Language of document : ECLI:EU:T:2011:287

Forenede sager T-208/08 og T-209/08

Gosselin Group NV og

Stichting Administratiekantoor Portielje

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for internationale flyttetjenesteydelser i Belgien – beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – prisfastsættelse – opdeling af markedet – manipulation med udbud – samlet og vedvarende overtrædelse – begrebet virksomhed – tilregnelse af den ulovlige adfærd – bøder – retningslinjer for beregning af bøder af 2006 – grovhed – varighed«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – EU’s regler – virksomhed – begreb – økonomisk enhed

(Art. 81 EF)

2.      Konkurrence – EU’s regler – virksomhed – begreb – udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

3.      Konkurrence – aftaler – afgrænsning af markedet – formål – fastlæggelse af påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater – mærkbar virkning

(Art. 81 EF; Kommissionens meddelelse 2004/C 101/07, punkt 53)

4.      Institutionernes retsakter – retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen – bindende retsakt

(Kommissionens meddelelse 2004/C 101/07)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – vurdering i forhold til overtrædelsens art

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 19 og 21-23)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – princippet om individuelle straffe

(Rådets forordning nr. 1/2003; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

7.      Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelsens varighed påhviler Kommissionen

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – vurdering

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – formildende omstændigheder – konkurrencebegrænsende adfærd tilladt eller fremmet af offentlige myndigheder

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29, sidste led)

1.      Begrebet økonomisk enhed, der kan omfatte flere adskilte juridiske personer, blev indført for at gøre det muligt at pålægge en juridisk enhed (moderselskabet) ansvaret for en anden juridisk enheds (datterselskabet) adfærd og ikke for at støtte moderselskabs karakter af virksomhed. Begrebet økonomisk enhed gør det derfor ikke muligt at afhjælpe moderselskabets manglende karakter af virksomhed.

(jf. præmis 41)

2.      Inden for konkurrencerettens område omfatter virksomhedsbegrebet enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde.

En enhed, som ejer kontrollerende kapitalandele i et selskab, og som rent faktisk udøver denne kontrol ved direkte eller indirekte indblanding i driften af dette selskab, skal således anses for deltager i den erhvervsvirksomhed, der udøves af den kontrollerede virksomhed, og den skal derfor selv kvalificeres som en virksomhed i konkurrenceretlig forstand.

Derimod er selve besiddelsen af kapitalandele – selv kontrollerende andele – ikke tilstrækkelig til at udgøre en økonomisk virksomhed udøvet af den, der har disse kapitalandele i sin besiddelse, når besiddelsen kun danner grundlag for udøvelsen af de rettigheder, der er knyttet til at være aktionær eller medindehaver, samt i givet fald for modtagelsen af udbytte, der blot er afkastet af ejendomsretten til et formuegode.

Bevisbyrden for »indblandingen« påhviler Kommissionen.

(jf. præmis 44, 47 og 48)

3.      Med henblik på anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF skal Kommissionen ikke godtgøre de reelle konkurrencebegrænsende virkninger af aftaler eller praksis, som har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. Artikel 81, stk. 1, EF finder imidlertid ikke anvendelse, hvis kartellets indvirkning på samhandelen mellem medlemsstater eller konkurrencen ikke er »mærkbar«. En aftale er nemlig ikke omfattet af forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF, når den kun begrænser konkurrencen eller påvirker samhandelen mellem medlemsstater ubetydeligt.

Kommissionen skal foretage en afgrænsning af markedet i en beslutning vedtaget i henhold til artikel 81 EF, når det uden en sådan afgrænsning ikke er muligt at afgøre, om aftalen eller den samordnede praksis kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen.

Hvis enhver grænseoverskridende transaktion automatisk kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater mærkbart, ville begrebet mærkbar karakter, der er en betingelse for anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF, miste sit indhold. Selv i tilfælde af overtrædelsesformål er det nødvendigt, at overtrædelsen faktisk kan påvirke samhandelen inden for Fællesskabet mærkbart. Dette fremgår af retningslinjerne vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og 82, eftersom den positive formodning i disses punkt 53 kun finder anvendelse på aftaler eller praksis, der efter deres natur kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater.

Da Kommissionen gav en tilstrækkeligt detaljeret beskrivelse af den pågældende sektor, herunder udbuddet, efterspørgslen og den geografiske rækkevidde, afgrænsede den præcist de pågældende tjenesteydelser og markedet, og en sådan beskrivelse af sektoren kan være tilstrækkelig, for så vidt som den er tilstrækkeligt detaljeret til at gøre det muligt for Retten at efterprøve Kommissionens grundangivelser, og for så vidt som den kumulerede markedsandel på dette grundlag åbenbart langt overskrider tærsklen på 5%. Når disse betingelser er opfyldt, kan Kommissionen støtte sig til den anden alternative betingelse i punkt 53 i disse retningslinjer uden udtrykkeligt at afgrænse markedet i den i punkt 55 i retningslinjerne omhandlede forstand. Det er i forbindelse med den positive formodning i punkt 53 i disse retningslinjer tilstrækkeligt, at kun en af de to alternative betingelser er opfyldt for at bevise, at samhandelen mellem medlemsstater blev mærkbart påvirket.

(jf. præmis 89-91, 98, 112, 116 og 117)

4.      Kommissionen har med vedtagelsen af sådanne vejledende regler som retningslinjerne vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og 82, og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 109)

5.      Ved vurderingen af grovheden skal der navnlig tages hensyn til konkurrencebegrænsningernes art. Overtrædelsens grovhed kan vurderes under henvisning til arten af og formålet med den krænkende adfærd. Forhold, der vedrører formålet med en adfærd, kan således have større betydning ved bødefastsættelsen end de omstændigheder, der vedrører adfærdens virkninger.

En overtrædelse, som har prisfastsættelse og markedsopdeling til formål, er efter sin art særlig alvorlig.

Punkt 20 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 bestemmer, at »[o]vertrædelsens grovhed vurderes fra sag til sag for alle typer overtrædelser, idet der tages hensyn til alle relevante forhold i den enkelte sag«. Disse retningslinjer medførte en grundlæggende ændring af beregningsmetoden for bøder. Navnlig blev klassificeringen af overtrædelserne i tre kategorier (»lidet alvorlig«, »alvorlig« og »meget alvorlig«) afskaffet, og der blev indført en skala fra 0 til 30% med henblik på at give mulighed for en skarpere sondring. I henhold til retningslinjernes punkt 19 skal bøden »fastsættes på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed«. Generelt »vil den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning, blive fastsat til et niveau, der kan udgøre op til 30%«, jf. retningslinjernes punkt 21.

Kommissionen kan dermed ikke udøve det skøn, den råder over i forbindelse med pålæggelsen af bøder, og således fastsætte den nøjagtige sats mellem 0 og 30%, uden at tage hensyn til sagens særlige omstændigheder. Retningslinjernes punkt 22 bestemmer således, at »[f]or at afgøre, om den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning i en given sag, skal ligge i den nedre eller øvre del af denne skala, vil Kommissionen tage hensyn til en række faktorer, såsom overtrædelsens art, virksomhedernes samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis eller ej«.

Denne vanskelighed med at fastsætte en nøjagtig procentsats er i et vist omfang mindre i tilfælde af hemmelige horisontale aftaler om prisfastsættelse og markedsopdeling, for hvilke den del af afsætningen, der skal tages hensyn til, generelt i medfør af disse retningslinjers punkt 23 befinder sig »på den øvre del af skalaen«. Det fremgår af dette punkt, at satsen for de mest alvorlige begrænsninger mindst skal være på 15%.

Der er således ikke grundlag for at annullere Kommissionens beslutning om at fastsætte satsen på 17% på grundlag af overtrædelsens iboende alvorlige art. Når Kommissionen begrænser sig til at anvende en sats, der er den samme eller næsten den samme som den mindstesats, der er fastsat for de mest alvorlige begrænsninger, er det nemlig ikke nødvendigt at tage hensyn til yderligere forhold eller omstændigheder. Dette er kun nødvendigt, hvis der anvendes en højere sats.

(jf. præmis 126, 127 og 129-132)

6.      Når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der foretages en undersøgelse af overtrædelsens grovhed for så vidt angår de enkelte virksomheders deltagelse. Dette resultat er den logiske konsekvens af princippet om individuelle straffe og sanktioner, hvorefter en virksomhed kun bør forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for, et princip, som gælder i enhver administrativ procedure, der kan føre til sanktioner i henhold til fællesskabsrettens konkurrenceregler. Overtrædelsens grovhed skal være genstand for en individuel vurdering, der tager hensyn til talrige forhold, såsom navnlig sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning. Den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i alle elementerne i et kartel eller har spillet en mindre rolle i de aspekter, den har deltaget i, skal tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og i givet fald ved fastsættelsen af bøden.

Vurderingen af de individuelle omstændigheder foretages sædvanligvis ikke i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed, dvs. ved fastsættelsen af bødens grundbeløb, men i forbindelse med tilpasningen af grundbeløbet i henhold til skærpende eller formildende omstændigheder.

(jf. præmis 137-139)

7.      Kommissionen har bevisbyrden for overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF, og den skal fremlægge præcise og samstemmende beviser for, at den påståede overtrædelse er begået. Dette er navnlig tilfældet for beviser vedrørende overtrædelsens varighed, som er et kriterium, hvis vægt blev betydeligt forøget i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003. I mangel af bevismateriale, der gør det muligt at foretage en direkte fastlæggelse af en overtrædelses varighed, er Kommissionen følgelig forpligtet til at fremlægge beviser, der vedrører faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger indbyrdes så nær, at det med rimelighed kan medgives, at denne overtrædelse er forløbet uafbrudt mellem to præcise datoer.

Når deltagelsen i multilaterale møder er bevist, har den pågældende virksomhed imidlertid bevisbyrden for, at dens deltagelse i møderne ikke skete for at begrænse konkurrencen, og for, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres.

Dette vedrører imidlertid karteller, i forbindelse med hvilke der har fundet multilaterale møder sted, under hvilke der blev givet udtryk for konkurrencebegrænsende formål. Begrundelsen for dette princip er, at virksomheden, der har deltaget i sådanne møder uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det. Da virksomheden ikke deltog i sådanne møder, påhviler det Kommissionen at føre bevis for varigheden af virksomhedens deltagelse uden at kunne drage fordel af den lempelse af bevisbyrden, der følger af retspraksis, hvorefter virksomheden for at bringe sit ansvar til ophør åbent og utvetydigt skal tage afstand fra kartellet, således at de andre deltagere er bevidste om det forhold, at virksomheden ikke længere støtter kartellets generelle formål.

(jf. præmis 153, 154 og 157-159)

8.      I medfør af punkt 29, tredje led, i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 skal den pågældende virksomhed for at drage fordel af en bødenedsættelse på grund af formildende omstændigheder »fremlægge […] bevis for, at dens deltagelse i overtrædelsen er stærkt begrænset«, og »at den i den periode, hvor den har været deltager i de ulovlige aftaler, i praksis har undladt at anvende dem ved at udøve en konkurrencemæssig adfærd på markedet«.

Anvendelsen af udtrykket »f.eks.« angiver dog, at listen over omstændigheder i disse retningslinjers punkt 29 ikke er udtømmende. Der skal tages hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, navnlig om en virksomhed har deltaget i overtrædelsens samtlige dele, hvis ikke ved vurderingen af overtrædelsens varighed, så i det mindste i forbindelse med tilpasningen af grundbeløbet i henhold til formildende og skærpende omstændigheder. Denne pligt var en af de grunde, som gjorde det muligt for Domstolen at anføre, at begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse ikke modsiger det princip, hvorefter ansvaret for overtrædelser af konkurrenceretten er personligt. De kriterier, der er opregnet i punkt 29, tredje led, kan ikke i sig selv garantere denne mulighed.

(jf. præmis 182 og 183)

9.      Punkt 29, sidste led, i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 bestemmer, at »[b]ødens grundbeløb kan nedsættes […], hvis de offentlige myndigheder eller lovgivningen har tilladt eller fremmet en konkurrencebegrænsende adfærd«. I denne forbindelse indebærer det blotte kendskab til den konkurrencebegrænsende adfærd ikke, at denne adfærd stiltiende er blevet »tilladt eller fremmet« af institutionen i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i disse retningslinjers punkt 29, sidste led. En påstået undladelse kan nemlig ikke ligestilles med en positiv handling, såsom en tilladelse eller tilskyndelse.

(jf. præmis 189 og 192)