Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2013 - Åklagaren mod Hans Åkerberg Fransson (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Haparanda tingsrätt - Sverige)
(Sag C-617/10)
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - anvendelsesområde - artikel 51 - gennemførelse af EU-retten - bekæmpelse af handlinger, der skader Unionens egne indtægter - artikel 50 - princippet ne bis in idem - national ordning, hvorefter den samme culpøse handling sanktioneres ved to separate procedurer, en administrativ og en strafferetlig - forenelighed)
Processprog: svensk
Den forelæggende ret
Haparanda tingsrätt
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Åklagaren
Sagsøgt: Hans Åkerberg Fransson
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse - Haparanda tingsrätt - fortolkning af artikel 6 TEU og artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - national lovgivning, hvorefter der for at undlade at anvende nationale bestemmelser, som mistænkes for at være i strid med princippet ne bis in idem, skal findes klart grundlag herfor i den europæiske menneskerettighedskonvention eller i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis - national ordning, hvorefter den samme overtrædelse af skattelovgivningen kan sanktioneres dels administrativt ved pålæggelse af tillægsafgift, dels strafferetligt med fængselsstraf - foreneligheden af en national ordning, der pålægger straf for samme overtrædelse i to forskellige sager, med princippet ne bis in idem
Konklusion
Princippet ne bis in idem, der er fastsat i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er ikke til hinder for, at en medlemsstat for den samme manglende overholdelse af angivelsespligten på området for merværdiafgift først pålægger et skattetillæg og dernæst en strafferetlig sanktion, for så vidt som den første sanktion ikke har en strafferetlig karakter, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at bedømme.
EU-retten regulerer ikke forholdet mellem den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og medlemsstaternes retsordener og fastsætter heller ikke, hvilke konsekvenser en national ret skal drage i tilfælde af konflikt mellem rettighederne sikret ved denne konvention og en bestemmelse i national ret.
EU-retten er til hinder for en retspraksis, hvorefter den nationale rets pligt til at undlade at anvende enhver bestemmelse, der er i strid med en grundlæggende frihed som sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er underlagt en betingelse om, at denne uoverensstemmelse klart fremgår af chartret eller den dertil hørende retspraksis, da en sådan praksis frakender den nationale ret muligheden for fuldt ud at bedømme, i givet fald i samarbejde med Domstolen, om nævnte bestemmelse er forenelig med chartret.
____________1 - EUT C 72 af 5.3.2011.