Language of document :

Appel iværksat den 16. april 2013 af Polyelectrolyte Producers Group, SNF SAS og Travetanche Injection SPRL til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 1. februar 2013 i sag T-368/11, Polyelectrolyte Producers Group, SNF SAS og Travetanche Injection SPRL mod Europa-Kommissionen

(Sag C-199/13 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Polyelectrolyte Producers Group, SNF SAS og Travetanche Injection SPRL (ved avocat K. Van Maldegem og avocat R. Cana)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Kongeriget Nederlandene

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens dom i sag T-368/11 ophæves.

Kommissionens forordning (EU) nr. 366/2011 (den "anfægtede forordning") om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) 2 annulleres for så vidt angår bilag XVII (acrylamid).

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse i det annullationssøgsmål, som appellanterne havde anlagt.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger (herunder sagsomkostningerne ved Retten).

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort gældende, at Retten ved ikke at tage deres påstand om annullation af den anfægtede forordning til følge har tilsidesat fællesskabsretten. Appellanterne har navnlig gjort gældende, at Retten begik en række fejl i sin fortolkning af de faktiske omstændigheder og af de bestemmelser, der fandt anvendelse på appellanternes situation. Dette resulterede i, at Retten begik flere retlige fejl, herunder navnlig:

Retten anlagde en fejlagtig fortolkning af forordning nr. 1488/94 , idet den konkluderede, at Kommissionen ikke foretog en åbenbart urigtigt bedømmelse ved ikke at tage hensyn til alle de relevante faktiske omstændigheder.

Retten anlagde en fejlagtig fortolkning af forordning nr. 1488/94, idet den konkluderede, at Kommissionen ikke foretog en åbenbart urigtig bedømmelse i forhold til vurderingen af de eksponeringsdata, der var taget hensyn til.

Retten begik en retlig fejl og anlagde en fejlagtig fortolkning af REACH, idet den konkluderede, at Kommissionen ikke foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at vedtage den anfægtede forordning på baggrund af oplysninger vedrørende et andet produkt end det produkt, der er underlagt begrænsninger i henhold til den anfægtede forordning.

Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionen ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionen ikke tilsidesatte sin begrundelsespligt.

Retten anlagde en fejlagtig fortolkning af den anfægtede forordning, idet den fandt, at forordningen ligeledes finder anvendelse på NMA-injektionsmørtel, der indeholder acrylamid.

Af disse grunde har appellanterne gjort gældende, at Rettens dom i sag T-368/11 skal ophæves, og den anfægtede forordning skal annulleres.

____________

1 - EUT L 101, s. 12.

2 - Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 af 28.6.1994 om principperne for vurdering af risikoen for mennesker og miljø ved eksisterende stoffer, i overensstemmelse med Rådets direktiv (EØF) nr. 793/93 (EFT L 161, s. 3).