Language of document : ECLI:EU:C:2015:640

Sag C-290/14

Straffesag

mod

Skerdjan Celaj

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Firenze)

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – afgørelse om tilbagesendelse ledsaget af et indrejseforbud på tre år – overtrædelse af indrejseforbuddet – tredjelandsstatsborger, der tidligere er blevet udsendt – fængselsstraf i tilfælde af ny ulovlig indrejse på det nationale område – forenelighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 1. oktober 2015

Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – afgørelse om tilbagesendelse over for en sådan statsborger ledsaget af et indrejseforbud på tre år – denne statsborgers tilsidesættelse af indrejseforbuddet – national lovgivning, hvorefter der foreskrives en fængselsstraf for en sådan statsborger – lovlig – betingelser – den nationale rets efterprøvelse

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/115, art. 11)

Direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at det i princippet ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter der foreskrives en fængselsstraf for en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, som efter at være vendt tilbage til sit oprindelsesland i forbindelse med en tidligere tilbagesendelsesprocedure genindrejser ulovligt på nævnte medlemsstats område i strid med et indrejseforbud.

For så vidt som den omhandlede tredjelandsstatsborgers situation, der har medført den udsendelse, der går forud for den ulovlige genindrejse på en medlemsstats område, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/115, er det kun lovligt at pålægge en strafferetlig sanktion som den i hovedsagen omhandlede, såfremt det indrejseforbud, der er udstedt over for denne statsborger, er i overensstemmelse med dette direktivs artikel 11, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Pålæggelsen af en sådan strafferetlig sanktion undergives fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, bl.a. de rettigheder, der er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (jf. i denne retning dom Achughbabian, C-329/11, EU:C:2011:807, præmis 49), og efter omstændighederne ved Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling, herunder navnlig artikel 31, stk. 1, heri.

(jf. præmis 31-33 og domskonkl.)