Language of document : ECLI:EU:C:2013:485

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

E. SHARPSTON

fremsat den 18. juli 2013 (1)

Sag C-60/12

Marián Baláž

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrchní soud v Praze (Den Tjekkiske Republik))

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe – »lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager««





1.        Rammeafgørelse 2005/214/RIA (2) (herefter »rammeafgørelsen«) udvider anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse til bødestraffe. I henhold til rammeafgørelsen skal en medlemsstat gennemføre en anden medlemsstats afgørelse om at pålægge en bødestraf, hvis denne afgørelse blev vedtaget bl.a. af en anden myndighed end en domstol, forudsat at den pågældende person har haft »lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager«. Ved denne anmodning om præjudiciel afgørelse ønskes det oplyst, hvorledes dette begreb skal fortolkes. For at besvare dette spørgsmål skal Domstolen ramme en passende balance mellem gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne bøder og effektiv beskyttelse af de grundlæggende rettigheder.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Rammeafgørelsen

2.        Af første, anden, fjerde og femte betragtning i præamblen til rammeafgørelsen fremgår følgende:

»(1)      Det Europæiske Råd godkendte på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 princippet om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige område.

(2)      Princippet om gensidig anerkendelse bør anvendes på bødestraffe, der idømmes af retlige eller administrative myndigheder, med henblik på at lette fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat end den, hvor bøden pålægges.

[…]

(4)      Denne rammeafgørelse bør også omfatte bødestraffe, der er idømt for færdselsforseelser.

(5)      Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten og afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig kapitel VI. […]«

3.        De afgørelser, der skal anerkendes i henhold til rammeafgørelsen, er defineret i artikel 1, litra a), nr. i)-iv). Artikel 1, litra a), nr. iii), bestemmer:

»Ved »afgørelse« forstås »en endelig afgørelse, der pålægger en fysisk eller juridisk person en bødestraf, for så vidt afgørelsen er truffet af:

[…]

(iii) en anden myndighed i udstedelsesstaten end en domstol, for handlinger, der er strafbare i henhold til udstedelsesstatens lovgivning, i og med de er overtrædelser af almindelige retsregler, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager.«

4.        Artikel 1, litra b), bestemmer:

»Ved »bødestraf« forstås »pligten til at betale:

(i)      et beløb, som det ved afgørelse pålægges en person at betale på grund af domfældelse for begåelse af en strafbar handling.«

5.        »Udstedelsesstaten« defineres i artikel 1, litra c), som »den medlemsstat, hvor en afgørelse som defineret i denne rammeafgørelse er truffet«.

6.        »Fuldbyrdelsesstaten« defineres i artikel 1, litra d), som »den medlemsstat, til hvilken en afgørelse med henblik på fuldbyrdelse er blevet fremsendt«.

7.        Artikel 3 anfører under overskriften »Grundlæggende rettigheder« følgende:

»Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper som omhandlet i artikel 6 i traktaten.«

8.        Artikel 4 indeholder bestemmelser om fremsendelsen af en afgørelse, hvis den ledsages af en attests standardformular (3) til »de kompetente myndigheder i en medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen, har ejendom eller indtægt, har fast bopæl eller, for juridiske personers vedkommende, vedtægtsmæssigt hjemsted«.

9.        Artikel 5 med overskriften »Anvendelsesområde« opregner, hvilke lovovertrædelser der ankendes og fuldbyrdes i henhold til rammeafgørelsen. Artikel 5, stk. 1, bestemmer:

»Følgende lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning medfører anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de er strafbare i udstedelsesstaten:

[…]

–        overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen

[…]«

10.      Artikel 6 med overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser« bestemmer:

»De kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten anerkender uden yderligere formaliteter en afgørelse, der er fremsendt i henhold til artikel 4, og træffer straks alle de nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelsen, medmindre den kompetente myndighed beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 7 nævnte grunde til at undlade anerkendelse eller fuldbyrdelse.«

11.      I artikel 7 opregnes grundene til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse. Hvad angår nogle af disse grunde bestemmer artikel 7, stk. 3, at:

»[…] [inden den beslutter ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse enten helt eller delvist,] hører den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde […] og beder den om nødvendigt meddele alle fornødne yderligere oplysninger straks«.

12.      Artikel 20, stk. 3, bestemmer:

»Hvis den i artikel 4 omhandlede attest giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper som fastsat i traktatens artikel 6, kan en medlemsstat afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelser. Den i artikel 7, stk. 3, omhandlede procedure finder anvendelse.«

 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)

13.      Chartrets artikel 47 indfører retten til effektive retsmidler.

14.      Chartrets artikel 48 fastsætter uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Disse rettigheder har samme betydning og omfang som rettighederne sikret af artikel 6, stk. 2 og 3, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«) (4).

15.      Artikel 49, stk. 3, bestemmer, at »[s]traffens omfang skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen«.

16.      Artikel 52, stk. 3, bestemmer, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de »samme betydning og omfang« som i EMRK.

 EMRK

17.      EMRK’s artikel 6 fastsætter retten til en retfærdig rettergang ved en upartisk domstol. For alle, der er »anklaget for en lovovertrædelse«, fastsætter artikel 6, stk. 2, retten til at »anses som uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven«, mens artikel 6, stk. 3, anfører minimumsrettighederne, der skal opfyldes, nemlig retten til:

»a)      at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham

b)      at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar

c)      at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse

d)      at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham

e)      at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.«

 Tjekkisk ret

18.      Tjekkisk ret indeholder bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af bødestraffe pålagt af domstole i andre medlemsstater i overensstemmelse med strafferetsplejeloven. I den udgave, der var gældende på det relevante tidspunkt, bestemte strafferetsplejelovens § 460o, at:

»(1)      Bestemmelserne i denne del finder anvendelse på proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af en endelig dom for en strafferetlig eller anden forseelse eller en afgørelse udstedt på grundlag heraf, hvis den er udstedt i overensstemmelse med Den Europæiske Unions lovgivning

a)      hvorved der er blevet pålagt en bødestraf

[…]

hvis udstedt af en ret i Den Tjekkiske Republik i en straffesag [...] eller af en ret i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union i en straffesag eller af en administrativ myndighed i en sådan stat, forudsat at den administrative myndigheds afgørelse vedrørende den strafferetlige eller anden forseelse kan appelleres til en domstol med kompetence i navnlig straffesager [...]«

19.      Strafferetsplejelovens § 460r(1) bestemmer:

»Efter at skriftlige bemærkninger er indgivet af den offentlige anklager, afgør Krajský soud, ved et offentligt retsmøde, hvorvidt en afgørelse fra en anden medlemsstat i Den Europæiske Union vedrørende en økonomisk sanktion eller bødestraf, der var blevet forelagt den af de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat, skal anerkendes og fuldbyrdes, eller hvorvidt anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen afvises. Dommen forkyndes for den pågældende person og den offentlige anklager.«

 Østrigsk ret

20.      Det østrigske retssystem sondrer mellem lovovertrædelser, der udgør en overtrædelse af »administrativ strafferet«, og de, der udgør overtrædelse af »judiciel strafferet«. I begge tilfælde har personer, der er sigtet for lovovertrædelsen, adgang til en domstol eller et domstolslignende organ. Administrative overtrædelser, herunder trafikforseelser, behandles af Bezirkshauptmannschaft (administrativ distriktsmyndighed) i første instans. Når alle rekursmuligheder ved denne myndighed er udtømt, kan en afgørelse ved Bezirkshauptmannschaft appelleres til Unabhängiger Verwaltungssenat, den uafhængige administrative domstol.

21.      Proceduren vedrørende administrative overtrædelser er reguleret i Verwaltungsstrafgesetz (administrativ straffelov) 1991. I modsætning hertil behandles alvorlige lovovertrædelser kun ved domstolene. Hvad angår disse overtrædelser anvendes Strafprozessordnung 1975 (strafferetsplejeloven).

 Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål

22.      Marián Baláž, der er bosiddende i Den Tjekkiske Republik, blev stoppet af politiet kl. 00:40 den 22. oktober 2009 nær Kufstein, Østrig, mens han kørte en leddelt lastvogn registreret i Den Tjekkiske Republik. Efter at det østrigske politi havde vejet køretøjet på en brovægt, fik han lov til at fortsætte.

23.      Den 25. marts 2010 udstedte Bezirkshauptmannschaft, Kufstein, Østrig, en afgørelse (herefter »afgørelsen«), der fastslog, at den 22. oktober 2009 begik Marián Baláž en trafikforseelse, nemlig at køre et køretøj, der vejede over 3,5 tons, på en vej, hvor et skilt viste, at dette var forbudt. Denne afgørelse pålagde Marián Baláž en bøde på 220 EUR eller, som standard, 60 timers fængsel.

24.      Den 2. juli 2010 meddelte Okresní soud (distriktsdomstolen), Teplice, Den Tjekkiske Republik, Marián Baláž afgørelsen. Det fremgår af de nationale sagsakter, at Marián Baláž (sandsynligvis) fik en kopi af afgørelsen (hvori var angivet, at han havde to uger til at iværksætte appel) oversat til tjekkisk sammen med et dokument, der beskrev hans rettigheder i henhold til tjekkisk ret. Det er uklart, om han fik flere oplysninger (og i så fald, præcist hvad) vedrørende hans rettigheder i henhold til østrigsk ret med hensyn til enten at anfægte afgørelsen eller at fremlægge beviser med henblik på at fremføre formildende omstændigheder, eller at han havde 2 uger fra den 2. juli 2010 (i stedet for fra den 25.3.2010, som er den dato, hvor Bezirkshauptmannschaft nåede frem til sin afgørelse) til at anfægte afgørelsen (5).

25.      I en skrivelse af den 19. januar 2011 rettet til Krajský soud v Ústí nad Labem (regional domstol i Usti nad Labem) (herefter »Krajský soud«), Den Tjekkiske Republik, anmodede Bezirkshauptmannschaft om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen i Den Tjekkiske Republik. Skrivelsen var ledsaget af en standardformularattest, der erklærede, at afgørelsen var udstedt af en anden myndighed end en domstol for handlinger, der var strafbare i henhold til national ret som følge af lovovertrædelser, i dette tilfælde færdselsregler. Attesten anførte, at Marián Baláž var blevet underrettet om sin ret til at anfægte afgørelsen ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager og tidsfristen herfor. Attesten registrerede yderligere, at han ikke havde anfægtet afgørelsen, og at den derfor var blevet endelig den 17. juli 2010.

26.      Ved et retsmøde den 17. maj 2011 ved Krajský soud gjorde Marián Baláz’ advokat gældende, at afgørelsen ikke kunne fuldbyrdes, da en appel til prøvelse af afgørelsen i henhold til østrigsk ret ville være blevet behandlet i Unabhängiger Verwaltungssenat, der ikke var »en domstol med kompetence i navnlig straffesager«.

27.      Krajský soud afviste dette argument og fastslog, at afgørelsen skulle anerkendes og fuldbyrdes i Den Tjekkiske Republik. Marián Baláž appellerede til Vrchní soud v Praze (den øverste domstol, Prag). Denne domstol anser det for nødvendigt at træffe afgørelse om, hvorvidt afgørelsen omfattes af rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), og dermed opfylder betingelsen for anerkendelse og fuldbyrdelse. Den har imidlertid betænkninger hvad angår fortolkningen af »en domstol med kompetence i navnlig straffesager« og »lejlighed til at få sagen prøvet«. Den har derfor udsat sagen og forelagt følgende spørgsmål:

»1)      Skal ordene »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i artikel 1, litra a), nr. iii) [i rammeafgørelsen] fortolkes som et selvstændigt begreb i EU-retten?

2)      a)      Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, hvilke generelle definerende kendetegn skal en ret i en stat, der på den berørte persons initiativ kan behandle denne persons sag vedrørende en afgørelse, der er udstedt af en anden myndighed end en domstol (en administrativ myndighed), da have for at være en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i den i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), omhandlede forstand?

2)      b)      Kan en uafhængig østrigsk administrativ ret (Unabhängiger Verwaltungssenat) anses for en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i den i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), omhandlede forstand?

2)      c)      Hvis det første spørgsmål besvares benægtende, skal ordene »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i den i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), omhandlede forstand da fortolkes af den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten i henhold til lovgivningen i den stat, hvis myndighed traf en afgørelse i den i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), omhandlede forstand, eller i henhold til lovgivningen i den stat, som træffer afgørelse om anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en sådan afgørelse?

3)      Bevares »lejlighed[en] til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager« i henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), selv hvis den berørte person ikke kan få en sag prøvet direkte ved en »domstol med kompetence i navnlig straffesager«, men først skal påklage en afgørelse fra en anden myndighed end en domstol (en administrativ myndighed), idet indgivelsen af en sådan klage udsætter virkningerne af denne myndigheds afgørelse og fører til, at der indledes en ordinær procedure for den samme myndighed, og idet det kun er til prøvelse af myndighedens afgørelse i denne ordinære procedure, at der kan iværksættes en appel ved en »domstol med kompetence i navnlig straffesager«?

Med henblik på at bevare »lejlighed[en] til at få sagen prøvet« er det da nødvendigt at tage stilling til, om en appel, der behandles af en »domstol med kompetence i navnlig straffesager«, er en ordinær appel (dvs. en appel til prøvelse af en afgørelse, der endnu ikke er endelig) eller en ekstraordinær appel (dvs. en appel til prøvelse af en endelig afgørelse), og til, hvorvidt en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« på grundlag af denne appel har kompetence til at efterprøve sagen i sin helhed, både faktisk og retligt?«

28.      Den østrigske, den tjekkiske, den italienske, den nederlandske og den svenske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet den 12. marts 2013 afgav den østrigske og den tjekkiske regering samt Kommissionen mundtlige indlæg og besvarede Domstolens spørgsmål. Marián Baláž har ikke indgivet skriftlige indlæg og var ikke repræsenteret i retsmødet.

 Bedømmelse

 Indledende bemærkninger

29.      Rammeafgørelse 2005/214 indgår i en række foranstaltninger, der er blevet vedtaget i de seneste år, som gennemfører princippet om gensidig anerkendelse af strafferetlige sager. Dens formål er at lette fuldbyrdelsen af bødestraffe i andre medlemsstater end den, hvor straffen er idømt. Beskyttelsen af den pågældende person – modstykket i den gensidige anerkendelse af bødestraffen – opnås gennem en garanti for (artikel 1), at kun afgørelser i) udstedt af »en domstol i udstedelsesstaten for en handling, der er strafbar efter udstedelsesstatens lovgivning« [artikel 1, litra a), nr. i)], eller ii) foretaget af »en domstol med kompetence i navnlig straffesager« [artikel 1, litra a), nr. iv)] eller iii), hvor der har været »lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager« [artikel 1, litra a), nr. ii) og iii)], kan gives gensidig anerkendelse og dermed fuldbyrdelse i henhold til rammeafgørelsen.

30.      For nemheds skyld vil jeg i det følgende beskrive en endelig afgørelse, der pålægger en bødestraf for en i artikel 5 anført overtrædelse, som en »afgørelse om bødestraf«. Som i rammeafgørelsen vil jeg ligeledes beskrive medlemsstaten, hvor bødestraffen blev udstedt, som »udstedelsesstaten« og medlemsstaten, hvor fuldbyrdelsen af denne straf søges, som »fuldbyrdelsesstaten«.

31.      Rammeafgørelsen er baseret på princippet om gensidig anerkendelse (første betragtning), samtidig med at den respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 TEU og afspejlet i chartret om grundlæggende rettigheder (femte betragtning). Ydermere bestemmer artikel 3 udtrykkeligt: »Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper som omhandlet i artikel 6 i traktaten.« Således var lovgiverens formål tydeligvis at lette den grænseoverskridende fuldbyrdelse af bødestraffe og samtidig at opretholde passende garantier for de personer, mod hvem disse bødestraffe skulle fuldbyrdes.

32.      Bag denne tilsyneladende harmløse erklæring ligger en række mindre harmløse spørgsmål, der skal undersøges. For det første, er der nogen særlig logik bag listen af afgørelser om bødestraf, som omfattes af rammeafgørelsen? For det andet, præcis hvilken beskyttelse agtede lovgiveren at yde den enkelte person? For det tredje, og i betragtning af den ret indlysende omstændighed, at den faktiske økonomiske sanktion, der følger af at idømme en bødestraf, afhænger af omstændighederne for den person, til hvem den udstedes, hvor i systemet tilsigtes sanktionens forholdsmæssighed at blive vurderet?

33.      Listen af lovovertrædelser i artikel 5, for hvilke afgørelser om bødestraf kan fuldbyrdes, er en heterogen samling, der forekommer primært at være inspireret af lovovertrædelserne opregnet i artikel 2 i rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre (6). En række lovovertrædelser er imidlertid blevet tilføjet denne liste: smugling, krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, trusler og vold mod personer, hærværk, tyveri og – mest relevant hvad angår den foreliggende sag – »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen«.

34.      Jeg må indrømme, at jeg finder det vanskeligt at forstå logikken bag lovgivers beslutning om – i en rammeafgørelse, der ellers (hovedsagligt) omhandler, hvad man kan kalde »mainstream strafferet« – at inddrage det sidstnævnte element (ud over at det åbenbart er til nytte for medlemsstaterne, at det sikres, at sådanne sanktioner kan håndhæves over for besøgende bilister fra andre medlemsstater). Det er under alle omstændigheder klart, at proceduren i rammeafgørelsen i stort omfang krydshenviser til strafferetlige begreber (7) og er udformet til at sikre fulde og passende garantier – af den slags, der med rette kræves i strafferetlige sager – skal respekteres, før en afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i en fuldbyrdelsesstat. Da »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen« ligeledes er en lovovertrædelse, der er anført i listen, følger det, at de samme garantier skal være tilgængelige, når en afgørelse om bødestraf udstedes i forbindelse med overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, som de, der f.eks. er til rådighed i forbindelse med bestikkelse, ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer eller smugling.

35.      Udtrykt på en anden måde: Ordningen med gensidig anerkendelse af afgørelser om bødestraf indført ved rammeafgørelsen indebærer en høj grad af gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Som Det Europæiske Råd imidlertid bemærkede i Stockholmprogrammet: »Beskyttelsen af mistænktes og tiltaltes rettigheder i straffesager er en grundlæggende værdi i Unionen, der er væsentlig for opretholdelsen af den gensidige tillid mellem medlemsstaterne og offentlighedens tillid til Unionen« (8). Af selvsamme grund er den beskyttelse, der er ydet borgeren ved at have »haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager« [jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. ii) og nr. iii)], formentlig beregnet til at svare til den beskyttelse, der ydes af »en domstol i udstedelsesstaten, for en handling, der er strafbar efter udstedelsesstatens lovgivning« [artikel 1, litra a), nr. i)], eller den omstændighed, at afgørelsen udspringer fra en »en domstol med kompetence i navnlig straffesager« [artikel 1, litra a), nr. iv)].

36.      Det er måske fristende at tro, at fordi en »overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen« er mindre forkastelig end terrorisme eller mord, har en person, der er idømt en bøde for førstnævnte, mindre behov for den fulde vifte af strafferetlig beskyttelse end en person dømt i forbindelse med sidstnævnte. Jeg mener, at sådan en tilgang er fejlagtig. Rammeafgørelsen fastsætter, ved nogle lidt forskellige formuleringer i artikel 1, litra a), at beskyttelsen i kraft af at have adgang til enten »en domstol i udstedelsesstaten, for en handling, der er strafbar efter udstedelsesstatens lovgivning«, eller til »en domstol med kompetence i navnlig straffesager« er en forudsætning for fuldbyrdelse. Mit udgangspunkt er, at de to formuleringer reelt er ens og, at der ikke kan være væsentligt forskellige beskyttelsesstandarder i henhold til ét og samme retlige instrument (rammeafgørelsen), afhængigt af om man anser den anførte lovovertrædelse, som giver anledning til en afgørelse om bødestraf, som værende mere eller mindre alvorlig. Som Stockholmprogrammet udtrykket det, er det »af afgørende betydning, at på den ene side retshåndhævelsesforanstaltninger og på den anden side foranstaltninger til sikring af individuelle rettigheder, retsstaten og internationale beskyttelsesregler går hånd i hånd i samme retning og styrker hinanden gensidigt« (9).

37.      Vrchní soud ønsker nærmere bestemt oplyst, hvordan rammeafgørelsen skal fortolkes for at sikre den effektive retlige beskyttelse af EU-borgere, der, ligesom Marián Baláž, bliver pålagt bødestraffe i andre medlemsstater end dén, hvor de normalt har bopæl, når de udøver deres ret til fri bevægelighed i Unionen (10).

38.      I forbindelse med min gennemgang af sagens spørgsmål bemærker jeg, at Marián Baláž ikke har indgivet skriftlige indlæg og ikke var repræsenteret ved retsmødet. I betragtning af den styrke, hvormed han anfægtede den nationale fuldbyrdelsesprocedure ved at fremsætte en udlægning af omstændighederne (støttet af materiale fra mindst ét vidne), der var i modstrid (11) med den, der udgjorde grundlaget for den administrative procedure for overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen og bødestraffen, som blev idømt ham in absentia af Bezirkshauptmannschaft, giver manglen på repræsentation ved denne Domstol grund til bekymring. Mens bødestraffen er udstedt administrativt, er fuldbyrdelsen strafferetlig. Jeg udelukker ikke den mulighed, at Marián Baláz i sin egenskab af lastbilchauffør med tjekkisk løn (for hvem udsigten til at skulle betale en bøde på 220 EUR måske virker afskrækkende) kan have følt, at han ikke havde midlerne til at afholde de yderligere omkostninger, det ville have krævet at instruere advokater til at repræsentere ham ved denne Domstol. Jeg er også langt fra sikker på, at han nødvendigvis har været bevidst om de (begrænsede) muligheder for at søge om retshjælp fra denne Domstol.

39.      Af disse grunde mener jeg, at det påhviler mig i det mindste at identificere en række elementer, der kan være relevante for spørgsmålet om, hvorvidt Marián Baláž reelt havde (eller ikke havde) »lejlighed« til at få sagen prøvet ved en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« [forudsætningen i henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), for at afgørelsen om bødestraf kan fuldbyrdes]. Dette vil jeg gøre senere i mit forslag til afgørelse ved at nævne dem som principielle punkter (12). Disse elementer er praktiske – de er de grundlæggende bestanddele i alt strafferetligt forsvarsarbejde. De spænder fra besiddelse af de nødvendige oplysninger til udøvelsen af retten til at appellere til en strafferetsdomstol til spørgsmålet om vurdering af forholdsmæssigheden af den pålagte sanktion. Det tilkommer den nationale ret, der som den eneste tager stilling til de faktiske omstændigheder, at foretage enhver nødvendig kontrol, når sagen vender tilbage til den.

 Det første spørgsmål

40.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende domstol oplyst, om begrebet en »domstol med kompetence i navnlig straffesager«, der anvendes i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), skal fortolkes som et selvstændigt begreb i EU-retten.

41.      Den nederlandske og den svenske regering er af den opfattelse, at betydningen af denne bestemmelse bør fastsættes i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning. I modsætning hertil er den forelæggende ret og den østrigske, den tjekkiske og den italienske regering samt Kommissionen af den opfattelse, at det er et selvstændigt begreb i EU-retten, der bør fortolkes ensartet.

42.      Jeg tilslutter mig det sidstnævnte synspunkt.

43.      Ifølge Domstolens faste praksis følger det af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten og af lighedsprincippet, at ordlyden af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Den Europæiske Union skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (13).

44.      Formålet med rammeafgørelsen er allerede blevet identificeret: fuldbyrdelsen af afgørelser om bødestraf gennem gensidig anerkendelse (14). Begrebet »domstol med kompetence i navnlig straffesager«, der anvendes i artikel 1, litra a), nr. iii), spiller en afgørende rolle ved fastlæggelsen af rammeafgørelsens anvendelsesområde, da den definerer en kategori af afgørelser om bødestraf, der kan gøres til genstand for gensidig anerkendelse og dermed fuldbyrdelse. Mens andre dele af rammeafgørelsen krydshenviser til national ret (15), er der her ingen sådan henvisning.

45.      For at opnå rammeafgørelsens tilsigtede formål og anvendelsesområde foreslår jeg derfor, at Domstolen anvender samme fremgangsmåde som den allerede har godkendt vedrørende fortolkningen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre (16), der ligeledes vedrører den gensidige anerkendelse af retsafgørelser i strafferetssager. I både Mantello-dommen (17) og Kozłowski-dommen (18) fastslog Domstolen, at de begreber, der er bestemmende for rammeafgørelsens anvendelsesområde, skal fortolkes ensartet (19). Fastsættelsen af deres betydning kunne ikke overlades til medlemsstaternes retlige myndigheders skøn baseret på national ret.

46.      Behovet for en ensartet fortolkning er særlig vigtig, når (som i den foreliggende sag) den omtvistede bestemmelse indeholder en garanti for den enkelte person. Adgang til »en domstol med kompetence i navnlig straffesager« garanterer en passende og effektiv retsbeskyttelse forud for, at denne person kan gøres til genstand for en afgørelse om bødestraf, der kan fuldbyrdes over for ham i enhver anden medlemsstat i Den Europæiske Union. Dette taler imod at tillade beskyttelsesforanstaltningerne at variere betydeligt mellem medlemsstaterne. Faktisk danner en delt tillid til de tilgængelige beskyttelsesforanstaltninger for dem, der er sigtet for lovovertrædelser, grundlaget for princippet om gensidig anerkendelse af strafferetsafgørelser. En ensartet fortolkning af begrebet »domstol med kompetence i navnlig straffesager« skaber den gensidige tiltro og tillid, der skaber grundlaget for gensidig anerkendelse.

47.      De vanskeligheder, der er forbundet med præferencen for en ensartet fortolkning frem for en fortolkning, som henviser til national ret med henblik på definitionen af indholdet af denne bestemmelse, er efter min mening snarere teoretiske end virkelige. Det er naturligvis rigtigt, at hver medlemsstat har sin egen særlige domstolsstruktur, og at hverken denne rammeafgørelse eller nogen anden hidtil har forsøgt nogen grad af harmonisering på dette område. Dog må jeg påpege, at ud fra et praktisk synspunkt gør det ingen forskel for fuldbyrdelsesstaten om »domstol med kompetence i navnlig straffesager« fortolkes som et selvstændigt begreb eller med henvisning til lovgivningen i udstedelsesstaten. Den konfronteres stadig med det grundlæggende problem, at den (sandsynligvis) er ubekendt med udstedelsesstatens domstolsstruktur. Den kan derfor være i den situation, at den – med mindre den foretager yderligere undersøgelser – ikke kan tage stilling til om, hvorvidt domstolen i udstedelsesstaten opfylder denne definition eller ej.

48.      Jeg foreslår derfor, at Domstolen som svar på det første spørgsmål fastslår, at begrebet »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), er et selvstændigt begreb i EU-retten.

 Det andet spørgsmål, litra a)

49.      Med det andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke definerende kendetegn en domstol skal have for at anses for at være en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i henhold til artikel 1, litra a), nr. iii).

50.      Den forelæggende ret og den tjekkiske regering har gjort gældende, at begrebet bør fortolkes som en instans (der skal være en domstol), der anvender en procedure, der er af strafferetlig karakter. Den østrigske og den italienske regering har foreslået, at domstolen skal være en instans, hvor de garantier, der er fastsat i EMRK’s artikel 6, er tilgængelige for den pågældende person. Den svenske regering har gjort gældende, at spørgsmålet (hvis dette er et spørgsmål om EU-ret snarere end national ret), om en given domstol er en sådan domstol »med kompetence i navnlig straffesager«, skal fastslås i henhold til materielle snarere end formelle karakteristika. Den nederlandske regering har gjort gældende, at det tilkommer udstedelsesstaten at vurdere, om dens domstol opfylder denne definition. Kommissionen er af den opfattelse, at artikel 1, litra a), nr. iii), henviser til en domstol, der har kompetence i sager, der formelt kvalificeres som strafferetlige i udstedelsesstaten. Domstolen kan også have kompetence i andre, ikke-strafferetlige sager. For at opfylde kravene i artikel 1 litra a), nr. iii), skal det dog være domstolens afdeling for straffesager, der udøver kontrol med afgørelsen om bødestraf.

51.      Jeg er enig med den forelæggende ret og med de regeringer, der gør gældende, at det definerende kendetegn for en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« er, at det er en domstol, der anvender strafferetlige procedurer og garantier, uanset om den også har kompetence i ikke-strafferetlige sager.

52.      Som jeg allerede har gjort opmærksom på (20), omfatter de i rammeafgørelsens artikel 5 anførte lovovertrædelser, der kan gøres til genstand for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse, overtrædelser, der anses som straffesager i alle medlemsstater, såsom »terrorisme«, men også overtrædelser, der anses som strafferetlige i visse medlemsstater, men ikke i andre (hvor de behandles som et administrativt, snarere end et strafferetligt anliggende). »Overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen« er omfattet af den sidstnævnte kategori. Lovgivers hensigt var derfor at lette den gensidige anerkendelse af afgørelser om bødestraf truffet i anledning af disse lovovertrædelser uden herved at foretage en harmonisering af, hvad der udgør en »strafferetlig« lovovertrædelse. Når en lovovertrædelse er opregning i artikel 5, kan den danne grundlag for en gensidig anerkendelse, uanset om udstedelsesstatens lovgivning eller fuldbyrdelsesstaten kategoriserer lovovertrædelsen som »strafbar«.

53.      Som følge af den manglende harmonisering af begrebet »strafbar« kan begrebet »domstol med kompetence i straffesager« ikke kræve en ensartet fortolkning af, hvad der udgør en »straffesag«.

54.      Af denne grund mener jeg ikke, at Kommissionens fortolkning kan lægges til grund. Det ville udgøre en utilsigtet begrænsning af rammeafgørelsens anvendelsesområde, hvis det udelukkende var de domstole, der behandlede »straffesager«, således som defineret i henhold til udstedelsesstatens ret, der blev omfattet af definitionen af begrebet »domstol med kompetence i navnlig straffesager«. Medlemsstater, hvor visse af de lovovertrædelser, der er opregnet i artikel 5, ikke kategoriseres som »strafbare«, og hvis domstolsstruktur er således, at de administrative afgørelser, der træffes vedrørende disse overtrædelser, behandles af domstole, der er separate fra de domstole, der behandler straffesager, således som defineret i national ret, ville ikke kunne benytte sig af proceduren for gensidig anerkendelse af afgørelser om bødestraf truffet for sådanne lovovertrædelser. Det forekommer mig, at dette ville være i modstrid med lovgivers erklærede mål med at inddrage sådanne lovovertrædelser i opregningen i artikel 5, og er således i strid med rammeafgørelsens formål.

55.      Samtidig med at lette den gensidige anerkendelse af afgørelser om bødestraf garanterede lovgiver imidlertid også udtrykkeligt, at den pågældende persons grundlæggende rettigheder vil blive respekteret (jf. femte betragtning i præamblen til og artikel 3 i rammeafgørelsen).

56.      Når disse to mål sammenholdes, mener jeg, at artikel 1, litra a), nr. iii), skal fortolkes således, at en afgørelse om bødestraf truffet af en administrativ myndighed kan gøres til genstand for gensidig anerkendelse og efterfølgende fuldbyrdelse, forudsat at den pågældende person har haft en reel mulighed for at anfægte afgørelsen ved en domstol, der sikrer, at hans grundlæggende rettigheder respekteres. Dette indebærer, at den domstol, der har kompetence i forhold til sådanne afgørelser om bødestraf i udstedelsesstaten, skal være en domstol, hvis sammensætning, procedurer og prøvelsesbeføjelser sikrer de minimumsgarantier, der gælder i henhold til chartrets artikel 47 og 48, når en person er sigtet for en strafbar lovovertrædelse. Dvs. at selv om den kompetente domstol ikke nødvendigvis skal være den domstol i udstedelsesstaten, der behandler sager, der formelt betegnes som strafferetlige i henhold til denne medlemsstats ret, skal den ikke desto mindre yde de samme proceduremæssige og materielle garantier.

57.      De rettigheder, der er sikret i chartrets artikel 47 og 48, omfatter udtrykkeligt retten til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret, en begrænset ret til retshjælp og en generel bestemmelse om, at »respekt[en] for forsvarets rettigheder er sikret«. Chartrets artikel 52, stk. 3, fastslår derefter udtrykkeligt, at »i det omfang [chartret] indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i [EMRK]«. I chartrets artikel 47 og 48 bekræfter den forklarende note, at henvisningen skal forstås som en henvisning til EMRK’s artikel 6 (21).

58.      EMRK’s artikel 6 indeholder i stk. 1-3 vigtige garantier for personer, der er sigtet for en strafbar handling. Herunder skal den instans, hvorved sagen prøves, være oprettet ved lov, være uafhængig og upartisk. Den skal sikre, at følgende garantier respekteres: Den sigtede skal anses for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til loven; underrettes snarest muligt, udførligt og på et sprog, han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham; få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar; at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse; have lov til at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham, og få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.

59.      I hvilket omfang kan beskyttelse af disse grundlæggende rettigheder for personer, der er sigtet for en lovovertrædelse, også anses nødvendige for personer, hvis »lovovertrædelse« er klassificeret som et administrativt snarere end et strafferetligt anliggende i henhold til national lovgivning, men hvis eneste beskyttelse i forhold til en halvautomatisk anerkendelse og fuldbyrdelse (22) af en afgørelse om bødestraf, er garantierne i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), nemlig at de har haft »lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager«?

60.      Det forekommer mig, at en snæver fortolkning, der ville udelukke krydshenvisningen til de »strafferetlige« garantier indeholdt i EMRK’s artikel 6, stk. 1-3, ville være uhensigtsmæssig af en række grunde.

61.      For det første kan rammeafgørelsens klare ordlyd ikke anses for at støtte en sådan fortolkning. Artikel 1, litra a), nr. iii), henviser efter sin ordlyd udtrykkeligt til en domstol med kompetence i straffesager. Hvad skulle formålet være med dette begreb, hvis denne domstol ikke havde nogen forpligtelse til at udøve denne kompetence med de garantier for den berørte person, som en sådan strafferetlig kompetence indebærer?

62.      For det andet er muligheden for prøvelse ved en sådan domstol den berørte persons eneste beskyttelse mod efterfølgende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om bødestraf. Det taler for en bred, snarere end en snæver, fortolkning af den af bestemmelsen omfattede beskyttelse.

63.      For det tredje kan en person, der er idømt en bødestraf, have en anden version af de forhold, som bødestraffen er baseret på. Hvis hans version lægges til grund, kan det resultere i, at der ikke pålægges nogen straf overhovedet, eller at der kun skal betales en meget lavere bøde. Hvis den gensidige tillid, som gensidig anerkendelse er baseret på, ikke skal undermineres (og offentlighedens tillid til og accept af sådan gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse alvorligt svækkes), er det afgørende, at der er en mulighed for en passende domstolsprøvelse af afgørelsen om bødestraf (hvilket forudsætter prøvelse af faktum og ikke blot af jus, og kan omfatte indkaldelse og høring af vidner).

64.      For det fjerde mener jeg, at sprogkravene i forbindelse med gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf i en grænseoverskridende situation er særligt vigtige garantier for en retfærdig rettergang. En afgørelse om bødestraf vil pr. definition kun skulle anerkendes og fuldbyrdes i henhold til rammeafgørelsen, hvis den pågældende person var i en medlemsstat (udstedelsesstaten) på det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, men nu befinder sig i en anden medlemsstat (fuldbyrdelsesstaten). Fællesskabet har netop fået endnu et officielt sprog, kroatisk (23), som skal tilføjes til de 23 officielle sprog, der allerede afspejler Unionens folks mangfoldighed og kulturelle rigdom (24). I en Union, der bygger på princippet om fri bevægelighed for personer og etableringsfrihed, får beskyttelsen af den enkeltes rettigheder og privilegier på det sproglige område en særlig betydning, således som Domstolen allerede har fastslået i Bickel og Franz-dommen (25).

65.      Det indre markeds succes indebærer, at en litauisk lastbilschauffør kan blive stoppet af politiet, mens han kører gennem Polen eller Tyskland med henblik på levering af varer i Belgien. Skulle der opstå situationer, der fører til, at en bødestraf pålægges lastbilchaufføren, er det, fra medlemsstatens synspunkt, forståeligt og vigtigt, at den bødestraf kan fuldbyrdes mod ham hjemme i Vilnius. Det er tilsvarende vigtigt, at lastbilchaufførens grundlæggende rettigheder gives en passende beskyttelse.

66.      Som følge heraf er det min opfattelse, at de afgørende kendetegn med henblik på definitionen af en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), er (a), at den instans, hvorved sagen prøves, skal være en domstol, og (b), at den sikrer, at minimumsgarantierne fastsat i EMRK’s artikel 6, stk. 1-3, overholdes.

67.      Hvad angår ordet »navnlig«, og under hensyn til den manglende harmonisering af domstolsstrukturen i Den Europæiske Union og for at give rammeafgørelsen fuld virkning, skal dette ord fortolkes således, at når en domstol har kompetence i ikke-strafferetlige anliggender i tillæg til dens kompetence i straffesager, er den ikke udelukket fra at være omfattet af definitionen i artikel 1, litra a), nr. iii). Det er imidlertid vigtigt, at den pågældende domstol, ved prøvelsen af en afgørelse om bødestraf, anvender en procedure, der overholder minimumsgarantierne i EMRK’s artikel 6, stk. 1-3.

68.      Det kan indvendes, at den definition, jeg foreslår, vil have den virkning, at den begrænser princippet om gensidig anerkendelse, der blev godkendt på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 og tilsigtedes at blive hjørnestenen i det retlige samarbejde på såvel det civilretlige som det strafferetlige område. Gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser forudsætter imidlertid, at medlemsstater har tillid til hinandens straffesystemer og navnlig, at de mistænkte eller sigtede personers rettigheder er sikret i overensstemmelse med fælles minimumsstandarder. Med henblik herpå skal det bemærkes, at det i Tammerfors blev konkluderet, at der bør »sættes et arbejde i gang med hensyn til det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes fundamentale retsgrundsætninger« (26).

69.      Mens en række foranstaltninger, der tillader gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retlige afgørelser, er blevet indført, herunder den omhandlede rammeafgørelse, er der opnået mindre med hensyn til at indføre fælles minimumsstandarder for processuelle garantier. I 2009 vedtog Rådet en køreplan (27) med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes processuelle rettigheder i straffesager, som blev budt velkommen af Det Europæiske Råd og erklæret for at være en del af Stockholmprogrammet. To foranstaltninger i denne køreplan er nu vedtaget, nemlig direktiv 2010/64/EU (28), der indeholder retten til tolkning og oversættelse i straffesager, og direktiv 2012/13/EU (29) om retten til oplysninger i straffesager. Der er også et forslag til et direktiv om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og ret til kommunikation ved anholdelse (30).

70.      Begge de vedtagne direktiver tilsigter at gælde for sager ved en »domstol med kompetence i navnlig straffesager«, der behandler appeller af afgørelser fra en anden myndighed end en domstol i forbindelse med sanktioner for mindre forseelser, jf. 16. betragtning i præamblen til direktiv 2010/64 og 17. betragtning i præamblen til direktiv 2012/13. Således skal en domstol med kompetence i navnlig straffesager i henhold til artikel 1, litra a), nr. iii) – når tidsfristen for gennemførelsen af disse direktiver er udløbet (henholdsvis den 27.10.2013 og den 2.6.2014) – anvende de i disse direktiver fastsatte fælles minimumsstandarder, når den udøver sin strafferetlige kompetence vedrørende appeller iværksat til prøvelse af en administrativ sanktion (31).

71.      Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål, litra a), med, at rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), skal fortolkes således, at en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« er en domstol, hvor den pågældende person er omfattet af de i EMRK’s artikel 6, stk. 1-3, sikrede rettigheder, under sagens behandling.

 Det andet spørgsmål, litra b)

72.      Med det andet spørgsmål, litra b), ønsker den forelæggende ret oplyst, om det østrigske Unabhängiger Verwaltungssenat bør anses for en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« som omhandlet i artikel 1, litra a), nr. iii).

73.      Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten undersøger i første omgang på grundlag af afgørelsen om bødestrafs ordlyd og attesten vedlagt denne afgørelse i henhold til rammeafgørelsens artikel 4, om afgørelsen om bødestraf bør anerkendes gensidigt og dermed fuldbyrdes i henhold til rammeafgørelsens artikel 6 (medmindre en af grundene til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse, opregnet i artikel 7, finder anvendelse). I henhold til artikel 11, stk. 2, kan fuldbyrdelsesstaten enten anerkende og fuldbyrde, eller ikke anerkende og ikke fuldbyrde, afgørelsen. Hvad den ikke kan gøre, er at foretage en prøvelse – en anmodning om en sådan prøvelse kan kun fremsættes over for udstedelsesstaten. Undersøgelsesproceduren er således afgørende, hvis balancen mellem gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse på den ene side og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder på den anden skal opretholdes.

74.      Rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1 og stk. 2, indeholder en opregning af tilfælde, hvor den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen. Hvad angår visse af disse grunde bestemmer artikel 7, stk. 3, at »den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten« – inden den beslutter ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse enten helt eller delvist – skal høre »den kompetente myndighed i udstedelsesstaten på en hvilken som helst relevant måde« og bede »den om nødvendigt meddele alle fornødne yderligere oplysninger straks«.

75.      Mere grundlæggende er det dog kun en »afgørelse«, som opfylder de betingelser, der er fastsat i en af de fire kategorier, der er udtømmende opregnet i artikel 1, litra a), der knytter sig til opfyldelsen af gerningsindholdet i en af de lovovertrædelser, der er udtømmende opregnet i artikel 5, der er omfattet af rammeafgørelsens anvendelsesområde. Kun en sådan afgørelse kan gøres til genstand for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse. Når den kompetente myndighed er usikker i denne henseende [eksempelvis fordi den er i tvivl om, hvorvidt »den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager« i overensstemmelse med betingelserne i artikel 1, litra a), nr. iii)], er jeg ligeledes af den opfattelse (dvs. i direkte analogi med artikel 7, stk. 3), at den skal kontakte den kompetente myndighed i udstedelsesstaten og anmode om de nødvendige oplysninger. Ved modtagelsen af disse oplysninger skal den kompetente myndighed drage alle de nødvendige konklusioner i lyset af den definition, som Domstolen giver sin besvarelse af det andet spørgsmål, litra a), for at fastslå, om den pågældende myndighed er en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« (32). Om nødvendigt kan kontaktpunkterne i Det Europæiske Retlige Netværk anvendes (33).

76.      I sine skriftlige indlæg ved Domstolen har den østrigske regering givet visse oplysninger, der gør det muligt for Domstolen at bistå den forelæggende ret med henblik på en afgørelse. Navnlig bekræfter den østrigske regering, at Unabhängiger Verwaltungssenat skal anvende den østrigske administrative straffelov (Verwaltungsstrafgesetz 1991), og at den skal beskytte rettighederne i EMRK’s artikel 6, herunder de garantier, der skal anvendes, når en person er sigtet for en strafbar lovovertrædelse (artikel 6, stk. 2 og 3). Den forelæggende ret har selv bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Domstolen i Strasbourg«) har fastslået, at Unabhängiger Verwaltungssenat er en domstol (34) i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, og at den anvender uskyldsformodningen (35). Den forelæggende ret bemærker også, at Domstolen i Strasbourg i dommen i sagen Kammerer mod Østrig (36) fastslog, at retten til at blive hørt personligt ikke altid er garanteret. I denne henseende gør den østrigske regering gældende, at Domstolen i Strasbourgs konklusion i den sag ikke er udtryk for, at denne rettighed konsekvent tilsidesættes ved Unabhängiger Verwaltungssenat.

77.      Den omstændighed, at en domstol lejlighedsvis tilsidesætter en af de proceduremæssige garantier, der skal finde anvendelse, indebærer ikke, at den ikke er omfattet af definitionen af en »domstol med kompetence i navnlig straffesager«. Imidlertid vil en tilsidesættelse af en sådan garanti, i særdeleshed i en sag vedrørende en afgørelse om bødestraf, efter min mening betyde, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten ikke er forpligtet til at anerkende og fuldbyrde denne afgørelse i henhold til rammeafgørelsen. Ved at anerkende og fuldbyrde sådanne afgørelser gennemfører den kompetente myndighed EU-retten og skal således overholde de rettigheder, der garanteres af chartrets artikel 47 og 48, der afspejler de garantier, der er fastsat i EMRK’s artikel 6 (37). Hvis nogen af disse rettigheder er blevet krænket, kan den kompetente myndighed, efter at have fulgt proceduren for at indhente oplysninger fra udstedelsesstaten i henhold til artikel 7, stk. 3, undlade at anerkende og fuldbyrde afgørelsen i henhold til rammeafgørelsens artikel 20, stk. 3 (38).

78.      Jeg foreslår således, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål, litra b), således, at det tilkommer den nationale ret, i lyset af de tilgængelige oplysninger, at afgøre, om Unabhängiger Verwaltungssenat er en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii).

 Det andet spørgsmål, litra c)

79.      I lyset af mit foreslåede svar på det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, litra c).

 Det tredje spørgsmål

80.      Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale ret for det første oplyst, om rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), skal fortolkes således, at en »lejlighed til at få sagen prøvet« er givet i tilfælde, hvor den pågældende person først skal anfægte en afgørelse udstedt af en administrativ myndighed ved samme myndighed, og kun efter, at en yderligere afgørelse er truffet af samme myndighed, kan iværksætte appel til »en domstol med kompetence i navnlig straffesager«. For det andet spørger den nationale ret, om den domstol, der behandler appellen, skal behandle sagen, før en afgørelse bliver endelig, og om den skal kunne udøve fuld prøvelseskompetence både med hensyn til faktum og jus.

81.      Den forelæggende ret og alle de interesserede parter, der har indgivet indlæg vedrørende dette spørgsmål, mener ikke, at der er noget til hinder for, at der først gives adgang til en domstol efter en yderligere administrativ procedure. Den tjekkiske og den italienske regering såvel som Kommissionen har tilføjet, at den pågældende domstol skal have fuld beføjelse til at træffe afgørelse vedrørende såvel faktum som jus. Den tjekkiske regering har yderligere gjort gældende, at afgørelsen ikke skal være endelig, før der gives adgang. I modsætning hertil anser den italienske regering det ikke for nødvendigt for den effektive retlige beskyttelse af den pågældende person, at en afgørelse ikke bliver endelig i den administrative fase.

82.      Jeg er enig med den forelæggende ret og de regeringer, der har indgivet indlæg vedrørende spørgsmålet, i at betingelsen om at have haft »lejlighed til at få sagen prøvet« er opfyldt, når denne mulighed først opstår, når den pågældende person har udtømt de administrative rekursmuligheder. Imidlertid må »lejlighed til at få sagen prøvet« ved en domstol ikke være underlagt betingelser, der gør det umuligt eller urimeligt svært at udøve. I så fald ville den pågældende persons effektive retsbeskyttelse ikke være sikret (39).

83.      Hertil bemærkes, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret i artikel 6 TEU og chartrets artikel 47 og 48, ikke omhandler teoretisk adgang til en domstol. De omhandler effektiv retsbeskyttelse af den enkelte borger. Ligeså vigtigt det er at definere »en domstol med kompetence i navnlig straffesager« på en måde, der sikrer passende og effektiv beskyttelse, er det afgørende at fortolke »lejlighed til at få sagen prøvet« på en måde, som sikrer, at garantien ikke er meningsløs, og rettigheden ikke blot teoretisk eller illusorisk (40).

84.      Det tilkommer i givet fald (41) den nationale ret i fuldbyrdelsesstaten at foretage de passende undersøgelser hvad angår den fulgte procedure for at sikre sig, at dette var tilfældet. Som et minimum foreslår jeg, at den nationale ret sikrer sig, at afgørelsen om bødestraf var gjort tilgængelig for dens modtager på et sprog, han kunne forstå, at der forelå utvetydige instruktioner om, hvordan afgørelsen kunne anfægtes og inden for hvilken tidsfrist, at der var en klar indikation af, fra hvilken dato tidsfristen for appel begyndte at løbe (42), at modtageren var oplyst om, hvorvidt han skulle repræsenteres eller kunne repræsentere sig selv, at han var oplyst om, hvorvidt retshjælp var tilgængelig (og i så fald, på hvilke betingelser) (43), og at sproglige forhindringer (kommunikationssproget ved domstolen, sproget til at indgive formelle skriftlige og/eller mundtlige indlæg) var løst på en tydelig og hjælpsom måde (44).

85.      Jeg er yderligere enig med den forelæggende ret og de medlemsstater samt Kommissionen, der gjorde gældende, at den domstol, der behandler sagen, skal have fuld beføjelse til at træffe afgørelse vedrørende både de faktiske og retlige aspekter af sagen. Kun hvis domstolen har en sådan fuld beføjelse, kan den sikre, at den pågældende persons rettigheder i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1-3, overholdes. Forudsat at muligheden for en sådan prøvelse af sagen foreligger, er den omstændighed, at en afgørelse bliver »endelig« i den administrative fase af proceduren (idet det forsat er muligt, at afgørelsen kan indbringes for domstolene), ikke til hinder for den pågældende persons effektive retsbeskyttelse. Med dette forbehold mener jeg ikke, at en afgørelse, der bliver endelig i den administrative fase af proceduren, falder uden for rammeafgørelsens anvendelsesområde.

86.      Jeg foreslår derfor, at rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), skal fortolkes således, at der er en »lejlighed til at få sagen prøvet«, når den pågældende person først skal udtømme de administrative rekursmuligheder, forudsat at adgangen til domstolsprøvelse ikke er underlagt betingelser, der gør det umuligt eller urimeligt svært. For det andet skal den domstol, som behandler sagen, have fuld beføjelse til at træffe afgørelse om såvel de faktiske som de retlige omstændigheder. For det tredje udelukker rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), ikke, at en afgørelse om bødestraf, udstedt af en administrativ myndighed, bliver endelig før prøvelsen af sagen.

 Efterskrift: forholdsmæssigheden af den pålagte sanktion

87.      En implicit del af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der er givet borgeren i kraft af betingelsen i artikel 1, litra a), nr. iii) om, at der skal have været »lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager«, vedrører forholdsmæssigheden af den pålagte sanktion. Dette er især relevant, for så vidt som rammeafgørelsens artikel 11, stk. 2, gør det klart, at fuldbyrdelsesstaten ikke kan foretage nogen prøvelse af afgørelsen om bødestraf. Det er således umuligt for modtageren af en sådan afgørelse at anmode sin »lokale« domstol om at tage stilling til anbringender vedrørende overtrædelsen eller til støtte for en nedsættelse af den pålagte sanktion.

88.      Det er måske banalt at bemærke, at den gennemsnitlige indtjening varierer meget i Den Europæiske Union. En bøde af en størrelsesorden, der bestemt kan være ubehagelig, men ikke desto mindre kan tolereres, pålagt en person (måske en borger i en medlemsstat med et relativt højt lønniveau) kan udgøre en urimelig og uforholdsmæssig straf, hvis den pålægges en person med en meget lavere månedlig løn i form af en afgørelse om bødestraf som følge af en omstændighed, der indtræffer, mens han kører gennem den pågældende medlemsstat på vej til eller fra den medlemsstat, hvor han er bosiddende og beskæftiget. Jeg mener derfor, at det implicit ligger i ordlyden »lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager«, at der skal være lejlighed til at anfægte størrelsen af den sanktion, der er pålagt af de administrative myndigheder ved en sådan domstol, før afgørelsen om bødestraf kan gøres til genstand for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse.

89.      Hermed foreslår jeg ikke, at en myndighed, der pålægger en administrativ bøde, skal differentiere på baggrund af den pågældende persons oprindelse. Det ville være tæt på at være forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, hvilket (naturligvis) er i strid med EU-retten. Jeg vil blot minde om, at det er et grundlæggende princip i strafferetten – gældende, så vidt jeg ved, i alle medlemsstaternes retssystemer – hvorefter en domstol med strafferetlig kompetence, når den prøver en sanktions hensigtsmæssighed, bør tage hensyn til omstændighederne for både lovovertrædelsen og lovovertræderen.

 Forslag til afgørelse

90.      I lyset af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen i sin besvarelse af de spørgsmål, der er stillet af Vrchní soud v Praze (den øverste domstol, Prag), fortolker Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe som følger:

»1)      Begrebet »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), er et selvstændigt begreb i EU-retten.

2)      a)      Rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), skal fortolkes således, at en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« er en domstol, hvorved den pågældende person er omfattet af de rettigheder, der er sikret ved artikel 6, stk. 1-3, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, under sagens behandling.

2)      b)      Det tilkommer den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten at fastslå, om en selvstændig østrigsk administrativ domstol (Unabhängiger Verwaltungssenat) kan anses for at være en »domstol med kompetence i navnlig straffesager« i henhold til rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii).

3)      Der er »lejlighed til at få sagen prøvet«, når den pågældende person først skal udtømme de administrative rekursmuligheder, forudsat at adgangen til domstolsprøvelse ikke er underlagt betingelser, der gør det umuligt eller urimeligt svært. Den domstol, der behandler sagen, skal have fuld beføjelse til at træffe afgørelse vedrørende såvel de faktiske som de retlige omstændigheder. Rammeafgørelsens artikel 1, litra a), nr. iii), udelukker ikke, at en afgørelse om bødestraf, udstedt af en administrativ myndighed, bliver endelig forud for prøvelsen af sagen.«


1 – Originalsprog: engelsk.


2 – Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.2.2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (EUT L 76, s. 16), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 om ændring af rammeafgørelse 2002/584/RIA, rammeafgørelse 2005/214/RIA, rammeafgørelse 2006/783/RIA, rammeafgørelse 2008/909/RIA og rammeafgørelse 2008/947/RIA samt styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen (EUT L 81, s. 24).


3 – Attestens standardformular, hvortil der henvises i artikel 4, findes i bilaget til rammeafgørelsen.


4 – Jf. chartrets artikel 52, stk. 3, og Forklaringer til chartret, EUT 2007 C 303, s. 30.


5 – Da Marián Baláž ikke er repræsenteret ved Domstolen, har det ikke været muligt yderligere at udrede disse (vigtige) spørgsmål.


6 – Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002 L 190, s. 1).


7 – Jf. eksempelvis udtalelsen i artikel 1, litra b), hvorefter en »[b]ødestraf [ikke] omfatter […] kendelser af civilretlig art […]«; den omstændighed, at der ikke er kontrol af den anførte forseelses dobbelte strafbarhed (artikel 5, stk. 1); den omstændighed, at en »bødestraf, der pålægges en juridisk person, fuldbyrdes, selv når fuldbyrdelsesstaten ikke anerkender princippet om juridiske personers strafferetlige ansvar (artikel 9, stk. 3); muligheden for anvendelse af alternative sanktioner, herunder frihedsstraf, hvis en afgørelse ikke kan fuldbyrdes (artikel 10), og opdelingen af beføjelser mellem udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten hvad angår amnesti, benådning og fornyet prøvelse (artikel 11).


8 – EUT 2010 C 115, s. 1, s. 10, punkt 2.4.


9 – Nævnt i fodnote 8 ovenfor, side 4, punkt 1.1: »Politiske prioriteter«.


10 – Jf. artikel 4, stk. 1. Dette er første gang, Domstolen skal tage stilling til fortolkningen af rammeafgørelse 2005/214. En tidligere anmodning (dom af 7.6.2012, sag C-27/11, Vinkov) blev afvist.


11 – Dette er tydeligt angivet i forelæggelseskendelsen. Kort sagt er Marián Baláž’ argument, at det østrigske politi, der stoppede ham, beordrede ham til at fortsætte ned af denne vej til brovægten for at få den lastbil, han førte, kontrolleret.


12 – Jf. punkt 84 nedenfor.


13 – Jf. dom af 17.7.2008, sag C-66/08, Kozłowski, Sml. I, s. 6041, præmis 42, dom af 16.11.2010, sag C-261/09 Mantello, Sml. I, s. 11477, præmis 38, og dom af 18.10.2007, sag C-195/06 Österreichischer Rundfunk, Sml. I, s. 8817, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis.


14 – Jf. punkt 31 ovenfor.


15 – Jf. eksempelvis artikel 2, stk. 1, (udpegning af kompetente myndigheder), artikel 5 (definition af de opregnede lovovertrædelser) og visse dele af artikel 7 (grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse).


16 – Nævnt i fodnote 6 ovenfor.


17 – Nævnt i fodnote 13 ovenfor.


18 – Nævnt i fodnote 13 ovenfor.


19 – Kozłowski-sagen vedrørte fortolkningen af begreberne »er bosat« og »opholder sig« i henhold til rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6 (jf. præmis 43). Mantello-sagen vedrørte begrebet »samme handlinger« i afgørelsens artikel 3, stk. 2 (jf. præmis 38).


20 – Jf. punkt 33 ovenfor.


21 – Jf. punkt 14 ovenfor. Den del af artikel 47, der omhandler retten til effektive retsmidler, afspejler EMRK’s artikel 13, men er ikke – så vidt jeg kan udlede af forelæggelseskendelsen – direkte relevant i disse procedurer, og jeg tager ikke yderligere stilling til dem her.


22 – De begrænsede grunde til at undlade anerkendelse og fuldbyrdelse er anført i rammeafgørelsens artikel 7.


23 – Kroatien tiltrådte Den Europæiske Union den 1.7.2013.


24 – Dette er naturligvis uden at tælle de mange andre sprog, der, uden at være »officielle EU-sprog«, spiller en vigtig rolle i borgernes liv og deres omgang med administrative og retshåndhævende myndigheder i hele EU såsom eksempelvis baskisk, catalansk, walisisk og luxembourgsk.


25 – Dom af 24.11.1998, sag C-274/96, Sml. I, s. 7637.


26 – Konklusion 37.


27 – Rådets resolution om en køreplan med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager, EUT 2009 C 295, s. 1.


28 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20.10.2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager, EUT L 280, s. 1.


29 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22.5.2012 om ret til information under straffesager, EUT L 142, s. 1.


30 – KOM(2011) 326 endelig.


31 – Jf. artikel 1, stk. 3, i direktiv 2010/64 og artikel 2, stk. 2, i direktiv 2012/13.


32 – Jf. analogt en fuldbyrdelsesstats kompetente judicielle myndigheds fastlæggelse af, om en europæisk arrestordre vedrører den »samme handling« som en tidligere retsforfølgning, jf. Mantello-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 50.


33 – Jf. Fælles aktion 98/428/RIA af 29.6.1998 om oprettelse af et europæisk retligt netværk (EFT L 191, s. 4).


34 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Hubner mod Østrig, dom af 31.8.1999, klage nr. 34311/96, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Baischer mod Østrig, dom af 20. 12.2001, klage nr. 32381/96. Den østrigske regering henviser også til følgende afgørelser: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Yavus mod Østrig, dom af 27.5.2004, klage nr. 46549/99, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Liedermann mod Østrig, dom af 5.12.2005, klage nr. 54272/00, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Blum mod Østrig, dom af 3.2.2005, klage nr. 31655/02, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Kaya mod Østrig, dom af 8. juni 2006, klage nr. 54698/00, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Müller mod Østrig, dom af 5.10.2006, klage nr. 12555/03, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Hauser-Sporn mod Østrig, dom af 7.12.2006, klage nr. 37301/03, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Stempfer mod Østrig, dom af 26.7.2007, klage nr. 18294/03.


35 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Krumpholz mod Østrig, dom af 18.3.2010, klage nr. 13201/05. I denne sag fastslog Domstolen i Strasbourg, at Unabhängiger Verwaltungssenat havde overtrådt EMRK’s artikel 6, stk. 1 og stk. 2, ved at fastslå, at »the drawing of inferences in a situation which did not clearly call for an explanation from the applicant and without sufficient procedural safeguards being applied violated the applicant’s right to silence and the presumption of innocence« (præmis 42).


36 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 12.5.2010, klage nr. 32435/06. Domstolen i Strasbourg konkluderede, at EMRK’s artikel 6, stk. 1 og stk. 3, ikke var blevet tilsidesat i den sag.


37 – Jf. rammeafgørelsens artikel 3. Dom af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, præmis 19, og af 4.6.2009, sag C-241/07, JK Otsa Talu, Sml. I, s. 4323, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes generaladvokat Bots forslag til afgørelse i Mantello-sagen, nævnt i fodnote 13 ovenfor, punkt 88.


38 – Jf. ligeledes generaladvokat Bots forslag til afgørelse i Mantello-sagen, nævnt i fodnote 13 ovenfor, punkt 77 og 78, hvor han er af den opfattelse, at udstedelsesstaten i forbindelse med den europæiske arrestordre skal sikre, at de rettigheder, som tilfalder en person, der er omfattet af arrestordren, overholdes (i den nævnte sag ved at anvende ne bis in idem princippet), men at fuldbyrdelsesstaten også skal sikre beskyttelsen af disse rettigheder.


39 – Jf. dom af 22.12.2010, sag C-279/09, DEB, Sml. I, s. 13849, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, af 28.7.2011, sag C-69/10, Samba Diouf, Sml. I, s. 7151, præmis 57, og af 19.9.2006, sag C-506/04, Wilson, Sml. I, s. 8613, præmis 60-62.


40 – I forbindelse med EMRK’s artikel 6 jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Artico mod Italien, dom af 13.5.1980, klage nr. 6649/74.


41 – I mange tilfælde af grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf er der ingen – eller ingen reel – prøvelse af afgørelsens fuldbyrdelse. Det er ikke desto mindre vigtigt, at hvis en reel prøvelse, baseret på grundlæggende rettigheder, finder sted, skal domstolen i fuldbyrdelsesstaten tage prøvelsen alvorligt, foretage de nødvendige undersøgelser og på grundlag af de modtagne oplysninger derefter afgøre, om afgørelsen kan fuldbyrdes.


42 – Således skal den nationale domstol eksempelvis tage stilling til, om det – da afgørelsen om bødestraf af 25.3.2010, hvorved bøden blev pålagt, blev meddelt Marián Baláž den 2.7.2010 – blev gjort klart for ham, at han havde to uger fra meddelelsen (og ikke to uger fra den dato, hvor afgørelsen blev vedtaget) til at anfægte afgørelsen ved Unabhängiger Verwaltungssenat. En meget kort tidsfrist kan være utilstrækkelig i en grænseoverskridende appel. Først når en tidsfrist i praksis gør det muligt for den pågældende person at forberede og iværksætte en effektiv anfægtelse af afgørelsen og er rimelig og forholdsmæssig i forhold til de involverede rettigheder og interesser, er den i overensstemmelse med princippet om effektiv retsbeskyttelse, jf. Samba Diouf-dommen, nævnt i fodnote 39 ovenfor, præmis 66-68.


43 – I forbindelse med ydelse af retshjælp jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Benham mod Det Forenede Kongerige, dom af 10.6.1996, klage nr. 19380/92, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Artico mod Italy, nævnt i fodnote 40 ovenfor. Jeg er ikke bekendt med aktuelle forslag til at harmonisere adgangen til retshjælp i sager, der forelægges domstole, der udøver strafferetlig kompetence (dog er det anført i forstaltning C i køreplanen, nævnt i fodnote 27 ovenfor).


44 – Jf. Bickel og Franz-dommen, nævnt i fodnote 25 ovenfor, og i forbindelse med EMRK’s artikel 6, stk. 1, jf. den omfattende diskussion af oversættelses- og fortolkningsspørgsmål i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Kamasinski mod Østrig, dom af 19.12.1989, klage nr. 9783/82. Jf. også direktiv 2010/64 og direktiv 2012/13 (nævnt i punkt 69 ovenfor og i fodnote 28 og 29 ovenfor) og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og ret til kommunikation ved anholdelse (nævnt i fodnote 30 ovenfor).