RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

8. oktober 2015

Sag F-39/14

FT

mod

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA)

»Personalesag – midlertidigt ansat – regnskabsmedarbejder – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – kompetent myndighed – åbenbart fejlagtigt skøn – bevisbyrde – reglen om overensstemmelse mellem stævningen og klagen«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder FT i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 28. juni 2013 truffet af den administrerende direktør for Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om ikke at forlænge hans tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat, som udløb den 31. december 2013.

Udfald:      Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) frifindes. FT bærer sine egne omkostninger og betaler de af ESMA afholdte omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn – begreb

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, b), og art. 119]

En kontraktansat, som har en tidsbegrænset kontrakt, har i princippet ikke ret til at få forlænget sin kontrakt, idet dette blot er en mulighed, som er betinget af, at denne forlængelse er i overensstemmelse med tjenestens interesse. I denne forbindelse råder administrationen over en vid skønsbeføjelse på området for kontraktforlængelser. Personaleretten skal, når der for denne anlægges et søgsmål med påstand om annullation af en retsakt vedtaget under udøvelsen af en sådan beføjelse, indskrænke sig til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen, henset til de måder og midler, der kunne lede til administrationens vurdering, har holdt sig inden for grænser, der ikke kan kritiseres, og ikke åbenbart har misbrugt sine beføjelser.

En fejl er imidlertid kun åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved administrationens udøvelse af sit skøn. For at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en afgørelse, der er truffet på grundlag af denne vurdering, annulleres, forudsættes det derfor, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, skal være tilstrækkelige til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar fejl forkastes, såfremt den anfægtede vurdering – uanset de beviser, sagsøgeren har fremført – fortsat kan anses for at være korrekt og sammenhængende.

(jf. præmis 72-74)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 11. juli 2012, AI mod Domstolen, F-85/10, EU:F:2012:97, præmis 152 og 153 og den deri nævnte retspraksis, og af 19. februar 2013, BB mod Kommissionen, F-17/11, EU:F:2013:14, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis