Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 25. april 2016 – Asociación Nacional de Grandes Empresas de Distribución (ANGED) mod Diputación General de Aragón

(Sag C-236/16)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo, Sala de lo Contencioso-Administrativo, Sección Segunda

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Asociación Nacional de Grandes Empresas de Distribución (ANGED)

Sagsøgt: Diputación General de Aragón

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes således, at de er til hinder for en regional afgift, som angiveligt pålægges miljøskader forårsaget af anvendelsen af bygninger og anlæg, der er knyttet til aktiviteter og trafik i detailhandelscentre, der råder over et stort salgs- og parkeringsareal til deres kunder, såfremt det offentlige salgsareal er på over 500 m2, men som i praksis opkræves, uanset om disse detailhandelscentre reelt er placeret uden for eller inden for byzonen, og i de fleste tilfælde pålægges virksomheder fra andre medlemsstater, i betragtning af: i) afgiften i praksis ikke pålægges forretningsdrivende, der ejer flere detailhandelscentre, uanset det samlede offentlige salgsareal, hvis ingen af disse detailhandelscentre har et offentligt salgsareal på over 500 m2, eller hvis nogen eller nogle af dem overskrider denne grænseværdi, men afgiftsgrundlaget er på under 2 000 m2, men derimod påhviler forretningsdrivende med ét detailhandelscenter med et offentligt salgsareal, der overskrider disse grænseværdier, og ii) at afgiften ikke pålægges detailhandelscentre, der udelukkende beskæftiger sig med salg af maskiner, køretøjer, værktøj og industrimaterialer; byggematerialer, vvs-artikler, døre og vinduer, der udelukkende sælges til fagfolk; salg af møbler i individuelle, traditionelle og specialiserede forretninger; salg af motorkøretøjer ved autoriserede forhandlere og reparatører; salg af gartneri- og havebrugsprodukter fra planteskoler samt salg af brændsel og motorbrændstof, uanset størrelsen af disse detailhandelscentres offentlige salgsareal?

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at følgende udgør statsstøtte, der er forbudt i henhold til denne bestemmelse: den manglende afgiftspligt i praksis for så vidt angår IDMGAV for detailhandelscentre med et offentligt salgsareal på under 500 m2 eller et større areal for detailhandelscentre med et afgiftsgrundlag på under 2 000 m2 og for detailhandelscentre, der udelukkende beskæftiger sig med salg af maskiner, køretøjer, værktøj og industrimaterialer; byggematerialer, vvs-artikler, døre og vinduer, der udelukkende sælges til fagfolk; salg af møbler i individuelle, traditionelle og specialiserede forretninger; salg af motorkøretøjer ved autoriserede forhandlere og reparatører; salg af gartneri- og havebrugsprodukter fra planteskoler samt salg af brændsel og motorbrændstof?

____________