Language of document : ECLI:EU:T:2013:130

Sag T-588/08

Dole Food Company, Inc. og
Dole Germany OHG

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for bananer – beslutning, hvori der konstateres en overtrædelse af artikel 81 EF – begrebet samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål – system til udveksling af oplysninger – begrundelsespligt – ret til kontradiktion – retningslinjerne for beregning af bøder – overtrædelsens grovhed«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 14. marts 2013

1.      Retslig procedure – fremlæggelse af beviser – frist – for sen indgivelse af beviser – betingelser

(Art. 256 TEUF; Rettens procesreglement, art. 48, stk. 1)

2.      Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – formodning – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Karteller – samordnet praksis – begreb – konkurrencebegrænsende formål – bedømmelseskriterier – ingen direkte forbindelse mellem den samordnede praksis og detailpriserne – ikke relevant

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Karteller – samordnet praksis – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering – ingen konkurrencebegrænsende virkninger på markedet – ikke relevant – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning – aftaleparternes hensigt om at begrænse konkurrencen – ikke-nødvendigt kriterium – Kommissionen eller Unionens retsinstansers hensyntagen til en sådan hensigt – lovlig

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – bevisværdien af frivillige erklæringer afgivet af hoveddeltagerne i et kartel med henblik på at være omfattet af samarbejdsmeddelelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

6.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne – forpligtelse til at drøfte alle de faktiske og retlige omstændigheder, som er blevet fremdraget under den administrative procedure – foreligger ikke – angivelse af oplysninger om de hensyn, Kommissionen har taget i betragtning, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse – senere meddelelse af mere præcise oplysninger – ingen betydning

(Art. 81, stk. EF, 82 EF og 253 EF)

7.      Karteller – samordnet praksis – begreb – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsning – vurdering i forhold til overtrædelsens art – drøftelser blandt konkurrenter af faktorer i prisfastsættelsen og prisudviklingen før fastsættelsen af deres referencepriser – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål

(Art. 81, stk. 1, EF)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – nødvendigt indhold – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – ikke overensstemmelse mellem beslutningen og klagepunktsmeddelelsen – tilsidesættelse af retten til forsvar – betingelse – den pågældende virksomheds påvisning af, at der gøres nye klagepunkter gældende

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

9.      Karteller – samordnet praksis – begreb – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsning – vurdering af det pågældende markeds normale vilkår – marked, der er underlagt en særlig regulering, og som er organiseret i ugentlige cyklusser – bedømmelseskriterier

(Art. 81, stk. 1, EF)

10.    Karteller – samordnet praksis – begreb – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsning – vurdering af tidspunkterne for og hyppigheden af kommunikationen – de relevante markedsvilkår og genstanden for den samordnede praksis – bedømmelseskriterier – krav om årsagsforbindelse mellem samordningen og virksomhedernes adfærd på markedet – formodning for en sådan forbindelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

11.    Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – tilsvarende krav for argumenter, der fremføres til støtte for et anbringende – argumenter, der ikke er anført i stævningen – generel henvisning til andre skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen – afvisning

[Art. 256 TEUF; statutten for EF-Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – Kommissionens skønsmargen – tidligere beslutningspraksis – vejledende karakter

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

13.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – den pågældende virksomheds økonomiske situation – hensyn taget hertil – ingen forpligtelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40-42)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 55-57, 60-62, 427 og 541)

3.      Med hensyn til muligheden for i konkurrencesager at antage, at en samordnet praksis har et konkurrencebegrænsende formål, selv når denne praksis ikke direkte er knyttet til detailpriserne, giver ordlyden af artikel 81, stk. 1, EF ikke mulighed for at antage, at denne bestemmelse kun forbyder samordnet praksis, som har en direkte indvirkning på den pris, som den endelige forbruger betaler. Det fremgår derimod af artikel 81, stk. 1, litra a), EF, at en praksis kan have et konkurrencebegrænsende formål, hvis den består i direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser.

Artikel 81 EF har, i lighed med traktatens øvrige konkurrenceregler, ikke kun til formål at beskytte konkurrenters eller forbrugeres umiddelbare interesser, men derimod at beskytte strukturen på markedet og dermed konkurrencen som sådan. Navnlig er den omstændighed, at en samordnet praksis ikke har nogen direkte indvirkning på prisniveauet, ikke til hinder for at fastslå, at den har begrænset konkurrencen mellem de berørte virksomheder. Konstateringen af, at en samordnet praksis har et konkurrencebegrænsende formål, er derfor ikke betinget af, at der foreligger en direkte forbindelse mellem denne og detailpriserne.

(jf. præmis 64, 65 og 546)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 68-70, 412, 413, 543 og 544)

5.      Den omstændighed, at der fremsættes anmodning om at være omfattet af anvendelsesområdet for meddelelsen af 2002 om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager med henblik på at opnå en bødenedsættelse, medfører ikke nødvendigvis en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige deltagere i det påtalte kartel. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan således skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af meddelelsen om bødefritagelse i fare.

Det forhold, at den overtrædelse, der i sidste instans blev fastslået i den anfægtede beslutning, ikke på alle punkter stemmer overens med oplysningerne i anmodningen om bødefritagelse for så vidt angår formålet med den retsstridige adfærd, dens varighed og antallet af virksomheder, som var berørt og blev pålagt sanktioner, er ikke ensbetydende med, at den virksomhed, som fremsatte anmodningen, og dens forklaringer, som udgør en del af grundlaget for Kommissionens konklusioner om, at der forelå en overtrædelse af artikel 81 EF, savner troværdighed.

(jf. præmis 91 og 100)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 125, 126, 133, 264 og 647)

7.      På konkurrenceområdet må der sondres mellem på den ene side konkurrenter, der indsamler oplysninger uafhængigt eller drøfter fremtidige priser med kunder og tredjeparter, og på den anden side konkurrenter, som drøfter faktorer i prisfastsættelsen og prisudviklingen med andre konkurrenter, inden de fastsætter deres referencepriser. Førstnævnte adfærd giver ikke anledning til problemer i relation til udøvelsen af en fri, ufordrejet konkurrence, men det gælder ikke sidstnævnte, der strider imod kravet om, at enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på det fælles marked, idet dette krav om uafhængighed kategorisk forhindrer enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, som har til formål eller til følge enten at påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfærd eller at informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som man har besluttet sig til – eller overvejer – selv at følge.

Selv hvis nogle oplysninger kan indhentes fra andre kilder, gør oprettelsen af et sådant udvekslingssystem det muligt for de berørte virksomheder at få kendskab til oplysningerne på en mere enkel, hurtig og direkte måde og at foretage en fælles ajourført vurdering af dem, hvilket skaber en atmosfære af gensidig sikkerhed med hensyn til deres fremtidige prispolitik.

Ved hjælp af kommunikation forud for prisfastsættelsen kan de berørte virksomheder røbe, hvilken strategi de forventer at følge, eller i det mindste gøre det muligt for de enkelte deltagere at vurdere, hvilken fremtidig adfærd konkurrenter vil udvise for så vidt angår fastsættelsen af referencepriserne. Denne kommunikation kan således mindske usikkerheden om konkurrenternes fremtidige beslutninger vedrørende referencepriserne, og virksomhederne samordner på den måde fastsættelsen af disse priser og det budskab, markedet skulle have, i stedet for at fastlægge deres prispolitik uafhængigt.

En udveksling af oplysninger behøver ikke at være basis for eller en del af et bredere kartel for at kunne påtales. Den kan betragtes selvstændigt som en samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål, hvis den består i direkte eller endog indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser, således som det bestemmes i artikel 81, stk. 1, litra a), EF. Kommunikation forud for prisfastsættelsen, som omhandler samordning af referencepriser, vedrører prisfastsættelse. Dette udgør en samordnet praksis, som har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 81 EF.

(jf. præmis 291, 292, 402, 403, 414, 584, 585, 653 og 654)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 335, 588 og 589)

9.      Udveksling af oplysninger mellem konkurrenter kan være i strid med konkurrencereglerne, såfremt den formindsker eller fjerner usikkerhedsgraden vedrørende det relevante markeds funktion og følgelig begrænser konkurrencen mellem virksomhederne. Disse regler udelukker enhver kontakt mellem erhvervsdrivende, når sådanne kontakter har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår i betragtning af produkternes eller de præsterede tjenesteydelsers art, størrelsen og antallet af virksomheder på markedet samt dettes omfang.

Hvis udbuddet på et marked er stærkt koncentreret, kan udveksling af visse oplysninger, alt efter navnlig hvilken type oplysninger der udveksles, give virksomhederne kendskab til deres konkurrenters placering på markedet og deres forretningsstrategi og dermed fordreje den rivalisering, der finder sted på markedet, og øge sandsynligheden for samordning eller lette en sådan samordning. Hvis udbuddet omvendt har en opsplittet karakter, kan spredning og udveksling af oplysninger blandt konkurrenter have en neutral eller positiv virkning på markedets konkurrencemæssige karakter. En informationsudvekslingsordning kan udgøre en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, selv om det relevante marked ikke er et stærkt koncentreret oligopolistisk marked.

En regelmæssig og hyppig deling af oplysninger vedrørende de fremtidige referencepriser, som kunstigt forøger gennemsigtigheden på et marked, hvor konkurrencen allerede er stærkt svækket som følge af en særlig regulering, der gælder på området, og forudgående udvekslinger af oplysninger, bl.a. på et marked, som er organiseret i ugentlige cyklusser, udgør en overtrædelse af konkurrencereglerne.

(jf. præmis 339-341, 405 og 545)

10.    Med hensyn til, hvornår det ud fra antallet og regelmæssigheden af kontakterne mellem konkurrenter kan fastslås, at der foreligger en ulovlig samordning, gælder det inden for konkurrenceområdet, at både genstanden for den samordnede praksis og de relevante markedsvilkår har betydning for, hvor ofte, med hvilke intervaller og i hvilken form konkurrenter skal have indbyrdes kontakt, for at det fører til en samordning af deres adfærd på markedet. Hvis de deltagende virksomheder aftaler et kartel med et komplekst system for en samordnet praksis vedrørende en lang række aspekter af deres adfærd på markedet, er regelmæssige kontakter over en længere periode muligvis nødvendige. Er formålet derimod kun en punktuel samordning, der omfatter en enkeltstående tilpasning af praksis vedrørende et enkelt konkurrenceparameter, kan en enkeltstående kontakt mellem konkurrenter danne et tilstrækkeligt grundlag for at opfylde det af de deltagende virksomheder forfulgte konkurrencebegrænsende formål.

Det afgørende er ikke antallet af møder mellem de berørte virksomheder, men om det eller de kontakter, der har fundet sted, giver dem mulighed for at tage hensyn til udvekslingen af oplysninger med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på det relevante marked og bevidst vælge et praktisk samarbejde i stedet for at udsætte sig for risikoen for konkurrence. Hvis det kan godtgøres, at virksomhederne har foretaget samordning og er forblevet aktive på markedet, er det berettiget at kræve af dem, at de fører bevis for, at denne samordning ikke har haft indflydelse på deres adfærd på det nævnte marked.

Eksistensen af et enkelt tilfælde af kommunikation mellem konkurrenterne forud for prisfastsættelsen under den omhandlede periode er ikke tilstrækkeligt til at kendetegne en hemmelig adfærd. På den anden side kan det ikke kræves, at Kommissionen fører bevis for, at der fandt en ugentlig kommunikation forud for prisfastsættelsen sted i hele den af overtrædelsen omfattede periode. Beviset for, at der forelå et vist antal kontakter, der var tilstrækkeligt indbyrdes sammenhængende, som gjorde det muligt at etablere et system til spredning af oplysninger, er tilstrækkeligt til, at en adfærd kan karakteriseres som hemmelig.

(jf. præmis 368, 369, 373 og 400)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 461-464)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 660 og 662)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 673)