RETTENS DOM (Anden Afdeling)

7. december 2010 (*)

»Statsstøtte – delvis afskrivning af en skattegæld i henhold til en kreditorprocedure – beslutning, der erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf – kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi«

I sag T-11/07,

Frucona Košice a.s., Košice (Slovakiet), ved barrister B. Hartnett og advokaterne O.H. Geiss og A. Barger,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved B. Martenczuk og K. Walkerová, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

St. Nicolaus-trade a.s., Bratislava (Slovakiet), ved advokat N. Smaho,

intervenient,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 7. juni 2006 om Den Slovakiske Republiks statsstøtte C 25/2005 (ex NN 21/2005) til Frucona Košice a.s. (EUT 2007 L 112, s. 14),

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer) og S. Soldevila Fragoso,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kantza,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. oktober 2009,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1.     Fællesskabsbestemmelser

1        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber vedtog i 1999 Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EFT C 288, s. 2, herefter »rammebestemmelserne af 1999«).

2        Punkt 31 i rammebestemmelserne af 1999 er affattet som følger:

»For at der kan ydes støtte, skal der iværksættes en omstruktureringsplan, der skal godkendes af Kommissionen, for al individuel støtte.«

3        For så vidt angår små og mellemstore virksomheder (SMV) fastsætter punkt 55, under afsnittet med overskriften »Støtte til omstrukturering af SMV«, følgende:

»Støtte til SMV […] vil normalt påvirke samhandelsvilkårene mindre end støtte til større virksomheder. Dette gælder også for støtte til omstrukturering, således at kravet er mindre med hensyn til betingelserne i [punkt] 29-47: Ydelse af støtte er generelt ikke knyttet sammen med modydelser (jf. [punkt] 35-39), medmindre andet er fastsat i statsstøttebestemmelserne for de enkelte sektorer, og der stilles mindre strenge krav om rapporternes indhold (jf. [punkt] 45, 46 og 47). Derimod gælder princippet om »engangsstøtte« ([jf. punkt] 48-51) fuldt ud for små og mellemstore virksomheder.«

2.     Nationale bestemmelser

4        Zákon 328/1991 Zb. o konkurze a vyrovnaní (lov nr. 328/1991 vedrørende retslig likvidation og kreditorordninger (herefter »lov om retslig likvidation og kreditorordninger«)) indeholder de bestemmelser, der finder anvendelse i Slovakiet med hensyn til procedurerne for retslig likvidation og kreditorordninger.

 Faktiske omstændigheder

1.     Sagsøgeren

5        Sagsøgeren, Frucona Košice a.s., er et selskab oprettet under slovakisk lov med hjemsted i Košice (Slovakiet), en by, som den 7. juni 2006 lå i en region, der var berettiget til regionalstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). I 1995, da den blev oprettet, erhvervede sagsøgeren aktiverne og passiverne i en tidligere statsejet virksomhed.

6        Oprindeligt var sagsøgeren aktiv dels inden for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, dels inden for fremstilling af levnedsmidler, såsom frugt, grøntsager og saft på dåse, samt produktion af kulsyreholdige og kulsyrefrie drikkevarer. Den 6. marts 2004 blev sagsøgerens tilladelse til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige drikkevarer inddraget, fordi selskabet ikke havde betalt de punktafgifter, der påhvilede det. Sagsøgeren har ikke produceret alkohol siden, men foretaget distribution heraf i overensstemmelse med en aftale indgået den 24. august 2004 med Old Herold, s.r.o. Sagsøgeren udlejede i henhold til denne aftale sine fabrikker til fremstilling af spirituosa i Košice og Obišovce (Slovakiet) til Old Herold, hvor sidstnævnte på licens producerede alkoholholdige varer, som sagsøgeren herefter købte med henblik på videresalg til sine kunder under varemærket Frucona.

2.     Nationale administrative procedurer og domstolsprocedurer

7        Efter ikrafttrædelsen den 1. januar 2004 af zákon č. 609/2003 Z. z., ktorým sa mení a dopĺňa zákon Slovenskej národnej rady č. 511/1992 Zb. o správe daní a poplatkov a o zmenách v sústave územných finančných orgánov v znení neskorších predpisov a ktorým sa menia a dopľňajú niektoré ďalšie zákony (lov nr. 609/2003 om ændring og supplering af Det Nationale Råd i Slovakiets lov nr. 511/1992 om administration af skatter, told og afgifter, ændringer i ordningen for regionale skattemyndigheder samt ændring og supplering af visse andre love), som bl.a. foreskriver, at en afgiftspligtig person kun kan anmode om henstand med betaling af skat og afgifter en gang om året, fik sagsøgeren betydelige økonomiske vanskeligheder, som ikke gjorde det muligt for selskabet at betale de punktafgifter, der påhvilede den for januar 2004, og som skulle indbetales den 25. februar samme år. Sagsøgeren havde tidligere flere gange fået betalingshenstand for betaling af selskabets skattegæld, som var blevet tildelt det efter finansiel sikkerhedsstillelse til de slovakiske skattemyndigheder. Sagsøgeren blev følgelig forgældet som omhandlet i loven om retslig likvidation og kreditorordninger.

8        Fordi man forudså de økonomiske vanskeligheder som følge af ændringsforslagene og i sidste ende den ændring, som blev vedtaget med hensyn til lovgivningen om skattehenstand, havde sagsøgeren, bl.a. repræsenteret af dennes generaldirektør, holdt møde med repræsentanterne for det slovakiske skattedirektorat den 16. december 2003 og den 23. januar 2004. Sagsøgerens generaldirektør mødtes også med den slovakiske finansminister den 30. januar 2004. Under disse møder orienterede sagsøgeren navnlig myndighederne om selskabets forslag om at fastsætte sine skattemæssige forpligtelser i forbindelse med en eventuel kreditorordningsprocedure.

9        I mellemtiden havde sagsøgeren ligeledes kontaktet de lokale skattemyndigheder, som selskabet henhørte under, nemlig skattekontoret, Košice IV (herefter »de lokale skattemyndigheder«). Ved skrivelse af 8. januar 2004 underrettede sagsøgeren med hensyn til punktafgifterne de lokale skattemyndigheder om, at selskabet ikke ville være i stand til i februar 2004 at betale de skyldige beløb, og foreslog myndighederne at lade disse beløb betale over en periode på fem år eller acceptere et forslag til en kreditorordning, i medfør af hvilken betalingen ville begrænse sig til 35% af de skyldige beløb. Ved skrivelse af 3. februar 2004 afviste direktøren for de lokale skattemyndigheder det første led af den alternative løsning, som sagsøgeren fremkom med, og svarede med hensyn til den alternative løsnings andet led, dvs. forslaget til en kreditorordning, som følger: »[…] i princippet modsætter skatteadministratoren sig ikke oprettelsen af en kreditorordning. Til gengæld kan den ikke imødekomme Deres forslag om betaling af 35% af det skyldige beløb. Det forventes fra vor side, at kreditorordningens vilkår og betingelser vil blive drøftet inden indgivelsen af forslaget til en kreditorordning«.

10      Sagsøgeren indgav den 8. marts 2004 en anmodning om at indlede en kreditorprocedure ved Krajský súd v Košiciach (retten for regionen Košice, Slovakiet), hvori selskabet redegjorde for dets gældskrise og i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om retslig likvidation og kreditorordninger beskrev de forskellige foranstaltninger, som skulle gøre det muligt for det at genoprette den økonomiske stabilitet efter afslutningen af kreditorordningsproceduren. Den samlede skattegæld, som blev taget i betragtning i henhold til sagsøgerens forslag til en kreditorordning, var på ca. 640,8 mio. slovakiske kroner (SKK), af en samlet gæld på ca. 644,6 mio. SKK. I forbindelse med selskabets forslag til en kreditorordning foreslog sagsøgeren alle sine simple kreditorer og visse privilegerede kreditorer at betale alle en andel på 35% af det samlede beløb, som selskabet skyldte dem.

11      Ved afgørelse af 29. april 2004 fastslog Krajský súd v Košiciach, at betingelserne i artikel 46 ff. i lov om retslig likvidation og kreditorordninger var opfyldt, og traf derfor afgørelse om, at kreditorproceduren kunne indledes i henhold til lovens artikel 50, stk. 3. I forbindelse med denne procedure opfordrede Krajský súd v Košiciach bl.a. sagsøgerens kreditorer om at føre bevis for deres respektive fordringer. Krajský súd v Košiciach udpegede i øvrigt en administrator for kreditorordningen og indkaldte sagsøgeren og selskabets kreditorer til et kreditorordningsretsmøde den 9. juli 2004 (herefter »kreditorordningsretsmødet af 9. juli 2004«). Endelig gentog Krajský súd v Košiciach kreditorordningens regler, som var blevet formuleret af sagsøgeren i forslaget til kreditorordningen af 8. marts 2004.

12      Med henblik på at give de lokale skattemyndigheder mulighed for at bedømme de relative fordele ved kreditorordningen, den retslige likvidation og skatteinddrivelsen i slovakisk ret, fremlagde sagsøgeren flere revisionsrapporter inden Krajský súd v Košiciachs godkendelse af kreditorordningen. Den 26. april 2004 fremsendte sagsøgere den første revisionsrapport udarbejdet af selskabets interne revisor, K. (herefter »K-rapporten«), hvori udbyttet fra salget af sagsøgernes aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure var blevet vurderet til [fortroligt] mio. SKK. Sagsøgeren fremsendte den 7. juli 2004 den anden revisionsrapport, udarbejdet af et uafhængigt revisionsfirma, selskabet E (herefter »E-rapporten«), hvori det var anført [fortroligt]. En foreløbig udgave af E-rapporten var blevet fremsendt til de lokale skattemyndigheder i slutningen af juni 2004.

13      De slovakiske skattemyndigheder foretog den 21. juni 2004 et kontrolbesøg på stedet i sagsøgerens lokaler. Under kontrolbesøget blev det konstateret, at sagsøgeren den 17. juni 2004 havde en beholdning af likvide midler på [fortroligt] SKK.

14      Ved skrivelse af 6. juli 2004 anmodede generaldirektøren for det slovakiske skattedirektorat de lokale skattemyndigheder om ikke at acceptere sagsøgerens forslag til en kreditorordning under kreditorordningsretsmødet af 9. juli 2004 med henvisning til, at den var ufordelagtig for Den Slovakiske Republik, hvilket fremgik af en skrivelse af 15. januar 2004 fra den slovakiske finansminister, der er vedlagt som bilag, hvori sidstnævnte anmodede om at sørge for, at skatteadministratorerne ikke gav deres samtykke til en nedsættelse af skattegælden til fordel for skatteyderne.

15      Under kreditorordningsretsmødet den 9. juli 2004 accepterede sagsøgerens kreditorer, herunder de slovakiske skattemyndigheder, sagsøgerens forslag til en kreditorordning.

16      Ved afgørelse af 14. juli 2004 godkendte Krajský súd v Košiciach kreditorordningen. Den identificerede først de af sagsøgerens kreditorer, som havde ført bevis for deres fordringer i forbindelse med kreditorordningen. Krajský súd v Košiciach fastslog navnlig, at de slovakiske skattemyndigheder havde et krav på ca. [fortroligt] SKK, for hvilket kreditorordningen indeholdt en bestemmelse om tilbagebetaling af på 35%, dvs. et beløb på ca. 224,3 mio. SKK. Dernæst fastslog Krajský súd v Košiciach, at sagsøgerens kreditorer, herunder de lokale skattemyndigheder som privilegeret kreditor, og følgelig ved en særskilt afstemning, under kreditorordningsretsmødet af 9. juli 2004 alle i overensstemmelse med artikel 58, stk. 4 og 5, og artikel 58b, stk. 1, litra a), og stk. 2, i lov om retslig likvidation og kreditorordninger stemte for sagsøgerens forslag til en kreditorordning. Krajský súd v Košiciach nævnte også de betingelser, der skal være opfyldt, for at den pågældende kreditorordning i overensstemmelse med lovens artikel 60, stk. 1, efterfølgende kan godkendes, inden den fastslog, at betingelserne var opfyldt i denne sag.

17      Den 14. juli 2004 suspenderede og erstattede det slovakiske skattedirektorat direktøren for de lokale skattemyndigheder.

18      Ved skrivelse af 20. oktober 2004 meddelte de lokale skattemyndigheder sagsøgeren, at kreditorordningens regler, som de godkendte under kreditorordningsretsmødet af 9. juli 2004, og hvorefter en del af skattegælden ikke skulle tilbagebetales, udgjorde en indirekte statsstøtte, som er betinget af en tilladelse fra Kommissionen. Myndighederne anmodede også sagsøgeren om inden den 19. november 2004 at fremsende en investeringsplan, som de beløb, der i henhold til Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 29. april 2004 ikke skal tilbagebetales, indgår i.

19      Ved dom af 25. oktober 2004 afviste Najvyšší súd Slovenskej republiky (Slovakiets højesteret) de lokale skattemyndigheders appel i august 2004 til prøvelse af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 14. juli 2004, og fastslog, at den nævnte afgørelse var gyldig og kunne fuldbyrdes pr. 23. juli 2004.

20      Ved skrivelse af 9. november 2004 besvarede sagsøgeren de lokale skattemyndigheders skrivelse af 20. oktober 2004 og anførte, at den havde indgivet en anmodning om en »kreditorprocedure«, og ikke en »ansøgning om statsstøtte«. Sagsøgeren gav i denne skrivelse udtryk for sin uenighed med hensyn til kvalificeringen af et samtykke fra en administrator i en skattemyndighed som statsstøtte. Sagsøgeren angav endvidere, at anmodningen om en investeringsplan forekom selskabet »ubegrundet«.

21      Den 14. december 2004 blev direktøren for de lokale skattemyndigheder, der blev suspenderet den 14. juli 2004, tiltalt for bedrageri og underslæb.

22      Sagsøgeren betalte den 17. december 2004, i overensstemmelse med kreditorordningen, navnlig de lokale skattemyndigheder et beløb på 224,3 mio. SKK, svarende til 35% af selskabets samlede gæld. Ved afgørelse af 30. december 2004 fastslog Krajský súd v Košiciach, at kreditorordningen var gyldig fra den 23. juli 2004 og erklærede kreditorordningsproceduren for afsluttet.

23      Med henblik på at bekræfte fordelene ved en kreditorordningsprocedure frem for retslig likvidation, indhentede sagsøgeren også en tredje revisionsrapport af 27. januar 2005 fra H., [fortroligt] (herefter »H-rapporten«), hvori administratoren – på baggrund af sin erfaring med retslige likvidationer og kreditorordninger i regionen Košice – anførte, at [fortroligt].

24      Ved dom af 6. marts 2006 frifandt Špeciálny súd v Pezinku (særdomstolen i Pezinok, Slovakiet) direktøren for de lokale skattemyndigheder, der blev suspenderet den 14. juli 2004, for alle anklagepunkter.

25      Efter en ekstraordinær anke til prøvelse af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 14. juli 2004 ophævede Najvyšší súd Slovenskej republiky ved afgørelse af 27. april 2006 delvis Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 14. juli 2004 med henvisning til, at restancer for bilafgifter på 424 490 SKK med urette var blevet inddraget i konkursordningen. Najvyšší súd Slovenskej republiky afviste i øvrigt den ekstraordinære appel. Ved afgørelse af 18. august 2006 fuldbyrdede Krajský súd v Košiciach Najvyšší súd Slovenskej republikys afgørelse af 27. april 2006 og fastsatte de korrigerede beløb, som skulle betales til de lokale skattemyndigheder, til 640,4 mio. SKK (35% af dette beløb udgør 224,1 mio. SKK).

3.     Den administrative procedure for Kommissionen

26      Ved skrivelse af 15. oktober 2004 blev der indgivet en klage til Kommissionen vedrørende påstået ulovlig støtte til sagsøgeren.

27      Ved skrivelse af 6. december 2004 opfordrede Kommissionen Den Slovakiske Republik til at underrette den om den omstridte foranstaltning, nemlig den delvise afskrivning af sagsøgerens skattegæld i forbindelse med en kreditorordning.

28      Ved skrivelse af 4. januar 2005 nævnte Den Slovakiske Republik over for Kommissionen, at det var muligt, at sagsøgeren havde modtaget en ulovlig støtte, og anmodede Kommissionen om at godkende den som redningsstøtte til et selskab i økonomiske vanskeligheder.

29      Efter at den havde modtaget supplerende oplysninger oplyste Kommissionen ved skrivelse af 5. juli 2005 Den Slovakiske Republik om, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 88, stk. 2, EF med hensyn til den pågældende foranstaltning (herefter »beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«). Denne beslutning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 22. september 2005 (EUT C 233, s. 47), hvorved de berørte parter ligeledes blev opfordret til at fremsætte bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

30      Den Slovakiske Republik fremsatte sine bemærkninger om den pågældende foranstaltning til Kommissionen ved skrivelse af 10. oktober 2005. Sagsøgeren fremsatte ligeledes ved skrivelse af 24. oktober 2005 sine bemærkninger om den pågældende foranstaltning til Kommissionen, hvorfra de blev videresendt til Den Slovakiske Republik for at give denne mulighed for at kommentere dem, hvilket den gjorde ved skrivelse af 16. december 2005.

31      Den 28. marts 2006 blev der afholdt et møde mellem Kommissionen og sagsøgeren. På dette møde oplyste sagsøgeren navnlig, at selskabet havde valgt en kreditorordningsprocedure i stedet for en retslig likvidationsprocedure, at Old Herold producerede under anvendelse af sagsøgerens aktiver og varemærke, at deres samarbejde, der blev indledt i juli 2004, var baseret på en aftale om eksklusiv distribution af Old Herolds produkter, at værdien af de sikrede aktiver var på 194 mio. SKK, at formålet med E-rapporten var at dokumentere over for de lokale skattemyndigheder, at en kreditorordningsprocedure var at foretrække frem for en retslig likvidationsprocedure, at sagsøgeren ikke var i stand til at forklare, hvorfor selskabet E havde anvendt oplysninger fra den 31. marts 2004, at leverandørlånet fra Old Herold var blevet ydet i andet halvår af 2004, og at standardperioden for opfyldelse af dens forpligtelser var på mellem 14 og 60 dage.

32      Ved skrivelse af 4. april 2006 fremsendte sagsøgeren en kopi af dommen af 6. marts 2006 fra Špeciálny súd v Pezinku til Kommissionen.

33      Ved skrivelse af 5. maj 2006 fremsendte Den Slovakiske Republik yderligere oplysninger til Kommissionen.

34      Den 7. juni 2006 vedtog Kommissionen beslutning 2007/254/EF om Den Slovakiske Republiks statsstøtte C 25/2005 (ex NN 21/2005) til sagsøgeren (EUT 2007 L 112, s. 14, herefter »den anfægtede beslutning«).

35      Den anfægtede beslutnings dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Den statsstøtte, som Den Slovakiske Republik har ydet Frucona Košice a.s., og som beløber sig til 416 515 990 SKK, er uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

1.      Den Slovakiske Republik træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som allerede er udbetalt ulovligt til støttemodtageren.

2.      Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt.

3.      Det beløb, der skal tilbagebetales, pålægges renter i hele perioden fra det tidspunkt, hvor det blev stillet til [sagsøgerens] disposition, og indtil det er blevet tilbagebetalt.

4      Renten beregnes i henhold til bestemmelserne i kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF]. Renten tilskrives med renters rente gennem hele den periode, der er omhandlet i stk. 3.

Artikel 3

Den Slovakiske Republik underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen. Den giver disse oplysninger ved hjælp af spørgeskemaet i bilag I til denne beslutning.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Slovakiske Republik.«

36      Sagsøgeren modtog et eksemplar af den anfægtede beslutning fra Den Slovakiske Republiks ambassade i Bruxelles (Belgien) den 2. november 2006.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

37      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. januar 2007 har sagsøgeren anlagt denne sag.

38      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 8. juni 2007 har virksomheden St. Nicolaus-trade a.s. fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Kommissionens påstande.

39      Ved kendelse af 11. oktober 2007 har formanden for Rettens Anden Afdeling imødekommet denne begæring og besluttet, at idet denne er blevet fremsat efter udløbet af den frist på seks uger, der er fastsat i artikel 115, stk. 1, i Rettens procesreglement, er intervenientens rettigheder dem, der er fastsat i reglementets artikel 116, stk. 6.

40      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 anmodet sagsøgeren og Kommissionen om at indlevere visse dokumenter og at besvare en række spørgsmål skriftligt. Parterne har efterkommet disse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse inden for de fastsatte frister.

41      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 14. oktober 2009.

42      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres, eller i det mindste annulleres beslutningens artikel 1 helt eller delvist.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

43      Kommissionen, støttet at intervenienten, har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

44      Intervenienten har i retsmødet i det væsentlige nedlagt påstand til støtte for Kommissionens påstande – og herved nedlagt påstand – om, at Kommissionen frifindes, samt at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Om realiteten

45      Sagsøgeren har til støtte for annullationspåstanden gjort ti anbringender gældende, for det første om et åbenbart urigtigt skøn vedrørende størrelsen af den pågældende støtteforanstaltning, for det andet en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og artikel 33 EF, for det tredje i det væsentlige om Kommissionens manglende kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning, for det fjerde en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen har antaget, at det var mere hensigtsmæssigt med en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordningsprocedure, for det femte en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen har antaget, at det var mere hensigtsmæssigt med en skatteinddrivelsesprocedure end en kreditordningsprocedure, for det sjette en retlig og faktisk fejl, idet den ikke har løftet den bevisbyrde, der påhvilede den, og har tilsidesat de retsregler, der finder anvendelse på kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi, for det syvende en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen foretog en utilstrækkelig vurdering og undlod at tage hensyn til de beviser, som var til Kommissionens rådighed, for det ottende en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen har taget hensyn til irrelevante beviser, for det niende en tilsidesættelse af artikel 253 EF, idet Kommissionen ikke på tilstrækkelig vis har begrundet den anfægtede beslutning, og for det tiende en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen ikke har fritaget kreditorordningen som omstruktureringsstøtte, og idet den har anvendt rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EUT 2004 C 244, s. 2, herefter »rammebestemmelserne af 2004«) med tilbagevirkende kraft.

1.     Det første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn vedrørende størrelsen af den pågældende støtteforanstaltning

 Parternes argumenter

46      Sagsøgeren har gjort gældende, at det i den anfægtede beslutnings artikel 1 omhandlede beløb, dvs. 416 515 990 SKK, er åbenbart forkert. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke taget hensyn til Najvyšší súd Slovenskej republikys afgørelse af 27. april 2006, som havde nedsat den skyldige skat, som blev lagt til grund i kreditorordningsproceduren, med 424 490 SKK. Det korrekte beløb er 416 240 072 SKK. Den anfægtede beslutning er derfor behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Følgelig skal beslutningen annulleres, eller i det mindste beslutningens artikel 1.

47      Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det første anbringende.

 Rettens bemærkninger

48      Indledningsvis bemærkes, at under et annullationssøgsmål skal lovligheden af den berørte retsakt bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (Domstolens dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, præmis 7, samt Rettens dom af 25.6.1998, forenede sager T-371/94 og T-394/94, British Airways m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2405, præmis 81, og af 14.1.2004, sag T-109/01, Fleuren Compost mod Kommissionen, Sml. II, s. 127, præmis 50).

49      Det fremgår nærmere bestemt af retspraksis, at i forbindelse med en beslutning om statsstøtte skal dennes retmæssighed vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den (Domstolens dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 168; jf. også i denne retning Domstolens om af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 16).

50      En sagsøger kan således ikke gøre omstændigheder gældende for Retten, som ikke er blevet frembragt under den administrative procedure efter artikel 88 EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.9.1994, forenede sager C-278/92 – C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 31, og af 13.6.2002, C-382/99, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 5163, præmis 49 og 76, samt dommen i sagen Fleuren Compost mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 48, præmis 51).

51      Kommissionen kan heller ikke kritiseres for, at den ikke har taget eventuelle faktiske eller retlige momenter i betragtning, som kunne have været fremlagt for den under den administrative procedure, men som ikke er blevet det, da Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold der kunne være blevet forelagt for den (dommen i sagen Fleuren Compost mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 48, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

52      I det foreliggende tilfælde fremgår det af resuméet af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, som blev offentliggjort i EU-Tidende (C 233 af 22.9.2005, s. 47), at Kommissionen lagde vægt på de oplysninger, der fremgår af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 14. juli 2004 om godkendelse af kreditorordningen, for at beregne statsstøttebeløbet, hvilke oplysninger ikke blev anfægtet af Den Slovakiske Republik i dens bemærkninger af 10. oktober 2005, eller af sagsøgeren i selskabets bemærkninger af 24. oktober 2005.

53      Desuden er det ubestridt, at Kommissionen på det tidspunkt, da den udstedte den anfægtede beslutning, ikke af hverken sagsøgeren eller Den Slovakiske Republik var blevet underrettet om Najvyšší súd Slovenskej republikys afgørelse af 27. april 2006 om den nedsættelse af sagsøgerens skattegæld, som skulle tages i betragtning i forbindelse med kreditorordningsproceduren.

54      I henhold til den retspraksis, som er nævnt i præmis 48-50 ovenfor, kan Kommissionen således ikke kritiseres for at have lagt vægt på de oplysninger, der fremgår af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 14. juli 2004, eller for ikke at have taget hensyn til Najvyšší súd Slovenskej republikys afgørelse af 27. april 2006 ved fastsættelsen af statsstøttebeløbet. Det følger heraf, at det første anbringende må forkastes.

2.     Det andet anbringende om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og artikel 33 EF

 Parternes argumenter

55      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og følgelig bør annulleres. For så vidt som sagsøgeren hovedsageligt producerede landbrugsprodukter opført i EF-traktatens bilag I på det tidspunkt, hvor den pågældende foranstaltning blev vedtaget, var det generaldirektorat i Kommissionen, der var kompetent til at foretage undersøgelsen og træffe de skridt, der førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, ifølge sagsøgeren GD for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og ikke GD for Konkurrence. Af samme grunde burde beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og den anfægtede beslutning have været underskrevet af kommissionsmedlemmet med ansvar for landbrug og udvikling af landdistrikter, og ikke kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrence. For det andet har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for ikke i den anfægtede beslutning at have taget hensyn til formålene i artikel 33 EF.

56      Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det andet anbringende.

 Rettens bemærkninger

57      Det bemærkes med hensyn til det andet anbringendes første led om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, at det hviler på en forudsætning om, at sagsøgeren på det tidspunkt, hvor den pågældende foranstaltning blev ydet, hovedsageligt producerede landbrugsprodukter opført i EF-traktatens bilag I, således at alene GD for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og kommissionsmedlemmet med ansvar for landbruget og udviklingen af landdistrikterne havde kompetence til at foretage en undersøgelse vedrørende den pågældende foranstaltning og vedtage beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og den anfægtede beslutning.

58      Som Kommissionen har gjort gældende, følger det imidlertid udtrykkeligt af sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, nærmere bestemt tabel 1 til disse bemærkninger, at sagsøgerens samlede omsætning i 2004 var på ca. 880,3 mio. SKK, og omsætningen fra aktiviteter i forbindelse med produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer var på ca. 728,8 mio. de SKK. Sidstnævnte aktiviteter gav således en omsætning, der står for mere end 82% af sagsøgerens samlede omsætning. Det skal imidlertid fastslås, at sagsøgeren i betragtning af den betydelige andel af omsætningen fra aktiviteter i forbindelse med produktion af alkohol og alkoholholdige varer ikke har påvist, at selskabets aktiviteter inden for produktion af landbrugsprodukter opført i EF-traktatens bilag I på det tidspunkt, hvor den pågældende foranstaltning blev vedtaget, dominerede de førstnævnte. Henset til sagsakterne, må det derfor fastslås, at størstedelen af sagsøgerens samlede omsætning på tidspunktet for de faktiske omstændigheder fulgte af selskabets aktiviteter i forbindelse med produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes, da det åbenbart er i strid med de faktiske forhold.

59      Hvad angår det andet anbringendes andet led om, at Kommissionen ikke har taget hensyn til de formål, som er anført i artikel 33 EF, skal det bemærkes, at enhver stævning ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i overensstemmelse med samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på retsforhandlinger ved Retten, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Såfremt et søgsmål skal kunne admitteres, er det ifølge fast retspraksis nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt fremgår af selve stævningen (jf. Rettens dom af 17.9.2007, sag T-201/04, Microsoft mod Kommissionen, Sml. II, s. 3601, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

60      I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren dog ikke fremlagt nogen faktisk eller retlig omstændighed til støtte for selskabets klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 33 EF. Sagsøgeren har derfor ikke i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), kortfattet angivet det andet anbringendes andet led. Det er således åbenbart, at det andet anbringendes andet led må afvises.

61      Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende, når det bedømmes i dets to led, må forkastes hvad angår det første led, da det åbenbart er i strid med de faktiske forhold, og hvad angår det andet led åbenbart må afvises.

3.     Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af punkt 3 i bilag IV til tiltrædelsestraktaten, artikel 253 EF, artikel 88 EF samt forordning (EF) nr. 659/1999, idet Kommissionen ikke havde kompetence til at træffe den anfægtede beslutning

 Parternes argumenter

62      Ifølge sagsøgeren havde Kommissionen ikke kompetence til at undersøge den pågældende foranstaltning. Sagsøgeren har anført, at denne foranstaltning, forudsat at den udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 87 EF, blev gennemført, da de slovakiske skattemyndigheder inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 (herefter »Den Slovakiske Republiks tiltrædelse«) besluttede at opgive muligheden for en retslig likvidationsprocedure og en skatteinddrivelsesprocedure. Sagsøgeren mener, at selskabet ved indledningen af kreditorordningsproceduren den 29. april 2004 med rette kunne nære en forventning om, at de slovakiske skattemyndigheder udførte alle de formelle handlinger, som er nødvendige for gennemførelsen af kreditorordningen. Efter dette tidspunkt var godkendelsen af forslaget til kreditordningen under kreditorordningsretsmødet den 9. juli 2004 blot en formalitet. Sagsøgeren tilføjer, at den pågældende foranstaltning ikke længere gjaldt fra dette sidstnævnte tidspunkt. Den pågældende foranstaltning udgør derfor en eksisterende støtte og ikke en ny støtte, således at Kommissionen ikke har kompetence til at kræve tilbagebetaling heraf i henhold til artikel 88, stk. 2, EF og artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88 EF] (EFT L 83, s. 1).

63      Kommissionens holdning i den anfægtede beslutning er nærmere bestemt selvmodsigende med hensyn til det tidspunkt, hvor en statsstøtte er blevet ydet i det foreliggende tilfælde. For det første nævner Kommissionen dommen i sagen Fleuren Compost mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 48, til støtte for sin bedømmelse, hvorefter den pågældende foranstaltning først blev ydet ved vedtagelsen af den bindende retsakt, dvs. den 9. juli 2004. For det andet hviler Kommissionens konklusion, hvorefter den pågældende foranstaltning udgjorde en statsstøtte, på den omstændighed, at de slovakiske skattemyndigheder ikke havde gennemført »den relevante procedure inden kreditorordningsprocedurens begyndelse«. Imidlertid fremgår det af såvel Kommissionens administrative praksis som retspraksis, at det i talrige tilfælde er blevet konstateret, at der er tale om en støtte som følge af manglende indgriben, selv om der ikke fandtes noget formelt retligt bindende dokument.

64      Sagsøgeren har i øvrigt anført, at den pågældende foranstaltning ikke længere fandt anvendelse efter Den Slovakiske Republiks tiltrædelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at kreditordningen ikke skabte en forpligtelse for Den Slovakiske Republik efter tiltrædelsen, idet der ikke krævedes nogen betaling eller afskrivning af yderligere gæld.

65      Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det tredje anbringende.

 Rettens bemærkninger

66      Kommissionen har i betragtning 61-68 til den anfægtede beslutning konstateret, at nogle af de relevante begivenheder i den foreliggende sag fandt sted før Den Slovakiske Republiks tiltrædelse. Endvidere pegede den på, at de foranstaltninger, der er gennemført efter tiltrædelsen, klart faldt inden for Kommissionens kompetenceområde i henhold til EF-traktaten, og præciserede, at for at fastslå, på hvilket tidspunkt en given foranstaltning blev iværksat, var det relevante kriterium efter Kommissionens opfattelse det juridisk bindende dokument, hvormed »de kompetente nationale myndigheder tilkender støtte«. I det foreliggende tilfælde er Kommissionen af den opfattelse, dels at forslaget om at indlede kreditorproceduren ikke var et dokument udstedt af »den bevilgende myndighed«, men »modtagerens eget tiltag«, dels at domstolens afgørelse om at iværksætte kreditorproceduren ikke var et dokument udstedt af »den bevilgende myndighed«. Endvidere anførte Kommissionen, at der intet bevis forelå for, at det slovakiske skattedirektorat skulle have tilkendegivet sin enighed i den omhandlede foranstaltning på mødet i december 2003. De slovakiske myndigheder benægtede tværtimod, at der skulle have foreligget en sådan foreløbig enighed. Ifølge Kommissionen blev »den kompetente myndigheds beslutning om at give afkald på nogle af sine krav« truffet den 9. juli 2004, dvs. efter Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, da de lokale skattemyndigheder accepterede sagsøgerens forslag til en kreditorordning. Kommissionen fandt derfor, at den var kompetent til at vurdere den pågældende foranstaltning i henhold til artikel 88 EF.

67      Det tredje anbringende om Kommissionens manglende beføjelse til at træffe den anfægtede beslutning hviler på en forudsætning om, at den pågældende foranstaltning blev ydet inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse.

68      For at kunne tage stilling til, om der er grundlag for det tredje anbringende, er det relevante kriterium »det juridisk bindende dokument, hvormed de kompetente nationale myndigheder tilkender støtte« (jf. i denne retning dommen i sagen Fleuren Compost mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 48, præmis 74).

69      I denne forbindelse skal der først foretages en nøjagtig beskrivelse af den pågældende foranstaltning. Efter sagsøgerens opfattelse blev den pågældende foranstaltning ydet inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, da de lokale skattemyndigheder besluttede ikke at indlede en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure.

70      Som Kommissionen imidlertid med rette har anført, må det antages, at en beslutning fra en national myndighed om ikke at indlede en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure er forskellig fra en beslutning om godkendelse af et forslag til en kreditordning, som i det foreliggende tilfælde indebar, at de lokale skattemyndigheder gav afkald på 65% af deres krav mod sagsøgeren. Mens beslutningen fra en kreditor om ikke at indlede en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure kun tidsmæssigt udsætter en eventuel tvangsinddrivelse af kravet, indebærer denne kreditors beslutning om at godkende et forslag til en kreditorordning, at kreditoren med forbehold af den kompetente rets godkendelse af kreditorordningen endeligt helt eller delvis giver afkald på dette krav. Disse to beslutninger er derfor klart forskellige fra hinanden.

71      På samme måde, sådan som det udtrykkeligt fremgår af ordlyden af både beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og den anfægtede beslutning, består den pågældende foranstaltning af et afkald fra de lokale skattemyndigheder på 65% af disses krav mod sagsøgeren i forbindelse med en kreditorordning. Den pågældende foranstaltning vedrører under ingen omstændigheder en beslutning fra de lokale skattemyndigheder om ikke at indlede en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure.

72      Med henblik på at vurdere berettigelsen af det tredje anbringende om Kommissionens manglende kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning, skal der således udelukkende tages stilling til, hvornår beslutningen fra de lokale skattemyndigheder om at godkende sagsøgerens forslag til en kreditorordning blev vedtaget.

73      Principalt skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren anfører, at Krajský súd v Košiciach i afgørelsen af 29. april 2004 godkendte kreditorprocedureordningen. Kommissionen har derimod gjort gældende, at Krajský súd v Košiciach i den samme afgørelse kun godkendte, at kreditorprocedureordningen blev indledt. Rækkevidden af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 29. april 2004 skal derfor undersøges i det omfang, hvor sagsøgeren til støtte for det tredje anbringende har gjort gældende, at den pågældende foranstaltning blev vedtaget inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, således at Kommissionen ikke havde kompetence til at undersøge foreneligheden af foranstaltningen i forhold til EF-traktatens bestemmelser.

74      I den henseende fremgår det for det første af bestemmelserne i lov om retslig likvidation og kreditorordninger, særlig lovens artikel 50, at dommeren før enhver godkendelse af en kreditorordning i en afgørelse skal fastslå, at betingelserne for at indlede en kreditorprocedureordning er opfyldt. Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 29. april 2004 kan i intet tilfælde udgøre en afgørelse om godkendelse af kreditorordningen i det foreliggende tilfælde.

75      De pågældende kreditorer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 58, stk. 1, i lov om retslig likvidation og kreditorordninger har ført bevis for deres fordringer, kan således dels fremsætte forslag eller erklæringer og stemme om forslaget til kreditordningen skriftligt, endog før afholdelsen af kreditorordningsretsmødet, fastsat i lovens artikel 58, stk. 2.

76      Dels skal indledningen af kreditorprocedureordningen i overensstemmelse med artikel 50, stk. 3, litra b), og artikel 58, stk. 2, i lov om retslig likvidation og kreditorordninger give dommeren mulighed for under et kreditorordningsretsmøde at fastslå, hvilke af de pågældende kreditorer, der godkender forslaget til kreditorordningen, og hvilke der ikke godkender det. Det er kun, hvis betingelserne om flertal i artikel 58a og 58b i lov om retslig likvidation og kreditorordninger er opfyldt, og under overholdelse af bestemmelserne i lovens artikel 60 og 61, at dommeren kan beslutte at godkende kreditorordningen. Det fremgår derfor af bestemmelserne i lov om retslig likvidation og kreditorordninger, at det først er efter indledningen af en kreditorprocedureordning, og efter at de pågældende kreditorer har ført bevis for deres fordringer, og senest under et kreditorordningsretsmøde er blevet anmodet om at stemme for kreditorordningen, at en afgørelse om godkendelse af kreditorordningen kan træffes.

77      Det fremgår dernæst af selve ordlyden af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 29. april 2004, at denne ret opfordrede de pågældende kreditorer til inden ti uger at føre bevis for de fordringer, som de havde i forbindelse med kreditordningsproceduren, indkaldte til et kreditorordningsretsmøde den 9. juli 2004 og gentog kreditorordningens regler, som var blevet formuleret i sagsøgerens forslag til kreditorordning af 8. marts 2004.

78      Det skal endelig bemærkes, at sagsøgeren i selskabets bemærkninger af 24. oktober 2005 oplyste, at Krajský súd v Košiciach den 29. april 2004 havde godkendt kreditorprocedureordningens første trin, således at alle de foreskrevne formelle og materielle betingelser var opfyldt. Sagsøgeren har også tilføjet, at kreditorprocedureordningens andet trin blev formaliseret med vedtagelsen af afgørelsen af 14. juli 2004, hvorved Krajský súd v Košiciach godkendte kreditorordningen.

79      Under hensyn til bemærkningerne i præmis 74-78 ovenfor skal det fastslås, at Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 29. april 2004 ikke udgør et juridisk bindende dokument i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den i præmis 68 ovenfor nævnte retspraksis. Ved den nævnte afgørelse begrænsede Krajský súd v Košiciach sig til at konstatere, at betingelserne for at indlede en kreditorprocedureordning i det foreliggende tilfælde var opfyldt.

80      Hvad for det andet angår virkningerne af en afgørelse om at indlede en kreditorordningsprocedure er det ubestridt, at denne afgørelse i medfør af de for den foreliggende sag relevante nationale bestemmelser navnlig fratager debitoren såvel som dens kreditorer retten til at indlede en retslig likvidationsprocedure under hele kreditorordningsproceduren. Artikel 66 i lov om retslig likvidation og kreditorordninger bestemmer imidlertid, at dommeren, hvis forslaget om kreditordningen ikke godkendes af de pågældende kreditorer, skal bringe kreditorprocedureordningen til ophør. Fra dette tidspunkt har de pågældende kreditorer derfor ret til at indlede en retslig likvidationsprocedure.

81      For det tredje er det ubestridt, at de lokale slovakiske skattemyndigheder i det foreliggende tilfælde havde status som privilegeret kreditor. Det er også ubestridt, at et forslag til en kreditorordning i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om retslig likvidation og kreditorordninger skal godkendes af de privilegerede kreditorer med henblik på, at kreditordningen kan godkendes af dommeren. I modsætning til hvad sagsøgeren har anført, fremgår det imidlertid ikke af sagsakterne, at sagsøgeren inden vedtagelsen af Krajský súd v Košiciachs afgørelse af 29. april 2004 modtog nogen form for tilsagn om godkendelse af selskabets forslag til kreditorordning af 8. marts 2004 fra de lokale skattemyndigheder. Det er derfor med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at den pågældende foranstaltning blev ydet af Den Slovakiske Republik inden den 1. maj 2004.

82      I øvrigt skal det fremhæves, således som det fremgår af 57. betragtning til den anfægtede beslutning, at de slovakiske myndigheder to gange i 2004 udtrykkeligt tilkendegav, at de var imod godkendelsen af sagsøgerens forslag til kreditorordning. Ved skrivelse af 15. januar 2004 anmodede den slovakiske finansminister det slovakiske skattedirektorat om ikke at acceptere forslag til kreditorordninger, som ville betyde, at der skulle gives afkald på skattetilgodehavender. Ved skrivelse af 6. juli 2004 anmodede det nævnte generaldirektorat de lokale skattemyndigheder om ikke at acceptere sagsøgerens forslag til kreditordning.

83      Det fremgår ganske vist af sagsakterne, at Špeciálny súd v Pezinku i dens dom af 6. marts 2006 fandt, at skrivelserne af 15. januar og 6. juli 2004 var uden bindende virkning. Selv om der ikke foreligger nogen bindende virkning for disse skrivelser, viste sådanne anbefalinger dog særdeles tydeligt en holdning hos det slovakiske skattedirektorat, idet sidstnævnte var negativt indstillet ikke alene over for sagsøgerens forslag til kreditorordning, men også mere generelt over for enhver afskrivning af skattegæld på Den Slovakiske Republiks område. Følgelig kan Kommissionen ikke kritiseres for i den anfægtede beslutning at have redegjort for skrivelserne af 15. januar og 6. juli 2004 som omstændigheder, der kan påvise, at de slovakiske myndigheder ikke kunne nå til enighed med hensyn til sagsøgerens forslag til kreditorordning.

84      Som det fremgår af sagsakterne, formaliserede de lokale skattemyndigheder først deres accept af sagsøgerens forslag til en kreditorordning under kreditorordningsmødet den 9. juli 2004. Det er således ubestridt, at det er på grundlag af sagsøgerens kreditorers enstemmige godkendelse, at Krajský súd v Košiciach vedtog afgørelsen om godkendelse af kreditorordningen den 14. juli 2004.

85      De lokale slovakiske skattemyndigheder kunne inden den 9. juli 2004 som privilegeret kreditor have modsat sig sagsøgerens forslag til en kreditorordning, hvilket automatisk ville have medført Krajský súd v Košiciachs afslutning af kreditorprocedureordningen, der blev indledt den 29. april 2004. Det er nemlig ubestridt af sagens parter, at Krajský súd v Košiciach, hvis der ikke forelå en sådan tiltrædelse fra de lokale slovakiske skattemyndigheder, idet der er tale om en af sagsøgerens privilegerede kreditorer, ikke ville have kunnet godkende kreditorordningen. De lokale skattemyndigheder kunne derfor indtil den 9. juli 2004 have nedlagt veto mod sagsøgerens forslag til kreditorordning og ville følgelig have haft ret til at indlede enten en skatteinddrivelsesprocedure eller en retslig likvidationsprocedure efter Krajský súd v Košiciachs afslutning af kreditorprocedureordningen. Det fremgår i øvrigt af sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, at denne med henblik på at bevise, at de lokale skattemyndigheder var overbeviste om, at løsningen med en kreditorordning, som de godkendte den 9. juli 2004, var at foretrække frem for en retslig likvidation, hævdede, at de nævnte myndigheder kunne have interveneret på de forskellige stadier af kreditordningsproceduren med henblik på at forhindre denne kreditorordning. En sådan påstand er i strid med sagsøgerens argument om, at den pågældende foranstaltning blev ydet inden 29. april 2004.

86      Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at det i det foreliggende tilfælde kun er fra det tidspunkt, hvor de lokale skattemyndigheder formelt godkendte forslaget til kreditorordningen, dvs. den 9. juli 2004, at de nævnte myndigheder besluttede at give afkald på 65% af deres fordringer mod sagsøgeren. Det er derfor efter Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, at det juridisk bindende dokument, hvormed de slovakiske myndigheder forpligtede sig til at yde den pågældende støtteforanstaltning, blev vedtaget.

87      Sammenfattende må det tredje anbringende forkastes som ugrundet.

4.     Det fjerde, femte, sjette, syvende, ottende og niende anbringende, der i det væsentlige vedrører retlige og faktiske fejl, som er begået med hensyn til kvalificeringen af den pågældende foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF

 Indledende bemærkninger

88      Det bemærkes, at det fjerde og femte anbringende vedrører henholdsvis en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen har vurderet, at det var mere hensigtsmæssigt med en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordningsprocedure, og en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen har vurderet, at det var mere hensigtsmæssigt med en skatteinddrivelsesprocedure end en kreditordningsprocedure.

89      Det fremgår imidlertid af 75. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen med henblik på at undersøge, om den pågældende foranstaltning kunne kvalificeres som statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, EF, anvendte kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi. Kommissionen undersøgte i den forbindelse, om kreditorprocedureordningen havde indbragt Den Slovakiske Republiks skattemyndigheder større fordele end dem, som administrationen ville have opnået ved en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure. Det var således tilstrækkeligt, at en af disse procedurer var mere fordelagtig end kreditorprocedureordningen, for, at Kommissionen kunne drage den konklusion, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi ikke var blevet overholdt i det foreliggende tilfælde og dermed, at den pågældende foranstaltning udgjorde en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

90      Det skal desuden bemærkes, at det sjette, syvende, ottende og niende anbringende, i det omfang de sigter mod at rejse tvivl om lovligheden af den anfægtede beslutning, for så vidt som den kvalificerer den pågældende foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, knytter sig til enten det fjerde eller det femte anbringende.

91      Der må derfor først angående det fjerde anbringende samt det sjette, syvende, ottende og niende anbringende, for så vidt som de knytter sig til det fjerde anbringende, foretages en undersøgelse af lovligheden af den anfægtede beslutning, idet Kommissionen fandt, at det var mere hensigtsmæssigt med en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordningsprocedure.

92      Kun hvis det må fastslås, at det var med urette, at Kommissionen fandt, at den retslige likvidationsprocedure var mere fordelagtig end kreditorordningsproceduren, er det for det andet nødvendigt at undersøge lovligheden af den anfægtede beslutning i relation til det femte anbringende samt – i det omfang de knytter sig til det femte anbringende i relation til det sjette, syvende, ottende og niende anbringende – idet Kommissionen fandt, at det var mere fordelagtigt med en skatteinddrivelsesprocedure end en kreditordningsprocedure.

 Lovligheden af den anfægtede beslutning, idet Kommissionen fandt, at det var mere fordelagtigt med en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordningsprocedure

 Vedrørende de argumenter, der er fremført i forbindelse med det fjerde anbringende

–       Parternes argumenter

93      Sagsøgeren har gjort gældende, at kreditorordningsproceduren ikke gav selskabet en konkurrencemæssig fordel, fordi de slovakiske skattemyndigheder havde handlet som en privat kreditor, der reelt kun havde til hensigt at maksimere Den Slovakiske Republiks gevinst. Kreditorordningen gav efter sagsøgerens opfattelse for det første ikke selskabet en »klart større« fordel, men udgør også det helt naturlige valg for enhver privat kreditor ved valget mellem en delvis, men omgående opfyldelse af en fordring på den ene side og en langvarig og dyr retslig likvidationsprocedure på den anden side, som omfatter risikoen for kun at få et mindre beløb end det, som kreditoren ville modtage ved gennemførelsen af en kreditorordning. Kommissionen når i den anfægtede beslutning frem til et andet resultat, fordi den går ud fra en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, forkerte konklusioner, ubegrundede antagelser og udokumenterede påstande fra en medlemsstat, der fra begyndelsen, af uklare og mistænkelige grunde, har erkendt, at den havde ydet en ulovlig statsstøtte.

94      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget hensyn til varigheden af den retslige likvidationsprocedure i Slovakiet og tredjemands rapporter desangående. Sagsøgeren anfører, at den væsentligste forskel mellem kreditorprocedureordningen og den retslige likvidationsprocedure angår disse procedurers respektive varighed. Mens de skyldige beløb ved gennemførelsen af en kreditorordning vil blive udbetalt til kreditorerne inden for nogle måneder, vil udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure først blive oppebåret af kreditorerne efter en meget længere procedure. Kommissionen har desuden i 54. betragtning til den anfægtede beslutning alene henvist til de slovakiske myndigheders opfattelse, hvorefter en retslig likvidationsprocedure på grund af det begrænsede antal kreditorer og beholdningen af aktiver med en positiv likvidationsværdi kunne være gennemført hurtigere end gennemsnitsperioden, uden at forklare, hvorledes disse faktorer kunne forkorte procedurens varighed. Sagsøgeren gør i øvrigt gældende, at Kommissionen i svarskriftet indrømmede, at den ikke søgte at danne sig en mening vedrørende spørgsmålet om den sandsynlige varighed af en retslig likvidationsprocedure af sagsøgerens aktiver. Dermed har Kommissionen ikke taget hensyn til »tabt renteafkast« ved sammenligningen af den retslige likvidationsprocedure og kreditorordningsproceduren.

95      Selv om disse faktorer ifølge sagsøgeren havde kunnet føre til en hurtigere retslig likvidationsproceduren end normalt, påhvilede det Kommissionen at tage hensyn til de mange sagsforhold, der kan forlænge procedurens varighed. Sagsøgeren har i den forbindelse gjort gældende, at antallet af potentielle købere, når henses til, at størstedelen af selskabets aktiver er særlige maskiner til produktion og behandling af drikkevarer, var begrænset. Derudover udgjorde deres geografiske beliggenhed en ulempe hvad angår transport og kvalificeret personale. Sagsøgeren er således af den opfattelse, at såvel dens faste ejendom som produktionsmidlerne overhovedet ingen værdi havde for en stor spiritusproducent i Slovakiet, og at det ville have været meget vanskeligt at sælge dem.

96      Sagsøgeren har gjort gældende, at information fra forskellige kilder om den gennemsnitlige varighed af en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet var blevet fremsendt til Kommissionen under undersøgelsen. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet som bilag til sine bemærkninger af 24. oktober 2005 har fremlagt en rapport for Kommissionen fra Verdensbanken fra 2004, og hvoraf det fremgår, at den gennemsnitlige varighed af en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet ifølge det bedst tænkelige scenario var fire år og otte måneder. Det fremgik endvidere af en rapport fra Verdensbanken fra 2002, vedlagt stævningen som bilag, at den retslige likvidationsprocedure er det værste valg for en kreditor, at den varer mellem tre og syv år, og at de privilegerede kreditorer har en særdeles lav dækningssats for deres fordringer på mellem 5% og 10% efter betaling af de administrative omkostninger. Sagsøgeren har for det andet anført, at den slovakiske justitsminister i en rapport fra 2004, som blev meddelt Kommissionen i et bilag til sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, anslog varigheden af en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet til at være på mellem tre og syv år. For det tredje fremgår det af H-rapporten, at [fortroligt]. For det fjerde omtalte Kommissionen i dens rapporter fra 2002 og 2003 om Den Slovakiske Republiks fremskridt i retning mod tiltrædelse af Den Europæiske Union såvel problemerne som de påkrævede forbedringer med hensyn til procedurer for retslig likvidation og insolvensbehandling.

97      Ifølge sagsøgeren er det, selv hvis det antages, at det udbytte fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, der er indeholdt i den anfægtede beslutning, er beregnet på grundlag af den faktor, som er anvendt i E-rapporten, tydeligt, at selv den mest optimistiske private kreditor ville have valgt at få 225 mio. SKK i december 2004 snarere end eventuelt at få op til 239 mio. SKK (275 mio. SKK, svarende til det sandsynlige samlede udbytte fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, minus minimum 36 mio. SKK, svarende til omkostningerne til en retslig likvidationsprocedure), inden for en frist på mellem »mindre end gennemsnittet« og syv år. Sagsøgeren har gjort gældende, at henset til forskellen på 14 mio. SKK mellem det beløb, som sandsynligvis ville blive modtaget ved gennemførelse af kreditorordningen, og det beløb, som kunne tænkes opkrævet i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure på den ene side og den diskonto på 5,1%, som var gældende i marts 2004, på den anden side, måtte den retslige likvidationsprocedure ikke vare mere end 13,5 måneder for, at en privat kreditor vælger en retslig likvidationsprocedure frem for en kreditorordningsprocedure. Så kort en frist var imidlertid utænkelig i den foreliggende sag.

98      Sagsøgeren har for det andet anført, at Kommissionen ikke har taget hensyn til omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet og tredjemands rapporter desangående. Sagsøgeren gør gældende, at disse omkostninger ifølge E-rapporten var på [fortroligt] SKK, dvs. [fortroligt] af udbyttet fra salget af selskabets aktiver, vurderet til [fortroligt] SKK i forbindelse med en sådan procedure, og ifølge K-rapporten på [fortroligt] SKK, dvs. [fortroligt] af udbyttet fra salget af selskabets aktiver, vurderet til [fortroligt] SKK i forbindelse med en sådan procedure. Kommissionen har fra udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, som blev vurderet til 275 mio. SKK, fratrukket et beløb på 36 mio. SKK, som svarer til omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure, der i realiteten svarer til en omkostning forbundet med et udbytte fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, som er vurderet til 204 mio. SKK. Den forholdsmæssige andel af omkostningerne i forhold til det nævnte udbytte vil blive mindre, efterhånden som udbyttet stiger. Kommissionen har derfor med urette vurderet, at de omkostninger, som fremgår af K-rapporten, var lavere end dem, som fremgår af E-rapporten. Sagsøgeren tilføjer, at Kommissionen på grundlag af omkostningen ved en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet, som anslået i rapporten fra Verdensbanken fra 2004, svarende til 18% af udbyttet fra salget af aktiverne i forbindelse med denne procedure, har fastslået, at det forventede samlede udbytte på grundlag af oplysningerne fra den 17. juni 2004 var mindre eller lig med udbyttet fra kreditorordningen. Kommissionens argument, hvorefter en administrator for retslig likvidation ville have fortsat produktionsprocessen, er ikke »overbevisende«, i det omfang sagsøgerens tilladelse til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige varer var blevet frataget selskabet, og virksomheden derfor ikke længere kunne producere alkoholholdige varer.

99      Sagsøgeren har for det tredje kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til den forøgede arbejdsbyrde og de administrationsomkostninger, som selskabet ville have været konfronteret med i tilfælde af indledning af en retslig likvidationsprocedure. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet ikke alene fortsat skulle have betalt løn til sine medarbejdere og driftsomkostningerne, men formentlig også gradvist have ophævet arbejdskontrakterne og derfor betale fratrædelsesgodtgørelser.

100    Sagsøgeren har for det fjerde kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til et fortilfælde på det slovakiske marked for alkoholholdige varer, som en fornuftig privat kreditor ville have taget hensyn til. Sagsøgeren har i denne henseende mindet om, at den i sine bemærkninger af 24. oktober 2005 havde henledt Kommissionens opmærksomhed på den erklærede retslige likvidation af Liehofruct White Lady Distillery, s.r.o. Levoča (herefter »Liehofruct«). Sagsøgeren gør gældende, at denne virksomhed, ligesom sagsøgeren, var blevet ejer af en alkoholproduktionsvirksomhed, som tidligere var ejet af staten, og tilføjer, at skattemyndighederne også var »de største kreditorer«. Sagsøgeren bemærker, at Liehofructs retslige likvidationsprocedure blev indledt i juli 1999, at aktiverne først blev afviklet efter ti auktionsrunder, hvorunder de højeste bud ikke oversteg 30% af den anslåede værdi af virksomheden, og at proceduren efter otte år stadig ikke er afsluttet. Dette viser, at det ikke var nemt at finde en køber til et destilleri med forældet materiel i Østslovakiet.

101    Som svar på Kommissionens argument om, at selskabet ikke har forklaret, hvorledes insolvensbehandlingen af Liehofruct ligner sagsøgerens, har sagsøgeren gjort gældende, at det påhvilede Kommissionen at undersøge dette specielle spørgsmål, og at dens passivitet udgør en åbenbar fejl. Sagsøgeren har ligeledes bestridt Kommissionens påstand om, at aktiverne ville være blevet solgt til markedsprisen. Enhver fornuftig privat kreditor burde ifølge sagsøgeren kunne forvente, at salgsprisen på hans debitors aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure er lavere end den normale markedspris.

102    Sagsøgeren har for det femte gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den slovakiske justitsministers rapport fra 2004, nævnt ovenfor i præmis 96, hvorefter det meget sjældent lykkes privilegerede kreditorer i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure at opnå mere end 5-10% af deres krav mod en insolvent debitor. Denne pessimistiske påstand er imidlertid i modstrid med de slovakiske myndigheders overvældende positive bedømmelse af den retslige likvidationsprocedure i det foreliggende tilfælde. Kommissionen har således ved ikke at bemærke denne modstrid anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

103    Sagsøgeren har i replikken bemærket, at vurderingen af den likvide beholdning til [fortroligt] SKK tog hensyn til den henstand med betalingsfristerne, som Old Herold havde ydet selskabet efter forslaget til kreditorordningen, og hvis beløb oprindeligt forfaldt i juli 2004. Sagsøgeren har uden at bestride tilstedeværelsen af denne likvide beholdning gjort gældende, at Old Herold i forbindelse med den retslige likvidationsprocedure som kreditor også skulle have været betalt. En fornuftig privat kreditor kunne derfor ikke regne med at sælge anlægsaktiver, lagerbeholdningen og kortfristede krav for et beløb over 63,3 mio. SKK, og det efter at have fratrukket lønomkostninger, administrative udgifter og advokatsalærer samt delvis betaling af de eksisterende kreditorer, som Old Herold udgjorde en del af. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at de [fortroligt] SKK, som selskabet fik for salget af dets lagerbeholdning til Old Herold, hvilede på en langsigtet aftale med Old Herold og sidstnævntes forventning om et positivt udfald af kreditorordningen. Old Herold købte ikke den nævnte lagerbeholdning i en konkurssituation. Det er derfor ikke berettiget at tage hensyn til sådanne midler i forbindelse med vurderingen af den »potentielle finansielle fordel« ved en retslig likvidationsprocedure.

104    Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionens påstand, hvorefter skatteinddrivelsen med hensyn til de likvide aktiver kunne have fundet sted alene ved fratagelse, ikke er ikke relevant i det omfang, hvor disse likvide midler under alle omstændigheder var forbeholdt de slovakiske skattemyndigheder.

105    Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det fjerde anbringende.

–       Rettens bemærkninger

106    Det bemærkes for det første, som fastslået i denne doms præmis 49, at retmæssigheden af en beslutning om statsstøtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den.

107    Det bemærkes endvidere, at det er ubestridt, at den pågældende foranstaltning, som består i kreditorernes gældsafskrivning i forbindelse med en af dem godkendt kreditorordning, gav sagsøgeren en fordel. Parterne er derimod uenige om, hvorvidt sagsøgeren i det foreliggende tilfælde under hensyn til kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi under sædvanlige markedsvilkår ville have opnået en sådan økonomisk fordel og derfor, om den nævnte foranstaltning udgør en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

108    I så henseende må det påpeges, at for så vidt som Kommissionens anvendelse af kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi indebærer komplicerede økonomiske vurderinger, ligesom ved anvendelsen af kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi, er den i medfør af fast retspraksis undergivet en kontrol, der er begrænset til, om procedurer og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. Rettens dom af 21.10.2004, sag T-36/99, Lenzing mod Kommissionen, Sml. II, s. 3597, præmis 150 og den deri nævnte retspraksis, stadfæstet ved Domstolens dom af 22.11.2007, sag C-525/04 P, Spanien mod Lenzing, Sml. I, s. 9947, præmis 59).

109    Det skal ligeledes bemærkes, at selv om Domstolen har anerkendt, at Kommissionen er tillagt et vidt skøn for så vidt angår økonomiske vurderinger, indebærer det ikke, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere Kommissionens fortolkning af oplysninger af økonomisk art (Domstolens dom af 15.2.2005, sag C-12/03 P, Kommissionen mod Tetra Laval, Sml. I, s. 987, præmis 39, og dommen i sagen Spanien mod Lenzing, nævnt ovenfor i præmis 108, præmis 56).

110    Det følger således af Domstolens praksis, at Unionens retsinstanser ikke blot skal tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. i denne retning Domstolens dom af 25.1.1979, sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, præmis 5, af 22.10.1991, sag C-16/90, Nölle, Sml. I, s. 5163, præmis 12, og af 18.7.2007, sag C-326/05 P, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen, Sml. I, s. 6557, præmis 76). Inden for rammerne af denne kontrol tilkommer det imidlertid ikke Unionens retsinstanser at sætte deres eget økonomiske skøn i stedet for Kommissionens (Domstolens kendelse af 25.4.2002, sag C-323/00 P, DSG mod Kommissionen, Sml. I, s. 3919, præmis 43).

111    I tilfælde, hvor en fællesskabsinstitution endelig råder over en betydelig skønsbeføjelse, skal der lægges stor vægt på overholdelsen af visse garantier med hensyn til den administrative sagsbehandling. Domstolen har således præciseret, at disse garantier omfatter kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag samt begrunde sin beslutning tilstrækkeligt (dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, og af 7.5.1992, forenede sager C-258/90 og C-259/90, Pesquerias De Bermeo og Naviera Laida mod Kommissionen, Sml. I, s. 2901, præmis 26).

112    Derfor skal kontrollen af lovligheden af den anfægtede beslutning, idet Kommissionen har antaget, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi ikke var opfyldt, begrænses til en undersøgelse af, om Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.

113    Der skal for det andet med henblik på at foretage denne lovlighedskontrol i det foreliggende tilfælde især tages hensyn til de fire følgende parametre:

114    Det første parameter er de slovakiske skattemyndigheder, som har ydet den pågældende foranstaltning, og disses status som kreditor, hvilket i øvrigt ikke er bestridt. Ifølge fast retspraksis bør et offentligt organ, som har indrømmet en gældsafskrivning, sammenlignes med en privat kreditor i en markedsøkonomi, der søger at få inddækket de beløb, som en debitor i økonomiske vanskeligheder skylder ham. Status som kreditor skal således holdes adskilt fra status som privat kreditor, som følger en global eller sektorbestemt strukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter (jf. i denne retning Rettens dom af 11.7.2002, sag T-152/99, HAMSA mod Kommissionen, Sml. II, s. 3049, præmis 167 og den deri nævnte retspraksis).

115    Det andet parameter er den offentlige administration, som har ydet den pågældende foranstaltning, og dennes status som privilegeret kreditor, hvilket ikke bestrides af parterne. Det skal således bemærkes, at når en virksomhed, som står over for en væsentlig forringelse af sin økonomiske situation, foreslår en aftale eller en række aftaler om omstrukturering af dens gæld til sine kreditorer med henblik på at genoprette sin økonomiske situation og undgå afvikling, må hver enkelt kreditor træffe et valg dels med hensyn til det beløb, der bliver tilbudt ham i den foreslåede aftale, dels med hensyn til det beløb, som han forventer at kunne opnå i forbindelse med virksomhedens eventuelle afvikling. Dette valg er påvirket af en række faktorer, såsom om kravet er pantesikret, privilegeret eller simpelt, arten og omfanget af eventuel anden sikkerhed, en vurdering af mulighederne for genopretning af virksomheden og det udbytte, han vil kunne opnå ved en afvikling (dommen i sagen HAMSA mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 114, præmis 168).

116    Det tredje parameter er den særligt forsigtige karakter af den vurdering, som Kommissionen har foretaget med hensyn til udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure. Retten finder i denne forbindelse, at udbyttet fra den retslige likvidationsprocedure, som anslået af Kommissionen i tabel 4 i den anfægtede beslutning, dvs. 275 mio. SKK, udgjorde en minimumsvurdering. Den bogførte værdi af sagsøgerens aktiver, som blev lagt til grund i tabellen, byggede således dels i vid udstrækning på oplysninger fremsendt af sagsøgeren, dels, for så vidt angår oplysningerne fra den 17. juni 2004, på resultaterne af det kontrolbesøg, som de slovakiske skattemyndigheder havde udført i sagsøgerens lokaler den 21. juni 2004.

117    I denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren for det første ikke sætter spørgsmålstegn ved rigtigheden af de oplysninger, som blev indsamlet af de slovakiske skattemyndigheder under kontrolbesøget den 21. juni 2004. For det andet har Kommissionen – således som det navnlig fremgår af fodnote 20 og 23 til den anfægtede beslutning – ikke alene udvist meget stor varsomhed ved vurderingen af aktiverne, men har ligeledes i denne tabel – således som det fremgår af betragtning 84-87 til den anfægtede beslutning – anvendt de likvidationsfaktorer, som er lagt til grund i E-rapporten, selv om den betragtede disse faktorer som for lave.

118    Kommissionen har i øvrigt i tabel 4 i den anfægtede beslutning fremlagt en vurdering af udbyttet fra salget af sagsøgerens langfristede aktiver pr. 17. juni 2004 i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure på 90 mio. SKK, selv om deres bogførte værdi var på 200 mio. SKK. Som det imidlertid fremgår af 87. betragtning til den anfægtede beslutning, gør Kommissionen gældende, at i det omfang disse fordringer var sikret ved pant, hvilket ifølge sagsøgeren selv var for mindst 194 mio. SKK, burde det udbytte, som sagsøgeren kunne have opnået ved likvidation af de langfristede aktiver, mindst have svaret til værdien af de fordringer, der var sikret ved pant. Kommissionen har imidlertid i tabel 4 i den anfægtede beslutning bestræbt sig på, at det er den likvidationsfaktor, som er lagt til grund i E-rapporten, som anvendes.

119    Kommissionen har endelig i tabel 4 i den anfægtede beslutning anvendt en likvidationsfaktor på 20%, nævnt i E-rapporten, for at beregne udbyttet fra salget af sagsøgerens lagerbeholdning i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, mens den bogførte værdi af lagerbeholdningen den 17. juni 2004 var faldet med 125 mio. SKK, dvs. en nedgang på 60% i forhold til lagerbeholdningen i marts 2004.

120    Det fremgår af ovenstående bemærkninger, at vurderingen af udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure pr. 17. juni 2004, som den fremgår af tabel 4 i den anfægtede beslutning, i Kommissionens øjne udgjorde det absolutte minimum, som en privat kreditor ville have regnet med for at vurdere fordelene ved en retslig likvidationsprocedure i forhold til udbyttet fra den kreditorordning, som blev godkendt den 9. juli 2004.

121    Det fjerde parameter er den delvise afskrivning af sagsøgerens gæld. I modsætning til en kreditorprocedureordning giver en retslig likvidationsprocedure således ikke debitor mulighed for at opnå en gældsafskrivning. Med andre ord, hvis udbyttet fra salget af en debitors aktiver efter afslutningen af en retslig likvidationsprocedure ikke var tilstrækkeligt til at fyldestgøre alle kreditorerne, kan disse altid kræve, at debitoren betaler de skyldige restbeløb.

122    Det er således i lyset af disse overvejelser, at sagsøgerens anbringender til støtte for det fjerde anbringende skal undersøges.

123    Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at der ikke blev taget hensyn til varigheden af den retslige likvidationsprocedure i Slovakiet og tredjemands rapporter desangående, skal det først og fremmest bemærkes, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke alene i 54. betragtning til den anfægtede beslutning anførte, at varigheden af en retslig likvidationsprocedure ifølge Den Slovakiske Republik, når henses til de konkrete omstændigheder, ville have været kortere end gennemsnitsperioden, men også i 40. betragtning til den anfægtede beslutning nævnte, at en retslig likvidationsprocedure ifølge sagsøgeren i gennemsnit varer tre til syv år i Slovakiet. Kommissionen præciserede, at sagsøgeren påberåbte sig forhold, statistikker og et eksempel med et slovakisk selskab, der befandt sig i samme situation som sagsøgeren. Følgelig kan Kommissionen ikke kritiseres for ikke at have taget stilling til dette spørgsmål og sagsøgerens standpunkt i denne henseende.

124    Hvad desuden angår det bevismateriale, som Kommissionen var i besiddelse af, skal det bemærkes, at selve de oplysninger, som blev fremsendt af sagsøgeren, ikke opfylder kravene til pålidelighed og sammenhæng. De vurderinger om varigheden af en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet, som sagsøgeren forelagde for Kommissionen, var således generelle og tog ikke hensyn til de særlige omstændigheder ved det foreliggende tilfælde. På samme måde var sådanne vurderinger – for visses vedkommende – omtrentlige og stemte i et vist omfang ikke overens indbyrdes. Sagsøgeren har således påberåbt sig de fire i præmis 96 ovenfor nævnte rapporter, hvori varigheden blev vurderet til henholdsvis fire år og otte måneder, en periode på mellem tre og syv år, eller mere end seks år.

125    De andre rapporter, som sagsøgeren henviser til, er Kommissionens rapporter fra 2002 og 2003 om Den Slovakiske Republiks fremskridt i retning mod tiltrædelse af Den Europæiske Union. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen i disse rapporter redegjort for problemerne og de påkrævede forbedringer med hensyn til procedurer for retslig likvidation og insolvensbehandling i Slovakiet. Det må imidlertid bemærkes, at disse rapporter fra Kommissionen vedrører retslige likvidationsprocedurer i Slovakiet i almindelighed, uden at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved det foreliggende tilfælde.

126    Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren undlod at nævne resultaterne i K-rapporten med hensyn til den varighed, som en retslig likvidationsprocedure vedrørende selskabet kunne have haft. I denne rapport, som sagsøgeren selv har fremlagt i denne sag, blev varigheden vurderet til »ca. to år (afhængig af den tilsynsførendes betingelser og arbejdsindsats)«. Det bemærkes imidlertid, at bortset fra den omstændighed, at denne vurdering af en sådan procedures varighed klart er langt mere optimistisk end de andre vurderinger, som sagsøgeren har fremlagt, angik den nævnte vurdering specifikt sagsøgeren.

127    Det skal ligeledes fastslås, som Kommissionen har gjort gældende, at når, som det er tilfældet i den foreliggende sag, antallet af debitors kreditorer er begrænset, og når der er aktiver med en positiv likvidationsværdi, kan en retslig likvidationsprocedure gennemføres hurtigere end gennemsnitligt. Dette gælder så meget mere i det foreliggende tilfælde, hvor det mellem parterne er ubestridt, at de slovakiske skattemyndigheders krav mod sagsøgeren udgjorde ca. 99% af sidstnævntes passiver, og at administrationen havde status som privilegeret kreditor. Heraf følger, at de slovakiske skattemyndigheder havde afgørende indflydelse på den retslige likvidationsprocedures varighed. Sagsøgeren gør ganske vist gældende, at karakteren, den geografiske beliggenhed og forældede karakter af selskabets aktiver ville have gjort det vanskeligt at finde en køber, og derfor have forsinket afviklingen af den retslige likvidationsprocedure. Som Kommissionen imidlertid har anført i 88. betragtning til den anfægtede beslutning, peger en række omstændigheder – især den omstændighed, at nogle af sagsøgerens produktionsaktiver fandt en bruger efter fratagelsen af tilladelsen til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige varer – i den retning, at det af sagsøgeren herom anførte er ugrundet.

128    Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt den mest optimistiske private kreditor ville have valgt at få 225 mio. SKK i december 2004 snarere end eventuelt at få op til 239 mio. SKK inden for en frist på mellem »mindre end gennemsnittet« og syv år, som anført ovenfor i præmis 116-120, skal det bemærkes, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, som anslået af Kommissionen, dvs. 275 mio. SKK, udgjorde en minimumsvurdering. Derfor er den af sagsøgeren foretagne beregning i forhold til varigheden af den retslige likvidationsprocedure, sammenholdt med det udbytte, som en privat kreditor kunne gøre krav på fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, under hensyntagen til rentebetaling, ikke relevant, når der henses til de foreliggende omstændigheder og i særdeleshed til den forsigtighed, som Kommissionen udviste med hensyn til vurderingen af udbyttet.

129    Det følger af ovenstående overvejelser, at Kommissionen hvad angår varigheden af den retslige likvidationsprocedure ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

130    Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke har taget hensyn til omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet og tredjemands rapporter desangående, har sagsøgeren gjort gældende, at omkostningerne ifølge E-rapporten udgjorde 22% af udbyttet fra salget af selskabets aktiver, vurderet til 204 mio. SKK i forbindelse med en sådan procedure, og ifølge K-rapporten 28% af udbyttet fra salget af selskabets aktiver, vurderet til 78 mio. SKK i forbindelse med en sådan procedure.

131    I denne forbindelse bemærkes først, at det procenttal på 28%, som sagsøgeren har påberåbt sig, er åbenbart urigtigt. Som det således fremgår af K-rapporten, var udbyttet fra salget af sagsøgernes aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure på grundlag af type III vurderet til 100 mio. SKK. For at beregne dette udbytte fratrak revisoren 22 mio. SKK, som svarer til omkostningerne ved den retslige likvidationsprocedure. Omkostningerne udgjorde derfor 22% og ikke, som hævdet af sagsøgeren, 28% af udbyttet fra salget af selskabets aktiver i forbindelse med en sådan procedure.

132    Sagsøgeren har i øvrigt kritiseret Kommissionen for at have fratrukket et beløb på 36 mio. SKK fra udbyttet fra salget af selskabets aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, der blev vurderet til 275 mio. SKK, for omkostningerne ved en sådan procedure. Ifølge sagsøgeren svarede dette beløb på 36 mio. SKK imidlertid til en omkostning forbundet med en indtægt fra salget af selskabets aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, som er vurderet til 204 mio. SKK.

133    Det bemærkes i denne forbindelse, at Kommissionen i 89. betragtning til den anfægtede beslutning anførte følgende:

»Endvidere påvirkes [E-rapportens] troværdighed også af beregningsmetoden for de forskellige gebyrer, der i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure skulle trækkes fra det samlede udbytte af salget af aktiver. Mens [selskabet E] trak 45 mio. SKK fra i gebyrer, gav [sagsøgeren] i sin erklæring et tal på 36 mio. SKK, og [sagsøgerens interne revisor, K.] angiver et skøn på højst 22 mio. SKK. Sådanne uoverensstemmelser rejser tvivl om rigtigheden af [selskabet E’s] antagelser med hensyn til gebyrernes størrelse og derfor også med hensyn til det udbytte, der kunne være opnået ved en konkursprocedure. Det bemærkes ikke desto mindre, at udbyttet ved en retslig likvidationsprocedure i betragtning af [sagsøgerens] situation den 17. juni 2004 ville have været større end ved den foreslåede ordning, selv med gebyrer på 36 mio. SKK.«

134    Sagsøgeren har ganske vist med rette kritiseret Kommissionen for at have sammenlignet de to tal for omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure, som beregnet i E-rapporten og K-rapporten, uden at tage hensyn til, at disse talstørrelser var blevet beregnet i forhold til to absolutte størrelser, nemlig udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, således som vurderet i rapporterne, der ikke var sammenlignelige. Sagsøgeren har derfor også med rette bestridt de grunde, som var baggrunden for, at Kommissionen afviste oplysningerne i de nævnte rapporter. Således som det fremgår af præmis 130 og 131 ovenfor, udgjorde omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure i disse to rapporter 22% af den anslåede værdi af udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med den retslige likvidationsprocedure som angivet i disse rapporter.

135    Ligeledes må Kommissionens argument om, at sagsøgeren under undersøgelsesproceduren har begrænset sig til at præcisere, at omkostningerne til administratoren for retslig likvidation for et udbytte på 203,6 mio. SKK var på 1,9%, uden at angive det sandsynlige niveau for alle de andre omkostninger, forkastes som værende grundløst. Det fremgår således udtrykkeligt af punkt 50 i sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, at selskabet anførte, at omkostningerne til den retslige likvidation, anslået til ca.18%, var på 32 mio. SKK, ud over omkostningerne til administratoren for retslig likvidation, vurderet til 3,8 mio. SKK (dvs. 1,9% af udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, vurderet til 203,6 mio. SKK).

136    Det bemærkes imidlertid, at Kommissionen i 89. betragtning til den anfægtede beslutning ikke blot udtrykkeligt har taget hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren havde anført et beløb på 36 mio. SKK, svarende til omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure, men ligeledes har gjort gældende, at selv efter fradrag af disse omkostninger fra udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en sådan procedure ville det af de slovakiske skattemyndigheder opnåede beløb have været større end det i forbindelse med kreditorordningsproceduren foreslåede beløb. Det fremgår af sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, at skønnet over omkostningerne i forbindelse med den retslige likvidationsprocedure på 36 mio. SKK fulgte af sammenlægningen af omkostningerne til administratoren for retslig likvidation og omkostningerne for den retslige likvidation (3,8 mio. SKK + 32 mio. SKK = 35,8 mio. SKK). Det er i øvrigt ubestridt, at denne vurdering af omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure var baseret på udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med den retslige likvidationsprocedure, vurderet til 204 mio. SKK.

137    Som sagsøgeren imidlertid selv har erkendt i sine skriftlige indlæg, bliver den forholdsmæssige andel af omkostningerne ved en retslig likvidationsprocedure i forhold til udbyttet fra salget af debitorens aktiver i forbindelse med en sådan procedure mindre, efterhånden som udbyttet stiger. Ved at anvende 36 mio. SKK som det beløb, der skulle fratrækkes for udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med den retslige likvidationsprocedure, vurderet til 275 mio. SKK, anvendte Kommissionen derfor en andel for omkostningerne til en retslig likvidationsprocedure, der ligeledes svarede til 13% af udbyttet (275 mio. SKK – 36 mio. SKK = 239 mio. SKK). Hvis Kommissionen havde fratrukket et beløb svarende til 18% af det samme udbytte, dvs. en sats, som sagsøgeren finder egnet i lyset af rapporten fra Verdensbanken fra 2004, burde den faktisk have konstateret, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, med fradrag af omkostningerne i forbindelse hermed, var på 225,5 mio. SKK. Selv om dette beløb næsten er lig med det beløb, som blev tilbagebetalt til kreditorerne ved gennemførelsen af kreditorordningen, skal der imidlertid tages hensyn til den omstændighed, at Kommissionen som nævnt i denne doms præmis 116-120 ovenfor, udviste stor forsigtighed ved vurderingen af udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure. I det foreliggende tilfælde må det derfor antages, at det beløb, som de slovakiske myndigheder kunne have fået ved salget af sagsøgerens aktiver forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, med fradrag af omkostningerne i forbindelse hermed, nødvendigvis var større end det beløb, som de fik ved gennemførelsen af kreditorordningen. Det fremgår af de foregående argumenter, at Kommissionen ikke har begået en åbenbar fejl ved at antage, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, med fradrag af omkostningerne i forbindelse hermed, ville have været gunstigere end det beløb, som de slovakiske myndigheder fik under gennemførelsen af kreditorordningen.

138    Hvad for det tredje angår sagsøgerens argument om den manglende hensyntagen til den forøgede arbejdsbyrde og de administrationsomkostninger, som selskabet ville have været konfronteret med i tilfælde af indledning af en retslig likvidationsprocedure, kan dette ikke tiltrædes. Sagsøgerens påstande støttes således ikke af noget bevis. Sagsøgeren bestrider i øvrigt ikke, som Kommissionen har gjort gældende, at selskabet, uanset fratagelsen af dets tilladelse til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige varer den 6. marts 2004, er fortsat med dets andre produktions- og distributionsaktiviteter, hvilket nødvendigvis har bevirket en omsætning, som kan dække en del af omkostningerne til personale og drift.

139    Hvad for det fjerde angår sagsøgerens argument om den manglende hensyntagen til et fortilfælde på det slovakiske marked for alkoholholdige varer, nemlig den indledte retslige likvidation af Liehofruct, skal det i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fastslås, at Kommissionen ikke så bort fra dette fortilfælde i den anfægtede beslutning.

140    For det første anførte Kommissionen således i fodnote 9 i 40. betragtning til den anfægtede beslutning med hensyn til sagsøgerens argumenter om varigheden af en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet og udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure i Slovakiet, at »[sagsøgeren] giver et eksempel på et selskab, der ejer lignende aktiver og opererer i den samme sektor […]«. Det fremgår imidlertid af sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, at den eneste forgænger i Slovakiet, som selskabet påberåbte sig, vedrører Liehofruct. Det skal følgelig fastslås, at Kommissionens eksempel i den anfægtede beslutning vedrører Liehofructs retslige likvidation.

141    For det andet fremgår det af punkt 43 i sagsøgerens bemærkninger af 24. oktober 2005, at selskabet ikke på dette trin af undersøgelsesproceduren havde meddelt Kommissionen oplysninger, der gjorde det muligt at fastslå, således som sagsøgeren har gjort gældende, at Liehofructs situation var den samme som sagsøgerens.

142    Sagsøgeren har i øvrigt med urette gjort gældende, at det påhvilede Kommissionen at undersøge dette specielle spørgsmål, og at dens passivitet udgør en åbenbar fejl. Det fremgår således af retspraksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold der kunne være blevet forelagt for den (jf. dommen i sagen Fleuren Compost mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 48, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis i denne retning).

143    Endelig fremgår det i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke af Kommissionens skriftlige indlæg, at denne hævder, at salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure ville have givet et beløb i afkast, som er lig med deres markedspris. Det fremgår således af punkt 123 i svarskriftet, at Kommissionen kun har anført, at de slovakiske skattemyndigheder i forhold til deres status som privilegeret kreditor kunne have modtaget tæt ved 100% af udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, som i tabellen ovenover punkt 123 i svarskriftet er vurderet til markedsværdien efter anvendelsen af likvidationsfaktorerne. Som det endvidere fremgår af den anfægtede beslutning, især beslutningens tabel 4, har Kommissionen ikke bestridt, at der skulle anvendes en likvidationsfaktor på den bogførte værdi af sagsøgerens aktiver med henblik på at vurdere deres markedsværdi.

144    Hvad for det femte angår sagsøgerens argument om den manglende hensyntagen til den slovakiske justitsministers rapport fra 2004, hvorefter det meget sjældent lykkes privilegerede kreditorer i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure at opnå mere end 5-10%’s dækning af deres krav mod en insolvent debitor, skal det bemærkes, at rapporten, således som Kommissionen har gjort gældende, var af generel karakter og ikke beregnet til at vurdere sagsøgerens særlige situation og de særlige forhold vedrørende selskabets hovedkreditor, de slovakiske skattemyndigheder. Endvidere vedrørte de oplysninger, der blev meddelt af Den Slovakiske Republik til Kommissionen i forbindelse med undersøgelsesproceduren vedrørende den pågældende foranstaltning, nødvendigvis sagsøgerens særlige situation og tog hensyn til hovedkreditorens særlige egenskaber. Kommissionen kan således ikke kritiseres for at have begået en åbenbar fejl ved ikke at tage hensyn til den slovakiske justitsministers rapport fra 2004.

145    Hvad for det sjette endelig angår sagsøgerens påstand om, at vurderingen – som selskabet ikke bestrider – af de likvide aktiver den 17. juni 2004 til [fortroligt] SKK tog hensyn til den henstand med betalingerne, som Old Herold havde ydet selskabet efter forslaget til kreditorordningen, skal det bemærkes, som Kommissionen har anført, at denne påstand ikke støttes af noget i sagsakterne, som gør det muligt at konkludere, at Kommissionen burde have taget hensyn til den del af disse likvide aktiver, som fremkom ved en sådan henstand.

146    Således fremgår det for det første ikke af sagsakterne, at sagsøgeren under proceduren har sørget for at underrette Kommissionen om dette præcise punkt. Det må dernæst i lighed med Kommissionens opfattelse fastslås, at de begrundelser, som sagsøgeren søger at fremføre i sine skriftlige indlæg for at anslå størrelsen af de likvide midler, som følger af den henstand med betalingerne, som Old Herold havde ydet selskabet, er uklare, endog modstridende.

147    Det bemærkes i denne forbindelse i lighed med Kommissionens opfattelse, at sagsøgeren i stævningen har anført, at Old Herolds krav var på [fortroligt] SKK den 31. juli 2004, og at dette krav fortsatte med at stige og nåede [fortroligt] SKK på tidspunktet for gennemførelsen af kreditorordningen i december 2004. Sagsøgeren kan derfor ikke uden at modsige sig selv gøre gældende, at der ikke kunne tages hensyn til hele eller en væsentlig del af den likviditet, som selskabet havde den 17. juni 2004, fordi den fulgte af den henstand med betalingsfristerne, som Old Herold havde ydet selskabet. I øvrigt har den omstændighed, at sagsøgeren til støtte for det femte anbringende, som refereret i præmis 104 ovenfor, gør gældende, at denne kontantbeholdning under alle omstændigheder var forbeholdt de slovakiske skattemyndigheder, forstærket den uklare og endog selvmodsigende karakter af selskabets argumenter vedrørende dette punkt. Henset til ovenstående bemærkninger, må det fastslås, at sagsøgeren tydeligvis ikke er i stand til at begrunde, hvorfor den likvide beholdning, som selskabet havde den 17. juni 2004, ikke kunne tages i betragtning i forbindelse med en eventuel retslig likvidationsprocedure.

148    Det fremgår i øvrigt af oplysningerne i tabel 4 i den anfægtede beslutning, der, som det fremgår af 80. og 82. betragtning til den anfægtede beslutning, er udarbejdet navnlig under henvisning til likvidationsfaktoren og oplysningerne i E-rapporten for så vidt angår situationen den 31. marts 2004, for det første at den bogførte værdi af sagsøgerens lagerbeholdning i perioden mellem den 31. marts og den 17. juni 2004 faldt med 125 mio. SKK, dvs. lidt over 40%. Betingelserne for salg af sagsøgerens lagerbeholdning mellem disse to datoer var således meget gunstigere end dem, der lægges til grund i E-rapporten, hvor der blev anvendt en likvidationsfaktor for lagerbeholdningen på 20%. For det andet steg den bogførte værdi af sagsøgerens likvide beholdning i perioden mellem den 31. marts og den 17. juni 2004 med 111 mio. SKK. Under sådanne omstændigheder, og da der ikke foreligger oplysninger fra sagsøgeren i den anledning, kan Kommissionen ikke kritiseres for at have fastslået, at denne forhøjelse af den likvide beholdning fulgte af salget af sagsøgerens lagre i denne periode. Sagsøgeren har desuden ikke bestridt, at udbyttet fra salget af selskabets lagerbeholdning til Old Herold var [fortroligt] SKK. Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at dette salg hvilede på en langsigtet aftale med Old Herold og sidstnævntes forventning om et positivt udfald af kreditorordningen. Der kan ikke tages hensyn til en sådan påstand i det omfang, den ikke støttes af noget af det forelagte i forbindelse med proceduren for undersøgelse af den pågældende foranstaltning.

149    Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at idet ingen af de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det fjerde anbringende, kan tages til følge, har selskabet ikke godtgjort, at Kommissionen har begået en åbenbar fejl, idet den har antaget, at det var mere hensigtsmæssigt med en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordning.

150    Desuden kan undersøgelsen af den anfægtede beslutning med hensyn til spørgsmålet om den mere gunstige karakter af en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordningsprocedure ikke rejse tvivl om den materielle nøjagtighed af de beviser, som Kommissionen har henvist til, samt disses troværdighed og sammenhæng. De nævnte rapporter udgør derimod et samlet hele af relevante oplysninger, som Kommissionen var berettiget til at lægge til grund til støtte for sin konklusion om, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

151    Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det fjerde anbringende, for så vidt de tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorprocedureordningen, må forkastes som grundløse.

 Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det sjette anbringende, for så vidt de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–       Parternes argumenter

152    Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen ikke har bevist, at Den Slovakiske Republik ikke havde handlet som en privat kreditor, men udelukkende har taget udgangspunkt i det forhold, at der ikke er fremlagt bevis til støtte for sagsøgerens opfattelse, og således med urette væltet bevisbyrden over på sidstnævnte. Kommissionen har heller ikke taget hensyn til »[Domstolens] regler, der finder anvendelse på kriteriet om den private kreditor«.

153    For nærmere bestemt at kunne afgøre, om en gældsafskrivning giver modtageren en konkurrencefordel, burde Kommissionen navnlig, som det fremgår af præmis 170 i dommen i sagen HAMSA mod Kommissionen, nævnt ovenfor præmis 114, afgøre, om den var klart mere omfattende end den, som en privat kreditor, der handler ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt, ville være gået med til. Det påhviler Kommissionen til støtte for sin konklusion om, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde, og gældsafskrivningen derfor udgør en statsstøtte, at fremføre et »objektivt økonomisk bevis«, som kan efterprøves af Retten. Det påhviler hverken den pågældende medlemsstat eller modtageren af den pågældende gældsafskrivning at føre bevis for, at der ikke er tale om en statsstøtte.

154    I denne sag har Kommissionen ikke alene draget urigtige konklusioner hvad angår de af uafhængige tredjemænd udarbejdede rapporter, som sagsøgeren har fremsendt, men også tilsidesat dens pligt til føre bevis for synspunktet om, at den retslige likvidationsprocedure var mere fordelagtig end kreditorordningsproceduren. Kommissionen har under alle omstændigheder ikke godtgjort, at kreditorordningen indebar en gældsafskrivning, som var klart mere omfattende end den, som en privat kreditor, der handler ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt, ville være gået med til. Kommissionen antog blot, på grundlag af de fremlagte beviser, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure højst sandsynligt ville have givet et større »udbytte« for kreditorerne end de beløb, som blev udbetalt ved gennemførelsen af kreditorordningen. Kommissionen har heller ikke taget hensyn til udgangspunktet i Kommissionens beslutning 2003/283/EF af 27. november 2002 om Spaniens støtteforanstaltninger til fordel for Refractarios Especiales SA (EUT 2003 L 108, s. 21, herefter »Refractarios Especiales-beslutningen«), hvorefter en privat kreditor handler ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt. En sådan kreditor tillægger derfor »det dårlige image« af de retslige likvidationsprocedurer i Slovakiet stor vægt.

155    Sagsøgeren gør også gældende, at Kommissionen i dens skriftlige indlæg flere gange med urette har kritiseret selskabet for ikke at fremlagt beviser under undersøgelsen. Dette argument viser dels de mangler, som kan tilregnes Kommissionen, dels Kommissionens manglende forståelse for sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten.

156    Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, påstået samtlige argumenter til støtte for det sjette anbringende, for så vidt som de vedrører den retslige likvidationsprocedure, forkastet.

–       Rettens bemærkninger

157    De argumenter, der er fremsat i forbindelse med det sjette anbringende, for så vidt som de tilsigter at fastslå, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorprocedureordningen, kan gengives som følger. Sagsøgeren har for det første bebrejdet Kommissionen, at den udelukkende har taget udgangspunkt i det forhold, at selskabet ikke havde fremlagt beviser til støtte for dets opfattelse, for derefter at fastslå, at Den Slovakiske Republik ikke havde opført sig som en privat kreditor. For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionen ikke har foretaget en korrekt anvendelse af kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi.

158    Hvad for det første angår sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen udelukkende har taget udgangspunkt i det forhold, at selskabet ikke havde fremlagt beviser til støtte for dets opfattelse, for derefter at fastslå, at Den Slovakiske Republik ikke havde opført sig som en privat kreditor, bemærkes først, som nævnt i præmis 142 ovenfor i forbindelse med Kommissionens kontrol af støtteforanstaltninger, at sidstnævnte ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold, der kunne være blevet forelagt for den.

159    For det andet fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren gentagne gange under den administrative procedure efter artikel 88 EF ikke alene pr. korrespondance, men også i løbet af mødet den 28. marts 2006, fik lejlighed til at forelægge Kommissionen enhver form for oplysninger, den var i besiddelse af, som kunne klarlægge forholdene for sidstnævnte med henblik på, hvad denne videre skulle foretage sig.

160    For det tredje fremgår det af den anfægtede beslutning, navnlig 78.-92. betragtning, at Kommissionen har taget hensyn til de oplysninger, som sagsøgeren havde fremlagt under den administrative procedure efter artikel 88 EF, for at fastslå, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure ville have været mindre end det beløb, der blev oppebåret ved gennemførelsen af kreditorordningen.

161    Hvad for det fjerde angår sagsøgerens påstand om, at Kommissionen ikke alene har draget urigtige konklusioner hvad angår de af uafhængige tredjemænd udarbejdede rapporter, som sagsøgeren har fremsendt, men også tilsidesat dens pligt til føre bevis for synspunktet om, at en retslig likvidationsprocedure var mere fordelagtig end en kreditorordningsprocedure, fremgår det af de overvejelser, som der er redegjort for ovenfor i præmis 123-151, at denne påstand ikke er begrundet.

162    For det femte bemærkes, at selv om Kommissionen i punkt 38 i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure havde anført, at værdien af de aktiver, der udgjorde beregningsgrundlaget for de slovakiske myndigheders privilegerede krav, var ca. 397,5 mio. SKK, har den i den anfægtede beslutning ikke alene anført, at værdien af de aktiver, som de slovakiske myndigheder havde pant i, ifølge sagsøgeren var 194 mio. SKK, jf. 87. betragtning til den anfægtede beslutning, men ligeledes taget hensyn til dette beløb med henblik på at afveje udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure med beløbet, der blev oppebåret ved gennemførelsen af kreditorordningen.

163    Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen udelukkende har taget udgangspunkt i det forhold, at selskabet ikke havde fremlagt beviser til støtte for dets opfattelse, for derefter at fastslå, at Den Slovakiske Republik ikke havde opført sig som en privat kreditor, ikke kan tiltrædes.

164    Hvad for det andet angår sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen ikke har foretaget en korrekt anvendelse af kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi, bemærkes først, at det er med urette, at sagsøgeren med henvisning til dommen i sagen HAMSA mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 114, har gjort gældende, at Kommissionen for at kunne afgøre, om en gældsafskrivning giver modtageren en konkurrencefordel, skulle bevise, at den pågældende gældsafskrivning var klart mere omfattende end den, som en privat kreditor, der handler ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt, ville være gået med til.

165    For det første bør et offentligt organ, som f.eks. de lokale skattemyndigheder, som nævnt i præmis 114 ovenfor, sammenlignes med en privat kreditor, der søger at få inddækket de beløb, som en debitor i økonomiske vanskeligheder skylder ham. Sagsøgeren kan i øvrigt ikke henvise til »Refractarios Especiales-beslutningen« til støtte for sin påstand om, at en privat kreditor handler ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt. I denne beslutning har Kommissionen således blot fastslået, at de omhandlede forhold skulle undersøges »ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt i overensstemmelse med princippet om den private kreditor« (jf. betragtning 62 til Refractarios Especiales-beslutningen). Kommissionen har således i denne beslutning – langt fra at karakterisere den private kreditor som forsigtig og pessimistisk – klart sondret mellem to særlige undersøgelsesparametre, der var specielle for den pågældende sag, nemlig en undersøgelse ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt på den ene side og en undersøgelse under hensyn til kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi på den anden side. Sagsøgerens påstand om, at en privat kreditor handler ud fra et forsigtigt og pessimistisk synspunkt, er derfor ubegrundet.

166    Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen skulle bevise, at den gældsafskrivning, som sagsøgeren opnåede ved gennemførelsen af kreditorordningen, var klart mere omfattende end den, som en privat kreditor ville have givet selskabet, skal det bemærkes, som anført ovenfor i præmis 116-120, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, som anslået af Kommissionen, dvs. 275 mio. SKK, udgjorde en minimumsvurdering. På samme måde skal der, som nævnt i præmis 121 ovenfor, tages hensyn til det forhold, at hvis udbyttet fra salget af en debitors aktiver efter en retslig likvidationsprocedure ikke var tilstrækkeligt til at fyldestgøre alle kreditorerne, kan disse altid kræve, at debitoren betaler de skyldige restbeløb. Det beløb på 275 mio. SKK, som blev lagt til grund af Kommissionen som udbytte fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, kan følgelig ikke udgøre et referenceniveau med henblik på at vurdere, om dette beløb ville have været højere end det beløb, der blev oppebåret ved gennemførelsen af kreditorordningen, som blev godkendt den 9. juli 2004. Når henses til de garantier, som Den Slovakiske Republik havde, samt, således som det er blevet fastslået i præmis 148 ovenfor, at betingelserne for salg af sagsøgerens lagerbeholdning mellem marts og juni 2004 var meget gunstigere end dem, der lægges til grund i E-rapporten, og den likvide beholdning, som sagsøgeren havde den 17. juni 2004, er det rimeligt at antage, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure ville have været meget større end beløbet, som blev oppebåret ved gennemførelsen af kreditorordningen. Det er således med rette, at Kommissionen har fundet, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

167    Sagsøgeren har for det andet med urette kritiseret Kommissionen for ikke at have fremført et »objektivt økonomisk bevis« til støtte for dens konklusioner vedrørende kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi. Som anført ovenfor i præmis 108, indebærer Kommissionens anvendelse af kriteriet komplicerede økonomiske vurderinger. I denne henseende råder Kommissionen, som anført i præmis 109 og 110 ovenfor, over et skøn, og selv om Unionens retsinstanser kan kontrollere Kommissionens fortolkning af oplysninger af økonomisk art, tilkommer det ikke disse retsinstanser at sætte deres eget økonomiske skøn i stedet for Kommissionens. Det kan således ikke kræves, at Kommissionen fremfører et »objektivt økonomisk bevis« til støtte for dens konklusioner i forbindelse med vurderingen af kriteriet om den private kreditor.

168    Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen ikke har foretaget en korrekt anvendelse af kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi, ikke kan tiltrædes. Følgelig bør samtlige de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det sjette anbringende, for så vidt de tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorprocedureordningen, forkastes.

 Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det syvende anbringende, for så vidt som de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–       Parternes argumenter

169    Sagsøgeren har i det væsentlige kritiseret Kommissionen for ikke at have foretaget en omhyggelig undersøgelse og bedømmelse af de rapporter, som selskabet har fremsendt til den.

170    Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen, eftersom den havde konkluderet, at de af sagsøgeren fremsendte rapporter, især E-rapporten, ikke var pålidelige på grund af »specifikke uoverensstemmelser«, skulle anmode sagsøgeren om at give forklaringer om de afgivne oplysninger og indhente en udtalelse fra en sagkyndig om E-rapporten eller kreditorordningen i sin helhed, hvilket sagsøgeren udtrykkeligt foreslog. Den omstændighed, at Kommissionen ikke har anmodet om forklaringer, fratager den anfægtede beslutning »enhver troværdighed« og udgør en alvorlig tilsidesættelse af Kommissionens pligt til med omhu og upartiskhed at undersøge de foreliggende beviser.

171    Ingen af Kommissionens udtalelser, der skulle godtgøre, at E-rapporten er upålidelig, har grundlag i de faktiske omstændigheder. Det kan ikke foreholdes selskabet E, at det har anvendt oplysningerne fra den 31. marts 2004, henset til, at kun disse oplysninger var til rådighed på tidspunktet for forberedelsen af rapporten i maj 2004.

172    Kommissionen har med urette foreholdt selskabet E at have lagt en for lav likvidationsfaktor for lagerbeholdningen til grund i dets rapport, nemlig 20%. Dels har sagsøgeren hævdet, at en administrator for retslig likvidation ikke kunne have solgt lagrene af færdigvarer til den aftalte pris, og bemærker, at lagrene af varer, der ikke er færdigbehandlet, og af råvarer ikke kan sælges. Dels har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet E fastslog, at afkastet af salget af lagerbeholdningen var mindre end 20%.

173    Sagsøgeren har angående de kortfristede krav gjort opmærksom på, at E i sin rapport vurderede, at deres »udbytte« var større end 20%. Sagsøgeren har ligeledes anført, at en stor del af de krav, hvortil der henvises i E-rapporten, ikke kunne inddrives og måtte annulleres. Endvidere måtte der fratrækkes et beløb på 10 mio. SKK fra den »samlede nominelle værdi« af de kortfristede krav i det omfang dette beløb svarede til en skattegæld med henstand. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at den dobbeltjustering, der blev anvendt i 86. betragtning til den anfægtede beslutning, »ikke svarer til virkeligheden«.

174    Kommissionen har ligeledes med urette, med hensyn til likvidationsfaktoren for de uomsættelige aktiver og værdien af panteaktiverne, på grundlag af værdien af aktiverne, der var stillet som pant, hævdet, at værdien af aktiverne i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure er højere end den, som følger af anvendelsen af den faktor på 45%, som blev lagt til grund i E-rapporten. Faktoren betyder, at interessen for det pågældende inventar er begrænset, det er i dårlig stand, forældet eller afskrevet. Kommissionen kan ikke sidestille værdien af de pantsatte aktiver med de beløb, som de slovakiske skattemyndigheder kunne gøre sig håb om at opnå efter salget af disse aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure. Enhver fornuftig kreditor havde været opmærksom på den omstændighed, at den bogførte værdi af anlægsaktiverne er højere end den reelle markedsværdi, især i tilfælde af tvangssalg. I øvrigt har Kommissionen i andre beslutninger på statsstøtteområdet anerkendt, at der er en grundlæggende forskel mellem en administrator for retslig likvidations salgspris for aktiverne og markedsprisen. Den har endog anført i Refractarios Especiales-beslutningen, at en bekræftelse af forventningerne om en lavere værdi i tilfælde af retslig likvidation kunne ses i den omstændighed, at også de øvrige kreditorer havde accepteret en meget betydelig gældseftergivelse.

175    Hvad endelig angår Kommissionens beslutning om at afvise både K-rapporten og H-rapporten som beviser til støtte for eller imod sagsøgerens påstand om, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi var opfyldt, har sagsøgeren gjort opmærksom på, at Kommissionen med hensyn til den første rapport ikke anmodede om, at den blev fremsendt, og ikke forsøgte at forklare rapportens påståede modstrid med E-rapporten. På samme måde har Kommissionen ved at afvise H-rapporten ikke taget hensyn til den omstændighed, at fristerne for fyldestgørelse af fordringer i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure kan være meget lange, og [fortroligt], som angivet i rapporten, [fortroligt]. Kommissionen har ikke fremført noget bevis, som modsiger de udtalelser, der er indeholdt i H-rapporten.

176    Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det syvende anbringende, for så vidt som de tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorprocedureordningen.

–       Rettens bemærkninger

177    Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen, eftersom den havde konkluderet, at de af sagsøgeren fremsendte rapporter ikke var pålidelige på grund af »specifikke uoverensstemmelser«, skulle anmode sagsøgeren om at give forklaringer om de afgivne oplysninger og indhente en udtalelse fra en sagkyndig om E-rapporten eller kreditorordningen i sin helhed, hvilket sagsøgeren udtrykkeligt foreslog, kan det ikke tiltrædes.

178    Ifølge retspraksis har andre interesserede parter end den berørte medlemsstat i proceduren for kontrol med statsstøtte alene den rolle at meddele Kommissionen alle oplysninger, som kan klarlægge forholdene for sidstnævnte med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig (Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813, præmis 19). De kan derfor ikke selv forlange en kontradiktorisk drøftelse med Kommissionen, svarende til den, der tilbydes den pågældende medlemsstat (sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 59, og dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 49, præmis 82).

179    Desuden er der ingen bestemmelser i proceduren for kontrol med statsstøtte, der giver støttemodtageren en særlig stilling blandt de berørte. I den forbindelse skal det præciseres, at proceduren for kontrol med statsstøtte ikke er en procedure, der indledes »mod« støttemodtageren eller støttemodtagerne, hvilket ville medføre, at denne eller disse sidstnævnte som sådan kunne påberåbe sig en så udstrakt ret som retten til kontradiktion (dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 49, præmis 83).

180    Endelig skal retmæssigheden af den anfægtede beslutning, som anført ovenfor i præmis 49 og 50, vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den, og det påhviler den berørte medlemsstat, og i givet fald støttemodtagerne, at fremkomme med oplysninger, der godtgør, at støtten er forenelig med fællesmarkedet, og eventuelt at henvise til særlige omstændigheder vedrørende tilbagebetaling af den allerede udbetalte støtte i de tilfælde, hvor Kommissionen har krævet tilbagebetaling.

181    Det fremgår af det ovenstående, at det er med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at den omstændighed, at Kommissionen ikke har anmodet om forklaringer, udgør en alvorlig tilsidesættelse af Kommissionens pligt til med omhu og upartiskhed at undersøge de foreliggende beviser.

182    Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at det ikke kan foreholdes selskabet E, at det har anvendt oplysningerne fra den 31. marts 2004, skal det forkastes som irrelevant, for så vidt som de lokale skattemyndigheders beslutning om at godkende kreditorordningen, som anført ovenfor i præmis 86, blev truffet den 9. juli 2004. Kommissionen var derfor kun forpligtet til at undersøge de mest ajourførte oplysninger på dette tidspunkt med henblik på at fastslå, om kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

183    Den Slovakiske Republik har meddelt Kommissionen oplysninger fra den 17. juni 2004, der er indhentet i forbindelse med et kontrolbesøg på stedet, udført af de slovakiske skattemyndigheder den 21. juni 2004, oplysninger, hvis pålidelighed ikke er blevet bestridt af sagsøgeren. Endelig skal det bemærkes, at selv om E-rapporten, som sagsøgeren har bemærket, blev udarbejdet i løbet af maj 2004, har sagsøgeren selv anført, at et udkast til denne rapport blev meddelt de slovakiske skattemyndigheder i slutningen af juni 2004, og at den endelige udgave af denne rapport blev meddelt den 7. juli 2004.

184    På disse to tidspunkter forud for kreditorordningsretsmødet den 9. juli 2004 havde sagsøgeren og følgelig selskabet E de oplysninger fra juni 2004, som blev indsamlet af de slovakiske skattemyndigheder den 21. juni 2004, og førstnævnte kunne ikke undgå at vide, at disse oplysninger faktisk var blevet indsamlet af de lokale skattemyndigheders tjenestegrene. Sagsøgeren har derfor bestemt selv – eller gennem selskabet E – kunnet udarbejde en tabel, som kan sammenlignes med tabel 4 i den anfægtede beslutning, for at vurdere udviklingen i selskabets økonomiske situation siden marts 2004, og dette inden den 17. juni 2004.

185    Hvad for det tredje angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen med urette har foreholdt selskabet E at have lagt en for lav likvidationsfaktor for lagerbeholdningen til grund i dets rapport, nemlig 20%, kan et sådant argument ikke tages til følge.

186    Ifølge 85. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Kommissionen bemærker, at [sagsøgeren] i 2004 var i stand til at opnå [mindre end 150] mio. SKK ved salget af sin lagerbeholdning […]. Dette er mere end [40-50]% af lagerbeholdningens bogførte værdi, som [selskabet E] lagde til grund for sin vurdering. Dette tyder i høj grad på, at likvidationsfaktoren på 20% var for lav. Ændringerne i regnskabet i 2004 med hensyn til lagerbeholdning støtter denne konklusion. Desuden skønnede [sagsøgeren] selv i sin forretningsplan, at provenuet af salget af lagerbeholdningen over perioden fra marts til maj 2004 ville være [mindre end 110] mio. SKK […]. [Selskabet E] ignorerede dette skøn. Endelig kan det ud fra [sagsøgerens] aktiviteter antages, at lagerbeholdningen omfattede færdige produkter, som let kunne være solgt direkte til forhandlere eller forbrugere, og ikke halvfabrikata, der krævede yderlige forarbejdning.«

187    Desuden var den bogførte værdi af sagsøgerens lagerbeholdning, som anført ovenfor i præmis 119, faldet med 125 mio. SKK, dvs. en nedgang på 60% i forhold til lagerbeholdningen i marts 2004. Kommissionen rådede derfor, ud over de to beviser, som Kommissionen fremfører i 85. betragtning til den anfægtede beslutning, over tilstrækkeligt troværdige og samstemmende oplysninger for at anfægte den likvidationsfaktor på 20%, som blev anvendt af selskabet E for sagsøgerens lagerbeholdning i henhold til oplysningerne fra marts 2004.

188    Hvad for det fjerde angår sagsøgerens klagepunkter med hensyn til de kortfristede krav må disse forkastes. For det første fremgår det i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke af E-rapporten, at dens ophavsmand havde vurderet, at kravenes »udbytte« var større end 20%. Dette klagepunkt er derfor ikke underbygget af de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at den dobbeltjustering, der blev anvendt i betragtning 86 til den anfægtede beslutning, »ikke svarer til virkeligheden«. Idet sagsøgeren ikke på nogen måde har understøttet dette klagepunkt, bør det derfor afvises fra realitetsbehandling. Endelig gør det samme sig gældende for sagsøgerens påstande om dels, at en stor del af de krav, som selskabet E henviser til i dets rapport, ikke kunne inddrives og måtte annulleres, dels at der måtte fratrækkes et beløb på 10 mio. SKK fra »den samlede nominelle værdi« af de kortfristede krav i det omfang dette beløb svarede til en skattegæld med henstand.

189    Hvad for det femte angår sagsøgerens påstand om, at Kommissionen med hensyn til likvidationsfaktoren for de uomsættelige aktiver og værdien af de faste belånte aktiver, på grundlag af værdien af aktiverne, der var stillet som sikkerhed, har hævdet, at værdien af aktiverne i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure er højere end den, som følger af anvendelsen af den faktor på 45%, som blev lagt til grund i E-rapporten, fremgår følgende af 87. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Endvidere synes likvidationsfaktoren på 45% for langfristede aktiver at være for lav. Ifølge [sagsøgeren] var værdien af de aktiver, skattekontoret havde pant i, 194 mio. SKK […]. Denne værdi er ifølge [sagsøgeren] udtrykt i priser, som blev anslået af uafhængige eksperter omkring udgangen af 2003/begyndelsen af 2004. Efter Kommissionens opfattelse skulle en sådan »ekspertpris« normalt afspejle aktivets generelle pris og være udtryk for den pris, som aktivet kunne sælges til på det tidspunkt. [Selskabet E] giver ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurssalget af langfristede aktiver kun ville udgøre 45% af deres bogførte værdi på 205 mio. SKK […], når [sagsøgeren] selv vurderede disse aktiver meget højere.«

190    Som Kommissionen har gjort gældende i dens skriftlige indlæg, fremgår det desuden ikke af hverken E-rapporten eller sagsakterne, at inventaret, som udgør de langfristede aktiver, er i dårlig stand, forældet eller afskrevet. Det bemærkes ligeledes, at sagsøgeren ikke anfægter Kommissionens argument i såvel 87. betragtning til den anfægtede beslutning som dens skriftlige indlæg, hvorefter værdien af pantsatte aktiver normalt skal afspejle aktivets generelle pris og være udtryk for markedsprisen. Det skal i den forbindelse tilføjes, at en kreditor, som f.eks. de slovakiske skattemyndigheder – selv privilegeret – i princippet sørger for, at sikkerhedens værdi mindst svarer til markedsværdien af de aktiver, som den vedrører. Hvis der, således som sagsøgeren har anført, ikke var grundlag for at tage hensyn til markedsprisen i det foreliggende tilfælde, tilkom det den at give Kommissionen oplysninger i denne forbindelse. Sagsøgeren henviser imidlertid alene til en fornuftig kreditors adfærd, uden overhovedet at tage hensyn til den omstændighed, at selskabets hovedkreditor var en kreditor, som havde en privilegeret stilling med hensyn til en del af selskabets langfristede aktiver. En sådan privilegeret kreditor bedømmer nødvendigvis sine muligheder for at få inddrevet skyldige beløb under hensyntagen til de aktiver, der dækker dens krav.

191    Hvad for det sjette endelig angår sagsøgernes argument om, at Kommissionen med urette har afvist både K-rapporten og H-rapporten som beviser til støtte for sagsøgerens påstand om, at kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi var opfyldt i det foreliggende tilfælde, skal dette argument forkastes som irrelevant. I modsætning til det af sagsøgeren anførte, og som Retten allerede har bemærket, tilkom det ikke Kommissionen at anmode sagsøgeren om at fremsende hverken K-rapporten eller forklaringer om dennes påståede modstrid med E-rapporten. Hvad angår sagsøgerens klagepunkter, der er fremsat over for Kommissionens vurdering af oplysningerne i H-rapporten med hensyn til den retslige likvidationsprocedure, fremgår det af de betragtninger, der er gjort rede for i præmis 124 ovenfor, at de er ubegrundede.

192    Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at det syvende anbringende, for så vidt som det tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorordningsproceduren, bør forkastes som grundløst.

 Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det ottende anbringende, for så vidt de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–       Parternes argumenter

193    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens vurdering af spørgsmålene i denne sag er blevet fordrejet af den betydning, som Kommissionen har tillagt den omstændighed, at Den Slovakiske Republik har anfægtet kreditorprocedureordningen for en national ret, og de interne uoverensstemmelser hos de slovakiske skattemyndigheder. Selv om disse faktorer har haft en skadelig og urimelig indflydelse på dens vurdering, burde Kommissionen ikke have taget hensyn til udfaldet af den af Den Slovakiske Republik indledte procedure for den nævnte nationale ret. Kommissionen havde valgt at se bort fra alle sagsøgerens beviser og begrænsede sig til uden en kritisk undersøgelse at gengive Den Slovakiske Republiks udokumenterede påstande og erklæringer, der ikke støttes af de faktiske omstændigheder. Kommissionen blev imidlertid underrettet om, at centrale elementer i de slovakiske myndigheders argumentation var blevet underkendt af de slovakiske retter. Visse erklæringer, heriblandt erklæringen om, at Old Herold var en potentiel køber af sagsøgerens produktionsanlæg, er ligeledes urigtige. Old Herold havde ikke nogen interesse i at købe disse produktionsanlæg. Ifølge sagsøgeren havde Old Herold en overkapacitet i fabrikken i Trenčin (Slovakiet), hvilket fremgår af, at dette selskab i perioden mellem april og september 2004 kunne destillere alle produkter med mærket Frucona uden at skulle indskrænke sine aktiviteter med hensyn til dets egen produktion. Den »fuldstændige tillid«, som Kommissionen har haft til Den Slovakiske Republiks erklæringer, udgør et åbenbart urigtigt skøn.

194    Sagsøgeren foreholder nærmere bestemt Kommissionen at have anvendt skrivelserne af 15. januar og 6. juli 2004 som beviser for, at de slovakiske myndigheder ikke kunne tilslutte sig sagsøgerens forslag til en kreditorordning. Det fremgår imidlertid af Špeciálny súd v Pezinkus dom af 6. marts 2006, at det slovakiske skattedirektorat ikke har overholdt de lokale skattemyndigheders autonomi i beslutningsprocessen. Det fremgår ligeledes af Najvyšší súd Slovenskej republikys afgørelser af 25. oktober 2004 og 27. april 2006, at de slovakiske skattemyndigheder var behørigt repræsenteret i kreditorordningsretsmødet den 9. juli 2004. Sagsøgeren tilføjer, at Kommissionen, i det omfang statsstøttebegrebet er et objektivt begreb, uden at den behøver at tage stilling til administrationens interne uoverensstemmelser, som var utvivlsomme i det foreliggende tilfælde, alene skule tage hensyn til kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi. Kommissionen valgte imidlertid at se bort fra den omstændighed, at direktøren for de lokale skattemyndigheder, som godkendte kreditorordningen, blev frifundet af Špeciálny súd v Pezinku for alle anklagepunkter. I dommen fastslog den nationale ret dels, at den nævnte direktør havde handlet inden for rammerne af sine kompetencer og behørigt forsvaret Den Slovakiske Republiks interesser ved at acceptere kreditorordningen, dels at de slovakiske skattemyndigheder i modsætning til det af anklagemyndigheden påståede ikke kunne foretage et »direkte salg« af værdier på 308 mio. SKK, svarende til sagsøgerens kortfristede aktiver, det beløb, som blev lagt til grund af Kommissionen i 97. betragtning til den anfægtede beslutning. Ifølge sagsøgeren har Špeciálny súd v Pezinku således fastslået, at dette beløb på 308 mio. SKK var for højt. Sagsøgeren bemærker desuden, at den nationale ret fastslog, at skrivelserne af 15. januar og 6. juli 2004 (hvorpå Kommissionen støtter sig i den anfægtede beslutnings betragtning 101) ikke har bindende virkning. Efter en appel ved Najvyšší súd Slovenskej republiky af Špeciálny súd v Pezinkus dom henviste den første nationale ret sagen til den anden nationale ret og anmodede denne om at indsamle flere beviser. Špeciálny súd v Pezinku anmodede i september 2006 om en rapport med henblik på at bedømme E-rapportens konklusioner, en rapport, som blev fremlagt for den i december 2006.

195    Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det ottende anbringende, for så vidt som de tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorprocedureordningen.

–       Rettens bemærkninger

196    For det første skal det bemærkes, at i forhold til denne sags faktiske omstændigheder, der er gengivet i præmis 114 ovenfor, var det kun kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi, som fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde. Det er derfor med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen alene skule tage hensyn til kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi.

197    Som det for det andet er bemærket ovenfor i præmis 83, kan den omstændighed, at Špeciálny súd v Pezinku fastslog, at skrivelserne af 15. januar og 6. juli 2004 var uden bindende virkning og derfor alene indeholdt visse henstillinger, ikke i det foreliggende tilfælde forhindre Kommissionen i at fastslå, at der i de to skrivelser blev henvist til en negativ indstilling fra det slovakiske skattedirektorat ikke alene over for sagsøgerens forslag til kreditorordning, men også over for enhver afskrivning af skattegæld på Den Slovakiske Republiks område.

198    Hvad for det tredje angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen med urette fastslog, at Old Herold var en potentiel køber af sagsøgerens produktionsanlæg, fremgår det af sagsakterne, at Old Herold klart var interesseret i såvel sagsøgerens omsætningsaktiver i form af lagerbeholdningen som de mere eller mindre langsigtede i form af faste aktiver. Da Kommissionen på det tidspunkt, hvor den vedtog den anfægtede beslutning, således ikke rådede over andre oplysninger, kan den ikke bebrejdes at have fastslået, at den omstændighed, at Old Herold indvilgede i at leje sagsøgerens produktionsanlæg, efter at sidstnævnte fik frataget dens tilladelse til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige varer, i sig selv viste ikke alene, at disse udlejede aktiver var i driftsklar stand, men også at Old Herold var interesseret i udsigten til at kunne råde over disse produktionsmidler. Selv hvis det, som sagsøgeren har gjort gældende, under alle omstændigheder antages, at Old Herold kunne have haft en overkapacitet i fabrikken i Trenčin, udelukker dette ikke, at sidstnævnte skulle have ønsket at udvide sine aktiviteter på markedet for alkohol og alkoholholdige varer med henblik på at styrke sit samarbejde med sagsøgeren, navnlig idet det i overensstemmelse med samarbejdsaftalen påhvilede sagsøgeren at distribuere Old Herolds alkohol og alkoholholdige varer. Det følger af ovennævnte betragtninger, at dette argument må forkastes som grundløst.

199    For det fjerde har sagsøgeren endvidere med urette hævdet, at Kommissionen i lyset af Špeciálny súd v Pezinkus dom af 6. marts 2006 måtte erkende, at beløbet på 308 mio. SKK, som den havde lagt til grund, var for højt. Det fremgår således af nævnte dom, at Špeciálny súd v Pezinku blot har konstateret, at i det omfang de sikrede tilgodehavenders beløb var 200 mio. SKK, er det med urette, at det i anklageskriftet blev hævdet, at beløbet på 308 mio. SKK kunne være blevet inddrevet straks.

200    Det fremgår i øvrigt af Špeciálny súd v Pezinkus dom af 6. marts 2006, at denne nationale ret domstol tilnærmelsesvis bekræfter (dvs. ca. 200 mio. SKK) sagsøgerens vurdering (nemlig 194 mio. SKK) af værdien af de aktiver, som de slovakiske myndigheder havde pant i mod sagsøgeren. I det omfang Kommissionen derfor, som det allerede er anført i præmis 162 ovenfor, i den anfægtede beslutning har givet udtryk for den antagelse, at de sikrede tilgodehavenders beløb i det mindste var lig med sagsøgerens vurdering (og ikke Den Slovakiske Republiks vurdering, dvs. 397 mio. SKK), kan den ikke bebrejdes at have set bort fra de oplysninger, som sagsøgeren har fremsendt i den forbindelse.

201    Sammenfattende bør det ottende anbringende, for så vidt som det tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorordningsproceduren, forkastes som grundløst.

 Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det niende anbringende, for så vidt som de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–       Parternes argumenter

202    Sagsøgeren kritiserer Kommissionen for ikke at have begrundet den anfægtede beslutning tilstrækkeligt.

203    Det gøres nærmere gældende, at Kommissionen ikke har forklaret sin begrundelse i flere henseender. For det første har sagsøgeren ikke benægtet, at de slovakiske skattemyndigheder som privilegeret kreditor var i en juridisk mere favorabel position i forhold til de andre kreditorers situation, men den kritiserer Kommissionen for ikke at have forklaret, hvorfor den anførte, at de slovakiske skattemyndigheder var i en økonomisk bedre position end sagsøgerens andre kreditorer. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det ikke er klart, »hvad formålet er med 100. betragtning ff. [til den anfægtede beslutning […] i forhold til Kommissionens konklusion vedrørende statsstøtten«.

204    Kommissionen har bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det niende anbringende.

–       Rettens bemærkninger

205    Hvad for det første angår sagsøgerens argument om Kommissionens manglende forklaring med hensyn til dens erklæring om, at de slovakiske skattemyndigheder var i en økonomisk bedre position end de andre kreditorer, skal det bemærkes, at Kommissionen i 74. betragtning til den anfægtede beslutning anførte:

»Før ordningen var skattekontoret imidlertid i en juridisk og økonomisk mere fordelagtig position end kreditorerne. Det er derfor nødvendigt at undersøge i detaljer, om skattekontoret brugte alle disponible midler for at opnå den størst mulige tilbagebetaling af sine tilgodehavender, som en markedsøkonomisk kreditor ville gøre.«

206    Kommissionens påstand om de slovakiske skattemyndigheders juridisk og økonomisk mere fordelagtige position er ganske vist ikke klart underbygget i den anfægtede beslutning.

207    Denne konstatering er imidlertid ikke afgørende for lovligheden af den anfægtede beslutning. Sagsøgeren har således hverken anfægtet de slovakiske skattemyndigheders retlige status, dvs. som privilegeret kreditor, eller de dermed forbundne mere positive konsekvenser i overensstemmelse med den på tidspunktet for de faktiske omstændigheder gældende slovakiske lovgivning, og dette i forhold til sagsøgerens andre kreditorer. Som Kommissionen imidlertid har gjort gældende i dens skriftlige indlæg, udgjorde den retlige fordel i det foreliggende tilfælde, som de lokale skattemyndigheder havde som privilegeret kreditor, ligeledes en økonomisk fordel, eftersom skattemyndighederne med denne status havde en garanti for – med forrang i forhold til sagsøgerens private kreditorer – at kunne inddrive deres krav, og dette på et hvilket som helst tidspunkt under proceduren for likvidation af de aktiver, der var pantsat for mindst 194 mio. SKK. Sagsøgerens første argument skal derfor forkastes som ugrundet.

208    Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at det ikke er klart, »hvad formålet er med 100. betragtning ff. [til den anfægtede beslutning […] i forhold til Kommissionens konklusion vedrørende statsstøtten«, bemærkes det, at Kommissionen i 78. betragtning til den anfægtede beslutning har meddelt de tre dele af sin vurdering under overskriften »Statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, [EF]«, idet den tredje del indebærer en undersøgelse af de slovakiske myndigheders og sagsøgerens indirekte beviser. Kommissionen foretog en sådan undersøgelse i 100.-109. betragtning til den anfægtede beslutning. Dette argument er derfor åbenbart ubegrundet.

209    Følgelig skal det niende anbringende, for så vidt som det tilsigter at godtgøre, at Kommissionen med urette fastslog, at den retslige likvidationsprocedure var mere gunstig end kreditorordningsproceduren, forkastes som grundløst.

210    Det følger af de konklusioner, der blev draget i præmis 151, 168, 192, 201 og 209 ovenfor, at det fjerde anbringende, og med samme begrundelse det sjette, syvende, ottende og niende anbringende, for så vidt som de knytter sig til det fjerde anbringende, skal forkastes som ugrundede.

211    Hvad endelig angår dels de indledende bemærkninger i præmis 88-92 ovenfor, dels konklusionerne i præmis 149-151 ovenfor, er det ufornødent for vurderingen af den anfægtede beslutnings lovlighed med hensyn til kvalificeringen af den pågældende foranstaltning som en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF at tage stilling til, om det femte og det sjette, syvende, ottende og niende anbringende er begrundede, for så vidt som de vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen med rette havde antaget, at skatteinddrivelsesproceduren var mere fordelagtig end kreditorordningsproceduren.

212    Kommissionen kunne derfor med føje kvalificere den pågældende foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

5.     Det tiende anbringende om en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen ikke har fritaget kreditorordningen som omstruktureringsstøtte, og idet den har anvendt rammebestemmelserne af 2004 med tilbagevirkende kraft

 Parternes argumenter

213    Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har anvendt artikel 87, stk. 3, EF og rammebestemmelserne af 1999 fejlagtigt, idet den ikke har fritaget den pågældende støtte, da selskabet var en kriseramt virksomhed, og kreditorordningen var baseret på en omstruktureringsplan, som var begrænset til det strengt nødvendige og førte til genopretningen af selskabets langsigtede rentabilitet. Kommissionen har endvidere anvendt rammebestemmelserne af 2004 med tilbagevirkende kraft, selv om den erkendte, at rammebestemmelserne af 1999 fandt anvendelse. Sagsøgeren har endvidere henvist til, at Kommissionen blot gjorde gældende, at selskabets rentabilitet ikke blev genoprettet, og at den pågældende støtte ikke var begrænset til det strengt nødvendige. Kommissionen undersøgte ikke de andre kriterier for, hvornår en foranstaltning kan kvalificeres som omstruktureringsstøtte, såsom tilstedeværelsen af kompensationsforanstaltninger. Endvidere har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen, selv om selskabet er en SMV, ikke tog hensyn til bestemmelserne i punkt 55 i rammebestemmelserne af 1999, der for så vidt angår SMV bestemmer, at betingelserne i nævnte rammebestemmelsers punkt 29-47 skal anvendes mindre strengt.

214    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den med hensyn til genopretningen af selskabets langsigtede rentabilitet for Krajský súd v Košiciach fremlagde en omstruktureringsplan, der omfattede en lang række foranstaltninger. Denne plan blev gennemført og overvåget af en administrator for retslig likvidation, udmeldt af Krajský súd v Košiciach, og gav selskabet mulighed for at »genoprette« sin rentabilitet uden yderligere statslige indgreb. Kommissionen burde i øvrigt have taget hensyn til den omstændighed, at denne plan var blevet udarbejdet og fremsendt til Krajský súd v Košiciach inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, således at det ikke var muligt for sidstnævnte at anmelde den. Sagsøgeren har gjort gældende, at hvis manglen på en omstruktureringsplan, udarbejdet på den af Kommissionen foreskrevne måde, automatisk medførte en foranstaltnings uforenelighed, ville en ny medlemsstat i Unionen forhindres i at anvende eller gennemføre enhver omstruktureringsforanstaltning inden dens tiltrædelse, selv om alle de øvrige kriterier er opfyldt. En sådan politik er i strid med artikel 12 EF.

215    Sagsøgeren har for det andet anført, at selskabets langsigtede rentabilitet er blevet genoprettet. Sagsøgeren er, modsat det af Kommissionen i den anfægtede beslutning anførte, af den opfattelse, at omstruktureringen af selskabets virksomhed med destillation og samarbejdet med Old Herold ligger til grund for denne succes. I det omfang selskabets økonomiske problemer skyldtes betingelserne for betaling af punktafgifterne i henhold til dets aktiviteter inden for produktion af alkohol, har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet ved ikke længere at producere alkohol har undgået, at sådanne vanskeligheder opstår igen. Hertil kommer, at Kommissionens argument om, at sagsøgeren på ny kunne anmode om en tilladelse til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige varer, må forkastes, eftersom selskabet ikke på ny har anmodet om en sådan tilladelse eller agter at gøre det, således at det har forladt det marked, på hvilket det gøres gældende, at den pågældende foranstaltning medfører konkurrenceforvridning.

216    Hvad angår spørgsmålet, om støtten er begrænset til det strengt nødvendige, har Kommissionen anført, at Den Slovakiske Republik for det første i forbindelse med kreditorordningen ikke burde have givet sit samtykke til, at det af sagsøgeren tilbagebetalte beløb var under 35,84% af gælden, og at dens bidrag for det andet var for lavt. Sagsøgeren gør gældende, at et større afkast end 35% kunne have bragt »kreditorordningens rentabilitet« i fare. Sagsøgeren har gjort gældende, at den likvide beholdning på i alt 231 mio. SKK, der blev fremskaffet med henblik på at finansiere selskabets forpligtelser i henhold til kreditorordningen, blev tilvejebragt på andre måder end ved et banklån, som sagsøgeren ikke kunne stille sikkerhed for. Blandt disse måder var leverandørlånet på [fortroligt] SKK fra Old Herold. Kommissionen har foretaget en forkert vurdering af lånet, hvilket beløb ikke blev udbetalt til sagsøgeren, men hvis tilbagebetalingsfrist blot blev udsat for at give selskabet mulighed for at akkumulere kontantbeholdninger. I afgørelsen af 27. april 2006 bekræftede Najvyšší súd Slovenskej republiky, at værdien af det løsøre, som sagsøgeren rådede over efter kreditorordningen, var det minimum, som var nødvendig for at sikre selskabets overlevelse. Sagsøgeren har henvist til, at selskabet ikke havde overskydende likviditet, og at der ikke er konstateret nogen konkurrencefordrejning på det pågældende marked efter juli 2004.

217    Hvad angår Kommissionens vurdering af selskabets bidrag til omstruktureringen har sagsøgeren foreholdt Kommissionen at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at det lån, som Old Herold havde givet sagsøgeren, ikke udgjorde et sådant bidrag, fordi en betalingsfrist på 40 dage kan betragtes som en almindelig praksis. Sagsøgeren gør i denne forbindelse gældende, at tildelingen af en sådan frist under kreditorprocedureordningen gik videre end »sædvanlig handelspraksis« og derfor udgør en omstruktureringsforanstaltning. Ifølge sagsøgeren ville en leverandør, der i modsætning til Old Herold ikke har nogen »langsigtet økonomisk interesse [i selskabet]«, ikke have leveret varer uden at kræve forudbetaling eller sikkerhed. Det følger i øvrigt af Kommissionens beslutningspraksis, at sidstnævnte tidligere har udtalt, at 35% var en tilstrækkelig procentdel som modtagerens bidrag til omstruktureringsplanen.

218    Endelig har sagsøgeren for det tredje foreholdt Kommissionen at have anvendt rammebestemmelserne af 2004 med tilbagevirkende kraft, idet den har taget hensyn til den nye deltagelsesandel heri. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft udgør i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for at annullere. Ved at anvende den nye andel i rammebestemmelserne af 2004 burde Kommissionen under alle omstændigheder også have taget hensyn til den omstændighed, at disse retningslinjer fastsætter, at i støttede områder, såsom den region, hvor Košice var beliggende, kan betingelserne for vurderingen af størrelsen af støttemodtagerens eget bidrag være mindre strenge.

219    Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt samtlige de argumenter, der er fremført af sagsøgeren til støtte for det tiende anbringende.

 Rettens bemærkninger

220    Det skal indledningsvis for det første fastslås, at sagsøgeren med hensyn til argumentet om tilsidesættelse af artikel 12 EF på intet tidspunkt har redegjort for, i hvilket omfang denne bestemmelse, som vedrører forbuddet mod forskelsbehandling, er blevet overtrådt i den foreliggende sag. Følgelig er det åbenbart, at argumentet i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), må afvises.

221    For det andet bemærkes, at sagsøgerens påstand, hvorefter Kommissionen har anvendt rammebestemmelserne af 2004 med tilbagevirkende kraft, er ubegrundet. Dels fremgår det udtrykkeligt af mange betragtninger til den anfægtede beslutning, herunder navnlig af betragtning 116-118 og 120-136, at Kommissionen ikke blot har fastslået, at rammebestemmelserne af 1999 fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, men også undersøgte den pågældende foranstaltnings forenelighed på baggrund af de nævnte rammebestemmelser. Dels, selv om Kommissionen i betragtning 152 til den anfægtede beslutning, ved en henvisning i fodnote 36 i beslutningen, faktisk nævnte modtagerens eget bidrag på 40% i rammebestemmelserne af 2004, kan denne henvisning dog ikke underbygge sagsøgerens påstand med hensyn til anvendelsen af disse rammebestemmelser med tilbagevirkende kraft i den anfægtede beslutning. Det må nemlig konstateres, at den pågældende henvisning kun blev foretaget for at belyse Kommissionens vurdering, hvorefter dens praksis med anvendelsen af 1999-rammebestemmelserne og udviklingen i dens politik vedrørende kriteriet om begrænsning af beløbet og støttens intensitet til det strengt nødvendige har ført »hen imod indførelsen af tærsklerne under [rammebestemmelserne af 2004]«. Som det i øvrigt udtrykkeligt fremgår af andet punktum i 152. betragtning til den anfægtede beslutning, har Kommissionen udtrykkeligt anført, at sagsøgerens eget bidrag på 27% »kunne eventuelt kun accepteres under 1999-rammebestemmelserne, hvis alle de andre betingelser for godkendelse af støtten var opfyldt«. Det må følgelig fastslås, at Kommissionen har anvendt rammebestemmelserne af 1999, og at argumentet om anvendelsen med tilbagevirkende kraft af rammebestemmelserne af 2004 følgelig må forkastes som ugrundet.

222    Det er for det tredje ligeledes med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget hensyn til bestemmelserne i punkt 55 i rammebestemmelserne af 1999, som vedrører betingelserne om anvendelse af de nævnte bestemmelser på SMV. Dels fastslog Kommissionen i 119. betragtning til den anfægtede beslutning, at sagsøgeren er »en mellemstor virksomhed« i EU-lovgivningens forstand. Dels bemærkede Kommissionen i 129. betragtning til den anfægtede beslutning, at for SMV foreskrev 1999-rammebestemmelserne, at der for godkendelse af en støtte stilles mindre strenge krav til gennemførelse af modydelser og tilsynsrapporternes indhold. Den tilføjede også i det andet punktum i nævnte betragtning, at »[d]isse faktorer fritager dog hverken virksomhederne for kravet om at udarbejde en omstruktureringsplan eller medlemsstaterne for forpligtelsen til at gøre omstruktureringsstøtten betinget af, at der gennemføres en omstruktureringsplan«. Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke har taget hensyn til bestemmelserne i punkt 55 i rammebestemmelserne af 1999 skal forkastes som ugrundet.

223    For det fjerde fremgår det af anden betragtning til den anfægtede beslutning, at Den Slovakiske Republik i dens skrivelse af 4. januar 2005 udtrykkeligt anmodede Kommissionen om at godkende den pågældende foranstaltning som redningsstøtte til et selskab i økonomiske vanskeligheder.

224    Indledningsvis bemærkes det, at sagsøgeren i det væsentlige anfægter Kommissionens vurdering, hvorefter den pågældende foranstaltning ikke var forenelig med fællesmarkedet på baggrund af rammebestemmelserne af 1999.

225    For det første bemærkes det indledningsvis, at det fremgår af artikel 87, stk. 3, litra c), EF, at »støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse«, kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet.

226    Endvidere følger det af fast retspraksis, at artikel 87, stk. 3, EF indrømmer Kommissionen et vidt skøn ved afgørelsen af, om en støtte kan tillades ved undtagelser fra det almindelige forbud i stk. 1, når bedømmelsen i sådanne tilfælde af en statsstøttes forenelighed eller uforenelighed med fællesmarkedet rejser problemer, der indebærer hensyntagen til og vurdering af sammensatte økonomiske omstændigheder, som vil kunne ændre sig hurtigt (jf. Domstolens dom af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser at sætte sin bedømmelse af de faktiske omstændigheder, særligt med hensyn til økonomiske forhold, i stedet for den, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen. Rettens prøvelse skal i sådanne tilfælde begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (Rettens dom af 14.5.2002, sag T-126/99, Graphischer Maschinenbau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2427, præmis 32, og af 14.10.2004, sag T-137/02, Pollmeier Malchow mod Kommissionen, Sml. II, s. 3541, præmis 52).

227    Det følger endvidere af fast retspraksis, at lovligheden af en fællesskabsretsakt skal bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt, og særligt, at Kommissionens komplicerede vurderinger kun må bedømmes på baggrund af de oplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, hvor den anlagde vurderingerne (Rettens dom af 6.10.1999, sag T-123/97, Salomon mod Kommissionen, Sml. II, s. 2925, præmis 48, og dommen i sagen Graphischer Maschinenbau mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 226, præmis 33).

228    Kommissionen kan endvidere pålægge sig selv retningslinjer for udøvelsen af sit skøn ved retsakter såsom rammebestemmelserne, for så vidt som disse retsakter indeholder vejledende regler om den praksis, som denne institution vil følge, og hvis ikke de indebærer en afvigelse fra traktatbestemmelserne (jf. Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-278/00, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3997, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

229    Kommissionen er i mangel af en troværdig omstruktureringsplan i henhold til rammebestemmelserne af 1999 endelig berettiget til at afvise at godkende den pågældende støtte (jf. i denne retning analogt Domstolens dom af 22.3.2001, sag C-17/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2481, præmis 44-49).

230    I det foreliggende tilfælde undersøgte Kommissionen den statsstøtte, som blev ydet sagsøgeren, ud fra rammebestemmelserne af 1999, som definerer kriterierne for bedømmelsen af foreneligheden af en omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder.

231    Som det fremgår af punkt 31 i rammebestemmelserne af 1999, skal individuel statsstøtte til kriseramte virksomheder for at kunne godkendes i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), EF indgå i en omstruktureringsplan, som skal være godkendt af Kommissionen. Yderligere følger det af punkt 32-40 i rammebestemmelserne af 1999, at omstruktureringsplanen, der skal strække sig over en så kort periode som muligt, navnlig inden for et rimeligt tidsrum og på basis af en realistisk vurdering af virksomhedens fremtidige driftsvilkår skal kunne gøre virksomheden sund og rentabel på længere sigt, samtidig med, at støttebeløbet og støttens omfang begrænses til det strengt nødvendige. I henhold til punkt 43-45 i rammebestemmelserne af 1999 påhviler det desuden den berørte virksomhed at gennemføre omstruktureringsplanen fuldt ud, sådan som den blev accepteret af Kommissionen. Denne gennemførelse og forløbet af processen skal ske under Kommissionens kontrol, og der skal aflægges udførlige årlige rapporter til Kommissionen. Der skal derfor foretages en prøvelse af, om disse betingelser er opfyldt i denne sag.

232    For det andet fremgår det af den anfægtede beslutning, at Kommissionen for at konkludere, at betingelserne i rammebestemmelserne af 1999 ikke var opfyldt, baserede sig på, at der ikke forelå en omstruktureringsplan, og på den omstændighed, at den pågældende foranstaltning ikke var begrænset til det strengt nødvendige.

233    Hvad for det første angår Kommissionens konklusion med hensyn til den manglende »omstruktureringsplan« som omhandlet i rammebestemmelserne af 1999 har sagsøgeren for det første gjort gældende, at selskabet fremlagde en omstruktureringsplan for Krajský súd v Košiciach, der omfattede en lang række foranstaltninger, for det andet, at denne plan blev gennemført og overvåget af en administrator for retslig likvidation, udmeldt af Krajský súd v Košiciach, og endelig, at Kommissionen ikke har taget hensyn til planen.

234    Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at de slovakiske myndigheder på det tidspunkt, hvor den pågældende støtte blev ydet, faktisk rådede over en omstruktureringsplan, der opfylder de ovenfor i præmis 231 nævnte krav, og som kunne forelægges Kommissionen til godkendelse.

235    Det fremgår nemlig af sagsakterne, at de lokale skattemyndigheder i deres skrivelse af 20. oktober 2004 havde henledt sagsøgerens opmærksomhed på det forhold, at den gældsafskrivning, som var blevet godkendt af de lokale skattemyndigheder, udgjorde en støtte, som skulle godkendes af Kommissionen, og at myndighederne derfor havde anmodet virksomheden om at fremsende en investeringsplan inden for en frist på ca. en måned. Sagsøgeren har i selskabets skrivelse af 9. november 2004 ikke blot anfægtet kvalificeringen af den pågældende foranstaltning som en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, men også udtrykkeligt afvist at fremsende den investeringsplan, som de lokale skattemyndigheder havde anmodet om, med henblik på at anmode Kommissionen om en godkendelse af den pågældende støtte.

236    I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, har Kommissionen derudover i den anfægtede beslutning helt klart taget hensyn til den forretningsplan, som blev forelagt af sagsøgeren i forbindelse med kreditorordningsproceduren. Kommissionen henviser således i 52. og 81. betragtning til den anfægtede beslutning udtrykkeligt til denne forretningsplan, og i punkt 130-141 i den anfægtede beslutning (der er indeholdt i den del, som vedrører Kommissionens undersøgelse af den pågældende foranstaltnings forenelighed), vurderede den, om den nævnte forretningsplan både med hensyn til form og indhold kunne kvalificeres som en »omstruktureringsplan« som omhandlet i rammebestemmelserne af 1999. I denne forbindelse anførte Kommissionen i 141. betragtning til den anfægtede beslutning, at »[d]a der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan og en reel analyse af vanskelighederne, og da der ikke er truffet de nødvendige foranstaltninger til at rette op på disse vanskeligheder, kombineret med markedsvilkårene og -udsigterne, må Kommissionen konkludere, at den forretningsplan, modtageren har fremlagt, ikke er en reel omstruktureringsplan som fastsat af 1999-rammebestemmelserne«. Kommissionen konkluderede derfor, at dens tvivl om, hvorvidt sagsøgeren på ny ville kunne blive levedygtig på lang sigt, ikke var »fjernet«.

237    Selv om Kommissionen derfor i den anfægtede beslutning helt klart har taget hensyn til og undersøgt den forretningsplan, som blev forelagt af sagsøgeren i forbindelse med kreditorordningsproceduren, må det konstateres, at sagsøgeren i sine skriftlige indlæg kun har gjort gældende, at den virksomhedsplan, som selskabet fremlagde for Krajský súd v Košiciach, omfattede en lang række foranstaltninger, blev gennemført og overvåget af en administrator for retslig likvidation, udpeget af Krajský súd v Košiciach, og havde givet virksomheden mulighed for at »genoprette« sin rentabilitet uden yderligere statslige indgreb.

238    Det skal derfor bemærkes, at sagsøgeren ikke fremfører noget argument, der kan rejse tvivl om rigtigheden af alle Kommissionens betragtninger i 130.-141. betragtning til den anfægtede beslutning, hvorefter den konkluderede, at den nævnte forretningsplan både med hensyn til form og indhold ikke udgør en »omstruktureringsplan« som omhandlet i rammebestemmelserne af 1999.

239    Det er endelig ligeledes med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen burde have taget hensyn til den omstændighed, at denne plan var blevet udarbejdet og fremsendt til for Krajský súd v Košiciach inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, således at det ikke var muligt for sidstnævnte at anmelde den. Dette argument hviler således på en urigtig præmis, ifølge hvilken pligten til forudgående meddelelse som omhandlet i artikel 88, stk. 3, EF, idet den pågældende foranstaltning var blevet tildelt forud Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, ikke fandt anvendelse. Som fastslået i denne doms præmis 86, er det kun fra det tidspunkt, hvor de lokale skattemyndigheder formelt godkendte forslaget til kreditorordningen, dvs. den 9. juli 2004, at de nævnte myndigheder gav afkald på 65% af deres krav mod sagsøgeren. Det er derfor efter Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, at det juridisk bindende dokument, hvormed de slovakiske myndigheder forpligtede sig til delvist at afskrive sagsøgerens skattegæld i forbindelse med en kreditorordning, blev vedtaget. Følgelig fandt pligten til forudgående meddelelse i artikel 88, stk. 3, EF anvendelse på den pågældende foranstaltning i overensstemmelse med de formelle og materielle bestemmelser, som fandt anvendelse den 9. juli 2004. En støtteforanstaltning som den her omhandlede foranstaltning skulle imidlertid, således som det er påpeget i præmis 231 ovenfor, have forbindelse med en omstruktureringsplan som omhandlet i rammebestemmelserne af 1999.

240    Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Kommissionen begik en åbenbar fejl, da den i 141. betragtning til den anfægtede beslutning drog den konklusion, at den forretningsplan, som blev forelagt af sagsøgeren, ikke var en omstruktureringsplan som omhandlet i rammebestemmelserne af 1999.

241    Kommissionen var i overensstemmelse med den i præmis 229 ovenfor nævnte retspraksis i mangel af en troværdig omstruktureringsplan i henhold til rammebestemmelserne af 1999 berettiget til at afvise at godkende den pågældende støtte, således som den anførte i den anfægtede beslutnings 142. betragtning.

242    For det andet fremgår det af 142. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen også påtog sig at vurdere det krav, som hænger sammen med begrænsningen af beløbet og støttens intensitet til det strengt nødvendige, som fastsat i punkt 40 i rammebestemmelserne af 1999. For fuldstændighedens skyld skal de argumenter, som sagsøgeren har fremført til støtte for det tiende anbringende, derfor undersøges, for så vidt som de tilsigter at påvise, at det var med urette, at Kommissionen fandt, at den pågældende foranstaltning ikke opfyldte det nævnte kriterium.

243    Sagsøgeren har i denne henseende ikke bestridt, at støttemodtagerne i overensstemmelse med rammebestemmelserne af 1999 normalt skal yde et betydeligt bidrag til omstruktureringsplanen af egne midler eller ved finansiering udefra opnået på markedsvilkår.

244    Derimod er parterne uenige om, hvorvidt den henstand med betalingsfristerne, som Old Herold havde ydet sagsøgeren, udgør et eget bidrag fra sagsøgeren til omstruktureringsplanen.

245    Som Kommissionen imidlertid har anført i 147.-149. betragtning til den anfægtede beslutning, kan den henstand med betalingsfristerne, som Old Herold havde ydet sagsøgeren, ikke anses for et bidrag gennem eksterne midler, og navnlig fra en kreditor, som antog, at virksomhedens rentabilitet ville blive genoprettet. Det bemærkes hertil alene, at sagsøgeren på mødet den 28. marts 2006 mellem Kommissionen og sagsøgeren udtrykkeligt anførte, at »leverandørlånet« var blevet ydet selskabet af Old Herold i andet halvår af 2004, og at standardperioden for opfyldelse af dets forpligtelser var på mellem 14 og 60 dage. Det er derfor med rette, at Kommissionen i 148. betragtning til den anfægtede beslutning har konkluderet, at den betalingsfrist på 40 dage, som Old Herold havde ydet sagsøgeren, udgjorde en standardpraksis, under alle omstændigheder i forhold til den standardperiode på mellem 14 og 60 dage, som var oplyst af sagsøgeren selv, og at den derfor ikke udgjorde et bidrag til omstruktureringen gennem eksterne midler.

246    Det følger af ovenstående overvejelser, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Kommissionens vurderinger med hensyn til, at der ikke bestod et rimeligt forhold mellem den pågældende foranstaltning og omstruktureringsomkostningerne, var åbenbart urigtige.

247    Følgelig kunne Kommissionen med føje antage, at betingelserne i rammebestemmelserne af 1999 ikke var opfyldt, og dermed erklære, at den pågældende foranstaltning ikke er forenelig med EF-traktaten.

248    Heraf følger, at det tiende anbringende skal forkastes i det hele som ugrundet.

249    Det følger af alle de konklusioner, der blev draget i præmis 54, 61, 87, 210, 211 og 248 ovenfor, at samtlige de til støtte for det foreliggende søgsmål fremsatte anbringender må forkastes.

 Sagens omkostninger

250    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionen og intervenientens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Frucona Košice a.s. betaler sagens omkostninger

Pelikánová Jürimäe Soldevila Fragoso

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. november 2010.

Justitssekretær       Afdelingsformand

Indhold

Retsforskrifter

1.  Fællesskabsbestemmelser

2.  Nationale bestemmelser

Faktiske omstændigheder

1.  Sagsøgeren

2.  Nationale administrative procedurer og domstolsprocedurer

3.  Den administrative procedure for Kommissionen

Retsforhandlinger og parternes påstande

Om realiteten

1.  Det første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn vedrørende størrelsen af den pågældende støtteforanstaltning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

2.  Det andet anbringende om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og artikel 33 EF

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

3.  Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af punkt 3 i bilag IV til tiltrædelsestraktaten, artikel 253 EF, artikel 88 EF samt forordning (EF) nr. 659/1999, idet Kommissionen ikke havde kompetence til at træffe den anfægtede beslutning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

4.  Det fjerde, femte, sjette, syvende, ottende og niende anbringende, der i det væsentlige vedrører retlige og faktiske fejl, som er begået med hensyn til kvalificeringen af den pågældende foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF

Indledende bemærkninger

Lovligheden af den anfægtede beslutning, idet Kommissionen fandt, at det var mere fordelagtigt med en retslig likvidationsprocedure end en kreditorordningsprocedure

Vedrørende de argumenter, der er fremført i forbindelse med det fjerde anbringende

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det sjette anbringende, for så vidt de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det syvende anbringende, for så vidt som de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det ottende anbringende, for så vidt de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Vedrørende de argumenter, der er fremsat i forbindelse med det niende anbringende, for så vidt som de vedrører den retslige likvidationsprocedure

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

5.  Det tiende anbringende om en retlig og faktisk fejl, idet Kommissionen ikke har fritaget kreditorordningen som omstruktureringsstøtte, og idet den har anvendt rammebestemmelserne af 2004 med tilbagevirkende kraft

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.