Appel iværksat den 2. april 2014 af SKW Stahl-Metallurgie Holding AG og SKW Stahl-Metallurgie GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 23. januar 2014 i sag T-384/09, SKW Stahl-Metallurgie Holding AG og SKW Stahl-Metallurgie GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-154/14 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: SKW Stahl-Metallurgie Holding AG og SKW Stahl-Metallurgie GmbH, (ved Rechtsanwälte Dr. A. Birnstiel og Dr. S. Janka)

De andre parter i appelsagen: Gigaset AG og Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves i sin helhed, for så vidt som den ikke giver appellanterne medhold i deres påstande, og appellanterne gives fuldt ud medhold i de for første instans nedlagte påstande.

Subsidiært ophæves den appellerede dom delvis.

Mere subsidiært nedsættes de bøder, som appellanterne er blevet pålagt i artikel 2, litra f) og g), i Europa-Kommissionens beslutning af 22. juli 2009, efter billighed.

Endnu mere subsidiært ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, for så vidt angår de ovennævnte påstande.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har i det væsentlige fremsat følgende anbringender:

Rettens dom er behæftet med en retlig fejl og bør ophæves, idet den ikke tager hensyn til den omstændighed, at Kommissionen i proceduren vedrørende bøderne har tilsidesat appellanternes væsentlige proceduremæssige rettigheder såsom retten til at blive hørt. Retten har ved at opretholde Kommissionens vurdering også tilsidesat proportionalitetsprincippet og forbuddet mod en bevisvurdering på forhånd.

Retten har desuden ikke taget hensyn til, at Kommissionen med sin beslutning og de bøder, som blev fastsat i flere fælles hæftelsesordninger, har anvendt artikel 101 TEUF ukorrekt og har tilsidesat sin begrundelsespligt som omhandlet i artikel 296 TEUF, hvorfor også Retten har truffet en retligt ukorrekt afgørelse ved anvendelsen af begrebet økonomisk enhed og med hensyn til rækkevidden af den lovbestemte begrundelsespligt.

Retten har med sin dom tilsidesat princippet om, at sanktioner skal være klart fastsatte, og princippet om individuelle straffe og sanktioner, idet den har opretholdt Kommissionens beslutning.

Endelig har appellanterne anført, at Retten har begået en retlig fejl, idet den fandt, at appellanternes supplerende anbringender udgjorde nye anbringender, der som sådanne ikke kunne antages til realitetsbehandling, selv om appellanterne allerede havde rejst tilsvarende klagepunkter i deres stævning.