FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
JULIANE KOKOTT
fremsat den 8. marts 2007 1(1)
Sag C-467/05
Giovanni Dell’Orto
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Milano (Italien))
»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2001/220 – direktiv 2004/80 – begrebet »offer« – tilbagelevering af beslaglagt bytte«
I – Indledning
1. I denne sag skal det afklares, om Rådets rammeafgørelse 2001/220/RAI af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager (2), sammenholdt med Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser (3), kræver, at pengebeløb, der tilhører et skadelidt aktieselskab, og som har været genstand for underslæb, tilbagebetales som led i en straffesag. Spørgsmålet er navnlig, om begrebet »offer« i rammeafgørelsen, i modsætning til definitionen i artikel 1, litra a), ikke kun omfatter fysiske personer, men også skal omfatte juridiske personer. Den forelæggende ret støtter sig i så henseende til direktivet, der ikke indeholder en definition af ofre.
II – Retsforskrifter
A – Unions- og fællesskabsbestemmelser
2. Ifølge artikel 1, litra a), i rammeafgørelse 2001/220 forstås ved »offer« »en fysisk person, som har lidt skade, herunder fysisk eller psykisk skade, følelsesmæssige lidelser eller økonomisk tab, der er direkte forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats straffelov«.
3. Artikel 2, stk. 1, indeholder en generel beskrivelse af de hensyn, som skal tages til ofrenes interesser:
»Hver medlemsstat sikrer, at ofrene har en reel og passende rolle i dets strafferetssystem. Hver medlemsstat gør fortsat sit yderste for at sikre, at ofre behandles med behørig respekt for deres personlige værdighed under processen, og anerkender ofrenes legitime rettigheder og interesser navnlig i forbindelse med straffesager.«
4. Rammeafgørelsens artikel 9 omhandler retten til erstatning som led i straffesagen:
»1. Hver medlemsstat sikrer, at ofre for forbrydelser har ret til, at der inden for en rimelig frist som led i straffesagen træffes afgørelse om erstatning fra gerningsmanden undtagen i de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng.
2. […]
3. Ejendele tilhørende offeret, som er blevet beslaglagt som led i straffesagen, og som kan tilbageleveres, leveres straks tilbage til offeret, medmindre de er nødvendige for straffesagen.«
5. Rammeafgørelsens syvende betragtning klarlægger forholdet til en civil retssag:
»Foranstaltningerne med henblik på at bistå ofre for forbrydelser, herunder navnlig bestemmelserne om erstatning og mægling, berører dog ikke ordninger i forbindelse med en civil retssag.«
6. Direktiv 2004/80 omhandler den statslige erstatning til ofre for forbrydelser. Direktivet indeholder bestemmelser, der skal lette adgangen til erstatning i grænseoverskridende situationer. De væsentlige grundlæggende principper er fastsat i de første to artikler:
»Artikel 1
Ret til at indgive ansøgning i bopælsstaten
Medlemsstaterne sikrer, at en person, der ansøger om erstatning, i de tilfælde, hvor en forsætlig voldsforbrydelse er begået på en anden medlemsstats område end den, hvor den pågældende har sit sædvanlige opholdssted, har ret til at indgive sin ansøgning til en myndighed eller anden instans i denne sidste medlemsstat.
Artikel 2
Ansvar for udbetaling af erstatning
Erstatningen udbetales af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område forbrydelsen er begået.«
7. I modsætning til Kommissionens oprindelige forslag har man undladt at harmonisere erstatningsordningerne. Sjette betragtning fastslår dog følgende:
»Ofre for forbrydelser i Den Europæiske Union bør have ret til en rimelig og passende erstatning for de skader, de har lidt, uanset hvor i Det Europæiske Fællesskab forbrydelsen er begået.«
8. Artikel 12 i direktiv 2004/80 bestemmer herom:
»1. De regler om adgang til erstatning i grænseoverskridende situationer, som fastsættes ved dette direktiv, bygger på de enkelte medlemsstaters ordninger for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område.
2. Alle medlemsstater sikrer, at der i kraft af deres nationale regler forefindes en ordning for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område, som garanterer en rimelig og passende erstatning til ofre.«
9. I artikel 17, litra a), understreges det, at medlemsstaterne uafhængigt af direktivet kan indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser til fordel for ofre for forbrydelser eller andre personer, der berøres af en forbrydelse, for så vidt sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.
B – Italiensk ret
10. Italien har øjensynligt ikke udtrykkeligt gennemført definitionen af begrebet »offer« efter artikel 1, litra a), i rammeafgørelse 2001/220.
11. Artikel 262 og 263 i den italienske codice di procedura penale indeholder bestemmelser om udleveringen af gods, der er blevet beslaglagt under en straffesag. Det tilkommer i princippet kriminalretten at træffe afgørelse om udleveringen. Hvis der imidlertid er tvist om ejendomsretten, henviser kriminalretten denne tvist til den kompetente civilret.
12. Derudover bestemmes det i artikel 74 ff. og 538 ff. i den italienske codice di procedura penale, at der skal træffes afgørelse om offerets erstatningskrav under straffesagen.
III – Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
13. Giovanni Dell’Orto blev sammen med andre tiltalte ved dom afsagt den 4. maj 1999 på grundlag af en såkaldt procesforhandling idømt frihedsstraf på et år og seks måneder tillige med en bøde, hvilken dom blev gjort betinget. Dommen var begrundet med overtrædelse af bestemmelserne om urigtige meddelelser vedrørende selskaber mv., hvilke overtrædelser fandt sted med henblik på bl.a. at begå underslæb af særlig grov karakter og på ulovlig partistøtte til skade for SAIPEM SpA. Denne dom har i mellemtiden fået retskraft.
14. Allerede under forundersøgelsen overførte Giovanni Dell’Orto fra en udenlandsk konto til Italien et beløb på 1 064 069,78 EUR, der ifølge det af den forelæggende ret oplyste stammer fra byttet og fortsat tilhører SAIPEM. Den italienske konto blev beslaglagt.
15. Dommen indeholdt ingen bestemmelse vedrørende det beslaglagte beløb. Efter henvendelse fra SAIPEM blev der anordnet tilbagelevering til dette selskab af det beslaglagte beløb, hvilket skete ved kendelse af 3. december 1999 med fuldbyrdelse den 10. december 1999 ved, at beløbet blev hævet på den ovennævnte løbende konto, hvorefter denne blev lukket.
16. Den forelæggende ret har ikke oplyst, hvilken ret der dømte Giovanni Dell’Orto og traf afgørelse om tilbageleveringen af de beslaglagte beløb, men det ser ud til, at den forelæggende ret selv har truffet de pågældende afgørelser.
17. Corte di Cassazione ophævede denne afgørelse den 8. november 2001 med den begrundelse, at tilbageleveringen af det beslaglagte beløb ikke indgik i procesforhandlingen, og at der derfor ikke kunne træffes bestemmelse om tilbageleveringen under straffesagen.
18. Efter yderligere foreløbige afgørelser skal den forelæggende ret som ret med fuldbyrdelseskompetence træffe afgørelse om, hvordan der videre skal forholdes med det omtvistede beløb. Med henblik på forberedelse af denne afgørelse stiller den forelæggende ret Domstolen følgende spørgsmål:
»1) Kan reglerne i artikel 2 og 9 i rammeafgørelse 2001/220/RAI generelt finde anvendelse under en straffesag, som angår en hvilken som helst skadelidt ved forbrydelsen, sammenholdt med reglerne i artikel 1 ff. i Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser eller andre bestemmelser af fællesskabsretlig karakter?
2) Kan reglerne i artikel 2 og 9 i rammeafgørelse 2001/220 finde anvendelse under en straffesag om påfølgende fuldbyrdelse af den retskraftige straffedom (og derfor også på dommen om anvendelse af straf ifølge […] [en procesforhandling] (4)) i relation til en hvilken som helst skadelidt ved forbrydelsen, sammenholdt med bestemmelserne i artikel 1 ff. i Rådets direktiv 2004/80?«
19. Giovanni Dell’Orto, Irland, Italien, Nederlandene, Østrig, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har afgivet indlæg i sagen.
IV – Bedømmelse
20. Den forelæggende ret anmoder om en fortolkning af rammeafgørelse 2001/220 i lyset af direktiv 2004/80, idet den i overensstemmelse med Domstolens udtalelser i Pupino-dommen vedrørende princippet om en overensstemmende fortolkning i forhold til rammeafgørelser ved anvendelsen af national ret i videst muligt omfang ønsker at fortolke denne ret i lyset af rammeafgørelsens ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat og således handle i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, litra b), EU (5). I den foreliggende sag går retten åbenbart ud fra, at den på grundlag af rammeafgørelsen er forpligtet til at træffe afgørelse om udleveringen af de beslaglagte beløb til SAIPEM.
A – Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse
21. Det Forenede Kongerige er af den opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. Den forelæggende ret henviser til artikel 234 EF, men anmoder om fortolkning af bestemmelser i en rammeafgørelse, dvs. i en retsakt ifølge artikel 34, stk. 2, litra b), EU. Det anføres, at en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkning af fællesskabsretten imidlertid kun kan fremsættes i medfør af artikel 35, stk. 1, EU. Irland har argumenteret på lignende måde, men mener, at den fejl, den forelæggende ret har begået, kan afhjælpes, da en tilsvarende forelæggelse efter artikel 35 EU ville kunne antages til realitetsbehandling.
22. Som Irland har understreget under retsmødet, er det naturligvis ikke muligt under foregivende af, at der stilles spørgsmål vedrørende fællesskabsretten i henhold til artikel 234 EF, reelt at stille Domstolen spørgsmål angående fortolkningen af unionsretten, der kun kan antages til realitetsbehandling, når de supplerende betingelser i artikel 35 EU er opfyldt. I hvilket omfang en præjudiciel forelæggelse vedrørende fællesskabsretten i lyset af den gensidige påvirkning mellem de to retssystemer, der endnu ikke er blevet drøftet, må henvise til unionsretten, kan i praksis rejse vanskelige afgrænsningsspørgsmål. Disse skal dog ikke besvares her.
23. Det Forenede Kongeriges argument mod, at nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling, er i al fald ikke overbevisende. Som Domstolen har fastslået, finder bestemmelserne i EF-traktaten, EKSF-traktaten og Euratom-traktaten om Domstolens kompetence samt udøvelsen af denne kompetence, herunder artikel 234 EF, i medfør af artikel 46, litra b), EU anvendelse på bestemmelserne i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union på de betingelser, der er fastsat i artikel 35 EU. Det følger heraf, at den i artikel 234 EF fastsatte ordning kan finde anvendelse på Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 35 EU på de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse (6).
24. Præjudicielle forelæggelser vedrørende unionsretten – efter artikel 35 EU – er derfor i princippet også anmodninger i artikel 234 EF’s forstand. I hvilket omfang den nationale domstol udtrykkeligt nævner disse bestemmelser, kan ikke være afgørende for, om en anmodning kan antages til realitetsbehandling. Derimod afhænger dette af, om de betingelser, der gælder i forbindelse med spørgsmål vedrørende unionsretten, navnlig i henhold til artikel 35 EU, er opfyldt.
25. Det må antages, at den vigtigste betingelse i artikel 35 EU, navnlig ud fra Det Forenede Kongeriges og Irlands synspunkt, er, at den pågældende medlemsstat skal godkende Domstolens kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende unionsret. De to medlemsstater har nemlig ikke fremsat en sådan erklæring. Som Irland også anerkender, er det i den foreliggende sag dog hævet over enhver tvivl, at den forelæggende ret er berettiget til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse. Italien har nemlig fremsat en erklæring med virkning fra den 1. maj 1999, som er Amsterdam-traktatens ikrafttrædelsesdato, hvori den godkendte Domstolens kompetence til at træffe afgørelse om gyldigheden og fortolkningen af de retsakter, der er omhandlet i artikel 35 EU i henhold til denne artikels stk. 3, litra b) (7).
26. Flere regeringer har desuden rejst tvivl om anmodningens relevans for sagens afgørelse.
27. Med hensyn til relevanskravet har Domstolen anvendt sin praksis vedrørende artikel 234 EF på artikel 35 EU og fastslået, at den formodning om relevans, som er knyttet til spørgsmål, der forelægges af nationale domstole til præjudiciel afgørelse, kun kan afvises i helt særlige tilfælde, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af de EU-retlige bestemmelser i spørgsmålene savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål. Bortset fra sådanne tilfælde er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører fortolkningen af de retsakter, som er omhandlet i artikel 35, stk. 1, EU (8).
28. Den nederlandske regering har anført, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke indeholder oplysninger om, hvilke italienske retsregler der skal fortolkes i overensstemmelse med rammeafgørelsen. Da en direkte anvendelse af rammeafgørelsen er udelukket, er sådanne oplysninger nødvendige.
29. Ifølge fast retspraksis er en fortolkning af fællesskabsretten, der kan være til nytte for den nationale ret, kun mulig, når denne i sin forelæggelseskendelse giver en beskrivelse af de faktiske og retlige omstændigheder, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Denne fremstilling skal navnlig også give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen. Det skal her tages i betragtning, at alene forelæggelseskendelserne meddeles de pågældende parter (9).
30. Derfor skal den forelæggende ret beskrive retsreglerne i et sådant omfang, at det præjudicielle spørgsmål kan besvares sagligt korrekt. Den forelæggende ret er derimod ikke forpligtet til at dokumentere, at den tilsigtede overensstemmende fortolkning rent faktisk er mulig. Ifølge Pupino-dommen hindrer en tvivl om muligheden for at fortolke de nationale regler i overensstemmelse med en rammeafgørelse ikke i sig selv, at anmodningen kan antages til realitetsbehandling. En sådan fortolkning skal derimod være åbenbart umulig. Er det ikke tilfældet, tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om der i den pågældende sag kan anlægges en overensstemmende fortolkning af de nationale regler (10). Dette standpunkt er også logisk, da det ikke er Domstolens opgave at fortolke de nationale regler – ej heller at fortolke dem i overensstemmelse med unionsret eller fællesskabsret – i den præjudicielle afgørelse.
31. På denne baggrund ville det muligvis have været nyttigt at få mere at vide om de regler, som den forelæggende ret vil fortolke i overensstemmelse med rammeafgørelsen (11), men manglen på sådanne oplysninger er dog ikke til hinder for, at de præjudicielle spørgsmål kan besvares sagligt korrekt.
32. Den østrigske regering går endog et skridt videre end den nederlandske regering, idet den gør gældende, at der efter italiensk ret ikke kan træffes afgørelse om offerets civilretlige krav under sagen om straffuldbyrdelsen. Derfor er anmodningen om præjudiciel afgørelse af hypotetisk karakter. Dette anbringende kan imidlertid heller ikke tiltrædes, da det ikke indeholder oplysninger, der kan begrunde en åbenbar tvivl om muligheden for at fortolke de nationale regler i overensstemmelse med rammeafgørelsen.
33. Større vægt må tillægges Irlands tvivl med hensyn til, om rammeafgørelse 2001/220 i tidsmæssig henseende kan have retsvirkninger i hovedsagen. Dommen over Giovanni Dell’Orto blev afsagt den 4. maj 1999, de omtvistede beløb blev beslaglagt allerede den 29. december 1997, og det underslæb eller den besvigelse, de angiveligt var genstand for, fandt sted endnu tidligere. Derimod udløb fristen for gennemførelsen af de pågældende bestemmelser i rammeafgørelsen først den 22. marts 2002, for direktiv 2004/80’s vedkommende endda først henholdsvis den 1. juli 2005 og den 1. januar 2006. Hvis rammeafgørelsen derfor af tidsmæssige årsager ikke kan have retsvirkninger for tilbageleveringen af det påståede bytte, er en fortolkning af den italienske ret i overensstemmelse med rammeafgørelsen udelukket og anmodningen om præjudiciel afgørelse uden relevans for hovedsagen.
34. Ifølge mit forslag til afgørelse i Pupino-sagen er den omstændighed, at de begivenheder, der skal undersøges, fandt sted før rammeafgørelsens vedtagelse, ikke til hinder for en overensstemmende fortolkning. Ifølge fast retspraksis antages processuelle regler almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet (12). Domstolen har åbenbart heller ikke set spørgsmålet om den tidsmæssige anvendelighed som en hindring for en fortolkning i overensstemmelse med rammeafgørelsen, da den ikke har behandlet dette punkt i Pupino-dommen. Ligesom i Pupino-sagen drejer det sig også i hovedsagen om procesretlige spørgsmål, nærmere bestemt om, hvilken domstol der har kompetence til at afgøre, om bankindeståender, der er blevet beslaglagt under en straffesag, skal udbetales til en skadelidt virksomhed. I overensstemmelse hermed opgav Irland sine betænkeligheder under retsmødet.
35. For så vidt som der i den foreliggende sag skal træffes yderligere afgørelser, kan rammeafgørelse 2001/220 således ratione temporis finde anvendelse i hovedsagen.
36. Et sidste tvivlsspørgsmål med hensyn til anmodningens relevans vedrører rammeafgørelse 2001/220’s lovlighed. Såfremt rammeafgørelsen er retsstridig og derfor ikke kan finde anvendelse, kan den ikke medføre en forpligtelse til at fortolke regler i overensstemmelse med rammeafgørelsen, og spørgsmålene om fortolkningen er uden relevans for hovedsagen.
37. I så henseende minder jeg om, at jeg i forslaget til afgørelse i Pupino-sagen udtrykte tvivl om afgørelsens retsgrundlag, men fandt, at Domstolen ikke af egen drift skal behandle disse tvivlsspørgsmål, da der i al fald ikke foreligger alvorlig tvivl (13). Vedtagelsen af rammeafgørelsen på det valgte retsgrundlag forekommer i det mindste forsvarlig. I overensstemmelse hermed har Domstolen ikke taget stilling til dette spørgsmål i Pupino-dommen. Da hverken den forelæggende ret eller de parter, der har afgivet indlæg, i den foreliggende sag har rejst spørgsmålet om rammeafgørelsens retsgrundlag, er der ikke grundlag for på ny at uddybe dette punkt i nærværende sag.
38. Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.
B – Om de præjudicielle spørgsmål
39. For at besvare den forelæggende rets spørgsmål om fortolkningen af rammeafgørelse 2001/220 i lyset af direktiv 2004/80 skal mulighederne og grænserne for retsakters gensidige påvirkning først diskuteres på basis af EF-traktaten og på basis af Unions-traktaten (jf. nedenfor under 1). Under hensyn til resultaterne skal rammeafgørelsen derefter fortolkes (jf. nedenfor under 2 og 3).
1. Om forholdet mellem unions- og fællesskabsret med hensyn til fortolkning
40. Navnlig Irland og Det Forenede Kongerige har argumenteret imod, at et (senere udstedt) fællesskabsdirektiv inddrages i fortolkningen af en unionsretlig rammeafgørelse. De anfører, at der er tale om to forskellige retsordener, der skal holdes strengt adskilte. Denne opfattelse er i al fald til dels velbegrundet, men kan ikke tiltrædes fuldt ud.
41. Først skal det præciseres, at enhver gensidig påvirkning i forbindelse med fortolkningen forudsætter, at der foreligger en fortolkningsmargen i så henseende. En fortolkning contra legem ville næppe være forenelig med retssikkerhedsprincippet (14).
42. Som navnlig Det Forenede Kongerige har anført, er Unions-traktatens og EF-traktatens forskellige kompetenceområder uanset den bestående fortolkningsmargen til hinder for, at der ved fortolkning overføres bestemmelser fra den ene retsorden til den anden, som savner retsgrundlag i det retssystem, de overføres til. Enhver fortolkning skal nemlig tage hensyn til retsgrundlaget for den foranstaltning, der skal fortolkes, og må derfor ikke føre til et resultat, der ikke er foreneligt med retsgrundlaget.
43. Dette gælder navnlig for fællesskabsretlige elementers overførsel til unionsretten, eftersom ingen af bestemmelserne i EF-traktaten i henhold til artikel 47 EU kan berøres af en bestemmelse i traktaten om Den Europæiske Union. Derfor ser Domstolen det som sin forpligtelse at påse, at de retsakter, der ifølge Rådet henhører under Unions-traktaten, ikke griber ind i de beføjelser, som er tildelt Fællesskabet ved EF-traktaten (15).
44. Såfremt disse grænser respekteres, er der allerede i traktaterne etableret overførsler mellem fællesskabsret og unionsret. Unionen og Fællesskabet består således ved siden af hinanden som to integrerede, men separate retsordener (16). Ifølge artikel 1, stk. 3, EU er De Europæiske Fællesskaber Unionens grundlag. I henhold til artikel 3, stk. 1, EU har Unionen en fælles institutionel ramme, som sikrer sammenhæng og kontinuitet i de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målene, idet gældende fællesskabsret samtidig overholdes og udbygges. Derudover fastsætter artikel 61, litra a) og e), EF, at foranstaltninger i henhold til EF-traktatens afsnit IV sammen med foranstaltninger på grundlag af EU-traktatens afsnit IV skal bidrage til at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
45. I Pupino-dommen fastslog Domstolen derfor, at det var fuldt ud forståeligt, at ophavsmændene til traktaten om Den Europæiske Union har fundet det hensigtsmæssigt inden for rammerne af denne traktats afsnit VI at foreskrive retsmidler med virkninger svarende til dem, der er foreskrevet i EF-traktaten, med henblik på effektivt at bidrage til virkeliggørelsen af Unionens mål (17). Tilsvarende gælder naturligvis også for Unionens lovgivningsarbejde. Reguleringsmetoder, løsningsmodeller og koncepter, der i den sekundære fællesskabsret har vist sig at fungere i praksis, kan også finde anvendelse i unionsrettens retsakter.
46. Elementer overført fra fællesskabsretten skal derfor i princippet tillægges samme indholdsmæssige betydning i unionsretten som i fællesskabsretten. Dette gælder imidlertid kun i det omfang, unionsrettens særlige karakter, f.eks. den omstændighed, at rammeafgørelser ikke kan have direkte virkning, ikke er til hinder herfor. De i traktaterne fastsatte forskelle mellem den overnationale fællesskabsret og unionsretten, der i højere grad følger den traditionelle folkeret, må nemlig ikke udviskes.
47. I visse tilfælde kan den strenge adskillelse af reguleringskompetencerne imidlertid ligefrem nødvendiggøre, at der vedtages retsakter i unions- og fællesskabsretten, som supplerer hinanden. Således gennemføres ændringer af Schengen-konventionen vedrørende Schengen-informationssystemet ved parallelle retsakter på grundlag af artikel 66 EF og artikel 30, stk. 1, litra a) og b), artikel 31, litra a) og b), samt artikel 34, stk. 2, litra c), EU (18). Sådanne retsakter skal i overensstemmelse med deres fælles målsætning fortolkes således, at de fungerer gnidningsløst sammen. I denne forbindelse kan det navnlig være hensigtsmæssigt, at definitioner fortolkes ensartet.
48. Netop i sådanne tilfælde kan det modsat Irlands opfattelse være nødvendigt at fortolke en ældre retsakt i én retsorden i lyset af en senere vedtaget retsakt i en anden retsorden. Omvendt kan det i en sådan situation også være hensigtsmæssigt at fortolke en nyere retsakt i lyset af de ældre retsregler, som den skal supplere.
49. Det er således muligt at fortolke unionsrettens foranstaltninger i lyset af fællesskabsretten, men det skal ske med respekt for de grænser, der følger af forskellene mellem Union og Fællesskab – navnlig med hensyn til disses beføjelser og de handlingsmuligheder, der står til deres rådighed.
2. Om begrebet »offer«
50. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om også juridiske personer kan være ofre i rammeafgørelse 2001/220’s forstand. Dette spørgsmål har interesse, eftersom alle relevante bestemmelser i rammeafgørelsen, navnlig artikel 2 og 9, kun har virkning til fordel for ofre. Jeg vil imidlertid nedenfor påvise, at det ligger fjernt at antage, at juridiske personer kan anses for ofre i rammeafgørelsens forstand, også henset til direktiv 2004/80.
a) Om rammeafgørelse 2001/220
51. Som alle parter, der har afgivet indlæg, fremhæver, er SAIPEM ikke offer i henhold til definitionen af et offer ifølge rammeafgørelse 2001/220’s artikel 1, litra a), eftersom begrebet »offer« i henhold hertil kun omfatter fysiske personer.
52. Irland og Kommissionen fremhæver med rette, at denne definitions tilblivelse også taler imod, at den udvides til at omfatte juridiske personer. Det var oprindeligt hensigten, at definitionen kun skulle omfatte fysiske personer, eftersom den er i overensstemmelse med det portugisiske initiativ til rammeafgørelsen. Kommissionen anfører, at også Kommissionens meddelelse om ofre for forbrydelser, der gik forud for initiativet (19), udelukkende omhandlede fysiske personer. Ganske viste overvejede Rådet under lovgivningsproceduren en inddragelse af juridiske personer (20), men det førte ikke til en sådan udvidelse af offerdefinitionen.
53. Denne tilblivelseshistorie taler også imod den opfattelse, som Irland har fremført som mulig, hvorefter de fysiske personer, der står bag en juridisk person, skal anses for ofre for en forbrydelse, hvor en juridisk person har lidt skade. Såfremt det havde været hensigten også at beskytte disse indirekte ofre, havde det været mere logisk også at anse juridiske personer for ofre. I øvrigt er der i hovedsagen ikke tale om krav fremsat af fysiske personer, der indirekte har lidt skade, men derimod om krav fremsat af en juridisk person, som har lidt direkte skade. Det er derfor ikke relevant at besvare spørgsmålet, om en indirekte påført skade kan begrunde en status som offer i rammeafgørelse 2001/220’s forstand.
54. En inddragelse af de fysiske personer, der står bag en juridisk person, tilbageviser imidlertid en anden af Det Forenede Kongeriges indvendinger mod udvidelsen af offerbegrebet til at omfatte juridiske personer. Denne medlemsstat anfører, at det i artikel 29 EU fastsatte mål om at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed nødvendigvis henviser til fysiske personer. Det kan imidlertid ikke hindre unionslovgiveren i at beskytte juridiske personer på nøjagtig samme måde som naturlige personer, da også kriminalitet til skade for juridiske personer i sidste ende berører fysiske personer, dvs. deres ejere eller deres medarbejdere. Derudover kan sådan kriminalitet også påvirke borgernes oplevelse af tryghed.
55. Uanset den generelle målsætning i Unions-traktatens afsnit VI er rammeafgørelse 2001/220’s snævrere definition af »offer« imidlertid i overensstemmelse med afgørelsens øvrige bestemmelser og de mål, der fremgår heraf.
56. Rammeafgørelsens andre bestemmelser kunne ganske vist for en dels vedkommende i princippet også finde anvendelse på juridiske personer, hvis sådanne skulle anses for ofre, men nogle elementer i rammeafgørelsen har – som Østrig med rette fremhæver – udelukkende virkning til fordel for fysiske personer. Allerede de i rammeafgørelse 2001/220’s artikel 1, litra a), nævnte eksempler på skader, som et offer kan blive udsat for, fysisk eller psykisk skade, følelsesmæssige lidelser eller økonomisk tab, vedrører i langt overvejende grad kun fysiske personer. Artikel 2, stk. 1, bør også fremhæves. Herefter skal ofre behandles med behørig respekt for deres personlige værdighed. Den skærpede beskyttelse af særligt udsatte ofre i henhold til artikel 2, stk. 2, kan ligeledes kun vanskeligt forbindes med juridiske personer. Endvidere kan bestemmelserne om beskyttelse for offeret og dettes familiemedlemmer ifølge artikel 8 ikke overføres på juridiske personer.
57. Det kunne højst give anledning til at inddrage juridiske personer i offerbegrebet, hvis en undladelse af en sådan inddragelse ville være uforenelig med trinhøjere retsforskrifter, dvs. navnlig med de af Irland nævnte grundrettigheder, som Unionen ifølge artikel 6, stk. 2, EU respekterer. I så henseende rejser det navnlig spørgsmålet, om den forskellige behandling af fysiske og juridiske personer er forenelig med det generelle lighedsprincip. Det indebærer, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (21).
58. Unionslovgiveren havde imidlertid også henset til lighedsprincippet lov til udelukkende at regulere behandlingen af fysiske personer. Juridiske personer kan ganske vist også lide skade som følge af strafbare handlinger, men som det fremgår af offerdefinitionen i rammeafgørelse 2001/220’s artikel 1, litra a), er den skade, fysiske personer påføres, hyppigt ikke begrænset til materielle tab, men kan i form af fysisk eller psykisk skade samt følelsesmæssige lidelser antage ganske andre dimensioner, end det er tilfældet med juridiske personer. Desuden har fysiske personer i straffesager ofte i langt højere grad brug for beskyttelse end juridiske personer, der i reglen får professionel bistand. Det er objektive begrundelser for en særbehandling af fysiske personer, som har været ofre for forbrydelser.
59. Det skal ligeledes fremhæves, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne iværksætter egne foranstaltninger, såfremt juridiske personer ligeledes har brug for beskyttelse i straffesager (22).
60. Det skal således fastslås, af rammeafgørelse 2001/220 – også henset til de grundlæggende rettigheder – ikke indeholder noget element, der gør det muligt at udvide offerdefinitionen i forhold til dens ordlyd, således at den også omfatter juridiske personer.
b) Om direktiv 2004/80
61. Indledningsvis bemærkes, som også anført af Det Forenede Kongerige, at nærværende sag uanset fortolkningen af begrebet »offer« ikke kan føre til, at direktiv 2004/80 finder anvendelse. Direktivet hjemler kun erstatning i tilfælde af forsætlig voldsforbrydelse, men de omtvistede pengebeløb hidrører fra svig eller underslæb. Desuden blev forbrydelsen i al fald hovedsageligt, hvis ikke endda udelukkende, begået i den medlemsstat, hvor offeret – SAIPEM – havde sit hjemsted. Direktivet indeholder derimod bestemmelser om erstatning, såfremt forbrydelsen finder sted i en anden medlemsstat. Endelig giver direktivet medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at der kun udbetales erstatning til ansøgere, som har lidt skade ved forbrydelser begået efter den 30. juni 2005; her blev forbrydelsen derimod begået ca. et årti tidligere.
62. Direktiv 2004/80 skal dog betragtes i en videre sammenhæng, hvori rammeafgørelse 2001/220 indgår. Direktivet har også til formål at beskytte ofre, og i femte betragtning henvises udtrykkeligt til rammeafgørelsen. Som Kommissionen har anført, supplerer de to retsakter hinanden, i al fald med hensyn til deres målsætning: at beskytte ofre.
63. Som Det Forenede Kongerige og Kommissionen korrekt har påpeget, omhandler de to retsakter imidlertid forskellige emner, idet rammeafgørelsen – for så vidt den er relevant i denne sag – omhandler erstatning fra gerningsmanden, mens direktivet omhandler erstatning fra staten.
64. Der foreligger således ikke en nær komplementærforbindelse mellem de to retsakter. En ensartet fortolkning af offerbegrebet er ikke strengt nødvendig for, at de kan fungere, men er snarere af systematisk interesse. En sådan ensartethed kunne navnlig lette gennemførelsen og anvendelsen i praksis i medlemsstaterne. Den ringe betydning, som denne interesse i en sammenhængende fortolkning må tillægges, rejser i sig selv tvivl om, hvorvidt direktiv 2004/80 i det hele taget kan anvendes som begrundelse for en vid fortolkning af offerbegrebet i rammeafgørelse 2001/220 – f.eks. ved analogi.
65. En vid fortolkning af offerbegrebet i rammeafgørelse 2001/220 er imidlertid heller ikke nødvendig på grundlag af direktiv 2004/80, fordi det ikke entydigt fremgår af direktivet, at juridiske personer heri anses for ofre.
66. I modsætning til rammeafgørelse 2001/220 indeholder direktiv 2004/80 ingen udtrykkelig offerdefinition. Forklaringen herpå skal findes i direktivets tilblivelseshistorie. Kommissionens forslag til et direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser tog ikke kun sigte på at lette ofres adgang til erstatning i grænseoverskridende situationer, men også på at få indført en fælles minimumsstandard for erstatning til ofre. På denne baggrund indeholdt forslaget en offerdefinition, der var begrænset til fysiske personer, og omfattede kun personskader (23).
67. Rådet undlod imidlertid at harmonisere reglerne for erstatning til ofre (24). Den eneste bestemmelse i direktivet vedrørende erstatningskrav er direktiv 2004/80’s artikel 12, hvori det fastsættes, at medlemsstaterne sikrer, at ofre for forsætlige voldsforbrydelser får en rimelig og passende erstatning. Endvidere følger det af artikel 2, at der er tale om en erstatning fra statslige instanser.
68. Direktiv 2004/80’s artikel 12 kan efter sin ordlyd også omfatte juridiske personer som ofre, idet disse ligeledes kan blive påført skader som følge af forsætlige voldsforbrydelser i andre medlemslande (25). Det kan således ikke udelukkes, at fællesskabslovgiveren har udvidet kredsen af ofre, der kan tilgodeses, i forhold til de oprindelige mål i Kommissionens direktivforslag.
69. Den nederlandske og den østrigske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har dog indtaget det standpunkt, at kun fysiske personer kan være ofre for forsætlige voldsforbrydelser i direktiv 2004/80’s forstand. Til støtte herfor anfører de, at begrænsningen til fysiske personer fremgår af den målsætning, der er fastsat i den første betragtning, om at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser, af Cowan-dommen, der nævnes i anden betragtning (26), og som kræver beskyttelse af fysiske personer, samt af henvisningen i den femte betragtning til rammeafgørelse 2001/220, der kun definerer fysiske personer som mulige ofre. Desuden har Rådet, da det valgte at se bort fra den af Kommissionen foreslåede harmonisering, formodentlig ikke haft til hensigt at udvide kredsen af tilgodesete personer i forhold til Kommissionens forslag til også at omfatte juridiske personer.
70. Direktiv 2004/80’s ordlyd giver således ganske vist mulighed for at lade begrebet »offer« omfatte både fysiske og juridiske personer, men der findes en række argumenter for at begrænse det til fysiske personer. Selv om det i den foreliggende sag ikke er nødvendigt at tage endelig stilling til rækkevidden af direktivets offerbegreb, kan det derfor i al fald ikke føre til, at rammeafgørelse 2001/220’s offerbegreb udvides i forhold til definitionens ordlyd.
71. Heller ikke direktiv 2004/80’s artikel 17, som den forelæggende ret nævner, kan begrunde en udvidelse af offerbegrebet til at omfatte juridiske personer. Som Østrig, Italien, Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Kommissionen med rette anfører, giver denne bestemmelse medlemslandene mulighed for at vedtage en gunstigere national ordning. Medlemsstaterne har derfor lov til også at anse juridiske personer for ofre. Heraf følger imidlertid netop ikke, at de er forpligtede hertil.
72. Ofre i rammeafgørelse 2001/220’s forstand er derfor, også henset til direktiv 2004/80, udelukkende fysiske personer.
3. Om anvendelse af rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9 under en sag om straffuldbyrdelse
73. Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om offerets rettigheder efter rammeafgørelse 2001/220’s artikel 2 og artikel 9 opretholdes under en sag om straffuldbyrdelse. Da der på grundlag af svaret på det første spørgsmål i nærværende sag ikke findes noget offer i rammeafgørelsens forstand, har nogle af de parter, der har afgivet indlæg, argumenteret for, at dette spørgsmål er af rent hypotetisk karakter.
74. Domstolen har imidlertid i henhold til artikel 234 EF i en række afgørelser fastslået, at den er kompetent til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører fællesskabsretlige bestemmelser, i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde, men hvor det enten følger af national ret eller af traktatbestemmelser, at fællesskabsretten skal finde anvendelse (27). Dette bør også gælde for unionsrettens bestemmelser.
75. I den foreliggende sag kan det ikke udelukkes, at der i italiensk ret i princippet anvendes et bredere formuleret offerbegreb, således at juridiske personer også nyder godt af de procedurer, der kommer fysiske personer til gode, når de ønsker at hævde deres rettigheder som ofre. Den omstændighed, at Italien ikke udtrykkeligt har gennemført offerbegrebet fra rammeafgørelse 2001/220’s artikel 1, litra a) (28), og at de relevante italienske bestemmelser øjensynligt heller ikke anvender noget bestemt offerbegreb, kunne tyde i denne retning (29).
76. Såfremt italiensk ret foreskriver en ensartet anvendelse af disse bestemmelser, uanset om ofrene er fysiske eller juridiske personer, kan rammeafgørelsens krav til sagen om fuldbyrdelse være af interesse for den forelæggende ret. Som følge heraf bør Domstolen også besvare dette spørgsmål.
77. Dette spørgsmål vedrører i det væsentlige fortolkningen af rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1 og 3, der indeholder reglerne for ofres erstatning og tilbagelevering af deres ejendele.
78. Den forelæggende ret går åbenbart ud fra, at en tilbagebetaling kan komme i betragtning i den foreliggende sag. Herom fastsættes det i artikel 9, stk. 3, at ejendele tilhørende offeret, der er blevet beslaglagt som led i straffesagen, og som kan tilbageleveres, straks leveres tilbage til offeret, medmindre de er nødvendige for straffesagen.
79. Eftersom det drejer sig om tilbagelevering af penge, der formodentlig er blevet overført til gerningsmandens konti som kontopenge, kan det dog være muligt, at pengene i strid med den forelæggende rets fremstilling ikke er forblevet SAIPEM’s ejendom. Som følge heraf bør der heller ikke ses bort fra muligheden for, at offeret får erstatning. I så henseende sikrer medlemsstaterne i henhold til rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 1, at ofre for forbrydelser har ret til, at der inden for en rimelig frist som led i straffesagen træffes afgørelse om erstatning fra gerningsmanden undtagen i de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng. Her er det ikke nødvendigt med en udtømmende gennemgang af, hvilke typer krav der er omfattet af erstatningsbegrebet. Det fremgår imidlertid klart, at formueskader er omfattet heraf, navnlig eftersom økonomisk tab i artikel 1, litra a), udtrykkeligt nævnes som eksempel på den skade, et offer kan lide.
80. I modsætning til, hvad der var tilfældet i forbindelse med det første spørgsmål, ses direktiv 2004/80 ikke at have nogen indflydelse på fortolkningen. Dette er i overensstemmelse med direktivets genstand, erstatning til ofre fra staten, hvor der er set bort fra en detaljeret harmonisering. Derfor indeholder direktivet ingen bestemmelser om erstatning fra gerningsmanden eller tilbagelevering af beslaglagt gods til offeret. Direktivet vedrører heller ikke straffesagen, eftersom den statslige erstatning til ofre typisk behandles i en separat sag efter offentlig ret.
a) Om erstatning
81. Med hensyn til erstatning sikrer medlemsstaterne i henhold til rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 1, at ofre for forbrydelser har ret til, at der inden for en rimelig frist som led i straffesagen træffes afgørelse om erstatning fra gerningsmanden undtagen i de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng.
82. Herefter skal ofre gives adgang til, at der inden for en rimelig frist som led i straffesagen træffes afgørelse om erstatning fra gerningsmanden. Med hensyn til denne procedure gælder der dog et forbehold. Medlemsstaterne kan i visse tilfælde bestemme, at spørgsmålet om erstatning afgøres i anden sammenhæng. Det betyder imidlertid ikke, at medlemsstaterne helt frit kan bestemme, i hvilken sammenhæng afgørelsen om offerets erstatning skal træffes, men kun, at den i visse tilfælde kan træffes i en anden sammenhæng. Som hovedregel skal ofrene have fri ret til, at der træffes en afgørelse som led i straffesagen.
83. Målet med at kæde straffesagen sammen med erstatningsafgørelsen er at skåne offeret for den belastning og de risici, der er forbundet med en yderligere retssag. I det omfang visse spørgsmål afklares eller uden større vanskeligheder kan afklares i straffesagen, anerkendes i medfør af artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2001/220 ofrenes legitime interesser, når kriminalretten direkte udmønter de fastslåede kendsgerninger i relevante afgørelser.
84. I hovedsagen ville dette mål være opfyldt, hvis der allerede som led i straffedommen i videst muligt omfang var blevet truffet afgørelse om erstatningen til SAIPEM.
85. Kommissionen fremhæver imidlertid med rette, at rammeafgørelse 2001/220 ikke fastsætter regler for indplaceringen af afgørelsen i den nationale straffesag. Efter rammeafgørelsen vil det derfor være tilladt, at retten først træffer afgørelse om straffen og i en efterfølgende sag, på basis af de fastslåede kendsgerninger fra straffesagen, træffer afgørelse om den erstatning, gerningsmanden skal betale. I så fald skal det dog sikres, at den efterfølgende afgørelse som fastsat i artikel 9, stk. 1, træffes inden for en rimelig frist.
86. Hvorvidt dette rent faktisk er muligt, afhænger – som det navnlig fremhæves af Nederlandene – i mangel af en udtrykkelig bestemmelse herom i rammeafgørelse 2001/220 af den nationale ret. Såfremt retten ikke – heller ikke ved en fortolkning i lyset af rammeafgørelsen – tillader, at der træffes afgørelse om en erstatning efter gerningsmandens domfældelse, skal domstolene træffe denne afgørelse før eller samtidig med dommen i straffesagen, afhængig af hvilke bestemmelser den nationale ret indeholder desangående.
87. I øvrigt finder jeg det udelukket at forlange, at et krav på afgørelse vedrørende erstatning til offeret opretholdes under hele sagen om straffuldbyrdelse. I modsat fald kunne man frygte, at sådanne krav ville blive rejst flere år efter, at forbrydelserne var afklaret ved retten. Uanset muligheden for forældelse ville dette ikke kun være i modstrid med kravet i rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 1, om, at der skal træffes afgørelse inden for en rimelig frist, men også være uhensigtsmæssigt. Fordelene ved, at den samme ret samtidig eller i det mindste umiddelbart efter træffer afgørelse om straffen og erstatningen, ville gå tabt.
88. Endvidere ville dette hyppigt berøre sager, hvor rammeafgørelsen ikke skulle overholdes, hverken under den sag, der førte til domfældelsen, eller i forbindelse med dommen. Den foreliggende sag er et eksempel herpå: Domfældelsen fandt sted i 1999, altså på et tidspunkt, hvor rammeafgørelsen endnu ikke fandtes. Derfor kunne den på daværende tidspunkt ikke forpligte den kompetente ret til at træffe afgørelse om erstatningskrav i forbindelse med domfældelsen eller at belyse eventuelle nødvendige forhold. Hvis der i disse sager endnu ikke er blevet truffet afgørelse om erstatningen, kan det således ikke forventes, at en fremtidig afgørelse vil være at foretrække frem for en afgørelse i en civil retssag.
89. Således er rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 1, ikke til hinder for, at der under straffesagen træffes afgørelse om offerets erstatning inden for en rimelig frist, men den indeholder heller ikke noget krav herom.
b) Om tilbagelevering af gods
90. For tilbagelevering af gods gælder rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 3. I henhold hertil leveres ejendele tilhørende offeret, der er blevet beslaglagt som led i straffesagen, og som kan tilbageleveres, straks tilbage til offeret, medmindre de er nødvendige for straffesagen.
91. I modsætning til rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 1, angående erstatningen kræver denne bestemmelse ingen afgørelse vedrørende ejendele tilhørende offeret. I overensstemmelse hermed har Kommissionen indtaget det standpunkt, at bestemmelsen kun kan finde anvendelse, når der ikke er tvist om ejendomsretten. I lighed med den østrigske regering er Kommissionen af den opfattelse, at en tvist om ejendomsretten derimod er af civilretlig karakter og derfor ikke er omfattet af rammeafgørelsen i henhold til syvende betragtning.
92. Med deres henvisning til rammeafgørelse 2001/220’s syvende betragtning udtrykker Kommissionen og Østrig den misforståelse, at der i denne betragtning kun er tale om civilsager, ikke om civilret. Det ville være i strid med den i artikel 9, stk. 1, omhandlede afgørelse vedrørende en erstatning fra gerningsmanden, hvis rammeafgørelsen ikke berørte civilretlige spørgsmål. Afgørelsen om en erstatning fra gerningsmanden er nemlig som regel af civilretlig karakter.
93. Under alle omstændigheder er det imidlertid korrekt, at rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 3, ikke kræver en afgørelse om ejendomsretten. I princippet vedrører denne bestemmelse derfor tilbagelevering af gods, hvor der ikke er tvist om ejendomsretten, f.eks. af ejendele tilhørende offeret, der er blevet beslaglagt som beviser. Som Irland fuldstændig korrekt påpeger, konkretiserer rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 3, i så henseende blot, at ejendomsretten er en grundlæggende rettighed.
94. Den hjemlede tilbagelevering kan endvidere ikke hindres af enhver anfægtelse af ejendomsretten. Når det som led i en straffesag med retskraft for den pågældende sags formål er fastslået, hvem der har ejendomsretten, f.eks. i forbindelse med tyvegods, for at gøre det muligt at dømme for tyveri, skal denne afgørelse også gælde for tilbageleveringen. Kun denne fremgangsmåde opfylder kravet i rammeafgørelse 2001/220’s artikel 2, stk. 1, om, at ofrene skal have en reel og passende rolle, og at ofrenes legitime interesser i forbindelse med straffesagen skal anerkendes. En vurdering af de faktiske omstændigheder, der er tilstrækkelig til at dømme en forbryder, skal også have gyldighed, når der skal træffes afgørelse om tilbagelevering af ejendele tilhørende offeret.
95. Derimod kan offeret ikke forlange, at omtvistet gods tilbageleveres, hvis spørgsmålet om ejendomsretten ikke blev afklaret under straffesagen. I så fald kan medlemsstaterne frit vælge at overlade afgørelsen af tvisten om ejendomsretten til de civile domstole. Spørgsmålet kan højst være, om rammeafgørelse 2001/220 forpligter domstolen til at afklare sådanne omstændigheder, hvis det ikke er absolut nødvendigt for at afslutte straffesagen. Dette spørgsmål er imidlertid uden interesse for den foreliggende sag, eftersom alle eventuelle forhold allerede blev afklaret i forbindelse med domfældelsen af Giovanni Dell’Orto eller i al fald på nuværende tidspunkt ikke længere kan afklares.
96. Det kan derfor konstateres, at beslaglagt gods straks skal leveres tilbage til offeret i henhold til rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 3, såfremt der ikke er tvist om offerets ejendomsret hertil, eller denne er fastslået ved retskraftig afgørelse under straffesagen.
V – Forslag til afgørelse
97. Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer anmodningen om præjudiciel afgørelse som følger:
»1) Ofre som omhandlet i Rådets rammeafgørelse 2001/220/RAI af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager er, også henset til Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser, udelukkende fysiske personer.
2) Rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 1, er ikke til hinder for, at der under sagen om straffuldbyrdelsen træffes afgørelse om offerets erstatning inden for en rimelig frist, men kræver dog ikke en sådan.
3) Beslaglagt gods skal straks leveres tilbage til offeret i henhold til rammeafgørelse 2001/220’s artikel 9, stk. 3, såfremt der ikke er tvist om offerets ejendomsret hertil, eller denne er fastslået ved retskraftig afgørelse under straffesagen.«