Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Svea hovrätt (Sverige) den 11. januar 2018 – Textilis Ltd og Ozgur Keskin mod Svenskt Tenn Aktiebolag

(Sag C-21/18)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Svea hovrätt

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Textilis Ltd og Ozgur Keskin

Sagsøgt: Svenskt Tenn Aktiebolag

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 1 af 16. december 2015 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker m.m.. fortolkes således, at artikel 7, stk. 1, litra e), nr. iii), i den nye affattelse finder anvendelse på en rets efterprøvelse af gyldigheden [jf. artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009], som foretages, efter at ændringen er trådt i kraft, dvs. efter den 23. marts 2016, selv hvis sagen vedrører en erklæring om ugyldighed, hvor sagen blev anlagt før dette tidspunkt og altså vedrører et varemærke, der er blevet registreret før denne dato?

Skal artikel 7, stk. 1, litra e), nr. iii), i forordning nr. 207/2009 – i den anvendelige affattelse – fortolkes således, at dens anvendelsesområde omfatter et tegn, der består af en todimensional gengivelse af en todimensional vare, f.eks. et stof, der udsmykkes med det pågældende tegn?

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: efter hvilke principper skal udtrykket »tegn, som udelukkende består af [formen (eller en anden egenskab), der giver varerne en væsentlig værdi]« i artikel 7, stk. 1, litra e), nr. iii), i forordning nr. 207/2009 fortolkes i en situation, hvor registreringen omfatter flere forskellige vareklasser og varer, og tegnet kan anbringes på varerne på forskellige måder? Skal bedømmelsen foretages efter mere objektive/generelle kriterier, f.eks. med udgangspunkt i, hvordan varemærket ser ud, og hvordan det er muligt at anbringe det på forskellige varer, dvs. uden hensyn til på hvilken måde varemærkeindehaveren de facto kan have anbragt eller kan tilsigte at anbringe tegnet på forskellige varer?

____________

1     EUT 2015, L 341, s. 21.