FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. WAHL
fremsat den 9. oktober 2013 (1)
Sag C-371/12
Enrico Petillo
Carlo Petillo
mod
Unipol
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Tivoli (Italien))
»Ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 72/166/EØF – artikel 3 – direktiv 84/5/EØF – artikel 1 – direktiv 90/232/EØF – artikel 1a – ret til erstatning – begrænsning af retten til erstatning – ikke-økonomisk skade«
1. I den foreliggende sag anmodes Domstolen i det væsentlige om at afgøre, hvorvidt en national bestemmelse, som regulerer det beløb, der skal betales i erstatning for andre skader end økonomisk skade eller tingsskader (herefter »ikke-økonomiske skader«) ved trafikulykker, er forenelig med Den Europæiske Unions bestemmelser vedrørende motorkøretøjsforsikring.
2. Denne sag rejser nogle vigtige fortolkningsmæssige spørgsmål i forbindelse med disse EU-bestemmelser. Svaret på disse fortolkningsspørgsmål kan få direkte konsekvenser for de mere end 1 500 000 personer, som årligt lider personskade i forbindelse med trafikulykker i Den Europæiske Union (2). Endvidere er fortolkningen af disse bestemmelser af særlig betydning for forsikringsselskaber, da ansvarsforsikring for motorkøretøjer udgør en meget stor del af forsikringsaktiviteterne i Den Europæiske Union.
I – Retsforskrifter
A – EU-retten
3. Artikel 3 i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (3) (herefter »første direktiv«) fastsætter:
»1. Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 4 alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.
2. Hver medlemsstat træffer alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at forsikringskontrakten i øvrigt dækker følgende skader
– skader, der forårsages i andre medlemsstater, i overensstemmelse med disse staters lovgivning
– skader, der rammer personer, som er hjemmehørende i en af medlemsstaterne, på en strækning, der direkte forbinder to områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab finder anvendelse, når der ikke findes et nationalt forsikringsbureau i det passerede område; i dette tilfælde skal skaden dækkes i overensstemmelse med reglerne om lovpligtig ansvarsforsikring i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende.«
4. Artikel 1 i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (4) (herefter »andet direktiv«) fastsætter:
»1. Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i [første direktiv], skal dække tingsskade såvel som personskade.
[…]«
5. Artikel 1a i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (5) (herefter »tredje direktiv«) fastsætter:
»Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i [første direktiv] skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller skadesbeløbet.«
6. Første, andet og tredje direktiv blev i alt væsentligt kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (6), som ophævede disse. Artikel 3 i direktiv 2009/103 med overskriften »Lovpligtig forsikring af motorkøretøjer« fastsætter:
»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.
Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.
Hver medlemsstat træffer passende foranstaltninger til at sikre, at forsikringskontrakten i øvrigt dækker følgende skader:
a) skader, der forårsages i andre medlemsstater, i overensstemmelse med disse staters lovgivning
b) skader, der kan ramme personer, som er hjemmehørende i en af medlemsstaterne, på en strækning, der direkte forbinder to områder, hvor traktaten finder anvendelse, når der ikke findes et nationalt forsikringsbureau i det passerede område; i dette tilfælde skal skaden dækkes i overensstemmelse med reglerne om lovpligtig ansvarsforsikring i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende.
Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.«
B – Italiensk ret
7. Artikel 139 i lovdekret nr. 209 af 7. september 2005, som indførte loven om privatforsikringer (7) (herefter »loven om privatforsikringer«), med overskriften »Helbredsskade i form af lettere kvæstelser« fastsætter:
»(1) Erstatning for helbredsskade i forbindelse med mindre læsioner som følge af ulykker med motorkøretøjer og fartøjer vurderes i henhold til følgende kriterier og beløb:
a) Ved permanent helbredsskade og følgevirkninger af læsioner lig med eller mindre end 9% udbetales et stigende beløb, som er mere end proportionalt i forhold til hvert procentpoints invaliditet. Dette beløb beregnes på grundlag af anvendelsen for hvert procentpoints invaliditet af den pågældende koefficient i henhold til den i stk. 6 angivne korrelation. Det beregnede beløb reduceres i takt med den pågældende persons alder i størrelsesordenen 0,5% for hvert år fra personen er 11 år. Første punkts værdi er lig med 674,78 EUR.
b) Ved midlertidig helbredsskade udbetales et beløb på 39,37 EUR for hver dags fuldstændig uarbejdsdygtighed. Ved midlertidig uarbejdsdygtighed på mindre end 100% sker udbetalingen i en størrelsesorden, der svarer til den procentvise uarbejdsdygtighed, der anerkendes for hver dag.
(2) I medfør af stk. 1 forstås ved helbredsskade en midlertidig eller permanent skade på den psykiske-fysiske integritet hos den person, der undergår en retsmedicinsk undersøgelse, som viser en negativ påvirkning af den tilskadekomnes daglige aktiviteter og dynamiske-relationelle aspekter i dennes liv, uafhængigt af eventuelle virkninger på personens evne til at skabe en indkomst.
(3) Det beløb for helbredsskade, der udbetales i medfør af stk. 1, kan forhøjes af retten med højst en femtedel og med et rimeligt og begrundet hensyn til den tilskadekomnes subjektive tilstand.
(4) Ved præsidentielt dekret […] er der udarbejdet en specifik tabel over svækkelse af den psykiske-fysiske integritet i en skala fra et til ni procentpoints invaliditet.
(5) De i stk. 1 angivne beløb opdateres årligt ved dekret […] i et omfang, der svarer til udsvingene i det nationale forbrugerprisindeks for arbejder- og funktionærfamilier, som fastsættes af ISTAT.
(6) Med henblik på beregning af beløbet i medfør af stk. 1, litra a), for en invaliditetsprocent på 1 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,0, for en invaliditetsprocent på 2 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,1, for en invaliditetsprocent på 3 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,2, for en invaliditetsprocent på 4 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,3, for en invaliditetsprocent på 5 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,5, for en invaliditetsprocent på 6 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,7, for en invaliditetsprocent på 7 anvendes en multiplikatorkoefficient på 1,9, for en invaliditetsprocent på 8 anvendes en multiplikatorkoefficient på 2,1, for en invaliditetsprocent på 9 anvendes en multiplikatorkoefficient på 2,3.«
II – De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og det præjudicielle spørgsmål
8. Sagsøgeren i hovedsagen, Enrico Petillo, kom ud for en trafikulykke den 21. september 2007. Han anlagde sag ved Tribunale di Tivoli med krav om erstatning fra Unipol Assicurazioni S.p.a. (herefter »Unipol«) for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han mente at have lidt på grund af ulykken. Enrico Petillo krævede et beløb på 14 155 EUR for ikke-økonomisk skade, men på grundlag af kriterierne i artikel 139 i loven om privatforsikringer udbetalte Unipol kun 2 700 EUR i erstatning for denne type skade.
9. Da Tribunale di Tivoli er i tvivl om, hvorvidt artikel 139 i loven om privatforsikringer er i overensstemmelse med EU-retten, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»Er det i medfør af direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 90/232/EØF og 2009/103/EF om obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer tilladt, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning – gennem den obligatoriske vurdering efter loven af skaderne, som følge af trafikulykker – foreskriver en faktisk begrænsning (med henblik på vurderingen) af ansvaret for ikke-økonomiske tab, som bæres af de selskaber (forsikringsselskaberne), der i medfør af samme direktiver er forpligtet til at garantere den obligatoriske forsikring mod skadesansvar i forbindelse med motorkøretøjer?«
10. Unipol, den italienske, tyske, græske, spanske, lettiske og litauiske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagen.
11. Den 29. april 2013 anmodede Domstolen den forelæggende ret om uddybende oplysninger om anvendelsesområdet for artikel 139 i loven om privatforsikringer og anmodede samtidig deltagerne i retsmødet om at tage stilling til den forelæggende rets svar.
12. Tribunale di Tivoli svarede på Domstolens anmodning den 23. maj 2013. Unipol, den italienske, tyske, græske, spanske og lettiske regering samt Kommissionen afgav mundtlige indlæg under retsmødet den 3. juli 2013.
III – Analyse
A – Formaliteten
13. Unipol og den italienske regering har hævdet, at det præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, da Tribunale di Tivoli ikke har begrundet, hvorfor Domstolens svar er nødvendigt for, at retten kan afsige dom. Endvidere har Unipol hævdet, at spørgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, da der ikke kan herske tvivl om, at artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med EU-retten.
14. I denne forbindelse skal jeg gøre opmærksom på, at de spørgsmål, der forelægges inden for rammerne af en præjudiciel procedure, må antages at være relevante. Under hensyntagen til det samarbejde mellem domstolene, som ligger til grund for artikel 267 TEUF, afslår Domstolen kun at træffe afgørelse vedrørende sådanne spørgsmål i visse særlige situationer, nemlig når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (8).
15. Efter min mening savner den fortolkning, der ønskes i den foreliggende sag, ikke enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand. Tværtimod har den forelæggende ret i sin forelæggelsesafgørelse anført, med hvilke begrundelser den har rejst spørgsmålet om, hvorvidt artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med de gældende EU-bestemmelser, og hvorfor retten finder det nødvendigt at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse.
16. Med hensyn til Unipols påstand om, at der ikke hersker nogen tvivl om artiklens forenelighed med EU-retten, er det desuden tilstrækkeligt at påpege, at nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF har en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller vurderingen af gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, og som nødvendiggør en afgørelse herom. Artikel 267 TEUF giver de nationale retter adgang og i påkommende tilfælde pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse af et eller flere spørgsmål. Dette er også muligt, når retten af egen drift konstaterer, at realiteten i sagen frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten (9). Den omstændighed, at en af parterne i hovedsagen, i dette tilfælde Unipol, ikke nærer nogen tvivl om den pågældende nationale lovgivnings forenelighed med EU-retten, er uden betydning for denne anmodnings antagelse til realitetsbehandling.
B – Materielle spørgsmål
17. Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål oplyst, hvorvidt en national bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med første, andet og tredje direktiv og med direktiv 2009/103.
18. Jeg skal indledningsvis bemærke, at direktiv 2009/103, som anført af flere af de parter, der har indgivet indlæg til Domstolen, ikke finder tidsmæssig anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Den ulykke, der i sidste instans førte til den pågældende sag, indtraf i 2007. Som jeg senere vil gøre rede for, medførte ikrafttrædelsen af direktiv 2009/103 under alle omstændigheder ingen relevante ændringer af den EU-lovgivning, som finder anvendelse i den foreliggende sag.
19. På den baggrund, og inden jeg foretager en nærmere gennemgang af de retlige problemer, der er rejst i den foreliggende sag, finder jeg det væsentligt at fastlægge de retlige og faktiske omstændigheder med hensyn til disse problemer. Derfor vil jeg først kort fremlægge grundene til, at den forelæggende ret har udtrykt tvivl med hensyn til, om artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med EU-retten. Derefter vil jeg give et overblik over Domstolens relevante praksis vedrørende første, andet og tredje direktiv.
1. Begrundelserne for forelæggelsen
20. Tribunal di Tivoli har forklaret, at der i italiensk ret i henhold til den italienske civillovbogs artikel 2043 og 2059 principielt skal ydes erstatning for både økonomisk og ikke-økonomisk skade, hvor der ifaldes ansvar uden for kontraktforhold. Corte costituzionale og Suprema Corte di Cassazione har gentagne gange fremhævet, at udtrykket ikke-økonomisk skade omfatter »enhver skade, der opstår som følge af forringelsen af evnen til normal livsførelse« (10). Den forelæggende ret har dog anført, at italienske domstole normalt anser begrebet ikke-økonomisk skade for at omfatte forskellige undertyper af skader: i) »helbredsskade« (»danno biologico«, dvs. fysisk eller mental skade); ii) »psykisk skade« (»danno morale«, dvs. psykiske lidelser som følge af skaden); og iii) »øvrige skader« (ofte benævnt »danno esistenziale«, som omfatter skader, der i bred forstand består i en forringelse af personens evne til fuldt ud at nyde de rettigheder, man normalt har i et frit samfund). Denne opdeling anvendes sammen med andre faktorer til at fastsætte størrelsen af den erstatning, den skadelidte skal tilkendes. Normalt vil nationale retter, der har fået forelagt en tvist om ansvar uden for kontraktforhold, ikke være bundet af lovfastsatte parametre ved udmåling af den erstatning, der skal ydes for en ikke-økonomisk skade.
21. Ansvar uden for kontraktforhold vedrørende trafikulykker reguleres imidlertid af loven om privatforsikringer, som er en lex specialis i forhold til den italienske civillovbog. Især hvad angår ikke-økonomisk skade i forbindelse med bilulykker, der medfører lettere fysiske kvæstelser, fastsætter artikel 139 i loven om privatforsikringer de parametre, som de nationale retter skal iagttage ved udmåling af den erstatning for helbredsskade, der skal udbetales af det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring.
22. Den forelæggende ret betvivler, at artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med forpligtelsen til at yde erstatning for alle tab eller skader som fastsat i første, andet og tredje direktiv. Efter rettens mening lægger artikel 139 nemlig tre vigtige begrænsninger på den nationale rets kompetence til at tilkende tilstrækkelig erstatning for skader, der sker i forbindelse med trafikulykker og forårsager lettere fysiske kvæstelser. For det første har nationale retter pligt til at iagttage specifikke parametre ved udmåling af erstatning for »helbredsskade« i modsætning til andre sager vedrørende ansvar uden for kontraktforhold. For det andet kan denne erstatning kun i begrænset omfang tilpasses de særlige omstændigheder i den enkelte sag (11). For det tredje tillader artikel 139 i loven om privatforsikringer tilsyneladende ikke, at der tilkendes erstatning, hvis skadelidte er blevet påført »psykisk skade« (dog har den nationale ret forklaret, at denne fortolkning ikke deles af alle italienske retter).
2. Domstolens praksis
23. De bestemmelser i første, andet og tredje direktiv, der er relevante i den foreliggende sag, er allerede blevet fortolket af Domstolen i en række domme.
24. Domstolen har i sin praksis udtalt, at formålet med første, andet og tredje direktiv er dels at sikre den frie bevægelighed både for køretøjer, der er hjemmehørende på Den Europæiske Unions område, og for personer, der kører i dem, dels at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Den Europæiske Union ulykken finder sted (12). Disse direktiver tilsigter imidlertid ikke en harmonisering af erstatningsansvarsordningerne i medlemsstaterne, og medlemsstaterne kan på EU-rettens nuværende udviklingstrin frit fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer (13).
25. På denne baggrund har Domstolen sondret mellem forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader påført med motorkøretøjer, som er nærmere fastlagt og sikret i EU-bestemmelserne, og omfanget af erstatningspligten over for de skadelidte i medfør af den forsikredes erstatningsansvar, hvilket i det væsentlige er reguleret af national ret (14).
26. Med hensyn til forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning har Domstolen fastslået, at medlemsstaterne »er forpligtede til at sikre, at det erstatningsansvar, der er gældende i henhold til deres nationale ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i ovennævnte tre direktiver« (15). Især første direktivs artikel 3, stk. 1, således som nærmere præciseret og suppleret ved andet og tredje direktiv, angiver bl.a., ifølge Domstolen, »hvilke typer skade og hvilke skadelidte tredjemænd forsikringen skal dække« (16).
27. Med hensyn til de sager, der principielt er omfattet af nationale skadeserstatningsregler, har Domstolen dog fastslået, at medlemsstaterne »skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten«. I den forbindelse har Domstolen præciseret, at »de nationale bestemmelser om erstatning af skader som følge af trafikulykker ikke kan fratage første, andet og tredje direktiv deres effektive virkning« (17).
28. Domstolen har anvendt disse principper i sager om nationale bestemmelser, der udelukkede eller begrænsede erstatning i tilfælde, hvor skadelidte havde medvirket til sin egen skade. I dommen i sagen Ambrósio Lavrador og Olival Ferreira Bonifácio fastslog Domstolen, at første, andet og tredje direktiv vil få frataget deres effektive virkning, »hvis en national lovgivning, som er udformet på grundlag af generelle og abstrakte kriterier, enten bestemmer, at en skadelidts ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjet alene bortfalder af den grund, at den skadelidte har medvirket til skadens indtræden, eller uforholdsmæssigt begrænser retten til erstatning« (18). Domstolen tog ligeledes i dommen i sagen Candolin m.fl. og i Farrell-dommen afstand fra nationale bestemmelser, hvorefter en passagers krav på erstatning fra en lovpligtig ansvarsforsikring for et motorkøretøj kan bortfalde eller nedsættes uforholdsmæssigt (19), idet den anså dem for at være i strid med disse direktiver.
29. På den baggrund vil jeg nu behandle den forelæggende rets spørgsmål.
3. Om det præjudicielle spørgsmål
30. Som anført ovenfor er den forelæggende ret tilsyneladende af den opfattelse, at artikel 139 i loven om privatforsikringer er uforenelig med bestemmelserne i første, andet og tredje direktiv. Kommissionen deler i et vist omfang denne opfattelse.
31. Unipol og samtlige regeringer, der har indgivet indlæg i den foreliggende sag, mener derimod, at en bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med EU-retten. De mener, at denne bestemmelse blot regulerer størrelsen af den erstatning, der skal tildeles personer, som lider skade ved bilulykker, hvilket henhører under national ret.
32. Efter min mening kræver det en retlig analyse i to trin for at kunne besvare det forelagte spørgsmål.
33. Først skal det undersøges, om artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med forpligtelsen til at yde forsikringsdækning i henhold til første direktivs artikel 3, stk. 1, som suppleret ved andet og tredje direktiv. Selv hvis dette er tilfældet, må det derefter afgøres, hvorvidt artikel 139 i loven om privatforsikringer ved at nægte en skadelidt retten til erstatning eller uforholdsmæssigt begrænse denne ret bevirker, at første, andet og tredje direktiv fratages deres effektive virkning.
34. I det følgende vil jeg belyse, hvorfor jeg ligesom Unipol og de regeringer, der har indgivet indlæg i den foreliggende sag, mener, at en bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer er forenelig med første, andet og tredje direktiv.
a) Er artikel 139 i loven om privatforsikringer forenelig med første direktivs artikel 3, stk. 1?
35. Som nævnt ovenfor kræver første, andet og tredje direktiv ifølge Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne sikrer, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring, og angiver bl.a., hvilke typer skade forsikringen skal dække.
36. Jeg kan derfor forestille mig to måder, hvorpå en bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer kunne stride mod dette princip. For det første hvis den udelukkede en type skade, som ifølge disse direktiver skal være dækket, fra den lovpligtige ansvarsforsikrings dækning. For det andet hvis den teoretisk gav mulighed for at opnå erstatning for denne type skade, samtidig med at den begrænsede denne mulighed til kun at omfatte en erstatning fra føreren af bilen (eller bilens ejer), og derved helt eller delvist udelukkede erstatning fra forsikringsselskabet.
i) Udelukkelse af bestemte typer skade fra forsikringsdækningen
37. Hvad det første punkt angår mener jeg, at ikke-økonomisk skade skal være blandt de typer skade, som skal dækkes af en obligatorisk forsikring. Følgelig kan en medlemsstat ikke fuldstændig udelukke enhver erstatning for ikke-økonomisk skade, som en skadelidt er blevet påført ved en bilulykke, fra forsikringsdækning.
38. Med »ikke-økonomisk skade« tænker jeg generelt på tab, der ikke vedrører en persons aktiver, formue eller indtægt og derfor ikke kan kvantificeres objektivt med henvisning til markedspris eller værdi (20).
39. Indledningsvis skal jeg fremhæve, at det tilsyneladende er et næsten universelt accepteret princip, at den skade, en person måtte lide, som følge af at en anden person begår en retsstridig handling, og for hvilken der skal ydes erstatning, i princippet også omfatter skade, som er andet og mere end blot et økonomisk tab.
40. Dette princip findes, så vidt jeg ved, i de allerfleste medlemsstaters retssystemer, selv om der er stor forskel på den terminologi, der anvendes til at beskrive begrebet og dets præcise rækkevidde, de betingelser, der skal opfyldes, og størrelsen af den erstatning, der tilkendes (21). Desuden er det fast retspraksis, at skader inden for EU’s retsorden, der skal genoprettes af Den Europæiske Union i sager om ansvar uden for kontraktforhold, omfatter ikke-økonomisk skade (22). Også folkeretten anerkender generelt den meget brede opfattelse, at erstatning for skade i forbindelse med uagtsomme handlinger omfatter ikke-økonomisk skade (23).
41. Faktisk kan dette princips oprindelse spores tilbage til de ældste lovtekster, der er fundet, i det mindste hvad erstatning for personskade angår. Eksempelvis indeholdt den kendte Hammurabis lov – den babylonske lov, som kan dateres tilbage til omkring 1772 f.Kr. – omfattende bestemmelser om erstatning for personskade. Formålet med disse bestemmelser var at straffe den person, der var ansvarlig for at forvolde skaden, samt at sikre erstatning til skadelidte eller dennes familie (24). Gammel romersk ret fulgte lignende principper. Således regulerede de 12 tavlers lov, som stammer fra 451-449 f.Kr., erstatning for forskellige typer personskade, som skulle betales til de skadelidte. Senere præciserede Lex Aquilia de Damno fra 286 f.Kr. disse principper yderligere. Her er det vigtigt at bemærke, at den sag, der blev anlagt af skadelidte mod skadevolder, var baseret på krænkede følelser og ikke på et økonomisk tab, og den deraf følgende erstatning kunne således ikke blot kompensere for økonomiske udgifter, men også for fysisk eller psykisk svie og smerte (25).
42. Det tjener ikke noget formål at dvæle yderligere ved den historiske oprindelse af nutidens civilretlige love om ansvar. Jeg ville blot understrege, at det lige siden vores civilisations tidligste dage har været opfattelsen, at retsstridige handlinger over for borgere kan medføre skade, som skal kompenseres, og som er mere vidtrækkende end blot et økonomisk tab. Dette var især tilfældet, hvis skaden medførte fysisk og psykisk smerte.
43. Princippet om erstatning for ikke-økonomisk skade har udviklet sig med tiden og er nu blevet bredt accepteret og af stor betydning. At en person, der er blevet påført en skade som følge af en anden persons retsstridige adfærd, har ret til erstatning for hele sit tab, og det uanset om de pågældende skader er af økonomisk eller ikke-økonomisk art, og uanset om det er muligt at foretage en objektiv økonomisk værdiansættelse af dem, er en tanke, som er dybt forankret i dagens samfund.
44. Menneskerettighedsdomstolens nuværende praksis er et forbillede i den henseende. Denne domstol tilkender normalt erstatning for både »økonomisk« og »ikke-økonomisk« skade, som ansøgere har lidt som følge af en tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, især på grundlag af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 41 (26), idet en ikke-økonomisk skade ofte er af større betydning end en økonomisk skade (27).
45. Derfor ville det være temmelig mærkværdigt, hvis første, andet og tredje direktiv på nogen måde gav mulighed for, at en medlemsstat frit kunne udelukke en type skade fra forsikringsdækning, som bør beskyttes i henhold til praktisk taget alle nuværende retssystemer både på nationalt og overnationalt plan og ifølge almindelige folkeretlige principper.
46. Efter min opfattelse er den ordlyd, der anvendes i disse instrumenter, allerede bred nok til at omfatte ikke-økonomisk skade. Første direktivs artikel 3, stk. 2, fastsætter, at medlemsstater skal træffe alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at forsikringskontrakten også dækker en forvoldt »skade« (28). På samme måde fastsætter andet direktivs artikel 1, at den forsikring, der er omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 2, »skal dække tingsskade såvel som personskade«. En lignende formulering anvendes i tredje direktivs artikel 1a.
47. Det er min opfattelse, at anvendelsen på engelsk af adjektivet »any«, som lægger sig til »loss or injury« i første direktivs artikel 3, stk. 2, indebærer, at dette begreb skal fortolkes bredt. Selv hvis adjektivet »any« ikke anvendes i andre sprogversioner af samme bestemmelse, synes de ikke desto mindre at være temmelig generelt affattet.
48. Desuden henviser udtrykket »personskade« i andet direktivs stk. 1 og tredje direktivs artikel 1a uvægerligt både til skadelidtes fysiske og psykiske integritet (29). Der skal ydes erstatning for enhver svækkelse af denne integritet, uanset hvilke økonomiske eftervirkninger skadelidte måtte opleve som følge af ulykken. Som generaladvokat Jääskinen har bemærket i sit forslag til afgørelse i Haasová-sagen og Drozdovs-sagen, synes en sammenligning af de forskellige sprogversioner af disse bestemmelser samt navnlig forarbejderne til andet direktiv yderligere at underbygge denne fortolkning (30).
49. I denne sammenhæng skal jeg ligeledes påpege, at Domstolen, når den er blevet anmodet om at fortolke tilsvarende begreber i andre EU-retlige instrumenter eller i en af Den Europæiske Union undertegnet international konvention, hver gang har valgt en fortolkning af disse begreber, som også dækker ikke-økonomisk skade (31).
50. I Leitner-dommen fortolkede Domstolen begrebet »skade« i artikel 5 i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (32) således, at det også omfattede ikke-økonomisk skade. Domstolen støttede sig på en fortolkning med udgangspunkt i ordlyden af den pågældende bestemmelse samt en formålsbestemt fortolkning af direktivet (33). I Waltz-sagen (34) anmodede den forelæggende ret om at få præciseret, hvorvidt begrebet »skade«, der dannede grundlag for artikel 22, stk. 2, i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (»Montrealkonventionen« (35)), der begrænser luftfartsselskabernes ansvar for skade bl.a. i tilfælde af bortkomst af bagage, skulle fortolkes således, at det omfattede både økonomisk og ikke-økonomisk skade. Domstolen undersøgte begrebet skade i lyset af generelle folkeretlige principper og besvarede dette spørgsmål bekræftende (36). I dommen i sagen Sousa Rodríguez m.fl. (37) nåede Domstolen til samme konklusion ved fortolkningen af begrebet »yderligere kompensation«, som er omhandlet i artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (38) (forordningen for luftfartspassagerers rettigheder). Domstolen fastslog, at udtrykket »yderligere kompensation« skal fortolkes således, at det giver den nationale domstol mulighed for at tilkende erstatning for skade, herunder ikke-økonomisk skade (39).
51. Det er korrekt, at Domstolen i Veedfald-dommen (40) fastslog, at producenters forpligtelse til i henhold til Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (41) at yde skadelidte erstatning for skade, der forårsages af defekte produkter, ikke omfattede ikke-økonomisk skade, »hvor erstatning udelukkende beror på bestemmelserne i national ret« (42). Til forskel fra de sager, der tidligere er blevet behandlet, og til forskel fra de omhandlede retsakter indeholder direktiv 85/374 imidlertid en udtrykkelig bestemmelse om ikke-økonomisk skade. Direktivets artikel 9 fastsætter i forbindelse med definitionen af begrebet »skade« i dette direktiv, at »[n]ationale bestemmelser om ikke-økonomisk skade [ikke] påvirkes […] af denne artikel«.
52. Jeg mener derfor, at både ordlyden af første, andet og tredje direktiv og Domstolens tidligere afgørelser støtter en bred fortolkning af begrebet »skade«. Derudover er der efter min mening yderligere tre faktorer, der ligeledes støtter denne konklusion.
53. For det første er et af formålene med første, andet og tredje direktiv ifølge femte betragtning til andet direktiv og fjerde betragtning til tredje direktiv at sikre skadelidte ved uheld forvoldt af motorkøretøjer »tilstrækkelig erstatning« og »ensartet behandling«, uanset hvor i Den Europæiske Union uheldet finder sted (43). Hvis medlemsstaterne fik mulighed for at udelukke en så vigtig type skade fra ansvarsdækningen, ville behandlingen af personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, næppe være »ensartet« og erstatningen ikke altid »tilstrækkelig«. Afhængigt af hvor trafikulykken fandt sted, ville der være meget stor forskel på den tildelte erstatnings form og størrelse.
54. For det andet er det EU-lovgivers hensigt at beskytte personer, der lider skade ved en trafikulykke, da disse udgør en særligt sårbar gruppe (44), og dette mål ville være vanskeligt at opfylde, hvis nogle forsikringsselskaber ville kunne begrænse deres forsikringsdækning til kun at omfatte økonomisk skade.
55. For det tredje kunne en sådan forskelsbehandling blandt forsikringsselskaberne få negative følger for det indre markeds rette funktion. Der bliver ofte rejst krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i sager vedrørende trafikulykker, og disse krav kan undertiden dreje sig om betragtelige beløb. Hvis der var stor forskel på, hvilket ansvar de forsikringsselskaber, der driver virksomhed i de forskellige dele af EU’s indre marked, kunne påtage sig, ville det kunne medføre konkurrenceforvridning på forsikringsmarkedet (45).
ii) Begrænsning af forsikringsselskabets medansvar
56. Angående den anden eventuelle krænkelse nævnt ovenfor i punkt 36 vil jeg bemærke, at det klart følger af retspraksis, at en medlemsstat ikke kan udelukke eller begrænse forsikringsselskabernes ansvar for skader i en sådan grad, at et eventuelt erstatningskrav (helt eller delvist) skal rejses direkte over for føreren af bilen eller dens ejer.
57. Dette ville medføre en begrænsning af forsikringsdækningen, som ville være i åbenbar strid med princippet om, at tvungen ansvarsforsikring skal give personer, der lider skade ved et trafikuheld, mulighed for at få erstatning for alle skader, de har lidt, op til de i første, andet og tredje direktiv fastsatte beløb (46). Generaladvokat Mengozzi anførte således vedrørende direktiv 2009/103, at dette direktiv er »baseret på tanken om, at forsikringsselskabet i princippet altid skal yde skadeserstatning til skadelidte, medmindre en af de i direktivet udtrykkeligt anførte undtagelser finder anvendelse« (47). Jeg mener også, at dette udsagn kan anvendes på første, andet og tredje direktiv. Jeg vil tilføje, at disse direktiver ligeledes er baseret på tanken om, at forsikringsselskabet i princippet skal yde fuld skadeserstatning til skadelidte inden for de grænser og betingelser, der er fastlagt i første, andet og tredje direktiv.
58. Dette dannede grundlag for EFTA-Domstolens dom i sagen Celina Nguyen mod The Norwegian State, hvor den fastslog, at norske bestemmelser, der kun gav skadelidte mulighed for at søge erstatning for ikke-økonomisk skade fra bilens fører og derved undtog denne erstatning fra den obligatoriske ansvarsforsikring, ikke var forenelige med første, andet og tredje direktiv (48).
iii) Den foreliggende sag
59. Imidlertid mener jeg ikke, at artikel 139 i loven om privatforsikringer på nogen af de ovennævnte måder tilsidesætter forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning i henhold til første direktivs artikel 3, stk. 1.
60. Dels er det åbenbart, at artikel 139 i loven om privatforsikringer ikke fuldstændig udelukker erstatning for ikke-økonomisk skade forårsaget af trafikulykker. Ifølge stk. 2 i denne bestemmelse vedrører den type skade, der er reguleret, nemlig »skade på den psykiske-fysiske integritet [...], som viser en negativ påvirkning af den tilskadekomnes daglige aktiviteter og dynamiske-relationelle aspekter i dennes liv, uafhængigt af eventuelle virkninger på personens evne til at skabe en indkomst«.
61. Dels har den forelæggende ret anført, at skadelidte ikke kan søge yderligere kompensation direkte fra den forsikrede på grundlag af andre nationale bestemmelser. Dette betyder, at forsikringsdækningen afspejler de relevante forpligtelser vedrørende ansvarsforsikring. Som den italienske regering bekræftede under retsmødet, er formålet med artikel 139 i loven om privatforsikringer udelukkende at udmåle, hvor meget der kan ydes i erstatning til skadelidte i forbindelse med ikke-økonomisk skade, og ikke at begrænse forsikringsselskabernes ansvar over for personer, der har lidt skade ved en trafikulykke, og således skubbe en del af dette ansvar over til den forsikrede part (49).
62. Af disse grunde er det min opfattelse, at en bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer ikke er uforenelig med ansvarsforsikringsforpligtelsen i henhold til artikel 3, stk. 1, i første direktiv som suppleret ved andet og tredje direktiv.
b) Fratager artikel 139 i loven om privatforsikringer første, andet og tredje direktiv deres effektive virkning?
i) Generelle betragtninger
63. Det næste trin i min retlige bedømmelse i denne sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer ved at nægte en skadelidt retten til godtgørelse eller uforholdsmæssigt at begrænse denne ret bevirker, at første, andet og tredje direktiv fratages deres effektive virkning.
64. Som nævnt ovenfor er de almindelige bestemmelser og principper, der gælder i forbindelse med forsikringsselskabers ansvarsforsikring samt omfanget af disses erstatningspligt over for de skadelidte reguleret af national ret (50). Desuden finder jeg det åbenbart, at medlemsstater skal have et betydeligt råderum på dette retlige område.
65. Det skal bemærkes, at visse aspekter af lovgivningen om retsstridige handlinger reguleres meget forskelligt i de enkelte medlemsstater, selv om der er nogle fællestræk. De relevante nationale bestemmelser kan være baseret på en række materielle og proceduremæssige principper, som kan være forskellige alt efter bl.a. de retlige traditioner i det enkelte land. Det er i den forbindelse næppe nødvendigt at gøre opmærksom på, at bestemmelser om privatretlige retsstridige handlinger spiller en central rolle i medlemsstaternes privatretlige systemer. EU-lovgiver har udtrykkeligt tilkendegivet, at det tilkommer medlemsstaterne at regulere disse forhold, og har bevidst valgt ikke at foretage en harmonisering på dette område. Domstolen bør på sin side ligeledes grundigt overveje konsekvenserne for disse systemer som helhed, når den træffer afgørelser, der påvirker dette område.
66. Kun når forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader påført med motorkøretøjer, således som defineret og sikret gennem første, andet og tredje direktiv, alene er sikret teoretisk, men ikke i praksis, kan de relevante nationale bestemmelser derfor anses for at være uforenelige med EU-retten. Med andre ord er EU-retten kun til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser om erstatningsansvar ved trafikulykker, hvis disse bestemmelser hindrer den effektive virkning af det system, der er indført ved disse direktiver.
ii) Den foreliggende sag
67. Den forelæggende ret har i det væsentlige rejst tre problemer vedrørende artikel 139 i loven om privatforsikringer: For det første, hvorvidt en medlemsstat kan indføre lovfastsatte parametre, som er bindende for de nationale retter ved fastlæggelse af omfanget af skader opstået ved en bilulykke. For det andet, hvorvidt de parametre, der er fastlagt i artikel 139 i loven om privatforsikringer, fører til en uforholdsmæssig begrænsning af den erstatning, der tilkommer skadelidte. For det tredje, hvorvidt en uforholdsmæssig begrænsning af denne erstatning kan hidrøre fra den omstændighed, at »psykisk skade«, som det er hævdet, ikke kan tages i betragtning af den nationale ret.
68. Med hensyn til det første retlige spørgsmål er det min opfattelse, at den omstændighed i sig selv, at en medlemsstat, her Italien, beslutter at indføre lovgivning, der fastsætter bindende parametre til udmåling af ikke-materiel skade forårsaget af en bilulykke, ikke overtræder nogen EU-retlige bestemmelser.
69. Den italienske lovgiver kunne givetvis have truffet et andet politisk valg og overladt udmålingen af erstatning for ikke-økonomisk skade til de nationale retter på grundlag af det bevismateriale, der fremlægges af parterne og/eller på et rimelighedsgrundlag. Så vidt jeg har forstået, var det den ordning, der blev anvendt i Italien før indførelsen af loven om privatforsikringer, og tilsyneladende den ordning, som den forelæggende ret anser for at være mest korrekt.
70. Begge lovgivningsmæssige valg er dog efter min opfattelse lige legitime ud fra et EU-retligt synspunkt. Det er åbenbart, at første, andet og tredje direktiv ikke stiller krav om nogen af disse ordninger eller foretrækker den ene frem for den anden. Desuden er der tilsyneladende fordele ved dem hver især.
71. Den største fordel ved helt at overlade det til de nationale retter at fastlægge omfanget af skader består i, at disse retter kan tage hensyn til alle omstændigheder og særlige forhold i en sag. Således vil den erstatning, der tilkendes, sandsynligvis afspejle det, der på et givet tidspunkt og sted anses for passende, beløbsmæssigt, for den skade, som personen har lidt.
72. På den anden side er der andre fordele ved at vælge at indføre lovfastsatte parametre, som er bindende for de nationale retter, selv om dette uundgåeligt begrænser deres skønsbeføjelser og dermed indskrænker deres mulighed for at udmåle den erstatning, som de anser for retfærdig i den enkelte sag. Det kan f.eks. gøre det lettere at forudsige erstatningens størrelse og derved styrke retssikkerheden og mindske behovet for at anlægge sag. Tilsvarende giver det forsikringsselskaberne mulighed for at udarbejde mere præcise overslag over deres økonomiske risici på sigt. En sådan begrænsning af de potentielle risici kan have en positiv effekt på den præmie, som bilejerne skal betale.
73. I denne henseende er jeg enig med Unipol og den italienske regering, som har påpeget, at der er en uundgåelig og direkte sammenhæng mellem størrelsen af den erstatning, der tilkendes for skader som følge af trafikulykker, og størrelsen af de præmier, forsikringsselskaberne generelt opkræver. Derfor kan det være et legitimt politisk valg, hvis en medlemsstat beslutter på forhånd at fastsætte og eventuelt sætte en økonomisk grænse for erstatning for ikke-økonomisk skade og således gøre det muligt for forsikringsselskaberne at sænke deres præmier til gavn for bilejerne generelt.
74. Jeg mener ikke, at det tilkommer Domstolen at efterprøve medlemsstaternes politiske valg på dette område. Domstolen kan kun bistå nationale retter, således at de kan vurdere, om de parametre, der er fastsat i bestemmelser som artikel 139 i loven om privatforsikringer, konkret medfører en uforholdsmæssig begrænsning af den erstatning, der tilkommer skadelidte.
75. Det bringer mig videre til den forelæggende rets andet spørgsmål.
76. Her må jeg indrømme, at det ikke er nogen let opgave at opstille en almindelig regel eller et princip til at efterprøve, om en tildelt erstatning står i et rimeligt forhold til omfanget af den lidte skade, når målet er at afhjælpe en type skade, der som nævnt ovenfor ikke kan udmåles objektivt i forhold til en markedsværdi eller økonomisk indikator.
77. Det eneste princip, der fremgår af ordlyden af første, andet og tredje direktiv, er princippet om, at erstatningen skal være »tilstrækkelig«. Ifølge femte betragtning til andet direktiv skal »de beløb, op til hvilke den lovpligtige forsikring dækker, […] under alle omstændigheder være af en sådan størrelse, at der sikres skadelidte tilstrækkelig erstatning, uanset i hvilken medlemsstat skaden indtræder«.
78. Imidlertid mener jeg ikke, at det, der betragtes som tilstrækkeligt i én medlemsstat, nødvendigvis betragtes som sådan i en anden medlemsstat. Dette gælder især med hensyn til former for skade, som vedrører forhold i skadelidtes personlige livsførelse, og som ikke kan udmåles i et økonomisk tab.
79. Efter min mening kan det kun afgøres, om en erstatning er tilstrækkelig i en bestemt sag, under henvisning til den bestemte værdi, som i den nationale retsorden tillægges de forhold, der er berørt hos skadelidte. Derfor er det temmelig vanskeligt for Domstolen at vurdere, hvorvidt den erstatning for ikke-materiel skade, der tilkendes inden for en medlemsstats retsorden, er tilstrækkelig.
80. Dette gælder i endnu højere grad i en sag som den foreliggende, hvor den skade, som den skadelidte er blevet påført, stammer fra lettere fysiske kvæstelser. Her vil jeg atter gøre opmærksom på, at artikel 139 i loven om privatforsikringer kun regulerer størrelsen af det erstatningsbeløb, der skal udbetales for ikke-materiel skade i forbindelse med trafikuheld, der medfører lettere fysiske kvæstelser. Der gælder andre lovbestemmelser ved uheld, der forårsager mere alvorlige fysiske skader.
81. Under disse omstændigheder ser jeg intet i sagens akter, der tyder på, at den erstatning, der kan tilkendes på grundlag af de parametre, der er fastsat i artikel 139 i loven om privatforsikringer, er utilstrækkelig. De beløb, der er fastsat heri, er bestemt ikke ubetydelige eller minimale. Den erstatning, som Unipol ifølge den forelæggende ret allerede har udbetalt til Enrico Petillo i medfør af denne bestemmelse, er efter min mening ikke ubetydelig for den type skade, der er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen.
82. Den forelæggende ret ser det som et problem, at disse parametre er forskellige fra dem, der i de italienske retters praksis anvendes i sager om ansvar uden for kontraktforhold, som ikke vedrører trafikulykker. Dette er dog højst et spørgsmål, der skal undersøges i henhold til national ret på grundlag af f.eks. ligebehandlingsprincippet.
83. Ansvar uden for kontraktforhold kan opstå under en lang række meget forskellige omstændigheder. Der er ingen bestemmelser i første, andet og tredje direktiv, som i princippet er til hinder for, at nationale lovgivere kan opstille særlige ordninger for ansvar uden for kontraktforhold, som er tilpasset de særlige omstændigheder ved trafikulykker.
84. Af de grunde, der er gjort rede for i de foregående afsnit, mener jeg ikke, at anvendelsen af de parametre, der er fastsat i artikel 139 i loven om privatforsikringer, fører til en uforholdsmæssig begrænsning af den erstatning, der tilkommer ofre for ulykker forvoldt af motorkøretøjer.
85. Til sidst hvad angår den forlæggende rets tredje retlige spørgsmål vedrørende den påståede manglende afhjælpning af »psykisk skade«, mener jeg heller ikke, at dette spørgsmål er relevant inden for rammerne af den foreliggende analyse.
86. Så vidt jeg har forstået ud fra den forelæggende rets forklaringer, hvilket under retsmødet blev bekræftet af den italienske regering og Unipol, hersker der tilsyneladende en vis uenighed blandt italienske retter med hensyn til den nøjagtige fortolkning af artikel 139 i loven om privatforsikringer. Nogle nationale retter mener ikke, at »psykisk skade« (et begreb, der omtrent svarer til det, der i nogle retssystemer benævnes »svie og smerte«) er dækket af den kompensation, der er fastsat i medfør af artikel 139 i loven om privatforsikringer. Dette indebærer, at der kan tilkendes yderligere erstatning, hvis skadelidte kan bevise, at der foreligger en sådan skade. Andre mener derimod, at der allerede er taget hensyn til afhjælpning af »psykisk skade« i den erstatning, der er fastlagt i artikel 139 i loven om privatforsikringer, da ordlyden af denne bestemmelse henviser til »skade på den psykiske-fysiske integritet […] som viser en negativ påvirkning af den tilskadekomnes daglige aktiviteter og dynamiske-relationelle aspekter i dennes liv«.
87. I denne forbindelse skal jeg blot bemærke, at uanset hvordan den nationale bestemmelse fortolkes (hvilket det påhviler de nationale retter at afgøre), fastsætter de relevante italienske love erstatning for fysisk eller psykisk skade, som personer har lidt som følge af ulykker, uafhængigt af eventuelle virkninger på den berørte persons evne til at skabe en indkomst.
88. Følgelig er det eneste egentlige problem, der står tilbage, hvorvidt denne erstatning kan anses for at være »tilstrækkelig«. Hvordan den skade, der skal ydes erstatning for, betegnes i den nationale lovgivning, er irrelevant i denne forbindelse. Som anført ovenfor finder jeg ingen tegn på, at artikel 139 i loven om privatforsikringer fastsætter parametre, der medfører utilstrækkelig erstatning for ikke-økonomisk skade.
89. Jeg konkluderer derfor, at en bestemmelse som artikel 139 i loven om privatforsikringer ikke bevirker, at første, andet og tredje direktiv fratages deres effektive virkning, ved at nægte skadelidte ret til erstatning eller ved at begrænse denne ret uforholdsmæssigt.
C – Betragtninger vedrørende det tidsmæssige aspekt
90. Til sidst vil jeg tilføje, at svaret på den forelæggende rets spørgsmål efter min mening ville være det samme, hvis direktiv 2009/103 fandt anvendelse i den foreliggende sag.
91. Dette direktiv kodificerer blot første, andet og tredje direktiv af klarheds- og rationaliseringshensyn (51). Desuden er der ikke sket nogen betydelige ændringer i de bestemmelser i første, andet og tredje direktiv, som er relevante i den foreliggende sag.
92. Især er den definition af »skadelidte«, som fastsættes i artikel 1 i direktiv 2009/103, enslydende med den, der fastsættes i første direktivs artikel 1. Endvidere bestemmer artikel 3 i direktiv 2009/103, at tingsskade såvel som personskade skal dækkes af den obligatoriske ansvarsforsikring således som allerede angivet i tredje direktivs artikel 1a. Endelig bekræfter tredje betragtning og artikel 3 i direktiv 2009/103, at »bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår« fortsat er områder, der principielt henhører under medlemsstaternes kompetence.
IV – Forslag til afgørelse
93. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål fra Tribunale di Tivoli således:
»Artikel 3 i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, artikel 1, stk. 1, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og artikel 1a i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale bestemmelser såsom artikel 139 i lovdekret nr. 209 af 7. september 2005, der indfører loven om privatforsikringer, som fastsætter kriterier for fastlæggelse af størrelsen af den erstatning, som forsikringsselskaber skal betale for ikke-økonomisk skade til ofre for ulykker forvoldt af motorkøretøjer.«