CURIA - Documents

Home > Search form > List of results > Documents

Start printing

Language of document : ECLI:EU:T:2011:364

Sagerne T-144/07, T-147/07 – T-150/07 og T-154/07

ThyssenKrupp Liften Ascenseurs NV m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – aftaler – markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – manipulering af udbud – opdeling af markeder – prisfastsættelse«

Sammendrag af dom

1. Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – bedømmelseskriterier – potentiel og betydelig påvirkning – kartel for hele en medlemsstats område – opdeling af nationale markeder – ikke tilladt

(Art. 81 EF og 82 EF)

2. Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – mærkbar karakter – vurdering under hensyntagen til parternes stilling og betydning på markedet

(Art. 81 EF)

3. Konkurrence – kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder – virksomhedernes ret til at få deres sag behandlet af en bestemt konkurrencemyndighed – foreligger ikke

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 11, stk. 6; Kommissionens meddelelse 2004/C 101/03, punkt 8 og 31)

4. De Europæiske Fællesskaber – reglerne om sprog – forkyndelse af dokumenter på et andet sprog end parternes – parternes samtykke – ingen uregelmæssighed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 3)

5. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

6. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

7. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber – tilsidesættelse af princippet om individuel strafudmåling – foreligger ikke – tilsidesættelse af uskyldsformodningen – foreligger ikke

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

8. Konkurrence – Unionens regler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede datterselskaber – datterselskab, som ejes af et mellemliggende holdingselskab – omstændighed, der ikke kan gendrive formodningen

(Art. 81, stk. 1, EF)

9. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutninger – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt

(Art. 253 EF)

10. Retspleje – bevisoptagelse – afhøring af vidner

(Rettens procesreglement, art. 64 og 65)

11. Konkurrence – bøder – beslutning fra Kommissionen, der fastslår en overtrædelse, vedtaget efter en beslutning om foreløbig bødefritagelse truffet af en national konkurrencemyndighed – krænkelse af princippet ne bis in idem – foreligger ikke

(Art. 81 EF; konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 5, 14 og 23)

12. Konkurrence – bøder – beslutning fra Kommissionen, der fastslår en overtrædelse, vedtaget efter en beslutning om foreløbig bødefritagelse truffet af en national konkurrencemyndighed – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke – tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – bedømmelseskriterier

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – sammenhæng mellem størrelsen af de bøder, der er pålagt forskellige virksomheder

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – hensyntagen til virksomhedens økonomiske muligheder for at påføre skade

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – recidiv – begreb

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 2)

18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser – betydelig merværdi af de bevisdokumenter, den pågældende virksomhed har fremlagt

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – Kommissionens skønsbeføjelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – betingelser – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04 og 2002/C 45/03)

21. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – anvendelse af samarbejdsmeddelelsen – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse uden for samarbejdsmeddelelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04 og 2002/C 45/03)

22. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse uden for samarbejdsmeddelelsen – proportionalitet

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

23. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – nedsættelse som følge af dels samarbejdsmeddelelsen, dels manglende anfægtelse uden for samarbejdsmeddelelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

24. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – den pågældende virksomheds samlede omsætning

[Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 5, litra b)]

25. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overholdelse af proportionalitetsprincippet – betingelser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

1. Fortolkningen og anvendelsen af betingelsen vedrørende påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, som fremgår af artikel 81 EF og 82 EF, må tage sit udgangspunkt i det forhold, at dens formål er at afgrænse EU-rettens område i forhold til national ret for konkurrencerettens vedkommende. EU-retten omfatter således alle aftaler og alle former for praksis, som kan påvirke den frie samhandel mellem medlemsstaterne på en måde, der kan skade gennemførelsen af formålene med et indre marked i medlemsstaterne, især gennem en afskærmning af de nationale markeder eller gennem en ændring af konkurrencestrukturen i fællesmarkedet.

En vedtagelse, aftale eller praksis kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, når det på grundlag af en flerhed af faktiske og retlige omstændigheder med tilstrækkelig sandsynlighed kan forudses, at den kan have en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der kan være til skade for virkeliggørelsen af målene for et indre marked i medlemsstaterne. Desuden må denne indflydelse ikke være ubetydelig. En påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater skyldes således i almindelighed en kombination af flere faktorer, som hver for sig ikke nødvendigvis vil være afgørende. En aftale, som strækker sig over hele en medlemsstats område, bevirker ifølge selve sin natur en styrkelse af opdelingen i nationale markeder, hvorved den hindrer den med traktaten tilstræbte økonomiske integration.

(jf. præmis 55-57 og 60)

2. Den indflydelse, som en aftale eller en samordnet praksis kan have på handelen mellem medlemsstaterne, skal bl.a. vurderes under hensyntagen til den stilling og betydning, parterne har på markedet for de pågældende produkter. Når de virksomheder, der deltager i et kartel, repræsenterer størstedelen af udbuddet af den omhandlede vare på det pågældende marked, kan kartellet anses for at kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater mærkbart.

I øvrigt har Kommissionen ikke pligt til at godtgøre, at den konkurrencebegrænsende praksis har en mærkbar virkning på samhandelen mellem medlemsstaterne. Artikel 81, stk. 1, EF kræver nemlig kun, at konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(jf. præmis 67-69)

3. Det fremgår af bestemmelserne i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen bevarer en fremherskende rolle i undersøgelsen og fastslåelsen af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, som ikke påvirkes af den parallelle kompetence, som de nationale konkurrencemyndigheder har i henhold til forordningen. I overensstemmelse med denne forordnings artikel 11, stk. 6, har Kommissionen nemlig ret til at indlede en procedure med henblik på at vedtage en beslutning, selv hvis en national myndighed allerede behandler en sag, efter at have rådført sig med denne sidstnævnte. Endvidere indebærer Kommissionens indledning af en procedure i overensstemmelse med denne bestemmelse, at de nationale konkurrencemyndigheder mister deres kompetence til at anvende Unionens konkurrenceregler i en sådan sag.

I henhold til punkt 31 i meddelelsen om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder giver den i øvrigt ikke de implicerede virksomheder en individuel ret til at få sagen behandlet af en bestemt myndighed. En virksomhed kan således ikke med rette påstå, at den har en ret eller en berettiget forventning om, at de nationale konkurrencemyndigheder forfølger en fastslået overtrædelse i Kommissionens sted.

Denne meddelelses punkt 8 har i øvrigt ikke bindende virkning, idet formuleringen heraf viser, at den blotte mulighed for fordeling af opgaverne, der henvises til, ikke indebærer en forpligtelse for Kommissionen til ikke at behandle en sag, når de i dette punkt anførte betingelser er opfyldt.

(jf. præmis 76, 77 og 80)

4. Kommissionen er en multilingvistisk institution, der skal anses for at være i stand til at arbejde på alle Fællesskabets officielle sprog. En sagsøgende virksomhed kan ikke påstå, at forkyndelsen af klagepunktsmeddelelsen og den beslutning, som afslutter den administrative procedure, på et bestemt officielt sprog, selv om virksomheden havde anvendt to andre officielle sprog i forbindelse med den administrative procedure, skader udøvelsen af dens ret til forsvar, eftersom den anerkender at have samtykket i dokumenternes forkyndelse på det pågældende sprog.

(jf. præmis 86 og 414)

5. Et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder. Moderselskabet og datterselskabet er nemlig i en sådan situation en del af samme økonomiske enhed og udgør derfor én virksomhed. Den omstændighed, at et moderselskab og dets datterselskab således udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen.

I det konkrete tilfælde, hvor et moderselskab ejer 100% af dets datterselskab, som har overtrådt Unionens konkurrenceregler, kan det pågældende moderselskab dels udøve afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd.

Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet.

(jf. præmis 94-97 og 310-313)

6. I det konkrete tilfælde, hvor et moderselskab ejer 100% af dets datterselskab, som har overtrådt Unionens konkurrenceregler, foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd. Når de organisatoriske, økonomiske og retlige forbindelser, som findes mellem de pågældende virksomheder, kan godtgøre, at moderselskaberne udøver en indflydelse på datterselskabernes strategi, er det begrundet, at de anses for en enkelt økonomisk enhed.

Den omstændighed, at de sagsøgende virksomheder har deltaget selvstændigt i den administrative procedure og har fremlagt et individuelt svar på klagepunktsmeddelelsen, kan derimod ikke gendrive formodningen om, at moderselskaberne har ansvaret for deres datterselskabers adfærd. Skønt det forhold, at moderselskabet er enerepræsentant i forhold til Kommissionen for så vidt angår den pågældende overtrædelse, kan vidne om, at moderselskabet faktisk øver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, kan det forhold, at datterselskaberne i koncernen har indgivet særskilte svar på klagepunktmeddelelsen, imidlertid ikke i sig selv være bevis for datterselskabernes uafhængighed.

(jf. præmis 96 og 125-127)

7. I medfør af princippet om individuelle straffe og sanktioner, der finder anvendelse i alle administrative procedurer, der kan medføre sanktioner i medfør af Unionens konkurrenceregler, kan en virksomhed kun forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for. Dette princip skal imidlertid forliges med virksomhedsbegrebet. Der er nemlig i forholdet mellem moderselskabet og datterselskabet hverken tale om tilskyndelse til overtrædelsen eller end mindre førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse, men den omstændighed, at de udgør en enkelt virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, som giver Kommissionen mulighed for at rette beslutningen, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet i en koncern af virksomheder. Kommissionens tidligere beslutningspraksis kan i øvrigt ikke overføres til en bestemt sag. Afgørelser vedrørende andre sager kan således kun være vejledende, eftersom sagernes omstændigheder ikke er de samme.

Princippet om uskyldsformodning, der bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention, indgår blandt de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i Unionens retsorden og i øvrigt bekræftet af artikel 6, stk. 2, EU og i artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder princippet om uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder.

En regel vedrørende pålæggelse af ansvaret for en overtrædelse, såsom formodningen for, at et moderselskab, der ejer 100% af sine datterselskaber, faktisk øver en afgørende indflydelse på disse datterselskabers adfærd, tilsidesætter ikke denne formodning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således antaget, at artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention ikke er til hinder for formodninger om faktiske og retlige omstændigheder, der findes i straffelovene, men fordrer, at brugen af sådanne formodninger holdes inden for rimelige grænser, som tager hensyn til, hvad der er på spil, og som opretholder retten til forsvar. Det kan således ikke anses for en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, når der i konkurrencesager drages visse konklusioner på basis af erfaringer ud fra typiske hændelsesforløb, forudsat at de berørte virksomheder bevarer muligheden for at afkræfte disse konklusioner.

(jf. præmis 106-108, 112 og 114 )

8. Muligheden for at pålægge det endelige moderselskab en sanktion for et datterselskabs retsstridige adfærd er ikke til hinder for, at et mellemliggende holdingselskab eller datterselskabet selv straffes, for så vidt som Kommissionen har kunnet antage, at selskaberne udgjorde en enkelt virksomhed. I et tilsvarende tilfælde har Kommissionen således valget, hvis disse ansvarsbetingelser er opfyldt, mellem at straffe det datterselskab, der har deltaget i overtrædelsen, det mellemliggende moderselskab, som har kontrolleret det i denne periode, og koncernens endelige moderselskab. I sammenhæng med en koncern af selskaber er et holdingselskab i denne henseende et selskab, som kan samle deltagerne i de forskellige selskaber, og hvis funktion er at sikre en enhed i ledelsen.

(jf. præmis 119 og 122)

9. Selv om Kommissionen i sin begrundelse for en beslutning, den træffer for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, ikke har pligt til at komme ind på samtlige faktiske og retlige omstændigheder eller gøre rede for de overvejelser, der har foranlediget den til at vedtage en sådan beslutning, er den dog i henhold til artikel 253 EF forpligtet til i hvert fald at nævne de omstændigheder og overvejelser, der har væsentlig betydning for beslutningens opbygning, og dermed give Unionens retsinstanser og de berørte parter oplysning om, hvorledes den har anvendt traktaten. Endvidere skal begrundelsen, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, være indeholdt i selve beslutningen, og den kan ikke først fremgå af forklaringerne under en efterfølgende retssag. Begrundelsen skal derfor principielt meddeles den berørte part samtidig med den beslutning, der indeholder et klagepunkt i forhold til parten.

(jf. præmis 133, 146 og 399)

10. Hvad angår førsteinstansens vurdering af en begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, fremsat af en af sagens parter, tilkommer det alene Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse.

I denne forbindelse kan en begæring om afhøring af vidner fra et sagsøgende selskab ikke imødekommes, når de forklaringer, som en sådan vidneafhøring ved Retten tilsigter at opnå, allerede er givet for Kommissionen, som var af den opfattelse, at de ikke blev underbygget af dokumentbeviser og endog blev modsagt af visse elementer i sagsakterne.

En anmodning om fremlæggelse af en tidligere beslutning fra Kommissionen kan ikke anses for nødvendig, for så vidt som Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke kan udgøre de retlige rammer for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet.

(jf. præmis 151-153 og 211)

11. Princippet non bis in idem, som ligeledes er fastslået ved artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som retterne skal sikre overholdelsen af. På området for Unionens konkurrenceret forbyder dette princip, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges af Kommissionen for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret ansvarsfri ved en tidligere afgørelse, der ligger forud for Kommissionens, og som ikke længere kan anfægtes. Anvendelsen af princippet non bis in idem forudsætter således, at der er truffet afgørelse om overtrædelsens rigtighed, eller at lovligheden af den med hensyn hertil foretagne vurdering er blevet kontrolleret. Princippet non bis in idem forbyder kun, at der foretages en ny realitetsvurdering af overtrædelsens rigtighed, som har til følge, at der anvendes enten endnu en sanktion, som føjes til den første, i det tilfælde, hvor der atter fastslås at foreligge ansvar, eller en første sanktion i det tilfælde, hvor det ansvar, som i henhold til den første beslutning ikke antages at foreligge, fastslås at foreligge ved den anden beslutning.

For så vidt angår spørgsmålet, om en national konkurrencemyndigheds beslutning kan forhindre Kommissionen i at dømme eller atter forfølge den samme virksomhed, afhænger anvendelsen af princippet non bis in idem af, at tre betingelser er opfyldt, nemlig at de faktiske omstændigheder er identiske, at lovovertræderen er den samme person, og at den retsbeskyttede interesse er den samme. Efter dette princip er det således forbudt at straffe den samme person mere end en gang for samme ulovlige adfærd for at beskytte det samme retsgode.

I denne henseende forhindrer en beslutning om foreløbig bødefritagelse truffet af en national konkurrencemyndighed, som ikke har haft den virkning, at den offentlige handling mod selskabet for dets deltagelse i overtrædelsen af konkurrenceretten er blevet afsluttet, ikke Kommissionen i at fastslå og sanktionere denne overtrædelse.

Selv om det antages, at artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, som udgør et generelt EU-retligt princip, nemlig princippet non bis in idem, kan påberåbes inden for Unionens konkurrenceret, skal det fastslås, at en beslutning om foreløbig bødefritagelse truffet af en national konkurrencemyndighed under alle omstændigheder ikke kan anses for omfattet af denne bestemmelse. Indrømmelse af en foreløbig bødefritagelse har ikke den endelige karakter af ekstinktion af den offentlige handling som krævet i denne bestemmelse.

(jf. præmis 158-161, 166, 167 og 174-176)

12. Hvad angår en beslutning fra Kommissionen om sanktionering af en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler efter beslutninger om foreløbig bødefritagelse truffet af nationale konkurrencemyndigheder kan en sagsøgende virksomhed ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når den ikke fremkommer med nogen bevisdokumenter, hvoraf det for det første fremgår, at Kommissionen har givet den præcise løfter om, at de pågældende akter fra de nævnte myndigheder ville beskytte den mod enhver forfølgning og enhver domfældelse for overtrædelserne, og for det andet at virksomheden har modtaget præcise løfter fra disse myndigheder om, at de akter, de har vedtaget, ville forhindre Kommissionen i at fastslå og straffe den pågældende overtrædelse.

Kommissionens manglende hensyntagen til beslutninger om foreløbig bødefritagelse truffet af nationale konkurrencemyndigheder tilsidesætter heller ikke princippet om god forvaltningsskik. Selv om Kommissionen i medfør af billighedsprincippet skal tage hensyn til sanktioner, som allerede måtte være pålagt den samme virksomhed for det samme forhold, når der er tale om sanktioner pålagt for overtrædelser af en medlemsstats kartelregler, og som derfor er sket på Unionens område, foreligger der ikke en sådan situation, når de nævnte myndigheder ikke har pålagt den sagsøgende virksomhed en sanktion.

(jf. præmis 181, 185 og 186)

13. Grovheden af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning. I denne forbindelse er størrelsen af det berørte marked i princippet ikke et obligatorisk element, men blot et relevant forhold blandt andre ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, hvorfor Kommissionen i øvrigt ikke pålægges en forpligtelse til at foretage en afgrænsning af det berørte marked eller en vurdering af dettes størrelse, eftersom den omhandlede overtrædelse har et konkurrencebegrænsende formål. Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten bestemmer ikke, at bøderne skal beregnes på grundlag af virksomhedernes samlede omsætning eller deres omsætning på det relevante marked. De er imidlertid heller ikke til hinder for, at sådanne omsætningstal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse med henblik på at overholde EU-rettens almindelige principper, og når omstændighederne gør det påkrævet.

Når Kommissionen i denne henseende ikke har fastsat det generelle udgangsbeløb for en bøde for en overtrædelse vedrørende en medlemsstat på grundlag af størrelsen af det berørte marked, men har lagt overtrædelsens art og geografiske udstrækning til grund for sin beslutning, er argumentet om, at det generelle udgangsbeløb for bøden for kartellet i denne medlemsstat skal afspejle den påståede begrænsede størrelse af det berørte marked, baseret på en urigtig forudsætning, og Kommissionens beslutning tilsidesætter ikke proportionalitetsprincippet.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår den manglende hensyntagen til overtrædelsens indvirkning på markedet. I overensstemmelse med punkt 1 A, første afsnit, i disse retningslinjer skal Kommissionen i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed udelukkende foretage en undersøgelse af den konkrete indvirkning på markedet, når det er åbenbart, at den kan måles. Kommissionen skal for at kunne vurdere denne virkning henholde sig til de konkurrenceforhold, der normalt ville have eksisteret i fravær af en overtrædelse. Hvis Kommissionen derimod finder, at det var umuligt at måle de præcise virkninger af en overtrædelse på markedet, uden at de pågældende virksomheder har bevist det modsatte, og lægger overtrædelsens alvorlige karakter og dens geografiske udstrækning til grund for sin beslutning uden at tage hensyn til overtrædelsens virkning på markedet, overskrider den ikke åbenlyst den skønsmargin, den råder over ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne.

(jf. præmis 193, 208-211, 215, 216, 218-220, 226-230, 239, 240 og 243)

14. Selv om det antages, at Kommissionen, når den fastslår flere meget alvorlige overtrædelser i en og samme beslutning, skal overholde en vis sammenhæng mellem bødernes generelle udgangsbeløb og de forskellige påvirkede markeders størrelse, er der intet, der antyder, at de generelle udgangsbeløb for overtrædelser begået i flere medlemsstater ikke er sammenhængende, eller at der er fraveget en påstået beregningsmåde, når Kommissionen fastsatte højere generelle udgangsbeløb, jo større markederne var, uden dog at anvende en nøjagtig matematisk formel, hvilket den under alle omstændigheder ikke var forpligtet til.

(jf. præmis 235 og 236)

15. I forbindelse med beregningen af bøder pålagt i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ligger en differentieret behandling af de pågældende virksomheder inden for udøvelsen af Kommissionens beføjelser efter bestemmelsen. Inden for rammerne af Kommissionens skønsbeføjelse er den nemlig forpligtet til at pålægge individuelle sanktioner i forhold til de omhandlede virksomheders adfærd og kendetegn med henblik på at sikre Unionens konkurrencereglers effektivitet i hvert enkelt tilfælde. Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten bestemmer, at det i forbindelse med alvorlige overtrædelser begået af flere virksomheder som karteller i visse tilfælde kan være nødvendigt at variere det generelle udgangsbeløb for at fastsætte et udgangsbeløb, som tager hensyn til den specifikke vægt og dermed de faktiske konkurrencemæssige konsekvenser af den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet som led i overtrædelsen, navnlig når der er tale om betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder, der har begået en overtrædelse af samme art. Det vil navnlig være nødvendigt at tage hensyn til de overtrædende virksomheders faktiske økonomiske muligheder for at påføre andre økonomiske beslutningstagere, herunder forbrugerne, alvorlig skade.

I overensstemmelse med disse retningslinjers punkt 1 A, syvende afsnit, skal differentieringen mellem virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, ikke være resultatet af en aritmetisk beregning. Proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet kræver ikke, at bødens udgangsbeløb for alle de forskellige medlemmer af et kartel repræsenterer den samme procentdel af den individuelle omsætning. Ved undersøgelsen af, om en inddeling af medlemmerne af et kartel i kategorier overholder ligebehandlings- og proportionalitetsprincippet, skal Retten dermed som led i sin efterprøvelse af lovligheden af det skøn, Kommissionen råder over på området, imidlertid kun kontrollere, at inddelingen er sammenhængende og objektivt begrundet. Når en virksomhed alene har deltaget i et enkelt aspekt af et kartel, er virksomhedens evne til at forårsage alvorlig skade på konkurrencen mindre. Følgelig vil en beslutning fra Kommissionen, som fastsætter det særlige udgangsbeløb anderledes for en sådan virksomhed, ikke være udtryk for forskelsbehandling.

Det forhold, at bødens udgangsbeløb ikke nødvendigvis for samtlige karteldeltageres vedkommende repræsenterer den samme procentdel af omsætningen, er i øvrigt en naturlig følge af den metode, som består i at inddele virksomhederne i kategorier, som indebærer, at der fastsættes det samme udgangsbeløb for alle virksomhederne i en og samme kategori. En sådan metode kan i princippet ikke forkastes, selv om der dermed ses bort fra størrelsesforskellene mellem virksomheder i én og samme kategori.

EU-retten indeholder ikke noget almengyldigt princip, hvorefter sanktionen skal være afpasset efter den omsætning, som virksomheden har opnået gennem salget af det produkt, der er genstand for overtrædelsen.

(jf. præmis 247, 248, 253, 254, 259, 260, 263, 274 og 277)

16. Behovet for at sikre bøden en tilstrækkelig afskrækkende virkning, når den ikke begrunder en forhøjelse af det generelle bødeniveau i forbindelse med konkurrencepolitikkens gennemførelse, kræver, at bøden fastsættes for at tage hensyn til den indvirkning, som den virksomhed, bøden pålægges, har søgt, og for at bøden ikke gøres ubetydelig, eller derimod overdreven, navnlig henset til den pågældende virksomheds økonomiske evne i overensstemmelse med kravene vedrørende dels behovet for at sikre bødens effektivitet, dels overholdelsen af proportionalitetsprincippet.

Kommissionen har i denne forbindelse ret til at anvende den samlede omsætning for hver virksomhed, der er del af kartellet, som relevant kriterium for fastsættelse af en multiplikationssats med afskrækkende virkning. En virksomheds samlede størrelse og ressourcer er således relevante kriterier, henset til det forfulgte formål, nemlig at garantere bødens effektivitet ved at fastsætte størrelsen heraf under hensyntagen til virksomhedens samlede ressourcer og dens evne til at mobilisere de nødvendige midler til at betale bøden. Fastsættelsen af den sats, som anvendes til forhøjelse af udgangsbeløbet for at sikre bødens tilstrækkeligt afskrækkende virkning, tilsigter nemlig snarere at garantere bødens effektivitet end at tage hensyn til overtrædelsens skadelighed i forhold til den normale konkurrence og dermed overtrædelsens grovhed.

Forhøjelsen af bødens udgangsbeløb for at sikre dennes afskrækkende virkning er i øvrigt berettiget, idet den består af en differentiering af behandlingen af deltagerne af det samme kartel for at tage hensyn til den måde, hvorpå bøden reelt påvirker dem. En sådan argumentation medfører ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet Kommissionen blot henviser til deltagernes samlede omsætning og ikke til den realiserede omsætning inden for Unionen eller endog på det berørte nationale marked med henblik på at vurdere behovet for at forhøje bøderne for at garantere deres afskrækkende virkning.

(jf. præmis 285, 287, 292, 294 og 295)

17. Begrebet gentagelse, således som det forstås i en række nationale retsordener, forudsætter, at en person har begået nye overtrædelser efter at være blevet straffet for lignende overtrædelser. Endvidere nævner punkt 2 i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten specifikt »hvis en eller flere virksomheder gentager overtrædelser af samme art« i den liste over skærpende omstændigheder, som kan begrunde en forhøjelse af bødens grundbeløb.

Det kan i denne forbindelse ikke antages, at Kommissionen i forbindelse med fastslåelse af den skærpende omstændighed ved gentagelsestilfælde kan antage, at en virksomhed skal holdes ansvarlig for en tidligere overtrædelse, for hvilken den ikke er blevet sanktioneret ved en kommissionsbeslutning, og i forbindelse med fastslåelsen af hvilken virksomheden ikke var adressat for en klagepunktsmeddelelse, således at en sådan virksomhed ikke har været i stand til under den procedure, der førte til vedtagelsen af den beslutning, hvorved den tidligere overtrædelse blev fastslået, at fremsætte sine argumenter med henblik på for dens vedkommende at bestride den eventuelle eksistens af en økonomisk enhed med andre virksomheder.

En sådan konklusion gælder så meget desto mere, når proportionalitetsprincippet kræver, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere overtrædelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning ved vurderingen af virksomhedens tilbøjelighed til at underlægge sig disse regler, og Kommissionen kan ikke være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering af gentagelse.

Selv om det ganske vist er rimeligt at antage, at et moderselskab faktisk har kendskab til en tidligere beslutning, som Kommissionen har rettet til datterselskabet, hvoraf det ejer næsten hele kapitalen, kan et sådant kendskab ikke opveje den manglende fastslåelse i den tidligere beslutning af en økonomisk enhed mellem et sådant moderselskab og datterselskabet med henblik på at pålægge moderselskabet ansvaret for den tidligere overtrædelse og forhøje de bøder, det bliver pålagt på grund af gentagelsestilfælde.

(jf. præmis 308, 319, 320 og 322)

18. Meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager er et instrument, som tilsigter at præcisere de kriterier, Kommissionen påregner at anvende i forbindelse med udøvelsen af sin skønsbeføjelse ved fastsættelsen af bøder pålagt for overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, samtidig med, at trinhøjere retsregler overholdes. Heraf følger en selvbegrænsning af denne beføjelse, som dog ikke er uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen for Kommissionen.

Kommissionen har en vid skønsmargen, når den skal vurdere, om de beviser, der er fremlagt af en virksomhed, som har udtrykt ønske om at drage fordel af samarbejdsmeddelelsen, har en betydelig merværdi i den i meddelelsens punkt 21 omhandlede forstand.

Kommissionen har på samme måde, når den har fastslået, at bevismaterialet har en betydelig merværdi i den i samarbejdsmeddelelsens punkt 21 omhandlede forstand, en skønsmargen, når den skal fastlægge det nøjagtige niveau for den bødenedsættelse, som den pågældende virksomhed skal have. Samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), første afsnit, fastsætter nemlig intervaller for bødenedsættelsen for de forskellige kategorier af virksomheder. Henset til denne skønsmargen kan Unionens retsinstanser kun censurere en klar overskridelse af denne margen.

Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke begået en åbenlys skønsfejl ved at fastsætte bødenedsættelsen i henhold til samarbejdsmeddelelsen på et lavere niveau end et sådant interval, idet Kommissionen allerede var i besiddelse af de oplysninger, som den pågældende virksomhed er fremkommet med, eller oplysningerne vedrørte ikke faktiske omstændigheder, som Kommissionen hidtil havde set bort fra, og idet oplysningerne, skønt de kunne forstærke Kommissionens mulighed for at bevise overtrædelsen, ikke havde nogen betydelig merværdi. En virksomhed kan heller ikke påberåbe sig en yderligere nedsættelse af den bøde, som Kommissionen har pålagt, på grund af et dokument, som var samtidigt med overtrædelsen, som den havde fremsendt, når Kommissionen allerede var i besiddelse af dette dokument, og virksomheden blot gav yderligere forklaringer til forståelse af dokumentets betydning.

Kommissionen kan i øvrigt ikke ved vurderingen af karteldeltagernes samarbejde underkende ligebehandlingsprincippet. En sådan tilsidesættelse foreligger ikke, når vurderingen af merværdien af en anmodning i henhold til samarbejdsmeddelelsen for det første gennemføres i forhold til bevisforhold, som Kommissionen allerede var i besiddelse af, og en af de pågældende virksomheder for det andet fremlagde nutidige dokumentbeviser, som repræsenterede en betydelig merværdi, mens en anden virksomhed kun fremlagde et enkelt nutidigt bevis, hvorfor den forskellige behandling af de to virksomheder er begrundet, idet de ikke befandt sig i sammenlignelige situationer.

(jf. præmis 332, 333, 335, 337, 350, 355, 357, 361, 363 og 367-369)

19. Et sagsøgende selskab, som er blevet sanktioneret med en bøde for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, kan ikke støtte sig til princippet in dubio pro reo for at anmode om en mere gunstig procentsats for nedsættelsen af den bøde, som Kommissionen har pålagt det, i tilfælde af en hævdet tvivl vedrørende beslutningens begrundelse vedrørende fastsættelsen af denne procentsats. Dette princip vedrører således beviserne for eksistensen af en overtrædelse og tilsigter at afgøre, om Kommissionens faktiske konstateringer i den anfægtede beslutning støttes af det bevismateriale, den har fremlagt.

(jf. præmis 343)

20. I modsætning til afsnit D, punkt 2, andet led, i meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager af 1996 fastsætter meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager af 2002 ikke en bødenedsættelse til fordel for en virksomhed, som efter at have modtaget klagepunktsmeddelelsen ikke bestrider rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen baserer sine indvendinger på. I forbindelse med denne sidstnævnte meddelelse skal en virksomhed for at være berettiget til en bødenedsættelse forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af.

I overensstemmelse med punkt 21 og 22 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 tager Kommissionen med henblik på at vurdere merværdien af det af en virksomhed fremlagte bevismateriale ikke kun hensyn til bevismaterialets art og/eller detailrigdom, men ligeledes til bevismateriale, den allerede havde i sin besiddelse på det tidspunkt, hvor den pågældende virksomhed fremsatte sin anmodning. Kommissionen foretager følgelig sin vurdering i henhold til kvaliteten af den pågældende virksomheds samarbejde og sammenligningen af den pågældende merværdi med det bevismateriale, som den allerede var i besiddelse af.

(jf. præmis 378, 379, 382, 393 og 398)

21. Enhver borger, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter, kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Derimod kan en person ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. Sådanne løfter skal være præcise, ubetingede og samstemmende og stamme fra pålidelige og troværdige kilder.

I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af en bøde pålagt for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler kan en angivelse i klagepunktsmeddelelsen om, at Kommissionen påtænkte at indrømme en nedsættelse af bøden uden for meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, ikke anses for at være et præcist løfte vedrørende størrelsen af eller satsen for den nedsættelse, der i givet fald skulle indrømmes de pågældende virksomheder. Der kan således i intet tilfælde skabes nogen berettiget forventning herom.

Kommissionens beslutningspraksis kan heller ikke udgøre de retlige rammer for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet.

(jf. præmis 421-425)

22. Proportionalitetsprincippet indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål.

I denne forbindelse tilsidesætter en kommissionsbeslutning, som alene indrømmer en minimal nedsættelse på 1% af bøden på grund af den manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder og henset til den marginale værdi af et samarbejde tilbudt efter klagepunktsmeddelelsen, ikke proportionalitetsprincippet, idet denne nedsættelse føjes til de bødenedsættelser, der allerede blev indrømmet i forbindelse med meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager.

(jf. præmis 428, 432 og 449)

23. Kommissionen kan ikke ved vurderingen af karteldeltageres samarbejde underkende ligebehandlingsprincippet. Ud over at de bødenedsættelser, der er tildelt i forbindelse med meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, og de bødenedsættelser, der er tildelt uden for denne meddelelse, udgør særskilte etaper ved beregningen af bøden, befinder de virksomheder, som både samarbejdede i forbindelse med meddelelsen og uden for denne meddelelse, på den ene side, og de virksomheder, som udelukkende samarbejdede uden for den samme meddelelse, på den anden side, sig ikke i sammenlignelige situationer. Kommissionen kunne således med rette anvende en nedsættelse af bødens størrelse i medfør af samarbejdet uden for samarbejdsmeddelelsen på den ene side direkte på den fastsatte bødes samlede størrelse for de virksomheder, der ikke har samarbejdet inden for rammerne af denne meddelelse, og på den anden side på det beløb, som allerede var nedsat i henhold til denne meddelelse, for virksomheder, der har samarbejdet inden for rammerne heraf.

(jf. præmis 435-437)

24. Ifølge artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 kan bøden for hver af de virksomheder, som har deltaget i en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår. Den i denne bestemmelse omhandlede omsætning udstrækker sig til den pågældende virksomheds samlede omsætning. Loftet på 10% af omsætningen i den i denne bestemmelse omhandlede forstand skal således beregnes på grundlag af den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den økonomiske enhed, der har handlet som virksomhed i artikel 81 EF’s forstand.

(jf. præmis 443 og 444)

25. I henhold til proportionalitetsprincippet i forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af bøder, pålagt for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, må bøderne ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af konkurrencereglerne, og den bøde, som en virksomhed pålægges i medfør af en overtrædelse på konkurrenceområdet, skal stå i forhold til overtrædelsen i sin helhed under hensyntagen navnlig til overtrædelsens grovhed. Endvidere er Kommissionen ved fastsættelsen af bøderne berettiget til at tage hensyn til behovet for at garantere bødernes tilstrækkeligt afskrækkende virkning.

For det første er karteller, som hovedsageligt består i en hemmelig samordning mellem konkurrenter for at dele markederne eller fastfryse markedsandelene ved at fordele projekter med salg og installation af nye elevatorer og/eller rulletrapper og ved ikke at konkurrere for så vidt angår vedligeholdelse og modernisering af elevatorer og rulletrapper, på grund af selve deres art blandt de groveste overtrædelser af artikel 81 EF. I denne henseende er den forholdsvis lille størrelse af markedet for de pågældende produkter, hvis den anses for fastslået, kun af mindre betydning i forhold til alle andre forhold, som godtgør overtrædelsens grovhed.

For det andet er reglen om bødernes forholdsmæssighed i forhold til størrelsen af og den økonomiske styrke hos de pågældende økonomiske enheder, der handler som virksomheder i artikel 81 EF’s forstand, ikke tilsidesat, når de ikke overstiger loftet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som tilsigter at undgå, at bøderne er uforholdsmæssige i forhold til virksomhedens betydning.

For det tredje kan Kommissionen ved beregningen af bøder tage hensyn til navnlig størrelsen og den økonomiske styrke af den økonomiske enhed, der handler som virksomhed i artikel 81 EF’s forstand. Den relevante virksomhed, der skal tages i betragtning, udgør imidlertid ikke alle datterselskaber, der deltog i de fastslåede overtrædelser, men består af moderselskabet og alle dets datterselskaber.

For det fjerde er Kommissionen, når den fastsætter bødernes størrelse under hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed, i en situation, hvor flere virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, pålægges bøder, ikke forpligtet til at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de berørte virksomheder, afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning eller deres omsætning på det af overtrædelsen berørte marked. Den endelige bøde udgør således for det første ikke et forhold, som er egnet til at bestemme, om bøden eventuelt står i misforhold til karteldeltagernes betydning. Fastsættelsen af den endelige bøde er navnlig et resultat af forskellige omstændigheder, som er forbundet med den pågældende virksomheds enkelte adfærd, og ikke dennes markedsandel eller omsætning, såsom overtrædelsens varighed, tilstedeværelsen af skærpende eller formildende omstændigheder og omfanget af den nævnte virksomheds samarbejde.

(jf. præmis 450-456)