Language of document : ECLI:EU:C:2013:532

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 5. september 2013 (1)

Sag C-413/12

Asociación de Consumidores Independientes de Castilla y León

mod

Anuntis Segunda Mano SL

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Salamanca (Spanien))

»Urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør – søgsmål med påstand om forbud anlagt af en forbrugerbeskyttelsesforening – pligt til at anlægge søgsmålet med påstand om forbud ved retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende har hjemsted – ikke muligt at iværksætte appel til prøvelse af den afgørelse, som fastslår, at retten ikke har stedlig kompetence – effektiv retsbeskyttelse – procesautonomi – effektivitetsprincippet«





1.        I hvilket omfang griber forfølgelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ind i medlemsstaternes procesautonomi for så vidt angår søgsmål med påstand om forbud anlagt af forbrugerbeskyttelsesforeninger? Skal disse foreninger med henblik på at sikre effektiviteten af deres bekæmpelse af urimelige kontraktvilkår have mulighed for at iværksætte appel til prøvelse af en kendelse, som fastslår, at den ret, hvorved søgsmålet er anlagt, ikke har kompetence, selv om national ret generelt udelukker en sådan mulighed, og skal de indrømmes det privilegierede værneting, som hidtil har været forbeholdt forbrugerne selv? Dette er i det væsentlige arten af de problemstillinger, der er rejst i denne præjudicielle sag.

I –    Retsforskrifter

A –    Direktiv 93/13/EØF

2.        I henhold til 23. betragtning til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (2) »[skal] personer eller organisationer, der i henhold til en medlemsstats lovgivning anses for at have en legitim interesse i forbrugerbeskyttelse, […] have mulighed for at indbringe sager vedrørende kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på en generel anvendelse i forbrugeraftaler, især urimelige kontraktvilkår, enten for en retsmyndighed eller et administrativt organ, der er kompetent til at træffe afgørelse om klager eller indlede retsprocedurer […] denne mulighed indebærer dog ikke en forudgående kontrol af de generelle betingelser inden for en given økonomisk sektor«.

3.        Det fremgår af 24. betragtning til direktiv 93/13, at »medlemsstaternes retsmyndigheder og administrative organer skal råde over tilstrækkelige og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige vilkår i forbrugeraftaler til ophør«.

4.        Artikel 7 i direktiv 93/13 har følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.

2.      De i stk. 1 nævnte midler skal omfatte bestemmelser, i henhold til hvilke personer eller organisationer, der ifølge national lov har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne, efter national ret kan indbringe en sag for retsmyndighederne eller de kompetente administrative myndigheder, for at disse kan afgøre, om kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse, er af urimelig karakter, og anvende egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.

[…]«

B –    Spansk ret

5.        De nationale retsforskrifter, der er relevante i forbindelse med denne præjudicielle forelæggelse, kan sammenfattes som følger.

6.        I henhold til Ley 1/2000 de Enjuiciamento Civil (3) (retsplejeloven, herefter »LEC«) skal sager, der er anlagt med henblik på at fastslå, at vilkår i almindelige betingelser er ugyldige, anlægges ved retten på det sted, hvor sagsøgeren har hjemsted. Når der er tale om sager med påstand om forbud, hvor der er nedlagt påstand om, at sagsøgtes adfærd skal ophøre, eller at en sådan adfærd ikke skal gentage sig fremover (4), er det derimod retten på det sted, hvor sagsøgte – den erhvervsdrivende – har bopæl eller hjemsted, der har kompetence, hvis denne bopæl eller dette hjemsted befinder sig på spansk område (5). Denne sidstnævnte stedlige kompetenceregel finder dermed anvendelse, når den pågældende sag anlægges for at forsvare forbrugernes både kollektive og generelle interesser (6), og når den anlægges af en forbrugerbeskyttelsesforening, som opfylder betingelserne i loven (7).

7.        I øvrigt kan afgørelser, som fastslår, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke har stedlig kompetence, ikke appelleres (8).

II – Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

8.        Asociación de Consumidores Independientes de Castilla y León (herefter »ACICL«) er en forbrugerbeskyttelsesforening, som er registreret i registeret for forbruger- og brugerorganisationer i den selvstyrende region Castilla y León i Spanien. Den har hjemsted i Salamanca. Foreningen har 110 medlemmer og råder over et budget på 3 941 EUR i 2010. Foreningens aktivitetsområde er geografisk begrænset til den selvstyrende region. ACICL er ikke med i noget forbund og er heller ikke medlem af en anden forening eller organisation på regionalt eller nationalt plan. Foreningen opfylder i øvrigt betingelserne i loven for at kunne forsvare forbrugernes kollektive interesser i en retssag.

9.        ACICL anlagde sag i første instans ved Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca (Spanien) med påstand om forbud mod selskabet Anuntis Segunda Mano SL, der har hjemsted i provinsen Barcelona. Sagsanlægget tilsigtede netop at få visse bestemmelser i selskabets almindelige betingelser for anvendelse, der findes på selskabets hjemmeside (9), kendt ugyldige, da de udgør urimelige kontraktvilkår, og at sikre, at den påståede ulovlige adfærd ikke gentog sig fremover.

10.      Ved kendelse af 6. april 2011 erklærede Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca, at den ikke havde kompetence til at påkende den af ACICL anlagte sag. Det fremgår ifølge retten af LECʼs artikel 52, stk. 1, nr. 14, at den ret, der har kompetence til at påkende søgsmål med påstand om forbud anlagt for at forsvare forbrugernes kollektive interesser, er retten på det sted, hvor sagsøgte har hjemsted. Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca præciserede ikke desto mindre, at der kunne iværksættes appel af dennes erklæring om manglende kompetence, selv om en sådan mulighed ikke er fastsat i nogen national regel.

11.      ACICL iværksatte således appel til Audiencia Provincial de Salamanca. Der er for denne ret blevet rejst to sæt problemstillinger.

12.      For det første kan der i henhold til de nationale retsplejeregler, navnlig LECʼs artikel 60 og 67, ikke iværksættes appel af en erklæring om manglende stedlig kompetence, således at ACICL, hvis foreningen måtte ønske at fortsætte søgsmålet med påstand om forbud, udelukkende kan anlægge sag ved retten på det sted, hvor sagsøgte har hjemsted. Den forelæggende ret har spurgt, om den manglende mulighed for under disse omstændigheder at iværksætte appel til prøvelse af afgørelser fra spanske retsinstanser, som fastslår, at de ikke har stedlig kompetence i forbindelse med generelle søgsmål med påstand om forbud, der er anlagt i forbrugernes interesse, udgør en hindring for opfyldelsen af det formål, der forfølges med EU-retten generelt og direktiv 93/13 i særdeleshed, nemlig at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Hvis det er tilfældet, skal den forelæggende ret undlade at anvende de nationale retsplejeregler for at kunne træffe afgørelse i den appelsag, der verserer for retten.

13.      For det andet har den forelæggende ret stillet spørgsmålstegn ved, om kompetencereglen, hvorefter et søgsmål med påstand om forbud anlagt af en forbrugerbeskyttelsesforening skal anlægges ved retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende har bopæl eller hjemsted, er forenelig med for det første EU-retten, for det andet formålet om et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og for det tredje den betydning, der er anerkendt for sager, som inden for dette område anlægges af sådanne foreninger. ACICL kan i sidste ende blive nødt til at opgive at anlægge sag på grund af foreningens lille budget og dens geografisk begrænsede aktivitetsområde.

14.      Det er under disse omstændigheder, at Audiencia Provincial de Salamanca har besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse indgået til Domstolens Justitskontor den 11. september 2012 at forelægge Domstolen de to følgende præjudicielle spørgsmål i medfør af artikel 267 TEUF:

»1)      Tillader den forbrugerbeskyttelse, der sikres i […] direktiv 93/13[…], at Audiencia Provincial [de Salamanca], i sin egenskab af national appelret, og til trods for, at der ikke er hjemmel herfor i den nationale lovgivning, behandler den iværksatte appel af den af [Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca] trufne afgørelse, hvorefter en ret ved sagsøgtes hjemsted tillægges stedlig kompetence til at behandle et søgsmål med påstand om forbud anlagt af en forbrugerorganisation, som udøver sine aktiviteter på et begrænset geografisk område, ikke er tilknyttet andre sammenslutninger eller forbund og har et begrænset budget og et begrænset antal medlemmer?

2)      Skal artikel 4 [TEUF], 12 [TEUF], 114 [TEUF] og 169 [TEUF] samt artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med direktiv 93/13 og Domstolens retspraksis vedrørende det høje forbrugerbeskyttelsesniveau, samt den effektive virkning af direktiverne og ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, fortolkes således, at den stedlige kompetence til at behandle et søgsmål med påstand om, at der nedlægges forbud mod anvendelsen af urimelige kontraktvilkår af hensyn til beskyttelsen af forbrugernes og brugernes kollektive eller generelle interesser, som er anlagt af en forbrugerorganisation, der udøver sine aktiviteter på et begrænset geografisk område, ikke er tilknyttet andre sammenslutninger eller forbund og har et begrænset budget og et begrænset antal medlemmer, skal tillægges retten på denne organisations hjemsted og ikke retten på det sted, hvor sagsøgte har sit hjemsted?«

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

15.      Sagsøgeren i hovedsagen, den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

IV – Juridisk analyse

A –    Det første præjudicielle spørgsmål

16.      Jeg vil for det første undersøge den spanske regerings argument, hvorefter dette første spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, inden jeg for det andet vil erindre om de principper, der følger af Domstolens faste retspraksis, og som er nyttige for mine overvejelser. For det tredje vil jeg analysere den manglende ret til behandling i to instanser på området for den stedlige kompetence i en medlemsstats retsorden i lyset af de ovennævnte principper, og nærmere bestemt effektivitetsprincippet.

1.      Antagelsen til realitetsbehandling af det første spørgsmål

17.      Den spanske regerings argument, hvorefter det første præjudicielle spørgsmål til Domstolen ikke kan antages til realitetsbehandling, da sagen er rent national, og da den pågældende retsplejeregel dermed kun skal analyseres i lyset af den retsbeskyttelse, som den spanske forfatning garanterer, skal omgående forkastes. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt at erindre om, at den sag, som ACICL anlagde ved Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca og ved den forelæggende ret, har til formål at få fastslået, at de af det i hovedsagen sagsøgte selskab anvendte vilkår er urimelige, og vedrører således åbenbart muligheden for domstolsprøvelse af forbrugerbeskyttelsen i direktiv 93/13, i givet fald gennem de forbrugerbeskyttelsesforeninger, der omhandles i direktivets artikel 7, stk. 2.

2.      Effektivitetsprincippet, som begrænser medlemsstaternes procesautonomi

18.      Artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 pålægger medlemsstaterne at sikre, at der findes »egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler […] til ophør«. Den forelæggende ret har spurgt Domstolen, om disse egnede og effektive midler skal omfatte muligheden for at iværksætte appel til prøvelse af en afgørelse om manglende stedlig kompetence, der er afsagt i en sag anlagt af en forbrugerbeskyttelsesforening.

19.      Direktiv 93/13 harmoniserer ikke de processuelle midler, som sådanne foreninger har til rådighed. Domstolen har dog udtalt, at »selv om medlemsstaterne har adgang til at vælge de fremgangsmåder og midler, der skal sikre direktivets gennemførelse, berører denne adgang ikke forpligtelsen for hver medlemsstat, som direktivet retter sig til, til at træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre direktivet fuld virkning i overensstemmelse med dets formål« (10). Ifølge gentagen retspraksis »[påhviler d]en pligt for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af artikel [4, stk. 3, TEU] til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af denne pligt, […] alle medlemsstaternes myndigheder, herunder også domstolene inden for deres kompetence« (11), »som det særligt tilkommer at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af [EU-]bestemmelserne, og at sikre bestemmelsernes fulde virkning« (12). Hvis der endvidere ikke findes EU-retlige bestemmelser på det pågældende område – således som det er tilfældet for hovedsagen – »tilkommer det […] hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som [EU-]retten medfører for borgerne« (13), forudsat at disse rettigheder effektivt beskyttes (14).

20.      Det følger i denne henseende ligeledes af en konsolideret retspraksis, at »processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som [EU-]retten medfører for borgerne, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til [EU’s] retsorden (effektivitetsprincippet)« (15).

21.      Alle disse betragtninger er vejledende for min analyse af det her behandlede spørgsmål.

3.      Den manglende ret til behandling i to instanser i lyset af effektivitetsprincippet

22.      Det er dermed under hensyntagen til ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, at situationen i hovedsagen skal bedømmes. Ækvivalensprincippet er imidlertid ikke gjort gældende her. Afgørelsen skal dermed træffes under hensyn til effektivitetsprincippet.

23.      Det skal generelt anføres, at EU-retten på forbrugerbeskyttelsesområdet ikke indeholder nogen særlig pligt vedrørende det antal instanser, som medlemsstaterne skal fastsætte. Opbygningen af retssystemet er fuldt ud omfattet af medlemsstaternes procesautonomi. Det er endvidere anerkendt, at traktaterne ikke har haft til hensigt at skabe andre søgsmålsmuligheder end dem, som findes, medmindre det følger af den nationale retsordens opbygning, at der ikke foreligger et retsmiddel, der giver mulighed for, endog tilfældigt, at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes (16).

24.      Dette spørgsmål rejser det problem, at det ikke er muligt at iværksætte appel til prøvelse af en afgørelse, som fastslår, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke har stedlig kompetence, og som udpeger den ret, der har stedlig kompetence, og ved hvilken tvisten skal anlægges. Således som Kommissionen har erindret om, vedrører den eneste regel på unionsplan, der omhandler et sådant emne, Unionens egne retsinstanser. Artikel 54, stk. 2, i protokol (nr. 3) til statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der er bilagt traktaterne, bestemmer, at »[f]inder Retten, at den ikke er kompetent til at påkende en sag, der er omfattet af Domstolens kompetence, henviser den sagen til Domstolen; når Domstolen finder, at en sag henhører under Rettens kompetence, henviser den på samme måde sagen til Retten, der i så fald ikke kan erklære sig inkompetent« (17). Der kan ikke iværksættes appel til prøvelse af sådanne afgørelser om henvisning (18).

25.      Henvisning af en sag fra en af Unionens retsinstanser til en anden indebærer ikke de samme geografiske ulemper sammenlignet med de ulemper, der opstår i forbindelse med tvisten i hovedsagen.

26.      Denne sidstnævnte vedrører imidlertid – og det er grundlæggende for den rette forståelse af det første spørgsmål – bedømmelsen af, om den nationale retsplejeregel, hvorefter der ikke kan iværksættes appel til prøvelse af afgørelser, der fastslår, at der ikke er stedlig kompetence (LEC’s artikel 67, stk. 1), er forenelig med EU-retten, selv om disse ulemper skyldes anvendelsen af den regel, hvorefter et søgsmål med påstand om forbud anlagt af en forbrugerbeskyttelsesforening skal anlægges ved retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende har bopæl eller hjemsted (LEC’s artikel 52, stk. 1, nr. 14). Det er imidlertid ikke denne sidstnævnte bestemmelse, der er genstand for det her behandlede præjudicielle spørgsmål.

27.      Under disse omstændigheder forbliver sammenligningen med de retsplejeregler, der gælder for Unionens retsinstanser, relevant, og det fremgår heraf, at hverken den særlige ordning med søgsmålsmuligheder for disse retsinstanser eller de spanske retsplejeregler giver mulighed for at iværksætte appel til prøvelse af afgørelser om manglende kompetence.

28.      Hvad angår kilderne i afledt ret gik hverken Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (19) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (20), der efterfulgte det førstnævnte direktiv, så vidt som detaljeret at regulere spørgsmålet om det antal instanser, som medlemsstaterne skulle fastsætte for så vidt angår afgørelser om manglende stedlig kompetence til skade for forbrugerbeskyttelsesforeninger.

29.      Hvad angår den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, er det interessant at bemærke, at det først var i protokol nr. 7 (21) til denne konvention, at retten til behandling i to instanser blev knæsat (22). Ud over, at denne ret udelukkende er knæsat for straffesager, skal det imidlertid bemærkes, at protokollen endnu ikke er blevet ratificeret af alle Unionens medlemsstater. Antallet af instanser er derfor forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat og fra område til område.

30.      Da der på unionsplan ikke er en regel, som nøjagtigt foreskriver udstrækningen af de retslige garantier, som en forbrugerbeskyttelsesforening kan støtte ret på, skal det afgøres, om den i hovedsagen omhandlede nationale regel, som er til hinder for enhver appel iværksat til prøvelse af en afgørelse, som fastslår, at der ikke er stedlig kompetence, ikke medfører, at anvendelsen af de rettigheder eller prærogativer, som foreningen afleder af EU-retten, bliver umulig i praksis eller uforholdsmæssigt vanskelig.

31.      Det skal i denne henseende for det første fastslås, at den manglende mulighed for at iværksætte appel, som ACICL står over for, kun vedrører den stedlige kompetence og ikke medfører, at ACICL fratages enhver mulighed for at få realitetsprøvet påstanden om, at anvendelsen af de vilkår, som efter foreningens opfattelse er urimelige, bringes til ophør. Under alle omstændigheder er der ikke desto mindre et retsmiddel til rådighed for foreningen, idet realitetsprøvelsen er garanteret ved det forhold, at den ret, der blev udpeget af den ret, der erklærede, at den ikke havde kompetence, ikke kan rejse tvivl om sin egen stedlige kompetence. Ethvert tilfælde af retsnægtelse er således udelukket.

32.      For det andet medfører den manglende mulighed for at iværksætte appel heller ikke, at drøftelsen af den stedlige kompetence endelig afsluttes, eftersom kompetencen hos retten på det sted, hvor sagsøgte i hovedsagen har sit hjemsted, på ny (23) kan drøftes, når nævnte ret har truffet afgørelse om sagens realitet.

33.      Selv om jeg forstår de vanskeligheder, som ACICL står over for, og jeg ikke benægter de ulemper, som den manglende mulighed for at iværksætte appel til prøvelse af en afgørelse, der vil afslutte den sag, som verserer i sagsøgeren i hovedsagens geografiske område, medfører, skal det ligeledes anerkendes, at ACICL kan anlægge sag ved en anden ret – denne gang den ret, som har stedlig kompetence – og på denne måde bidrage til det med direktivet forfulgte formål.

34.      Jeg gentager, at den geografiske flytning af retten, som er kilden til de vanskeligheder, som ACICL står over for, ikke i sig selv er følgen af den manglende mulighed for at iværksætte appel til prøvelse af den afgørelse, som fastslår, at der ikke er stedlig kompetence, men følger af anvendelsen af LEC’s artikel 52, stk. 1, nr. 14, hvilket er kernen i det andet spørgsmål, der er forelagt Domstolen.

35.      Efter fastslåelsen af, at Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca ikke har stedlig kompetence, risikerer ACICL bestemt at måtte opgive sagen, udelukkende af økonomiske årsager. Det forekommer mig imidlertid vanskeligt at konkludere, at der sker en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, hver gang en borger efter at være blevet udsat for en afgørelse om manglende kompetence opgiver at anlægge sag på grund af udgifterne hertil, naturligvis på betingelse af, at de samlede udgifter til retsforhandlingerne ikke er så høje, at de bliver afskrækkende. Det er imidlertid aldrig blevet gjort gældende i denne sag, at udgifterne til flytning af retten var objektivt uforholdsmæssige.

36.      Det, der derimod er fastslået, er, at sagsøgeren i hovedsagen subjektivt ikke har råd til denne samme flytning. ACICL’s særlige økonomiske situation er imidlertid et forhold, der efter min opfattelse ikke kan tages i betragtning ved bedømmelsen af, om effektivitetsprincippet er overholdt. De af de nationale lovgivere definerede regler om opbygningen af søgsmålsmulighederne og antallet af retsinstanser, som hver form for afgørelse er underlagt, forfølger en almen interesse i forsvarlig retspleje og i forudsigelighed, hvorfor de naturligvis skal veje tungere end enkeltpersoners interesser, og man kan ikke forestille sig, at de kan være forskellige fra sag til sag afhængig af parternes økonomiske situation (24).

37.      Endelig skal det hvad angår anvendelsen af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet erindres at »[…] hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende [EU-]retten, [skal] bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser« (25). De forhold, som jeg allerede har nævnt, vedrørende for det første udelukkelsen af enhver retsnægtelse, for det andet en søgsmålsmulighed, der faktisk står til rådighed for forbrugerbeskyttelsesforeningen og for det tredje muligheden for i givet fald at genåbne drøftelsen af den stedlige kompetence, når der er truffet en realitetsafgørelse, får mig imidlertid til at antage, at LEC’s artikel 52, stk. 1, nr. 14 hverken gør udøvelsen af de rettigheder, som direktiv 93/13 giver forbrugerbeskyttelsesforeninger, umulig i praksis, uforholdsmæssigt vanskelig eller bringer opfyldelsen af det formål, det forfølger, i fare.

38.      Jeg foreslår dermed Domstolen at udtale, at på EU-rettens nuværende udviklingstrin er effektivitetsprincippet sammen med det med direktiv 93/13 forfulgte formål, som er at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, i forbindelse med tvisten i hovedsagen ikke til hinder for en national retsplejeregel, hvorefter der ikke kan iværksættes appel til prøvelse af en afgørelse, der fastslår, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke har stedlig kompetence i forbindelse med et søgsmål med påstand om forbud anlagt af en forbrugerbeskyttelsesforening, hvis det i øvrigt fremgår af undersøgelsen af national ret, at der faktisk står en søgsmålsmulighed til rådighed for foreningen, således at denne kan anlægge et realitetssøgsmål.

B –    Det andet præjudicielle spørgsmål

39.      Det andet spørgsmål rettet til Domstolen omhandler i det væsentlige afgørelsen af, om det mål, som forfølges på unionsplan, og som består i at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, bringes i fare af den spanske retsplejeregel, hvorefter den ret, som i forbindelse med en ikke-grænseoverskridende sag har kompetence til at påkende et søgsmål med påstand om forbud, er retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende har bopæl eller hjemsted, når denne bopæl eller dette hjemsted er kendt.

40.      Henset til det svar, som jeg foreslår Domstolen at give på det første spørgsmål, tvivler jeg stærkt på, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse om dette andet spørgsmål, hvilket jeg omgående vil forklare.

41.      Eftersom jeg hælder til den opfattelse, at EU-retten ikke under omstændighederne i hovedsagen kræver, at der skal kunne iværksættes appel til prøvelse af en kendelse om manglende stedlig kompetence, vil der ikke længere være noget grundlag for den sag, som ACICL har anlagt ved den forelæggende ret, når først Domstolen har besvaret det første spørgsmål. Da der ikke kan træffes afgørelse i den af ACICL iværksatte appel, skal den forelæggende ret afslutte sagen. ACICL’s søgsmål med påstand om forbud skal derfor anlægges ved den ret, der har kompetence i henhold til LEC, eller ved retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende har hjemsted.

42.      Jeg bemærker dermed, at på det tidspunkt, hvor den forelæggende ret under disse omstændigheder får kendskab til Domstolens svar på det første spørgsmål, skal retten ikke længere behandle en tvist, for hvis løsning besvarelsen af det andet spørgsmål er nødvendig.

43.      Den præjudicielle procedure forudsætter imidlertid ifølge fast retspraksis, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (26). Begrundelsen for ordningen med præjudiciel forelæggelse, og dermed for Domstolens kompetence, er ikke, at Domstolen skal afgive responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (27). Dette behov foreligger ikke længere, når det er fastslået, at den forelæggende ikke har – denne gang – materiel kompetence.

44.      Man kan ikke desto mindre forestille sig, at Domstolen svarer i en eller anden afventning af, at sagen bliver anlagt ved den stedligt kompetente ret. Dette sagsanlæg er dog yderst hypotetisk, for så vidt som det fremgår af sagsakterne, at ACICL på grund af foreningens størrelse og budget må opgive sagen. Selv om ACICL i sidste ende måtte anlægge sag med påstand om forbud ved den stedligt kompetente ret, kan foreningen desuden ikke for den ret fremsætte argumenter vedrørende den stedlige kompetence, eftersom den ret, der blev udpeget af den ret, der erklærede, at den ikke havde kompetence, i henhold til LEC og med henblik på at undgå en negativ kompetencekonflikt ikke har beføjelse til at så tvivl om sin egen kompetence. Således som jeg allerede har anført og efter at have læst den spanske regerings og Kommissionens samstemmende indlæg herom, kan disse argumenter kun antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel iværksat til prøvelse af førsteinstansens realitetsafgørelse.

45.      Det er dermed kun rent subsidiært, at jeg vil fremsætte følgende korte bemærkninger.

46.      ACICL’s situation, hvorpå den omtvistede nationale regel om stedlig kompetence finder anvendelse, skal undersøges i lyset af det allerede nævnte ækvivalensprincip og effektivitetsprincip.

47.      Ækvivalensprincippet er ikke omtvistet her.

48.      Hvad angår effektivitetsprincippet har ACICL gjort gældende, at foreningen på grund af sin størrelse, stedlige aktivitetsområde og budget ikke har råd til at afholde udgifterne til at anlægge sag med påstand om forbud ved retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende har hjemsted, hvorfor den må opgive sagen. En sådan situation hindrer i betydelig grad opfyldelsen af det med foreningen forfulgte formål ved herved at begrænse dennes mulighed for at anlægge sager med påstand om forbud, navnlig på området for angiveligt urimelige kontraktvilkår. Den værnetingsregel, der finder anvendelse på ACICL i forbindelse med sådanne sagsanlæg, bør være den, som gælder for sager anlagt af forbrugere mod erhvervsdrivende, nemlig principielt kompetence hos retten på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl.

49.      Selv om jeg godt forstår den problematik, som ACICL står over for, må jeg ligeledes fastslå, at EU-retten ikke kræver, at forbrugere eller forbrugerbeskyttelsesforeninger gives en særlig processuel behandling.

50.      For det første begrænser direktiv 93/13 sig til at kræve, at »organisationer, der […] ha[r] en legitim interesse i forbrugerbeskyttelse, skal have mulighed for at indbringe sager vedrørende kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på en generel anvendelse i forbrugeraftaler« (28). De egnede og effektive midler, der er nævnt i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, består navnlig af, at disse organisationer kan indbringe en sag for retsmyndighederne eller de kompetente administrative myndigheder (29). Direktivet indeholder ingen forskrift om det værneting, ved hvilket søgsmål med påstand om forbud anlagt af disse organisationer skal anlægges.

51.      For det andet fremgår det af Domstolens faste praksis, at »[d]en ved direktiv [93/13] indførte beskyttelsesordning hviler […] på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau« (30). Selv om det nemt kan anerkendes, at beskyttelsen af forbrugernes rettigheder, således som indført i EU-retten, kræver anerkendelse af et præferenceværneting for forbrugere – i lyset af det, der er anerkendt i en grænseoverskridende sammenhæng (31) – vil det være at gå et skridt videre at pålægge medlemsstaterne at lade organisationer til beskyttelse af forbrugerne være omfattet af dette præferenceværneting (32).

52.      Uden at benægte den grundlæggende betydning af sådanne foreningers arbejde og den væsentlige rolle, som de kan spille for opnåelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionen (33), skal det samtidig anerkendes, at en sag, som en sådan forening har anlagt mod en erhvervsdrivende, slet ikke har den samme grad af ulighed som nævnt ovenfor. Søgsmålet med påstand om forbud er ikke en sag om kontraktforhold (34).

53.      Den spanske regering og Kommissionen har – på efter min opfattelse fyldestgørende måde – bestræbt sig på at illustrere denne forskel ved at henvise til de kompetenceregler, der er fastsat i forordning nr. 44/2001. De har således gjort gældende, at Domstolen i denne sammenhæng har forkastet det synspunkt, at de særlige kompetenceregler, der er fastsat for sager anlagt af forbrugere, der er part i en grænseoverskridende aftale indgået med en erhvervsdrivende, skal finde analog anvendelse på sager anlagt af forbrugerbeskyttelsesforeninger (35).

54.      I sammenhæng med direktiv 93/13 har Domstolen ganske vist udtalt, at en kontraktbestemmelse, der ikke var blevet forhandlet, og som havde den systematiske følge, at retten på det sted, hvor den erhvervsdrivende havde sit hjemsted, havde kompetence i tilfælde af en tvist vedrørende kontrakten, var urimelig (36). Dette indebærer imidlertid ikke, når denne kompetence er tildelt af den nationale lovgiver – uden for kontraktforhold – og hvad angår søgsmål med påstand om forbud anlagt af forbrugerbeskyttelsesforeninger, at bestemmelsen nødvendigvis er i strid med forbrugerbeskyttelsesformålet eller endog til skade for effektivitetsprincippet.

55.      En sådan forskellig tilgang, som afhænger af, om sagen er kontraktmæssig eller strafferetlig/quasi-strafferetlig, forekommer at bekræftes i direktiv 98/27 og 2009/22, hvorefter det er retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl eller hjemsted (37), som har kompetence til at påkende søgsmål med påstand om forbud anlagt af forbrugerbeskyttelsesforeninger, eller tilsvarende i andre medlemsstater i tilfælde af en tilsidesættelse af Unionens lovgivning om forbrugerbeskyttelse inden for Fællesskabet.

56.      Endvidere kan ACICL enten – med en vis økonomisk indsats – beslutte alligevel at anlægge sag ved den stedligt kompetente ret eller, således som Kommissionen har gjort gældende, gøre en forening, der har søgsmålskompetence i provinsen Barcelona, opmærksom på den angiveligt urimelige adfærd. Under alle omstændigheder kan ACICL, ud over den søgsmålsmulighed, der konkret står til rådighed for foreningen, ligeledes fortsætte med at tilbyde bistand til forbrugere i forbindelse med deres individuelle kontraktmæssige sager, der anlægges ved retterne i den selvstyrende region Castilla y León.

57.      Afslutningsvis bemærkes, at der med henblik på at bedømme overholdelsen af effektivitetsprincippet, således som krævet i Domstolens praksis (38), skal tages hensyn til den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. De præciseringer, som den spanske regering er kommet med i sine skriftlige indlæg for så vidt angår den processuelle behandling af søgsmål med påstand om forbud anlagt af forbrugerbeskyttelsesorganisationer, såsom tildeling af garanti, eller at disse sager ikke kan forældes, sammenholdt med den fremsatte begrundelse, hvorefter en sådan kompetenceregel forfølger et dobbelt formål om at undgå indbyrdes modstridende domme (39) og at lette den erhvervsdrivendes fuldbyrdelse af den afgørelse, der afsiges (40), er endt med at overbevise mig om, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning hverken gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende de rettigheder, som de pågældende organisationer afleder af EU-retten generelt og af direktiv 93/13 i særdeleshed.

V –    Forslag til afgørelse

58.      På baggrund af alle ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Audiencia Provincial de Salamanca forelagte spørgsmål således:

»På EU-rettens nuværende udviklingstrin er effektivitetsprincippet sammen med det med Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler forfulgte formål, som er at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, i forbindelse med tvisten i hovedsagen ikke til hinder for en retsplejeregel, hvorefter der ikke kan iværksættes appel til prøvelse af en afgørelse, som fastslår, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke har stedlig kompetence i forbindelse med et søgsmål med påstand om forbud anlagt af en forbrugerbeskyttelsesforening, hvis det i øvrigt fremgår af undersøgelsen af national ret, at der faktisk står en søgsmålsmulighed til rådighed for foreningen, således at denne kan anlægge et realitetssøgsmål.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 – EFT L 95, s. 29.


3 I kraft indtil den 22.7.2014.


4 – Jf. artikel 53 i Ley General de Defensa de Consumidores y Usarios (almindelig lov om forbruger- og brugerbeskyttelse, herefter »LGDCU«).


5 – Jf. LECʼs artikel 52, stk. 1, nr. 14. Hvis dette ikke er tilfældet, er tvisten således grænseoverskridende, og den kompetente ret skal fastlægges i henhold til kompetencereglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1).


6 – Jf. LECʼs artikel 52, stk. 1, nr. 16.


7 – Jf. LGDCUʼs artikel 54, stk. 1, litra b).


8 – Jf. LECʼs artikel 67, stk. 1.


9 – Det skal i denne henseende bemærkes, at e-handel er et område, hvor Den Europæiske Unions handlinger ligeledes forekommer at sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau, hvilket det omfang, i hvilket Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT L 178, s. 1) henviser til direktiv 93/13, vidner om. Jf. især 11. betragtning til og artikel 1, stk. 3, i dette direktiv.


10 – Jf. blandt en omfattende retspraksis dom af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis.


11 – Ibidem, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis.


12 – Ibidem, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis.


13 – Ibidem, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.


14 – Ibidem, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis.


15 – Ibidem, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis.


16 – Dom af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 40 og 41.


17 – Jf. hvad angår kompetencefordelingen mellem Retten og Personaleretten, artikel 8, stk. 2, i bilag I til Domstolens statut.


18 – Jf. f.eks. Rettens dom af 4.9.2008, sag T-413/06 P, Gualtieri mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B-1, s. 35, og II-B-1, s. 253, præmis 27.


19 – EFT L 166, s. 51.


20 – EUT L 110, s. 30.


21 – Undertegnet i Strasbourg den 22.11.1984 og trådt i kraft den 1.11.1988.


22 – Jf. artikel 2 i nævnte protokol nr. 7.


23 Det bemærkes herved, at erklæringen om manglende stedlig kompetence fra Juzgado de Primera Instancia n° 4 y de lo Mercantil de Salamanca blev afsagt efter høring af parterne om dette spørgsmål.


24 – I sådanne tilfælde bliver der derimod tale om mekanismer, som tilsigter så vidt muligt at udligne sagsøgerens manglende økonomiske formåen (såsom retshjælp, fritagelse for omkostninger mv.), men det er aldrig selve opbygningen af søgsmålsmulighederne, som ændres eller tilpasses i henhold til denne formåen. Kravet om søgsmålsmulighedernes forudsigelighed indebærer, at kompetencereglerne og procedurereglerne er helt stabile. Det samme gælder for garantien for sagsøgtes rettigheder.


25 – Dom af 14.12.1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, van Schijndel og van Veen, Sml. I, s. 4705, præmis 19, af 7.6.2007, forenede sager C-222/05 – C-225/05, van der Weerd m.fl., Sml. I, s. 4233, præmis 33, og i samme retning dom af 20.5.2010, sag C-210/09, Scott og Kimberly Clark, Sml. I, s. 4613, præmis 24.


26 – Dom af 27.6.2013, sag C-492/11, Di Donna, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis.


27 – Jf. dom af 20.1.2005, sag C-225/02, García Blanco, Sml. I, s. 523, præmis 27 og 28.


28 – 23. betragtning til direktiv 93/13.


29 – Artikel 7, stk. 2, i direktiv 93/13.


30 – Dom af 4.6.2009, sag C-243/08, Pannon GSM, Sml. I, s. 4713, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.4.2012, sag C-472/10, Invitel, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis.


31 – Jf. kapitel II, afdeling 4 i forordning nr. 44/2001 og kapitel II, afdeling 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351, s. 1).


32 – Selv om forordning nr. 44/2001 og nr. 1215/2012 intet bestemmer i denne retning.


33 – Hvilken rolle i øvrigt allerede er blevet understreget af Domstolen; jf. dom af 27.6.2000, forenede sager C-240/98 – C-244/98, Océano Grupo Editorial og Salvat Editores, Sml. I, s. 4941, præmis 27, og af 24.1.2002, sag C‑372/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 819, præmis 14.


34 – Dom af 1.10.2002, sag C‑167/00, Henkel, Sml. I, s. 8111, præmis 38 og 39.


35 – Henkel-dommen, præmis 33.


36 – Dommen i sagen Océano Grupo Editorial og Salvat Editores, præmis 24.


37 – Jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv 98/27, og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2009/22


38 – Jf. punkt 37 i dette forslag til afgørelse.


39 – Og dette på grund af virkningerne af den afgørelse, der afsiges i en sag med påstand om forbud, i modsætning til virkningerne af den afgørelse, der afsiges i en kontraktmæssig sag anlagt af en forbruger.


40 – På grund af den geografiske nærhed mellem den erhvervsdrivende og de retsinstanser, der har kompetence til at efterprøve fuldbyrdelsen af dommen og i givet fald tvangsfuldbyrdelsen.