Language of document : ECLI:EU:C:2017:109

Sag C-443/16

Francisco Rodrigo Sanz

mod

Universidad Politécnica de Madrid

(anmodning om præjudicielafgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 8 de Madrid)

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor – omstrukturering af universitetsorganisationen – national lovgivning – integration af underviserne ved de højere læreanstalter i universiteternes lektorstab – betingelse – opnåelse af en doktorgrad – omklassificering af fuldtidsstillinger til deltidsstillinger – anvendelse alene på de undervisere, der er beskæftiget som ikke-fastansatte medarbejdere – princippet om forbud mod forskelsbehandling«

Sammendrag – Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 9. februar 2017

Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – forbud mod forskelsbehandling af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse – omstrukturering af universitetsorganisationen – national lovgivning, der fastsætter en integration af underviserne ved de højere læreanstalter i universiteternes lektorstab – betingelse – opnåelse af en doktorgrad – omklassificering af fuldtidsstillinger til deltidsstillinger i tilfælde af manglende indehavelse af denne grad – anvendelse alene på de undervisere, der er beskæftiget som ikke-fastansatte medarbejdere – ikke tilladt

(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der som led i foranstaltninger til omstrukturering af universiteternes organisation tillader de kompetente forvaltninger i den pågældende medlemsstat at halvere arbejdstiden for de undervisere ved de højere læreanstalter, der er ansat som ikke-fastansatte medarbejdere, på grund af det forhold, at de ikke er indehavere af en doktorgrad, hvorimod de undervisere ved de højere læreanstalter, der har status som tjenestemænd, men som heller ikke er i besiddelse af en doktorgrad, ikke er omfattet af den samme foranstaltning.

Anvendelsen af en sådan regel hviler således på den generelle præmis, ifølge hvilken det tidsbegrænsede ansættelsesforhold for underviserne ved de højere læreanstalter i sig selv kan begrunde en forskellig behandling af denne kategori af undervisere i forhold til de undervisere, der har tjenestemandsstatus, selv om disse to kategorier af undervisere bestrider ensartede stillinger. En sådan præmis er i modstrid med formålene med direktiv 1999/70 og rammeaftalen.

Denne konstatering kan ikke drages i tvivl af det argument, hvorefter en forskelsbehandling af de ikke-fastansatte medarbejdere er begrundet såvel ud fra tiltag vedrørende administration af universitetsunderviserstaben som ud fra de budgetbegrænsninger, der er blevet pålagt af den omhandlede medlemsstat, idet Domstolen allerede har fastslået, at budgetmæssige hensyn, herunder dem, der støttes på nødvendigheden af at sikre en streng personaleadministration, ikke kan begrunde en forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 23.10.2003, Schönheit og Becker, C-4/02 og C-5/02, EU:C:2003:583, præmis 85, og af 22.4.2010, Zentralbetriebsrat der Landeskrankenhäuser Tirols, C-486/08, EU:C:2010:215, præmis 46).

Selv om budgetmæssige hensyn kan være afgørende for en medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de sociale sikringsforanstaltninger, staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selv et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde anvendelsen af en national lovgivning, der fører til en forskelsbehandling til skade for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse (jf. analogt dom af 24.10.2013, Thiele Meneses, C-220/12, EU:C:2013:683, præmis 43, af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 110, samt kendelse af 21.9.2016, Popescu, C-614/15, EU:C:2016:726, præmis 63). Endelig skal det tilføjes, at rammeaftalens § 4, stk. 1, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis til, at en borger kan påberåbe sig bestemmelsen over for staten ved en national domstol (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Gavieiro Gavieiro og Iglesias Torres, C-444/09 og C-456/09, EU:C:2010:819, præmis 78-83, og af 8.9.2011, Rosado Santana, C-177/10, EU:C:2011:557, præmis 56, samt kendelse af 21.9.2016, Álvarez Santirso, C-631/15, EU:C:2016:725, præmis 59).

(jf. præmis 51-53, 55 og 56 samt konkl.)