Language of document : ECLI:EU:T:2015:906

RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

23. november 2015 (*)

»Annullationssøgsmål – retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 – sammenslutning – medlemmerne ikke umiddelbart berørt – afvisning«

I sag T-670/14,

Milchindustrie-Verband eV, Berlin (Tyskland),

Deutscher Raiffeisenverband eV, Berlin,

ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved K. Herrmann, T. Maxian Rusche og R. Sauer, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af meddelelse fra Kommissionen af 28. juni 2014 – Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 (EUT C 200, s. 1), for så vidt som sektoren mejerier samt ostefremstilling (NACE 10.51) ikke er nævnt i bilag 3 til denne meddelelse,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen (refererende dommer), og dommerne I. Pelikánová og E. Buttigieg,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

 Baggrunden for tvisten

 De anfægtede retningslinjer

1        Den 28. juni 2014 vedtog Europa-Kommissionen meddelelsen benævnt »Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020« (EUT C 200, s. 1, herefter »de anfægtede retningslinjer«).

2        I de anfægtede retningslinjers punkt 3.7.2 fastsættes betingelserne for støtte, der ydes af medlemsstaterne i form af sænkede bidrag til finansiering af støtte til energi fra vedvarende energikilder (herefter »reduktioner«), for at denne støtte kan betragtes som forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF. Retningslinjernes punkt 185 bestemmer:

»Støtten bør begrænses til sektorer, som er udsat for en risiko med hensyn til deres konkurrencemæssige stilling på grund af de omkostninger, der er forbundet med finansieringen af støtte til energi fra vedvarende energikilder, afhængigt af deres elektricitetsintensitet og deres eksponering for international handel. Støtten kan således kun ydes, hvis selskabet tilhører de sektorer, der er nævnt i bilag 3 [til de anfægtede retningslinjer]. Denne liste er beregnet til kun at blive brugt til at vurdere, om en virksomhed er berettiget til denne særlige form for støtte.«

3        Følgende fremgår af fodnote 85 i de anfægtede retningslinjer, der er indsat i slutningen af næstsidste afsnit i punkt 185:

»Kommissionen mener, at der optræder sådanne risici for sektorer, der står over for en handelsintensitet på 10% på EU-plan, når sektorens elektricitetsintensitet når op på 10% på EU-plan. Der optræder en lignende risiko i sektorer med en lavere eksponering for handel på mindst 4% og med en meget højere elektricitetsintensitet på mindst 20%, eller som er kendetegnet ved en økonomisk lignende situation (f.eks. på grund af substituerbarhed). Sektorer med en lidt lavere elektricitetsintensitet på mindst 7% og en meget høj eksponering for handel på mindst 80% står over for samme risiko. Listen over støtteberettigede sektorer blev opstillet på dette grundlag. Endelig er følgende sektorer taget med, da de i økonomisk henseende svarer til sektorerne på listen og fremstiller substituerbare produkter (støbning af stålprodukter, produkter af lette metaller og ikke-jernholdige metaller [...]; genindvinding af sorterede materialer [...]).«

4        Følgende fremgår af retningslinjernes punkt 186:

»For at tage højde for, at visse sektorer kan være uensartede hvad angår elektricitetsintensitet, kan en medlemsstat medtage en virksomhed i sin nationale ordning for indrømmelse af reduktioner [...], hvis virksomheden har en elektricitetsintensitet på mindst 20% [...] og tilhører en sektor med en handelsintensitet på mindst 4% på EU-plan, selv om den ikke tilhører en af de i bilag 3 [til de anfægtede retningslinjer] nævnte sektorer.«

5        I bilag 3 til de anfægtede retningslinjer (herefter »bilag 3«) med overskriften »Liste over støtteberettigede sektorer i henhold til afsnit 3.7.2 [i de anfægtede retningslinjer]« er der opstillet en liste over de økonomiske sektorer, inden for hvilke virksomhederne vil kunne opnå en reduktion, som Kommissionen anser for at være forenelig med det indre marked, uden at de hver især skal opnå en bestemt elektricitetsintensitet.

6        I bilag 5 til de anfægtede retningslinjer (herefter »bilag 5«) med overskriften »Mine- og fremstillingsindustrier, der ikke optræder på listen i bilag 4, men med en handelsintensitet med tredjelande på mindst 4%«, oplistes en række økonomiske sektorer, der ikke er nævnt i bilag 3, men inden for hvilke virksomhederne vil kunne opnå en reduktion, som Kommissionen anser for at være forenelig med det indre marked, for så vidt som de hver især opnår en elektricitetsintensitet på 20%. Disse sektorer omfatter mejerier samt ostefremstilling (NACE 10.51) (herefter »mejerisektoren«).

 Sagsøgerne

7        Sagsøgerne, Milchindustrie-Verband eV og Deutscher Raiffeisenverband eV, er to sammenslutninger, der har til formål at repræsentere og forsvare henholdsvis den tyske mejerisektors og den tyske agrofødevaresektors interesser. Medlemmerne af Milchindustrie-verband er virksomheder og andelsselskaber, der i Tyskland tegner sig for ca. 95% af mælkeforsyningen og for 100% af eksporten. Deutscher Raiffeisenverbands medlemmer udgøres af virksomheder inden for handel med landbrugsprodukter samt virksomheder inden for forarbejdning og markedsføring af animalske og vegetabilske produkter, herunder mælk.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

8        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. september 2014 har sagsøgerne anlagt det foreliggende søgsmål, hvori de har nedlagt følgende påstande:

–        De anfægtede retningslinjer annulleres, for så vidt som mejerisektoren ikke er nævnt i bilag 3.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

9        Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 4. december 2014 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10      Sagsøgerne har fremsat deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 19. januar 2015. De har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen forkastes i henhold til artikel 114, stk. 4, første afsnit, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, og om, at retsforhandlingerne fortsætter.

 Retlige bemærkninger

11      I henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder den herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

12      I den foreliggende sag finder Retten sagen tilstrækkeligt belyst i sagsakterne, og den har besluttet at træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

 Indledende bemærkninger om sagens genstand

13      Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af de anfægtede retningslinjer, for så vidt som mejerisektoren ikke er nævnt i bilag 3, selv om den har en handelsintensitet og en elektricitetsintensitet på mere end 10%. Sagsøgerne har gjort gældende, at bilag 3 er udtømmende, og at dets indhold skal gennemføres nøjagtigt i tysk ret. De sektorer, der er nævnt i bilag 3, er således opført på liste 1 i bilag 4 til Erneuerbare-Energien-Gesetz (tysk lov om vedvarende energi) af 21. juli 2014 (BGBl. 2014 I, s. 1066, herefter »EEG 2014«) vedrørende de sektorer, der kan opnå en reduktion. De sektorer, der er nævnt i bilag 5, herunder mejerisektoren, er opført på liste 2 i bilag 4 til EEG 2014, idet denne lovs artikel 64 bestemmer, at virksomheder inden for disse sektorer skal opfylde strengere krav for at opnå reduktioner. Derfor vil kun de få mejerier, der opfylder disse strenge krav, kunne opnå en reduktion, hvilket i alvorlig grad truer den internationale konkurrence og ca. 80% af de tyske mejeriers eksistens.

 Formaliteten

14      Indledningsvis bemærkes, at søgsmål anlagt af sammenslutninger eller grupperinger ifølge retspraksis kan antages til realitetsbehandling i tre tilfælde, nemlig når sammenslutningerne eller grupperingerne repræsenterer interesser hos personer, som selv har søgsmålskompetence, eller når sammenslutningerne eller grupperingerne er individualiseret, fordi deres egne interesser som sammenslutning eller gruppering er berørt, navnlig fordi deres forhandlingsposition er blevet berørt af den retsakt, som påstås annulleret, eller endvidere når en retsforskrift udtrykkeligt indrømmer dem en række processuelle rettigheder (jf. i denne retning dom af 18.3.2010, Forum 187 mod Kommissionen, T-189/08, Sml., EU:T:2010:99, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

15      I den foreliggende sag har sagsøgerne dels ikke anført nogen bestemmelse, der indrømmer dem processuelle rettigheder for så vidt angår de anfægtede retningslinjer, dels har de ikke gjort gældende, at de skulle have indtaget en særlig forhandlingsposition under proceduren til vedtagelse af disse retningslinjer. Som Kommissionen således med føje har gjort gældende, og som sagsøgerne har medgivet, afhænger søgsmålets antagelse til realitetsbehandling alene af, om de virksomheder inden for mejerisektoren, der repræsenteres af sagsøgerne (herefter »de repræsenterede virksomheder«), kan anlægge sag med påstand om annullation af de anfægtede retningslinjer, for så vidt som mejerisektoren ikke er nævnt i bilag 3.

16      Dernæst skal det fremhæves, at det fremgår af artikel 263, stk. 4, TEUF, at enhver fysisk eller juridisk person på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, kan indbringe en klage med henblik på prøvelse af retsakter, der ikke er rettet til vedkommende, i to tilfælde, nemlig dels hvis den pågældende retsakt berører denne umiddelbart og individuelt, dels hvis der er tale om regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

17      Det skal således undersøges, om de repræsenterede virksomheder for så vidt angår de anfægtede retningslinjer er omfattet af et af de i ovenstående præmis nævnte to tilfælde, hvilket Kommissionen har bestridt. Da de to tilfælde hver især forudsætter, at den anfægtede retsakt berører sagsøgeren umiddelbart, skal dette kriterium undersøges først.

18      Det bemærkes i denne forbindelse, at udtrykket »som berører denne umiddelbart« er det samme i de to tilfælde, der er omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, og er overtaget uændret fra artikel 230, stk. 4, EF, selv om sidstnævnte bestemmelse kun vedrørte det første af disse tilfælde. Det er allerede blevet fastslået, at begrebet umiddelbart berørt, således som det forekommer i det andet af de to tilfælde, ikke kan fortolkes mere restriktivt end begrebet umiddelbart berørt, således som det forekommer i det første tilfælde (jf. i denne retning dom af 25.10.2011, Microban International og Microban (Europe) mod Kommissionen, T-262/10, Sml., EU:T:2011:623, præmis 32). I den foreliggende sag er der imidlertid intet, der giver anledning til at antage, at betingelsen om umiddelbart berørt skal fortolkes mindre restriktivt i det tilfælde, hvor de anfægtede retningslinjer udgør en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

19      Kommissionen har gjort gældende, at de anfægtede retningslinjer ikke umiddelbart berører de repræsenterede virksomheder, hvilket sagsøgerne har bestridt.

20      Det bemærkes, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af en EU-retsakt, således som fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, i henhold til fast retspraksis indebærer, at den anfægtede retsakt umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at retsakten ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-reglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 13.3.2008, Kommissionen mod Infront WM, C-125/06 P, Sml., EU:C:2008:159, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

21      Det samme gælder, når adressaterne kun har en rent teoretisk mulighed for at undlade at efterkomme en EU-retsakt, og der ikke er nogen tvivl om, at de vil give retsakten virkninger efter dens indhold (domme af 5.5.1998, Dreyfus mod Kommissionen, C-386/96 P, Sml., EU:C:1998:193, præmis 44, og Glencore Grain mod Kommissionen, C-404/96 P, Sml., EU:C:1998:196, præmis 42; jf. ligeledes i denne retning dom af 23.11.1971, Bock mod Kommissionen, 62/70, Sml., EU:C:1971:108, præmis 6-8, og af 17.1.1985, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, 11/82, Sml., EU:C:1985:18, præmis 8-10).

22      Det skal således undersøges, om de anfægtede retningslinjer umiddelbart har sådanne virkninger på de repræsenterede virksomheders retsstilling, hvilket Kommissionen har bestridt.

23      Det bemærkes i denne forbindelse, at Kommissionen kan fastsætte vejledende retningslinjer for udøvelsen af sit skøn, særligt inden for statsstøtteområdet. De vejledende regler indeholdt i retningslinjerne er bindende for institutionerne, for så vidt som de ikke afviger fra traktatens bestemmelser (jf. i denne retning dom af 24.2.1987, Deufil mod Kommissionen, 310/85, Sml., EU:C:1987:96, præmis 22, af 24.3.1993, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, C-313/90, Sml., EU:C:1993:111, præmis 34 og 36, og af 15.10.1996, IJssel-Vliet, C-311/94, Sml., EU:C:1996:383, præmis 42).

24      Kommissionen har således ved vedtagelsen af de anfægtede retningslinjer indgået en principielt bindende forpligtelse, således som det er blevet meddelt i disse retningslinjer, til at anvende den skønsbeføjelse, den råder over, til at vurdere, om støtte, der er omfattet af retningslinjerne, er forenelig med det indre marked. Kommissionen har navnlig forpligtet sig til ikke at betragte en reduktion indrømmet af en medlemsstat til en sektor, der ikke er nævnt i bilag 3, som forenelig med det indre marked, og til kun at betragte en reduktion, som en virksomhed har opnået inden for en sektor, der er nævnt i bilag 5, som forenelig med det indre marked, hvis denne opnår en elektricitetsintensitet på 20%.

25      Ovenstående betyder imidlertid ikke, at de repræsenterede virksomheder er umiddelbart berørt af de anfægtede retningslinjer.

26      Hvad angår for det første de repræsenterede virksomheder, der har opnået en reduktion, som Forbundsrepublikken Tyskland har anmeldt til Kommissionen, og i forbindelse med hvilken Kommissionen endnu ikke har truffet en afgørelse vedrørende reduktionens forenelighed med det indre marked inden den dato, fra hvilken de anfægtede retningslinjer fandt anvendelse, er det, som sagsøgerne har gjort gældende, ganske vist korrekt, at i henhold til disse retningslinjers punkt 246 og 247 finder disse anvendelse fra den 1. juli 2014 til den 31. december 2020 på alle støtteforanstaltninger, som indbringes for Kommissionen, også selv om de er blevet anmeldt inden den førstnævnte dato. Kommissionen kan imidlertid kun anvende de anfægtede retningslinjer på en sådan reduktion enten ved en afgørelse i henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] (EFT L 83, s. 1) eller ved en afgørelse om indledning af en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF eller endelig ved en afgørelse om afslutning af denne procedure i henhold til artikel 7 i forordning nr. 659/1999. Det er imidlertid disse afgørelser og ikke bilag 3, der vil kunne berøre de repræsenterede virksomheder umiddelbart ved at fastslå, at den reduktion, de har opnået, ikke er forenelig med det indre marked med den begrundelse, at mejerisektoren ikke er nævnt i bilag 3. De repræsenterede virksomheder vil kunne bestride lovligheden af disse afgørelser ved Retten og bl.a. gøre gældende, at mejerisektoren burde have været nævnt i bilag 3.

27      Hvad for det andet angår de repræsenterede virksomheder, der har opnået en reduktion, som Forbundsrepublikken Tyskland har anmeldt til Kommissionen, og som denne har betragtet som en støtte, der er forenelig med det indre marked inden datoen, fra hvilken de anfægtede retningslinjer fandt anvendelse, bemærkes, at Kommissionen i henhold til de anfægtede retningslinjers punkt 250 senest den 1. januar 2016 foreslår de nødvendige ændringer af den eksisterende støtte for at bringe den i overensstemmelse med disse retningslinjer. Som Kommissionen med føje har gjort gældende, kan medlemsstaterne, for så vidt som de ikke er bundet af de anfægtede retningslinjer, imidlertid følge eller forkaste disse forslag. Såfremt Kommissionens forslag følges, følger alle retsvirkninger over for de repræsenterede virksomheder af den berørte medlemsstats handlinger, som i givet fald vil kunne anfægtes ved de kompetente nationale retsinstanser. Såfremt Kommissionens forslag forkastes af den berørte medlemsstat, følger alle retsvirkninger over for de repræsenterede virksomheder udelukkende af forpligtelsen til udsættelse som følge af en eventuel afgørelse fra Kommissionen om i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 at indlede den i artikel 108, stk. 2, TEUF omhandlede formelle undersøgelsesprocedure. De repræsenterede virksomheder vil endnu en gang kunne bestride lovligheden af en sådan afgørelse ved Retten og bl.a. gøre gældende, at mejerisektoren burde have været nævnt i bilag 3.

28      Hvad for det tredje angår de repræsenterede virksomheder, som opnår en reduktion, der af Kommissionen kan opfattes som en ulovlig støtte, for så vidt som den er blevet indrømmet, inden den er blevet anmeldt, og er blevet undersøgt af Kommissionen efter datoen for påbegyndelsen af anvendelsen af de anfægtede retningslinjer, bemærkes, at Kommissionen kun kan anvende de nævnte retningslinjer på en sådan reduktion ved en af de i præmis 26 ovenfor nævnte afgørelser, idet de repræsenterede virksomheder kun kan være umiddelbart berørt af en sådan afgørelse, som de i givet fald kan anfægte ved Retten.

29      Hvad for det fjerde angår en medlemsstats eventuelle beslutning om ikke at indrømme nye reduktioner til sektorer, der ikke er nævnt i bilag 3, er der, som Kommissionen med føje har gjort gældende, tale om den berørte medlemsstats suveræne beslutning.

30      De anfægtede retningslinjer forhindrer således ikke en medlemsstat i at anmelde en ny reduktion til fordel for en sektor, der ikke er nævnt i bilag 3, til Kommissionen, enten fordi medlemsstaten i givet fald på grundlag af de forklaringer, som de berørte virksomheder har fremsat, finder, at denne sektor opfylder betingelserne for at være nævnt i det pågældende bilag, eller fordi den finder, at Kommissionen ikke med føje kan lægge disse betingelser til grund. Det er ganske vist meget sandsynligt, at Kommissionen i medfør af de anfægtede retningslinjer foranlediges til at træffe en afgørelse i henhold til artikel 7, stk. 5, i forordning nr. 659/1999, hvori den fastslår, at den påtænkte reduktion udgør en støtte, der er uforenelig med det indre marked. Det er dog alene denne afgørelse, der kan medføre umiddelbare retsvirkninger over for de virksomheder, der ville kunne opnå reduktionen. Disse virksomheder vil ligesom den berørte medlemsstat kunne anfægte begrundelsen for Kommissionens afgørelse ved Retten og bl.a. gøre gældende, at mejerisektoren burde have været nævnt i bilag 3.

31      Denne konklusion ændres ikke af sagsøgernes argument fremført i deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen, hvorefter det allerede ved vedtagelsen af de anfægtede retningslinjer stod klart, at Forbundsrepublikken Tyskland indarbejdede bilag 3 »ordret« i sin lovgivning om reduktioner, således at den i præmis 21 ovenfor nævnte retspraksis finder anvendelse i den foreliggende sag.

32      Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at Kommissionen i december 2013 havde indledt en formel undersøgelsesprocedure i forhold til den tyske lovgivning om reduktioner og havde anført, at den var i tvivl om, hvorvidt reduktioner uden for stålsektoren og aluminiumssektoren var lovlige. Udarbejdelsen af de anfægtede retningslinjer var således ledsaget af intensive forhandlinger mellem Kommissionen og de tyske myndigheder vedrørende listen over de sektorer, der kunne nævnes i bilag 3. Til trods for, at der den 28. februar 2014 blev anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, oplyste de tyske myndigheder, dels at de ønskede at nå frem til et kompromis, dels at den nye tyske lovgivning om reduktioner skulle koordineres nøje med de retningslinjer, der var under udarbejdelse, eller endog skulle overholde forskrifterne heri.

33      Dette betyder imidlertid ikke, at den i præmis 21 ovenfor nævnte retspraksis finder anvendelse i den foreliggende sag, i modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet.

34      Da medlemsstaterne som anført i præmis 30 ovenfor hverken er bundet af de anfægtede retningslinjer eller er forpligtede til at anmelde de reduktioner, der ikke opfylder betingelserne i disse retningslinjer, til Kommissionen, kan muligheden for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager en national lovgivning, der er uforenelig med disse retningslinjer, ikke anses for at være rent teoretisk. Under alle omstændigheder har sagsøgerne ikke på nogen måde redegjort for, hvorfor medlemsstaterne og navnlig Forbundsrepublikken Tyskland skulle være juridisk eller faktisk forpligtede til at acceptere de vejledende bestemmelser, som Kommissionen har pålagt sig selv i forbindelse med udøvelsen af sine skønsbeføjelser ved vedtagelsen af de anfægtede retningslinjer.

35      Det ovenstående bekræftes af den omstændighed, at Forbundsrepublikken Tyskland, som sagsøgerne selv har anført, havde anlagt et annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af den afgørelse om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, som Kommissionen havde vedtaget vedrørende den tyske lovgivning om reduktioner, der var gældende forud for EEG 2014. I forbindelse med det søgsmål, som Forbundsrepublikken Tyskland efterfølgende besluttede at frafalde (kendelse af 8.6.2015, Tyskland mod Kommissionen, T-134/14, EU:T:2015:392), kunne Forbundsrepublikken Tyskland have bestridt Kommissionens indledende vurdering af de reduktioner, som Forbundsrepublikken Tyskland påtænkte at indrømme, idet denne vurdering ifølge sagsøgerne selv var identisk med den vurdering, der fulgte af de anfægtede retningslinjer.

36      Den omstændighed, hvis den antages at være korrekt, at de tyske myndigheder havde oplyst, at de ville tilpasse deres lovgivning om reduktioner for at gøre den forenelig med de anfægtede retningslinjer, inden de blev vedtaget, betyder under disse omstændigheder ikke, at de repræsenterede virksomheder har været umiddelbart berørt af disse retningslinjer.

37      Under alle omstændigheder er situationen i den foreliggende sag en helt anden end den situation, der lå til grund for den ovenfor i præmis 21 nævnte retspraksis.

38      Domme Bock mod Kommissionen, præmis 21 ovenfor (EU:C:1971:108), og Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, præmis 21 ovenfor (EU:C:1985:18), vedrørte således påstande om annullation af to afgørelser, hvorved Kommissionen på anmodning havde tilladt nogle medlemsstater at anvende beskyttelsesforanstaltninger på produkter fra visse lande. Eftersom myndighederne i de pågældende medlemsstater havde oplyst, at de ville anvende de beskyttelsesforanstaltninger, de havde anmodet om, fastslog Domstolen, at de virksomheder, der skulle bære konsekvenserne af disse beskyttelsesforanstaltninger, var umiddelbart berørt af Kommissionens tilladelse.

39      I den foreliggende sag har Forbundsrepublikken Tyskland imidlertid ikke behov for en tilladelse fra Kommissionen til at tilpasse sin lovgivning om reduktioner for at gøre den forenelig med de anfægtede retningslinjer eller til at anmelde de reduktioner, der er uforenelige med disse retningslinjer, til Kommissionen til forskel fra de medlemsstater, der er berørt af de i præmis 38 ovenfor omhandlede beskyttelsesforanstaltninger, som skulle have en godkendelse fra Kommissionen for at kunne gennemføre sådanne foranstaltninger. De potentielle modtagere af reduktioner, der ikke er indrømmet af Forbundsrepublikken Tyskland, er således ikke berørt af de anfægtede retningslinjer på samme måde som de virksomheder, der skulle bære konsekvenserne af beskyttelsesforanstaltningerne.

40      Domme Dreyfus mod Kommissionen, præmis 21 ovenfor (EU:C:1998:193), og Glencore Grain mod Kommissionen, præmis 21 ovenfor (EU:C:1998:196), vedrørte annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelser rettet til henholdsvis de russiske og de ukrainske myndigheder, hvorved Kommissionen afslog at finansiere leveringen af visse landbrugsprodukter på bestemte prisvilkår. Da Den Russiske Føderation og Ukraine befandt sig i en kritisk økonomisk og finansiel situation, og da forværringen af deres fødevare- og lægemiddelsituation betød, at betalingen af leverancerne kun kunne ske via en finansiering fra Unionens side, anså Domstolen de berørte myndigheders mulighed for at opfylde leveringskontrakterne på de prisvilkår, som Kommissionen havde gjort indsigelse imod, og dermed give afkald på den pågældende finansiering, for at være rent teoretisk.

41      I den foreliggende sag er der intet grundlag for at antage, at Forbundsrepublikken Tyskland rent faktisk skulle befinde sig i en kritisk situation svarende til den, som de i præmis 40 ovenfor nævnte lande befandt sig i, hvorefter den kun havde en rent teoretisk mulighed for ikke at følge de anfægtede retningslinjer, f.eks. ved at anmelde de reduktioner, der var uforenelige med retningslinjerne, til Kommissionen.

42      Det følger af ovenstående betragtninger, at i modsætning til hvad sagsøgerne har anført, var Forbundsrepublikken Tyskland for det første hverken juridisk eller faktisk forpligtet til at tilpasse sin lovgivning om reduktioner for at gøre den forenelig med de anfægtede retningslinjer, og for det andet er de repræsenterede virksomheders retsstilling ikke umiddelbart berørt af den manglende opførelse af mejerisektoren i bilag 3.

43      For så vidt som de repræsenterede virksomheder ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede retningslinjer, er det ufornødent at undersøge, om de er individuelt berørt, eller om de nævnte retningslinjer er en regelfastsættende retsakt, som ikke kræver gennemførelsesforanstaltninger, for at kunne fastslå, at deres annullationssøgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

44      Det følger heraf, at sagsøgerne ikke befinder sig i en af de situationer, der gør det muligt at antage søgsmål anlagt af sammenslutninger eller grupperinger til realitetsbehandling i henhold til den ovenfor i præmis 14 nævnte retspraksis.

45      Sagen bør herefter afvises.

 Sagens omkostninger

46      I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Sagen afvises.

2)      Milchindustrie-Verband eV og Deutscher Raiffeisenverband eV bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 23. november 2015.

E. Coulon

 

      H. Kanninen

Justitssekretær

 

      Afdelingsformand


* Processprog: tysk.