Forenede sager C-274/11 og C-295/11

Kongeriget Spanien

og

Den Italienske Republik

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Enhedspatent – afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde i henhold til artikel 329, stk. 1, TEUF – søgsmål med påstand om annullation som følge af manglende kompetence, magtfordrejning og overtrædelse af traktaterne – betingelserne i artikel 20 TEU samt i artikel 326 TEUF og 327 TEUF – ikke-eksklusiv kompetence – afgørelse truffet som »den sidste udvej« – beskyttelse af Unionens interesser«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. april 2013

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – industriel og kommerciel ejendomsret – patentret – indførelse af et EU-patent samt en sprogordning – Unionens enekompetence – foreligger ikke – Rådets kompetence til at bemyndige et forstærket samarbejde om indførelse af beskyttelse af et enhedspatent

(Art. 20 TEU; art. 4, stk. 2, TEUF og 118 TEUF)

2.        Den Europæiske Union – forstærket samarbejde – kriterier for anvendelse – ikke muligt for Unionen som helhed at nå de tilstræbte mål inden for en rimelig frist – omgåelse af kravet om enstemmighed – foreligger ikke

(Art. 20 TEU; art.326 TEUF-334 TEUF)

3.        Den Europæiske Union – forstærket samarbejde – indførelse af et EU-patent samt en sprogordning – anvendelsesbetingelser – forpligtelse til at vedtage et forstærket samarbejde som »en sidste udvej« – begreb

(Art. 20, stk. 2, TEU)

4.        Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse vedtaget i en sammenhæng, som er velkendt for adressaten – kortfattet begrundelse tilladt

(Art. 296 TEUF)

5.        Den Europæiske Union – forstærket samarbejde – indførelse af et EU-patent – ensartet beskyttelse på alle medlemsstaternes område – forholdet til München-konventionen om det europæiske patent

(Art. 20, stk. 1, TEU)

6.        Tilnærmelse af lovgivningerne – industriel og kommerciel ejendomsret – patentret – indførelse af et EU-patent »på EU-niveau« – anvendelse i forbindelse med et forstærket samarbejde – ensartet beskyttelse på de deltagende medlemsstaters område og ikke i hele Unionen – lovlig

(Art. 118 TEUF)

1.        De kompetencer, der i medfør af artikel 118 TEUF er tildelt med henblik på at indføre europæiske beskyttelsesbeviser for intellektuelle ejendomsrettigheder og at indføre centraliserede tilladelses-, koordinations- og kontrolordninger på EU-niveau for disse beviser, samt den kompetence til at indføre sprogordninger for disse beskyttelsesbeviser, som er tæt forbundet med selve indførelsen af sidstnævnte, er omfattet af et område med delte kompetencer som omhandlet i artikel 4, stk. 2, TEUF, og der er dermed tale om ikke-eksklusive kompetencer som omhandlet i artikel 20, stk. 1, første afsnit, TEU. Det følger heraf, at Rådet har kompetence til at bemyndige et forstærket samarbejde om indførelse af beskyttelse af et enhedspatent.

(jf. præmis 17, 18, 25 og 26)

2.        Artikel 20 TEU og artikel 326 TEUF – 334 TEUF forbyder ikke medlemsstaterne indbyrdes at indføre et forstærket samarbejde inden for rammerne af Unionens kompetencer, som ifølge traktaterne skal udøves på baggrund af enstemmighed. Det fremgår tværtimod af artikel 333, stk. 1, TEUF, at der foreligger sådanne kompetencer til et forstærket samarbejde, når betingelserne i artikel 20 TEU og artikel 326 TEUF – 334 TEUF er opfyldt, og at enstemmighed i et sådant tilfælde kan opnås ved de deltagende medlemsstaters repræsentanters stemmer, medmindre Rådet har besluttet, at det skal træffe afgørelse med kvalificeret flertal.

Artikel 20 TEU og artikel 326 TEUF – 334 TEUF begrænser i øvrigt ikke muligheden for at indføre et forstærket samarbejde alene til den situation, hvor en eller flere medlemsstater erklærer, at de endnu ikke er rede til at deltage i et unionslovgivningstiltag i dets helhed. Der kan være forskellige årsager til, at det er umuligt for Unionen som helhed at nå de tilstræbte mål inden for en rimelig frist, hvortil der henvises i artikel 20, stk. 2, TEU, såsom en manglende interesse fra en eller flere medlemsstaters side, eller at det er umuligt for de medlemsstater, som alle viser interesse i vedtagelsen af en ordning på EU-niveau, at nå til enighed om indholdet af en sådan ordning.

Heraf følger, at Rådets afgørelse om at bemyndige et forstærket samarbejde efter at have konstateret, at indførelsen af enhedspatentet og dets sprogordning ikke kunne nås inden for en rimelig frist af Unionen som helhed, hverken udgør en omgåelse af kravet om enstemmighed i artikel 118, stk. 2, TEUF eller i øvrigt en udelukkelse af de medlemsstater, som ikke imødekom anmodningerne om et forstærket samarbejde.

(jf. præmis 35-37)

3.        Med ordene »som sidste udvej«, der er indeholdt i artikel 20, stk. 2, TEU, betones det, at det kun er i de situationer, hvor det er umuligt at vedtage en sådan lovgivning inden for en overskuelig fremtid, at der kan vedtages en afgørelse, der bemyndiger et forstærket samarbejde. Domstolen skal ved dens kontrol af, om betingelsen om, at en afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde skal vedtages som en sidste udvej, er opfyldt, efterprøve, om Rådet omhyggeligt og upartisk har undersøgt alle relevante forhold i denne forbindelse, og om den konklusion, det er nået frem til, er tilstrækkelig begrundet. Disse betingelser er opfyldt, idet Rådet meget relevant har taget den omstændighed i betragtning, at lovgivningsprocessen med henblik på indførelse af EU-patentet blev påbegyndt i løbet af 2000, at denne proces foregik i flere faser, at medlemsstaterne i Rådet drøftede et stort antal forskellige sprogordninger for enhedspatentet, og at der – uanset om der blev tilføjet kompromisser – ikke var tilslutning nok til nogen af disse ordninger til, at der kunne vedtages en samlet »lovpakke« om et sådant patent på EU-niveau.

(jf. præmis 50 og 54-56)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 58)

5.        De europæiske patenter, som udstedes i henhold til reglerne i konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973 (EPK), sikrer ikke en ensartet beskyttelse i de stater, der har tiltrådt denne konvention, men en beskyttelse i hver af disse stater, hvis rækkevidde defineres i henhold til national ret. Det enhedspatent, der er omhandlet i afgørelse 2011/167 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af beskyttelse af et enhedspatent, sikrer derimod en ensartet beskyttelse på alle de i det forstærkede samarbejde deltagende medlemsstaters område. Den beskyttelse, som enhedspatentet sikrer, giver derfor fordele hvad ensartethed og integration angår sammenlignet med situationen efter gennemførelsen af EPK’s regler.

(jf. præmis 62 og 63)

6.        Det er uløseligt forbundet med den omstændighed, at den kompetence, som artikel 118 TEUF tildeler med henblik på at indføre europæiske beskyttelsesbeviser for intellektuelle ejendomsrettigheder, udøves inden for rammerne af et forstærket samarbejde, at det europæiske beskyttelsesbevis for intellektuelle ejendomsrettigheder, som udstedes i henhold hertil, den ensartede beskyttelse, som det sikrer, og de ordninger, som gælder herfor, ikke finder anvendelse i hele EU, men udelukkende på de deltagende medlemsstaters område. Dette er en følge af artikel 20 TEU, som i stk. 4 bestemmer, at retsakter, der vedtages inden for rammerne af et forstærket samarbejde, kun er bindende for de deltagende medlemsstater.

(jf. præmis 68 og 75)