Sag C-501/11 P

Schindler Holding Ltd m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – karteller – markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper – et moderselskabs ansvar for sit datterselskabs overtrædelser af kartelreglerne – holdingselskab – virksomhedens interne efterlevelsesprogram (»Compliance-Programme«) – grundlæggende rettigheder – retsstatsprincipperne i forbindelse med fastsættelse af pålagte bøder – magtadskillelse, lighedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning og princippet om culpaansvar – forordning (EF) nr. 1/2003 – artikel 23, stk. 2 – gyldighed – lovligheden af Kommissionens retningslinjer af 1998«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. juli 2013

1.        Annullationssøgsmål – den anfægtede retsakt – vurdering af lovligheden på grundlag af de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten – efterfølgende betragtninger – ingen betydning

(Art. 263 TEUF)

2.        Grundlæggende rettigheder – den europæiske menneskerettighedskonvention – instrument, der ikke formelt er integreret i EU’s retsorden

(Art. 6, stk. 3, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 52, stk. 3)

3.        EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – retlig prøvelse af afgørelser truffet af Kommissionen på konkurrenceområdet – legalitetskontrol og fuld prøvelsesret af både retlige og faktiske omstændigheder – tilsidesættelse – foreligger ikke

(Art. 263 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

4.        Appel – anbringender – manglende præcis angivelse af, hvilket punkt i Rettens argumentation der kritiseres – manglende angivelse af de punkter i den appellerede dom, der kritiseres – afvisning

[Art. 256 TEUF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

5.        Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

(Domstolens statut, art. 58; Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 2, og art. 113, stk. 2)

6.        Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – skøn tildelt Kommissionen ved artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 – tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

7.        Institutionernes retsakter – retningslinjer for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne – retlig karakter – vejledende regler – forpligtelse til at overholde princippet om ligebehandling – institutionernes kompetence til at vedtage sådanne retsakter

(Art. 290, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

8.        Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – anvendelse af retningslinjer for beregningen af bøder – tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft – foreligger ikke – tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

9.        Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – personelt anvendelsesområde – virksomhed – begreb – økonomisk enhed, der eventuelt er sammensat af et moderselskab og datterselskaber – ansvaret for en tilsidesættelse tilregnes en sådan økonomisk enhed – lovlig – tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF)

10.      Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moderselskab og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – fastlæggelse af handelspolitik – kriterier for bedømmelsen af den eventuelle selvstændige karakter heraf

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

11.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – afvisning

(Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)

12.      EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – ejendomsret

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17)

13.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – forpligtelse til at tage hensyn til den konkrete indvirkning på markedet – rækkevidde – virkningen af en konkurrencebegrænsende adfærd – ikke afgørende kriterium

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

14.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – retsforskrifter – retningslinjer vedtaget af Kommissionen – Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse på grund af de anklagede virksomheders samarbejde – Kommissionens skøn – domstolskontrol – rækkevidde

(Art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2002/C 45/03, punkt 21)

15.      Appel – Domstolens kompetence – omgørelse af billighedsgrunde af Rettens skøn vedrørende størrelsen af de bøder, som er blevet pålagt virksomheder, der har tilsidesat traktatens konkurrenceregler – udelukket – omgørelse af dette skøn på grund af en overtrædelse af proportionalitetsprincippet – lovlig

(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 31, 56 og 65)

2.        Selv om de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i den europæiske menneskerettighedskonvention, udgør generelle principper i EU-retten, således som det bekræftes af artikel 6, stk. 3, TEU, og selv om artikel 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmer, at de af chartrets rettigheder, som svarer til dem, der er sikret ved konventionen, har samme betydning og omfang som i nævnte konvention, udgør denne ikke et retligt instrument, der er formelt integreret i Unionens retsorden, idet Unionen ikke har tiltrådt den.

(jf. præmis 32 og 124)

3.        Den omstændighed, at beslutninger om pålæggelse af bøder på konkurrenceområdet vedtages af Kommissionen, er i modsætning til det, som appellanterne har gjort gældende, ikke i sig selv i strid med artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Hvad angår princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, der er et generelt EU-retligt princip, som nu er udtrykt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og som i EU-retten svarer til nævnte konventions artikel 6, stk. 1, har Unionens retsinstanser inden for rammerne af legalitetsprøvelsen, der er fastsat i EUF-traktaten, den fulde prøvelsesret, som er tillagt dem ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 261 TEUF, og som bemyndiger dem til at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Da kontrollen i henhold til traktaterne indebærer, at Unionens retsinstanser udøver en såvel retlig som faktisk kontrol, og at de har beføjelse til at bedømme beviser, annullere den omtvistede beslutning og ændre bødebeløb, fremgår det ikke, at legalitetsprøvelsen i henhold til artikel 263 TEUF, suppleret med den fulde prøvelsesret med hensyn til bødens størrelse i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003, er i strid med princippet om effektiv domstolsprøvelse i chartrets artikel 47.

(jf. præmis 33, 36 og 38)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43-45, 81, 84 og 106)

5.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 54, 55, 83 og 106)

6.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 56-58)

7.        Retningslinjerne for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne udgør hverken en lovgivning eller en lovgivning i henhold til delegation som omhandlet i artikel 290, stk. 1, TEUF, eller det retlige grundlag for bøder, der pålægges på konkurrenceområdet, hvilke bøder alene vedtages på grundlag af artikel 23 i forordning nr. 1/2003. De fastsætter de vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som myndigheden ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, og begrænser sig til at beskrive den metode, som Kommissionen benytter ved undersøgelsen af en overtrædelse, og de kriterier, denne forpligter sig til at tage i betragtning ved fastsættelsen af en bøde. Der findes imidlertid ingen traktatbestemmelser, der forbyder en institution at vedtage sådanne vejledende regler. Det følger heraf, at Kommissionen havde kompetence til at vedtage nævnte retningslinjer.

(jf. præmis 66-69)

8.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 75)

9.        Selv om princippet om juridiske personers personlige ansvar har en særlig betydning med hensyn til ansvar inden for civilretten, kan dette ikke være relevant ved fastlæggelsen af ophavsmanden til en overtrædelse af konkurrenceretten, som er forbundet med virksomheders konkrete adfærd. Ophavsmændene til traktaterne valgte at anvende begrebet virksomhed til at udpege ophavsmanden til en overtrædelse af konkurrenceretten og ikke begrebet selskab eller juridisk person, der blev anvendt i artikel 54 TEUF. Dette begreb kendetegner en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer. Det følger heraf, at når en økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den at stå til regnskab for overtrædelsen.

(jf. præmis 101-104 og 129)

10.      Formodningen for, at moderselskabet udøver en bestemmende indflydelse på et datterselskab, som det ejer helt eller delvist, har bl.a. til formål at skabe en balance mellem vigtigheden af, på den ene side, målet om at bekæmpe konkurrencestridig adfærd, især i artikel 81 EF, og at hindre gentagelse heraf og, på den anden side, kravene i visse EU-retlige principper, såsom bl.a. principperne om uskyldsformodning, straffens personalitet, retssikkerhedsprincippet samt princippet om retten til forsvar, herunder princippet om parternes processuelle ligestilling. Denne formodning kan imidlertid afkræftes. De enheder, der ønsker at afkræfte denne formodning, kan fremlægge ethvert bevis for, at datterselskabet og moderselskabet ikke udgør én enkelt økonomisk enhed, men at datterselskabet selvstændigt bestemmer sin adfærd på markedet.

Med henblik på at fastslå, om et datterselskab selvstændigt bestemmer sin adfærd på markedet, skal der tages hensyn til alle de forhold, der er relevante for de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem dette datterselskab og moderselskabet, der kan variere efter de enkelte tilfælde, og som derfor ikke kan opregnes udtømmende. Handelspolitikken er i denne sammenhæng blot en blandt flere faktorer, og den skal ikke fortolkes strengt.

Hertil kommer, at moderselskabets vedtagelse af en adfærdskodeks, der tilsigtede at forhindre selskabets datterselskabers overtrædelser af konkurrenceretten og af tilsvarende retningslinjer, dels ikke ændrer realiteten i den overtrædelse, der er fastslået over for selskabet, dels ikke gør det muligt at godtgøre, at datterselskaberne selvstændigt fastsatte deres handelspolitik. Iværksættelsen af denne adfærdskodeks tyder snarere på en effektiv kontrol fra moderselskabets side af datterselskabernes handelspolitik. Endvidere er den omstændighed, at visse ansatte i datterselskaberne ikke overholdt denne kodeks, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at de omhandlede datterselskaber førte en selvstændig handelspolitik.

(jf. præmis 108-110 og 112-114)

11.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 115, 158 og 159)

12.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 124 og 128)

13.      I forbindelse med beregningen af størrelsen af en bøde for en overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler gælder, at selv om overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet er et element, der skal tages hensyn til med henblik på at bedømme overtrædelsens grovhed, drejer det sig om et kriterium blandt andre, såsom overtrædelsens art og det geografiske markeds udstrækning. Heraf følger, at virkningen af en konkurrencebegrænsende adfærd ikke i sig selv er et afgørende kriterium ved fastlæggelsen af en passende bøde. Navnlig forhold, der vedrører forsættet, kan have større betydning end forhold, der vedrører disse virkninger, særligt når der er tale om overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige, såsom opdeling af markeder. Desuden fremgår det af punkt 1 A, første afsnit, i retningslinjerne for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne, at der kun skal tages hensyn til denne indvirkning, når den kan måles. Hvis Unionens retsinstanser tager hensyn til den omhandlede overtrædelses konkrete indvirkning på markedet, forudsat at denne indvirkning faktisk kunne måles, vil den gøre dette for fuldstændighedens skyld.

(jf. præmis 134-136)

14.      Unionens retsinstanser kan ved udøvelsen af legalitetskontrollen med hensyn til en beslutning, der pålægger bøder for tilsidesættelse af konkurrenceretten, ikke støtte sig på den skønsmargen, som Kommissionen har, hverken for så vidt angår valget af de elementer, der tages i betragtning ved anvendelsen af de i retningslinjerne for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne nævnte kriterier, eller hvad angår vurderingen af disse elementer for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder. En sådan regel finder ligeledes anvendelse, når Unionens retsinstanser efterprøver, om Kommissionen har anvendt meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager på grund af de anklagede virksomheders samarbejde korrekt. Ligebehandlingsprincippet er under alle omstændigheder ikke til hinder for, at kun en virksomhed, der er fremkommet med en betydelig merværdi som omhandlet i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, behandles fordelagtigt, eftersom denne bestemmelse har et legitimt mål.

(jf. præmis 155 og 159)

15.      Det tilkommer ikke Domstolen, når den træffer afgørelse om retlige spørgsmål i en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har foretaget under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret vedrørende størrelsen af bøder, som er pålagt virksomheder for overtrædelse af EU-retten. Det er således kun i det omfang, Domstolen måtte finde, at sanktionens størrelse ikke blot er upassende, men også så overdreven, at den bliver uforholdsmæssig, at det skal fastslås, at Retten begik en retlig fejl på grund af den upassende karakter af en bødes størrelse.

Det kan i denne henseende ikke afgøres alene på grundlag af det nominelle beløb, om en bøde medfører en uforholdsmæssig byrde for den, som bøden pålægges. Dette afhænger ligeledes af bl.a. den bødepålagtes betalingsevne. I det tilfælde, at bøder pålægges en virksomhed, der udgør en økonomisk enhed, og som kun formelt er sammensat af flere juridiske personer, skal disse juridiske personers betalingsevne ikke betragtes individuelt.

(jf. præmis 164, 165, 168 og 169)