RETTENS DOM (Anden Afdeling)
5. februar 2018 (*)
»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – indholdsfortegnelse til Kommissionens sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF – afslag på aktindsigt – begrundelsespligt – forpligtelse til at oplyse om retsmidler – undtagelse vedrørende beskyttelsen af formålet med undersøgelserne – generel formodning for fortrolighed«
I sag T-611/15,
Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mbH, Melsungen (Tyskland), ved advokaterne E. Wagner og H. Hoffmeyer,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen først ved F. Clotuche-Duvieusart, L. Wildpanner og A. Buchet, derefter ved F. Clotuche-Duvieusart, A. Buchet og F. Erlbacher og endelig ved F. Clotuche-Duvieusart og A. Buchet, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
vedrørende dels en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse af 3. september 2015, hvorved sagsøgeren meddeltes afslag på aktindsigt i den ikke-fortrolige udgave af Kommissionens afgørelse af 4. december 2013 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.39914 – Euro Interest Rate Derivatives (EIRD) – forligsprocedure), samt i indholdsfortegnelsen til de administrative sagsakter i denne procedure, dels en påstand støttet på artikel 265 TEUF om, at det fastslås, at Kommissionen ulovligt har undladt at udarbejde en ikke-fortrolig udgave af afgørelse C(2013) 8512 final og af indholdsfortegnelsen vedrørende denne procedure
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne F. Schalin og M.J. Costeira (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mbH, er en virksomhed, der udøver hovedparten af sine aktiviteter i Land Hessen (delstaten Hessen, Tyskland), primært inden for sektoren for engros- og detailsalg af fødevarer.
2 Inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) vedrørende navnlig en undersøgelse af bankkarteller med hensyn til Euro Interest Rate Derivatives (eurorentederivater, EIRD) (herefter »EIRD-proceduren«) vedtog Kommissionen den 4. december 2013 en afgørelse, hvorved den pålagde fire banker, som havde samarbejdet med den inden for rammerne af en forligsprocedure og derfor fik nedsat bødebeløbet, en bøde (herefter »EIRD-afgørelsen«). Kommissionens undersøgelse inden for rammerne af denne procedure var stadig igangværende på tidspunktet for indleveringen af stævningen i den foreliggende sag.
3 Ved skrivelse af 3. december 2014 begærede Edeka Verband kaufmännischer Genossenschaften eV (herefter »Edeka Verband«) på vegne af sagsøgeren aktindsigt i Kommissionens sagsakter i EIRD-proceduren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EUT 2001, L 145, s. 43). Denne begæring blev registreret af Kommissionen under referencen GESTDEM 2015/429 (herefter »den første procedure«).
4 Ved skrivelse af 12. marts 2015 bekræftede Edeka Verband sin begæring om aktindsigt i samtlige dokumenter udfærdiget siden 2006 og indeholdende oplysninger om måden, hvorpå kartellets medlemmer havde manipuleret Euribor-satsen.
5 Ved skrivelse af 31. marts 2015 gav Kommissionens Generaldirektorat (GD) »Konkurrence« afslag på Edeka Verbands begæring om aktindsigt (herefter »den oprindelige afgørelse i den første procedure«) på grundlag af artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 og en generel formodning for fortrolighed, som er knyttet til undtagelsen i samme forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led. Det meddelte ligeledes afslag på delvis aktindsigt i de ønskede dokumenter.
6 Ved skrivelse af 8. april 2015 anmodede Edeka Verband Kommissionens generalsekretariat om at foretage en fornyet prøvelse af den oprindelige afgørelse i den første procedure. Herved anførte Edeka Verband bl.a., at afslaget på delvis aktindsigt var uforholdsmæssigt, og at GD »Konkurrence« i det mindste burde give aktindsigt i indholdsfortegnelsen til Kommissionens sagsakter i EIRD-proceduren (herefter »indholdsfortegnelsen«).
7 Ved afgørelse af 27. april 2015 bekræftede Kommissionens generalsekretær den oprindelige afgørelse i den første procedure (herefter »den bekræftende afgørelse i den første procedure«).Afslaget på aktindsigt i sagsakterne i EIRD-proceduren, herunder indholdsfortegnelsen, var for det første i det væsentlige støttet på undtagelserne i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, første led, i forordning nr. 1049/2001 med henblik på at beskytte henholdsvis de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser, formålet med undersøgelserne og institutionens beslutningsproces. Offentlig udbredelse af disse dokumenter risikerede således at være til skade for de igangværende undersøgelser og at tilsidesætte reglerne om fortrolighed, retten til forsvar og de af undersøgelsen berørte parters forretningsmæssige interesser.Afslaget på aktindsigt var for det andet støttet på en generel formodning for fortrolighed i medfør af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, og på en sammenhængende fortolkning og anvendelse af de regler og forskellige formål, som er fastsat i dels forordning nr. 1049/2001, dels Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), og Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til […] artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18). Denne formodning var til hinder for såvel fuld som delvis aktindsigt i de ønskede dokumenter, herunder indholdsfortegnelsen. Afslaget på aktindsigt var for det tredje støttet på fraværet af en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse heraf som omhandlet i forordning nr. 1049/2001, idet sagsøgerens interesse i at anlægge et erstatningssøgsmål ikke kunne sidestilles med en sådan mere tungtvejende interesse. Hvad særligt angår indholdsfortegnelsen blev det præciseret, at den indgik i sagsakterne vedrørende denne procedure, som ikke var afsluttet, hvorfor dette dokument var omfattet af den generelle formodning for fortrolighed, som var til hinder for fuld såvel som delvis aktindsigt heri.
8 Ved skrivelse af 13. juli 2015 begærede sagsøgerens rådgiver på vegne af sagsøgeren aktindsigt i EIRD-afgørelsen og indholdsfortegnelsen. Denne begæring blev registreret af Kommissionen under referencen GESTDEM 2015/4023 (herefter »den anden procedure«).
9 Ved skrivelse af 29. juli 2015 svarede Kommissionens GD »Konkurrence«, idet det anførte, at der allerede tidligere var blevet indgivet en begæring om aktindsigt af Edeka Verband på vegne af sagsøgeren, og at de to ønskede dokumenter, EIRD-afgørelsen og indholdsfortegnelsen, allerede var omfattet af denne første begæring og dermed af den bekræftende afgørelse i den første procedure (herefter »den oprindelige afgørelse i den anden procedure«). I denne samme afgørelse tilkendegav GD »Konkurrence« i det væsentlige, at de to ønskede dokumenter indgik i den samling af dokumenter, med hensyn til hvilke der allerede var blevet givet afslag på aktindsigt i den første procedure, og at argumenterne for at afslå den foregående begæring, som der var redegjort for i den oprindelige afgørelse og i den bekræftende afgørelse i den første procedure, derfor fandt afgørelse mutatis mutandis på denne anden begæring.
10 Ved skrivelse af 10. august 2015 anmodede sagsøgeren Kommissionens generalsekretariat om at foretage en fornyet prøvelse af den oprindelige afgørelse i den anden procedure.
11 Ved skrivelse af 3. september 2015 bekræftede Kommissionens generalsekretær den oprindelige afgørelse i den anden procedure (herefter »den anfægtede afgørelse«).For det første henviste Kommissionens generalsekretær i den anfægtede afgørelses punkt 1 til, at der med den oprindelige afgørelse og den bekræftende afgørelse i den første procedure var blevet givet afslag på aktindsigt i samtlige dokumenter vedrørende EIRD-proceduren på grundlag af undtagelserne i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, første led, i forordning nr. 1049/2001, dvs. beskyttelsen af henholdsvis en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, formålet med inspektioner, undersøgelser og revision og institutionens beslutningsproces. Dernæst henviste Kommissionens generalsekretær i den anfægtede afgørelses punkt 2 til, at det i den oprindelige afgørelse i den anden procedure var præciseret, at de af sagsøgeren ønskede dokumenter, dvs. den ikke-fortrolige udgave af EIRD-afgørelsen og indholdsfortegnelsen, indgik i den samling af dokumenter vedrørende EIRD-proceduren, med hensyn til hvilke der allerede var blevet givet afslag på aktindsigt inden for rammerne af den første procedure, i hvilken Edeka Verband havde handlet på sagsøgerens vegne. Endvidere henviste Kommissionens generalsekretær til, at Kommissionen endnu ikke havde afsluttet forberedelsen af en ikke-fortrolig udgave af EIRD-afgørelsen, og at EIRD-proceduren fortsatte i forhold til de parter, der ikke var indstillet på et forlig. Endelig anførte Kommissionens generalsekretær i punkt 3 i den anfægtede afgørelse for det første, at der stadig ikke forelå nogen ikke-fortrolig udgave af EIRD-afgørelsen, og at det derfor var umuligt at efterkomme begæringen om aktindsigt i et ikke-eksisterende dokument, for det andet, at begæringen om aktindsigt i indholdsfortegnelsen var omfattet af den første procedure, inden for rammerne af hvilken sagsøgeren allerede havde fået en detaljeret redegørelse for grundene til afslaget i den oprindelige afgørelse og den bekræftende afgørelse i den første procedure, og for det tredje, at den anfægtede afgørelse udelukkende bekræftede afslaget på aktindsigt i den første procedure, som var blevet endeligt, idet der ikke var blevet anlagt sag inden for den fastsatte frist.
Retsforhandlingerne, sagens forløb efter sagsanlægget og parternes påstande
12 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. november 2015 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
13 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som Kommissionen gav afslag på aktindsigt i den del af EIRD-afgørelsen eller af indholdsfortegnelsen til dens sagsakter vedrørende EIRD-proceduren, hvis fortrolighed de berørte virksomheder ikke havde gjort gældende eller ikke længere har gjort gældende.
– Mere subsidiært fastslås det, at Kommissionen retsstridigt har undladt at udarbejde en ikke-fortrolig udgave af EIRD-afgørelsen eller af indholdsfortegnelsen vedrørende EIRD-proceduren.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
14 Den 18. januar 2016 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement.
15 Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger til den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse den 1. marts 2016.
16 Ved kendelse af 26. oktober 2016, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen (T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:643), blev passivitetspåstanden afvist, og Kommissionens formalitetsindsigelse blev i øvrigt forkastet. Afgørelsen om sagsomkostninger blev udsat.
17 Den 28. oktober 2016 offentliggjorde Kommissionen en foreløbig ikke-fortrolig udgave af EIRD-afgørelsen på sin hjemmeside.
18 Den 8. december 2016 indleverede Kommissionen svarskrift til Rettens Justitskontor.
19 Den 23. januar 2017 indgav sagsøgeren en anmodning om, at Retten fastslog, at der delvist ikke længere var anledning til at træffe afgørelse i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 2.
20 Den 23. januar 2017 indleverede sagsøgeren tillige replik til Rettens Justitskontor og præciserede heri, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse opretholdtes, for så vidt som der herved blev givet afslag på aktindsigt i indholdsfortegnelsen.
21 Den 2. februar 2017 henviste Rettens præsident denne sag til en anden refererende dommer.
22 Den 10. marts 2017 indgav Kommissionen bemærkninger til sagsøgerens anmodning om, at Retten fastslog, at der delvist ikke længere var anledning til at træffe afgørelse.
23 Den 10. marts 2017 indleverede Kommissionen tillige duplik til Rettens Justitskontor.
24 Ved kendelse af 22. juni 2017, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen (T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:440), blev det fastslået, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse vedrørende påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som der herved blev givet afslag på aktindsigt i den ikke-fortrolige udgave af EIRD-afgørelsen. Afgørelsen om sagsomkostninger blev udsat.
25 Retten (Anden Afdeling) har i medfør af procesreglementets artikel 106, stk. 3, besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.
Retlige bemærkninger
26 Der skal indledningsvis henvises til, at sagens genstand efter de i præmis 16 og 24 ovenfor nævnte kendelser er begrænset til påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som der herved er givet afslag på aktindsigt i indholdsfortegnelsen.
27 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ni anbringender, i det væsentlige henholdsvis: det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten; det andet om tilsidesættelse af pligten til at oplyse sagsøgeren om de retsmidler, der var til rådighed; det tredje om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001; det fjerde om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001; det femte om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001; det sjette om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001; det syvende om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til aktindsigt; det ottende om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til aktindsigt og proportionalitetsprincippet; det niende om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF.
28 Under hensyn til de anbringender og argumenter, som sagsøgeren har fremsat, finder Retten det hensigtsmæssigt at omgruppere og omordne dem.
Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
29 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten, som er fastslået i artikel 296, stk. 2, TEUF og i artikel 8, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 1049/2001. Ifølge sagsøgeren angiver den anfægtede afgørelse ikke grundene til afslaget på aktindsigt i det ønskede dokument, men henviser udelukkende til, at sagsøgeren allerede havde fået en detaljeret redegørelse for disse grunde i den oprindelige afgørelse i den første procedure, i den bekræftende afgørelse i den første procedure og i den oprindelige afgørelse i den anden procedure. Henvisningen til de grunde, der var angivet i disse afgørelser, var utilstrækkelig. Dels var de to procedurer forskellige og rettet til forskellige juridiske personer og burde derfor betragtes isoleret, således som det allerede fremgik af kendelse af 26. oktober 2016, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen (T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:643). Dels burde der være blevet redegjort for grundene til afslaget i selve den anfægtede afgørelse, henset til begrundelsespligten, der, som en del af den grundlæggende ret til god forvaltning og den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til artikel 6, stk. 1, TEU, artikel 41, stk. 2, litra c), og artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, udgør en grundlæggende rettighed, idet sagsøgeren ellers ikke ville kunne udøve sin ret til domstolsprøvelse på de bedst mulige betingelser, og Den Europæiske Unions retsinstanser ikke ville kunne udøve deres prøvelsesret. Desuden angiver den anfægtede afgørelse ingen selvstændige grunde til afslaget for så vidt angår begæringen om aktindsigt i indholdsfortegnelsen.
30 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
31 Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter den nævnte artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 7.7.2011, Valero Jordana mod Kommissionen, T-161/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:337, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
32 Det fremgår endvidere af retspraksis, at en begrundelse, der består i en henvisning, kan være tilladt (jf. i denne retning dom af 19.11.1998, Parlamentet mod Gaspari, C-316/97 P, EU:C:1998:558, præmis 27, af 11.5.2000, Pipeaux mod Parlamentet, T-34/99, EU:T:2000:125, præmis 18, og af 12.5.2016, Zuffa mod EUIPO (ULTIMATE FIGHTING CHAMPIONSHIP), T-590/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:295, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). Desuden er det allerede fastslået i retspraksis, at henvisning i en retsakt til en anden retsakt skal bedømmes på grundlag af artikel 296 TEUF og ikke er i strid med EU-institutionernes begrundelsespligt (dom af 30.3.2000, Kish Glass mod Kommissionen, T-65/96, EU:T:2000:93, præmis 51).
33 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at det, således som det fremgår af præmis 11 ovenfor, i den anfægtede afgørelse anføres, at begæringen om aktindsigt i indholdsfortegnelsen allerede var omfattet af den første procedure, i hvilken »[Edeka Verband] handlede på vegne af sagsøgeren«, og at den anfægtede afgørelse derfor udelukkende bekræftede afslaget på aktindsigt i den første procedure. For det andet anføres det i den anfægtede afgørelse, at afslaget på aktindsigt i den første procedure var støttet på de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. For det tredje blev det i den anfægtede afgørelse understreget, at der skulle henvises til den oprindelige afgørelse og til den bekræftende afgørelse i den første procedure, idet det præciseredes, at sagsøgeren i disse afgørelser allerede havde fået en detaljeret redegørelse for grundene til afslaget.
34 Desuden er det, således som det fremgår af præmis 7 ovenfor, præciseret i den bekræftende afgørelse i den første procedure, hvortil den anfægtede afgørelse henviser, at afslaget på aktindsigt i sagsakterne vedrørende EIRD-proceduren, herunder indholdsfortegnelsen, var støttet på de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. For det andet er det i den bekræftende afgørelse i den første procedure anført, at såvel fuld som delvis aktindsigt blev afslået på grundlag af en generel formodning for fortrolighed i medfør af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 og på grundlag af en sammenhængende fortolkning og anvendelse af de regler og mål, der er fastsat dels i forordning nr. 1049/2001, dels i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004. For det tredje er det i den bekræftende afgørelse i den første procedure fremhævet, at afslaget på aktindsigt var støttet på fraværet af en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse heraf som omhandlet i forordning nr. 1049/2001, hvormed sagsøgerens interesse i at anlægge et erstatningssøgsmål ikke kunne sidestilles.
35 Heraf følger, at den anfægtede afgørelse dels selv anfører de grunde, som er nævnt i præmis 33 ovenfor, dels henviser til de grunde, som er nævnt i præmis 34 ovenfor, og som er anført i den bekræftende afgørelse i den første procedure.
36 Hvad angår henvisningen til de grunde, som er anført i den bekræftende afgørelse i den første procedure, bemærkes, at den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag ganske vist ikke i forhold til sagsøgeren udgør en retsakt, som udelukkende bekræfter denne bekræftende afgørelse, således som det allerede blev præciseret i præmis 61 i kendelse af 26. oktober 2016, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen (T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:643).
37 Det fremgår imidlertid af sagsakterne, at den oprindelige afgørelse og den bekræftende afgørelse i den første procedure blev truffet i en sammenhæng, som er sagsøgeren bekendt. Sagsøgeren henviste således i sin begæring om aktindsigt til forløbet af denne første procedure. Endvidere er det i den foreliggende sag ubestridt, at sagsøgeren var blevet gjort bekendt med den bekræftende afgørelse i den første procedure før indgivelsen af begæringen om aktindsigt i den anden procedure (jf. i denne retning kendelse af 26.10.2016, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen (T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:643, præmis 52).
38 Følgelig kan henvisningen i den anfægtede afgørelse til de grunde, som er anført i den bekræftende afgørelse i den første procedure, under de i denne sag foreliggende omstændigheder ikke tilsidesætte begrundelsespligten, uanset den selvstændige karakter af den første og den anden procedure.
39 Endvidere bekræftes den tilstrækkelige karakter af denne begrundelse ved en henvisning af stævningens indhold. Sagsøgerens argumentation inden for rammerne af nærværende søgsmål vedrører således de grunde, der er anført i den anfægtede afgørelse, såvel som de grunde, der er anført i den bekræftende afgørelse i den første procedure, som den anfægtede afgørelse henviser til.
40 Desuden indeholder den anfægtede afgørelse i modsætning til, hvad sagsøgeren hævder, grunde til afslaget, der specifikt vedrører begæringen om aktindsigt i indholdsfortegnelsen. I denne henseende skal det dels fastslås, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 2 og 3 anførte, at indholdsfortegnelsen indgik i den samling af dokumenter vedrørende EIRD-proceduren, med hensyn til hvilke der allerede var blevet givet afslag på aktindsigt inden for rammerne af den første procedure, i hvilken Edeka Verband ifølge Kommissionen handlede på sagsøgerens vegne. Dels havde sagsøgeren allerede fået en detaljeret redegørelse for grundene til afslaget på aktindsigt i indholdsfortegnelsen i den bekræftende afgørelse i den første procedure (jf. præmis 7 og 11 ovenfor).
41 Under alle omstændigheder er begrundelsen for den anfægtede afgørelse, herunder begrundelsen ved en henvisning, tilstrækkelig til, at sagsøgeren var i stand til at gøre sig bekendt med de grunde til afslaget på aktindsigt, som blev påberåbt over for denne, og anfægte dem for Unionens retsinstanser. Da begrundelsen for den anfægtede afgørelse ikke var af en sådan karakter, at den udgjorde en hindring for sagsøgerens ret til domstolsprøvelse og for Rettens prøvelse af den anfægtede afgørelse, kan den ikke være blevet truffet under tilsidesættelse af begrundelsespligten, der, som en del af den grundlæggende ret til god forvaltning og den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, udgør en grundlæggende rettighed.
42 Det følger af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse opfylder de krav til begrundelsen, som er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 8, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 1049/2001.
43 Det første anbringende skal således forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om pligten til at oplyse sagsøgeren om de retsmidler, der var til rådighed
44 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen oplysninger om de retsmidler, der var til rådighed for denne, hvilket udgør en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er fastslået i artikel 6, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og af retten til oplysning om mulighederne for domstolsprøvelse i henhold til artikel 8, stk. 1, tredje punktum, i forordning nr. 1049/2001. Endvidere kan de oplysninger, der blev givet i denne henseende under den første procedure, ikke tages i betragtning ved prøvelsen af lovligheden af den anfægtede afgørelse, eftersom de parter, der fremsatte begæringerne, og adressaterne var forskellige i de to procedurer.
45 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
46 Der skal indledningsvis henvises til, at artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 udtrykkeligt pålægger den pågældende institution, der helt eller delvist afslår begæringen om aktindsigt i det ønskede dokument, at »oplys[e] den, den der har fremsat begæringen, om mulighederne for domstolsprøvelse af institutionens beslutning og/eller klage til Ombudsmanden efter reglerne i […] artikel [263 TEUF og 228 TEUF]«.
47 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse til forskel fra den bekræftende afgørelse i den første procedure ikke indeholder nogen oplysninger om de retsmidler, som var til rådighed for sagsøgeren. Kommissionen har nemlig opfattet den anfægtede afgørelse således, at den udelukkende bekræfter afslaget på aktindsigt i den første procedure; en fortolkning, der indebærer, at der ikke var noget retsmiddel til rådighed (jf. præmis 11 ovenfor).
48 Som det fremgår af præmis 61 i kendelse af 26. oktober 2016, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen (T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:643), udgør den anfægtede afgørelse ikke i forhold til sagsøgeren en retsakt, der udelukkende bekræfter den bekræftende afgørelse i den første procedure, og den kan derfor være genstand for et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.
49 Under de i denne sag foreliggende omstændigheder og henset til navnlig henvisningen i den anfægtede afgørelse til begrundelsen i den bekræftende afgørelse i den første procedure, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at tilsidesættelsen af den forpligtelse, som påhviler Kommissionen til at gøre opmærksom på de retsmidler, der er til rådighed, som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 i den anfægtede afgørelse, udgør et retsstridigt forhold, der vil kunne medføre annullation af den nævnte afgørelse i denne henseende. Det skal således under alle omstændigheder fastslås, at på trods af fraværet af oplysninger om de retsmidler, der var til rådighed til prøvelse af den anfægtede afgørelse, har sagsøgeren kunnet gøre sig bekendt hermed og anlægge nærværende annullationssøgsmål.
50 Heraf følger, at undladelsen af at oplyse sagsøgeren om de retsmidler, der var til rådighed for denne, i den foreliggende sag ikke kan udgøre en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, der vil kunne medføre annullation af anfægtede afgørelse, idet en sådan undladelse ikke har haft nogen indvirkning på sagsøgerens retsstilling.
51 Det andet anbringende skal derfor forkastes som irrelevant.
Det tredje, fjerde og niende anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001 og af artikel 101 TEUF
52 Henset til de argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig, skal det tredje, fjerde og niende anbringende samles og opdeles i to led. Det første led vedrører fraværet af en generel formodning for fortrolighed og tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Det andet led vedrører eksistensen af en mere tungtvejende interesse i udbredelse af det ønskede dokument og tilsidesættelse af artikel 101 TEUF.
Det tredje, fjerde og niende anbringendes første led om fraværet af en generel formodning for fortrolighed og tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001
53 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, idet sagsøgeren herved fik fuldstændigt afslag på aktindsigt i indholdsfortegnelsen, tilsidesatte de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, idet disse undtagelser skal fortolkes strengt. I denne henseende gælder der i den foreliggende sag for det første ikke en generel formodning for fortrolighed, eftersom begæringen om aktindsigt ikke var rettet mod samtlige dokumenter i sagsakterne, men blot et enkelt specifikt angivet dokument. Dernæst er indholdsfortegnelsen efter sin karakter ikke et af de dokumenter i sagsakterne i en kartelsag, som den generelle formodning for fortrolighed tager sigte på, men er derimod et dokument, med hensyn til hvilket »de hensyn, der kan berettige videregivelsen af de omhandlede dokumenter eller beskyttelsen af de omhandlede dokumenter, [skal] afvejes i hvert enkelt tilfælde«. For så vidt som indholdsfortegnelsen blot opstiller en liste over de dokumenter, der indgår i sagsakterne, vil aktindsigt i dette dokument således ikke kunne krænke de interesser, der er beskyttet i medfør af artikel 4, stk. 2, første og andet led, i forordning nr. 1049/2001. Endelig redegjorde Kommissionen ikke for grundene til, at afslaget på aktindsigt i indholdsfortegnelsen var nødvendigt af hensyn til beskyttelsen af de interesser, som de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, tager sigte på.
54 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
55 Der skal indledningsvis henvises til den lovgivning, der finder anvendelse i den foreliggende sag, og til de principper, der er udviklet i retspraksis vedrørende aktindsigt.
56 I henhold til artikel 15, stk. 3, TEUF og artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder har alle borgere i Unionen og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer efter de principper og på de betingelser, der fastsættes ved forordning i henhold til artikel 15, stk. 3, andet afsnit, TEUF.
57 I medfør heraf er formålet med forordning nr. 1049/2001 at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter, samtidig med at denne ret til aktindsigt, som det bl.a. fremgår af ordningen med undtagelser i artikel 4, ikke desto mindre er underlagt visse begrænsninger af hensyn til offentlige eller private interesser (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
58 Den nævnte forordning fastsætter i artikel 4 nærmere bestemt en undtagelsesordning, der tillader institutionerne at give afslag på aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af en af de i denne artikel nævnte interesser (dom af 21.9.2010, Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, C-514/07 P, C-528/07 P og C-532/07 P, EU:C:2010:541, præmis 71).
59 Da sådanne undtagelser ikke desto mindre fraviger princippet om, at der skal gives offentligheden videst mulig adgang til dokumenterne, skal de fortolkes og anvendes strengt (jf. dom af 21.7.2011, Sverige mod MyTravel og Kommissionen, C-506/08 P, EU:C:2011:496, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
60 For at begrunde et afslag på en begæring om aktindsigt i et dokument er det således i princippet ikke tilstrækkeligt, at dette dokument henhører under en af de i artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1049/2001 nævnte handlinger. Den pågældende institution skal også give en forklaring på, hvorledes aktindsigt i dokumentet konkret og faktisk kunne være til skade for den interesse, som er beskyttet ved en undtagelse i denne artikel (dom af 1.7.2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, EU:C:2008:374, præmis 49, og af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 64).
61 Domstolen har imidlertid anerkendt, at den pågældende institution kan basere sig på de generelle formodninger, der gælder for visse kategorier af dokumenter, da sådanne generelle betragtninger må antages også at have gyldighed for begæringer om aktindsigt i dokumenter af tilsvarende karakter (dom af 1.7.2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, EU:C:2008:374, præmis 50).
62 Hvad særligt angår aktindsigt i dokumenter i de administrative sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF har Unionens retsinstanser fastslået, at Kommissionen er berettiget til, uden at foretage en konkret og individuel undersøgelse af hvert af disse dokumenter, at antage, at udbredelsen heraf i princippet skader såvel beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision som beskyttelsen af de forretningsmæssige interesser for virksomheder, der er parter i proceduren, som er tæt forbundet i et sådant tilfælde (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 79 og 93 og den deri nævnte retspraksis, og af 13.9.2013, Nederlandene mod Kommissionen, T-380/08, EU:T:2013:480, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
63 Anerkendelsen af en sådan generel formodning udelukker imidlertid ikke muligheden for at godtgøre, at et givent dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke er omfattet af denne formodning, eller at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet, jf. artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001 (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).
64 Det skal ligeledes indledningsvis bemærkes, at det dokument, som afslaget på aktindsigt vedrører, i det foreliggende tilfælde er indholdsfortegnelsen til Kommissionens administrative sagsakter i EIRD-proceduren, som er en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53.
65 Endvidere fremgår det af sagsakterne, at EIRD-proceduren ikke var afsluttet på tidspunktet for sagsøgerens indgivelse af begæringen om aktindsigt (jf. præmis 2, 8 og 11 ovenfor).
66 Desuden er den anfægtede afgørelse faktisk støttet på en antagelse af, at udbredelsen af indholdsfortegnelsen principielt er til skade for formålet med undersøgelserne, der er beskyttet af den undtagelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 (jf. præmis 7 og 11 ovenfor).
67 Berettigelsen af sagsøgerens argumenter skal undersøges i lyset af disse indledende bemærkninger.
68 For det første skal sagsøgerens argument, hvorefter der ikke gælder en generel formodning for fortrolighed i den foreliggende sag, eftersom begæringen om aktindsigt kun var rettet mod et enkelt dokument, forkastes.
69 I denne henseende bemærkes, at den sag, i hvilken Domstolen anerkendte en generel formodning for fortrolighed med hensyn til dokumenterne i de administrative sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, faktisk var kendetegnet ved, at den omhandlede begæring om aktindsigt ikke var rettet mod et enkelt dokument, men en samling af dokumenter (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 69). Tilsvarende vedrørte en betydelig del af de sager, i hvilke retspraksis har anerkendt anvendelsen af generelle formodninger for fortrolighed, også begæringer om aktindsigt rettet mod en samling af dokumenter (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
70 I modsætning til, hvad sagsøgeren, støttet på dom af 7. juli 2015, Axa Versicherung mod Kommissionen (T-677/13, EU:T:2015:473), har gjort gældende, fremgår det ikke af Domstolens praksis, at en generel formodning for afslag på aktindsigt kun finder anvendelse, når begæringen om aktindsigt vedrører samtlige dokumenter i sagsakterne, således som Domstolen fremhævede i præmis 41 i dom af 14. juli 2016, Sea Handling mod Kommissionen (C-271/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:557).
71 Desuden har Domstolen og Retten allerede anerkendt anvendelsen af generelle formodninger for fortrolighed uafhængigt af antallet af dokumenter, der er omfattet af begæringen om aktindsigt, selv når et enkelt dokument var genstand for begæringen (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Sea Handling mod Kommissionen (C-271/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:557, præmis 41, af 25.9.2014, Spirlea mod Kommissionen, T-306/12, EU:T:2014:816, præmis 74 og 75, og af 25.10.2013, Beninca mod Kommissionen, T-561/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:558, præmis 1, 24 og 32).
72 Det er således et kvalitativt kriterium, nemlig det forhold, at dokumenterne vedrører den samme procedure, som afgør anvendelsen af den generelle formodning for afslag, og ikke et kvantitativt kriterium, dvs. det større eller mindre omfang af dokumenter, der er omfattet af begæringen om aktindsigt (jf. i denne retning dom af 25.9.2014, Spirlea mod Kommissionen, T-306/12, EU:T:2014:816, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
73 Den i præmis 70-72 ovenfor nævnte retspraksis vedrørte ganske vist begæringer om aktindsigt i dokumenter vedrørende andre procedurer end den, der er tale om i den foreliggende sag. Det princip, der følger af denne retspraksis, nemlig at en generel formodning for fortrolighed kan finde anvendelse uafhængigt af antallet af dokumenter, der er omfattet af begæringen om aktindsigt, og også når blot et enkelt dokument er genstand for begæringen, kan imidlertid overføres analogt på det foreliggende tilfælde.
74 Uanset antallet af dokumenter, der er genstand for begæringen om aktindsigt, kan der således ikke gives aktindsigt i dokumenter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF uden at tage hensyn til de samme strenge regler for behandlingen af oplysninger, der indhentes eller nedfældes inden for rammerne af en sådan procedure, som er fastsat i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004.
75 For det andet skal sagsøgerens argument, hvorefter indholdsfortegnelsen ikke kunne være omfattet af en generel formodning for fortrolighed på grund af dette dokuments særlige karakter, forkastes.
76 Indholdsfortegnelsen er ganske vist et dokument med særlige kendetegn i den forstand, at den ikke har et selvstændigt indhold, for så vidt som den blot sammenfatter indholdet af sagsakterne. Imidlertid er den for det første et dokument, der ordner sagsakterne vedrørende den omhandlede procedure og dermed indgår i samlingen af dokumenter vedrørende denne procedure. For det andet er den et dokument, der opstiller en liste over alle de dokumenter, der indgår i sagsakterne, giver dem en benævnelse og identificerer dem. For det tredje udgør indholdsfortegnelsen, for så vidt som den henviser til hvert enkelt dokument i sagsakterne, et dokument, der afspejler samtlige dokumenter i sagsakterne, såvel som visse oplysninger vedrørende indholdet af disse dokumenter. For det fjerde gør indholdsfortegnelsen, således som Kommissionen har gjort gældende, det muligt at se alle de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i kartelsagen. Indholdsfortegnelsen til sagsakterne i en kartelsag kan således indeholde relevante og præcise oplysninger vedrørende sagsakternes indhold.
77 Heraf følger, at videregivelse af oplysningerne i indholdsfortegnelsen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, på samme måde som udbredelse af selve dokumenterne vil kunne krænke de interesser, der er beskyttet i medfør af de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001, for så vidt som den fører til, at en tredjemand bliver gjort bekendt med følsomme forretningsoplysninger eller oplysninger vedrørende den igangværende undersøgelse. Endvidere kan sagsøgerens argument støttet på dom af 15. december 2011, CDC Hydrogene Peroxide mod Kommissionen (T-437/08, EU:T:2011:752), ikke tiltrædes, eftersom denne dom går forud i tid for dom af 27. februar 2014, Kommissionen mod EnBW (C-365/12 P, EU:C:2014:112), som anerkendte en generel formodning for fortrolighed med hensyn til dokumenter i de administrative sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF (jf. præmis 62 ovenfor).
78 Herudover bemærkes, at de grunde, som førte til, at Domstolen anerkendte en sådan generel formodning for fortrolighed i dom af 27. februar 2014, Kommissionen mod EnBW (C-365/12 P, EU:C:2014:112), også gør sig gældende for indholdsfortegnelsen til sådanne sagsakter.
79 I denne henseende skal der først og fremmest henvises til, at Domstolen bemærkede, at de undtagelser til retten til aktindsigt, der bl.a. findes i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, når de dokumenter, der er omfattet af begæringen om aktindsigt, henhører under et særligt område af EU-retten, som når der er tale om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, ikke kan fortolkes uden hensyntagen til de særlige regler om aktindsigt i disse dokumenter (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 83).
80 Endvidere fastslog Domstolen, at inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 101 TEUF regulerer visse bestemmelser i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004 anvendelsen af dokumenter i sagsakterne i den omhandlede procedure restriktivt, idet de fastsætter, at parterne i en procedure i henhold til artikel 101 TEUF ikke har en ubegrænset ret til aktindsigt i dokumenterne i Kommissionens sagsakter, og at tredjemænd med undtagelse af klagerne heller ikke inden for rammerne af en sådan procedure har ret til aktindsigt i dokumenterne i Kommissionens sagsakter (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 86 og 87).
81 Domstolen fandt desuden, at en almindelig adgang støttet på forordning nr. 1049/2001 til dokumenterne i sagsakterne vedrørende anvendelsen af artikel 101 TEUF ville kunne bringe den ligevægt, som unionslovgiver har haft til hensigt at tilvejebringe i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004 mellem forpligtelsen for de berørte virksomheder til at fremlægge eventuelt følsomme forretningsmæssige oplysninger for Kommissionen med henblik på at give denne mulighed for at afsløre et kartels eksistens og vurdere, om dette er foreneligt med den nævnte artikel, på den ene side, og den garanti for forstærket beskyttelse, der i kraft af tavshedspligten i relation til forretningshemmeligheder er forbundet med de oplysninger, der således tilstilles Kommissionen, på den anden side, i fare (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).
82 Endelig fremhævede Domstolen, at retten til aktindsigt i sagsakter inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og retten til aktindsigt i henhold til forordning nr. 1049/2001 adskiller sig i juridisk forstand. Ikke desto mindre leder de ifølge Domstolen ud fra et funktionelt synspunkt frem til sammenlignelige situationer (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
83 Det følger af denne retspraksis, at den generelle formodning for fortrolighed, der gælder for dokumenter i de administrative sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, i det væsentlige beror på en fortolkning af de undtagelser, som er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, som tager hensyn til de strenge regler for behandlingen af oplysninger, der indhentes eller nedfældes inden for rammerne af en sådan procedure, som er fastsat i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004.
84 Med andre ord hviler denne formodning på den forudsætning, at der i forbindelse med den pågældende procedure er fastsat en specifik ordning for aktindsigt. På grund af eksistensen af denne ordning må det antages, at udbredelsen af sådanne dokumenter i princippet ville kunne have indvirkning på formålet med den procedure, hvori de indgår (jf. i denne retning generaladvokat Cruz Villalóns forslag til afgørelse Rådet mod Access Info Europe, C-280/11 P, EU:C:2013:325, præmis 75).
85 Som anført af Kommissionen er den omstændighed, at det dokument, der er begæret aktindsigt i, indgår i de administrative sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, i det foreliggende tilfælde tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen af den generelle formodning for fortrolighed af dokumenterne vedrørende en sådan procedure, uafhængigt af antallet af dokumenter, der er omfattet af begæringen (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Sea Handling mod Kommissionen, C-271/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:557, præmis 41).
86 Det var derfor med rette, at det i den anfægtede afgørelse var anført, at indholdsfortegnelsen var omfattet af den generelle formodning for fortrolighed, der gælder for dokumenter i de administrative sagsakter vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF.
87 For det tredje skal sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke har redegjort for grundene til, at videregivelsen af det ønskede dokument ville kunne krænke de interesser, der er beskyttet af de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001, forkastes.
88 I et tilfælde, hvor en generel formodning for afslag på aktindsigt finder anvendelse, påhviler det således, som Kommissionen har anført, udelukkende den berørte institution at præcisere, på hvilke generelle hensyn den har baseret formodningen om, at udleveringen af disse dokumenter ville være til skade for en af de interesser, der er beskyttet ved undtagelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, og dét uden at være forpligtet til at foretage en konkret vurdering af indholdet af hvert af disse dokumenter (jf. i denne retning dom af 21.9.2010, Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, C-514/07 P, C-528/07 P og C-532/07 P, EU:C:2010:541, præmis 76).
89 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse præciserede, at den påberåbte generelle formodning for fortrolighed var støttet på dels beskyttelsen af det forfulgte formål med undersøgelserne inden for rammerne af EIRD-proceduren i overensstemmelse med den undtagelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, dels en fortolkning af reglerne i denne forordning, der er i overensstemmelse med de specifikke regler, der er fastsat i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004. Kommissionen anførte endvidere, at indholdsfortegnelsen indgik i de administrative sagsakter i EIRD-proceduren, som endnu ikke var afsluttet, og at offentlig udbredelse af disse dokumenter, herunder indholdsfortegnelsen, således risikerede at være til skade for de igangværende undersøgelser og at tilsidesætte reglerne om fortrolighed, retten til forsvar og de af undersøgelsen berørte parters forretningsmæssige interesser (jf. præmis 7 og 11 ovenfor).
90 Det følger af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse, idet den støttedes på formodningen for, at videregivelse af indholdsfortegnelsen principielt var til skade for formålet med undersøgelserne, som er beskyttet af den undtagelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, ikke tilsidesatte bestemmelserne i denne artikel.
91 Heraf følger, at det tredje, fjerde og niende anbringendes første led skal forkastes som ugrundet.
Det tredje, fjerde og niende anbringendes andet led vedrørende en mere tungtvejende interesse i udbredelse af det ønskede dokument og tilsidesættelse af artikel 101 TEUF
92 Inden for rammerne af det tredje, fjerde og niende anbringendes andet led har sagsøgeren for det første i det væsentlige gjort gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i at få aktindsigt i indholdsfortegnelsen med henblik på at undersøge »muligheden for et søgsmål med påstand om erstatning for den skade, der er forårsaget af kartellet«. Dels er søgsmål med påstand om erstatning for skade, der er forårsaget af kartellet, af mere tungtvejende offentlig interesse, idet sådanne søgsmål »styrker virkningen af EU’s konkurrenceregler«, idet de »derved bidrager til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Den Europæiske Union«. Dels er det kun ved at gennemse indholdsfortegnelsen, at sagsøgeren vil kunne danne sig en mening om, hvorvidt de dokumenter, der er opregnet heri, kan være nødvendige for at underbygge et eventuelt erstatningssøgsmål. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 101 TEUF, for så vidt som afslaget på aktindsigt i indholdsfortegnelsen i praksis hindrer sagsøgeren i reelt at udøve sin ret til erstatning i medfør af denne artikel.
93 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
94 Indledningsvis skal der henvises til, at en generel formodning for fortrolighed, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 63 ovenfor, ikke udelukker muligheden for at godtgøre, at et givent dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke er omfattet af denne formodning, eller at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet, jf. artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001.
95 I denne henseende bemærkes, at enhver har adgang til at kræve erstatning for den skade, der er påført vedkommende som følge af en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF. Adgangen hertil styrker virkningen af EU’s konkurrenceregler, idet den derved bidrager til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Den Europæiske Union (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).
96 Det fremgår imidlertid af retspraksis, at det påhviler den part, der gør gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, konkret at angive de omstændigheder, der begrunder udbredelsen af de omhandlede dokumenter (jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, C-139/07 P, EU:C:2010:376, præmis 62). Helt generelle betragtninger er ikke tilstrækkelige til at fastslå, at en offentlig interesse kan gå forud for begrundelserne for at afslå udbredelsen af de omhandlede dokumenter (jf. dom af 25.9.2014, Spirlea mod Kommissionen, T-669/11, EU:T:2014:814, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).
97 Det påhviler navnlig enhver, der vil opnå erstatning for skade som følge af en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, at dokumentere, at det var nødvendigt for vedkommende at få aktindsigt i det ene eller andet dokument i Kommissionens sagsakter, med henblik på, at Kommissionen i hvert enkelt tilfælde kan afveje de hensyn, der kan berettige videregivelsen af sådanne dokumenter og beskyttelsen af disse under hensyntagen til alle de relevante oplysninger i sagen (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).
98 Hvis der ikke foreligger en sådan nødvendighed, kan interessen i at opnå erstatning for skade som følge af en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF ikke udgøre en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).
99 Desuden kan en interesse, der kun består i en skade, der er forvoldt en privat virksomhed i forbindelse med en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, ikke betragtes som »offentlig« (jf. i denne retning dom af 14.7.2016, Sea Handling mod Kommissionen, C-271/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:557, præmis 97 og 98, og af 20.3.2014, Reagens mod Kommissionen, T-181/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:139, præmis 142).
100 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse dels anførte, at det måtte antages, at videregivelsen af indholdsfortegnelsen ville kunne være til skade for beskyttelsen af undersøgelserne som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Dels anførte den, at der ikke forelå en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i denne forordning, der begrundede udbredelsen af indholdsfortegnelsen, idet sagsøgerens interesse i at anlægge et erstatningssøgsmål ikke kunne sidestilles med en sådan interesse (jf. præmis 7 og 11 ovenfor).
101 Sagsøgerens argumenter kan ikke anfægte denne vurdering.
102 For det første bemærkes, at sagsøgeren har begrænset sig til at påberåbe sig den omstændighed, at aktindsigt i indholdsfortegnelsen ville give denne mulighed for at »danne sig en mening om, hvorvidt de dokumenter, der [var] opregnet heri, [kunne] være nødvendige for at underbygge et eventuelt erstatningssøgsmål«. Dette meget generelle argument er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, på hvilken måde afslaget på aktindsigt ville hindre sagsøgeren i reelt at udøve sin ret til erstatning. Sagsøgeren har således på ingen måde understøttet sin konklusion, hvorefter aktindsigt i indholdsfortegnelsen er afgørende for, at denne kan anlægge et sådant erstatningssøgsmål.
103 Under disse omstændigheder kan interessen i at opnå erstatning for skade, der måtte være lidt som følge af en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, ikke udgøre en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001.
104 For det andet kan den anfægtede afgørelse, således som Kommissionen har anført, ikke udgøre en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, eftersom denne afgørelse ikke er støttet på denne bestemmelse, men på bestemmelserne i forordning nr. 1049/2001.
105 Sagsøgeren har således hverken godtgjort, at det dokument, som der begæres aktindsigt i, faldt uden for anvendelsesområdet for den generelle formodning for fortrolighed, eller at der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dette dokument.
106 Heraf følger, at det tredje, fjerde og niende anbringendes andet led skal forkastes. Følgelig skal det tredje, fjerde og niende anbringende som helhed forkastes.
Syvende og ottende anbringende om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til aktindsigt og af proportionalitetsprincippet
107 Sagsøgeren har dels gjort gældende, at de undtagelser, som er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at den anfægtede afgørelse følgelig tilsidesætter den grundlæggende ret til aktindsigt, som er fastslået i artikel 6, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 15, stk. 3, TEUF og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001. Dels har sagsøgeren anført, at der foreligger en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til aktindsigt og af proportionalitetsprincippet, eftersom Kommissionen endog afslog aktindsigt i den del af indholdsfortegnelsen, der ikke var genstand for nogen anmodning om fortrolighed.
108 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
109 Hvad angår den hævdede tilsidesættelse af den grundlæggende ret til aktindsigt er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne ret, som der er henvist til i præmis 57 og 58 ovenfor, er underlagt visse begrænsninger af hensyn til offentlige eller private interesser, således som det fremgår af den ordning med undtagelser, som er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001. I det foreliggende tilfælde var aktindsigten i det ønskede dokument, således som det fremgår af præmis 90 ovenfor, imidlertid underlagt nogle begrænsninger, der var støttet på hensyn til offentlige interesser og omfattet af en generel formodning for fortrolighed støttet på navnlig den undtagelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
110 Hvad angår argumentet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af afslaget på delvis aktindsigt i det ønskede dokument er det tilstrækkeligt at henvise til, at de dokumenter, der indgår i EIRD-sagsakterne, ikke er undergivet en forpligtelse til hel eller delvis udbredelse af deres indhold, idet de er omfattet af den i præmis 78 ovenfor omhandlede generelle formodning for fortrolighed (jf. i denne retning dom af 28.6.2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob, C-404/10 P, EU:C:2012:393, præmis 133, og af 14.7.2016, Sea Handling mod Kommissionen, C-271/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:557, præmis 63).
111 Heraf følger, at den anfægtede afgørelse ikke kan betragtes som værende truffet under tilsidesættelse af den grundlæggende ret til aktindsigt og af proportionalitetsprincippet.
112 Følgelig skal det syvende og ottende anbringende forkastes som ugrundede.
Det femte og sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001
113 Med det femte og sjette anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at indholdsfortegnelsen ikke er et dokument, der er omfattet af de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, første og andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001, og at den anfægtede afgørelse derfor tilsidesætter disse undtagelsesbestemmelser.
114 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
115 I denne henseende er det for det første tilstrækkeligt at fastslå, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på den undtagelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001. Følgelig er sagsøgerens argument om tilsidesættelse af denne bestemmelse ikke relevant.
116 For det andet har sagsøgeren, således som Kommissionen har gjort gældende, begrænset sig til at påberåbe sig den omstændighed, at det ønskede dokument ikke er omfattet af den undtagelse, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001, uden dog på nogen måde at præcisere dette. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, på hvilken måde indholdsfortegnelsen ikke kan betragtes som et »[dokument], der er udarbejdet af en institution til internt brug«.
117 Under alle omstændigheder har eventuelle retlige fejl eller urigtige skøn fra Kommissionens side i forbindelse med gennemførelsen af de undtagelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, i det foreliggende tilfælde ingen betydning for lovligheden af den anfægtede afgørelse, eftersom det er blevet fastslået, at Kommissionen var berettiget til at antage, at indholdsfortegnelsen var omfattet af den undtagelse, som er fastsat i samme forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led.
118 Heraf følger, at den anfægtede afgørelse under alle omstændigheder ikke kan betragtes som værende truffet under tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001.
119 Følgelig skal det femte og sjette anbringende forkastes, idet det førstnævnte ikke er relevant, og det sidstnævnte er ugrundet.
120 Det følger af det ovenstående, at Kommissionen skal frifindes.
Sagsomkostninger
121 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge procesreglementets artikel 137 er Retten frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger, hvis der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen.
122 I det foreliggende tilfælde er der delvist ikke anledning til at træffe afgørelse som følge af Kommissionens offentliggørelse af en foreløbig ikke-fortrolig udgave af EIRD-afgørelsen på sin hjemmeside efter anlæggelsen af søgsmålet. Denne offentliggørelse er imidlertid ikke en reaktion på sagsøgerens begæring om aktindsigt, men udgør opfyldelsen af den pligt til offentliggørelse, som påhviler Kommissionen i medfør af artikel 30 i forordning nr. 1/2003. Desuden eksisterede denne ikke-fortrolige udgave af EIRD-afgørelsen, således som det fremgår af sagsakterne, endnu ikke på tidspunktet for den anfægtede afgørelse.
123 Under hensyn til disse omstændigheder, til det forhold, at passivitetspåstanden er blevet afvist, og at sagsøgerens påstande om annullation i øvrigt ikke er blevet taget til følge, bør sagsøgeren således pålægges at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger, herunder de ved de i præmis 16 og 24 ovennævnte kendelser udsatte omkostninger, i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mbH betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. februar 2018.
Underskrifter