RETTENS DOM (Anden Afdeling)
22. januar 2013 (*)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ord- og figurmærket BUD – betegnelserne »bud« – relative registreringshindringer – artikel 8, stk. 4, i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 4, i forordning (EF) nr. 207/2009)«
I de forenede sager T-225/06 RENV, T-255/06 RENV, T-257/06 RENV og T-309/06 RENV,
Budějovický Budvar, národní podnik, České Budějovice (Den Tjekkiske Republik) ved advokaterne F. Fajgenbaum, C. Petsch, S. Sculy-Logotheti og T. Lachacinski,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
intervenient i sagen for Retten, tidligere Anheuser-Busch, Inc., den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design),
Anheuser-Busch LLC, Saint Louis, Missouri (De Forenede Stater), ved advokaterne V. von Bomhard, B. Goebel og A. Renck,
angående påstande om annullation af afgørelser truffet af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) den 14. juni 2006 (sag R 234/2005-2), den 28. juni 2006 (sag R 241/2005-2 og sag R 802/2004-2) og den 1. september 2006 (sag R 305/2005-2) vedrørende indsigelsessager mellem Budějovický Budvar, národní podnik og Anheuser-Busch, Inc.,
har
RETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, N.J. Forwood, og dommerne F. Dehousse (refererende dommer) og J. Schwarcz,
justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. september 2012,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 1. april 1996, den 28. juli 1999, den 11. april og den 4. juli 2000 indgav intervenienten, Anheuser-Busch, Inc., nu Anheuser-Busch LLC, fire EF-varemærkeansøgninger til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1))
2 De varemærker, der er søgt registreret, for visse typer af varer og tjenesteydelser, herunder øl, som henhører under klasse 16, 21, 25, 32, 33, 35, 38, 41 og 42 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, er ordmærket BUD og det følgende figurmærke:
3 Den 5. marts 1999, den 1. august 2000, den 22. maj og den 5. juni 2001 rejste sagsøgeren, Budějovický Budvar, národní podnik, i henhold til artikel 42 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 41 i forordning nr. 207/2009) indsigelser mod registreringen af de ansøgte varemærker for alle de varer, som varemærkeansøgningerne vedrørte.
4 Til støtte for indsigelserne påberåbte sagsøgeren sig for det første i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009] det nedenfor gengivne ældre internationale figurmærke, registreret under nr. 361 566 for »alle former for lys og mørk øl« med retsvirkning i Østrig, Beneluxlandene og Italien:
5 For det andet påberåbte sagsøgeren sig på grundlag af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009) betegnelsen »bud«, som er beskyttet dels i Frankrig, Italien og Portugal i henhold til Lissabonaftalen af 31. oktober 1958 om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og deres internationale registrering, som revideret og ændret (herefter »Lissabonaftalen«), dels i Østrig i henhold til en traktat om beskyttelse af oprindelsesangivelser, oprindelsesbetegnelser og andre betegnelser for landbrugsprodukters og industrivarers oprindelse, indgået den 11. juni 1976 mellem Republikken Østrig og Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet (herefter den »bilaterale konvention«), og en bilateral overenskomst om gennemførelsen af nævnte konvention, indgået den 7. juni 1979 (herefter »gennemførelsesoverenskomsten«) (herefter under ét »de omhandlede bilaterale traktater«).
6 Ved afgørelse truffet den 16. juli 2004 tog indsigelsesafdelingen ved Harmoniseringskontoret den indsigelse, der var blevet rejst mod registreringen af det ansøgte mærke, til følge for så vidt angår »restauranter, barer og pubber« (klasse 42), der var omfattet af registreringsansøgningen af 4. juli 2000, idet den bl.a. fastslog, at sagsøgeren havde godtgjort, at denne havde en ret til oprindelsesbetegnelsen »bud« i Frankrig, Italien og Portugal.
7 Ved afgørelser af 23. december 2004 og 26. januar 2005 forkastede indsigelsesafdelingen de indsigelser, der var blevet rejst mod registreringen af de varemærker, der var genstand for de tre øvrige registreringsansøgninger, idet den i det væsentlige fastslog, at der ikke var blevet ført bevis for, at oprindelsesbetegnelsen »bud« for så vidt angår Frankrig, Italien, Østrig og Portugal var et erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun havde lokal betydning.
8 For at nå til dette resultat fastslog indsigelsesafdelingen, at de samme kriterier som dem, der er fastsat i artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009), sammenholdt med regel 22, stk. 2 og 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1), skulle anvendes, idet disse kriterier omhandler beviset for »reel brug« af de ældre varemærker, som en indsigelse støttes på.
9 Den 21. februar og den 18. marts 2005 indgav sagsøgeren tre klager over indsigelsesafdelingens afgørelser af 23. december 2004 og 26. januar 2005 til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009).
10 Den 8. september 2004 indgav Anheuser-Busch en klage til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 over afgørelsen truffet den 16. juli 2004 af indsigelsesafdelingen, for så vidt som den delvis gav medhold i den af sagsøgeren rejste indsigelse. Sagsøgeren nedlagde påstand om annullation af indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som den forkastede indsigelsen vedrørende de andre tjenesteydelser i klasse 35, 38, 41 og 42.
11 Ved afgørelser af 14. juni, 28. juni og 1. september 2006 meddelte Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret afslag på sagsøgerens klager over afgørelserne truffet den 23. december 2004 og den 26. januar 2005 af indsigelsesafdelingen ved Harmoniseringskontoret, og ved en afgørelse af 28. juni 2006 gav nævnte appelkammer Anheuser-Busch medhold i selskabets klage over afgørelsen truffet af indsigelsesafdelingen den 16. juli 2004 og forkastede sagsøgerens indsigelse i sin helhed (herefter »de anfægtede afgørelser«).
12 Appelkammeret anførte for det første, at sagsøgeren ikke længere syntes at påberåbe sig det internationale figurmærke nr. 361 566 til støtte for sine indsigelser, men alene oprindelsesbetegnelsen »bud«.
13 For det andet fandt appelkammeret i det væsentlige, at det var vanskeligt at se, hvorledes tegnet »bud« kan anses for en oprindelsesbetegnelse eller en indirekte geografisk oprindelsesbetegnelse. Appelkammeret udledte deraf, at en indsigelse i henhold til artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 ikke kunne tages til følge på grundlag af en rettighed, der fremstilles som en oprindelsesbetegnelse, men som reelt ikke udgør en sådan betegnelse.
14 For det tredje fandt appelkammeret ved analog anvendelse af bestemmelserne i artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009) og regel 22 i forordning nr. 2868/95, at de af sagsøgeren fremlagte beviser vedrørende brugen af oprindelsesbetegnelsen »bud« i Frankrig, Italien, Østrig og Portugal var utilstrækkelige.
15 For det fjerde fastslog appelkammeret, at indsigelsen måtte forkastes, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at den omhandlede oprindelsesbetegnelse gav selskabet ret til at forbyde brugen af udtrykket »bud« som varemærke i Frankrig eller i Østrig.
Retsforhandlingerne for Retten og Domstolen
16 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 26. august (sag T-225/06), den 15. september (forenede sager T-255/06 og T-257/06) og den 14. november 2006 (sag T-309/06) anlagde sagsøgeren søgsmål med påstand om annullation af de anfægtede afgørelser.
17 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Første Afdeling den 25. februar 2008 blev sagerne T-225/06, T-255/06, T-257/06 og T-309/06 forenet i henhold til artikel 50 i Rettens procesreglement med henblik på den mundtlige forhandling.
18 Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens spørgsmål under retsmødet den 1. april 2008.
19 Ved dom af 16. december 2008, Budějovický Budvar mod KHIM – Anheuser-Busch (BUD) (sagerne T-225/06, T-255/06, T-257/06 og T-309/06, Sml. II, s. 3555, herefter »Rettens dom«), forenede Retten sagerne T-225/06, T-255/06, T-257/06 og T-309/06 i henhold til artikel 50 i procesreglementet med henblik på dommen og annullerede de anfægtede afgørelser. Retten idømte Harmoniseringskontoret at bære sine egne omkostninger og betale to tredjedele af sagsøgerens. Den pålagde desuden Anheuser-Busch at bære sine egne omkostninger og betale en tredjedel af sagsøgerens.
20 For det første fastslog Retten, inden for rammerne af det første led i sagsøgerens eneste anbringende, at appelkammeret havde tilsidesat artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, idet den for det første fandt, at den ældre påberåbte rettighed, som var beskyttet i henhold til Lissabonaftalen og i henhold til den bilaterale konvention, ikke var en »oprindelsesbetegnelse«, og dernæst, at spørgsmålet om, hvorvidt tegnet BUD skulle anses for en beskyttet oprindelsesbetegnelse i bl.a. Frankrig og Østrig, var »af underordnet betydning«, og endelig, at indsigelsen ikke kunne tages til følge på dette grundlag (Rettens dom, præmis 92 og 97).
21 For det andet rejste Retten – inden for rammerne af første klagepunkt i det andet led i sagsøgerens eneste fremførte anbringende – tvivl om appelkammerets anvendelse af betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun havde lokal betydning, som fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94.
22 Først og fremmest fastslog Retten, at appelkammeret havde begået en retlig fejl, da det besluttede at foretage en analog anvendelse af de EU-retlige bestemmelser om »reel« brug af det ældre varemærke særligt med henblik på at afgøre, om de omhandlede tegn blev anvendt »erhvervsmæssigt«, og dette særskilt for Østrig, Frankrig, Italien og Portugal. Ifølge Retten burde appelkammeret have undersøgt, om de elementer, som sagsøgeren fremlagde under den administrative procedure, afspejlede, at de omhandlede tegn var blevet brugt i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed, hvormed der søgtes opnået økonomisk vinding, og ikke i private forhold, uafhængigt af, hvilket område denne brug vedrørte (Rettens dom, præmis 168). I øvrigt præciserede Retten i denne forbindelse, at det ikke fulgte af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, at indsigeren burde have godtgjort, at det omhandlede tegn havde været brugt før indgivelsen af EF-varemærkeansøgningen. Det kunne allerhøjst kræves, at det omhandlede tegn blev anvendt, inden varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-varemærketidende (Rettens dom, præmis 169). Retten konkluderede, henset til samtlige de dokumenter, som sagsøgeren havde fremlagt for Harmoniseringskontoret, at sagsøgeren havde godtgjort, at de omhandlede tegn var brugt erhvervsmæssigt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, i modsætning til det af appelkammeret anførte (Rettens dom, præmis 177).
23 Endvidere anførte Retten, at appelkammeret ligeledes havde begået en retlig fejl, da det hvad angår Frankrig fandt, at der var sammenhæng mellem beviset for brugen af det berørte tegn og betingelsen om, at den omhandlede rettighed skulle have en betydning, der ikke kun var lokal. Retten fastslog, at det i denne henseende var tilstrækkeligt at konstatere, at de påberåbte ældre rettigheder ikke kun havde lokal betydning, for så vidt som beskyttelsen af disse rettigheder i henhold til Lissabonaftalens artikel 1, stk. 2, og den bilaterale konventions artikel 1 rakte ud over deres oprindelsesområde (Rettens dom, præmis 181).
24 For det tredje konkluderede Retten – inden for rammerne af andet klagepunkt i det andet led i sagsøgerens eneste fremførte anbringende – at appelkammeret havde begået en fejl, idet det ikke tog hensyn til alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder for at afgøre, om den pågældende medlemsstats lovgivning i henhold til artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 gav sagsøgeren ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke (Rettens dom, præmis 199).
25 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. marts 2009 iværksatte Anheuser-Busch i medfør af artikel 56 i statutten for Domstolen appel til prøvelse af Rettens dom, hvorved selskabet nedlagde påstand om ophævelse af nævnte dom med undtagelse af domskonklusionens punkt 1, hvorved sagerne blev forenet med henblik på dommen.
26 Ved dom af 29. marts 2011, Anheuser-Busch mod Budějovický Budvar (sag C-96/09, herefter »dommen i appelsagen«), fastslog Domstolen, at Retten ikke havde begået fejl ved at tage det første led og det andet klagepunkt i det andet led i sagsøgerens eneste fremførte anbringende til følge, men fandt, at Retten havde begået retlige fejl angående anvendelsen af betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, der ikke kun har lokal betydning, som fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 (jf. præmis 21-23 ovenfor), som var genstand for første klagepunkt i det andet led i det eneste anbringende.
27 Som følge heraf ophævede Domstolen Rettens dom, »for så vidt som Retten vedrørende fortolkningen af artikel 8, stk. 4, i […] forordning [nr. 40/94] for det første med urette [havde fastslået], at betydningen af det pågældende tegn, som ikke kun må være lokal, udelukkende [skulle] bedømmes på grundlag af udstrækningen af beskyttelsesområdet for dette tegn, uden at tage hensyn til brugen på dette område, og dernæst, at det relevante område for bedømmelsen af brugen af nævnte tegn ikke nødvendigvis [var] dets beskyttelsesområde, og endelig, at brugen af samme tegn ikke nødvendigvis [skulle] finde sted inden datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af EF-varemærket« (dommen i appelsagen, domskonklusionens punkt 1).
28 I øvrigt forkastede Domstolen appellen.
29 Endvidere anførte Domstolen, at »med henblik på at bedømme [sagsøgerens] anbringende om appelkammerets anvendelse af betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun [havde] lokal betydning, [var] det nødvendigt at foretage en bedømmelse af bevisværdien af de faktiske oplysninger, som [kunne] godtgøre, at denne betingelse [havde været] opfyldt i det foreliggende tilfælde på grundlag af definitionen af denne, således som denne [var] lagt til grund i denne dom, blandt hvilke faktiske oplysninger navnlig [skulle] henregnes de dokumenter, som [sagsøgeren havde] fremlagt, og som [var] anført i den appellerede doms præmis 171 og 172« (dommen i appelsagen, præmis 219). Da sagen ikke var moden til pådømmelse, hjemviste Domstolen sagerne T-225/06, T-255/06, T-257/06 og T-309/06 til Retten og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.
30 De pågældende sager er blevet henvist til Rettens Anden Afdeling.
31 Parterne har indgivet indlæg om sagens videre behandling inden for de fastsatte frister.
32 Anheuser-Busch indleverede den 19. oktober 2011 til Rettens Justitskontor en kopi af dommen af 9. august 2011 afsagt af Oberster Gerichtshof (højesteret, Østrig). De andre parter har kunnet fremsætte bemærkninger til dette dokument, som er blevet tilført sagens akter.
33 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 22. juni 2012 blev sagerne T-255/06 RENV, T-255/06 RENV, T-257/06 RENV og T-309/06 RENV i henhold til procesreglementets artikel 50 forenet med henblik på den mundtlige forhandling og den afgørelse, hvorved sagernes behandling afsluttes.
34 Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens spørgsmål i retsmødet den 11. september 2012.
Parternes påstande for Retten efter hjemvisningen
35 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Rettens dom stadfæstes.
– Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch tilpligtes at betale sagens omkostninger.
36 Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
37 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren med sin påstand om stadfæstelse af Rettens dom ønsker de anfægtede afgørelser ophævet, således som denne havde nedlagt påstand om under de indgivne søgsmål.
38 Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren i sin stævning i det væsentlige har påberåbt sig et eneste anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94. Sagsøgerens eneste anbringende har to led. Med det første led har sagsøgeren anfægtet appelkammerets konklusion om, at tegnet bud ikke kan anses for en oprindelsesbetegnelse. Med det andet led har sagsøgeren bestridt appelkammerets vurdering, hvorefter betingelserne i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
39 I dommen i appelsagen bekræftede Domstolen flere af Rettens konstateringer vedrørende fejlene begået af appelkammeret i de anfægtede afgørelser.
40 Navnlig følger det af dommen i appelsagen, at Domstolen ikke har rejst tvivl om Rettens konklusion, hvorefter der måtte gives medhold i det eneste anbringendes første led. Ligeledes har Domstolen anført, efter at have konstateret, at virkningerne af de påberåbte ældre rettigheder ikke var blevet erklæret endeligt ugyldige i Frankrig og Østrig, og at disse rettigheder fortsat var gyldige i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede afgørelser, at Retten med rette i dommens præmis 90 og 98 havde konkluderet, at appelkammeret var forpligtet til at tage hensyn til de påberåbte ældre rettigheder uden at kunne anfægte selve kvalifikationen af disse rettigheder (dommen i appelsagen, præmis 92 og 93).
41 Hvad angår det eneste anbringendes andet led har Domstolen fastslået, at Retten ikke begik en retlig fejl, idet den lagde til grund, at begrebet »erhvervsmæssigt anvendt tegn« ikke skulle forstås som en henvisning til en reel brug, analogt med, hvad der i artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 er fastsat for de ældre varemærker, der påberåbes til støtte for en indsigelse, således som appelkammeret havde lagt til grund i de anfægtede afgørelser (dommen i appelsagen, præmis 142-146).
42 I øvrigt har Domstolen under henvisning til Rettens konstatering, hvorefter den omstændighed, at tegnet bud blev brugt »som et varemærke«, dog ikke betød, at nævnte tegn ikke havde været erhvervsmæssigt anvendt, således som appelkammeret havde lagt til grund i de anfægtede afgørelser, præciseret, at det tegn, som påberåbes til støtte for indsigelsen, skal anvendes som et særpræget element i den forstand, at det skal tjene til at identificere den erhvervsvirksomhed, som udøves af indehaveren, hvilket der ikke var rejst tvivl om i den foreliggende sag (dommen i appelsagen, præmis 148 og 149).
43 Endvidere bemærkede Domstolen, at det for så vidt angår beskyttelsen i Frankrig af oprindelsesbetegnelsen »bud«, der er registreret i henhold til Lissabonaftalen, var med rette, at Retten i sin doms præmis 195 havde fastslået, at appelkammeret ikke kunne lægge vægt på den omstændighed, at det fremgik af en retsafgørelse, der blev truffet i denne medlemsstat, at sagsøgeren ikke indtil daværende tidspunkt havde kunnet forhindre Anheuser-Buschs distributør i at sælge øl i Frankrig under varemærket BUD, for deraf at udlede, at sagsøgeren ikke havde bevist, at betingelsen om retten til at forbyde et yngre varemærke på grundlag af det påberåbte tegn var opfyldt (dommen i appelsagen, præmis 193).
44 Endelig fastslog Domstolen, at eftersom ingen af de retsafgørelser i Frankrig og i Østrig, som appelkammeret har henvist til, havde fået retskraft, havde Retten i sin doms præmis 192 med rette fastslået, at appelkammeret ikke udelukkende kunne henvise til disse afgørelser som grundlag for sin konklusion og endvidere burde have taget hensyn til de bestemmelser i national ret, som sagsøgeren påberåbte sig i forbindelse med indsigelsessagen, ved undersøgelsen af, om sagsøgeren i medfør af disse bestemmelser rådede over en ret til at forbyde et yngre varemærke på grundlag af det påberåbte tegn (dommen i appelsagen, præmis 195-197).
45 Selv om de anfægtede afgørelser er behæftet med flere fejl, er disse dog ikke tilstrækkelige til, at Retten ligeledes kan give medhold i andet led i det eneste anbringende og ophæve de nævnte afgørelser. I de anfægtede afgørelser fandt appelkammeret nemlig, at det tegn, som var påberåbt til støtte for indsigelsen, ikke opfyldte den betingelse, der er fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning. Appelkammerets konstatering i denne henseende var i sig selv tilstrækkelig til at forkaste de indsigelser, som var rejst af sagsøgeren, mod registreringen af de ansøgte varemærker. Domstolen bemærkede hertil, at Retten havde begået retlige fejl (jf. præmis 27 ovenfor).
46 Der bør derfor foretages en bedømmelse af bevisværdien af de faktiske oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt for Harmoniseringskontoret, der kan godtgøre, at betingelse om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning, som er fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, er opfyldt i det foreliggende tilfælde, på grundlag af definitionen af denne, således som denne er lagt til grund i dommen i appelsagen.
47 Det bemærkes i den forbindelse, at formålet med den betingelse, som er fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning, er at begrænse konflikter mellem tegnene ved at hindre, at en ældre rettighed, der ikke er tilstrækkeligt kvalificeret, dvs. væsentlig og betydende i erhvervslivet, kan hindre registrering af et nyt EF-varemærke. En sådan mulighed for at rejse indsigelse må forbeholdes tegn, der faktisk og reelt er aktive på det relevante marked. For at kunne hindre registrering af et nyt tegn, må det tegn, der påberåbes til støtte for indsigelsen, faktisk anvendes erhvervsmæssigt på en tilstrækkeligt betydelig måde og have en geografisk udstrækning, der ikke kun er lokal, hvilket, såfremt beskyttelsesområdet for tegnet kan anses for ikke kun at være lokalt, forudsætter, at denne brug finder sted på en væsentlig del af området. Med henblik på at fastslå, om dette er tilfældet, skal der tages hensyn til varigheden og intensiteten af brugen af tegnet som særpræget element for adressaterne, som udgøres af såvel indkøbere, forbrugere, leverandører og konkurrenter. I den forbindelse er den anvendelse, der er gjort af tegnet i reklamer og i erhvervsmæssig korrespondance, særligt relevant. Bedømmelsen af betingelsen om den erhvervsmæssige anvendelse skal i øvrigt ske særskilt for hvert enkelt af de områder, hvor den rettighed, der påberåbes til støtte for indsigelsen, er beskyttet. Endelig skal erhvervsmæssig anvendelse af det pågældende tegn godtgøres forud for datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af EF-varemærket (dommen i appelsagen, præmis 156-169).
48 I det foreliggende tilfælde fandt appelkammeret i det væsentlige, at det af sagsøgeren for Harmoniseringskontoret fremlagte bevismateriale ikke gjorde det muligt at fastslå den erhvervsmæssige anvendelse af et tegn, som ikke kun havde lokal betydning, for så vidt angår Frankrig, Italien, Østrig og Portugal. Det følger af bemærkningerne vedrørende sagernes videre behandling, at sagsøgeren udelukkende bestrider de anfægtede afgørelser, i det omfang de forkaster beviserne for anvendelse af det omhandlede tegn i Frankrig og Østrig som værende utilstrækkelige.
49 Sagsøgeren har i de fremsatte bemærkninger med hensyn til sagens videre behandling indledningsvis anført, at betingelsen vedrørende betydningen af det påberåbte tegn ikke kan vurderes på samme måde som rettigheder af anden karakter. For så vidt angår oprindelsesbetegnelser er deres beskyttelse således ikke betinget af deres anvendelse, selv om Domstolen synes at have tilføjet et sådant krav. Enhver anden fortolkning ville svare til at anse oprindelsesbetegnelserne for omstødelige rettigheder, hvilket ville være i strid med ånden i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93, s. 12). Så snart en oprindelsesbetegnelse er registreret, er betingelserne i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 opfyldt. Det er tilstrækkeligt at dokumentere denne registrering for at fastslå, at det omhandlede tegn ikke har lokal betydning. I det foreliggende tilfælde er den omhandlede oprindelsesbetegnelse i øvrigt beskyttet på nationalt, bilateralt og internationalt plan. Betydningen af denne oprindelsesbetegnelse er således ikke lokal. I øvrigt har sagsøgeren understreget, at produktionen af en vare, der er knyttet til en oprindelsesbetegnelse, er begrænset, og at det samme gælder for eksportsalget. Produktionen af en vare, der er omfattet af en oprindelsesbetegnelse, forbliver i vid udstrækning i dens oprindelsesland. Sagsøgeren har ligeledes præciseret, at ølmarkedet er et specifikt marked, og har mindet om, at Den Tjekkiske Republiks politiske status tidligere udgjordes af et regime, som begrænsede eksporten. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse af det påberåbte tegn er kvalitativ og ikke kvantitativ. Retten bør tage hensyn til disse elementer ved vurderingen af de faktiske forhold i denne sag.
50 Hvad angår anvendelsen af det påberåbte tegn i Frankrig har sagsøgeren anført at have fremlagt de samme beviser for brugen af nævnte tegn som i de sager, der har ført til Rettens dom af 12. juni 2007, Budějovický Budvar mod KHIM – Anheuser-Busch (BUD) (forenede sager T-60/04 – T-64/04, ikke trykt i Samling af Afgørelser). I disse sager anerkendte såvel appelkammeret som Harmoniseringskontoret for Retten imidlertid, at sagsøgeren for så vidt angår Frankrig havde godtgjort en erhvervsmæssig anvendelse af det påberåbte tegn, som ikke kun var af lokal betydning.
51 Med hensyn til den påberåbte anvendelse af tegnet i Østrig har sagsøgeren først og fremmest understreget, at Domstolen i dom af 8. september 2009, Budĕjovický Budvar (sag C-478/07, Sml. I, s. 7721), anførte, at »artikel 30 EF […] [ikke opstiller] et konkret krav til beskaffenheden og varigheden af den brug, der er gjort af en betegnelse i oprindelsesmedlemsstaten, for at beskyttelsen heraf er begrundet i forhold til denne artikel«. Dernæst har sagsøgeren gjort gældende, at bevismaterialet, som denne har fremlagt for Harmoniseringskontoret, viser andet end blot en lokal anvendelse i Østrig.
52 Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch har bestridt sagsøgerens argumenter. Hvis det skulle lægges til grund, at sagsøgerens fremlagte bevismateriale er tilstrækkeligt til at godtgøre eksistensen af et erhvervsmæssigt anvendt tegn, som ikke kun har lokal betydning, har Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch i øvrigt opfordret Retten til at tage hensyn til andre forhold. Navnlig under henvisning til Budĕjovický Budvar-dommen, nævnt i præmis 51 ovenfor, hævder Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch, at den manglende registrering af tegnet bud i henhold til forordning nr. 510/2006 medfører, at beskyttelsen af det nævnte tegn i Østrig og Frankrig, når henses til henholdsvis de omhandlede bilaterale traktater og Lissabonaftalen, var uden virkning i disse medlemsstater på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede afgørelser. Denne fortolkning blev for så vidt angår Østrig bekræftet i dom af 9. august 2011, afsagt af Oberster Gerichtshof (præmis 32 ovenfor). Retten er bundet af den gældende EU-ret.
53 For det første bør sagsøgerens argumenter forkastes, såfremt selskabet hermed gør gældende, at betingelsen fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning, er opfyldt hvad angår det franske område, eftersom appelkammeret havde fundet, at denne betingelse var opfyldt i de tidligere sager ved Harmoniseringskontoret mellem de samme parter og vedrørende et påberåbt identisk tegn. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de afgørelser, som appelkamrene skal træffe i henhold til forordning nr. 40/94 vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, træffes under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse. Lovligheden af appelkamrenes afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, således som den er fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes afgørelsespraksis (Domstolens dom af 26.4.2007, sag C-412/05, Alcon mod KHIM, Sml. I, s. 3569, præmis 65, og Rettens dom af 2.5.2012, sag T-435/11, Universal Display mod KHIM (UniversalPHOLED), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37). Hvis det i øvrigt antages, at sagsøgeren med sine argumenter gør overtrædelse af ligebehandlingsprincippet gældende, bemærkes det, at overholdelsen af dette princip skal forliges med legalitetsprincippet (jf. Domstolens dom af 10.3.2011, sag C-51/10 P, Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, Sml. I, s. 1541, præmis 75). Under alle omstændigheder skal undersøgelsen af enhver ansøgning om registrering af hensyn til retssikkerheden og kravet om god forvaltningsskik være streng og fuldstændig og foretages i hvert enkelt konkret tilfælde (jf. dommen i sagen Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, præmis 77). Denne strenge og fuldstændige undersøgelse skal ligeledes finde anvendelse på de til støtte for en indsigelse påberåbte tegn. Af følgende grunde har appelkammeret således ikke begået fejl ved at antage, at det i den foreliggende sag påberåbte tegn ikke opfyldte den betingelse, der er fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning. Heraf følger, at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig Harmoniseringskontorets tidligere afgørelser med henblik på at tilbagevise den konklusion, som appelkammeret er nået frem til i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dommen i sagen Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, præmis 78 og 79, og UniversalPHOLED-dommen, præmis 39). Det skal desuden understreges, at de ansøgte varemærker i de tidligere sager, som sagsøgeren har henvist til, enten vedrører varemærker eller varer, som er forskellige fra dem, der indgår i den foreliggende sag, idet indsigelsessagerne ligeledes er forskellige.
54 For det andet bemærkes, at parterne ikke længere bestrider, at de af sagsøgeren for Harmoniseringskontoret fremlagte dokumenter kan påvise erhvervsmæssig anvendelse af det påberåbte tegn i den forstand, at denne brug fandt sted i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed, hvormed der søgtes opnået økonomisk vinding, og ikke i private forhold.
55 For det tredje er det hvad særligt angår det ansøgte EF-varemærke, som er genstand for søgsmålet i sag T-309/06 RENV, tilstrækkeligt at konstatere, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis for Harmoniseringskontoret, som ligger forud for tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omhandlede EF-varemærke (den 1.4.1996). Betingelsen i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning, er følgelig ikke opfyldt. Appelkammeret har således ikke begået fejl i denne henseende. I det omfang appelkammerets konstatering i denne henseende var tilstrækkelig til at forkaste den omhandlede indsigelse (jf. præmis 45 ovenfor), bør Harmoniseringskontoret frifindes i sag T-309/06 RENV.
56 Hvad for det fjerde angår de indsigelser, hvorved sagsøgeren har påberåbt sig beskyttelsen af tegnet bud i Frankrig (sagerne T-225/06 RENV, T-255/06 RENV og T-257/06 RENV), bestod de for Harmoniseringskontoret fremlagte dokumenter af fire daterede fakturaer. Blandt disse fakturaer bør der i analysen dog ses bort fra visse af dem, for så vidt som de ligger efter tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omhandlede EF-varemærke. Dette gælder en faktura (af 10.10.2000) i sagerne T-225/06 RENV og T-257/06 RENV, som vedrører ansøgninger om registrering af EF-varemærker indgivet den 11. april og den 4. juli 2000. Dette gælder ligeledes to fakturaer (af 3.3.2000 og 10.10.2000) i sag T-255/06 RENV vedrørende en registreringsansøgning indgivet den 28. juli 1999. Under hensyntagen til de relevante fakturaer i hver af disse sager må det konstateres, at disse vedrører en meget begrænset mængde varer (højst 0,87 hektoliter eller 87 liter) fordelt på to eller tre leveringer mellem december 1997 og marts 2000. Desuden var de omhandlede leveringer begrænset til højst tre byer på fransk område, nemlig Thiais, Lille og Strasbourg. Endelig har sagsøgeren ikke fremført noget andet bevis, der dokumenterer, at det påberåbte tegn skulle have været anvendt i reklame på det relevante geografiske område. På baggrund af disse forhold skal det fastslås, at betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning, ikke er opfyldt for så vidt angår fransk territorium.
57 I det omfang sagsøgeren inden for rammerne af den indsigelse, der gav anledning til sag T-257/06 RENV, kun har påberåbt sig beskyttelsen af tegnet BUD i Frankrig uden at gøre beskyttelsen af nævnte tegn i Østrig gældende, var appelkammerets konstatering vedrørende manglende erhvervsmæssig anvendelse af et tegn, som ikke kun har lokal betydning, tilstrækkelig til at forkaste den omhandlede indsigelse (jf. præmis 45 ovenfor). Under disse omstændigheder bør Harmoniseringskontoret frifindes i sag T-257/06 RENV.
58 Hvad for det femte angår de indsigelser, hvorved sagsøgeren har påberåbt sig beskyttelsen af tegnet bud i Østrig (sagerne T-225/06 RENV og T-255/06 RENV), udgjorde de for Harmoniseringskontoret fremlagte dokumenter følgende:
– en erklæring fra juni 2001 på tro og love fra en af sagsøgerens ansatte, hvortil der som bilag var vedlagt ni østrigske presseudklip fra maj til september 1997 om varen »Bud Super Strong«
– en erklæring på tro og love af 9. august 2001 fra den administrerende direktør i en øl-importvirksomhed i Østrig, hvortil der som bilag var vedlagt fire fakturaer fra sagsøgeren (af 26.5.1997, 22.7.1997, 21.11.1997 og 23.1.1998), 11 fakturaer for videresalg fra importvirksomheden til virksomheder med hjemsted i Østrig såvel som en liste med salgspriser, herunder for varen »Bud Strong«
– en erklæring på tro og love af 7. december 2001 fra den administrerende direktør i samme øl-importvirksomhed i Østrig, hvortil der som bilag var vedlagt otte fakturaer fra sagsøgeren (af 5.6.1998, 11.12.1998, 1.3.1999, 18.5.1999, 16.11.1999, 23.11.1999, 14.4.2000 og 20.6.2000) og otte fakturaer for videresalg fra importvirksomheden til virksomheder med hjemsted i Østrig
– en erklæring på tro og love af 15. april 2005 fra en af sagsøgerens ansatte, som bekræfter omsætningen fra salget af varen »Bud Super Strong« i Østrig for årene 1997-2004, hvortil der som bilag var vedlagt flere allerede fremlagte fakturaer fra sagsøgeren til øl-importvirksomheden i Østrig, som nævnt ovenfor, såvel som en ny faktura (af 21.10.1999) og eksempler på emballagefortegnelser for eksporten til øl-importvirksomheden i Østrig, nævnt ovenfor, for årene 1998, 1999, 2001 og 2002.
59 Det bemærkes for det første, i lighed med det af Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch anførte, at de dokumenter, som er fremlagt af sagsøgeren under den administrative procedure, viser et meget lille salg med hensyn til mængde såvel som omsætning. De fakturaer, der fremgår af sagsakterne, udviser således et salg på 22,96 hektoliter af den omhandlede vare i årene 1997 og 1998. Hvad angår 1999 angiver fakturaerne en salgsmængde på 15,5 hektoliter og 5,14 hektoliter for perioden før den 28. juli 1999 (den periode, som skal tages i betragtning i sag T-255/06 RENV). Heraf følger, at de omhandlede salg udgjorde 12,82 hektoliter om året i gennemsnit. Hvis det antages, at der skal tages hensyn til salgsmængden i 1999, som anført i erklæringen på tro og love fra en af sagsøgerens ansatte, udgør salgsmængden for dette år 51,48 hektoliter, eller et gennemsnit på 24,81 hektoliter om året. Denne salgsmængde skal afvejes over for det gennemsnitlige forbrug af øl i Østrig, der – i den relevante periode, ifølge de i de anfægtede afgørelser fremførte omstændigheder, som ikke er blevet bestridt af sagsøgeren – var på over 9 mio. hektoliter om året. Med hensyn til omsætningen fremgår der af erklæringen på tro og love fra en af sagsøgerens ansatte et beløb på 44 546,76 CZK for 1999, dvs. ca. 1 200 EUR (den 31.12.1999). Dette beløb er, henset til oplysningerne i sagsakterne, endnu lavere for årene 1997 og 1998.
60 Hvad for det andet angår de presseudklip, der er gengivet i sagen, vedrører disse kun en kort periode, nemlig den, som dækker månederne fra maj til september 1997. Der er ikke fremført noget forhold, som gør det muligt præcist at fastsætte disse publikationers dækning med hensyn til geografisk udstrækning eller den berørte offentlighed.
61 Hvad for det tredje angår importvirksomhedens fakturaer til virksomheder med hjemsted i Østrig angiver disse salg i otte byer på Østrigs område (syv, hvis man udelukkende tager hensyn til salg før den 28.7.1999 i sag T-255/06 RENV). I denne forbindelse bemærkes, at hvis den omhandlede vare blev solgt i flere byer på østrigsk område, udgør salg, der er foretaget uden for Wien, sådan som det fremgår af fakturaerne, en ubetydelig mængde (24 flasker solgt i seks byer og 240 flasker solgt i én by). Disse ubetydelige salg skal ses i sammenhæng med den relevante varighed af markedsføringsperioden for de omhandlede varer (mellem to og tre år alt efter sagerne) og gennemsnitsforbruget af øl i Østrig (mere end 9 mio. hektoliter om året).
62 Hvad for det fjerde angår markedsføringsomkostninger, der er anført i erklæringen på tro og love fra en af sagsøgerens ansatte, vedrører disse samtlige de varer, som sagsøgeren markedsfører på østrigsk område. Det er således ikke muligt på denne baggrund at identificere de beløb, som skulle have været afsat til markedsføringen af den omhandlede vare i denne sag, hvilket sagsøgeren har anerkendt under retsmødet.
63 Hvad for det femte angår den prisliste, der er vedlagt som bilag til erklæringen på tro og love fra den administrerende direktør i en øl-importvirksomhed i Østrig, og hvoraf produktet »Bud Strong« fremgår, er der ikke ud over den omstændighed, at listen vedrører et stort antal ølmærker, blevet fremført nogen omstændigheder, som gør det muligt at fastlægge omfanget eller varigheden af distributionen af den omhandlede vare.
64 I betragtning af samtlige disse forhold bør sagsøgeren i denne sag ikke anses for at have ført bevis for, at det påberåbte tegn havde en betydning, der ikke kun var lokal som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94, hvad angår østrigsk område.
65 De andre af sagsøgeren fremførte argumenter kan ikke drage denne konklusion i tvivl. Hvad angår det af sagsøgeren fremførte, hvorefter produktionen af en vare, der er knyttet til en oprindelsesbetegnelse, er begrænset, og eksporten heraf ligeså, bemærkes hvad særligt angår sagsøgerens situation, hvilket denne har anerkendt under retsmødet, at dennes produktionsmængde er større end en mio. hektoliter pr. år, og at halvdelen af denne mængde eksporteres fra Den Tjekkiske Republik. Sagsøgerens argumenter vedrørende den specifikke situation i den foreliggende sag er således ikke velbegrundede.
66 På baggrund af det ovenstående, og uden at det er fornødent at tage stilling til de supplerende argumenter, som Harmoniseringskontoret og Anheuser-Busch har gjort gældende i deres skriftlige indlæg, skal Harmoniseringskontoret således ligeledes frifindes i sagerne T-225/06 RENV og T-255/06 RENV.
Sagsomkostningerne
67 Domstolen har i dommen i appelsagen udsat afgørelsen om sagens omkostninger. Det tilkommer således Retten i denne dom samlet at tage stilling til omkostningerne i forbindelse med de forskellige sager i overensstemmelse med procesreglementets artikel 121.
68 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge reglements artikel 87, stk. 3, kan Retten i øvrigt fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
69 Selv om sagsøgeren har tabt sagen, skal det i denne sag understreges, at de anfægtede afgørelser var behæftet med flere fejl. I Rettens dom førte disse fejl Retten til at give medhold i første led og andet klagepunkt i anden led i det eneste anbringende (jf. præmis 20-24 ovenfor). De fejl, som Retten har anført i denne forbindelse, blev bekræftet af Domstolen i dommen i appelsagen (jf. præmis 26 ovenfor). På baggrund af disse forhold finder Retten under hensyn til de foreliggende omstændigheder det således rimeligt, at hver part bærer sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. januar 2013.
Underskrifter