DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
4. juni 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – procedure med henblik på kontrol af forfatningsmæssighed – undersøgelse af en national lovs overensstemmelse med såvel EU-retten som den pågældende medlemsstats forfatning – en national rets mulighed for at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse – national lovgivning, der foreskriver opkrævning af en afgift på anvendelse af nukleart brændsel – direktiv 2003/96/EF og 2008/118/EF – artikel 107 TEUF – artikel 93 EA, 191 EA og 192 EA«
I sag C-5/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Hamburg (Tyskland) ved afgørelse af 19. november 2013, indgået til Domstolen den 7. januar 2014, i sagen:
Kernkraftwerke Lippe-Ems GmbH
mod
Hauptzollamt Osnabrück,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič (refererende dommer), og dommerne A. Ó Caoimh, C. Toader, E. Jarašiūnas og C.G. Fernlund,
generaladvokat: M. Szpunar
justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. november 2014,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Kernkraftwerke Lippe-Ems GmbH ved Rechtsanwälte J. Lüdicke og G. Roderburg
– Hauptzollamt Osnabrück ved C. Schüsler og I. Schmidtke, som befuldmægtigede
– den tyske regering ved T. Henze og K. Petersen, som befuldmægtigede
– den finske regering ved S. Hartikainen og J. Heliskoski, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved R. Lyal og R. Sauer, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. februar 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 267 TEUF, af artikel 14, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, s. 51), af artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009 L 9, s. 12), af artikel 107 TEUF, af artikel 93, stk. 1, EA, af artikel 191 EA, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er vedlagt EU-, EUF- og Euratomtraktaten som bilag (herefter »protokollen«), samt af artikel 192, stk. 2, EA, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, EA og artikel 2, litra d), EA.
2 Denne anmodning er indgivet inden for rammerne af en sag mellem Kernkraftwerke Lippe-Ems GmbH (herefter »KLE«), der driver kernekraftværket Emsland i Lingen (Tyskland), og Hauptzollamt Osnabrück (herefter »Hauptzollamt«) vedrørende den afgift på nukleart brændsel, som skal betales af KLE i henhold til Kernbrennstoffsteuergesetz (lov om afgift på nukleart brændsel) af 8. december 2010 (BGBl. 2010 I, s. 1804, herefter »KernbrStG«) på grund af dette selskabs anvendelse af brændselselementer i det nævnte kraftværks kernereaktor i juni 2011.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2003/96
3 Anden, tredje, sjette og syvende betragtning til direktiv 2003/96 har følgende ordlyd:
»(2) Manglen på EF-bestemmelser om minimumsbeskatning af elektricitet og andre energiprodukter end mineralolier kan være til skade for et velfungerende indre marked.
(3) Et velfungerende indre marked og gennemførelsen af formålene med EF’s øvrige politikker kræver, at der fastsættes minimumsafgiftssatser på EF-plan for de fleste energiprodukter, herunder elektricitet, naturgas og kul.
[...]
(6) I henhold til [EF-]traktatens artikel 6 skal miljøbeskyttelseskrav integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker på andre områder.
(7) Som signatar af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer har Fællesskabet ratificeret Kyotoprotokollen. Beskatning af energiprodukter og, når det er relevant, elektricitet er et af de mulige instrumenter til at nå Kyotoprotokollens mål.«
4 Dette direktivs artikel 1 bestemmer:
»Medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv.«
5 Det nævnte direktivs artikel 2 bestemmer:
»1. I dette direktiv forstås ved »energiprodukter« nedennævnte varer:
a) varer under KN-kode 1507-1518, når de er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof
b) varer under KN-kode 2701, 2702 og 2704-2715
c) varer under KN-kode 2901 og 2902
d) ikke-syntetiske varer under KN-kode 2905 11 00, når de er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof
e) varer under KN-kode 3403
f) varer under KN-kode 3811
g) varer under KN-kode 3817
h) varer under KN-kode 3824 90 99, når de er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof.
2. Dette direktiv finder også anvendelse på:
[e]lektrisk energi under KN-kode 2716 (elektricitet).
3. Energiprodukter, ud over dem, der er fastsat en afgiftssats for i dette direktiv, som er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning, beskattes, alt efter anvendelse, med den sats, der er fastsat for det tilsvarende motorbrændstof eller brændsel til opvarmning.
Ud over de afgiftspligtige produkter, der er nævnt i stk. 1, beskattes produkter, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof, eller som tilsætnings- eller fyldstof i motorbrændstof, med den sats, der er fastsat for det tilsvarende motorbrændstof.
Ud over de afgiftspligtige produkter, der er nævnt i stk. 1, beskattes ethvert andet kulbrintebrændstof, bortset fra tørv, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning, med den sats, der er fastsat for det tilsvarende energiprodukt.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:
[...]
b) følgende anvendelser af energiprodukter og elektricitet:
– energiprodukter, der anvendes til andet end motorbrændstof eller brændsel til opvarmning
– dobbelt anvendelse af energiprodukter
[...]
5. Henvisningerne i dette direktiv til koder i den kombinerede nomenklatur er til Kommissionens forordning (EF) nr. 2031/2001 af 6. august 2001 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif [(EFT L 279, s. 1, herefter »den kombinerede nomenklatur«)].
I overensstemmelse med proceduren i artikel 27 træffes der en gang om året beslutning om ajourføring af koderne i den kombinerede nomenklatur for de varer, der er omhandlet i dette direktiv. Beslutningen må ikke medføre nogen ændringer af de minimumsafgiftssatser, der finder anvendelse i henhold til dette direktiv, eller føre til, at der tilføjes eller fjernes energiprodukter og elektricitet fra listen.«
6 Artikel 4 i direktiv 2003/96 bestemmer:
»1. De afgiftssatser, medlemsstaterne fastsætter for energiprodukter og elektricitet, der omhandles i artikel 2, må ikke være lavere end de minimumssatser for beskatning, der er fastsat i dette direktiv.
2. I dette direktiv er »afgiftssats« den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen [merværdiafgift, herefter »moms«], der beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter eller elektricitet ved overgangen til forbrug.«
7 Dette direktivs artikel 14, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Ud over de almindelige bestemmelser i [Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1)] om fritagne anvendelsesformål for afgiftspligtige produkter, og medmindre andet er fastsat i andre EF-bestemmelser, fritager medlemsstaterne følgende produkter for beskatning på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug:
a) Energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Medlemsstaterne kan imidlertid af miljøpolitiske hensyn beskatte disse produkter uden at overholde dette direktivs minimumsafgiftssatser. I så fald skal beskatningen af disse produkter ikke medregnes ved vurderingen af, om minimumsafgiftssatsen for elektricitet i henhold til artikel 10 er overholdt.
[...]«
Direktiv 2008/118
8 Niende betragtning til direktiv 2008/118 har følgende ordlyd:
»Eftersom en punktafgift er en afgift på forbruget af visse varer, bør afgiften ikke forfalde for punktafgiftspligtige varer, der under visse omstændigheder er blevet ødelagt eller er gået uigenkaldeligt tabt.«
9 Dette direktivs artikel 1 bestemmer:
»1. I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer, i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«:
a) energiprodukter og elektricitet omfattet af direktiv [2003/96]
[...]
2. Medlemsstaterne kan lægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer til særlige formål, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med Fællesskabets afgiftsregler for punktafgifter eller moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.
3. Medlemsstaterne kan lægge afgifter på:
a) andre produkter end punktafgiftspligtige varer
b) levering af tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser i forbindelse med punktafgiftspligtige varer, forudsat at de ikke har karakter af omsætningsafgifter.
Pålæggelsen af sådanne afgifter må dog ikke ved samhandel mellem medlemsstater give anledning til formaliteter i forbindelse med grænsepassage.«
10 Artikel 47 i direktiv 2008/118 bestemmer:
»1. Direktiv [92/12] ophæves med virkning fra den 1. april 2010.
[...]
2. Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv.«
Tysk ret
11 Artikel 100, stk. 1, første punktum, i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands grundlov) bestemmer følgende:
»Hvis en ret finder, at en lov, hvis gyldighed er afgørende for sagens afgørelse, er forfatningsstridig, skal sagen udsættes, og […] spørgsmålet indbringes for Bundesverfassungsgericht (forbundsforfatningsdomstolen). […]«
12 KernbrStG’s § 1 med overskriften »Afgiftsgrundlag, afgiftsområde« bestemmer:
»(1) Inden for afgiftsområdet pålægges nukleart brændsel, der anvendes til erhvervsmæssig produktion af elektricitet, afgift på nukleart brændsel. Afgift på nukleart brændsel er en forbrugsafgift som omhandlet i Abgabenordnung (lov om skatter og afgifter).
(2) Afgiftsområdet er Forbundsrepublikken Tysklands område […]«
13 KernbrStG’s § 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:
»I denne lov forstås ved:
1. nukleart brændsel:
a) plutonium 239 og plutonium 241
b) uranium 233 og uranium 235
også i kemiske forbindelser, legeringer, keramiske produkter og blandinger
2. brændselselement: en enhed, hvori indgår et antal brændselsstave, og hvorved det nukleare brændsel indføres i kernereaktoren
3. brændselsstav: geometrisk form, i hvilken det nukleare brændsel, omgivet af et indkapslingsmateriale, indføres i kernereaktoren
4. kædereaktion: proces, hvorved neutroner ved spaltning af nukleart brændsel frigør flere neutroner, som atter fører til spaltning af yderligere nukleart brændsel
5. kernereaktor: geometrisk indretning, hvori brændselselementer, henholdsvis brændselsstave, samt andre tekniske komponenter indgår på en sådan måde, at en selvopretholdende, kontrolleret kædereaktion kan finde sted
6. operatør: indehaver af en tilladelse til at drive et anlæg til spaltning af nukleart brændsel med henblik på erhvervsmæssig produktion af elektricitet.«
14 Denne lovs § 3 med overskriften »Afgiftstakst« fastsætter den takst, der skal betales for 1 gram plutonium 239, plutonium 241, uranium 233 eller uranium 235, til 145 EUR.
15 Den nævnte lovs § 5 med overskriften »Afgiftspligtens indtræden, hæftelse for betalingen af afgiften« bestemmer:
»(1) Afgiftspligten indtræder, når et brændselselement eller enkelte brændselsstave for første gang indføres i en kernereaktor, og der udløses en selvopretholdende kædereaktion. […]
(2) Operatøren hæfter for betalingen af afgiften.«
16 Samme lovs § 6 med overskriften »Afgiftserklæring, afgiftspligtens forfald« bestemmer i stk. 1, at den, der hæfter for betalingen af afgiften, skal indgive en afgiftserklæring og heri selv beregne den afgift, der skal betales.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 I juni 2011 anvendte KLE brændselselementer i reaktoren på kernekraftværket Emsland til at udløse en selvopretholdende kædereaktion.
18 KLE indgav en erklæring om afgift på nukleart brændsel, dateret den 13. juli 2011, til Hauptzollamt, hvori selskabet i overensstemmelse med bestemmelserne i KernbrStG, som var gældende fra den 1. januar 2011, beregnede et beløb, der skulle betales i afgift på nukleart brændsel, på 154 117 745 EUR.
19 KLE indledte herefter en indsigelsesprocedure mod denne erklæring. Ved afgørelse af 16. november 2011 opretholdtes erklæringen. Derpå anlagde KLE den 30. november 2011 sag til prøvelse af denne afgørelse ved Finanzgericht Hamburg (skattedomstol i Hamburg). Ved en afgiftsansættelse af 28. august 2013 ændrede Hauptzollamt størrelsen af det skyldige afgiftsbeløb, idet myndigheden fastsatte det til 154 117 455 EUR. Det er denne ansættelse, som er genstand for tvisten i hovedsagen.
20 Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, at hovedsagens parter navnlig er uenige om, hvorvidt KernbrStG er forenelig med EU-retten.
21 KLE er for det første af den opfattelse, at direktiv 2008/118 og 2003/96 tillader beskatning af elektricitet som slutprodukt, men ikke en samtidig opkrævning af punktafgifter på de energikilder, som forbruges med henblik på at producere elektricitet. For det andet mener KLE, at artikel 107 TEUF er til hinder for KernbrStG, eftersom denne lov påvirker konkurrencen mellem de forskellige elproducenter, idet den medfører en beskatning af produktion af elektricitet i kernekraftværker, mens øvrige former for produktion af elektricitet, som ikke genererer CO2-emissioner, og elproduktionsformer, der forårsager sådanne emissioner, ikke pålægges afgift. For det tredje er KernbrStG i strid med artikel 191 TEUF ff., sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, for så vidt som den tilskynder elproducenter til at benytte former for produktion af elektricitet, som er mindre gunstige for en reduktion af CO2-emissioner. Endelig er KernbrStG ifølge KLE i strid med logikken i artikel 93 EA og med det mål, som er fastslået i artikel 191 EA og 192 EA og i protokollen, om udvikling af produktion af elektricitet ved hjælp af kernekraft, som ikke genererer CO2-emissioner.
22 Hauptzollamt finder, at direktiv 2008/118 kun vedrører punktafgiftspligtige varers bevægelser mellem medlemsstaterne, og at direktiv 2003/96 ikke indeholder regler, der finder anvendelse på nukleart brændsel. Denne myndighed finder, at KernbrStG ikke udgør en statsstøtteforanstaltning som omhandlet i artikel 107 TEUF, og at denne bestemmelse i EUF-traktaten under alle omstændigheder ikke kan give KLE ret til at opnå annullation af sin erklæring af 13. juli 2011 om afgift på nukleart brændsel. Desuden tillader artikel 194, stk. 2, andet afsnit, TEUF medlemsstaterne frit at træffe beslutning om selve princippet om anvendelse af kernekraft og om at pålægge anvendelsen af kernekraft en afgift. Ifølge Hauptzollamt er bestemmelserne i Euratomtraktaten heller ikke til hinder for KernbrStG, eftersom denne lov ikke udpeger Det Europæiske Atomenergifællesskab som den, der hæfter for betalingen af afgiften på nukleart brændsel, og heller ikke rammer dets ejendomsret med denne afgift. Hauptzollamt finder, at disse bestemmelser hverken påvirker medlemsstaternes kompetence til at fastlægge udformningen af deres energiforsyning eller deres kompetence til at anvende afgifter, som vedrører driften af kernekraftværker.
23 Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at Finanzgericht Hamburg i en parallel sag har forelagt Bundesverfassungsgericht spørgsmålet, om KernbrStG er i overensstemmelse med Forbundsrepublikken Tysklands grundlov.
24 I denne henseende har den forelæggende ret rejst spørgsmålet, om den kan indbringe præjudicielle spørgsmål for Domstolen, mens den procedure, som er indledt for Bundesverfassungsgericht, stadig verserer.
25 Den bemærker for det første, at hvis Bundesverfassungsgericht, som har enekompetence med hensyn til at prøve forfatningsmæssigheden af forbundslove og i givet fald erklære dem for ugyldige, skulle fastslå, at KernbrStG er ugyldig og ex tunc ikke kan finde anvendelse, ville KLE’s erklæring af 13. juli 2011 vedrørende afgift på nukleart brændsel af denne grund umiddelbart skulle annulleres, og fortolkningen af EU-retten ville ikke længere være afgørende for løsningen af tvisten i hovedsagen. Den forelæggende ret finder imidlertid, at forelæggelsen for Bundesverfassungsgericht ikke indebærer, at den kan lægge til grund, at den ikke skal anvende denne lov, og at spørgsmålet om, hvorvidt den er i overensstemmelse med EU-retten, dermed ikke længere er relevant, eftersom den nævnte lov forbliver gyldig, så længe andet ikke er blevet fastslået. Endvidere vil Bundesverfassungsgericht kunne fastslå, at loven udelukkende for fremtiden er ugyldig og ikke finder anvendelse.
26 For det andet bemærker den forelæggende ret, at den fortolker artikel 100, stk. 1, første punktum, i Forbundsrepublikken Tysklands grundlov således, at denne bestemmelse forbyder domstolene at træffe afgørelse med hensyn til sagens realitet, så længe Bundesverfassungsgericht ikke har truffet afgørelse, men ikke forbyder anmodninger til Domstolen om præjudiciel afgørelse.
27 For det tredje påpeger den forelæggende ret, at hvis der først kunne anmodes om en fortolkning af EU-retten gennem en anmodning om præjudiciel afgørelse efter en afgørelse fra Bundesverfassungsgericht, som kender KernbrStG forfatningsmæssig, ville sagens samlede varighed kunne strække sig over flere år. Der bør imidlertid i denne henseende navnlig tages hensyn til forpligtelsen til at overholde en rimelig sagsbehandlingstid.
28 Under disse omstændigheder har Finanzgericht Hamburg besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Hjemler artikel 267, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, litra b), [TEUF], en ret i en medlemsstat adgang til tillige at forelægge Den Europæiske Unions Domstol spørgsmål, som rejses for denne ret angående fortolkningen af EU-retten i forbindelse med lovligheden af en national lov, når retten på den ene side ikke alene nærer tvivl om, hvorvidt loven er lovlig i henhold til EU-retten, men på den anden side også er overbevist om, at den nationale lov er i strid med den nationale forfatning, og derfor under en parallel sag allerede har forelagt dette spørgsmål for den forfatningsdomstol, som i henhold til national ret har enekompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt love er forfatningsstridige, men forfatningsdomstolens afgørelse endnu ikke foreligger?
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:
2) Er direktiv 2008/118/EF og 2003/96/EF, der vedrører harmonisering af punktafgifter og beskatning af energiprodukter og elektricitet inden for Den Europæiske Union, til hinder for indførelse af en national afgift, som opkræves af nukleart brændsel, der anvendes til kommerciel produktion af elektricitet? Er det afgørende, om det kan forventes, at den nationale afgift kan overvæltes på forbrugeren over prisen på elektricitet, og hvad forstås der i givet fald ved overvæltning?
3) Kan en virksomhed modsætte sig en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til kommerciel fremstilling af elektricitet, som en medlemsstat opkræver med henblik på at tilvejebringe indtægter, med den begrundelse, at opkrævning af afgiften udgør en statsstøtte, som er i strid med EU-retten i henhold til artikel 107 TEUF?
Såfremt det forudgående spørgsmål besvares bekræftende: Udgør [KernbrStG], hvorefter der med henblik på at tilvejebringe indtægter alene opkræves afgift hos virksomheder, der anvender nukleart brændsel til kommerciel produktion af elektricitet, en statslig støtteforanstaltning som omhandlet i artikel 107 TEUF? Hvilke omstændigheder er relevante for vurderingen af, om andre virksomheder, hos hvem der ikke opkræves afgift på samme måde, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation?
4) Er opkrævningen af den tyske afgift på nukleart brændsel i strid med bestemmelserne i [Euratomtraktaten]?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
29 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en national ret, som nærer tvivl med hensyn til en national lovgivnings forenelighed med såvel EU-retten som den pågældende medlemsstats forfatning, er afskåret fra muligheden for eller, i givet fald, fritaget for forpligtelsen til at forelægge Domstolen spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten på grund af, at der verserer en procedure med henblik på kontrol af forfatningsmæssigheden af denne lovgivning for den nationale ret, som har til opgave at udøve denne kontrol.
30 Der skal henvises til, at artikel 267 TEUF tillægger Domstolen kompetencen til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer. Denne artikel bestemmer i stk. 2, at en national ret kan forelægge Domstolen sådanne spørgsmål, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, og i stk. 3, at den er pligtig at gøre det, såfremt dens afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres.
31 Det følger for det første af artikel 267 TEUF, at selv om det efter omstændighederne kan være hensigtsmæssigt, at de faktiske omstændigheder i sagen er fastlagt, og at rent nationale retsspørgsmål er afklaret inden forelæggelsen for Domstolen (jf. domme Irish Creamery Milk Suppliers Association m.fl., 36/80 og 71/80, EU:C:1981:62, præmis 6, Meilicke, C-83/91, EU:C:1992:332, præmis 26, og JämO, C-236/98, EU:C:2000:173, præmis 31), skal de nationale retter i videst muligt omfang kunne forelægge sager for Domstolen, såfremt de finder, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning eller en bedømmelse af gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om (jf. bl.a. domme Mecanarte, C-348/89, EU:C:1991:278, præmis 44, Cartesio, C-210/06, EU:C:2008:723, præmis 88, Melki og Abdeli, C-188/10 og C-189/10, EU:C:2010:363, præmis 41, og A, C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 35).
32 For det andet har Domstolen fastslået, at en national ret, som inden for rammerne af sin kompetence skal anvende EU-rettens bestemmelser, er forpligtet til at sikre den fulde virkning af disse regler og om fornødent af egen drift undlade at anvende enhver modstående bestemmelse i national lovgivning, endog en senere national bestemmelse, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne ad lovgivningsvejen eller ved ethvert andet forfatningsmæssigt middel (jf. bl.a. domme Simmenthal, 106/77, EU:C:1978:49, præmis 21 og 24, Filipiak, C-314/08, EU:C:2009:719, præmis 81, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 45, og A, C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 36).
33 Enhver bestemmelse i en national retsorden, også bestemmelser i forfatningen, eller enhver lovgivningsmæssig, administrativ eller retslig praksis, som har til følge, at EU-rettens virkning begrænses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende EU-retten, fratages mulighed for, når han anvender denne, at foretage, hvad der kræves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der måtte udgøre en hindring for EU-rettens fulde virkning, er således uforenelig med de krav, der følger af selve EU-rettens natur (jf. domme Simmenthal, 106/77, EU:C:1978:49, præmis 22, Factortame m.fl., C-213/89, EU:C:1990:257, præmis 20, og i samme retning Križan m.fl., C-416/10, EU:C:2013:8, præmis 70). Dette ville være tilfældet, såfremt løsningen af en konflikt mellem en bestemmelse i EU-retten og en national lov var forbeholdt en anden myndighed end den dommer, der er udset til at sikre EU-rettens anvendelse, og denne myndighed havde en særlig skønsbeføjelse, endog selv om den hindring, der således ville opstå for EU-rettens fulde virkning, kun var midlertidig (jf. dom A, C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
34 For det tredje har Domstolen fastslået, at en national ret, som behandler en tvist, der berører EU-retten, og som finder, at en national bestemmelse ikke blot er i strid med EU-retten, men også er forfatningsstridig, ikke er afskåret fra eller fritaget for den i artikel 267 TEUF foreskrevne mulighed for eller forpligtelse til at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten på grund af den omstændighed, at retten efter denne konstatering af, at en national retsregel er forfatningsstridig, har pligt til at forelægge sagen for en forfatningsdomstol. Således ville EU-rettens gennemslagskraft blive bragt i fare, såfremt en ordning med forelæggelsespligt for en forfatningsdomstol kunne forhindre den nationale ret, som behandler en sag, i hvilken EU-retten har betydning, i at udnytte sin mulighed for i henhold til artikel 267 TEUF at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten, således at den nationale ret kan bedømme, hvorvidt en national retsforskrift er forenelig med EU-retten (domme Mecanarte, C-348/89, EU:C:1991:278, præmis 39, 45 og 46, Melki og Abdeli, C-188/10 og C-189/10, EU:C:2010:363, præmis 45, og A, C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 38).
35 Domstolen har af de ovenstående betragtninger udledt, at samarbejdsordningen mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført ved artikel 267 TEUF, og princippet om EU-rettens forrang kræver, at den nationale ret på ethvert tidspunkt under proceduren, som den finder passende, og selv efter en procedure om kontrol af forfatningsmæssighed, frit kan forelægge Domstolen ethvert præjudicielt spørgsmål, som den finder nødvendigt (dom A, C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 39).
36 Af de grunde, som er anført i denne doms præmis 31-35, ville EU-rettens virkning imidlertid blive bragt i fare, og den tilsigtede virkning af artikel 267 TEUF ville blive nedsat, hvis retten var forhindret i at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen og øjeblikkeligt at anvende EU-retten i overensstemmelse med Domstolens afgørelse eller praksis (jf. i denne retning dom Simmenthal, 106/77, EU:C:1978:49, præmis 20).
37 Hvad angår den omstændighed, at artikel 100, stk. 1, første punktum, i Forbundsrepublikken Tysklands grundlov bestemmer, at en ret, som finder, at en lov er forfatningsstridig, ud over at overlade spørgsmålet om denne sidstnævnte lovs overensstemmelse med den nævnte grundlov til Bundesverfassungsgerichts afgørelse, er forpligtet til at udsætte sagen, skal der henvises til, at den omstændighed, at der foreligger en national procedureregel, ikke kan rejse tvivl om den adgang, som de nationale retter har til at forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning, når de er i tvivl om fortolkningen af EU-retten (dom Križan m.fl., C-416/10, EU:C:2013:8, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
38 Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvilken virkning indledningen af proceduren for Bundesverfassungsgericht har for relevansen af en fortolkning af EU-retten for løsningen af tvisten i hovedsagen, bemærkes, at for så vidt som denne tvist og de præjudicielle spørgsmål, uafhængigt af spørgsmålet om de i hovedsagen omhandlede bestemmelsers forfatningsmæssighed, vedrører problemet om foreneligheden med EU-retten af en national lovgivning, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel, fremgår det ikke klart, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, at problemet er af hypotetisk karakter, eller at Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. i denne retning dom Filipiak, C-314/08, EU:C:2009:719, præmis 43 og 45).
39 På ovenstående baggrund skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en national ret, som nærer tvivl med hensyn til en national lovgivnings forenelighed med såvel EU-retten som den pågældende medlemsstats forfatning, hverken er afskåret fra muligheden for eller, i givet fald, fritaget for forpligtelsen til at forelægge Domstolen spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten på grund af, at der verserer en procedure med henblik på kontrol af forfatningsmæssigheden af denne lovgivning for den nationale ret, som har til opgave at udøve denne kontrol.
Det andet spørgsmål
40 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om på den ene side artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 og på den anden side artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
41 Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at Finanzgericht Hamburg for det første rejser spørgsmålet, om nukleart brændsel skal være genstand for den fritagelse, som er fastsat i artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96. Den forelæggende ret spørger endvidere, om denne fritagelse, såfremt nukleart brændsel ikke måtte være omfattet heraf, ikke desto mindre bør anvendes analogt på nukleart brændsel.
42 For det andet ønsker denne ret oplyst, om den afgift, som er indført ved KernbrStG, udgør en punktafgift, der indirekte pålægges forbruget af elektricitet omfattet af direktiv 2003/96, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118, eller en yderligere indirekte afgift på denne vare, som omhandlet i samme direktivs artikel 1, stk. 2, og, såfremt den henhører under en af disse bestemmelser, om denne afgift er i overensstemmelse med bestemmelserne i henholdsvis direktiv 2003/96 eller direktiv 2008/118. Finanzgericht Hamburg har særlig rejst spørgsmålet, hvorvidt den omstændighed, at en afgift belaster andre personer end de personer, der hæfter for betalingen af afgiften, er afgørende for, hvordan den skal kvalificeres i henhold til artikel 1 i direktiv 2008/118, og om det herved kræves, at der er en proportional sammenhæng mellem det anvendte nukleare brændsel og den mængde elektricitet, som produceres.
Direktiv 2003/96
43 Uagtet spørgsmålet, om afledte retsakter, som er vedtaget på grundlag af artikel 93 EF (nu artikel 113 TEUF), såsom direktiv 2003/96, finder anvendelse på nukleart brændsel, som er omfattet af Euratomtraktatens bestemmelser om det nukleare fællesmarked, skal det fastslås, at nukleart brændsel under alle omstændigheder ikke er omfattet af den fritagelse, som er fastsat i dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra a).
44 I medfør af artikel 1 i direktiv 2003/96 har medlemsstaterne således pligt til at beskatte energiprodukter i overensstemmelse med dette direktiv, der, således som det fremgår af dets anden og tredje betragtning, tilsigter at indføre minimumsafgiftsniveauer på EU-plan for de fleste energiprodukter.
45 Det nævnte direktivs artikel 14 indeholder en udtømmende opregning af de fritagelser, som er obligatoriske for medlemsstaterne inden for rammerne af beskatning af energiprodukter og elektricitet (jf. i denne retning dom Fendt Italiana, C-145/06 og C-146/06, EU:C:2007:411, præmis 36).
46 Desuden fastsætter artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96, for så vidt som denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til ikke at undergive »energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet«, den beskatning, som er fastsat i dette direktiv, klart, hvilke produkter der er omfattet af fritagelsen (jf. i denne retning dom Flughafen Köln/Bonn, C-226/07, EU:C:2008:429, præmis 29).
47 I denne henseende skal det fastslås, at artikel 2, stk. 2, i direktiv 2003/96 definerer begrebet »energiprodukter« i dette direktiv ved at foretage en udtømmende opregning af de varer, som er omfattet af definitionen af dette begreb, under henvisning til koderne i den kombinerede nomenklatur.
48 Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at det nukleare brændsel, som er omfattet af KernbrStG, for så vidt som det ikke optræder i denne opregning, ikke udgør et »energiprodukt« som omhandlet i direktiv 2003/96 og derfor ikke er omfattet af den fritagelse, som er fastsat i dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra a).
49 Der er derfor ikke anledning til at tage stilling til, om denne vare falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2003/96, eller om den er udelukket herfra i medfør af bestemmelserne i dette direktivs artikel 2, stk. 3 og 4.
50 KLE har anført, at den fritagelse, som er fastsat i artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96, ikke desto mindre skal finde analog anvendelse på nukleart brændsel, fordi målet med dette direktiv er at gennemføre princippet om én enkelt afgiftssats for elektricitet, hvilket er til hinder for, at der på samme tid opkræves en afgift på elektricitet og en afgift på dens produktionskilde. Desuden er fraværet af nukleart brændsel i opregningen af energiprodukter i dette direktivs forstand en følge af en utilsigtet lakune fra EU-lovgivers side, for så vidt som denne ikke kunne forvente, at medlemsstaterne ville vedtage en foranstaltning som KernbrStG, der, idet den indfører en afgift, der udelukkende pålægges en proces til fremstilling af elektricitet, som ikke genererer CO2-emissioner, er i strid med Unionens politik på området for reduktion af CO2-emissioner såvel som med samme direktivs sjette og syvende betragtning.
51 Det skal i denne henseende fastslås, at KLE’s argumenter ikke gør det muligt at udlede, at der findes et princip, som er til hinder for, at der på samme tid opkræves en afgift på forbrug af elektricitet og en afgift på kilderne til fremstilling af denne elektricitet. Af s. 5 i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter (EFT 1997 C 139, s. 14), som KLE henviser til, fremgår således blot, at »[e]lektricitet kan inddrages i anvendelsesområdet for afgiftsbestemmelserne på to måder: ved at beskatte brændsel, der anvendes ved elproduktion (beskatning af input), eller ved at beskatte selve elektriciteten (beskatning af output)«. Det fremgår ikke af dette forslag, at disse to fremgangsmåder principielt gensidigt udelukker hinanden, eftersom Europa-Kommissionen anerkendte deres komplementære karakter, idet den i det nævnte forslag tog forbehold for, at medlemsstaterne kunne »tilføje [til beskatning af output] en yderligere beskatning af input (ikke-harmoniseret) for brændsel, der er særlig skadeligt for miljøet«. Det fremgår desuden heller ikke af dette forslag, at Kommissionen skulle have haft til hensigt at foreslå, at der blev skabt en forpligtelse for medlemsstaterne til at fritage produkter, som ikke er omfattet af den harmoniserede afgiftsordning, for enhver beskatning.
52 Desuden kan en national lovgivnings eventuelle manglende overensstemmelse med Unionens politik på området for reduktion af CO2-emissioner ikke – idet rækkevidden af artikel 2, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 i modsat fald ville blive radikalt ændret, i strid med EU-lovgivers klare hensigt – begrunde, at disse bestemmelser fortolkes således, at de finder anvendelse på andre produkter end energiprodukter og elektricitet som omhandlet i dette direktiv.
53 Det fremgår af de i denne doms præmis 51 og 52 anførte betragtninger, at den fritagelse, som er fastsat i artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96, ikke kan finde analog anvendelse på nukleart brændsel som omhandlet i KernbrStG.
54 Artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 skal derfor fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
Direktiv 2008/118
55 For så vidt angår spørgsmålet, om den afgift, som er indført ved KernbrStG, udgør »punktafgifter« på elektricitet som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118 eller en »yderligere indirekte afgift« på dette produkt som omhandlet i samme direktivs artikel 1, stk. 2, skal det fastslås, at dette direktiv ikke definerer disse begreber.
56 Det fremgår imidlertid af niende betragtning til direktiv 2008/118, at punktafgift er en forbrugsafgift, dvs. en indirekte afgift. Desuden følger det af ordlyden af dette direktivs artikel 1, stk. 1, at denne bestemmelse omfatter punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af bl.a. energiprodukter og elektricitet omfattet af direktiv 2003/96.
57 I denne henseende skal det for så vidt angår specifikt energiprodukter og elektricitet fastslås, at der, som anført af den tyske regering og Kommissionen, i artikel 4 i direktiv 2003/96, som pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at overholde bestemte minimumsafgiftssatser for disse varer, gives visse indikationer med hensyn til karakteren af de afgifter, som er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118. Dette direktivs artikel 4, stk. 2, definerer således den »afgiftssats«, som medlemsstaterne fastsætter for de omhandlede varer, som »den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen moms), der beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter eller elektricitet ved overgangen til forbrug«.
58 Hvad angår begrebet »yderligere indirekte afgift« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 bemærkes, at denne bestemmelse, hvormed det tilsigtes at tage hensyn til medlemsstaternes forskellige traditioner på beskatningsområdet og den hyppige brug af indirekte beskatning til gennemførelse af andre politikker end budgetpolitik, gør det muligt for medlemsstaterne ud over minimumspunktafgiften at fastsætte andre indirekte skatter i særligt øjemed (jf. analogt dom Kommissionen mod Frankrig, C-434/97, EU:C:2000:98, præmis 18 og 19).
59 Heraf følger, at begrebet »yderligere indirekte afgift« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 omfatter andre indirekte afgifter, som pålægges forbruget af de varer, der er opregnet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, end »punktafgifter« som omhandlet i den sidstnævnte bestemmelse, og som opkræves til særlige formål.
60 Med henblik på at afgøre, om den ved KernbrStG indførte afgift kan være omfattet af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118 eller artikel 1, stk. 2, heri, skal det derfor først undersøges, om denne afgift udgør en indirekte afgift, der direkte eller indirekte pålægges forbrug af elektricitet omfattet af direktiv 2003/96.
61 I denne henseende har Domstolen for så vidt angår visse brændstoffer omfattet af Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier (EFT L 316, s. 19), som blev erstattet af direktiv 2003/96, fastslået, at en national miljøafgift på luftfart, der beregnes ud fra oplysninger om brændstofforbruget og om emission af kulbrinter og kvælstofilte på en gennemsnitligt beregnet flystrækning for den pågældende flytype, må anses for at være pålagt brændstofforbruget, for så vidt som der består en umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændstofforbruget og de forurenende stoffer, som udledes ved forbruget (jf. i denne retning dom Braathens, C-346/97, EU:C:1999:291, præmis 22 og 23).
62 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den afgift, som er indført ved KernbrStG, for det første skal betales, når brændselselementer eller enkelte brændselsstave for første gang indføres i en kernereaktor, og der udløses en selvopretholdende kædereaktion med henblik på erhvervsmæssig produktion af elektricitet, og for det andet beregnes ud fra mængden af det anvendte nukleare brændsel, idet der er fastsat en fælles sats for alle typer af sådant brændsel.
63 Det bemærkes i denne henseende, at mængden af den elektricitet, der produceres af en reaktor i et kernekraftværk, ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret ikke direkte beror på mængden af det anvendte nukleare brændsel, men kan variere alt efter det anvendte brændsels art og egenskaber og den pågældende reaktors ydelsesniveau. Som Kommissionen har anført, vil den afgift, som er indført ved KernbrStG, i øvrigt kunne opkræves på grund af, at der udløses en selvopretholdende kædereaktion, endog uden at der nødvendigvis produceres og dermed forbruges en mængde elektricitet.
64 Til forskel fra den afgift, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til Braathens-dommen (C-346/97, EU:C:1999:291), og som blev opkrævet direkte hos visse luftfartsoperatører, opkræves den afgift, som er indført ved KernbrStG, desuden ikke direkte hos forbrugeren af den punktafgiftspligtige vare, men hos elproducenten. Den økonomiske byrde, der udgøres af denne afgift, ville, som generaladvokaten har anført i punkt 61 i forslaget til afgørelse, principielt indirekte kunne blive båret fuldt ud af den endelige forbruger, hvis producenten lod afgiftsbeløbet indgå i prisen for enhver mængde af varen, der overgår til forbrug, således at afgiften ville være neutral for producenten. Det fremgår imidlertid af den forelæggende rets analyse på dette punkt, at den afgift, som er indført ved KernbrStG, ikke fuldt ud kan overvæltes på den endelige elforbruger, navnlig på grund af denne vares særlige karakter, som ikke gør det muligt at fastslå oprindelsen af en given mængde heraf, samt den gældende prisdannelsesmekanisme for elektricitet i Tyskland, som er karakteriseret ved, at elprisen i det væsentlige er en enhedspris, som er resultatet af forhandlinger på elektricitetsbørsen.
65 I lyset af disse betragtninger fremgår det ikke, at der en umiddelbar og uadskillelig sammenhæng, som omhandlet i Braathens-dommen, mellem anvendelsen af nukleart brændsel og forbruget af den elektricitet, som produceres af reaktoren i et kernekraftværk. Denne afgift kan heller ikke anses for at være beregnet direkte eller indirekte af mængden af elektricitet ved denne vares overgang til forbrug som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/96.
66 Den afgift, som er indført ved KernbrStG, som ikke direkte eller indirekte pålægges forbrug af elektricitet omfattet af direktiv 2003/96 eller forbrug af en anden punktafgiftspligtig vare, kan følgelig ikke henhøre under artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118 eller artikel 1, stk. 2, heri.
67 Heraf følger, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
68 På ovenstående baggrund skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 og artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
Det tredje spørgsmål
69 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 107 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet, og i bekræftende fald, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at de personer, der hæfter for betalingen af en sådan afgift, kan anfægte opkrævningen heraf med den begrundelse, at den udgør statsstøtte, som er forbudt i medfør af denne artikel.
70 Artikel 107, stk. 1, TEUF omhandler »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form«.
71 Ifølge fast retspraksis er støttebegrebet mere generelt end tilskudsbegrebet, idet det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes statslige indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (jf. domme Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, C-143/99, EU:C:2001:598, præmis 38, Paint Graphos m.fl., C-78/08 – C-80/08, EU:C:2011:550, præmis 45, samt Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 71).
72 Heraf følger, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en fordelagtig skattemæssig behandling, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de berettigede en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (domme Banco Exterior de España, C-387/92, EU:C:1994:100, præmis 14, og Paint Graphos m.fl., C-78/08 – C-80/08, EU:C:2011:550, præmis 46 og den heri nævnte retspraksis).
73 Artikel 107, stk. 1, TEUF forbyder støtte, der »begunstige[r] visse virksomheder eller produktioner«, dvs. selektiv støtte.
74 For så vidt angår vurderingen af betingelsen om selektivitet følger det af fast retspraksis, at artikel 107, stk. 1, TEUF kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (domme Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, C-143/99, EU:C:2001:598, præmis 41, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 82, samt Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 75).
75 Der erindres desuden om, at artikel 107, stk. 1, TEUF ikke sondrer ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger og således uafhængigt af de anvendte teknikker (domme British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 85 og 89, og Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 87).
76 I denne henseende har KLE i det væsentlige anført, at KernbrStG indgår i en beskatningsordning for energikilder, der anvendes til produktion af elektricitet, eller i det mindste en beskatningsordning for energikilder, der anvendes til produktion af elektricitet, og som ikke bidrager til CO2-emissioner. Virkningen af KernbrStG er, at andre energikilder end nukleart brændsel, som anvendes til produktion af elektricitet, ikke undergives beskatning.
77 Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det imidlertid ikke af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at det, uanset at energisektoren i Tyskland ifølge den forelæggende rets oplysninger i beskatningsmæssig henseende er kendetegnet ved et stort antal forskrifter og statslige foranstaltninger, er muligt, henset til virkningerne af disse forskrifter og foranstaltninger, at identificere en beskatningsordning, som har til formål at beskatte energikilder, der anvendes til produktion af elektricitet, eller energikilder, der anvendes til produktion af elektricitet, og som ikke bidrager til CO2-emissioner.
78 Det fremgår derimod af forelæggelsesafgørelsen, at KernbrStG i overensstemmelse med bemærkningerne til det lovforslag, som førte til vedtagelsen af denne lov, indførte en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet for en afgrænset periode, nemlig fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2016, med henblik på at tilvejebringe et skatteprovenu, som navnlig, i forbindelse med en finanspolitisk konsolidering under anvendelse af princippet om, at forureneren betaler, skulle bidrage til en reduktion af den belastning af forbundsbudgettet, som udgjordes af den nødvendige sanering af mineområdet Asse II, hvor radioaktivt affald fra anvendelsen af nukleart brændsel opbevares.
79 Det skal imidlertid fastslås, at andre former for produktion af elektricitet end produktion af elektricitet under anvendelse af nukleart brændsel ikke berøres af den ordning, som er indført ved KernbrStG, og at de under alle omstændigheder, under hensyntagen til formålet med denne ordning, ikke befinder sig i en faktisk og retlig situation, der svarer til den, hvori produktion af elektricitet under anvendelse af nukleart brændsel befinder sig, idet denne produktionsform er den eneste, som genererer radioaktivt affald som følge af en sådan anvendelse.
80 Heraf følger, at KernbrStG ikke udgør en selektiv foranstaltning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og at den dermed ikke udgør statsstøtte, som er forbudt i henhold til denne bestemmelse.
81 På denne baggrund er der ikke anledning til at besvare anden del af det tredje spørgsmål.
82 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 107 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
Det fjerde spørgsmål
83 Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, at denne ret med det fjerde spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 93, stk. 1, EA, artikel 191 EA, sammenholdt med protokollens artikel 3, stk. 1, samt artikel 192, stk. 2, EA, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, EA og artikel 2, litra d), EA, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
84 Hvad angår artikel 93, stk. 1, EA bemærkes, at denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne indbyrdes at afskaffe al ind- og udførselstold eller afgifter med tilsvarende virkning og alle kvantitative restriktioner for såvel import som eksport af varer og produkter henhørende under Euratomtraktatens bestemmelser om det nukleare fællesmarked.
85 Det skal derfor efterprøves, om den afgift, som er indført ved KernbrStG, og som ikke udgør told eller en kvantitativ restriktion for import eller eksport, udgør en afgift med tilsvarende virkning som told som omhandlet i denne bestemmelse.
86 I denne henseende er artikel 93 EA sammen med de øvrige bestemmelser, der henhører under Euratomtraktatens afsnit II, kapitel 9, et udtryk for, at der på et stærkt specialiseret område er gennemført retsinstitutter, som ligger til grund for opbygningen af det almindelige fællesmarked (jf. i denne retning afgørelse 1/78, EU:C:1978:202, præmis 15).
87 Hvad angår kvalificeringen af en national afgift som en afgift med tilsvarende virkning som told erindres om, at forbuddet mod told og afgifter med tilsvarende virkninger er begrundet i det forhold, at selv minimale økonomiske byrder ved grænseoverskridelsen hindrer varernes bevægelighed, hvilket forværres af de administrative formaliteter i forbindelse hermed (jf. analogt dom Orgacom, C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
88 Enhver økonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som pålægges ensidigt og belaster varer som følge af grænseoverskridelsen, hvor lav den end måtte være og uanset benævnelse eller opkrævningsmåde, udgør en afgift med tilsvarende virkning (jf. i denne retning domme Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten, C-221/06, EU:C:2007:657, præmis 27, samt Orgacom, C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 23).
89 I denne henseende skal der henvises til, at det væsentligste kendetegn for en afgift med tilsvarende virkning er, at den specifikt rammer et importeret produkt, men ikke det tilsvarende indenlandske produkt (jf. i denne retning domme Kommissionen mod Frankrig, 90/79, EU:C:1981:27, præmis 12 og 13, og Orgacom, C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 28).
90 Domstolen har imidlertid anerkendt, at en afgift, der rammer et produkt indført fra en anden medlemsstat, i en situation, hvor der ikke findes et identisk eller lignende indenlandsk produkt, ikke udgør en afgift med tilsvarende virkning, såfremt afgiften er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af produkter, uanset disses oprindelse (jf. i denne retning domme Kommissionen mod Frankrig, 90/79, EU:C:1981:27, præmis 14, og CRT France International, C-109/98, EU:C:1999:199, præmis 13).
91 Det skal imidlertid fastslås, at den afgift, som er indført ved KernbrStG, ikke opkræves, fordi det nukleare brændsel passerer en grænse, men, som det fremgår af denne lovs § 1, stk. 1, på grund af, at det anvendes til erhvervsmæssig produktion af elektricitet, uden at der sondres på grundlag af brændslets oprindelse. KernbrStG opstiller heller ikke en sådan sondring for så vidt angår afgiftssatsen eller den person, der hæfter for betalingen af afgiften.
92 Heraf følger, at den afgift, som er indført ved KernbrStG, ikke udgør en afgift med tilsvarende virkning som told, som omhandlet i artikel 93, stk. 1, EA.
93 Henset til den i denne doms præmis 90 nævnte retspraksis rejser KLE’s anbringende om, at blot en ubetydelig mængde nukleart brændsel hidrører fra Tyskland, ikke tvivl om denne konstatering.
94 Hvad angår artikel 191 EA og protokollens artikel 3, stk. 1, bemærkes, at det fremgår af en kombineret anvendelse af disse bestemmelser, at Det Europæiske Atomenergifællesskab, dets aktiver, indtægter og øvrige ejendom er fritaget for alle direkte skatter.
95 I denne henseende bemærkes, at KernbrStG indfører en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet og ikke en direkte skat på sådant brændsel.
96 Selv om nukleart brændsel i henhold til artikel 86 EA er Det Europæiske Atomenergifællesskabs ejendom, tilkommer brugs- og forbrugsretten over sådant brændsel i henhold til artikel 87 EA ikke desto mindre medlemsstater eller personer eller virksomheder, når det på retmæssig vis er kommet i deres besiddelse.
97 Heraf følger, at artikel 191 EA, sammenholdt med protokollens artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
98 Under retsmødet gjorde KLE i øvrigt i det væsentlige gældende, at punktafgiftspligtige varer ifølge tysk skatteret tjener som sikkerhedsstillelse for betalingen af de punktafgifter, som de er pålagt. Det Europæiske Atomenergifællesskab ville således som ejer af det nukleare brændsel kunne være forpligtet til at stille sikkerhed for afgiftsskyldnerens betaling af den afgift, som er indført ved KernbrStG. Denne situation ville imidlertid være i strid med protokollens artikel 3.
99 I denne henseende skal det fastslås, at førnævnte argument, som blev fremsat og drøftet for første gang under retsmødet for Domstolen, hverken optræder i forelæggelsesafgørelsen eller de skriftlige bemærkninger, som er indgivet af de berørte parter. På denne baggrund finder Domstolen, at det, i mangel af mere præcise og detaljerede oplysninger i denne henseende, ikke fremgår med tilstrækkelig klarhed af de sagsakter, som er fremlagt for den, at denne omstændighed kan have relevans for afgørelsen af tvisten i hovedsagen og dermed kan være nyttig for den forelæggende ret, som, idet den har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, bedst er i stand til at bedømme relevansen af de spørgsmål, den forelægger for Domstolen, henset til de særlige omstændigheder i den sag, som er blevet indbragt for den (jf. i denne retning dom Flughafen Köln/Bonn, C-226/07, EU:C:2008:429, præmis 37 og 38).
100 Hvad endelig angår artikel 192, stk. 2, EA skal det fastslås, at denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af Euratomtraktatens målsætning i fare.
101 Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, om den afgift, som er indført ved KernbrStG, bevirker, at det af Det Europæiske Atomenergifællesskab forfulgte mål om skabelse af de nødvendige betingelser for den hurtige dannelse og udvikling af en kerneenergiindustri, som er fastslået i artikel 1, stk. 2, EA, og opfyldelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskabs forpligtelse til at sørge for regelmæssig og ligelig forsyning med malme og nukleart brændsel til alle brugere i Det Europæiske Atomenergifællesskab, som omhandlet i artikel 2, litra d), EA, bringes i fare.
102 I denne henseende bemærkes for det første, at den kombinerede anvendelse af artikel 192, stk. 2, EA og artikel 1, stk. 2, EA, hverken indebærer, at medlemsstaterne pålægges at opretholde eller øge omfanget af deres anvendelse af nukleart brændsel, eller at de forbydes at beskatte denne anvendelse, hvilket ville bevirke, at anvendelsen af nukleart brændsel blev dyrere og dermed mindre attraktiv.
103 For det andet er de nærmere bestemmelser om indholdet af den forpligtelse, som er fastslået i artikel 2, litra d), EA, genstand for Euratomtraktatens afsnit II, kapitel 6, som omfatter dennes artikel 52-76, der fastlægger en fælles ordning med hensyn til forsyning med malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer (dom ENU mod Kommissionen, C-357/95 P, EU:C:1997:144, præmis 2).
104 Det fremgår imidlertid ikke af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at den afgift, som er indført ved KernbrStG, der som anført af KLE ganske vist bevirker, at anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet bliver dyrere, udgør en tilsidesættelse af de forpligtelser for medlemsstaterne, som er fastslået i disse bestemmelser, eller generelt er i strid med de principper, der gælder for denne ordning, herunder princippet om lige adgang til forsyningskilderne, jf. artikel 52 EA, eller principperne vedrørende prisdannelsen, jf. artikel 67 EA og 69 EA. Som Kommissionen har anført, kan denne afgift således ikke påvirke brændselsforsyningen til operatører af kernekraftværker, eftersom den ikke rammer erhvervelsen af nukleart brændsel, men anvendelsen heraf.
105 Heraf følger, at denne afgift ikke kan bringe opfyldelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskabs forpligtelse til at sørge for regelmæssig og ligelig forsyning med malme og nukleart brændsel til alle brugere i dette fællesskab som omhandlet i artikel 2, litra d), EA i fare.
106 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 93, stk. 1, EA, artikel 191 EA, sammenholdt med protokollens artikel 3, stk. 1, samt artikel 192, stk. 2, EA, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, EA og artikel 2, litra d), EA, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
Sagens omkostninger
107 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
1) Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en national ret, som nærer tvivl med hensyn til en national lovgivnings forenelighed med såvel EU-retten som den pågældende medlemsstats forfatning, hverken er afskåret fra muligheden for eller, i givet fald, fritaget for forpligtelsen til at forelægge Den Europæiske Unions Domstol spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten på grund af, at der verserer en procedure med henblik på kontrol af forfatningsmæssigheden af denne lovgivning for den nationale ret, som har til opgave at udøve denne kontrol.
2) Artikel 14, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet og artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
3) Artikel 107 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
4) Artikel 93, stk. 1, EA, artikel 191 EA, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er vedlagt EU-, EUF- og Euratomtraktaten som bilag, samt artikel 192, stk. 2, EA, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, EA og artikel 2, litra d), EA, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken der opkræves en afgift på anvendelse af nukleart brændsel til erhvervsmæssig produktion af elektricitet.
Underskrifter