DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
26. februar 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2001/84/EF – artikel 1 – intellektuel ejendomsret – auktion af originale kunstværker – følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk – den vederlagspligtige i henhold til følgeretten – køber eller sælger – aftalt fravigelse«
I sag C-41/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af cour de cassation (Frankrig) ved afgørelse af 22. januar 2014, indgået til Domstolen den 27. januar 2014, i sagen:
Christie’s France SNC
mod
Syndicat national des antiquaires,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen, og dommerne K. Jürimäe, J. Malenovský (refererende dommer), M. Safjan og A. Prechal
generaladvokat: M. Wathelet
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Christie’s Frankrig SNC ved avocats D. Théophile og A. Rios
– Syndicat national des antiquaires ved avocats G. Lesourd og B. Edelman
– den franske regering ved D. Colas og F.-X. Bréchot, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved J. Hottiaux og J. Samnadda, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/84/EF af 27. september 2001 om følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk (EFT L 272, s. 32).
2 Denne anmodning blev indgivet i forbindelse med en tvist mellem Christie’s France SNC (herefter »Christie’s France«) og Syndicat national des antiquaires (antikvitetshandlernes nationale faglige sammenslutning, herefter »SNA«) vedrørende gyldigheden af en klausul, der er indsat i de generelle salgsbetingelser, hvorefter Christie’s France fra køber modtager et beløb svarende til det vederlag, der skal betales til ophavsmanden i henhold til følgeretten (herefter »den omtvistede klausul«).
Retsforskrifter
EU-retten
3 3., 4., 9., 10., 13.-15., 18. og 25. betragtning til direktiv 2001/84 har følgende ordlyd:
»(3) Formålet med følgeret er at sikre ophavsmænd til billedkunstværker del i deres originale kunstværkers økonomiske succes. […]
(4) Følgeret er en integreret del af ophavsretten og udgør en væsentlig forrettighed for ophavsmænd. Det er nødvendigt, at der indføres en sådan ret i samtlige medlemsstater for at sikre kunstnerne et passende og ensartet beskyttelsesniveau.
[...]
(9) På nuværende tidspunkt er følgeret hjemlet i de fleste medlemsstaters lovgivning. I de tilfælde hvor der findes en sådan lovgivning, er der imidlertid forskelle, bl.a. hvad angår de omfattede værker, rettighedshaverne, vederlagssatsen, de vederlagspligtige transaktioner samt beregningsgrundlaget. […] En sådan ret er derfor en faktor, som bidrager til at skabe konkurrencefordrejninger samt til flytning af salgsaktiviteter inden for Fællesskabet.
(10) Sådanne forskelle med hensyn til følgerettens forekomst i og anvendelse af medlemsstaterne har direkte negative følger for gennemførelsen af det indre marked for kunstværker efter traktatens artikel 14. I den situation er traktatens artikel 95 det rette retsgrundlag.
[...]
(13) De lovgivningsmæssige forskelle, som har forstyrrende virkninger på det indre markeds funktion, bør fjernes, og det bør forhindres, at sådanne nye forskelle opstår. Det er ikke nødvendigt at fjerne eller forhindre forskelle, som kan forventes ikke at udgøre en hindring for det indre markeds funktion.
(14) […] Forskellene mellem de nationale følgeretsbestemmelser fordrejer konkurrencen og fører til flytning af salgsaktiviteter inden for Fællesskabet, hvorved der opstår forskelsbehandling af kunstnere alt efter, hvor deres værker sælges. […]
(15) I betragtning af de store forskelle mellem de nationale bestemmelser er det derfor nødvendigt at vedtage harmoniseringsforanstaltninger for at fjerne forskellene mellem medlemsstaternes lovgivninger på de områder, hvor sådanne forskelle kan medføre, at der skabes eller opretholdes fordrejede konkurrencevilkår. Det er imidlertid ikke nødvendigt at harmonisere alle bestemmelserne i medlemsstaternes følgeretslovgivning. For at give medlemsstaterne så stor beslutningsfrihed som muligt er det tilstrækkeligt at begrænse harmoniseringen til de nationale bestemmelser, der har de mest direkte følger for det indre markeds funktion.
[...]
(18) Følgerettens anvendelse bør udvides til at omfatte alt videresalg, med undtagelse af videresalg direkte mellem personer, der handler som privatpersoner, uden deltagelse af en professionel på kunstmarkedet. […]
[...]
(25) Det bør i princippet være sælgeren, der skal betale vederlaget. Medlemsstaterne bør have mulighed for at gøre undtagelser fra dette princip, for så vidt angår pligten til at betale. Sælgeren er den person eller virksomhed, på hvis vegne salget sker.«
4 Direktivets artikel 1 med overskriften »Følgerettens genstand« fastsætter følgende:
»1. Medlemsstaterne indfører for ophavsmanden til et originalkunstværk en følgeret, som er en uoverdragelig og selv på forhånd ufrasigelig ret til et vederlag baseret på salgsprisen ved ethvert videresalg af det pågældende kunstværk efter ophavsmandens første afhændelse af det.
2. Den i stk. 1 nævnte ret finder anvendelse på alt videresalg, hvor der som sælgere, købere eller formidlere deltager professionelle på kunstmarkedet, herunder auktionshuse, kunstgallerier og alle kunsthandlere i øvrigt.
[...]
4. Følgeretsvederlaget skal betales af sælgeren. Medlemsstaterne kan bestemme, at en anden af de i stk. 2 omhandlede fysiske og juridiske personer end sælgeren er forpligtet til at betale vederlaget enten alene eller i fællesskab med sælgeren.«
Fransk ret
5 Artikel 1 i direktiv 2001/84 er blevet gennemført i fransk ret ved lov nr. 2006-961 af 1. august 2006 vedrørende ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (JORF af 3.8.2006, s. 11 529).
6 Artikel L. 122-8 i code de la propriété intellectuelle (lov om intellektuel ejendomsret) bestemmer følgende:
»En ophavsmand til et originalkunstværk […] skal have en følgeret, som er en ufrasigelig ret til at få del i fortjenesten ved ethvert salg af et værk efter ophavsmandens eller hans retssuccessorers første afhændelse af det, såfremt der deltager en professionel på kunstmarkedet som enten sælger, køber eller mellemmand. […]
Sælgeren betaler følgeretsvederlaget. Ansvaret for betalingen påhviler den professionelle, der deltager i salget, og såfremt afhændelsen foretages mellem to professionelle, påhviler ansvaret sælgeren. […]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
7 Christie’s France, der er et datterselskab til det multinationale Christie’s, er et selskab, der afholder frivillige offentlige auktioner af kunstværker. Med henblik herpå organiserer det regelmæssigt salg af kunstværker, hvor det deltager på vegne af sælgerne. Visse af disse salg giver anledning til opkrævning af en følgeret. Christie’s France har i sine generelle salgsbetingelser indsat den omtvistede klausul, der gør det muligt for dette selskab at opkræve et beløb på sælgers vegne for hver levering, der er pålagt en følgeret, der er angivet med symbolet λ i kataloget, og som Christie’s France derefter har ansvaret for at overføre til den organisation, der skal modtage vederlaget, eller til kunstneren selv.
8 SNA er en faglig sammenslutning, hvis medlemmer opererer på det samme marked som Christie’s France og derfor ifølge denne sammenslutning er konkurrenter til selskabet.
9 SNA har vurderet, at den omtvistede klausul for så vidt angår salgene i årene 2008 og 2009 lagde pligten til at betale følgeretsvederlaget hos køberen, hvilket udgjorde illoyal konkurrence, der tilsidesatte bestemmelserne i artikel L. 122-8 i code de la propriété intellectuelle. SNA anlagde derefter sag mod Christie’s France med påstand om, at det blev fastslået, at den nævnte klausul var ugyldig.
10 Ved dom af 20. maj 2011 frifandt tribunal de grande instance de Paris Christie’s France i sagen, idet den fandt, at selve fordelingen af pligten til at betale følgeretsvederlaget ikke udgør illoyal konkurrence.
11 SNA appellerede dommen til cour d’appel de Paris. Denne fandt for det første, at følgeretten er blevet indført som et vederlag, der betales af sælgeren, der er blevet beriget af salget af et værk, til ophavsmanden, fordi det oprindelige vederlag i forbindelse med den første afhændelse af værket kan have været begrænset i forhold til den værdiforøgelse, som værket har opnået efterfølgende. For det andet vil ifølge cour d’appel de Paris enhver fravigelse ved aftale af bestemmelserne i direktiv 2001/84 være i strid med dettes formål, der tilsigter en harmonisering af følgeretten. Dermed erklærede cour d’appel de Paris den omtvistede klausul ugyldig.
12 Christie’s France iværksatte kassationsanke og gjorde især gældende, at det af direktiv 2001/84 fremgår, at følgeretsvederlaget påhviler sælgeren, uden at der derved anføres nogen anden form for præcisering eller begrænsning, og direktivet udelukker således ikke en aftalemæssig ordning vedrørende pligten til at betale dette vederlag.
13 Cour de cassation har på den baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 1, stk. 4, i [direktiv nr. 2001/84], hvorefter følgeretsvederlaget skal betales af sælgeren, fortolkes således, at sælgeren skal betale dette vederlag, idet denne bestemmelse ikke kan fraviges ved aftale?«
Om det præjudicielle spørgsmål
14 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 4, i direktiv 2001/84 skal fortolkes således, at det bestemmes, at sælgeren endegyldigt og i alle tilfælde bærer følgeretsvederlaget, eller om det er muligt at fravige denne bestemmelse ved aftale.
15 For det første bemærkes, at vedtagelsen af direktiv 2001/84 bl.a. har til formål at sikre ophavsmænd til billedkunstværker del i deres originale kunstværkers økonomiske succes, således som det fremgår af tredje og fjerde betragtning dertil (jf. i denne retning dom Fundación Gala-Salvador Dalí og VEGAP, C-518/08, EU:C:2010:191, præmis 27).
16 Direktiv 2001/84 har endvidere bl.a. til formål at fjerne de lovgivningsmæssige forskelle, der især medfører en forskelsbehandling af kunstnere alt efter, hvor deres værker sælges, således som det fremgår af 13. og 14. betragtning dertil.
17 For at sikre gennemførelsen af de nævnte formål skal medlemsstaterne i henhold til det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, indføre en følgeret for ophavsmanden, som er en uoverdragelig ret, der ikke på forhånd kan frasiges, og som har til formål at sikre ophavsmanden et vederlag på et vist niveau, der er baseret på salgsprisen ved ethvert videresalg af det pågældende kunstværk.
18 På det grundlag skal det bemærkes, at henset til, at direktiv 2001/84 pålægger medlemsstaterne at indføre et følgeretsvederlag, må disse have ansvaret for, at et sådant vederlag faktisk modtages, idet de relevante bestemmelser i dette direktiv ellers fratages deres effektive virkning (jf. analogt dom Stichting de Thuiskopie, C-462/09, EU:C:2011:397, præmis 34).
19 Dette ansvar for medlemsstaterne indebærer ligeledes, at de er de eneste, der inden for direktiv 2001/84’s rammer kan beslutte, hvem der har pligten til at betale det pågældende vederlag til ophavsmanden.
20 Det fremgår nemlig af fjerde betragtning til det nævnte direktiv, at det er nødvendigt at sikre kunstnerne et passende og ensartet beskyttelsesniveau. Garantien for et sådant beskyttelsesniveau forudsætter imidlertid, at den vederlagspligtige udpeges alene af medlemsstaterne i deres lovgivning.
21 I denne henseende fremgår det af artikel 1, stk. 4, i direktiv 2001/84, sammenholdt med 25. betragtning dertil, at det i princippet er sælgeren, der skal betale følgeretsvederlaget.
22 Denne løsning følger endvidere klart af den omstændighed, at det normalt er sælgeren, der i forbindelse med et videresalg modtager købsprisen ved handelens afslutning.
23 Under disse omstændigheder følger det ligeledes af artikel 1, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2001/84, sammenholdt med 25. betragtning dertil, at medlemsstaterne kan fastsætte undtagelser til princippet om, at sælgeren skal betale vederlaget, idet de dog er begrænsede i deres valg af en anden person, som alene eller i fællesskab med sælgeren påtager sig ansvaret for at betale vederlaget.
24 I denne henseende præciserer artikel 1, stk. 4, i direktiv 2001/84, at i tilfælde, hvor en medlemsstat beslutter at bestemme, at en anden end sælgeren skal betale vederlaget, skal den vælge mellem de professionelle, der er omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2, der deltager som sælgere, købere eller formidlere i forbindelse med de videresalg, der falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2001/84.
25 For det andet skal det bemærkes, at selv om visse af sprogudgaverne af artikel 1, stk. 4, i direktiv 2001/84, såsom den spanske, franske, italienske og portugisiske, kan læses, som om der er en forskel mellem på den ene side den vederlagspligtige, der er ansvarlig for betalingen til ophavsmanden, og på den anden side den person, der endeligt skal bære udgiften, opererer andre sprogudgaver af samme bestemmelse, såsom den danske, tyske, engelske, rumænske og svenske, ikke med en sådan sondring.
26 Behovet for en ensartet fortolkning af en bestemmelse i EU-retten kræver i tilfælde af forskelle mellem flere sprogudgaver af denne, at den omhandlede bestemmelse fortolkes ud fra konteksten og formålet med det regelsæt, hvori den udgør et element (jf. i denne retning domme DR og TV2 Danmark, C-510/10, EU:C:2012:244, præmis 45, og Bark, C-89/12, EU:C:2013:276, præmis 40).
27 For så vidt angår den kontekst, som artikel 1, stk. 4, i direktiv 2001/84 indgår i, skal det bemærkes, at det følger af 9., 10. og 25. betragtning til dette direktiv, at selv om dette præciserer visse elementer vedrørende de omhandlede værker, de berettigede til følgeretten, den anvendte sats, de handlinger, der er omfattet af følgeretten, beregningsgrundlaget samt elementerne vedrørende den vederlagspligtige person, fremgår det ingen steder, hvem der endeligt skal bære udgiften til det følgeretsvederlag, der skal betales til ophavsmanden.
28 For at kunne fortolke fraværet af en sådan oplysning må der henvises til formålet med direktiv 2001/84. Selv om dette i denne henseende bl.a. tilsigter at fjerne konkurrencefordrejning på kunstmarkedet, er dette formål ikke desto mindre omsluttet af de begrænsninger, der er præciseret i 13. og 15. betragtning til dette direktiv.
29 Det fremgår især af disse betragtninger, at det ikke er nødvendigt at fjerne forskelle mellem nationale lovgivninger, som ikke kan udgøre en hindring for det indre markeds funktion, og for at give medlemsstaterne så stor beslutningsfrihed som muligt er det tilstrækkeligt at begrænse harmoniseringen til de nationale bestemmelser, der har de mest direkte følger for det indre markeds funktion (jf. i denne retning dom Fundación Gala-Salvador Dalí og VEGAP, EU:C:2010:191, præmis 27 og 31).
30 Mens gennemførelsen af det nævnte formål, således som det er blevet afgrænset, kræver, at det oplyses, hvem der er den ansvarlige for betalingen af følgeretsvederlaget til ophavsmanden, samt reglerne med henblik på fastsættelse af vederlagets størrelse, er dette ikke tilfældet for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der endeligt skal bære udgiften til vederlaget.
31 Det kan ganske vist ikke uden videre udelukkes, at det sidstnævnte element kan have en vis forstyrrende virkning på det indre markeds funktion, men en sådan virkning på det indre marked er under alle omstændigheder kun indirekte, idet den følger af aftalemæssige ændringer, der er foretaget uafhængigt af betalingen af følgeretsvederlaget, som den vederlagspligtige fortsat er ansvarlig for.
32 I tilfælde, hvor en medlemsstat har vedtaget en lovgivning, der fastsætter, at sælgeren eller en professionel på kunstmarkedet, der deltager i handelen, skal betale følgeretsvederlaget, er direktiv 2001/84 følgelig ikke til hinder for, at disse i forbindelse med et videresalg aftaler med enhver anden person, herunder køberen, at den sidstnævnte endeligt bærer udgiften til det følgeretsvederlag, der skal betales til ophavsmanden, idet det herved forudsættes, at et sådant aftalemæssigt arrangement på ingen måde berører de forpligtelser og det ansvar, der påhviler den person, der skal betale vederlaget til ophavsmanden.
33 Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 4, i direktiv 2001/84 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at den person, der skal betale følgeretsvederlaget og er udpeget hertil i den nationale lovgivning, uanset om det er sælgeren, eller om det er en professionel på kunstmarkedet, der deltager i handelen, aftaler med enhver anden person, herunder køberen, at denne helt eller delvist endeligt bærer udgiften til følgeretsvederlaget, forudsat at et sådant aftalemæssigt arrangement på ingen måde berører de forpligtelser og det ansvar, der påhviler den person, der skal betale vederlaget til ophavsmanden.
Sagens omkostninger
34 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 1, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/84/EF af 27. september 2001 om følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at den person, der skal betale følgeretsvederlaget og er udpeget hertil i den nationale lovgivning, uanset om det er sælgeren, eller om det er en professionel på kunstmarkedet, der deltager i handelen, aftaler med enhver anden person, herunder køberen, at denne helt eller delvist endeligt bærer udgiften til følgeretsvederlaget, forudsat at et sådant aftalemæssigt arrangement på ingen måde berører de forpligtelser og det ansvar, der påhviler den person, der skal betale vederlaget til ophavsmanden.
Underskrifter