – betingelser

(Domstolens procesreglement, art. 83)

2.        Miljø – fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder – direktiv 2009/28 – bestemmelser vedrørende støtteordninger på nationalt niveau – støtteordning – begreb – national støtteordning om tildeling af omsættelige grønne certifikater til anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder – ordning, der forpligter el-leverandører og visse aftagere af elektricitet til årligt at tilbagegive en vis mængde grønne certifikater til den kompetente myndighed – omfattet – afslag på at tildele grønne certifikater til produktionsanlæg beliggende uden for den pågældende medlemsstat – lovlig

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28, art. 2, andet afsnit, litra k), og art. 3, stk. 3]

3.        Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – national støtteordning om tildeling af omsættelige grønne certifikater til anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder – forpligtelse for el-leverandører og visse aftagere af elektricitet til årligt at tilbagegive en vis mængde grønne certifikater til den kompetente myndighed, idet en overtrædelse udløser en administrativ bøde – afslag på at tildele grønne certifikater til produktionsanlæg beliggende uden for den pågældende medlemsstat – lovlig – berettigelse – fremme af brugen af vedvarende energikilder til fremstilling af elektricitet

(Art. 34 TEUF)

4.        EU-retten – principper – retssikkerhed – national støtteordning for produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder – støtte, der udelukkende gives til produktion af grøn elektricitet på den pågældende medlemsstats område – geografisk anvendelsesområde, der ikke fremgår udtrykkeligt af den nævnte lovgivning – overholdelse af retssikkerhedsprincippet – efterprøvelse tilkommer den nationale ret

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 35)

2.        Bestemmelserne i artikel 2, andet afsnit, litra k), og artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/28 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77 og 2003/30 skal fortolkes således, at de giver en medlemsstat mulighed for at indføre en støtteordning, hvorefter der kun tildeles omsættelige certifikater til producenter af grøn elektricitet, der er produceret på denne medlemsstats område, og hvorefter el-leverandører og visse aftagere af elektricitet er underlagt en forpligtelse til årligt at tilbagegive et vist antal certifikater til den kompetente myndighed, svarende til en andel af deres samlede elsalg eller -forbrug.

På den en side har en sådan støtteordning de fornødne karakteristika til at blive anset for »støtteordning« som omhandlet i artikel 2, andet afsnit, litra k), og artikel 3, stk. 3, i direktiv 2009/28. På den anden side har EU-lovgiver ikke villet pålægge de medlemsstater, der har valgt en støtteordning med grønne certifikater, at udvide ordningen til at omfatte grøn elektricitet, der er produceret i en anden medlemsstat.

(jf. præmis 48, 53 og 54 samt domskonkl. 1)

3.        Artikel 34 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der kun tildeles omsættelige certifikater til producenter af grøn elektricitet, der er produceret på denne medlemsstats område, og hvorefter el-leverandører og visse aftagere af elektricitet er underlagt en forpligtelse til årligt at tilbagegive et vist antal certifikater til den kompetente myndighed, svarende til en andel af deres samlede elsalg eller -forbrug, idet overtrædelse heraf vil udløse betaling af en særlig afgift.

Det er rigtigt, at en sådan lovgivning kan forhindre import af elektricitet, navnlig grøn, fra andre medlemsstater og følgelig udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner for import, der i princippet er uforenelig med EU-rettens forpligtelser i henhold til artikel 34 TEUF.

Et mål om at fremme brugen af vedvarende energikilder til fremstilling af elektricitet, såsom det mål, der forfølges med en sådan national lovgivning, kan dog i princippet begrunde eventuelle hindringer for varernes frie bevægelighed.

På EU-rettens nuværende udviklingstrin kan den geografiske begrænsning, der er fastsat af en sådan lovgivning, imidlertid på den ene side i sig selv anses for at være nødvendig for at opnå det lovlige formål. Selv om det er rigtigt, at det miljøbeskyttelsesformål, der ligger til grund for en øget produktionen og en stigning i forbruget af grøn elektricitet, umiddelbart uden videre kan forfølges inden for Unionen uafhængigt af den omstændighed, at denne stigning kommer fra anlæg, der befinder sig i den ene eller den anden medlemsstat, da EU-retten bl.a. ikke har foretaget en harmonisering af de nationale støtteordninger for grøn elektricitet, er det i princippet tilladt for medlemsstaterne at begrænse sådanne ordninger til grøn elektricitet, der er produceret på deres område.

På EU-rettens nuværende udviklingstrin kan en medlemsstat lovligt antage, at en sådan geografisk begrænsning ikke går videre, end hvad der er nødvendigt med henblik på at opnå formålet om øget produktionen og indirekte en stigning i forbruget af grøn elektricitet inden for Unionen.

På den anden side opfylder en sådan national lovgivning – henset til dens øvrige kendetegn set i sammenhæng med den geografiske begrænsning – når den vurderes i sin helhed, de krav, der følger af proportionalitetsprincippet.

(jf. præmis 75, 82, 92-94, 104, 105 og 119 samt domskonkl. 2)

4.        Det tilkommer den nationale retsinstans – under hensyntagen til alle relevante forhold, herunder bl.a. den EU-lovgivningsmæssige kontekst, hvori en national lovgivning om støtte til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, der udelukkende giver tilskud til grøn elektricitet, som produceres på den pågældende medlemsstats område, indgår – at undersøge, om den nævnte lovgivning opfylder de krav, der udspringer af retssikkerhedsprincippet for så vidt angår lovgivningens geografiske anvendelsesområde.

(jf. præmis 132 og domskonkl. 3)