Appel iværksat den 28. september 2011 af Schindler Holding Ltd, Schindler Management AG, Schindler SA, Schindler Sàrl, Schindler Liften BV og Schindler Deutschland Holding GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juli 2011 i sag T-138/07, Schinder Holding Ltd m.fl. mod Europa-Kommissionen, støttet af Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-501/11 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Schindler Holding Ltd, Schindler Management AG, Schindler SA, Schindler Sàrl, Schindler Liften BV og Schindler Deutschland Holding GmbH (ved Rechtsanwälte R. Bechtold og W. Bosch samt professor Dr. J. Schwarze)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanternes påstande

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

1.    Rettens dom (Ottende Afdeling) af 13. juli 2011 (sag T-138/07) ophæves.

2.    Kommissionens beslutning af 21. februar 2007 (sag COMP/E-1/38.823 - Elevatorer og rulletrapper) annulleres.

    Subsidiært annulleres eller nedsættes de bøder, der ved denne beslutning er pålagt appellanterne.

3.    Mere subsidiært i forhold til den første og anden påstand hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten i overensstemmelse med Domstolens dom.

4.    I alle tilfælde tilpligtes Kommissionen at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort i alt 13 anbringender gældende:

For det første har Retten tilsidesat magtadskillelsesprincippet og kravene til en retsstatslig proces, idet Retten uden selv at have foretaget en fuldstændig prøvelse af Kommissionens beslutning fandt, at Kommissionen var beføjet til at pålægge bøder.

For det andet har Retten tilsidesat princippet om umiddelbar bevisoptagelse ved at anse en bevisførelse i form af kronvidner, som den der fandt sted i Kommissionens daværende praksis, for at være tilladelig.

For det tredje har Retten tilsidesat princippet om bestemthed (artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herefter EMRK), idet den anså artikel 23, stk. 2, i forordning 1/2003 ¹ for at være en tilstrækkeligt klar hjemmel for pålæggelse af bøder.

For det fjerde har Retten ikke taget hensyn til, at Kommissionens retningslinjer for beregningen af bøder fra 1998 er uvirksomme grundet Kommissionens manglende beføjelser.

For det femte er det med urette, at Retten ikke har anerkendt, at Kommissionens retningslinjer for beregningen af bøder fra 1998 er i strid med forbuddet mod tilbagevirkende kraft og princippet om beskyttelse af berettigede forventninger.

For det sjette har Retten tilsidesat skyldprincippet og uskyldsformodningen (artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, artikel 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herefter chartret, artikel 6, stk. 2, i EMRK), idet den ikke har anset det for at være nødvendigt at tilregne, henholdsvis ikke har tilregnet, de berørte virksomheder den af deres medarbejdere begåede overtrædelse.

For det syvende har Retten med urette anset Schindler Holding for at være medansvarlig. Herved griber de anvendte principper vedrørende moderselskabets medansvar ind i medlemsstaternes kompetencer. Desuden har Retten tilsidesat såvel Domstolens retspraksis som uskyldighedsformodningen (chartrets artikel 48, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, i EMRK).

For det ottende har Retten begået en retlig fejl ved ikke at anse den i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte maksimumgrænse for at være overskredet.

For det niende er der herved også gjort indgreb i Schindler Holdings ejendomsret, da bødefastsættelsen har samme virkning som en ekspropriation (chartrets artikel 17, stk. 1, artikel 1 i første tillægsprotokol til EMRK).

For det tiende har Retten begået en retlig fejl ved at have anset de grundbeløb, som Kommissionen havde fastsat for højt, for at være velbegrundede.

For det ellevte har Retten med urette anerkendt, at Kommissionen ikke anså visse omstændigheder for at udgøre formildende omstændigheder. Herved har Retten ikke taget hensyn til navnlig karteldeltagelsens frivillige ophør i Tyskland og appellanternes tilpasningsforanstaltninger.

For det tolvte har Retten begået en retlig fejl ved at have anset det for at være velbegrundet, at Kommissionen fastsatte for lave henholdsvis med urette afslog bødenedsættelser. Desuden har den ikke taget hensyn til, at Kommissionen med urette indrømmede for lave bødenedsættelser for samarbejdet uden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen.

For det trettende har Retten tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at have anerkendt bødernes størrelse.

____________

¹ - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).