Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Köln (Tyskland) den 13. december 2010 - Emeka Nelson, Bill Chinazo Nelson og Brian Cheimezie Nelson Emeka mod Deutsche Lufthansa AG

(Sag C-581/10)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Emeka Nelson, Bill Chinazo Nelson og Brian Cheimezie Nelson

Sagsøgt: Deutsche Lufthansa AG

Præjudicielle spørgsmål

Er den kompensationsret, der er reguleret i artikel 7 i forordning nr. 261/2004 1, en ret til en økonomisk oprejsning ud over den normale erstatning i henhold til artikel 29, andet punktum, i Montrealkonventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring af 28. maj 1999 "Montrealkonventionen"?

Hvordan er forholdet mellem den kompensationsret, der i henhold til EU-Domstolens dom af 19. november 2009 (sag C-402/07) kan støttes på forordningens artikel 7, hvis en luftfartspassager ikke når sit endelige bestemmelsessted tidligere end tre timer efter det planlagte ankomsttidspunkt, og den ret til erstatning for forsinkelse, der er reguleret i Montrealkonventionens artikel 19, under hensyntagen til udelukkelsen efter Montrealkonventionens artikel 29, andet punktum?

Hvordan er det fortolkningsprincip, som ligger til grund for EU-Domstolens dom af 19. november 2009 (sag C-402/07) - som giver adgang til en udvidelse af kompensationsretten i henhold til forordningens artikel 7 til også at gælde i tilfælde af forsinkelser, foreneligt med det fortolkningsprincip, som EU-Domstolen anvender på forordningen i sin dom af 10. januar 2006 (sag C-344/04)?

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EØS-relevant tekst) - Erklæring fra Kommissionen (EUT L 46, s. 1).