Language of document :

Appel iværksat den 1. juni 2018 af Republikken Polen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 15. marts 2018 i sag T-507/15, Republikken Polen mod Kommissionen

(Sag C-358/18 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. marts 2018 i sag T-507/15, Republikken Polen mod Europa-Kommissionen, ophæves for så vidt som følgende anbringender, hvormed der blev nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015 (meddelt under nummer C(2015) 4076) om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) 1 , blev forkastet:

a)    Den anden del af det første anbringende, der omhandler den effektive virkning af kontrol på stedet ved foreløbigt anderkendte producentorganisationer.

b)    Den anden del af det andet anbringende, der omhandler bedømmelsen af risikoen for tab for fondene og størrelsen af den faste korrektionssats, som blev anvendt på udgifterne i forbindelse med foranstaltningen »Frugt og grøntsager – foreløbigt anerkendte producentorganisationer«.

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015 (meddelt under nummer C(2015) 4076) om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres for så vidt som udgifter på 55 375 053,74 EUR, som Republikken Polens godkendte betalingsorgan har afholdt, udelukkes fra EU-finansiering.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten forkastede i den appellerede dom Republikken Polens søgsmål med påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse, hvormed udgifter på 142 446,05 EUR, som Republikken Polens godkendte betalingsorgan havde afholdt inden for rammerne af foranstaltningerne »Frugt og grøntsager – driftsprogrammer« og »Frugt og grøntsager – foreløbigt anerkendte producentorganisationer«, blev udelukket fra EU-finansiering.

Kommissionen havde foreholdt Republikken Polen tre overtrædelser ved udgifterne til denne foranstaltning. Disse overtrædelser vedrørte for det første kontrol på stedet af, at producentorganisationernes opfyldte anerkendelseskriterierne (antallet af kontroller), for det andet kontrol på stedet af den foreløbige anerkendelse som producentorganisation eller anerkendelse som producentsammenslutning og for det tredje støtte, som var blevet betalt til producentsammenslutningerne til udgifter til frø i forbindelse med driftsprogrammerne.

Den anden foreholdte tilsidesættelse havde bestået i, at de polske myndigheder ikke havde kontrolleret mindsteværdien af den salgbare produktion før den foreløbige anerkendelse som producentorganisation eller anerkendelsen som producentsammenslutning, dvs. et kriterium af grundlæggende betydning for anerkendelsen. Efter Kommissionens opfattelse var den af de polske myndigheder gennemførte kontrol ikke effektiv. Denne kontrol var ifølge Kommissionen af afgørende betydning, og Kommissionens konstatering af overtrædelsen udgjorde grundlaget for, at der blev foretaget en fast korrektion på 10% af udgifterne såvel til foranstaltning »Frugt og grøntsager – driftsprogrammer« som til foranstaltning »Frugt og grøntsager – foreløbigt anerkendte producentorganisationer«.

Republikken Polen har gjort følgende appelanbringender gældende mod den appellerede dom:

1.    Der foreligger en åbenbar fordrejning af de faktiske omstændigheder

Overførslen af konklusionerne vedrørende uregelmæssighederne ved kontrollen af producentsammenslutningerne før deres anerkendelse på kontrollen af producentorganisationerne før den foreløbige anerkendelse.

Det fastslåede om, at kontrollen af producentorganisationerne før den foreløbige anerkendelse ikke havde været effektiv, til trods for Kommissionens standpunkt i skrivelsen af 1. marts 2011, hvorved det blev bekræftet, at denne kontrol var effektiv.

Republikken Polen har i forbindelse med dette anbringende for det første gjort gældende, at Retten retsstridigt overførte konstateringerne vedrørende uregelmæssigheder ved kontrollen af producentsammenslutningerne, f.eks. Vegapol eller Zrzeszenie Plantatorów Owoców i Warzyw in Łowicz, på bedømmelsen af den effektive virkning af kontrollen af producentorganisationerne før deres foreløbige anerkendelse. Endvidere fordrejede Retten åbenbart de faktiske omstændigheder, da den tog stilling til den modstrid, som Republikken Polen gjorde gældende, at der forelå mellem Kommissionens skrivelse af 1. marts 2011, hvori Kommissionen bekræftede, at den kontrol, som de polske myndigheder havde foretaget før den foreløbige anerkendelse som producentorganisation, var effektiv, og skrivelsen af 24. februar 2014, hvori Kommissionen for så vidt foreholdte Republikken Polen overtrædelser. Disse fordrejninger foranledigede Retten til at træffe åbenbart urigtige konklusioner vedrørende den manglende effektive virkning af kontrollen af producentorganisationer før deres foreløbige anerkendelse.

2.    Tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsprøvelse af størrelsen af den af Kommissionen anvendte faste korrektion

Republikken Polen har gjort gældende, at Retten ikke foretog en retslig prøvelse af lovligheden af størrelsen af den af Kommissionen anvendte faste korrektion for foranstaltningen »Frugt og grøntsager – foreløbigt anerkendte producentorganisationer«. Retten begrænsede navnlig sin prøvelse til udelukkende at omhandle spørgsmålet, om den i sagen omhandlede kontrol udgør en hovedkontrol som omhandlet i Retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen (VI/5530/97-PL). Retten efterprøvede derimod ikke alle de øvrige aspekter, som Kommissionen skulle have taget i betragtning ved bedømmelsen af risikoen for tab for Unionens budget og fastsættelsen af korrektionssatsen.

3.    Dommen indeholder ikke en tilstrækkelig begrundelse med hensyn til Rettens konstatering af, at Kommissionen har

godtgjort, at der foreligger en overtrædelse af gældende bestemmelser ved kontrollen af producentorganisationer før den foreløbige anerkendelse og

fastsat den faste korrektionssats på lovlig vis

Republikken Polen har i forbindelse med dette anbringende anført, at Dommen er behæftet med en begrundelsesmangel med hensyn til det af Rettens fastslåede om for det første, at kontrollen af producentorganisationer før deres foreløbige anerkendelse ikke var effektiv, og for det andet, at den faste korrektionssats på 10%, der blev anvendt på foranstaltning »Frugt og grøntsager – foreløbigt anerkendte producentorganisationer« var lovlig.

____________

1 EUT L 182, s. 39.